Flagdag i Mariager

Her min tale fra mangfoldighedspriden, som i dag blev afholdt i Mariager på baggrund af den chikane, som et lesbisk par har været udsat for.

“Ingen i Danmark skal chikaneres for at være den, de er. Det ligner ikke noget at forsøge at true andre mennesker til at være som en selv. I Danmark tager vi dialogen med dem, vi er uenige med. Vi skal respektere og omfavne mangfoldigheden og vores forskelligheder. Ikke undertrykke dem i håbet om, at vi alle kommer til at ligne hinanden. For ingen har patent på ’den rigtige måde at leve på’.

Vi kan ikke være et samfund bekendt, hvor mennesker skal opleve at blive udsat for intolerance, chikane eller hate crimes. Det gælder uanset, om det bunder i ens seksuelle orientering, om man har et handicap eller en psykisk sygdom, om man er hjemløs eller noget helt femte.

Det er mig både uforståeligt, ubegribeligt og fuldstændig uacceptabelt, at en familie her i Mariager, familien Krøyer, skal opleve at blive chikaneret på det groveste i Danmark anno 2014.

Tidligere på året oplevede vi også, hvordan en tv-vært nærmest blev udråbt som national helt, fordi han forsvarede en hjemløs mand. På den ene side var det glædeligt, at så mange mennesker viste deres opbakning til Hans Pilgaards indgriben. Men omvendt er det også en trist historie. Det er trist, at danske borgere i det hele taget kan finde på at behandle en hjemløs, så der er brug for, at andre må blande sig og sige fra på vedkommendes vegne.

Jeg vil gerne dele en lille oplevelse med jer, som, jeg godt vil understrege, på ingen måde kan sammenlignes med den chikane, som nogle mennesker må udsættes for. Og som hverken kan måle sig med det, som familien Krøyer har oplevet, eller det eksempel som Pernille Frahm(SF) kom med. Men som til gengæld kan ses som et udtryk for, hvor lidt der til tider skal til, for at vi ikke kan rumme hinanden som mennesker.

For nyligt sad jeg i S-toget. En ældre dame kommer ind og sætter sig over for mig. Damen begynder at brokke sig højlydt og kommenterer på, at jeg snøfter. Jeg forsøger at forklare hende, at hun kan være ganske rolig, jeg er hverken forkølet eller smitter. Til gengæld døjer jeg med nogle rigtig dårlige vaner – en mindre grad af tics i form af ufrivillige bevægelser. Kort efter bliver der er et tomt sæde lidt længere væk, og damen flytter sig øjeblikkeligt og demonstrativt. Og da hun gjorde det, sad jeg tilbage med en følelse af at være meget lidt værd og nærmest smittebefængt, når hun ikke engang kunne sidde over for mig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan denne dame mon ville reagere, hvis hun en dag mødte et menneske, som virkelig var plaget af svære tics.

Hvis vedkommende som chikanerede familien i Mariager, de unge piger som overfusede den hjemløse, eller damen i S-tog blot havde villet dialogen – havde turde spørge ind og lytte – så kunne dialogen have skabt grobund for den nødvendige forståelse, som gør, at vi kan rumme hinanden som mennesker.

Jeg kæmper for et tolerant Danmark med frisind og højt til loftet – et mangfoldigt og rummeligt samfund med plads til forskellighed. For hvor ville det dog være trist, hvis vi alle gik rundt og lignede hinanden – hvis der kun var EN måde at være på og EN måde at leve sit liv på. Derfor stiller jeg op i dag, og det er jeg glad for, at så mange andre danskere også gør. Tak!”

Kommunalpolitik skal være mere rummeligt

Den 19. juni beskriver Ebbe Elhauge Kristensen i Information, hvordan han anser det som et demokratisk problem, at kommunalpolitikerne har svært ved at følge med antallet af sager og deres stigende kompleksitet, samtidig med at de passer job og familie.

Som kandidater til Borgerrepræsentationen er vi desværre meget enige i, at kommunalpolitikernes arbejdsforhold langt fra er optimale. Allerede sidste år kom det frem, at over halvdelen af kommunalpolitikerne ofte har svært ved at balancere familie- og arbejdsliv med deres byrådsarbejde. Kommuner og embedsapparat er blevet større og læsestoffet utroligt omfattende. Som kvinder – og en af os også privatansat – forstår vi godt, hvorfor lige præcis denne gruppe er underrepræsenteret i kommunalpolitik, hvor den typiske politiker er en midaldrende mand, ansat i det offentlige.

Hvis kommunalbestyrelserne skal afspejle befolkningen, er vi nødt til at gøre kommunalpolitikken mere rummelig. Med de gældende arbejdsvilkår risikerer vi et af to. Enten får vi én bestemt type politikere – nemlig dem, der kan hellige sig det politiske på bekostning af alt andet – eller også får vi truffet dårligere politiske beslutninger, fordi det er umuligt at sætte sig ordentligt ind i tingene.

Kristensen stiller spørgsmålstegn ved, om løsningen er at professionalisere politikerne ved at give dem et vederlag, som er til at leve af. Således ville den enkelte få bedre tid til at sætte sig ordentligt ind i de komplicerede sager og samtidig have mulighed for at få et familieliv til at hænge sammen, fordi man så ikke behøver arbejde tæt på fuldtid ved siden af. Der er dog også andre måder at ændre kommunalpolitikernes arbejdsvilkår på. En mulighed er at reducere antallet af beslutninger og bilag, samt at gøre sidstnævnte mere læsevenlige. Ligeledes kunne man stille den nødvendige konsulentbistand til rådighed.

Selv om vi brænder for politik, stiller vi ikke op til Borgerrepræsentationen med et ønske om at måtte give afkald på alt andet. Derimod mener vi, at også politikere, som prioriterer ex familien, bør have en reel mulighed for at gøre deres indflydelse gældende politisk. Politikere taler om at skabe rummelighed i alle mulige andre sammenhænge – hvad med at starte med det politiske system?

 

Indlægget er bragt i Information den 9. juli 2013 i forkortet udgave under overskriften “ja til lægmænd i lokalpolitik” og skrevet i samarbejde med Henriette Irminger Sonne, der også er kandidat til Borgerrepræsentationen. Den forkortede udgave ligger her: https://www.facebook.com/anne.marie.geisler.andersen.politiker 

 

”Danmark på piller” – en utrolig ensidig debat

De seneste ugers debat om danskernes stigende medicinforbrug har været utrolig unuanceret. Det gælder for så vidt både i forhold til antidepressiv og ADHD-medicin. DR har ensidigt fokuseret på problemer med overforbrug, manglende effekt og bivirkninger. Der er mange andre aspekter, som jeg har savnet i debatten, herunder de gavnlige effekter, som medicinen også har for nogle.

Jeg har selv fået medicin mod både ADHD og depression. Førstnævnte tog jeg dog ikke længe nok til rigtigt at kunne vurdere effekten, fordi jeg blev gravid. Hvad angår antidepressiv har jeg både gode og mindre gode erfaringer.

Jeg har haft to depressioner og har begge gange fået både antidepressiv medicin og psykologhjælp. Medicinen har betydet, at jeg kun en gang har været sygemeldt, og det kun på halv tid i en måned fra mit daværende studiejob. Jeg har ikke oplevet bivirkninger ved de relativt små doser, som jeg har fået – det skulle da lige være en anelse mundtørhed. Till gengæld har jeg oplevet, at jeg hurtigt har fået det bedre.

Af negative erfaringer oplevede jeg engang at få udskrevet antidepressiv, selv om der ikke var tale om en depression. Det var en vikar for min egen læge, som var meget hurtig og ikke lyttede til, hvad jeg sagde. Jeg tog det ikke, men gik i stedet til egen læge ugen senere. Hun gav sig god tid, og der var ikke tale om en depression. Formentlig var jeg lidt stresset og bange for, at det var begyndelsen på endnu en depression. Jeg har også en far, som har lidt af depressioner i mange år. Desværre er han i dag afhængig af store mængder medicin med en del bivirkninger til følge. En af de væsentlige forskelle på os er, at jeg også har fået psykologbehandling. Derudover bruger jeg motionen meget – både under depression og til at forebygge flere depressioner.

For mig personligt betød medicinen som nævnt, at jeg kun var sygemeldt på halv tid i en enkelt måned. Det fremstår nærmest som om, nogle af de mennesker, DR har fremhævet, fortsætter med en bestemt slags medicin, selv om de mener, at bivirkningerne overstiger effekten. I så fald plejer man mig bekendt at forsøge sig med et af de mange andre præparater eller en anden form for behandling. Derudover har flere af de medvirkende personer i de forskellige udsendelser nævnt, at en bivirkning har været, at de slet ikke kunne føle noget. Jeg har oplevet det diametralt modsatte – nemlig at depressionen gjorde, at jeg ikke engang kunne mærke, hvad jeg følte over for mine nærmeste. Til gengæld betød medicinen, at jeg hurtigt fik det bedre og igen kunne mærke mine følelser.

Heldigvis viste den direkte debat i torsdag, at en af de medvirkende i DR’s udsendelser havde et mere nuanceret syn på medicinen. Dette synes dog blot at tydeliggøre, hvordan DR ensidigt hat søgt at fremstille piller som udelukkende værende af det onde. En af de medvirkende, som i de første udsendelser kun havde udtalt sig om de negative følger af medicinen, fik nu lejlighed til at tilføje, at hun næppe havde klaret sin uddannelse uden medicinen.

Hvad angår overforbruget, så har fokus primært været på, om for mange mennesker i dag får psykiatriske diagnoser. Hurtigt kan man nå til enighed om, at medicinen kun skal bruges ved den rette indikation, dvs. hvis diagnosen er stillet korrekt. Desværre har debatten hovedsageligt kredset om, hvorvidt lægerne er for dårlige til at stille diagnoser. Jeg anfægter ikke, at det sker en gang imellem, at et menneske fx får diagnosen depression, selv om der i virkeligheden er tale om stress. Men hvad med alle de mennesker, som rent faktisk lider af depression? Efter min mening har der været alt for lidt fokus på, hvorfor et stigende antal mennesker rammes af depression, samt hvorfor medicin så ofte er løsningen på deres problemer.

Hvad med at kigge på adgangen til alternative behandlingsformer som fx psykologbehandling? Adgangen hertil er efter min opfattelse stadig for dårlig. Det på trods af at aldersgrænsen for tilskudsberettiget psykologhjælp til mennesker med depression i dag er ophævet. Noget jeg personligt kæmpede meget for under begge de satspuljeforhandlinger, jeg forhandlede som psykiatriordfører for Radikale Venstre. Selv om alle aldersgrupper i dag kan henvises til psykologbehandling, så er brugerbetalingen stadig meget høj. Derfor er psykologbehandling, selv med henvisning fra lægen, ikke et reelt alternativ for alle. Derudover er der af hensyn til økonomien loft over, hvor mange patienter en psykolog må tage på baggrund af henvisning fra lægen. Det er svært at forestille sig det samme indført på andre områder; at man sidst på året blev sendt hjem igen med et brækket ben eller en kræftdiagnose, fordi der ikke var flere penge til gips eller kemoterapi.

Jeg er ikke imod brug af medicin, der kan være helt nødvendig ved fx svære depressioner. Men det er et problem, at medicin alt for ofte er den eneste mulighed i situationer, hvor det anbefales, at den kombineres med samtalebehandling eller helt erstattes hermed. Samtalebehandling har ikke bivirkninger, som medicinen kan have det. Ligeledes kan den give det enkelte menneske nogle redskaber til at lære at leve med sin lidelse – eller måske ligefrem forebygge tilbagefald. Jeg har selv brugt mange år på at nå dertil, hvor jeg kan leve et godt liv med min ADHD og (forhåbentlig) forebygge fremtidige depressioner. Det var psykologbehandlingen, der hjalp mig dertil.

Et andet forhold, man kunne rette fokus mod, er, om nogle samfundsforhold gør, at flere mennesker i dag rammes af disse psykiske lidelser. Vi ved, at flere og flere rammes af stress – en tilstand som kan føre til depression. Alligevel har vi et arbejdsmarked, hvor mange står udenfor, og de resterende konstant skal løbe stærkere. Kunne man finde en bedre fordeling? Derudover er tendensen, at individet lige fra folkeskolen til arbejdsmarkedet har et voksende ansvar for selv at skabe rammerne i sit liv, idet strukturer løbende opblødes. Jeg mener, vi bør have langt mere fokus på, hvordan vi kan forebygge stress og deraf følgende psykiske lidelser ved at skabe et mere rummeligt uddannelsessystem og arbejdsmarked.

Debatten har efter min mening ikke kun haft for lidt fokus på, at medicin rent faktisk hjælper mange mennesker. Der mangler i den grad fokus på alternative forklaringer på det stigende medicinforbrug og dermed også på alternative løsninger til, hvordan vi hjælper de mennesker, som rent faktisk har brug for det.