For meget mand?

Om højt testosteronniveau hos kvindelige elitesportsudøvere

Fredag den 11. august 2017 var jeg i Deadline for at debattere kvindelige sportsudøvere med et højt niveau af testosteron. En utrolig svær og dilemmafyldt debat, hvor der ikke én optimal som løsning, som tilgodeser alle hensyn. En debat, der synes at rejse flere spørgsmål end svar. Og en debat der er fuld af følelser, og som kan have utrolig stor betydning for den enkelte atlet, ja måske ligefrem for sporten på sigt.

Hvorfor diskuteres det?

Baggrunden for debatten var VM i atletik, hvor der i 800m konkurrencen var flere deltagere, som skulle have et utrolig højt testosteron-niveau. Hvordan de forskellige atleter i øvrigt er skabt i forhold til deres kromosomer, eller i hvilket omfang de har mandlige eller kvindelige kønsorganer, ved jeg ikke. Caster Semenya, som er en af de mest omdiskuterede, har jeg dog læst lidt op på. Semenya har efter sigende et utroligt højt testosteron-niveau. På den baggrund er hun tidligere blevet kønstestet. Her fandt man ud af, at hun havde kvindelige ydre kønsorganer, men indre testikler. Hun er hermafrodit, hvilket overordnet set betyder tvekønnet. Efter sigende skulle det også være kommet bag på hende selv, at hun havde indre testikler, hvorfor hun må have opfattet sig selv som værende kvinde. Det må være en voldsom oplevelse at blive kønstestet i forbindelse med sin sport og i fuld offentlighed at skulle forholde sig til at være tvekønnet.

Sporten skal kunne rumme forskellighed

Problemstillingen i forhold til de konkrete atleter er, at de stiller op i kvindekonkurrencen, selv om de har et unormalt højt niveau af testosteron sammenlignet med andre kvinder, og at de også præsterer på et utroligt højt niveau – formentligt derfor de har valgt netop den sport. Men kan man udelukke dem på baggrund af testosteron-niveau? Det blev Semenya i første omgang, hvorefter hun blev tvunget til at tage testosteronsænkende medicin. Sidstnævnte finder jeg helt absurd, og det minder mest af alt om en omvendt form for doping. Desuden er det min klare holdning, at sporten skal kunne rumme mennesker, som de er, og med de forskelligheder de nu engang besidder. Selvfølgelig er det ikke ok at dope sig med testosteron, men hvis man fra naturens side er udstyret med et højt niveau, så må man også kunne passe ind et sted – spørgsmålet er bare hvor?

Testosteron-niveau som udgangspunkt?

Kunne man forestille sig, at niveauet af testosteron var grundlaget for at inddele mennesker i forbindelse med mesterskaber, så det ikke hedder mænd og kvinder, men over eller under en vis grænse af testosteron? Umiddelbart lyder det måske rimeligt, men det synes ikke så simpelt endda. For mennesker reagerer forskelligt på testosteron, hvorfor to mennesker med samme høje niveau ikke nødvendigvis vil profitere lige meget af det. Desuden er der andre naturlige veje til store muskler – nogle mennesker har måske et jævnt niveau af testosteron, men responderer utrolig godt på træning, er disciplineret ud over alle grænser, eller formår at få den helt rette kostsammensætning. Er det så fair, at de der har det på baggrund af et højt niveau af testosteron skal konkurrere i en anden kategori? Og hvad hvis disse besidder andre fysiologiske forhold, som bestemt ikke er en fordel som fx korte ben, mindre blodvolumen etc.? Ligeledes kan man have et højt niveau af testosteron uden nødvendigvis at have kæmpe store muskler, og så er det vel heller ikke rimeligt, at man skal konkurrere i en anden kategori på grund af netop dette?

Og hvad med mænd, der har et unormalt lavt niveau? Skulle de så have lov at få tilført lidt ekstra, fordi de ligger på niveau med kvinderne, eller skal de i stedet konkurrere med disse? Ville det være mere fair?

Andre fordele end muskler

Ud over testosteron er der også andre fysiologiske forhold, som kan være en fordel i forbindelse med sport. Mænd er generelt højere end kvinder, hvorfor mange mænd også har længere ben. Skal vi så til at overveje, om kvinder med en benlængde ud over det sædvanlige skal spille fx basket ball sammen med mændene? For er det fair, at kvinder med korte ben ikke har en chance for at være med?

Forleden fik jeg tilfældigvis målt fedtprocent og muskelmasse, og i forbindelse med debatten her tjekkede jeg så, hvordan jeg lå sammenlignet med mænd. Det første, jeg faldt over, var et skema, der var inddelt på alder og køn. Min fedtprocent på 11 procent svarede til den yngste herrekategori, og der stod, at det var det perfekte niveau for en mand på 20-24 år. Dette efter halvanden måned, hvor jeg har trænet meget lidt. Efterfølgende sagde diætisten, der udførte testen oven i købet, at mine værdier svarede til en topatlet, der havde trænet seriøs styrketræning seks måneder i træk og samtidig været på en streng diæt. Er det fair, at jeg i 24-timersløb konkurrerer med kvinder, når jeg har en fedtprocent svarende til en mands? Andelen af fedt på kroppen hænger jo ofte også tæt sammen med niveauet af testosteron. Jeg kommer dog næppe i nærheden af et niveau som Caster Semenya, selv om jeg altid har følt mig mere maskulin end gennemsnittet af kvinder. Men det kunne egentlig være sjovt at få testet, hvor jeg ligger henne.

Forskellige sportsgrene, forskellige fysiologiske fordele

Spørgsmålet er, om min lave fedtprocent i virkeligheden er en fordel eller en ulempe i forbindelse med ultraløb? Umiddelbart synes det en fordel, at en relativt stor del af kroppen er muskler frem for fedt. Men hvad med depoter? Hvem ved, om jeg godt kunne bruge lidt mere fedt at tære på under mine lange løb? Det. jeg prøver på at sige. er, at nok er testosteron en styrke inden for mange former for sport. Men hvad med i de sportsgrene, hvor det ikke nødvendigvis er det? Skal vi der dele op i henholdsvis mænd og kvinder på traditionel vis, eller skulle en eventuel fremtidig inddeling i kategorier på baggrund af testosteron gælde i alle sportsgrene? Umiddelbart synes det at blive noget rod, hvis man skal til at skelne og lave forskellige ’kønsinddelinger’ i forskellige sportsgrene.

Hvad er alternativet?

Ville det være mere fair at lægge en bredere forståelse af kønnet til grund for inddelingen? Ex en samlet vurdering af kromosomer, kønsorganer og testosteron-niveau? Kunne man ud fra dette vurdere, om den enkelte er mest mand eller mest kvinde? Og hvad med det selvopfattede køn, betyder det noget? For måske er der en grund til, at man opfatter sig selv som henholdsvis mand eller kvinde – måske hænger det sammen med ens fysiologi? Hvis det var muligt at sige, hvorvidt den enkelte er mest mand eller mest kvinde, ville jeg personligt finde det rimeligt, at skulle konkurrere mod en kvinde, der var 49 procent mand. Vi hverken kan eller skal være lige alle sammen – det er jo deri konkurrencen ligger, og det er op til den enkelte sportsudøver at dyrke lige netop de fortrin, som vedkommende selv har.

Hvis man ser på fodbold, er der jo også mange piger, der er meget maskuline. Her tænker vi måske ikke så meget over det, fordi der er tale om et hold, og den enkeltes præstation derfor ikke står lige så tydeligt frem. Men er det fair, at den lille sylfide af en pige ikke kan være med der, fordi hun ikke har halvt så meget testosteron? Ja, det synes jeg faktisk, at det er. For fodboldpigerne – eller Caster Semenya for den sags skyld – må også affinde sig med, at der er sportsgrene, hvor de ikke er særligt godt stillet. Det kunne være sportsgrene, der fokuserer på eksempelvis ynde og elegance – selv om der givetvis også vil være nogle atleter, som gør sig godt flere steder. Mennesket er en sammensat størrelse, og der er mange andre faktorer end testosteron, som spiller ind.

Passer heller ikke ind andre steder

Men for at vende tilbage til Caster Semenya. Jeg kan godt forstå, at det er træls for hendes konkurrenter, og at man kan opleve det urimeligt, at hun har en naturgiven fordel. Men da jeg i Deadline så klippet af en hvid atlet, der stod og græd, fordi hun var frustreret over at skulle konkurrere med nogle af de meget maskuline atleter, ja så kunne jeg ikke lade være at tænke på, hvordan sådan en som Caster Semenya må have det. Måske har hun aldrig rigtig passet ind nogle steder i samfundet? Så finder hun en sportsgren, hvor hun kan drage fordel, af den måde hun er skabt på, og så passer hun heller ikke ind der. Hun skal kønstestes og sluge resultatet i fuld bevågenhed. Hun skal tage testosteronsænkende medicin, fordi hun ikke må være med, som hun er. Og gang på gang dukker debatten op igen, hvorfor hun måske aldrig rigtigt ved, om hun er købt eller solgt.

Vi skylder at finde en afklaring

Om Semenya og de andre atleter med højt testosteron-niveau skal løbe sammen med mænd eller kvinder er en svær debat. Men jeg synes ærlig talt, vi skylder dem på et tidspunkt, at lukke den. I hvert fald indtil nogen måtte komme op med et bedre alternativ til den inddeling, vi har i dag. Og så længe problemet ikke er større, end det er tilfældet, bør man også overveje, om ikke det er for tidligt at ændre på forholdene. Nok virker det voldsomt med tre meget maskuline atleter i en og samme finale, men det sker jo heller ikke hver dag. Er det overhovedet set så markant før? I hvert fald skulle Deadline helt tilbage til 80’erne for at finde endnu et rigtig godt eksempel på en kvinde, der lignede og løb som en mand.

Hvad mener du om problematikken?

Af sted mod VM i 24-timersløb

Det er ikke blevet til mange blogindlæg denne sæson frem mod VM – men den har også været en kort en af slagsen, da den jo startede som en aprilsnar for knap tre måneder siden. Nu er der dog ikke længe til, at mesterskabet løber af stablen, for lørdag den 1. juli går startskuddet til Verdensmesterskaberne i 24-timersløb.

Skadesfri

Det bedste ved en kort sæson må være, at perioden har været for kort til rigtigt at løbe ind i skader. Efter weekendens halvmaraton her i Esbjerg, har kun den ene fod brokket sig lidt – resten af kroppen er nærmest ikke mærket af løbet. Jeg er ikke så meget som øm i musklerne. Men foden forsøger jeg lige at få løsnet lidt i dag, hvor jeg har fået en tid hos en af de andre behandlere i Emcare. Normalt går jeg hos Jesper, der er osteopat, men han er kun i Esbjerg om fredagen.

Derudover prøver jeg ikke at lade mig gå på af det. Det ville næsten være mærkeligt, hvis der ikke var bare ét sted i kroppen, hvor jeg kunne mærke, at træningen er blevet intensiveret over de sidste tre måneder. Og sammenlignet med sidste år, hvor en skæv hofte resulterede i tre uger helt uden løb blot otte uger før EM, så er det en lille ting. Alligevel vil jeg forsøge at komme det til livs – for selv en lille skævhed eller overbelastning kan godt blive alvorlig i løbet af 24 timer.

Så på den ene side skal den ikke overhøres – på den anden så har jeg prøvet det, der var være. Og sidste år var det absurde, at et af de få steder, jeg overhovedet ikke havde ondt under EM, ja det var højre hofte, som havde drillet så meget.

 

Nået mine milepæle

Som bekendt bruger jeg hverken kost- eller træningsplaner, men jeg har nået de få milepunkter, jeg havde sat mig. Jeg har været op omkring de 100 km tre uger inden for de sidste par måneder, jeg havde et fint maraton i København i maj på lige under 3.30, og jeg kom godt igennem Esbjerg halvmaraton i søndags. Lige bortset fra stivheden i foden, er der intet at mærke.

Et maraton på under 3.30 er ikke PR – det var der ikke tid til at gå efter på så kort en sæson. Men det er en pæn tid for mig at løbe på, uden at give den alt for meget gas og efter kun halvanden måneds træning. Det samme med halvmaraton på 1.39. Jeg ved faktisk ikke, hvad min PR er på den distance. Men at kunne holde et tempo på 4.40 pr. km uden at være synderligt presset, det er et godt niveau for mig.

 

At holde fokus

Desto mere jeg løber, og jo flere foredrag jeg holder om løb, desto mere bevidst bliver jeg om, hvor vigtigt det er at kunne holde fokus. For mig betyder det tre ting.

1)     At jeg hele tiden har målet for øje, men at løbet gradvist kommer til at fylde mere og mere – lige indtil de sidste par uger, hvor jeg lidt går i min egen boble. Hvor det kommende løb fylder i alle samtaler, hvor jeg køber det sidste udstyr, og hvor jeg er glad for, at det også snart får sin ende, fordi jeg i længden ikke ville kunne leve med at være så lidt nærværende, særligt derhjemme.

2)     At jeg ikke giver den fuld hammer, når jeg løber forskellige løb undervejs i sæsonen, medmindre der er god nok tid til at restituere. Det er ikke værd at risikere VM for en god tid til at halvmaraton. Jeg arbejdede lidt med det her i weekenden, hvor jeg valgte at tage en lille toiletpause og derfor mistede 1.40 ballonen, da denne løb lidt for stærkt i forhold til forventet sluttid. Flere gange måtte jeg sige til mig selv, at jeg jo ikke var kommet for at løbe efter en blå ballon, men for at gennemføre på omkring 1.40 – og det lykkedes.

3) At jeg rydder alt, der fylder mentalt af vejen. Det gælder uløste konflikter, arbejdsopgaver og ting der skal gøres. I går fik jeg derfor gjort rent bord på arbejdet, givet hele haven en overhaling og ordnet diverse andre småting. Min mand sagde ingenting, da jeg gik igang. Han kender mig efterhånden og ved, at det er min måde at blive klar på. Det er nu også dejligt at koble lidt fra og tænke på andet end løb ved at lave noget praktisk.

Kan mærke spændingen begynder at melde sig

Når jeg læser op på de sidste detaljer om løbet, eller forleden så TV2-sportens fine optakt til mit VM, kan jeg godt mærke, at det er snart. Benene sitrer, og jeg kan mærke spændingen i hele kroppen!

På torsdag drager min mand, hans gode ven, Jens, jeg selv og tre andre landsholdsløbere samt vores landsholdstræner og øvrige hjælpere af sted mod Belfast. Om jeg når de 230 km, som er mit mål, og hvorvidt det vil række til en placering i top 10, vil kun tiden vise. Der er rigtig mange gode løbere med, som har løbet længere end mig. Men jeg tror på, at jeg endnu en gang vil kunne indfri mit mål – for gjorde jeg ikke det, tog jeg ikke af stedJ

På denne side kan man læse lidt om arrangementet: http://www.iau-ultramarathon.org/ Muligvis kommer der løbende opdateringer fra løbet her. Og ellers vil vi forsøge selv at lave opdateringer på Twitter, hvor jeg hedder ‘amgeisler’ og på min profil på facebook.

Jeg håber, det bliver en fantastisk weekend, der bliver værd at berette om.

Anne Marie

Startede som aprilsnar – VM i 24-timersløb på 3 måneder

Det var egentlig ikke meningen, at jeg skulle have løbet et 24-timersløb i år. Plejer jo kun at løbe hvert andet år, fordi jeg har født hvert andet år siden 2011. Men når vi nu ikke skal have flere børn, så åbnede der sig en mulighed…

 

Aprilsnar

På ultralandsholdet har vi fået nye landstrænere. De skrev en gang sidst i marts og spurgte, om jeg skulle med til VM. Jeg lavede en Facebook-opdatering om det 1. april, som ikke en eneste gennemskuede som en aprilsnar. Og så fik jeg blod på tanden. For når jeg nu ikke har født i år og ikke skal starte fra scratch som ved de sidste tre 24-timersløb – hvor langt kan man så egentlig nå på tre måneders træning?

 

Målet er: Top 10 ved VM, hvis 230 km rækker

Da jeg løb mig til en 6. plads ved europamesterskaberne sidste år, tænkte jeg, at skulle jeg løbe VM næste gang, så skulle målet være det samme som ved EM – nemlig at komme i top 10. På nuværende tidspunkt er det meget ambitiøst, men inderst inde har jeg nok ikke helt opgivet tanken. Der er dog det men, at det kan være svært at vide, hvor mange km man skal løbe for at nå en bestemt placering. Jeg har et naivt håb om, at 230 km på 24 timer måske kan gøre det. I hvert fald bliver det formentlig målet, og så må vi se, hvor langt det rækker.

 

Det fedeste ved 24-timersløb; at flytte grænser

Det går nemlig rigtig godt inde for ultraløb disse år. Der er netop sat ny verdensrekord på damesiden på godt 256 km. Selv har jeg siden 2010 rykket mig over fire løb fra 200 km, over 209, til 219 og senest til knap 226 km. Og uanset hvor kort en træningsperiode jeg har frem mod VM, så stiller jeg ikke op for at løbe kortere end sidst. Noget af det fedeste ved ultraløb er i mine øjne at flytte sine egne grænser. Når folk spørger, hvorfor jeg egentlig løber så langt, så er det hovedsageligt, fordi det er fedt at se, hvor langt man egentlig kan komme. Og så selvfølgelig, fordi jeg trives med megen fysisk aktivitet. Indtil nu har jeg nået alle de mål, jeg har sat (7,9,13), og jeg har en tro på, at mit potentiale rækker til i hvert fald 240 km på 24 timer.

 

Træningen går godt

Fra marts til april blev antal km sat op fra godt 100 km på en måned til mere end 250. Spørger man erfarne løbere og coaches, vil de fleste nok sige, at den stigning er lige stor nok. Men for det første er jeg nødt til at satse, hvis jeg vil nå det. For det andet er det kun et halvt år efter, at jeg løb min sidste danmarksrekord på 24 timer, så grundformen kan ikke være helt skidt – og er jo ikke blevet smadret af en fødsel som vanligt. Normalt skal jeg træne længe for overhovedet at kunne holde til at tage til træning i løbeklubben Esbjerg Atletik og Motion. De løber stærkt, og jeg har flere gange været nødt til at drosle lidt ned i dagene efter en træning for at undgå skader. De sidste tre uger har jeg været af sted en gang ugentlig, og jeg kan allerede mærke forbedringen. Sidste gang løb vi intervaller, og jeg løb hurtigere, end jeg mindes at have løbet til en intervaltræning. En gennemsnitsfart på omkring 3.30 for alle intervallerne og en fart på 2.40 min/km for den hurtigste – det er hurtigt for mig.

 

Kroppen har det fint

Jeg har ingen skader for tiden. Kroppen skulle vænne sig til den øgede træningsmængde og fart – har skiftet lidt mellem at øge de to parametre – og det har kunnet mærkes hist og pist. Mest omkring bækken og hofter, hvilket jo ikke er så mærkeligt efter tre fødsler, og også lidt i den ene læg. Men jeg har min osteopat i Esbjerg og min Body-SDS-terapeut i København, og behandlingerne er allerede booket, så jeg ikke skal gå med begyndende småskavanker for længe.

 

Here we come VM2017!

Nu er der blot tilbage at klø på, samt at håbe på, at træningsoptakten er for kort til at nå at løbe ind i skader, men lang nok til at komme i form:-)

 

 

 

(Stadig) på vej mod EM i 24-timersløb

Så er der under tre uger til, at EM i 24-timersløb løber af stablen i Frankrig. Helt præcist 16 dage. For knap seks uger siden løb jeg mit bedste marathon nogensinde, men kort efter satte min hofte sig fuldstændig skævt. Så skævt, at jeg var ude af stand til at træne. Den første uge forsøgte jeg mig med et par korte løbeture, men jeg mærkede hurtigt, at den var helt gal. Derfor var der kun ét at gøre, nemlig at give hoften helt ro, hvilket den fik de følgende to uger. Jeg var frustreret over ikke at kunne løbe – og nok mest frustreret over ikke at vide, OM jeg overhovedet ville blive klar, hvis jeg gav den ro. Det ville jo heller ikke hjælpe meget, hvis jeg kun lige præcist nåede at blive klar, men så slet ikke havde fået løbet de sidste par måneder frem mod EM.

Manglende træning

September var den måned, jeg ville have trænet mest. Men Endomondo siger kun knap 100 km løb i september mod godt 350 km i august. Dog plus lidt styrketræning og cykling. Altså langt fra optimalt. Spørgsmålet er – og bliver – hvor meget det kommer til at betyde for selve løbet. Eller måske snarere, hvor stor betydning jeg vil lade det få på min præstation til EM. Jeg har jo længe plæderet for, at 70 procent af en ultraløbspræstation sidder oppe i hovedet – nu får jeg chancen for at bevise det.

Landsholdstræning

I søndags var vi samlet med ultralandsholdet i Odense. Det er altid motiverende at mødes med andre, der er lige så løbegale som en selv. Vi er tre kvinder og fem mænd, der skal deltage fra Danmark. Vi talte lidt om mål, selv om der er få, der bryder sig om at melde lige så klart ud, som jeg gør. Jeg kan også godt mærke, at jeg selv har været mindre skråsikker denne gang. Og så alligevel…

Mål og motivation

I 2014 gik jeg efter danmarksrekorden på knap 218 km og var overbevist om, at jeg kunne tage den. Denne gang har jeg et mål om at komme blandt top 10 til europamesterskaberne – og planen er at løbe et sted mellem 225-230 km. Da min landsholdstræner så forleden fik sagt, at det ville være flot, hvis jeg kunne løbe lige så langt som sidst, min manglende træning taget i betragtning, kunne jeg mærke, det gjorde noget ved mig. Jeg ved ikke, om han er klar over det – men han formår altid at sige det rigtige på det helt rigtige tidspunkt. Hvis min hofte 7, 9, 13 ellers holder hele løbet, så vil jeg dælme vise, at tre ugers manglende træning ikke skal gøre udfaldet for mit løb. Nu hvor jeg har måtte kæmpe så meget for at overvinde frustrationerne og har brugt så meget energi for ikke at tale om penge på forskellige former for behandling, så stiller jeg op for at give alt, hvad jeg har – og helt klart for at løbe længere end sidst. Jeg er omend endnu mere sulten på at løbe, end jeg ville have været, hvis jeg ikke havde været skadet.

God sæson

Derudover har det bortset fra hofteskaden været en sæson, hvor jeg har kunnet træne stort set, som jeg ville. To uger måtte jeg løbe halv distance pga. lidt knæproblemer, ellers har der ikke været det store. Og for godt en måned siden løb jeg som sagt mit bedste marathon nogensinde. På en bakket rute og på en varm dag skar jeg mere end fire minutter af min PR – det uden at have en eneste krise. Og det er det, jeg vil tænke tilbage på, når jeg skal løbe om tre uger. Lige såvel som jeg vil tænke på alle de frustrationer, som både jeg og min familie, særligt Morten, har måttet leve med. De skal ikke have været forgæves!

Går planmæssigt

Da min krop havde det allerværst, bestemte jeg mig for, at jeg mentalt kunne give det maksimalt tre uger helt uden træning. Derefter var der fem uger tilbage før EM, til at trappe op igen og til at lave nedtrapning før løbet. Sidstnævnte kommer derfor formentlig kun til at blive den sidste uge, hvor jeg normalt bruger to på at trappe ned. Men denne gang er der ikke så meget tid at give af. Desuden har min krop fået god tid til at restituere de sidste par uger, hvilket også har hjulpet på forskellige småskavanker. Dermed var der så fire uger til at få løbet lidt igen. Min plan var at løbe omkring 25 km den første uge, 50 den næste og derefter komme op omkring de 75-80 km på en uge. Første uge blev det til 34 km, den næste til 64 km. Jeg kunne formentlig sagtens have løbet mere, men udfordringen var ikke at starte for hurtigt op. Jeg skulle jo helst ikke blive skadet igen. Heldigvis har min krop kun fået det bedre og bedre i takt med, at jeg har løbet længere og hurtigere. I går løb jeg 18 km, hvoraf de sidste otte gik ok stærkt med 4.36min/km. Og jeg mærkede stort set ikke min hofte.

Tirsdagsbehandling i København

At jeg hver tirsdag den seneste tid har valgt at tage toget helt til København for at blive behandlet hos Marcus Heller eller hans kollega i Totum, har givet en helt naturlig hviledag, hvilket jeg tror er godt givet ud. Men jeg kan også mærke, at jeg på sådan en dag, hvor jeg sidder i toget på vej hjem fra behandling og hyggelig kaffeaftale i Kbh., hungrer efter at komme ud og få nogle flere kilometer i benene. Så helt skidt kan det ikke være.

De sidste forberedelser

De næste par uger bliver udfordringen, at komme helt op træningsmæssigt samt at få pakket lidt udstyr. Så længe jeg ikke vidste, om jeg ville blive klar, var motivation til at ordne de sidste ting som geler, vingummier mv. knap så stor. Nu er det med at få fingeren ud. Når det så er sagt, er jeg heller ikke den store planlægger, hvad det angår. Desto mere simpelt, jo bedre. Ved mit første 24-timersløb medbragte jeg selv 3 eller 4 energibarer. Det var så det. Men det gik godt. Så der er i min optik ikke grund til at gøre det mere kompliceret end som så. For det første er der jo et depot ved løbet. For det andet har de også butikker i Frankrig. Men de vingummier, som 32gi laver, vil jeg have købt en masse af. Geler skal jeg nemlig ikke have alt for mange af, før det går ud over maven. Vingummierne fungerer noget bedre.

Mental forberedelse

Derudover har hofteskaden gjort, at jeg denne gang har brugt noget mere energi på at blive klar mentalt. Ikke ved at visualisere løbet – det gør jeg altid, og det kommer også mere og mere, jo tættere løbsdatoen kommer på. Men mere i forhold til at få ryddet ud i ting og bekymringer, der fylder. Jo mindre jeg har i hovedet på dagen, desto bedre. Og da kroppen havde det allerværst, der havde humøret det heller ikke godt. To ting, der jo på mange måder hænger sammen og gensidigt påvirker hinanden. Men jeg tror på, at man præsterer bedre, hvis man er i balance. Derfor har jeg brugt meget tid og energi på at se mennesker, som jeg nyder at være sammen med; venner og familie. For det fylder mig op og gør mig glad. Ligeledes har jeg nydt at være sammen med ungerne, ligesom jeg har gjort ting, der ellers gør mig glad. En god gang bodySDS-behandling, en shoppetur, en lækker kop kaffe, en tur i biffen, ja sågar at få gjort ting færdige hjemme i huset – ting der fylder, fordi jeg gerne vil have dem af vejen. I haven mangler to bede og i huset tre radiatorer, der skal males. Jeg ved, der lyder tosset, men…

Perfektionisme og præstationer

Jeg er perfektionist af natur, så det har altid betydet meget for mig, at have styr på det derhjemme, når jeg fx skulle til eksamen eller præstere til ex et løb. At der så ikke kan se ud, som før vi fik tre små børn, er en anden sag. Derfor har jeg arbejdet med min perfektionisme, så jeg kan fungere med mere uorden, lige såvel som jeg ikke længere er slave af en træningsplan. Men det at få ryddet ud i ting, jeg gerne vil have gjort, betyder, at jeg samtidig får mere og mere fokus på det kommende løb. Når jeg om 16 dage står i Albi og skal løbe, skal der ikke være andet der fylder de næste 24 timer, end at jeg skal løbe – løbe alt hvad jeg kan, så jeg bagefter kan se mig selv i øjnene og sige, at det var det hele værd.

Jeg glæder mig! Til at prøve grænser og til at komme helt derud, hvor jeg ikke selv har kontrol med alting.

Bliver jeg klar til EM – vil det være en sejr i sig selv!

EM i 24-timersløb afholdes i Frankrig den 22.-23. oktober. Derfor var det i september måned jeg skulle have givet den max gas med træningen. Men… Nogen ville det anderledes. I hvert fald har jeg stort set ikke løbet siden maratonløbet den 27. august, dvs. i 2,5 uge. Og det er allerede, hvad jeg vil betegne som en lang pause så tæt på et løb.

Problemerne kom snigende

Når jeg ser tilbage, startede det i det små med lidt ondt i forfoden, da vi var på sommerferie midt i juli. Jeg tænkte, det ikke var noget særligt, eftersom det aftog, når jeg blev varm. Derfor kunne jeg også sagtens løbe på det. Jeg var egentlig heller ikke så bekymret for, at det skulle blive værre.

Hele kroppen hænger sammen

Men.. foden er for så vidt heller ikke blevet værre. Tværtimod. De sidste ugers behandling og ro har gjort sit. Til gengæld var fodsmerten formentlig en konsekvens af noget større. I hvert fald sad mit ben skævt i dag, så det højre var længere end det venstre. Min osteopats behandling har hjulpet en del, men der var stadig meget at tage fat på, da jeg over middag tog hele vejen til København for at komme over til min BodySDS-behandler Marcus fra Totum. Der er ingen som ham! Han har før kunnet trylle, så nu må vi se.

Hoften var ingen forhindring for ny PR på maratondistancen

Selv om hoftesmerterne så småt begyndte et par uger før maraton, var de ingen hindring på selve dagen eller i forhold til træningen. Når jeg blev varm, gik det godt, og under maratonløbet mærkede jeg nærmest ingenting til skaden. Heller ikke bagefter, hvor jeg ikke var mere stiv i hoften end før løbet. Adrenalinen må have pumpet rundt i kroppen – det ved jeg, at den gjorde, for jeg løb på frustrationerne over et forlist venskab. Både godt og skidt. For bagefter reagerede den øjensynligt. Til gengæld har jeg sjældent haft et maraton uden kriser. Og jeg havde ikke drømt om, at jeg skulle løbe på 3.23.37 på en varm dag og en hård rute(ja endda hurtigere, fordi ruten var lidt for lang). Det uden at have en eneste reel krise – og endda uden at have haft nogle som helst ambitioner om at slå min rekord. Mavemusklerne drillede lidt fra 22-25 km, men det tog jeg helt roligt. For det ved jeg, at min fysioterapeut kan ordne. Derfor kunne jeg slappe af og fortsætte med en rolig vejrtrækning. Det hjalp. Jeg vandt løbet med ny personlig rekord, og hoften havde ikke taget skade. Og dog..

Overbelastning – at træne på en skævhed

Tre dage efter løbet løb jeg en lille tur på 5 km. Løb er måske så meget sagt, for jeg nærmest humpede. For mig at se hænger overbelastning mindre sammen med, hvor langt jeg løber, og mere sammen med, hvis jeg løber på en krop, der ikke er i balance. I dette tilfælde et skævt bækken/hofte, der betød, at det ene ben var længere end det andet. Det er også den fornemmelse, jeg har haft, når jeg har bevæget mig. Det var lige som om, jeg faldt ned på min venstre fod – deraf formentlig smerterne.

Løb afhænger også af ens mentale tilstand

Og hold da op, hvor har jeg slået mig selv i hovedet med, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Kunne jeg have indset skadens omfang noget tidligere? Eller skulle jeg have været til en anden behandler netop den eller hin dag? Har jeg ikke lyttet til kroppen, fordi jeg har været ked af det? Eller har frustrationerne sat sig fysisk i kroppen? Og hvad kan jeg bruge det til? Ikke særligt meget. For man kan kun handle i nuet. Når kroppen for tiden kræver ro og behandling, forsøger jeg derfor at arbejde med det mentale. Både fordi jeg tror, det betyder noget. Men også fordi jeg har brug for at kunne handle. Ikke at kunne handle på en given situation er for mig lig med frustration og afmagt. 

Mental balance

Problemet er, at jeg normalt håndterer frustrationer ved at løbe en tur. Men frustrationen over at være så tæt på et EM og alligevel så langt fra kan ikke løses sådan. Først forsøgte jeg at blive afklaret i forhold til min tidligere veninde. Det sidder stadig i kroppen, men jeg har fået sagt, hvad der er at sige og forsøgt at lægge låg på, så godt jeg nu engang kan. Hun skal ikke have lov at ødelægge det for mig. Dernæst har jeg haft godt af at få lidt fra hånden i både hus og have, når jeg nu ikke kan løbe. Det giver en tilfredshed, når jeg så i det mindste kan bruge tiden på noget andet, jeg gerne vil have lavet. Og faktisk er det for mig også en del af det at skærpe fokus frem mod et løb – det er jeg med tiden blevet meget bevidst om. Jeg forsøger på alle leder og kanter at fjerne de små sten fra vejen og få ryddet ud i ting, der skal gøres. For mange løse ender fylder mentalt hos mig. Derudover har jeg lavet aftaler med gode veninder – dagens tur til Kbh. gav fx mulighed for kaffe med min bedste veninde. Allerede mens vi sad og drak kaffen, kunne jeg mærke, at jeg fik det bedre i hendes selskab. Som person har jeg brug for de dybe snakke med en, der kender mig rigtig godt, ellers fungerer jeg ikke. Og så var der selvfølgelig også noget velvære i at få behandling på en krop, der gør ondt. Samt i at høre Marcus’ mening. Gudskelov var han fortrøstningsfuld, så det er jeg også.

Tålmodighed er ikke min stærke side

Tålmodighed er bestemt ikke en af mine største dyder. Derfor er det kommet bag på mig, at det trods alt ikke har været sværere end som så at give kroppen tid. Frustreret er jeg, jo. Men jeg er ikke i tvivl om, at det er det rigtige at gøre, slet ikke at løbe lige nu. Heller ikke ift. EM. Hoften har nemlig på ingen måde været til at løbe på. Og i mine øjne er det langt bedre givet ud at sørge for at være klar på dagen (7,9,13), end at træne på noget, der ikke er til at træne på. Så hellere misse 2,3 ja måske fire ugers hård træning måneden før – selv om det selvfølgelig ikke er optimalt.

Grundformen er der – og troen ligeså

Indtil nu er sæsonen gået næsten optimalt. To uger har jeg måttet løbe halv distance, fordi knæene trængte til lidt ro. Men det er også det. Og for kun 2,5 uger siden satte jeg ny personlig rekord i maraton. Med tanke på, at mit første 24-timersløb på 200 km blev løbet efter en træningsmængde på 40 km ugentlig har jeg også troen på, at jeg kan levere mere nu – selv efter en pause kort før løbet. Måske vil kroppen ligefrem have godt af en pause, hvem ved. Selvfølgelig kræver det, at jeg kommer i gang med at løbe inden for en uge eller to, ellers bliver det svært at nå. Og bliver det tilfældet, så har jeg troen på, at alt dette ikke vil være forgæves. For ved dette 24-timersløb, vil den største sejr være, hvis eller når jeg står på startlinjen – og derfor vil jeg også give alt, hvad jeg overhovedet har.

Vi er ikke alle kropsfikserede narcissister

Fysisk træning handler om andet end at pleje sit udseende og øge sine leveår. Det handler om øget livskvalitet!

I går morges hørte jeg en debat om døden på P1. Flere gange blev der talt om, at vi går alt for meget op i at gå i fitnesscenter og i at træne, fordi vi gerne vil se ud på en bestemt måde, og fordi vi gerne vil leve længere eller måske ligefrem er bange for at dø. Altså en ekstrem kropsdyrkelse og et ensidigt fokus på det fysiske.

Jeg bliver så træt af denne generaliserende tilgang til det at dyrke motion og særligt det at gå i fitnesscenter. For jeg tror, der er mange mennesker, som går der af andre årsager. Fx for at blive et gladere menneske. Og hvad er egentlig problemet i det? Det er der vel ikke noget hverken usundt eller forkert i?

For mit eget vedkommende løber jeg og går i fitnesscenter, fordi jeg får det så meget bedre rent mentalt. Jeg får mere overskud – ikke mindst til mine børn og mine nærmeste. Min livskvalitet stiger simpelthen – ikke kun mens jeg træner, men også i alle de andre af døgnets 24 timer. Og når jeg sætter mig nye mål for, hvor langt jeg vil løbe, så er det fordi, jeg synes det er sjovt at overgå mig selv. Det giver noget at arbejde hen imod og betyder, at jeg får trænet mere. Jeg bliver simpelthen gladere af det.

Om jeg så ville leve kortere, fordi jeg trænede, ville jeg ikke undvære det. Og det at man bliver mere fit at se på, er bare en dejlig sidegevinst. Det har aldrig været et mål i sig selv. Så drop nu de generaliseringer!

Som småbørnsmor og ekstremsportsudøver savner jeg nuancerne!

Som svar på Freia Dams indlæg i Politiken “hellere have en slap røv end være en røvdårlig mor”, skrev jeg et modsvar. Da Politiken ikke har været ivrige efter at bringe mine indlæg, siden jeg trådte ud af Folketinget, ja så kommer det her:

Der er mere end én måde at være forælder på – og mere end én måde at være en god forælder på. Desværre findes der utroligt mange firkantede retningslinjer og råd, som forældre kan slå sig selv i hovedet med. I disse dage synes mantraet at hedde: man kan ikke løbe maraton og samtidig være en god forælder.

Den 20. marts kunne man i Politiken læse indlægget; “hellere have en slap røv end være en røvdårlig forælder”. Nu skal forældre, som ikke prioriterer fysisk træning åbenbart til at skyde deres dårlige samvittighed over på os, der gør. Hvorfor skal debatten hele tiden gøres til et enten eller? Det at have børn er jo ikke så sort/hvidt, som det ofte fremstilles. Jeg savner nuancerne!

Og ja, jeg føler mig både truffet og provokeret. Ikke fordi jeg føler mig som en dårlig mor, men fordi jeg som ekstremsportsudøver og småbørnsmor ikke vil sættes i bås. For hvis man ikke kan løbe et maraton, mens man har små børn, hvordan kan man så løbe 24-timersløb?

Det kan man eksempelvis, hvis man er villig til og har mulighed for at prioritere og gå på kompromis på andre fronter. Mine prioriterer er klare: 1) Vores børn 2) Motion 3) Politik, arbejde mm. Da vi skulle til at være forældre første gang, valgte jeg derfor at trække mig fra drømmejobbet som medlem af Folketinget.

På daværende tidspunkt var folketingshvervet for mig ikke foreneligt med at give mine børn den bedste start på livet. Jeg gik således på kompromis med mine politiske ambitioner, fordi mine børns trivsel er det vigtigste. På den ene side det sværeste valg nogensinde, på den anden side alligevel så selvindlysende.

Pludselig havde jeg fået en mening med livet, som stod over mine politiske ambitioner. Men derfra og så til at gå i den anden grøft, der er langt. Jeg elsker at være mor og sætter mine børn over alt andet. Men jeg trives også med at have andre ting i livet. Det handler om at finde en fornuftig balance, som både børn og forældre trives med.

Sidste sommer satte jeg danmarksrekord i 24-timersløb. Det krævede unægteligt en del træning. Men aftalen derhjemme var klar; det måtte ikke gå ud over familien. Da jeg også er medlem af Borgerrepræsentationen, valgte jeg derfor kun at arbejde 15 timer om ugen som sundhedspolitisk rådgiver. Jeg er klar over, at nedsat tid ikke er en reel mulighed for alle. Men det var det for mig, og havde det ikke været tilfældet, havde mit mål været for ambitiøst.

Jeg lagde så meget træning som muligt i tidsrum, hvor der ikke gik tid fra pigerne. Fx i de huller, som jeg havde i løbet af en arbejdsdag, eller når de små sov. Sidst i forløbet måtte jeg også tage lidt flere aftentimer i brug. Det var hårdt at komme af sted, når pigerne var lagt, men det var vilkårene.

Alligevel kunne det ikke undgås, og særligt ikke tæt på løbet, at pigerne en gang imellem måtte være alene med deres far eller hygge sig med bedsteforældrene. Eksempelvis når jeg løb en lang søndagstur i løbeklubben Sparta. En gang imellem tog min mand og jeg også pigerne en tur med i Dyrehaven i babyjoggeren, lige såvel som vi brugte den som transportmiddel, når vi fx skulle på stranden eller en tur i den Blå Planet.

Men jeg vil vove den påstand, at man godt kan dyrke ekstremsport, uden at det går ud over børnene. Mine mange korte løbeture var bestemt ikke tilrettelagt ud fra, hvad der var mest optimalt rent træningsmæssigt, men ud fra hvad der var foreneligt med familielivet. Jeg fravalgte også intervaltræning i klubregi, som er rigtig god træning, fordi det lå mellem kl. 16 og 20.

For mig er løb på ingen måde et spørgsmål om, hvordan jeg ser ud, som ovennævnte indlæg synes at antyde, skulle være den væsentligste årsag til, at forældre træner meget. Til gengæld betyder mit løb afsindigt meget for min mentale trivsel. Siden jeg begyndte at løbe, har jeg ikke været ramt af hverken stress eller depression, hvilket i høj grad også kommer mine børn til gode.

Omvendt dræner det mig rent mentalt, hvis jeg ikke har tid nok til mine børn. Det vigtigste for min mand og mig er at være nærværende og tilstedeværende forældre. Og det kræver tid! Vi tror ikke på begrebet ’kvalitetstid’, som vi opfatter som et udtryk for dårlig samvittighed over at have for lidt tid med sine børn.

Men man kan godt være en forælder, der prioriterer sine børn, selv om man dyrker meget sport. Lige såvel som det omvendte kan være tilfældet. Lad os nu få nuancerne med i debatten!

Som mor og ekstremsportsudøver vil jeg ikke sættes i bås

I sommer satte jeg som mor til to små piger danmarksrekord i 24-timersløb. Og jeg vil vove den påstand, at det kunne lade sig gøre, uden at det var på bekostning af familien. For ellers havde jeg aldrig gjort det. Derfor blev jeg også en smule provokeret af at læse artiklen ”Træningsivrige forældre overser børns behov” i Kristeligt Dagblad lørdag den 14. marts. 

Mest af alt fordi jeg følte mig sat i bås. 

For hvis man – som eksperterne i artiklen påstod – ikke kan træne op til et maraton, uden at det går ud over familien, hvordan skal man så kunne træne op til et 24-timersløb?

Som alt andet her i livet handler det i mine øjne om at finde en fornuftig balance – om at træffe bevidste valg og om at prioritere. 

Som mennesker og som familier er vi forskellige, og det skal der være plads til. Men jeg ville ikke kunne leve som det par, der blev omtalt i nævnte artikel, og som eksempelvis ofte ikke spiser aftensmad sammen, fordi mor eller far partout skal træne i netop det tidsrum. Som de siger: ”Det der med bare at løbe en lille tur på seks kilometer, det er bare ikke rigtigt nok, når man først har løbet et maraton.” 

I de perioder, hvor jeg løb flest kilometer per uge, løb jeg mange små ture på helt ned til 2,5 km for at få det passet ind i hverdagen på en måde, så det gik mindst muligt ud over familien. Det var ikke ud fra et hensyn til, hvad der var optimalt i forhold til træningen, men ud fra hvad der passede bedst med at være småbørnsmor.

Min mand og jeg har ligesom parret i artiklen altid dyrket sport – og også på eliteniveau – så fysisk aktivitet er bestemt et sted, hvor vi henter både energi og overskud – herunder ikke mindst overskud til vores børn. 

Men jeg er enig med både parterapeut Martin Østergaard og børnepsykolog John Halse i, at det er problematisk, hvis træningen medfører meget sporadisk samvær. For hvis der ikke er tid til at være familie, nyder børnene jo ikke godt af det øgede overskud. Min indvending er bare, at dyrkelse af ekstremsport ikke behøver at være lig med, at der ikke er tid til at være småbørnsforælder. Heldigvis er der forskellige måder at gøre tingene på.

Af samme årsag er jeg heller ikke enig med psykolog John Halse, når han siger, at det ikke er mens, man har små børn, at man skal vælge at løbe maratonløb, “for man risikerer samtidig at løbe fra sit barn”. Det handler om at træffe bevidste og til tider svære valg og om at prioritere. Samt om at være kreativ i forhold til, hvordan træningen kan passes ind i hverdagen. Da jeg bestemte mig for at ville sætte danmarksrekord i 24-timersløb, var det vigtigste for min mand og mig uden tvivl, at det ikke skulle tage for meget tid fra familien. Aftalen var, at kunne det ikke lade sig gøre, måtte vi droppe det.

Begrebet kvalitetstid er vi ikke tilhængere af, da vi opfatter det som et udtryk for dårlig samvittighed over, at man ikke har tid nok med sine børn i det daglige. Af samme årsag havde jeg heller ikke en træningsplan – noget mange undrer sig over, når jeg er ude at holde foredrag. 

Men min træning skulle passes ind efter familien, ikke omvendt. Derfor havde jeg blot nogle overordnede mål for, hvor meget jeg gerne ville løbe på for eksempel en uge eller en måned, og så blev turene passet ind alt efter, hvad der hang bedst sammen med familielivet.

Som forældre stræber vi efter at være nærværende og tilstedeværende, og det kræver tid. Af samme årsag kan vi heller ikke begge træne lige meget til hver en tid, hvorfor vi tager en sæson af gangen.

Sidst i forløbet, hvor jeg i en 2-3 uger løb omkring 100 km om ugen, kunne det ikke undgås, at jeg også måtte træne lidt i den tid, hvor jeg ellers var sammen med pigerne. Et par gange spiste vi derfor aftensmad nede ved stranden, for at jeg kunne få lidt ekstra km i benene. Men rent faktisk nød de det. Over en periode på cirka tre måneder løb jeg også en del søndagsture med løbeklubben Sparta. Men det var helt bevidst planlagt til at være i den periode, hvor Morten havde barsel og derfor også havde mere overskud til pigerne. Derudover lagde jeg så meget træning som overhovedet muligt, når børnene var lagt i seng eller var i institution. Sidstnævnte var kun muligt, fordi jeg var på nedsat tid: Et meget bevidst valg fra vores side. Havde det ikke været muligt med deltid, havde det næppe kunnet hænge sammen for os på en måde, hvor vi kunne se os selv i øjnene som forældre. Træningsturene om aftenen, når pigerne var lagt, var til tider svære et komme af sted på. Men det var vilkårene. Som forældre stræber vi efter at være nærværende og tilstedeværende, og det kræver tid. Af samme årsag kan vi heller ikke begge træne lige meget til hver en tid, hvorfor vi tager en sæson af gangen. I år, hvor jeg er gravid, skal min mand lave ironman. Når han er i Esbjerg for at arbejde og alligevel ikke kan være sammen med pigerne og mig, lægger han de lange træningspas. Ligesom han i den tid, hvor jeg trænede mere, måtte tænke kreativt for selv at få løbet lidt. Det betød, at han løb indtil Hovedbanegården om morgenen, fra stationen og ud til hospitalet og omvendt på hjemturen. En masse småture – men det tog ikke tid fra os som familie.

Så selv om vi sagtens kan nikke genkendende til, hvor meget træning og det at have et mål at træne hen imod kan betyde for det mentale overskud, så bliver vi også drænet mentalt, hvis træningen går ud over børnene og familielivet i det hele taget. Derfor vil jeg som ekstremsportsudøver ikke sættes i bås. Der er heldigvis flere måder at gøre tingene på, og man kan godt dyrke ekstremsport uden at have et ekstremt forhold til sin træning. Var det ikke muligt, havde vi valgt det anderledes, mens vi har små børn.

Indlægget blev bragt i Kristeligt Dagblad den 18. marts 2015: http://www.kristeligt-dagblad.dk/familieliv/som-mor-og-ekstremsportsudoever-vil-jeg-ikke-saettes-i-baas

Anne Marie Geisler Andersen er sundhedspolitisk rådgiver, medlem af Borgerrepræsentationen for Radikale Venstre og danmarksrekordholder i 24-timersløb