De pressede forældre – og døgnåbne daginstitutioner

I dag handlede Go’ Morgen Danmark om døgnåbne daginstitutioner. Fra politisk hold bør vi sikre forskellige muligheder for, at familier kan få hverdagen til at hænge sammen. Og for forældre med meget skæve arbejdstider eller natarbejde kan døgnåbne daginstitutioner være en mulig løsning. I mine øjne bliver det dog problematisk, hvis muligheder ikke længere forbliver muligheder, men udvikler sig til udtalte forventninger eller direkte krav. Jeg ønsker ikke at bevæge mig i retning af et samfund, hvor man eksempelvis forventes at stå til rådighed for natarbejde for at kunne få dagpenge eller anden understøttelse ved ledighed. Min mand kalder det et tænkt eksempel – dertil kommer vi aldrig. Men allerede i dag oplever jeg, at vi i højere grad skal være villige til at rejse eller bevæge os efter arbejde – også selv om transporttiden kan gøre det svært at få hverdagen med børn til at hænge sammen. Vi forventes i højere grad at flytte os rent fysisk eller geografisk efter arbejde. Hvad skulle forhindre, at det med fx døgninstitutioners øgede udbredelse vil blive krævet eller forventet, at vi i højere grad bevæger os efter arbejde over tid – fx ved at stå til rådighed for aften- og natarbejde. Er det en uomgængelig del af udviklingen, og er der kun EN vej frem? Eller bør vi være skeptiske og selv tage ansvar for, hvilken retning samfundet skal i? Jeg mener det sidste. Jeg ønsker et samfund med plads til mange forskellige muligheder at være forældre på – uden at det muliges kunst bliver nødvendighedens. Døgninstitutioner kan være løsningen for nogle. Selv ønsker jeg ikke at gøre brug heraf, og jeg ønsker ikke at forældre bliver tvunget til det. Det skal være – men også forblive – en mulighed.

Som småbørnsmor og ekstremsportsudøver savner jeg nuancerne!

Som svar på Freia Dams indlæg i Politiken “hellere have en slap røv end være en røvdårlig mor”, skrev jeg et modsvar. Da Politiken ikke har været ivrige efter at bringe mine indlæg, siden jeg trådte ud af Folketinget, ja så kommer det her:

Der er mere end én måde at være forælder på – og mere end én måde at være en god forælder på. Desværre findes der utroligt mange firkantede retningslinjer og råd, som forældre kan slå sig selv i hovedet med. I disse dage synes mantraet at hedde: man kan ikke løbe maraton og samtidig være en god forælder.

Den 20. marts kunne man i Politiken læse indlægget; “hellere have en slap røv end være en røvdårlig forælder”. Nu skal forældre, som ikke prioriterer fysisk træning åbenbart til at skyde deres dårlige samvittighed over på os, der gør. Hvorfor skal debatten hele tiden gøres til et enten eller? Det at have børn er jo ikke så sort/hvidt, som det ofte fremstilles. Jeg savner nuancerne!

Og ja, jeg føler mig både truffet og provokeret. Ikke fordi jeg føler mig som en dårlig mor, men fordi jeg som ekstremsportsudøver og småbørnsmor ikke vil sættes i bås. For hvis man ikke kan løbe et maraton, mens man har små børn, hvordan kan man så løbe 24-timersløb?

Det kan man eksempelvis, hvis man er villig til og har mulighed for at prioritere og gå på kompromis på andre fronter. Mine prioriterer er klare: 1) Vores børn 2) Motion 3) Politik, arbejde mm. Da vi skulle til at være forældre første gang, valgte jeg derfor at trække mig fra drømmejobbet som medlem af Folketinget.

På daværende tidspunkt var folketingshvervet for mig ikke foreneligt med at give mine børn den bedste start på livet. Jeg gik således på kompromis med mine politiske ambitioner, fordi mine børns trivsel er det vigtigste. På den ene side det sværeste valg nogensinde, på den anden side alligevel så selvindlysende.

Pludselig havde jeg fået en mening med livet, som stod over mine politiske ambitioner. Men derfra og så til at gå i den anden grøft, der er langt. Jeg elsker at være mor og sætter mine børn over alt andet. Men jeg trives også med at have andre ting i livet. Det handler om at finde en fornuftig balance, som både børn og forældre trives med.

Sidste sommer satte jeg danmarksrekord i 24-timersløb. Det krævede unægteligt en del træning. Men aftalen derhjemme var klar; det måtte ikke gå ud over familien. Da jeg også er medlem af Borgerrepræsentationen, valgte jeg derfor kun at arbejde 15 timer om ugen som sundhedspolitisk rådgiver. Jeg er klar over, at nedsat tid ikke er en reel mulighed for alle. Men det var det for mig, og havde det ikke været tilfældet, havde mit mål været for ambitiøst.

Jeg lagde så meget træning som muligt i tidsrum, hvor der ikke gik tid fra pigerne. Fx i de huller, som jeg havde i løbet af en arbejdsdag, eller når de små sov. Sidst i forløbet måtte jeg også tage lidt flere aftentimer i brug. Det var hårdt at komme af sted, når pigerne var lagt, men det var vilkårene.

Alligevel kunne det ikke undgås, og særligt ikke tæt på løbet, at pigerne en gang imellem måtte være alene med deres far eller hygge sig med bedsteforældrene. Eksempelvis når jeg løb en lang søndagstur i løbeklubben Sparta. En gang imellem tog min mand og jeg også pigerne en tur med i Dyrehaven i babyjoggeren, lige såvel som vi brugte den som transportmiddel, når vi fx skulle på stranden eller en tur i den Blå Planet.

Men jeg vil vove den påstand, at man godt kan dyrke ekstremsport, uden at det går ud over børnene. Mine mange korte løbeture var bestemt ikke tilrettelagt ud fra, hvad der var mest optimalt rent træningsmæssigt, men ud fra hvad der var foreneligt med familielivet. Jeg fravalgte også intervaltræning i klubregi, som er rigtig god træning, fordi det lå mellem kl. 16 og 20.

For mig er løb på ingen måde et spørgsmål om, hvordan jeg ser ud, som ovennævnte indlæg synes at antyde, skulle være den væsentligste årsag til, at forældre træner meget. Til gengæld betyder mit løb afsindigt meget for min mentale trivsel. Siden jeg begyndte at løbe, har jeg ikke været ramt af hverken stress eller depression, hvilket i høj grad også kommer mine børn til gode.

Omvendt dræner det mig rent mentalt, hvis jeg ikke har tid nok til mine børn. Det vigtigste for min mand og mig er at være nærværende og tilstedeværende forældre. Og det kræver tid! Vi tror ikke på begrebet ’kvalitetstid’, som vi opfatter som et udtryk for dårlig samvittighed over at have for lidt tid med sine børn.

Men man kan godt være en forælder, der prioriterer sine børn, selv om man dyrker meget sport. Lige såvel som det omvendte kan være tilfældet. Lad os nu få nuancerne med i debatten!

En investering i børnene

8/12 inviterede Karina Rohrberg Jessen (V) her i JP til at tænke ud af boksen med henblik på at skabe mere fleksible arbejdsvilkår for småbørnsfamilierne.

Jeg er meget enig i, at vi som politikere bør sikre bedre vilkår for småbørnsfamilierne, hvoraf mange kæmper med stress. KRJ foreslår, at man kan bruge noget af sin pension før tid. For nogle vil dette måske være en mulighed. Men det vil næppe være alle, der som småbørnsforældre har en pension af en størrelse, så dette er en reel mulighed.

Hvis vi skal tænke ud af boksen, kunne et andet forslag være, at der for småbørnsforældre var færre krav og restriktioner i forbindelse med udbetalingen af supplerende dagpenge, så man kunne få dem udbetalt ud over de 30 uger og uden at skulle søge fuldtidsjob, deltage i aktivering m.m. Dette forslag ville dog kræve, at man var dagpengeberettiget.

En helt tredje – og i mine øjne foretrukken – mulighed kunne derfor være at lade sig inspirere af Sverige, hvor småbørnsforældre har en lovsikret ret til at gå ned i tid. Eksempelvis kunne man gå ned på 80 pct. Om der skulle suppleres med en ydelse svarende til dagpenge, kan diskuteres. Jeg er dog ikke helt så afvisende som KRJ over for, at en familiepolitik vil kræve investeringer. For jeg er fuldt overbevist om, at en sådan investering vil kunne betale sig i det lange løb, også rent økonomisk. Færre stressede forældre, der risikerer at gå ned med flaget, og ikke mindst flere børn, der får en god start på livet med nærværende og tilstedeværende forældre.

En enkelt ting har jeg dog svært ved at forstå. Karina Rohrberg Jessen taler også for en fleksibel velfærdsservice. Alligevel kæmpede Venstre i Borgerrepræsentationen ikke imod, da vi for nylig afskaffede tilskuddet til at passe sit barn i eget hjem. En ordning, som vi i Det Radikale Venstre forsøgte at bevare. Muligheden for i en periode selv at kunne passe sit barn var netop med til at øge fleksibiliteten, så den enkelte småbørnsfamilie i højere grad selv kunne tilrettelægge sin hverdag, så det hang sammen. Forhåbentlig vil også Venstres gruppe i Borgerrepræsentationen være med til at investere i mere fleksible vilkår for småbørnsfamilierne.

Indlægget blev bragt i Jyllandsposten den 15. december 2014

Landsmødetale: Vi skal have en familiepolitik og ros til Psykiatriplan

Min tale til Radikale Venstres landsmøde: “Jeg vil gerne slå et slag for den øremærkede barsel til mænd. Familier og forældre skal selv kunne bestemme, hvordan de deler barslen mellem sig. Men den mulighed mener jeg ikke, de har den dag i dag. På mange arbejdspladser hersker en kultur, som gør det svært for fædre at tage den del af barslen, som de måtte ønske. Øremærket barsel kan være med til at skabe den kulturændring, som på sigt vil gøre det reelt muligt for familier at fordele barslen, som de ønsker.
Når det så er sagt, er øremærket barsel ikke nok til at skabe de rette vilkår for de mange børnefamilier. Jeg har været rigtig ked af, at vi stort set ikke har haft andet at byde ind med i debatten om småbørnsforældres kår, end at det er op til forældrene selv at prioritere. For – jeg mener – selvfølgelig er det det. Men det er i den grad op til os som politikere at skabe de muligheder og de rammer, som forældrene kan prioritere indenfor. Der mener jeg, at vi kan gøre det bedre!
Danmark bør efter min mening have en familiepolitik, og vi kan starte med at skele til vores naboland Sverige, hvor småbørnsforældre har langt bedre mulighed for at gå ned tid. Og dermed også for at prioritere børnene og sætte deres behov i centrum i en periode, hvor de har allermest brug for det. En familiepolitik er ikke kun til gavn for stressede forældre. Det er en investering i vores børn og dermed også i fremtiden!
Sidst vil jeg gerne rose. Det skal man også gøre, når der er grund til det. Jeg er rigtig glad for, at Regeringen har lavet en Psykiatriplan. Særligt er det vigtigt, at vi nu fra centralt hold har fået slået fast, at mennesker med psykisk sygdom skal behandles ligeværdigt med mennesker, der har en fysisk sygdom. Og at vi tror på, at man kan komme sig fra en psykisk lidelse. Så tak for det!”

Politikere må skabe bedre rammer for småbørnsfamilier

Anne-Marie Løkkegaards indlæg i Politiken den 19. april: ”Hjælp os børnefamilier inden vi segner af stress” er blevet genstand for voldsom debat. Og med god grund, for debatten om småbørnsfamiliers kår er mere relevant end nogensinde. Stress har længe været et stort problem, og intet tyder på, vi har fået vendt udviklingen.

Imidlertid har Løkkegaards indlæg først og fremmest ført til beskyldninger om manglende personligt ansvar. Men der er altid to sider af en sag, det gælder ikke mindst stress. Politikerne må også skabe rammer, der gør det muligt at balancere familie- og arbejdsliv.

Jeg er for så vidt enig i, at mange forældre i dag har urealistisk høje forventninger til, hvad de skal kunne præstere, samtidig med at de har små børn. Megen stress kan forebygges ved at justere sine forventninger, og det er ikke givet, at både mor og far skal gøre karriere for fuld skrue, mens man har små børn. Problemet er, hvis vi som politikere ikke skaber mulighederne for, at man kan gøre det anderledes. Fx ved at gøre det lettere at gå på deltid.

Mange politikere taler for udvidede åbningstider i daginstitutionerne, så vi alle kan bidrage til den fortsatte vækst. For nogle kan mere fleksible åbningstider også kunne være løsningen, hvorfor vi i Radikale Venstre i København netop foreslået at åbne en døgnåben, integreret vuggestue og børnehave mere. Erfaringer viser dog, at langt fra alle forældre ønsker at gøre brug af udvidede åbningstider, hvis de kan løse pasningsproblemet på anden vis. Derfor bør mulighederne være flere. 

Som politikere må vi spørge os selv, hvilken retning vi ønsker at trække samfundet i. Får børn generelt set den bedste start på livet ved at tilbringe mere tid i institution, og er det sådan vi skaber sunde borgere, som fremadrettet vil kunne bidrage til samfundet? For slet ikke at tænke på, om det er løsningen for alle de forældre, som vælger at sætte børn i verden. Det er formentlig de færreste, der gør dette uden et ønske om også at være sammen med deres børn. Ligeledes har børn brug for, at deres forældre er til stede – både fysisk og mentalt. Når forældre rammes af stress, går det også ud over børnene.

Hvad angår det politiske fokus på vækst, bliver det ofte reduceret til et spørgsmål om, at alle skal arbejde mere. Men vi ved, at mennesker der er stressede ikke yder det samme, er mindre innovative og mindre effektive. Ligeledes bidrager det ikke til væksten på sigt, hvis småbørnsforældre går ned med stress og kun helt eller delvist kommer tilbage på arbejdsmarkedet. Økonomisk bæredygtighed kræver menneskelig bæredygtighed. Og sidstnævnte er der for lidt politisk fokus på.

Derfor mener jeg, det burde være lettere at gå på deltid. Jeg kender mange børnefamilier, som er på randen af eller har været ramt af stress, og for hvem et deltidsjob kunne være en del af løsningen. Imidlertid er det mit indtryk, at det langt fra er alle, der har mulighed for dette. Nogle steder modsætter arbejdsgiveren sig direkte, mens det andre steder nok snarere er et spørgsmål om en kultur. Hvorfor skeler vi ikke til Sverige, hvor småbørnsforældre har ret til at gå ned i tid, indtil børnene når en bestemt alder? Vi behøver ikke kopiere ordningen, men måske vi kunne lade os inspirere?

Det at være småbørnsforælder kræver, at man træffer svære valg og prioriterer i livet. Men det kræver sandelig også, at man fra politisk hold skaber forskellige muligheder for, at familier kan skabe balance mellem familie- og arbejdsliv. Og at man har muligheden for at prioritere børnene, mens de er små og har allerstørst behov.   

Balance mellem arbejde og privatliv – Småbørnsfamilier bør have bedre kår

I den seneste tid er jeg flere gange stødt på en problemstilling, som ligger mig meget på sinde – både som mor og politiker. Nemlig den svære balance mellem arbejde og privatliv. Denne var årsagen til, at jeg valgte ikke at genopstille til Folketinget, da vi ventede vores første barn. Men samtidigt er den også medvirkende til, at jeg som kandidat til Borgerrepræsentationen i København ønsker at komme tilbage i politik igen.

Den bedste start på livet for mine børn harmonerede ikke med et krævende Folketingsarbejde. Jeg har tidligere haft to stressudløste depressioner, og det ville jeg ikke risikere i mine børns første tid. Måske er netop det årsagen til, at der ikke bliver gjort mere for at bedre børnefamiliernes livssituation; nemlig at mange småbørnsforældre vælger det politiske arbejde fra, fordi det er så svært at balancere med familielivet.

Selv om jeg i dag er mor til to små børn, håber jeg på paradoksal vis at komme tilbage i politik igen, velvidende at det bliver hårdt. For det er på høje tid, vi får lettet børnefamiliers kår. En alt for stresset hverdag skader både børn og forældre. Skal vores børn vokse op og trives, nytter det ikke, at mor og far ikke er nærværende i barndommen, går ned med stress eller det, der er værre. Jo sværere det bliver for forældre at varetage forældrerollen, desto mere vil det kræve at samfundets institutioner. Det store spørgsmål er, hvad vi gør ved det?

Samfundets utallige muligheder skaber en forventning om, at man også benytter dem, og det kræver en ufattelig evne til konstant at prioritere. Efterhånden er der så mange mennesker, som har svært ved at håndtere nutidens samfundsforhold, at vi ikke kan blive ved at reducere det til et individuelt problem. Vi er nødt til at forholde os kritisk til en kultur, hvor man konstant skal løbe stærkere for at leve op til de mange krav og idealer.

I højere grad må vi indrette samfundet efter de forskellige livsfaser. Der er perioder, som kræver mere af os på privatfronten. Det gælder ikke mindst årene med småbørn. I Sverige har småbørnsforældre en lovfæstet ret til at gå ned i tid, hvilket giver dem bedre mulighed for at varetage forældrerollen. Særligt i en tid med høj ledighed, synes dette et oplagt sted at starte, eftersom det kunne skabe flere job. Så hvorfor ikke gøre det samme i Danmark?

Indlægget blev bragt i Kristeligt Dagblad den 31. oktober 2013