Hvem har lavet lort på min vej?

Det har længe været et problem, at der ligger utrolig mange hundelorte i området omkring Holmbladsgade. Særligt Geislersgade, hvor der ligger en lang række børneinstitutioner, er hårdt ramt. Efterhånden er problemet så stort, at alle, jeg taler med i området, er generede af det.
Selv har vi måttet vænne os til, at den 400 meter lange gåtur mellem bopæl og vuggestue først og fremmest går med at gå slalom uden om alle efterladenskaberne. Det er så slemt, at et af min ældste datters første ord var hundelort. I en periode gentog hun det næsten konstant hele vejen til vuggestue. De værste morgener er da også dem, hvor hele familien får “delt” en hundelort, og vi kommer for sent efter at have brugt en halv pakke vådservietter på at tørre støvler, barnevogn eller tasker af for hundelort.
Om så hundene besørger lige uden for en dør, det være en opgang, en butik eller en port, så bliver de ikke samlet op. Ofte er det de allerstørste efterladenskaber, som umuligt kan overses. Jeg forstår det simpelthen ikke! Der er så mange mennesker, som kan få ødelagt sin morgen af blot en enkelt hundelort, men det kræver kun EN hundeejer at samle den op.
Jeg har længe spekuleret på, hvordan problemet kan løses, men er ikke klar over, hvorfor så mange hundeejere ikke samler op efter sig? I første omgang vil jeg derfor nu forsøge at kontakte Teknik- og Miljøforvaltningen for at høre, om vi kan få sat nogle ekstra hundeskraldespande op, og så tilskynde folk til at bruge dem. Ligeledes vil jeg tale med mine kollegaer i Borgerrepræsentationen om, hvad vi evt. kan gøre ved problemet. Det kan godt være nogle stadig kalder Amager for “Lorteøen”- men vi behøver ikke leve op til tilnavnet.

Indlægget er bragt i Amagerbladet i marts 2014 i forkortet udgave