For meget mand?

Om højt testosteronniveau hos kvindelige elitesportsudøvere

Fredag den 11. august 2017 var jeg i Deadline for at debattere kvindelige sportsudøvere med et højt niveau af testosteron. En utrolig svær og dilemmafyldt debat, hvor der ikke én optimal som løsning, som tilgodeser alle hensyn. En debat, der synes at rejse flere spørgsmål end svar. Og en debat der er fuld af følelser, og som kan have utrolig stor betydning for den enkelte atlet, ja måske ligefrem for sporten på sigt.

Hvorfor diskuteres det?

Baggrunden for debatten var VM i atletik, hvor der i 800m konkurrencen var flere deltagere, som skulle have et utrolig højt testosteron-niveau. Hvordan de forskellige atleter i øvrigt er skabt i forhold til deres kromosomer, eller i hvilket omfang de har mandlige eller kvindelige kønsorganer, ved jeg ikke. Caster Semenya, som er en af de mest omdiskuterede, har jeg dog læst lidt op på. Semenya har efter sigende et utroligt højt testosteron-niveau. På den baggrund er hun tidligere blevet kønstestet. Her fandt man ud af, at hun havde kvindelige ydre kønsorganer, men indre testikler. Hun er hermafrodit, hvilket overordnet set betyder tvekønnet. Efter sigende skulle det også være kommet bag på hende selv, at hun havde indre testikler, hvorfor hun må have opfattet sig selv som værende kvinde. Det må være en voldsom oplevelse at blive kønstestet i forbindelse med sin sport og i fuld offentlighed at skulle forholde sig til at være tvekønnet.

Sporten skal kunne rumme forskellighed

Problemstillingen i forhold til de konkrete atleter er, at de stiller op i kvindekonkurrencen, selv om de har et unormalt højt niveau af testosteron sammenlignet med andre kvinder, og at de også præsterer på et utroligt højt niveau – formentligt derfor de har valgt netop den sport. Men kan man udelukke dem på baggrund af testosteron-niveau? Det blev Semenya i første omgang, hvorefter hun blev tvunget til at tage testosteronsænkende medicin. Sidstnævnte finder jeg helt absurd, og det minder mest af alt om en omvendt form for doping. Desuden er det min klare holdning, at sporten skal kunne rumme mennesker, som de er, og med de forskelligheder de nu engang besidder. Selvfølgelig er det ikke ok at dope sig med testosteron, men hvis man fra naturens side er udstyret med et højt niveau, så må man også kunne passe ind et sted – spørgsmålet er bare hvor?

Testosteron-niveau som udgangspunkt?

Kunne man forestille sig, at niveauet af testosteron var grundlaget for at inddele mennesker i forbindelse med mesterskaber, så det ikke hedder mænd og kvinder, men over eller under en vis grænse af testosteron? Umiddelbart lyder det måske rimeligt, men det synes ikke så simpelt endda. For mennesker reagerer forskelligt på testosteron, hvorfor to mennesker med samme høje niveau ikke nødvendigvis vil profitere lige meget af det. Desuden er der andre naturlige veje til store muskler – nogle mennesker har måske et jævnt niveau af testosteron, men responderer utrolig godt på træning, er disciplineret ud over alle grænser, eller formår at få den helt rette kostsammensætning. Er det så fair, at de der har det på baggrund af et højt niveau af testosteron skal konkurrere i en anden kategori? Og hvad hvis disse besidder andre fysiologiske forhold, som bestemt ikke er en fordel som fx korte ben, mindre blodvolumen etc.? Ligeledes kan man have et højt niveau af testosteron uden nødvendigvis at have kæmpe store muskler, og så er det vel heller ikke rimeligt, at man skal konkurrere i en anden kategori på grund af netop dette?

Og hvad med mænd, der har et unormalt lavt niveau? Skulle de så have lov at få tilført lidt ekstra, fordi de ligger på niveau med kvinderne, eller skal de i stedet konkurrere med disse? Ville det være mere fair?

Andre fordele end muskler

Ud over testosteron er der også andre fysiologiske forhold, som kan være en fordel i forbindelse med sport. Mænd er generelt højere end kvinder, hvorfor mange mænd også har længere ben. Skal vi så til at overveje, om kvinder med en benlængde ud over det sædvanlige skal spille fx basket ball sammen med mændene? For er det fair, at kvinder med korte ben ikke har en chance for at være med?

Forleden fik jeg tilfældigvis målt fedtprocent og muskelmasse, og i forbindelse med debatten her tjekkede jeg så, hvordan jeg lå sammenlignet med mænd. Det første, jeg faldt over, var et skema, der var inddelt på alder og køn. Min fedtprocent på 11 procent svarede til den yngste herrekategori, og der stod, at det var det perfekte niveau for en mand på 20-24 år. Dette efter halvanden måned, hvor jeg har trænet meget lidt. Efterfølgende sagde diætisten, der udførte testen oven i købet, at mine værdier svarede til en topatlet, der havde trænet seriøs styrketræning seks måneder i træk og samtidig været på en streng diæt. Er det fair, at jeg i 24-timersløb konkurrerer med kvinder, når jeg har en fedtprocent svarende til en mands? Andelen af fedt på kroppen hænger jo ofte også tæt sammen med niveauet af testosteron. Jeg kommer dog næppe i nærheden af et niveau som Caster Semenya, selv om jeg altid har følt mig mere maskulin end gennemsnittet af kvinder. Men det kunne egentlig være sjovt at få testet, hvor jeg ligger henne.

Forskellige sportsgrene, forskellige fysiologiske fordele

Spørgsmålet er, om min lave fedtprocent i virkeligheden er en fordel eller en ulempe i forbindelse med ultraløb? Umiddelbart synes det en fordel, at en relativt stor del af kroppen er muskler frem for fedt. Men hvad med depoter? Hvem ved, om jeg godt kunne bruge lidt mere fedt at tære på under mine lange løb? Det. jeg prøver på at sige. er, at nok er testosteron en styrke inden for mange former for sport. Men hvad med i de sportsgrene, hvor det ikke nødvendigvis er det? Skal vi der dele op i henholdsvis mænd og kvinder på traditionel vis, eller skulle en eventuel fremtidig inddeling i kategorier på baggrund af testosteron gælde i alle sportsgrene? Umiddelbart synes det at blive noget rod, hvis man skal til at skelne og lave forskellige ’kønsinddelinger’ i forskellige sportsgrene.

Hvad er alternativet?

Ville det være mere fair at lægge en bredere forståelse af kønnet til grund for inddelingen? Ex en samlet vurdering af kromosomer, kønsorganer og testosteron-niveau? Kunne man ud fra dette vurdere, om den enkelte er mest mand eller mest kvinde? Og hvad med det selvopfattede køn, betyder det noget? For måske er der en grund til, at man opfatter sig selv som henholdsvis mand eller kvinde – måske hænger det sammen med ens fysiologi? Hvis det var muligt at sige, hvorvidt den enkelte er mest mand eller mest kvinde, ville jeg personligt finde det rimeligt, at skulle konkurrere mod en kvinde, der var 49 procent mand. Vi hverken kan eller skal være lige alle sammen – det er jo deri konkurrencen ligger, og det er op til den enkelte sportsudøver at dyrke lige netop de fortrin, som vedkommende selv har.

Hvis man ser på fodbold, er der jo også mange piger, der er meget maskuline. Her tænker vi måske ikke så meget over det, fordi der er tale om et hold, og den enkeltes præstation derfor ikke står lige så tydeligt frem. Men er det fair, at den lille sylfide af en pige ikke kan være med der, fordi hun ikke har halvt så meget testosteron? Ja, det synes jeg faktisk, at det er. For fodboldpigerne – eller Caster Semenya for den sags skyld – må også affinde sig med, at der er sportsgrene, hvor de ikke er særligt godt stillet. Det kunne være sportsgrene, der fokuserer på eksempelvis ynde og elegance – selv om der givetvis også vil være nogle atleter, som gør sig godt flere steder. Mennesket er en sammensat størrelse, og der er mange andre faktorer end testosteron, som spiller ind.

Passer heller ikke ind andre steder

Men for at vende tilbage til Caster Semenya. Jeg kan godt forstå, at det er træls for hendes konkurrenter, og at man kan opleve det urimeligt, at hun har en naturgiven fordel. Men da jeg i Deadline så klippet af en hvid atlet, der stod og græd, fordi hun var frustreret over at skulle konkurrere med nogle af de meget maskuline atleter, ja så kunne jeg ikke lade være at tænke på, hvordan sådan en som Caster Semenya må have det. Måske har hun aldrig rigtig passet ind nogle steder i samfundet? Så finder hun en sportsgren, hvor hun kan drage fordel, af den måde hun er skabt på, og så passer hun heller ikke ind der. Hun skal kønstestes og sluge resultatet i fuld bevågenhed. Hun skal tage testosteronsænkende medicin, fordi hun ikke må være med, som hun er. Og gang på gang dukker debatten op igen, hvorfor hun måske aldrig rigtigt ved, om hun er købt eller solgt.

Vi skylder at finde en afklaring

Om Semenya og de andre atleter med højt testosteron-niveau skal løbe sammen med mænd eller kvinder er en svær debat. Men jeg synes ærlig talt, vi skylder dem på et tidspunkt, at lukke den. I hvert fald indtil nogen måtte komme op med et bedre alternativ til den inddeling, vi har i dag. Og så længe problemet ikke er større, end det er tilfældet, bør man også overveje, om ikke det er for tidligt at ændre på forholdene. Nok virker det voldsomt med tre meget maskuline atleter i en og samme finale, men det sker jo heller ikke hver dag. Er det overhovedet set så markant før? I hvert fald skulle Deadline helt tilbage til 80’erne for at finde endnu et rigtig godt eksempel på en kvinde, der lignede og løb som en mand.

Hvad mener du om problematikken?

Amager Strandpark for alle året rundt

Som landsholdsløber løber jeg mange gange om ugen sommer såvel som vinter. Amager Strandpark er uden tvivl mit foretrukne aktivitetssted, og efter alt at dømme er jeg ikke ene om at have det sådan. Stedet benyttes af mange forskellige mennesker til et utal af sportsgrene og andre aktiviteter hele året rundt. Dog synes jeg, der mangler noget, som de helt små kan fornøje sig med, når det ikke er varmt nok til at bade.

Derudover har det undret mig, at det kun er handicaptoiletterne ud til vandet, der er åbne året rundt. I foråret oplevede jeg en far løbe fortvivlet rundt om et af de øvrige toiletter med sin lille datter, fordi det var aflåst. Der er langt ud til vandet, hvis man har børn, er gravid, dårligt gående eller på tur med en hel daginstitution.

Jeg mener, der bør være god mulighed for at bruge det offentlige rum til aktivitet. Det gælder for alle aldersgrupper såvel som året rundt. Derfor vil jeg arbejde for, at de eksisterende toiletfaciliteter bliver tilgængelige hele året, samt at der bliver etableret en naturlegeplads i Strandparken.

Indlægget blev bragt i Amager Bladet tirsdag den 2. juli 2013 under overskriften ”Amager Strandpark. De små fornøjelser mangler i Strandparken.”