Psykisk sygdom: Børns baggrund skal ikke afgøre deres fremtid

Alle børn skal have den bedst mulige start på livet. Desværre har en undersøgelse fra Psykiatri Fonden vist, at næsten hvert andet barn i familier med psykisk sygdom selv får selv psykiske problemer. Alligevel eksisterer der endnu ikke noget systematisk tilbud om hjælp til disse børn.

Rent faktisk var det lige netop min opvækst med en far, der blev ramt af psykisk sygdom, som fik mig til at gå ind i politik. Min far fik ikke den rette hjælp i tide, og det gjorde vi børn heller ikke. Vi passer da også glimrende ind i statistikken; min søster gik fri, og jeg blev efterfølgende diagnosticeret med bl.a. depression. Gentagne gange er det kommet bag på mig, hvor meget visse oplevelser stadig sidder i mig – det selv om jeg har haft 20 år til at lære at leve med dem.

Alt for mange af de berørte børn bliver en slags ’små voksne’, som tager sig af deres forældre og lever med bekymringer, som er alt for store for et barn at bære. Ikke mindst hvis man må gå alene med disse, fordi de kan være rigtig svære at tale om. For de børn, som kun har den syge forælder, er belastningen endnu større.

Allervigtigst tror jeg det er som pårørende at lære at passe på sig selv. For mig er dette kun blevet endnu tydeligere, efter jeg selv er blevet mor. Jeg er nødt til at lære at give slip og ikke lade min fars sygdom påvirke mig mere – selv om det er lettere sagt end gjort.

I lande som Sverige og Norge har man ved lov indført et systematisk tilbud om hjælp til børn, der er pårørende til alvorligt syge. På alle norske hospitaler er der en børneansvarlig sundhedsperson, som skal afklare, om alvorligt syge patienter har børn, undersøge disses behov for hjælp og tilvejebringe denne.

I Danmark er vi ikke helt så langt fremme. I den seneste satspuljeaftale afsatte man midler til at støtte en række projekter på området, og her i Region Hovedstaden har man også arbejdet med det de seneste år. Men overordnet set er indsatsen spredt, utilstrækkelig og langt fra systematisk.

Ved at sikre den nødvendige hjælp i tide kan vi forebygge, at børn, der vokser op med en forælder med psykisk sygdom, selv udvikler psykiske eller sociale problemer. Dette ved både at tilbyde børn i risikogruppen tidlig hjælp, samt ved at støtte forældrene i at hjælpe deres børn bedst muligt.

Derfor går jeg til valg på, at vi sikrer alle børn af forældre med alvorlig psykisk sygdom en mulighed for at få hjælp på linje med vores nabolande. Der er mange, og det koster – men det koster så sandelig også at lade være!

Bragt i Frederikssund og Rudersdal Lokalavis primo juni 2015

 

Børn af psykisk syge skal ikke rammes dobbelt

Onsdag den 4. marts offentliggjorde Psykiatri Fonden en undersøgelse, der viser, at børn af psykisk syge forældre har en stor risiko for selv at blive syge. Omkring 80.000 børn og unge vokser i Danmark op i familier med psykisk sygdom, og heraf oplever næsten halvdelen selv at få psykiske problemer. Desværre eksisterer der endnu ikke noget systematisk tilbud om hjælp til disse børn.

Særligt den personlige historie i Politiken ramte mig – den kunne lige så godt kunne have været min egen. Rent faktisk var det netop min opvækst med en far, der blev ramt af psykisk sygdom, som fik mig til at gå ind i politik. Min far fik ikke den rette hjælp i tide, og det gjorde vi børn heller ikke. Vi passer da også glimrende ind i statistikken; min søster gik fri, jeg blev efterfølgende diagnosticeret flere gange med bl.a. depression. Gentagne gange er det kommet bag på mig, hvor meget min fars sygdom har påvirket – og stadig påvirker mig – også selv om jeg har haft 20 år til at lære at leve med dem.

I lande som Sverige og Norge har man ved lov indført et systematisk tilbud om hjælp til børn, der er pårørende til alvorligt syge. I Norge har alle hospitaler eksempelvis en børneansvarlig sundhedsperson, som skal afklare, om alvorligt syge patienter har børn, kortlægge barnets behov for information og opfølgning samt sikre sidstnævnte. I Danmark sker der lidt på området, men langt fra nok. I Region Hovedstaden eksempelvis er man godt på vej på dette område, som man har arbejdet med i flere år. Ligeledes afsatte Folketinget i den seneste satspuljeaftale midler til at hjælpe børn, der er pårørende. Men samlet set er indsatsen spredt, utilstrækkelig og langt fra systematisk.

Ved at sikre den nødvendige hjælp i tide, vil vi kunne forebygge, at børn af forældre med psykisk sygdom selv udvikler psykiske eller sociale problemer. Dette handler både om at tilbyde børnene tidlig hjælp samt at støtte forældrene i at hjælpe deres børn bedst muligt. Altså en hjælp, der har fokus på hele familien. Rent faktisk er netop børn af mennesker med psykisk sygdom et af de allermest oplagte steder at sætte ind, hvis vi gerne vil blive bedre til at forebygge psykisk sygdom. Derfor går jeg til valg på, at vi sikrer alle disse børn en ret til og mulighed for at få den nødvendige hjælp. De er mange, og det koster – men både menneskeligt og økonomisk koster det så sandelig også at lade være!

Indlægget er bragt i Frederiksborg Amts Avis d.d.

Landsmødetale: Vi skal have en familiepolitik og ros til Psykiatriplan

Min tale til Radikale Venstres landsmøde: “Jeg vil gerne slå et slag for den øremærkede barsel til mænd. Familier og forældre skal selv kunne bestemme, hvordan de deler barslen mellem sig. Men den mulighed mener jeg ikke, de har den dag i dag. På mange arbejdspladser hersker en kultur, som gør det svært for fædre at tage den del af barslen, som de måtte ønske. Øremærket barsel kan være med til at skabe den kulturændring, som på sigt vil gøre det reelt muligt for familier at fordele barslen, som de ønsker.
Når det så er sagt, er øremærket barsel ikke nok til at skabe de rette vilkår for de mange børnefamilier. Jeg har været rigtig ked af, at vi stort set ikke har haft andet at byde ind med i debatten om småbørnsforældres kår, end at det er op til forældrene selv at prioritere. For – jeg mener – selvfølgelig er det det. Men det er i den grad op til os som politikere at skabe de muligheder og de rammer, som forældrene kan prioritere indenfor. Der mener jeg, at vi kan gøre det bedre!
Danmark bør efter min mening have en familiepolitik, og vi kan starte med at skele til vores naboland Sverige, hvor småbørnsforældre har langt bedre mulighed for at gå ned tid. Og dermed også for at prioritere børnene og sætte deres behov i centrum i en periode, hvor de har allermest brug for det. En familiepolitik er ikke kun til gavn for stressede forældre. Det er en investering i vores børn og dermed også i fremtiden!
Sidst vil jeg gerne rose. Det skal man også gøre, når der er grund til det. Jeg er rigtig glad for, at Regeringen har lavet en Psykiatriplan. Særligt er det vigtigt, at vi nu fra centralt hold har fået slået fast, at mennesker med psykisk sygdom skal behandles ligeværdigt med mennesker, der har en fysisk sygdom. Og at vi tror på, at man kan komme sig fra en psykisk lidelse. Så tak for det!”

Til valg på familiepolitik

Dette indlæg er skrevet i egenskab af folketingskandidat for Radikale Venstre i Nordsjællands Storkreds.

Debatten om danske børnefamiliers kår har kørt længe og med god grund. Senest havde journalist Sofie Maria Brand et indlæg i Politiken, hvor hun talte for, at vi lader os inspirere af Sverige. Her har småbørnsforældre mulighed for at gå ned i tid, mens børnene er små, og bedre mulighed for at passe syge børn.

Jeg har været rigtig ærgerlig over, at der ikke har været andet budskab fra politisk hold, end at forældrene selv må prioritere. Selvfølgelig må de det, men vi politikere må sikre, at børnefamilierne har reelle muligheder for at prioritere.

Personligt er jeg privilegeret, at jeg som mor til to små har mulighed for at arbejde på deltid ved siden af mit politiske hverv i Københavns Borgerrepræsentation. Desværre har langt fra alle småbørnsforældre samme mulighed. Derfor går jeg til valg på, at Danmark bør have en familiepolitik.

Det vil langt fra kun komme forældrene til gode, hvis de får bedre muligheder for at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen og for at prioritere børnene, mens de er små. Hvis vi forebygger, at forældre går ned med stress, vil de have mere overskud til deres børn. Det vil være en investering i børnene, som vil opnå øget trivsel og robusthed, og på sigt vil blive sundere mennesker.

Alt for mange børn og unge kæmper med psykiske problemer, og en del af disse bunder i dårligt selvværd. Ikke alt kan begrundes i de familiære relationer, men vi bør give forældrene bedre mulighed for at give deres børn det nærvær og den tryghed, som de har brug for, mens de er små. Alt andet lige vil det give børnene mere at stå imod med. En god start på livet i balance med sig selv og sine omgivelser gavner det enkelte barn, familien og dermed også samfundet som hele.

Jeg siger ikke, folk skal leve på en bestemt måde, eller at vi som politikere skal diktere bestemte livsvalg. Tværtimod skal vi tage udgangspunkt i, at familier og børn er forskellige. Det er ikke alle børn, som har bedst af at komme i institution på fuld tid, når de fylder 1 år. Og det er ikke alle forældre, som prioriterer karrieren højest, mens børnene er små. Derfor skal en familiepolitik skabe reelle muligheder for, at familierne kan prioritere herefter – og i min optik kunne en familiepolitik meget vel være inspireret af Sverige.

Indlægget blev bragt I Frederiksborg Amts Avis d.d.

Politikere må skabe bedre rammer for småbørnsfamilier

Anne-Marie Løkkegaards indlæg i Politiken den 19. april: ”Hjælp os børnefamilier inden vi segner af stress” er blevet genstand for voldsom debat. Og med god grund, for debatten om småbørnsfamiliers kår er mere relevant end nogensinde. Stress har længe været et stort problem, og intet tyder på, vi har fået vendt udviklingen.

Imidlertid har Løkkegaards indlæg først og fremmest ført til beskyldninger om manglende personligt ansvar. Men der er altid to sider af en sag, det gælder ikke mindst stress. Politikerne må også skabe rammer, der gør det muligt at balancere familie- og arbejdsliv.

Jeg er for så vidt enig i, at mange forældre i dag har urealistisk høje forventninger til, hvad de skal kunne præstere, samtidig med at de har små børn. Megen stress kan forebygges ved at justere sine forventninger, og det er ikke givet, at både mor og far skal gøre karriere for fuld skrue, mens man har små børn. Problemet er, hvis vi som politikere ikke skaber mulighederne for, at man kan gøre det anderledes. Fx ved at gøre det lettere at gå på deltid.

Mange politikere taler for udvidede åbningstider i daginstitutionerne, så vi alle kan bidrage til den fortsatte vækst. For nogle kan mere fleksible åbningstider også kunne være løsningen, hvorfor vi i Radikale Venstre i København netop foreslået at åbne en døgnåben, integreret vuggestue og børnehave mere. Erfaringer viser dog, at langt fra alle forældre ønsker at gøre brug af udvidede åbningstider, hvis de kan løse pasningsproblemet på anden vis. Derfor bør mulighederne være flere. 

Som politikere må vi spørge os selv, hvilken retning vi ønsker at trække samfundet i. Får børn generelt set den bedste start på livet ved at tilbringe mere tid i institution, og er det sådan vi skaber sunde borgere, som fremadrettet vil kunne bidrage til samfundet? For slet ikke at tænke på, om det er løsningen for alle de forældre, som vælger at sætte børn i verden. Det er formentlig de færreste, der gør dette uden et ønske om også at være sammen med deres børn. Ligeledes har børn brug for, at deres forældre er til stede – både fysisk og mentalt. Når forældre rammes af stress, går det også ud over børnene.

Hvad angår det politiske fokus på vækst, bliver det ofte reduceret til et spørgsmål om, at alle skal arbejde mere. Men vi ved, at mennesker der er stressede ikke yder det samme, er mindre innovative og mindre effektive. Ligeledes bidrager det ikke til væksten på sigt, hvis småbørnsforældre går ned med stress og kun helt eller delvist kommer tilbage på arbejdsmarkedet. Økonomisk bæredygtighed kræver menneskelig bæredygtighed. Og sidstnævnte er der for lidt politisk fokus på.

Derfor mener jeg, det burde være lettere at gå på deltid. Jeg kender mange børnefamilier, som er på randen af eller har været ramt af stress, og for hvem et deltidsjob kunne være en del af løsningen. Imidlertid er det mit indtryk, at det langt fra er alle, der har mulighed for dette. Nogle steder modsætter arbejdsgiveren sig direkte, mens det andre steder nok snarere er et spørgsmål om en kultur. Hvorfor skeler vi ikke til Sverige, hvor småbørnsforældre har ret til at gå ned i tid, indtil børnene når en bestemt alder? Vi behøver ikke kopiere ordningen, men måske vi kunne lade os inspirere?

Det at være småbørnsforælder kræver, at man træffer svære valg og prioriterer i livet. Men det kræver sandelig også, at man fra politisk hold skaber forskellige muligheder for, at familier kan skabe balance mellem familie- og arbejdsliv. Og at man har muligheden for at prioritere børnene, mens de er små og har allerstørst behov.   

Balance mellem arbejde og privatliv – Småbørnsfamilier bør have bedre kår

I den seneste tid er jeg flere gange stødt på en problemstilling, som ligger mig meget på sinde – både som mor og politiker. Nemlig den svære balance mellem arbejde og privatliv. Denne var årsagen til, at jeg valgte ikke at genopstille til Folketinget, da vi ventede vores første barn. Men samtidigt er den også medvirkende til, at jeg som kandidat til Borgerrepræsentationen i København ønsker at komme tilbage i politik igen.

Den bedste start på livet for mine børn harmonerede ikke med et krævende Folketingsarbejde. Jeg har tidligere haft to stressudløste depressioner, og det ville jeg ikke risikere i mine børns første tid. Måske er netop det årsagen til, at der ikke bliver gjort mere for at bedre børnefamiliernes livssituation; nemlig at mange småbørnsforældre vælger det politiske arbejde fra, fordi det er så svært at balancere med familielivet.

Selv om jeg i dag er mor til to små børn, håber jeg på paradoksal vis at komme tilbage i politik igen, velvidende at det bliver hårdt. For det er på høje tid, vi får lettet børnefamiliers kår. En alt for stresset hverdag skader både børn og forældre. Skal vores børn vokse op og trives, nytter det ikke, at mor og far ikke er nærværende i barndommen, går ned med stress eller det, der er værre. Jo sværere det bliver for forældre at varetage forældrerollen, desto mere vil det kræve at samfundets institutioner. Det store spørgsmål er, hvad vi gør ved det?

Samfundets utallige muligheder skaber en forventning om, at man også benytter dem, og det kræver en ufattelig evne til konstant at prioritere. Efterhånden er der så mange mennesker, som har svært ved at håndtere nutidens samfundsforhold, at vi ikke kan blive ved at reducere det til et individuelt problem. Vi er nødt til at forholde os kritisk til en kultur, hvor man konstant skal løbe stærkere for at leve op til de mange krav og idealer.

I højere grad må vi indrette samfundet efter de forskellige livsfaser. Der er perioder, som kræver mere af os på privatfronten. Det gælder ikke mindst årene med småbørn. I Sverige har småbørnsforældre en lovfæstet ret til at gå ned i tid, hvilket giver dem bedre mulighed for at varetage forældrerollen. Særligt i en tid med høj ledighed, synes dette et oplagt sted at starte, eftersom det kunne skabe flere job. Så hvorfor ikke gøre det samme i Danmark?

Indlægget blev bragt i Kristeligt Dagblad den 31. oktober 2013