Balance mellem arbejde og privatliv – Småbørnsfamilier bør have bedre kår

I den seneste tid er jeg flere gange stødt på en problemstilling, som ligger mig meget på sinde – både som mor og politiker. Nemlig den svære balance mellem arbejde og privatliv. Denne var årsagen til, at jeg valgte ikke at genopstille til Folketinget, da vi ventede vores første barn. Men samtidigt er den også medvirkende til, at jeg som kandidat til Borgerrepræsentationen i København ønsker at komme tilbage i politik igen.

Den bedste start på livet for mine børn harmonerede ikke med et krævende Folketingsarbejde. Jeg har tidligere haft to stressudløste depressioner, og det ville jeg ikke risikere i mine børns første tid. Måske er netop det årsagen til, at der ikke bliver gjort mere for at bedre børnefamiliernes livssituation; nemlig at mange småbørnsforældre vælger det politiske arbejde fra, fordi det er så svært at balancere med familielivet.

Selv om jeg i dag er mor til to små børn, håber jeg på paradoksal vis at komme tilbage i politik igen, velvidende at det bliver hårdt. For det er på høje tid, vi får lettet børnefamiliers kår. En alt for stresset hverdag skader både børn og forældre. Skal vores børn vokse op og trives, nytter det ikke, at mor og far ikke er nærværende i barndommen, går ned med stress eller det, der er værre. Jo sværere det bliver for forældre at varetage forældrerollen, desto mere vil det kræve at samfundets institutioner. Det store spørgsmål er, hvad vi gør ved det?

Samfundets utallige muligheder skaber en forventning om, at man også benytter dem, og det kræver en ufattelig evne til konstant at prioritere. Efterhånden er der så mange mennesker, som har svært ved at håndtere nutidens samfundsforhold, at vi ikke kan blive ved at reducere det til et individuelt problem. Vi er nødt til at forholde os kritisk til en kultur, hvor man konstant skal løbe stærkere for at leve op til de mange krav og idealer.

I højere grad må vi indrette samfundet efter de forskellige livsfaser. Der er perioder, som kræver mere af os på privatfronten. Det gælder ikke mindst årene med småbørn. I Sverige har småbørnsforældre en lovfæstet ret til at gå ned i tid, hvilket giver dem bedre mulighed for at varetage forældrerollen. Særligt i en tid med høj ledighed, synes dette et oplagt sted at starte, eftersom det kunne skabe flere job. Så hvorfor ikke gøre det samme i Danmark?

Indlægget blev bragt i Kristeligt Dagblad den 31. oktober 2013

Videnssamfundets grænseløshed giver os ADHD

I produktionssamfundet blev kroppen slidt ned, i videnssamfundet går det ud over psyken. Skal vi bremse udviklingen i antallet af psykisk syge, skal vi se på indretningen af hele vores samfund – både arbejdslivet og fritiden

Debatten om psykisk sygdom omhandler desværre oftest medicin og overdiagnosticering. Derfor er jeg glad for, at Sundhedsministeren har opfordret til at belyse de samfundsforhold, som gør, at flere mistrives og rammes af psykisk sygdom.

Et væsentligt forhold er, at vi i dag kan arbejde når som helst og hvor som helst. Arbejdet udgør en stor del af manges identitet, hvorfor arbejdsmæssige præstationer har enorm betydning. Flere og flere rammes af stress, som f.eks. kan udløse angst og depression. For nylig advarede en ekspert om, at et stigende antal danskere ikke kan lægge arbejdet væk i ferien og dermed aldrig får en reel pause.

Også ledige rammes af stress. Den høje arbejdsløshed taget i betragtning undrer det, at vi ikke gør det lettere at gå på deltid – f.eks. for børnefamilier. I stedet skal beskæftigede yde mere, og ledige mødes af flere krav. På egen krop og gennem venner har jeg oplevet, hvordan beskæftigelsesindsatsens mange regler, kontrol og manglende målrettethed får selv ressourcestærke til at miste troen på sig selv.

Sidste år gik jeg i et gruppeforløb for mennesker med OCD. Flere måtte melde sig raske, fordi sygedagpengene ikke kunne forlænges. At de var underlagt samme krav som raske dagpengemodtagere, satte dem ofte tilbage i behandlingen. Beskæftigelsessystemet er ikke for psykisk sårbare.

Ingen pauser

I dag er der ikke mange naturlige pauser, og arbejdet flyder ofte sammen med fritiden. Lukkelovens afskaffelse er udtryk for, at samfundets ydre rammer udviskes. Vi kan være på hele tiden, og selve muligheden for at være det betyder, at mange arbejdsgivere også forventer fleksible medarbejdere. For mennesker med brug for faste rammer – f.eks. ADHD-ramte – er det en udfordring.

Samtidig skal vi selv skabe rammer og mål for vores arbejde. Tendensen spores så tidligt som i folkeskolens krav om ansvar for egen læring, og jo længere man kommer i uddannelsessystemet, desto mere skal man selv kunne tilrettelægge sin tid. På universitetet læste jeg ofte i døgndrift; mit selvværd afhang af gode karakterer, og på grund af min ADHD var jeg ikke god til at sætte grænser. Flere gange fik jeg stress, som to gange endte i depression. Jeg tror altid, der har været mennesker med de udfordringer, som kan føre til stress eller en ADHD-diagnose. Men det er blevet sværere at begå sig, hvis man har vanskeligt ved at prioritere.

Mediebombardement

Teknologien og et fragmenteret mediebillede gør, at vi bombarderes med informationer. Ligeledes øges forventningerne til, at vi konstant er på. Vi skal have nemkonto og e-boks, lægen kommunikerer digitalt, og arbejdsløse skal frekventere diverse hjemmesider. De mange kommunikationsformer og -fora kan give megen stress. I produktionssamfundet blev kroppen slidt ned, i videnssamfundet er det psyken.

Medierne spiller også en rolle mht. stress, angst og depression. Vi bombarderes med idealer for udseende, motion mv. og kan konstant sammenligne os med de bedste. Dette hvad enten det gælder studerende, som sprænger karakterskalaen eller chefen, som klarer jobbet med bravur, laver hjemmebag, dyrker motion mm. Vi får sjældent det hele billede – for selvfølgelig kan ingen levere toppræstationer på alle livets områder på én gang.

Mediernes evige fokus på sygdom og død kan også øge angsten f.eks. hos mennesker med OCD. I forebyggelsens hellige navn hører vi om risici for alverdens sygdomme. F.eks. i forbindelse med graviditet gør de utallige vejledninger og råd, at man kan bekymre sig i en uendelighed. Min veninde blev frarådet at gå ud i myldretiden, da det kunne give stress. Hvis man ikke er stresset, bliver man det af de mange forskrifter.

Valg på valg

Vi skal også hele tiden tage stilling til et utal af valgmuligheder, samt hvor vi er på vej hen. For vi skal helst være på vej. Unge skal tidligere vælge retning og helst ikke have mange sabbatår. Konstant skal vi udvikle os, og vi skifter job og ægtefælle oftere. Også teknologien medfører nye valg, og de mange muligheder tvinger os til at vælge og leve med konsekvenserne. Siger man f.eks. nej til nakkefoldsscanning, kan man indirekte blive ansvarlig for at føde et barn med handicap.

Jeg påstår ikke, at samfundets strukturer direkte forårsager psykisk sygdom. Men har man en medfødt sårbarhed, kan ydre faktorer medvirke til at udløse en sådan. Vil vi imødegå den voksende udfordring med psykisk sygdom, må vi forholde os til, hvordan vi organiserer samfundet.

Kommentaren blev bragt i Information den 29. august 2013

”Danmark på piller”- debatten trænger til mere nuancering

Som Tornbjerg Andersen skriver i Kristeligt Dagblad den 17. april, har debatten om det store medicinforbrug af antidepressiv været utrolig unuanceret. DR har næsten udelukkende fokuseret på problemer med overforbrug, manglende effekt og bivirkninger. For mig personligt betød medicinen, at jeg kun var sygemeldt på halv tid i en enkelt måned. Udsendelserne ”Danmark på piller” gav indtryk af, at nogle af de medvirkende fortsatte med en bestemt slags medicin, selv om bivirkningerne oversteg effekten. I så fald plejer man mig bekendt at forsøge sig med et af de mange andre præparater eller en anden form for behandling. Debatten blev da også lidt mere nuanceret i den direkte debat torsdag den 18. april.

Hvad angår overforbruget, har fokus primært været på, om for mange mennesker i dag får psykiatriske diagnoser. Desværre har debatten mest fokuseret på, hvorvidt lægerne er for dårlige til at stille diagnoser. Jeg anfægter ikke, det sker en gang imellem, at et menneske fx får diagnosen depression, selv om der i virkeligheden er tale om stress. Men hvad med alle de mennesker, som rent faktisk lider af depression?

Hvad med at kigge på adgangen til alternativer til medicin? Efter min opfattelse er adgangen til psykologbehandling stadig alt  for dårlig. Brugerbetalingen er stadig meget høj. Derfor er psykologbehandling, selv med lægehenvisning, ikke er et reelt alternativ for alle. Derudover er der af hensyn til økonomien loft over, hvor mange henviste patienter en psykolog må tage. Det er svært at forestille sig det samme indført på andre områder; at man sidst på året blev sendt hjem med et brækket ben eller en kræftdiagnose uden behandling, medmindre man selv kunne betale gipsen eller kemoterapien. Jeg er ikke imod brug af medicin. Men det er et problem, at medicin alt for ofte er den eneste mulighed i situationer, hvor det anbefales, at den kombineres med samtalebehandling eller helt erstattes hermed.

Et andet forhold, man kunne rette fokus mod, er, om nogle samfundsforhold gør, at flere mennesker i dag rammes af disse psykiske lidelser. Vi ved, at rigtig mange rammes af stress – en tilstand som kan føre til depression. Alligevel har vi et arbejdsmarked, hvor mange står udenfor, og de resterende konstant skal løbe stærkere. Kunne man finde en bedre fordeling? Derudover er tendensen, at individet lige fra folkeskolen til arbejdsmarkedet har et voksende ansvar for selv at skabe rammerne i sit liv, idet strukturer løbende opblødes. Jeg har selv måtte bruge mange år på at nå dertil, hvor jeg kan leve et godt liv med min ADHD og forebygge fremtidige depressioner. Det var psykologbehandlingen, der hjalp mig dertil.

Forklaringen på det stigende medicinforbrug er ikke så én-dimensionel, som den er blevet fremstillet. Så lad os debattere de forskellige muligheder, vi har, for både at forebygge og behandle psykiske lidelser.

Indlægget er bragt i Kristeligt Dagblad den 29. april 2013