Radikale Venstre vil ikke ensrette børnepasningen

I indlægget “et familiepolitisk tilbageskridt for København” den 27. august kritiserer Janni Iben Stevn Hansen, at Københavns Kommune vil afskaffe tilskuddet til at passe sit barn i hjemmet. Hansen ser det som udtryk for en ensretning af kommunens pasningstilbud til børnefamilier. I Radikale Venstre kunne vi ikke være mere enige.

Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation bestående af S, SF og EL har netop nikket ja til at rulle en række dagpasningsmuligheder tilbage. Målet er, at børnefamilierne alle skal vælge en standardiseret, kommunal daginstitution. Den form for kassetænkning er ude af trit med børnefamiliernes behov for fleksibilitet og diversitet i den kommunale kernevelfærd.

Det er helt misforstået at tro, at børnefamilier er ens og derfor har brug for samme dagpasningsløsning. Børn og forældre er forskellige og skal ikke behandles som anonyme brikker i et forsøg på at standardisere vores liv.

Fra politisk hold skal vi skabe rammerne for, at den enkelte familie kan få hverdagen til at hænge sammen. Vurderer man, at det er bedst for ens barn at blive passet hjemme frem for i daginstitution, skal vi som kommune naturligvis bidrage til, at det kan hænge sammen.

Muligheden for i en periode på op til 12 måneder at passe barnet i hjemmet bidrager til en større variation i pasningstilbuddene. En variation som gør, at flere familier har mulighed for at finde et tilbud, der passer til dem som familie og til netop deres barn. Børn er ikke nødvendigvis klar til at komme i daginstitution på samme tidspunkt, og nogle har mere brug for den nærhed og tryghed, som kan skabes i hjemmet.

I Radikale Venstre ønsker vi, at København skal være en attraktiv by for børnefamilier, og det fordrer en variation i kommunens tilbud. Derfor skal vi naturligvis bevare de fleksible tilbud, som allerede findes. Det kan godt være, at tilskuddet til pasning i eget hjem blev indført, fordi der manglede pasningskapacitet. Men i Radikale Venstre mener vi, ordningen har en stor værdi i sig selv. Derfor vil vi ved budgetforhandlingerne, der starter fredag den 29. august, kæmpe for at redde ordningen.

Indlægget er skrevet sammen med min kollega i Borgerrepræsentationen, Tommy Petersen, og bragt i Information d.d.

Til valg på familiepolitik

Dette indlæg er skrevet i egenskab af folketingskandidat for Radikale Venstre i Nordsjællands Storkreds.

Debatten om danske børnefamiliers kår har kørt længe og med god grund. Senest havde journalist Sofie Maria Brand et indlæg i Politiken, hvor hun talte for, at vi lader os inspirere af Sverige. Her har småbørnsforældre mulighed for at gå ned i tid, mens børnene er små, og bedre mulighed for at passe syge børn.

Jeg har været rigtig ærgerlig over, at der ikke har været andet budskab fra politisk hold, end at forældrene selv må prioritere. Selvfølgelig må de det, men vi politikere må sikre, at børnefamilierne har reelle muligheder for at prioritere.

Personligt er jeg privilegeret, at jeg som mor til to små har mulighed for at arbejde på deltid ved siden af mit politiske hverv i Københavns Borgerrepræsentation. Desværre har langt fra alle småbørnsforældre samme mulighed. Derfor går jeg til valg på, at Danmark bør have en familiepolitik.

Det vil langt fra kun komme forældrene til gode, hvis de får bedre muligheder for at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen og for at prioritere børnene, mens de er små. Hvis vi forebygger, at forældre går ned med stress, vil de have mere overskud til deres børn. Det vil være en investering i børnene, som vil opnå øget trivsel og robusthed, og på sigt vil blive sundere mennesker.

Alt for mange børn og unge kæmper med psykiske problemer, og en del af disse bunder i dårligt selvværd. Ikke alt kan begrundes i de familiære relationer, men vi bør give forældrene bedre mulighed for at give deres børn det nærvær og den tryghed, som de har brug for, mens de er små. Alt andet lige vil det give børnene mere at stå imod med. En god start på livet i balance med sig selv og sine omgivelser gavner det enkelte barn, familien og dermed også samfundet som hele.

Jeg siger ikke, folk skal leve på en bestemt måde, eller at vi som politikere skal diktere bestemte livsvalg. Tværtimod skal vi tage udgangspunkt i, at familier og børn er forskellige. Det er ikke alle børn, som har bedst af at komme i institution på fuld tid, når de fylder 1 år. Og det er ikke alle forældre, som prioriterer karrieren højest, mens børnene er små. Derfor skal en familiepolitik skabe reelle muligheder for, at familierne kan prioritere herefter – og i min optik kunne en familiepolitik meget vel være inspireret af Sverige.

Indlægget blev bragt I Frederiksborg Amts Avis d.d.

København; En aktiv by – også for socialt udsatte

København skal være en grøn, sund og aktiv by, der tager hånd om socialt udsatte. Jeg er meget optaget af københavnernes mentale sundhed, og her er muligheden for fysisk aktivitet i sunde og grønne omgivelser væsentlig. Særligt for psykisk sårbare eller udsatte børn og unge kan motion spille en væsentlig rolle.

Amager Strandpark – Én af Øens perler

Amager Strandpark er et fantastisk sted med rig mulighed for aktivitet i skønne omgivelser; en af øens perler. Derfor er jeg glad for, at mit forslag om projektering af flere oplyste løberuter, herunder i Amager Strandpark, kom med ved de seneste overførselsforhandlinger, hvor overskuddet fra sidste år blev fordelt. Bedre belysning øger både trygheden og anvendelsesmulighederne af byens rum.

Vi fik også de nødvendige ekstra midler til opførelsen at Naturcenter Amager Strand. Der manglede aktiviteter for de mindste i Strandparken, og centeret vil blive udflugtsmål for blandt andet børnefamilier. Ligeledes vil det i tråd med Folkeskolereformen kunne benyttes til undervisning af skoleklasser og bidrage til større integration af skole og lokalsamfund. For at Amager Strandpark skal kunne benyttes af alle aldersgrupper mangler dog endnu særligt to ting; en naturlegeplads for de allermindste borgere og god adgang til toiletfaciliteter hele året rundt.

Socialt udsatte

Siden jeg gik ind i politik, har jeg brændt for at skabe bedre forhold for socialt udsatte. Både fra egen krop og som pårørende har jeg et nært kendskab til psykisk sårbarhed. I forbindelse med overførselsforhandlingerne var jeg derfor særligt glad for, at det lykkedes foreløbigt at redde værestedet Fundamentet fra lukning. I Borgerrepræsentationens Socialudvalg skal vi snart drøfte en større omlægning af hele aktivitets- og værestedsområdet. Her finder jeg det vigtigt, at der ikke bliver for langt mellem de forskellige tilbud, samt at der også fremadrettet vil være steder, hvor man kan komme og få lov bare at være – deraf navnet være-sted. Nogle mennesker har i perioder brug for ikke at skulle stilles over for alverdens krav, og det skal der fortsat være plads til. En sammenhængende by der tager hånd om socialt udsatte kræver også, at udsatte boligområder løftes. Derfor er jeg glad for, at vi nyligt i Børne- og Ungdomsudvalget besluttede at gøre en særlig indsats i Holmbladsgadekvarteret.

Gode forslag i Bydelsplanen

Skulle jeg fremhæve et par af forslagene i den seneste bydelsplan for Amager Øst, er det nye og bedre rammer omkring idrætscontaineren ’Buret’ og aktivitetsområdet ved Sønderbro Skole. Bedre muligheder for fysisk aktivitet vil løfte området, gøre det mere attraktivt og skabe et lokalt samlingspunkt. Som beboer på Amagerbro oplever jeg selv, hvordan større kendskab til folk fra nærområdet skaber et tryggere lokalsamfund. Derudover vil de forbedrede faciliteter i tråd med folkeskolereformen kunne anvendes til skolens idræt og åbnes for lokalområdet. Området omkring Buret spiller desuden en væsentlig rolle mht. den opsøgende sociale indsats over for udsatte unge og brobygning til kultur- og fritidsaktiviteter.

Et andet forslag, er etableringen af ’Palermo Park’ mellem Palermovej og Messinavej; en grøn oase, der vil invitere til leg og aktivitet, og hvor områdets blandede beboergruppe vil kunne mødes. Samtidig vil lommeparken opsamle regnvand og rense luften, hvormed den vil bidrage til klimatilpasningen.

Det geniale ved ovenstående tiltag er, at de på én gang skaber et byrum, der både inviterer til aktivitet, øger sammenhængskraften, og bidrager til henholdsvis den sociale indsats og klimatilpasningen.

Lokaludvalgenes arbejde er værdifuldt

Lokaludvalgene har en vigtig funktion i kraft af deres lokale kendskab, inddragende arbejdsform samt engagement i lokalområdet. Deres arbejde og henvendelser er værdifulde, fordi man som politiker får et bedre overblik over, hvor i byen der er behov for konkrete tiltag.

Indlægget er nyligt bragt i Ama’røsten sammen med to andre af mine debatindlæg, hvor de dog desværre havde trygt det samme to gange

En livsfasepolitik skaber menneskelig bæredygtighed

Tusind tak til Karen Lumholt, direktør for tænketanken Cura, for et både inspirerende og nuanceret indlæg i Information den 10. maj; ‘stressede børnefamilier har brug for en livsfasepolitik’. Det er glædeligt, vi har fået en så omfattende debat om børnefamiliers kår, men trist at det ensidigt har handlet om at placere ansvaret enten hos den enkelte familie eller hos politikerne. For når det handler om stress, kan ansvaret sjældent placeres ét sted. Som medarbejder på en arbejdsplads kan man kun sige fra over for uoverstigelige krav eller være med til at tilrettelægge sin arbejdsdag, så den matcher ens behov, hvis ledelsen er åben over for det. Og som familie kan man kun prioritere inden for de rammer, politikerne fastlægger. Derfor hilser jeg det som politiker meget velkomment, at Lumholt kommer med konkrete indspark til, hvordan især arbejdsmarkedet kan tilpasses en virkelighed, hvor alle familiens voksne ofte er udearbejdende.

Debatten om børnefamiliers kår og stress i det hele taget er mere relevant end nogensinde. Statens Institut for Folkesundhed anser stress som et stigende folkesundhedsproblem. Stressforeningen melder om 35.000 sygemeldinger dagligt som følge af stress, samt at op mod 300.000 danskere lider af alvorlig stress. Stress kan både udløse og forværre psykiske lidelser som angst og depression. Dertil kommer, at når forældre rammes af stress, går det også ud over børnene.

Som Karen Lumholt så fint skriver, dannes barnets psykiske robusthed i de nære relationer i familien. Stigningen i psykiatriske lidelser taget i betragtning, er det kun endnu vigtigere at skabe rammerne for, at vores børn kommer bedst muligt fra start. Forældre der hverken fysisk eller mentalt er til stede, fordi de ikke kan få familie- og arbejdsliv til at gå op i en højere enhed, er næppe med til at styrke de beskyttende faktorer, der giver barnet mest muligt at stå imod med. Det bør ikke kun have politisk interesse, at folk sætter børn i verden. Rammerne skal også muliggøre, at børnene får den basale tryghed og omsorg, der gør, at de vil kunne trives i en verden, som er mere omskiftelig og uforudsigelig end nogensinde. Sunde borgere, som fremadrettet skal bidrage til samfundet, skabes ikke ved, at børnene blot tilbringer endnu mere tid i institution.

Tilsyneladende opfatter mange politikere ønsket om økonomisk vækst som en modsætning til at skabe bedre forhold for, at den enkelte familie kan få arbejdsliv- og privatliv til at hænge sammen. Således bliver det politiske fokus på vækst ofte reduceret til et spørgsmål om, at alle skal arbejde mere. Jo mere man står til rådighed for arbejdsmarkedet desto bedre. I et videnssamfund, hvor effektivitet i høj grad afhænger af vores kognitive formåen, og hvor det ofte handler om at tænke nyt og kreativt, synes denne tilgang noget forældet. Vi ved, at stressede mennesker yder mindre, er mindre innovative og mindre effektive. Ligeledes bidrager det ikke til væksten på sigt, hvis småbørnsforældre går ned med stress og kun helt eller delvist kommer tilbage på arbejdsmarkedet. Som det er ytret mange gange i debatten, kan vi ikke det hele, og slet ikke på én gang. Vi taler om klimamæssig- og økonomisk bæredygtighed – men hvornår begynder vi at tale om menneskelig bæredygtighed?

Jeg er stor tilhænger af Karen Lumholts forslag om en livsfasepolitik; at vi i perioder af vores liv kan arbejde mere og i andre mindre, så eksempelvis småbørnsfamilier har mulighed for i højere grad at prioritere familien. I den forbindelse beskriver Lumholt en række nytænkende tiltag, herunder hvordan man i Schweiz deler en ansvarsfuld lederstilling mellem to personer. I Sverige har man en lovfæstet ret til at gå på nedsat tid, mens børnene er små og har allermest brug for deres forældre. Det er ikke sikkert, vi skal gøre præcis det samme i Danmark. Men måske vi kunne lade os inspirere. Vi kunne også kigge nærmere på det udmærkede stykke arbejde, som Familie- og Arbejdslivskommissionen lavede i 2007.

Det at være småbørnsforælder kræver, at man træffer svære valg og prioriterer i livet. Men det kræver også, at man fra politisk hold skaber mulighederne for, at forældre kan prioritere børnene, når de har allerstørst behov. Lad os få nogle flere forslag på bordet!

Af Anne Marie Geisler Andersen, folketingskandidat i Nordsjællands Storkreds for Radikale Venstre