Ville ikke komme hjem og fortælle pigerne, at deres mor havde givet op

Hjemme igen efter et hårdt, men veloverstået verdensmesterskab i 24-timersløb i Belfast. Sjovt nok har jeg det bedre efterfølgende for hvert løb, jeg løber, selv om jeg lægger kilometer til hver eneste gang. Læggene er stive og opsvulmede, og vablerne klør og gør ondt. Slidsår er der ikke så mange af som førhen – heller ikke selv om det regnede under løbet, og jeg længe løb i vådt tøj. Der, hvor jeg har mest ondt, er den fod, der drillede lidt allerede før løbet. Jeg havde håbet ikke at mærke noget til den under løbet. Sådan gik det ikke. Men heldigvis holdt den da hele vejen, og den har det egentlig ikke så meget værre her bagefter, hvor den kan få al den ro, den behøver.

Det mest smertefulde løb nogensinde

Jeg tror godt, man kan betegne dette løb, som mit mest smertefulde løb nogensinde. Selvfølgelig har jeg tidligere haft ondt, men jeg mindes ikke nogensinde før at have løbet 23 timer med så ondt. Allerede efter kun én time, begyndte foden at drille, først den ene og så den anden. Underlaget skrånede en anelse, hvilket ikke hjalp på det, så derefter gik turen til knæ, hofter, baller og lår. Ja, selv ryg, arme og nakke fik jeg ondt i, fordi jeg måtte løbe med Mortens tunge ur.

Første ’krise’ var på startlinjen

Første ’krise’ var nemlig allerede, da jeg stod på startlinjen og opdagede, at mit eget ur var i stykker og fuldstændig blankt. Efter et par omgange fik jeg Mortens på istedet. Senere gik det så op for mig, at uret var skyld i mine nakkeproblemer, hvorfor det røg over på det andet håndled, som efter løbet var fuldstændigt blåt og hævet. Der var bare ikke så meget andet at gøre. For eftersom vi nærmest INGEN opdateringer fik undervejs på, hvor langt vi var, eller hvordan vi var placeret, var det den eneste måde, hvorpå jeg havde mulighed for at se, om jeg holdt min egen plan.

Besluttede fra start, at jeg ikke ville give op

Pudsigt nok og særligt de mange smerter taget i betragtning, var det meget få ting, jeg hev fat i undervejs – og meget tidligt i løbet. For der gik ikke længe, før jeg tænkte ved mig selv, at det her gør jeg ALDRIG mere. Jeg var også mere end fristet af den grønne græsplæne, som man lige kunne kaste sig på. Men tanken om, hvordan jeg lynhurtigt ville føle det, hvis jeg havde givet op og kunne se de andre løbe videre, holdt mig fra det. Jeg ville heller ikke komme hjem til vores piger og fortælle, at jeg havde givet op. Viljestyrke, det har jeg, og smertehåndtering er jeg god til, sagde jeg til mig selv – og så måtte jeg jo løbe på det. Jeg valgte også ikke at sige for meget til min mand Morten og de andre hjælpere i depotet, for der var ikke nogen grund til at fokusere på, at det gjorde ondt.

Fokuserede på noget andet end smerterne

I stedet forsøgte jeg at holde fokus på at få spist og drukket nok samt på at holde mine kilometertider. De sædvanlige maveproblemer kunne jeg bestemt godt undvære, og det lykkedes stort set også. Formentlig fordi jeg kun spiste nogle få energivingummier og en enkelt gel – i stedet kørte jeg udelukkende på almindelig mad i form af kartoffelmos, havregrød, bananer, en smule pasta, lidt skumfiduser og chokolade. Jeg mindedes at have læst, at modne bananer kan bidrage til bedre smertehåndtering – måske noget vås, men troen på det hjalp. Af flydende indtag (udover den tynde drikke-havregrød) stod den primært på cola blandet op med vand og elektrolyt til at holde saltbalancen.

Løb stabilt efter planen

Kilometertiderne holdt jeg også fint – i hvert fald løb jeg stort set efter min overordnede plan, hvor jeg havde et kilometermål for hver seks timer. Jeg foretrækker, at lægge hårdere ud, så jeg har lidt at give af både fysisk og mentalt. Sådan er vi jo forskellige som løbere. I tredje blok kneb det dog med at holde tempoet, da jeg var udmattet efter så mange timer med smerter. Men til gengæld hentede jeg det tabte på de sidste 100 minutter.

Morten sagde de afgørende ord

Hvorfra jeg fik kræfterne ved jeg ikke. Men opdateringen kom på det helt rigtige tidspunkt, da Morten sagde: ”Nu har du 1 time og 40 minutter til at løbe 13 km. Jeg regnede på det og tænkte først, at det nærmest var umuligt. Jeg skulle i hvert fald op i fart. På det tidspunkt havde jeg rimelig mange toiletbesøg, fordi det bliver svært at klemme sammen, når man har løbet så langt – og nok også fordi jeg godt kunne bruge nogle korte pauser fra smerterne. Jeg besluttede, at der ikke var tid til mere af den slags, og så kørte jeg kun på banan og kakao til allersidst, da jeg ikke ville risikere bøvl med maven.

Hentede vigtige kilometer til sidst

Farten blev øget – efter sigende til næsten helt op mod 10 km i timen, hvilket var meget for mig på det tidspunkt. Stadig vidste jeg ikke præcist, hvor jeg var rent kilometermæssigt, kun at jeg havde holdt min plan rimelig godt. Jeg fik vist også danmarksflaget et par runder EFTER at jeg havde slået min tidligere danmarksrekord på 225,74, men måske var det held i uheld. For da jeg samtidig hørte den første opdatering i højtaleren, som sagde 225 km, blev jeg i tvivl om, om jeg egentlig var så langt som antaget. Det gjorde blot, at jeg gav den mere gas, så jeg kunne nå en ekstra runde for en sikkerheds skyld. På et tidspunkt rev det noget lige over knæet, hvorfor jeg dog valgte at sætte farten lidt ned. Hellere løbe sikkert og nå mit eget mål om 230 km, end at give den for meget gas for at holde konkurrenter bagved og så risikere ikke at kunne løbe tiden ud.

Svært at løbe efter placering uden opdateringer

Jeg blev da også overhalet af i hvert fald tre løbere, som jeg fornemmede, at jeg lå side om side med. Heldigvis endte to af de tre længere nede på listen. Japaneren tog mig i en af de sidste omgange, men mon ikke også hun havde gjort det, hvis vi alle havde vidst, hvordan vi var placeret? Selvfølgelig er det svært at løbe efter en top 10-placering, når man stort set løber i blinde 24 timer i træk, hvad angår placeringerne. Men jeg tror nu, vores hjælpere i teltet var mere frustrerede over det, end de fleste af vi løbere var. Der var jo ikke noget at gøre ved det, og forholdene var ens for alle. Og hvem ved – måske havde jeg ikke fået den sidste runde med, havde jeg ikke været usikker på, hvor langt jeg var i forhold til min gamle danmarksrekord? Det var jo sådan set den sidste omgang, der gjorde, at jeg lige netop nåede over de 230 km, som var mit primære mål.

Flere mål og overordnede planer

Endnu engang kan jeg konkludere, at det fungerer godt for mig at løbe efter en meget overordnet plan, samt at have flere mål at løbe efter. Meget længe i dette løb, løb jeg ’kun’ efter lige at snige mig over min sidste danmarksrekord. Det var rent faktisk først, da jeg efter løbet begyndte at regne på det, at jeg begyndte og tro på, at jeg havde nået mit primære mål om 230 km. 231,399 km blev det til og en placering som nr. 12 blandt kvinderne

Stolt over min stabilitet

Siden mit første 24-timersløb i 2010 har jeg øget distancen hver eneste gang – og de sidste tre gange har det hver gang været danmarksrekord. Nok har jeg ikke sat nogen verdensrekord eller vundet noget mesterskab. Men jeg har nået mit mål hver eneste gang – og det tror jeg ikke er mange ultraløbere forundt. Som konkurrencegymnast var stabilitet ikke min stærkeste side, men det er det i 24-timersløb. Fem løb og ikke et eneste på under 200 km. Det tør jeg godt sige, at jeg er stolt af.

Tak for den meget overvældende opbakning

Og så vil jeg gerne sige tusind tak for opbakningen! Først og fremmest til min mand, der har været med og bakket op hele vejen. Han tror på mig – også når jeg selv er ved at miste troen. Hans gode ven Jens, der også var med som hjælper, første gang jeg satte danmarksrekord. Venner og familie, der har taget sig så godt af vores børn, mens vi har været væk, at den ene nu gerne vil bortadopteres. Og de andre hjælpere, som gav en hånd, løbere der gav et rygklap og alle jer derhjemme. Det er dejligt, at I følger med, og jeres støtte gør, at jeg lige formår at finde de sidste kræfter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *