Grundlovstale 2014; Når vi værner om hinanden, værner vi om demokratiet

Grundloven skal fornys

Jeg kan godt forstå, hvis mange unge står af, når de læser Grundloven. For det er ikke svært at fornemme, at den ikke er formuleret i går. Den sidste ændring af Grundloven skete i 1953, altså for 61 år siden, og meget er sket siden da. Et tættere europæisk samarbejde og øget samarbejde på internationalt plan i det hele taget har betydet, at Danmark har underskrevet en række konventioner om menneskerettigheder. Herunder blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der indeholder værdier, som bør gælde alle mennesker uden undtagelse. Værdier, som vi finder umistelige. Derfor bør disse værdier også Grundlovsfæstes. Det moderne danske demokrati bør være afspejlet i den Grundlov, hvorpå samfundet bygger sin lovgivning. Desværre er det ikke tilfældet i dag. Men det er noget, jeg vil kæmpe for i årene, der kommer.

En Grundlov skal ikke være moderne forstået på den måde, at den skal ændres hvert andet år eller ændres efter forgodtbefindende. Det ligger i selve navnet, at den er det juridiske grundlag for samfundet – og et fundament for borgerne i det danske demokrati at stå fast på. Men Grundloven bør simpelthen afspejle det samfund, vi lever i. Den bør kunne læses og opleves som vedkommende af samfundets borgere. Et eksempel på, at Grundloven er ude af trit med den tid, vi lever i, er den måde udtrykket ”kongen” bruges på. Én ting er, at Kongen i dag lige så vel kan være en Dronning. Hvad mere er, at læser man blot tre paragraffer ned i Grundloven står følgende: ”den udøvende magt ligger hos Kongen”. Her burde nok snarere stå ”Regeringen”, hvis Grundloven skulle afspejle nutiden. Ligeledes burde ”boligens ukrænkelighed” måske udvides til også at omfatte internettet og datasikkerhed. For er der et sted, hvor vi i dag har behov for at sikre borgernes rettigheder, må det være her. Der er således alt mulig grund til, at vi i Radikale Venstre har nedsat et arbejde til en gennemgang og opdatering af Grundloven.

Uddannelse som fundament for demokratiet

Det er i dag 165 år siden, at Danmark fik sin første grundlov. Man kan stille spørgsmålstegn ved om den var rigtig demokratisk i 1849, for først i 1915, fik de fem F’er – Fruentimmere, Folkehold, Fattiglemmer, Fjolser og Forbrydere – også stemmeret. Baggrunden for denne udvikling var den demokratiske bølge, der skyllede ind over Europa i årene før. Men lige så vigtig for Danmark var også indførelsen af skolepligten med Anordningerne for skolevæsenet. For skal demokratiet fungere, kræver det en oplyst og veluddannet befolkning. Derfor bør vi i dag ikke blot glæde os over Grundloven af 1849 og dens ændringer i tiden frem til i dag. Vi bør også fejre 200-året for indførelsen af skolepligten, som senere er blevet til undervisningspligten og nedfældet i Grundlovens § 76.

Den reform af folkeskolen, som er vedtaget og bliver implementeret fra 1. august i år er et naturligt led i den forsatte demokratiske udvikling. En højtuddannet befolkning er grundelementet – ja, forudsætningen – i ethvert demokrati og ikke mindst i et demokrati i stadig udvikling. Borgerne skal inddrages i styringen af samfundet. Det gælder både på det internationale, det nationale og ikke mindst på det lokale niveau.

Derfor vil jeg i dag argumentere for, at partierne fortsat bør forny sig, så de skaber både engagement og deltagelse. At demokratiet skal være vedkommende – også for de unge. Og måske vigtigst af alt, at vi politikere skal sørge for, at skabe lige muligheder, så alle borgere og samfundslag kan være en del af demokratiet, nyde godt af de grundlovssikrede rettigheder og benytte sig af den frihed og alle de muligheder, som vores samfund i dag byder på.

Partiernes tilstand og rolle

Det siges ofte at demokrati er besværligt og trægt. I hvert fald kommer der 364.000 hits op i løbet af 0,68 sekund, når man googler ordene ”besværligt” og ”demokrati”. Mange engagerer sig i politik ud fra et ønske om at forandre samfundet til det bedre. Men at være del af et demokratisk samfund er besværligt, og processerne tager tid. Ikke desto mindre er det vigtigt, hvis demokratiet skal fungere, at borgerne også tager del i arbejdet med at gøre samfundet funktionsdygtigt og føler et ansvar og ejerskab for samfundets udvikling. Derfor er det bekymrende at de politiske partiers medlemstal falder i en sådan grad, at de politiske partier blot er en skygge af sig selv for 50 år siden. Danmark har mange organisationer og foreninger, der kæmper for enkeltsager. Disse er naturligvis også en væsentlig del af vores demokrati. Men de politiske partier er det eneste sted, hvor udviklingen af vores samfund i kommunerne, regionerne, på landsplan og i EU ses i en større helhed. En af styrkerne ved partierne er netop, at de er nødt til at tage højde for hele samfundsudviklingen. Nok har mange partier deres mærkesager – nogle mere markant end andre – og politik handler da også om prioritering. Men som del af Folketinget er man nødt til at prioritere under hensyn til helheden, til fællesskabet.

Unge og demokratiet

Set over en længere periode har valgdeltagelsen været svingende. Tag bare det seneste EP-valg, hvor blot lidt mere end hver anden dansker gik ned og stemte. Tendensen er desværre, at mange unge ikke får stemt. Det kan der være forskellige årsager til. Men som politikere i Folketinget, kommunerne og de politiske foreninger har vi en særlig forpligtelse til at få rettet op på dette.

  • Vi må og skal aldrig tage demokratiet for givet.
  • Vi må og skal aldrig tage vores grundlovssikrede rettigheder for givet.
  • Og vi må og skal aldrig tage Danmarks relativt høje stemmeprocenter for givet.

Demokratiet kræver, at vi fortsat arbejder for dets beståen.

Der blev gjort en rigtig god indsats under kommunal- og regionsvalget. I forbindelse med det netop overståede – og set med radikale øjne meget veloverståede – valg til Europa-Parlamentet, kunne jeg dog godt have ønsket mig, at indsatsen for at engagere borgerne havde været større. Også selv om enkelte kandidater og politisk aktive gjorde alt, hvad de kunne. Disse kunne nemlig konstatere en stor interesse, når de ved forskellige lejligheder mødte de unge– og særligt når de mødte dem i øjenhøjde. Måske kender I det fra jer selv? Hvis man skal deltage i noget, skal man på den ene eller anden måde føle det relevant eller vedkommende.

Sænket valgretsalder

Personligt blev jeg da heller ikke engageret i politik, før jeg blev 18 år og måtte stemme. Indrømmet – første gang var det vigtigere for mig, at gøre brug af min stemmeret, end det var, hvor jeg satte krydset. Det var første og eneste gang, jeg stemte SF – men vi har vel alle vore begynderfejl. Siden jeg blev aktivt medlem af Radikale Venstre har jeg til gengæld ikke et øjeblik været i tvivl om, hvor krydset skulle sættes.

Der har længe været diskussioner om, hvorvidt valgretsalderen burde sænkes. Jeg hører til blandt dem, der tror på, at engagementet vokser med ansvaret. Da jeg stillede op som social- og sundhedsordfører ved mit første landsmøde i Radikal Ungdom, var jeg mildest talt grøn. Altså ikke sådan i miljømæssig forstand – selvom jeg nu også mener, vi gør for lidt for klimaet. Men jeg var meget ny i politik. Alligevel var jeg heldig at blive valgt, og det forpligtede. Kort sagt, hvis unge får mulighed for at deltage og tage ansvar for politiske løsninger, er jeg overbevist om, at det vil øge deres interesse for demokratiet, og det samfund de lever i. Dette er så meget desto vigtigere, da det jo netop er de unge, der skal føre vores danske demokrati og velfærdsmodel videre.

Frihed

Når jeg tænker på Grundloven, tænker jeg først og fremmest på de grundlæggende rettigheder, som Grundloven stadfæster – og særligt på frihedsrettighederne.

  • Disse frihedsrettigheder er en række fundamentale rettigheder, som sikrer den enkelte danskers frihed til eksempelvis at ytre, forene og forsamle sig:
  • Disse frihedsrettigheder udgør de bærende søjler i det danske velfærdssamfund.
  • Disse frihedsrettigheder udgør selve forudsætningen for demokratiet og omdrejningspunktet for mit politiske virke.

Derfor ligger det mig meget på sinde at værne om frihedsrettighederne og kæmpe imod alt, der truer med at underminere disse. Det er dog vigtigt, vi gør os klart, at når vi i dag taler om frihed, omhandler det langt mere end de grundlæggende frihedsrettigheder.

‘Jeg vælger, derfor er jeg’

Vi lever i et samfund, hvor vores valgmuligheder langt overskrider, hvad nogen tidligere generation nogensinde har haft adgang til. Når vi derfor kæmper for og værner om den enkeltes frihed, skal vi også være opmærksomme på, at det eneste, der efterhånden ikke er frihed til, det er til ikke at vælge.

For langt de fleste danskere er friheden til at vælge blandt de mange valgmuligheder i høj grad en positiv rettighed – ja, ligefrem en luksus, fordi de er i stand til at gøre brug af denne frihed. Mottoet synes at lyde: ”Jeg vælger, altså er jeg.”

  • Desværre gælder det langt fra alle.
  • Desværre er der nogle som hverken kan eller vil vælge.
  • Desværre er der nogle, for hvem friheden snarere bliver en spændetrøje.

Hvad enten vi så står i Fakta og skal vælge mellem utallige forskellige produkter, om vi skal vælge hospital, eller om vi skal vælge uddannelse, så kan vi føle os handlingslammede af de utallige valgmuligheder, der eksisterer i dag sammenlignet med tidligere.Man bliver ikke længere det samme som sin far, og det er ikke på samme måde som tidligere givet, at vi er sammen til døden os skiller. Når vi diskuterer etiske dilemmaer som aktiv dødshjælp eller retten til at vælge et ufødt barn fra, så argumenterer mange med friheden til selv at bestemme over egen krop. Vi har utroligt mange valgmuligheder, ligesom vi på mange måder og i hidtil uset omfang har frihed til at forme vores eget liv. Men det er ikke alle, som magter denne frihed. Og når alle muligheder står åbne, og det blot er op til os selv at tage ansvar for at benytte dem, så rammer dette nederlag dobbelt så hårdt.

Særligt for de unge kan det være en udfordring, at vi konstant skal tage stilling til tidens mange valgmuligheder og til, hvor vi er på vej hen. For vi skal helst være på vej. Vi skal helst have et ’ongoing’ projekt. I dag er det sådan, at folkeskoleelever meget tidligt skal beslutte, hvilken retning de vil i, og man skal helst ikke bruge mange sabbatår på at finde sig selv. Vi skal konstant udvikle os, læring skal være livslang, og vi skifter job og ægtefælle langt oftere end tidligere.

Også teknologien medfører nye valg. Og selv om man eksempelvis som vordende mor ikke ønsker en nakkefoldsscanning, så betyder selve den teknologiske mulighed, at man indirekte kan blive ansvarlig for at føde et barn med et handicap. De mange muligheder tvinger os til at vælge, direkte eller indirekte, og vigtigst af alt til at måtte leve med konsekvenserne af vores valg.

For langt de fleste mennesker er de mange valg som sagt heldigvis lig med frihed. Men for andre kan de være en stor belastning. Derfor kan frihed og valgmuligheder ikke stå alene – de må bakkes op af en række tiltag, der sikrer, at alle bliver i stand til at favne friheden og få det bedste og mest optimale ud af netop deres valg.

Alle skal med

Hvis vi ønsker, at flere aktivt deltager i demokratiet, nyder godt af de mange muligheder og i det hele taget er en del af samfundet, er det nødvendigt at se på de forhold, vi som samfund byder vore medborgere. Her tænker jeg ikke mindst på de socialt udsatte og mennesker, der rammes af sygdom. Skal disse mennesker have et overskud – og deltagelse fordrer overskud – ja, så må vi konstant og til stadighed kæmpe for at skabe de mest optimale betingelser for disse mennesker. Noget, der også fremgår af Grundlovens § 75: 

”Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.” Og videre: ”Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder.”

Vores sociale sikkerhedsnet skal tage hånd om borgere, der – i kortere eller længere perioder – har brug for hjælp. Som radikal er jeg meget optaget af hjælp til selvhjælp – og det handler i høj grad om at møde folk, der hvor de er.

Psykiatrihandleplan

Min motivation for i sin tid at gå ind i politik var de mange mennesker, som kæmper med psykisk sygdom. Ifølge de seneste tal er det ikke en lille del af befolkningen, idet hver tredje dansker på et tidspunkt i livet vil opleve at blive ramt af en psykisk lidelse. Derfor er jeg også stolt over, at vi som del af regeringen nu har fremsat en Psykiatrihandlingsplan. Planen indeholder rigtig mange gode tiltag. Men vigtigst af alt, så udtrykker den meget klart den holdningsændring, som jeg har kæmpet for fra dag et. Vi skal skabe ligeværd:

  • Mennesker med psykisk sygdom skal ikke vente længere på at få hjælp end mennesker med en fysisk lidelse
  • Mennesker med psykisk sygdom skal ikke mødes med en holdning om, at det alligevel ikke nytter – for det kan godt lade sig gøre at komme sig eller leve et godt liv med sin sygdom
  • Mennesker med psykisk sygdom skal ikke skamme sig eller gå alene med deres lidelse

I stedet skal psykisk sygdom være noget, vi taler om. Vi skal hjælpe folk til at kunne mestre deres lidelse og det samfund, de lever i. Dette var min bevæggrund for at gå ind i politik. Og så længe der er basis for at skabe bedre vilkår for de mange, som slås med ondt i sindet, så længe vil jeg have et ønske om at gøre min indflydelse gældende rent politisk.

Mental sundhed

Næste skridt bliver så at blive endnu bedre til at forebygge, at mennesker i første omgang rammes af psykisk sygdom. Det handler om at styrke den mentale sundhed ved at skabe nogle rammer, som vi alle kan trives under – børn såvel som voksne. Eksempelvis ved vi, at omkring 35.000 mennesker dagligt er sygemeldt med stress. En tilstand, som både kan forstærke og udløse psykiske lidelser som angst og depression. Derfor skal vi have skabt et arbejdsmarked, som ikke slider folk ned. Som politikere bør vi gå forrest, ligesom også arbejdsmarkedets parter bør tage et større ansvar. Men vi kan også alle sammen hver og en som gode kollegaer gøre mere for at nedbringe stress på arbejdspladsen. Jeg håber, I vil være med til at skabe den kulturændring, som vi i så høj grad har brug for.

Stress rammer nemlig ikke kun voksne. Også børn og unge oplever i stigende grad stress som konsekvens af den måde, vi har indrettet vores samfund på. Her tænker jeg ikke kun på de opblødte strukturer og den moderne teknologi, der gør, at vi kan arbejde når som helst og hvor som helst. Jeg tænker også på de øgede informationsstrømme, kravet om og muligheden for konstant at være tilgængelig og ”på” via elektroniske devices, de mange valgmuligheder og idealer, vi konstant kæmper for at leve op til og jeg kunne blive ved.

Børnefamiliers kår

Som politikere kan vi både skabe rammerne og hjælpe mennesker til at blive i stand til at agere inden for disse. Når omkring halvdelen af alle børnefamilier har svært ved at skabe balance mellem arbejde og familieliv, bør vi tage det alvorligt. Det er ikke nok at sige, at den enkelte familie må prioritere og træffe svære valg. Eller blot at sørge for længere åbent i daginstitutionerne. Jeg oplever, at mange forældre i nutidens samfund savner tid og nærvær med deres børn. Desværre hører man også om mange børn, som savner tid og nærvær med deres forældre.

Blandt andet som følge heraf vil man i København nu indføre stressklinikker, hvilket klart kan være med til at sætte borgere i stand til at mestre deres liv. Men hvis man ruster mennesker til at prioritere i livet, må man også skabe de nødvendige muligheder.

Stod det til mig, ville et væsentlig tiltag være, at gøre det lettere at arbejde på nedsat tid, når man har små børn. Dette vil ikke kun være i forældrenes interesse, men også i børnenes. Og når det nu er fars dag, kan jeg ikke lade være med at nævne, at vi bør forbedre fædres mulighed for at tage barsel – også selv om den nødvendige kulturændring på de danske arbejdspladser måtte kræve en øremærkning for en tid. Vi må og skal skabe rammerne og mulighederne for, at alle forældre kan varetage forældreskabet på bedste vis, så vi kan give vores børn den bedste start på livet. I min optik kræver det voksne, der er tilstede – både fysisk og mentalt. Kun sådan tror jeg, vi fremadrettet kan skabe sunde og engagerede borgere, der kan tage aktiv del i demokratiet.

Når vi værner om hinanden, værner vi om demokratiet. I ønskes alle en fantastisk Grundlovsdag!

Talen blev holdt i Egedal – en af de to opstillingskredse, som har opstillet mig som folketingskandidat for Radikale Venstre i hele Nordsjællands Storkreds

Megen psykisk sygdom skyldes de gængse samfundsforhold

Den mentale sundhed er langt om længe begyndt at fylde mere i den offentlige debat. Desværre er debatten alt for ofte centreret om medicinforbrug, overdiagnosticering og fejlbehandling. Derfor er jeg glad for, at Sundhedsminister Astrid Krag flere gange har efterlyst fokus på de samfundsforhold, der gør, at så mange mistrives. Kun sådan kan vi gøre os håb om at få vendt udviklingen og knækket den stigende kurve i de mange psykiatriske lidelser som angst, depression, OCD og ADHD. Som Astrid Krag tidligere har skrevet i en kronik: er der en sammenhæng mellem måden, vi indretter vores samfund på, og hvordan vi som samfundsborgere har det; Når flere og flere ikke trives, når antallet af mennesker med depression og stress stiger eksplosivt, ja, så skyldes det ikke alene enkeltstående oplevelser, der er noget generelt på spil.”

Både i kronikken fra sidste år og senere har Sundhedsministeren opfordret til, at såvel patienter som pårørende bidrager i debatten med henblik på at finde svar på de udfordringer, vi som samfund står over for. Med udgangspunkt i mine egne erfaringer vil jeg forsøge at komme med mit bud på det, som Sundhedsministeren efterlyser. Det gælder mine erfaringer med stress, depression, OCD og ADHD, mine oplevelser som pårørende, samt mit kendskab til mange andre, der slås med psykisk sygdom – ikke mindst fra årene som psykiatriordfører for Radikale Venstre. Formålet er ikke at komme med løsninger, men i første omgang at bidrage til at få sat ord på de udviklingstendenser i vores samfunds- og arbejdsliv, som er medvirkende til, at stadig flere bliver ramt af psykisk sygdom.

 

Stress

Stress er efter min opfattelse en af de største trusler mod den mentale sundhed. Stress kan ikke blot forstærke, men også udløse en række psykiatriske lidelser så som angst og depression. Derfor kan vi ikke blive ved med at negligere, at et stort og stigende antal danskere rammes af stress. Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, er 15 pct. hele tiden eller ofte stressede. En væsentlig årsag er det grænseløse arbejde, som mange kender til. Med den teknologiske udvikling kan vi arbejde når som helst og hvor som helst, ja alle døgnets 24 timer, hvis vi vil det.

I dag udgør arbejdet en stor del af den enkeltes identitet. Det mest anvendte eksempel er, at det første man spørger om, når man møder et nyt menneske er, hvad vedkommende arbejder med. Når arbejdet har så stor betydning, bliver det grænseløse arbejde en endnu større udfordring; det bliver sværere at sige fra, fordi der er så stort fokus på at præstere. Og selv om det er muligt at arbejde hvor som helst og når som helst, er det de færreste der kan holde til aldrig at have en reel pause. For nylig bragte TVA da også et indslag, hvor en ekspert advarede om, at et stigende antal danskere har svært ved at lægge arbejdet væk i ferien.

Det er imidlertid ikke kun folk med et hektisk arbejdsliv, men også arbejdsløse, der rammes af stress. I en tid, hvor så mange står uden for arbejdsmarkedet, kan man derfor undre sig over, hvorfor man ikke skaber en bedre fordeling af arbejdet fx ved at gøre det lettere at gå på deltid. Ikke mindst børnefamilier kunne have stor gavn af dette – forældre såvel som børn. I stedet fokuseres der politisk på incitamenter, som får de beskæftigede til at yde endnu mere.

Samtidig stilles der flere krav til de ledige. Der er blevet skabt en opfattelse af, at mennesker helst ikke vil arbejde, hvis de kan blive fri, og hele beskæftigelsessystemet bygger på denne. Jeg har på egen krop og gennem venner og bekendte oplevet, hvordan denne tilgang påvirker. Selv meget ressourcestærke mennesker bliver i den grad ramt på selvværdet, ikke mindst fordi arbejdet som nævnt udgør en stor del af vores identitet. Oven i det kommer bekymringer af mere økonomisk art. Det gælder især, hvis man tilhører den gruppe, som risikerer på et tidspunkt at stå helt uden indkomst. Dertil skal så lægges, at man er tvunget til at inkassere tonsvis af afslag, fordi man skal søge lige meget, uanset om der er job at få eller ej. Og selv om det måske ikke var drømmejobbet, man ikke fik, kan det godt ramme hårdt gang på gang at måtte inkassere det ene afslag på det andet.

Jeg gik på et tidspunkt i et behandlingsforløb for mennesker med OCD, hvoraf flere havde været nødt til at melde sig raske, fordi de ikke kunne få forlænget deres sygedagpenge ud over 52 uger. Skønt de stadig fik behandling for deres OCD, var de derfor underlagt samme krav som raske dagpengemodtagere. De mange afslag hjalp bestemt ikke på et i forvejen lavt selvværd, og det tog afsindigt meget energi at skulle til jobsamtale, fordi de stadig kæmpede med svære tvangstanker- og handlinger. Ofte var de hverken klar til at få jobbet eller til at få et afslag og blev sat flere uger tilbage i deres behandlingsforløb, fordi det var så hårdt for dem. Beskæftigelsessystemet er bestemt ikke lavet til psykisk sårbare.

 

Opblødte strukturer og selvledelse

Fordi vi kan arbejde på alle tider af døgnet, flyder arbejdet ofte sammen med fritiden, og der er ikke mange naturlige pauser, hverken i arbejdet eller i samfundet som helhed. Lukkeloven er afskaffet, og nogle af de naturlige pauser vi har i form af helligdage, taler man om at afskaffe. Lukkelovens afskaffelse kan ses som udtryk for et samfund, hvor de ydre rammer udviskes, og vi kan være på hele tiden. Problemet er, at det ikke altid bliver ved muligheden, idet muligheden i sig selv kan medføre en forventning om, at man også er det – fx fra en arbejdsgiver, der ønsker endnu mere fleksible og omstillingsparate medarbejdere. Større mulighed for selv at skabe rammerne om sit liv kan på mange måder ses som noget positivt. Men for den gruppe af mennesker, som har brug for faste rammer, udgør de en væsentlig udfordring, det gælder fx mange med ADHD.

En anden af tidens tendenser, som hænger sammen med de udviskede strukturer, er begrebet ’selvledelse’. Vi skal i langt højere grad selv skabe rammerne om vores arbejde og sætte målene. Tendensen kan spores allerede i Folkeskolen, hvor begreber som ”ansvar for egen læring” har vundet frem. Jeg er da heller ikke sikker på, jeg havde fået diagnosen ADHD, var jeg født i en anden tid. Som lille, hvor rammerne var mere faste, havde jeg ikke de store problemer. Men efterhånden som jeg bevægede mig op ad i uddannelsessystemet, blev vanskelighederne større. På samme måde som på arbejdsmarkedet skal vi også her i større grad selv tilrettelægge vores tid. I mit tilfælde betød det, at jeg i lange perioder læste i døgndrift, fordi jeg ikke kunne sætte grænser eller prioritere og aldrig vidste, hvornår det var godt nok. Som så mange andre lagde også jeg utrolig stor vægt på den anerkendelse, der ligger i præstationer fx i form af gode karakterer. Formentlig var det et forsøg på at kompensere for et lavt selvværd, som til dels bundede i problemerne på hjemmefronten. Da jeg grundet min ADHD ikke var så god til at holde pauser og planlægge min tid realistisk, men samtidig gerne ville leve op til egen idealer om en toppræstation, var jeg altid bagud og læste i perioder 14 timer om dagen. Det var da også på universitetet, jeg for første gang blev ramt af alvorlig stress, som to gange endte i en depression. Jeg har måttet bruge mange år på at lære at stoppe op, prioritere og holde pauser for at forebygge stress og depression. I et samfund med mere faste strukturer havde dette næppe været nødvendigt.

 

Børn af mennesker med psykisk sygdom

Vi ved at det at vokse op med en eller flere forældre, der lider af psykisk sygdom, øger risikoen for, at man selv udvikler en psykisk lidelse. Det samme er tilfældet med børn, der vokser op med vold, incest, misbrug mm. eller oplever traumatiske livsbegivenheder såsom forældres selvmord eller selvmordsforsøg. Uanset hvor godt barnet klarer sig efter sådan en livsbegivenhed, er det de færreste, som går upåvirkede igennem.

Da min far forsøgte selvmord, var jeg 14 år gammel. Hele min ungdom var vores familieliv påvirket af min fars depressioner. Alligevel var der aldrig nogen, som spurgte, om vi børn havde brug for hjælp. Selv når vi spurgte på hospitalet, om vi kunne få lidt at vide om, hvad der skete med far, var der ikke megen hjælp at hente. Mig bekendt har vi endnu ikke skabt nogle strukturer, som gør, at børn af mennesker med fx psykisk sygdom får den nødvendige hjælp. I Norge derimod har man indført ved lov, at når voksne er indlagt med svær psykisk sygdom, skal man altid undersøge, om de har børn.

 

Den Teknologiske udvikling

Den moderne teknologi og det fragmenterede mediebillede gør, at vi konstant bombarderes med informationer. Det kan være svært at håndtere, hvis man ikke er god til at sortere fra eller prioritere. Jeg tror, at der til alle tider har været mennesker, som har haft nogle af de sårbarheder og udfordringer, som i dag fører til, at vi rammes af stress og udvikler psykiske lidelser som fx ADHD. Men også at det er blevet sværere at begå sig i nutidens samfund, hvis man er en af dem, der tager alt ind og har svært ved at lukke ydre stimuli ude. Det er ikke så mærkeligt, at det i et produktionssamfund, var kroppen der blev slidt ned, mens det i et videnssamfund er psyken.

Der er fra mange sider øgede forventninger til, at man konstant skal være på fx via Facebook, mobilen, mail mm. og følge med i informationsstrømmen. Også fra det offentliges side øges disse. Fx skal vi have en Nemkonto og en e-boks, lægen kommunikerer i højere grad digitalt, og er man arbejdsløs skal man konstant ind på Jobnet for at tjekke jobopslag og efterfølgende dokumentere sin jobsøgning et helt andet sted. For en del mennesker gør teknologien rigtig mange ting lettere. Men for sårbare mennesker, udgør de mange kommunikationsformer og fora, som man skal holde sig opdateret i, en udfordring, der kan give anledning til megen stress.

 

Medier og idealbilleder

Psykisk sygdom opstår næppe alene på grund af medierne. Alligevel er det min opfattelse, at medierne spiller en rolle i forhold til mange af de mennesker, som i dag rammes af stress – en tilstand som kan udløse og forværre en række psykiske lidelser. Ikke mindst mange unge sammenligner sig konstant med de bedste inden for ethvert område. Hvert år ved eksamenstid hører vi om de få superstuderende, der sprænger karakterskalaen. På samme måde kan man læse glansbilledhistorier om chefen eller ministeren, som både formår at have en perfekt familie, lave hjemmebag, dyrke motion, klare sit job til topkarakter etc. Langt sjældnere får vi det hele billede af disse mennesker. For selvfølgelig er der ingen, som kan levere toppræstationer inden for alle livets områder. En krævende karriere vil som oftest betyde afsavn på andre af livets områder. Ligeledes bliver vi bombarderet med idealer for, hvordan vi skal se ud, hvad vi skal spise, hvor meget man bør træne mm. Og sundhed er langt hen af vejen blevet et individuelt ansvar.

Der er også nogle forhold, som kan bidrage til en følelse af utryghed og forstærke angsten, fx hos mennesker med tendens til OCD. Man kan ikke åbne en avis eller tænde for TV’et uden at blive konfronteret med død og ødelæggelse. I forebyggelsens hellige navn hører vi konstant om risici for alverdens sygdomme, samt alle de ting vi skal gøre for at undgå dem. Et godt eksempel er, når man er gravid. Der er simpelthen så mange råd og vejledninger, at det kan være svært at leve op til dem alle. Dermed kan man bekymre sig i en uendelighed, og man vil altid kunne bebrejde sig selv, skulle der vise sig at være noget galt med ens barn. Som min gravide veninde sagde, da hun fik rådet om ikke at gå ud i myldretiden, fordi det kunne give stress: ”hvis man ikke allerede er stresset, så bliver man det da af alle de råd.”

 

De mange Valgmuligheder

Et andet forhold, der efter min opfattelse kan være en udfordring for mange, er, at vi konstant skal tage stilling til alting – ikke mindst til, hvor vi er på vej hen. For vi skal helst være på vej. Tidligere og tidligere skal folkeskoleelever beslutte, hvilken retning de vil i. Der er utrolig mange valgmuligheder, men at vælge én ting til, betyder også at man skal vælge en helt masse fra, og det kan være svært. Vi skal konstant udvikle os, læring skal være livslang, og de færreste er i det samme job hele livet, som det tidligere var tilfældet.

Også teknologien medfører en lang række valg. Det gælder fx, når man er gravid. I efteråret beskrev en moder i Politiken, hvordan hun havde valgt fosterdiagnostikken fra med den konsekvens, at hun indirekte blev ansvarlig for at have født et barn med et handicap. Selv om hun ikke ønskede at få lavet en nakkefoldsscanning, ja slet ikke ønskede at få valget om en sådan, så gjorde selve muligheden, at hun indirekte traf et valg. De mange muligheder er ikke blot muligheder; de tvinger os til at vælge, hvad enten det sker direkte eller indirekte, og vigtigst af alt at måtte leve med konsekvensen af vores valg. Selv om valgmuligheder på mange måder er positivt, er det også min oplevelse, at de bidrager til bl.a. stress og angst hos mange.

 

Kampen mod psykisk sygdom rækker ud over psykiatrien

Hvis vi skal have fat ved nældens rod og i fremtiden blive bedre til at forebygge psykisk sygdom, kræver det, at vi forholder os til, hvordan vi organiserer især arbejdsmarkedet, men også uddannelsessystemet og det øvrige samfund mest hensigtsmæssigt, samt hvordan vi kan ruste borgerne til at håndtere nutidens samfundsvilkår. Min påstand er ikke, at det i alle tilfælde er samfundets strukturer, der forårsager psykisk sygdom. Genetik betyder også meget, ikke mindst for en lidelse som ADHD. Men når så mange danskere rammes af psykisk sygdom, er vi nødt til at forholde os til betydningen af den måde, vi organiserer os på. Har man en medfødt sårbarhed, kan ydre faktorer så som manglende strukturer være medvirkende til at udløse en psykisk lidelse. Ligeledes er man med blot en mild form for ADHD mere udfordret i nutidens samfund, end man var førhen. Som Astrid Krag også skrev i den nævnte kronik, kan den enkelte: ”ikke alene skabe rammerne om det gode liv.” Derfor bør vi forholde os til, om det er muligt, og om vi er villige til, at skabe nogle rammer, som tilgodeser en større del af befolkningen. Kun sådan tror jeg, vi for alvor kan tage hul på at forebygge psykisk sygdom.