Måske vi som samfund skulle til at hylde og anerkende andet end præstationer?

Forleden var der en artikel i Politiken under overskriften: unge er ikke blevet mere skrøbelige, de er blot pressede.

I mine øjne er det glædeligt, der endelig er kommet større fokus på denne problematik med børn og unge, der mistrives under nutidens samfundsforhold. Endnu mere glædeligt er det, når eksperter mener, der er en vej frem, som når Professor Carsten Obel mener, at dagens ungdom rent faktisk har “potentiale til at blive om end meget robuste”.

Obel siger: “Overordnet er jeg ikke pessimist på ungdommens vegne. For jeg ser en kraft i ungdommen til at finde løsninger, til selvrefleksion over vej i livet og et stort gå-på-mod”. Derefter opfordrer han de voksne til i højere grad at lytte til de unge i stedet for at presse deres bekymringer – om de unge nu vil klare sig godt i et hastigt skiftende samfund – ned over hovedet på dem. “Vi skal passe på, at vores bekymringer ikke bliver til deres”.

Personligt er det også min oplevelse, at følgende, som Carsten fremhæver, betyder meget:

“De (unge) bliver bedt om i højere grad at tage ansvar for eget liv, vælge den rette uddannelse med det samme, dygtiggøre sig. Mange klarer det flot, men ikke alle unge har ressourcerne. For alle kan ikke få gode job, de gode karakterer, være populær, have den rigtige krop, og det øger presset”.

Man må dog ikke glemme, at de unge, som ER populære, får de gode job mm., også godt kan være blandt dem, der mistrives. Nok klarer de sig godt – men de kan være utroligt hårde ved sig selv og have det rigtigt skidt under facaden.

En anden væsentlig faktor er helt sikkert, at vi konstant er på, tilgængelige og bliver vurderet og ‘liket’ på alt, hvad vi siger og gør:

Som Obel siger det: “Samtidig bliver de unge i dag konstant overvåget og lader sig fremvise på sociale medier på en måde, som ingen tidligere har prøvet”.

Han kommer også ind på det problematiske i, at alle skal passe ned i samme kasse:

»Hvor er anerkendelsen af den visuelle, den musiske eller den kreative begavelse blevet af? Meget tyder på at disse evner er mindst lige så vigtige i fremtidens samfund. Vi fokuserer alene på boglige 12-taller, og overser alle de mange unge, der kan så meget andet«, siger han.

En anden ekspert siger i artiklen, at det for de unge i konkurrencesamfundet handler om at være en vinder:

»Det er som om, at alle mellempositionerne, altså det at være nummer 2, 3, 4, 5, er ved at blive en usynlig gråzone. Det øger faren for, at det normale rykker ned mod taberpositionen, fordi der er så meget fokus fra de unge og samfundet på at være vindere. Men de fleste af os tilhører jo midterfeltet – det gælder børn, unge og voksne. Og når man føler, at man har ansvaret for at skabe sig selv og hele tiden knokler for at være en vinder, fordi 4. pladsen er blevet ufedt, så kommer der altså et pres på de unge«.

Her tænker jeg personligt, det spiller en stor rolle, at vi via medier og sociale medier i dag altid kan måle os med de bedste. For når vi stort set hver eneste sommer kan læse om ‘superstudenterne’ i fx Politiken, ja så er det sjældent dem, der har fundet deres egen vej, har givet sig i kast med noget kreativt eller har bestået på trods af svære odds. Nej, så er det dem med et gennemsnit på over 12.

Måske vi som samfund skulle til at hylde og anerkende andet end præstationer? Tænk hvis der var en større accept og anerkendelse af vores forskellighed som mennesker. Tænk hvis det handlede mere om at finde sin egen vej og finde det, der gør os glade som mennesker. I min optik vil en styrket trivsel og livskvalitet være det, der giver det mest robuste samfund i sidste ende. Hvad mener du?

Mental sundhed kræver handling

Hvis man beskæftiger sig med psykiske lidelser og mental sundhed, blev man næppe overrasket over konklusionen i den undersøgelse, Vidensrådet for forebyggelse offentliggjorde lørdag den 27. september. Her fremgår det, at det går den forkerte vej med den mentale sundhed – særligt blandt unge. Til gengæld kan det undre, at vi endnu ikke er nået længere end til undersøgelser, der slår omfanget af mistrivslen fast. Lad os da se at få klarlagt årsagerne, så vi kan komme hen til, hvad vi så kan gøre ved det.

For nylig afsatte regeringen 60 millioner kroner til psykiatrisk forskning, hvilket er meget tiltrængt. Det er mit håb, at en del af disse vil gå til forskning i, hvordan vi bliver bedre til at styrke den mentale sundhed og derved forebygge psykiske lidelser. For psykisk sygdom både kan og skal forebygges – og jo tidligere indsats, desto lettere er det at komme sig.

Der er mange steder at tage fat. Vi skal blive bedre til at ruste unge til et liv med et hav af valg og muligheder, og undgå at så mange unge rammes af stress, angst eller depression, fordi de har urealistisk høje
forventninger til egen livsførelse. Ligeledes vil en indsats over for børn og unge i svære livssituationer være et godt sted at starte. Vi ved, at børn, der vokser op med forældre med for eksempel misbrug eller
psykisk sygdom, har større risiko for selv at udvikle disse lidelser. Det samme gælder børn og unge, der oplever forældres langvarige sygdom, selvmord eller selvmordsforsøg.

Konkrete løsninger
Da jeg var barn, og min far blev ramt af alvorlige depressioner og efterfølgende forsøgte selvmord, var der ingen, som tilbød os børn hjælp eller støtte. Siden da har jeg mange gange været ramt af alvorlig
stress. To gange så alvorligt, at det gik over i en depression. Som mange
unge i dag havde jeg urealistisk høje forventninger til mig selv, fordi
jeg via præstationer søgte den opmærksomhed og anerkendelse, jeg
manglede hjemmefra. Det har taget mange år at nå dertil, hvor jeg føler
mig robust.

Desværre lader det ikke til, der er sket meget på området de sidste 20
år. Når systemet, hvad enten det er det sociale eller sundhedsvæsnet, bliver bekendt med voksne i ovennævnte situationer, så bør det altid undersøges, hvorvidt de har børn. Og ikke mindst, hvorvidt børnene har behov for hjælp. Det er så tiltrængt med øget fokus på den mentale sundhed, men lad os nu også få fokus på de konkrete løsninger.

Indlægget er bragt i Information d.d.

København skal have hjemløsepakke – med fokus på forebyggelse

Antallet af hjemløse er steget støt de seneste år, og København er den danske by med flest hjemløse. Desværre ender også flere og flere unge på gaden. Derfor bør Københavns Kommune vedtage en hjemløsepakke, der imødegår denne udfordring.

Først og fremmest skal vi have flere skæve boliger. Disse er særligt egnet til hjemløse, populære hos målgruppen, og rehabilitering af hjemløse via disse giver positive resultater. Derfor er det utrolig trist, at Københavns Kommune nu tilbagebetaler 73 millioner til Socialministeriet, som de havde fået til opførelse af flere skæve boliger. Taget i betragtning, at en skæv bolig er markant billigere end en herbergplads, undrer det meget, at Kommunen ikke har kunnet finde de fornødne ekstra midler til drift at flere skæve boliger.

Den store stigning i antallet af hjemløse betyder, at vi ikke kun skal afhjælpe, men også forebygge hjemløshed. Alle udsatte boligområder bør have en social vicevært og tilbyde gratis gældsrådgivning for at forebygge, at mennesker sættes på gaden. Ligeledes skal udsatte unge kunne henvende sig i ét fælles ungehus for at få en helhedsorienteret hjælp til deres problemer, uanset om de omhandler uddannelse, beskæftigelse eller er af social karakter. I dag falder for mange mellem flere stole.

Unge mennesker, der allerede er blevet hjulpet ud af hjemløshed, skal sikres efterværn, som kan forebygge ny hjemløshed. Disse unge skal have én fast sagsbehandler og én fast mentor, og hjælpen skal både indeholde praktisk støtte til etablering af et hjem, hjælp til håndtering af privatøkonomi og evt. medicinforbrug, samt hjælp med uddannelse og beskæftigelse.

Især kombinationen psykisk sygdom og misbrug udgør en særlig udfordring. Hele 31 pct. af de hjemløse har en såkaldt dobbeltdiagnose. Dertil kommer, at andre omstændigheder som fx arbejdsløshed kan medvirke til en ond spiral. Desværre bliver alt for mange udsatte borgere kastebolde mellem offentlige instanser, ofte uden at disse kommunikerer effektivt med hinanden. Dette gælder ikke mindst mht. den kommunale misbrugsbehandling og den regionale behandlingspsykiatri.

Ifølge eksperter er den bedste hjælp til mennesker med dobbeltdiagnoser en integreret indsats, der tager hånd om begge problematikker. Derfor foreslår vi i Radikale Venstre, at Københavns Kommune i samarbejde med Region Hovedstaden opretter et Psykiatriens Hus i København. Her skal socialt udsatte med mangeartede problemer som misbrug, psykisk sygdom og arbejdsløshed kunne få en helhedsorienteret indsats. Psykiatriens Hus skal både rumme distriktspsykiatrisk og socialpsykiatrisk hjælp, samt kommunale ansvarsområder som beskæftigelsesindsatsen.

Sidst skal Københavns Kommune i samarbejde med frivillige organisationer afdække, hvordan vi i fællesskab bliver bedre til at forebygge hjemløshed.

Dobbeltdiagnosepatienter: Socialborgmester Warming står ret alene med sin opfattelse

Det var dejligt, at Socialborgmester i København, Mikkel Warming (EL), 29. juli gav sig tid til at svare på mit indlæg à 19. juli om dobbeltdiagnosepatienter. Imidlertid fokuserer han ensidigt på misbrugsbehandlingen og forholder sig ikke til, at mere end halvdelen af patienterne i psykiatrien også har et misbrug. Warming går ikke ind for parallelsystemer, hvilket jeg heller ikke er tilhænger af. Alligevel mener han, at flere psykiatere i kommunen er vejen frem i stedet for én samlet regional indsats for patienterne, der lige nu er kastebolde mellem kommune og region. Det skaber da unægteligt et parallelsystem.

Ifølge Warming har Københavns Kommune kompetencerne til at skabe en sammenhængende behandling, og allerede nu har man en samlet indsats i København. Han er dog den eneste blandt dem, jeg har været i kontakt med – organisationer, politikere, eksperter og borgere – som er af denne opfattelse. Det finder jeg mildest talt tankevækkende! Så sent som i torsdag mødte jeg en ung pige, som var endt i hjemløshed, fordi det eneste sted, der kunne rumme både hendes alkoholmisbrug og hendes øvrige psykiske lidelser, var et herberg. Altså lige bortset fra den lukkede psykiatriske afdeling, som hun ikke ønskede at være på, blot fordi psykiatrien ikke er gearet til at behandle misbrugere.

Warming klandrer mig for kun at fokusere på ét problem, selv om mit ærinde netop er at få skabt helhed i behandlingen ved på samme tid at tage hånd om både misbrug og psykisk sygdom, som eksperter anbefaler det. Jeg er fuldt ud bevidst om, at mennesker med dobbeltdiagnoser kan have andre udfordringer af fx beskæftigelsesmæssig eller social karakter, men det gælder jo også psykiatriske patienter uden misbrug. Så uanset hvad, skal kommunens sociale indsats kunne gå hånd i hånd med den regionale behandlingsindsats. Medmindre Warming da også mener, at kommunen skal varetage den psykiatriske behandling af mennesker uden misbrug?

Direkte skriver Warming, at han ønsker: ”psykiatrien ud af hospitalerne og ud, hvor misbrugere er.” Dette synes dog i direkte modstrid med, at et af udgangspunkterne for Københavns Kommunes kommende strategi for socialpsykiatrien netop er, at samarbejdet med behandlingspsykiatrien skal prioriteres. Jeg kan heller ikke tro, at Warming i ramme alvor forestiller sig, at kommunen skal varetage den psykiatriske behandling af misbrugere med svære sindslidelser, som ofte kræver indlæggelse.

Warming synes at modsige sig selv, idet han skriver, at misbrugere er meget forskellige, men også at de skal findes i kommunale tilbud som herberger og væresteder. Netop fordi misbrugere er en broget flok, er langt fra alle i kontakt med det kommunale system. En stor del kommer i kontakt med psykiatrien, fordi de også har en anden psykisk lidelse. Eftersom den mest effektive behandling af mennesker med dobbeltdiagnoser er en samtidig behandling af misbrug og psykisk sygdom, bør denne varetages af regionen, der har bedst mulighed for specialisering. Men når det så er sagt, skal der selvfølgelig være en opsøgende indsats fra kommunens side, på samme måde som de opsøgende psykiatriske teams skal opsøge både misbrugere og svært sindslidende.

Warming kalder mit forslag om at integrere misbrugsbehandlingen i den regionale behandlingspsykiatri for en ”lappeløsning”. Men at flytte misbrugsbehandlingen til regionen er en omfattende og langsigtet omstrukturering, som kan løse problemet med manglende sammenhæng i behandlingen af mennesker med dobbeltdiagnoser. En problematik som Warming mig bekendt er den eneste, der afviser eksistensen af.

Indlægget er bragt i Kristeligt Dagblad 21. august 2013

 

Besøg på herberg for unge – misbrug og psykisk sygdom skaber hjemløshed

Forleden besøgte jeg et herberg på Nørrebro. Et besøg, der på alle måder bekræftede mig i, at der er grund til fortsat at kæmpe for en sammenhængende behandling af mennesker med dobbeltdiagnoser, selv om Socialborgmester i København Mikkel Warming påstår det modsatte. Ifølge ham har kommunen kompetencerne til at sikre helhed i behandlingen, og allerede nu har Københavns Kommune en samlet indsats.

På herberget mødte jeg en ung pige på 19 år, som gjorde stort indtryk på mig. Pigen fortalte, hvordan hun kæmpede med psykisk sygdom som ADD samt et alkoholmisbrug. Hun havde flere gange været indlagt i psykiatrien, men var blevet udskrevet, fordi de ikke kunne hjælpe hende med begge problematikker. Meget rammende beskrev hun, hvordan de ikke havde kunnet rumme hende på en åben afdeling af den årsag, at de ikke kunne håndtere hendes misbrug. Derfor fik hun valget mellem at komme på en lukket psykiatrisk afdeling eller at lade sig udskrive. På baggrund af tidligere erfaringer med den lukkede valgte hun sidstnævnte.

Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at man er nødt til at komme på den lukkede, blot fordi man har den forkerte diagnose. Misbrug, hvad enten det er af alkohol eller stoffer, er på WHO’s liste over psykiske lidelser og er også i Danmark anerkendt som en psykisk lidelse. Desuden står følgende på Psykiatrifondens hjemmeside:

Alle forskningsresultater har tydeligt vist, at behandlingen af mennesker med dobbeltdiagnose kræver en integreret indsats af et team, hvor alle behandlingskompetencerne er til stede samtidig. En indsats, der er rettet mod begge lidelser samtidig. Det anbefales, at psykiatrien varetager denne behandling, fordi dobbelt-diagnose-problematikken er så kompleks.

Den unge pige på herberget havde et ønske om at få behandling for både sin ADD og sit alkoholmisbrug. Men i psykiatrien kunne de ikke hjælpe hende med dette, og de kunne tilmed kun rumme hende på den lukkede afdeling. Som sidste udvej fandt hun derfor hen til herberget for unge på Nørrebro.

Imidlertid kan herberget ikke tilbyde decideret behandling af hverken hendes alkoholmisbrug eller hendes øvrige psykiske lidelser. Tværtimod er stedet allersidste mulighed  for en gruppe meget udsatte unge, hvorfor de ikke kan afvise unge med et misbrug. Hvor skulle disse mennesker ellers gå hen? Dog må man ikke drikke eller indtage stoffer på stedet. Men at bo side om side med andre misbrugere gør det ifølge pigen endnu sværere at lade være med at drikke. Der er hidtil ingen i den kommunale indsats, som har anvist hende et sted, som kan behandle både misbrug og hendes øvrige psykiske lidelser.

Da jeg til sidst spurgte, hvordan hun mente, man kunne sætte tidligere ind for at undgå, at unge mennesker som hun ender i hjemløshed, nævnte hun psykiatrien. Mere præcist sagde hun, at hvis psykiatrien også havde kunnet afhjælpe hendes misbrug, var hun ikke kommet så langt ud.

På det seneste har der desværre både været en stigning i antallet af psykiatriske patienter, som har et misbrug, såvel som i unge mennesker der ender i hjemløshed. Ikke mindst derfor finder jeg det dybt problematisk, at vi har et psykiatrisk system, der ikke kan behandle misbrug. Misbrugsbehandlingen bør efter min bedste overbevisning være en integreret del af den regionale behandlingspsykiatri.

Kontanthjælpsreformens konsekvenser

Jeg må indrømme, at jeg har en bekymring, hvad angår Regeringens kontanthjælpsreform. De seneste år har vi oplevet en stigende hjemløshed blandt unge mellem 18-24 år. Fra 2009-11 var stigningen ifølge Rådet for Socialt Udsatte på 58 pct. SFI nævner ungeydelsen for unge under 25 år, der er noget lavere end den almindelige kontanthjælp, som en af de væsentligste årsager til denne stigning. Når man nu erstatter kontanthjælpen med en uddannelseshjælp for en masse unge mennesker under 30 år, frygter jeg, det tilsvarende vil øge hjemløsheden. Deler Regeringen slet ikke denne bekymring, har man konkrete tiltag på vej for at imødegå den, eller overlades problematikken blot til kommunerne? 

Indlægget er bragt i Jyllands-Posten den 13. maj 2013 i let ændret form