Et inkluderende fællesskab

Jeg har netop været med Borgerrepræsentationen på studietur til Hamborg. Det første, vi besøgte, var en skole, der havde inklusion som særligt fokusområde. Der oplevede jeg, at det næsten var blevet normalt at skille sig ud.

Børn med særlige behov skal i højere grad end tidligere inkluderes i den almene folkeskole. Imidlertid er det forskelligt, hvordan kommunerne griber det an. Personligt er jeg glad for, at vi i Københavns Kommune ikke har vedtaget et måltal for, hvor mange børn, der skal gå i den almene folkeskole og dermed for hvor stor en procentdel, der skal inkluderes. Inklusion skal ikke være for enhver pris, men tage udgangspunkt i det enkelte barn.

I min optik er der flere forhold, som er væsentlige at have fokus på, hvis vi vil sikre en vellykket inklusion. Først og fremmest er det vigtigt, at lærerne klædes på til at kunne håndtere opgaven, og at vi sikrer løbende kompetenceudvikling på området. Dette både via efteruddannelseskurser og daglig sparring, fx med inklusionspædagogen. Ligeledes bør kompetence-centrenes specialviden og ressourcer i højere grad komme de almene skoler til gavn.

En tilstrækkelig normering er også vigtig. Derfor bør vi som udgangspunkt sikre at ressourcerne følger med barnet med over på almenområdet. I denne sammenhæng bør man imidlertid være opmærksom på, at selv om ressourcerne følger med, så opleves det ikke nødvendigvis sådan. Dette skyldes, at man ikke længere har de stordriftsfordele, som man havde på specialtilbuddet. Derfor bør der fra politisk hold være fokus på fremadrettet at sikre en normering, som står mål med inklusionsopgaven.

Det er mit håb, at Folkeskolens fokus på mere bevægelse i hverdagen ikke kun vil øge indlæringen hos børn over en bred kam, men også lette inklusionen af børn med særlige behov, for eksempel børn med ADHD. Dette særligt i lyset af, at skoledagen bliver længere. At være mere fysisk aktive sammen kan også bidrage til fællesskabet på en helt særlig måde.

Øget inklusion kræver de rette fysiske faciliteter. Det gælder ikke kun i form af flere idrætsfaciliteter. Skal flere børn med fysiske handicap inkluderes, så skal også legepladserne indrettes, så børnene kan være med i pauserne.

Jeg er af den overbevisning, at inklusion af børn med særlige behov også vil komme de andre børn til gavn. Det er vigtigt, at folkeskolen er en afspejling af samfundet og bidrager til en øget forståelse for menneskers indbyrdes forskellighed. Børn har godt af at lære, at vi er forskellige; at der skal være plads til alle, og at alle kan bidrage med noget positivt.

Måske bliver der nogle steder behov for en mere struktureret hverdag, end man førhen har været vant til. Det er imidlertid min oplevelse, at rigtig mange børn i dag – i en verden hvor rigtig meget flyder – godt kan profitere af faste og trygge rammer. En hverdag, der tilgodeser børn med særlige behov, er altså ikke nødvendigvis dårligt for de øvrige børn. Tværtimod.

Det er mit håb, at udviklingen af flere såkaldte fleksible tilbud, vil være medvirkende til, at flere børn bliver mødt, der hvor de er. At det enkelte barn ikke behøver at være enten i et specialtilbud eller på en almen folkeskole, men at man i højere grad kan veksle mellem special- og almentilbud og skræddersy indsatsen til det enkelte barn.

I Radikale Venstre vil vi arbejde for, at vi kan bibeholde socialrådgiverne på skolerne såvel som i daginstitutionerne. Personligt er jeg meget optaget af en tidlig indsats, der sikrer, at alle børn kommer bedst muligt fra start, og her spiller socialrådgiverne en vigtig rolle. I forhold til inklusionsopgaven har socialrådgiverne en væsentlig funktion i forhold til at vejlede om og sikre det rette tilbud fra starten – og til løbende at vurdere, om behovet ændrer sig. Ligeledes kan de sikre en god rådgivning af forældrene.

Også i Hamborg udgjorde socialrådgivere en væsentlig del af indsatsen. Men det, der gjorde allermest indtryk var, at når man nu havde skabt forholdene for inklusion af elever med særlige behov, ja så kunne man lige så godt gå skridtet videre og ansætte lærere med forskellige former for handicap. Deres motto var: “Vi taler ikke kun om inklusion, vi gør det”. Og vigtigst af alt, så fungerede lærerne som en form for rollemodeller, idet de viste, at mennesker med særlige behov også kan gøre en forskel på arbejdsmarkedet.

Indlægget er bragt i bladet Kommuneskolen i april 2014

Af Anne Marie Geisler Andersen, medlem af Børne- og Ungdomsudvalget og næstformand i socialudvalget for Radikale Venstre

Stress: Lederne har et særligt ansvar

Jeg bliver så træt, hver gang nogen søger at afspore stressdebatten med argumentet, at stressbegreberne rodes sammen, som arbejdsmiljøchefen i Ledernes Hovedorganisation gjorde det i Politiken den 20. oktober. Jeg har endnu ikke mødt en eneste, der ikke mener, man må have travlt. Ja mange trives ligefrem med travlhed. Imidlertid har et stort antal danskere så travlt, at de bliver syge af det. Ifølge Stressforeningen er der hver dag 35.000 danskere sygemeldt pga. stress.

Problemet er som sagt ikke travlhed – medmindre man da har så travlt i længere tid, at det forårsager den negative form for stress. Denne kan både medføre sygemelding samt udløse psykiske lidelser som angst og depression. Også mange andre forhold kan medføre stress, fx det at mange i dag forventes at stå til rådighed for deres arbejde døgnet rundt.

Jeg er enig i, at den enkelte har et ansvar for at lære sig selv og sine grænser at kende. Men det hjælper kun, hvis man har en leder, som er åben over for at tilpasse arbejdsforholdene til den enkeltes ressourcer. Arbejdspladsen kan og skal ikke tage ansvar for private forhold. Men i en tid hvor arbejde og fritid ofte flyder sammen, kan det være svært at skabe en sund balance herimellem uden også at se på arbejdsforholdene. Det gælder ikke mindst for småbørnsforældre.

For tiden oplever jeg, at mine venner falder som fluer. Den ene efter den anden går ned med stress. Nogle sygemeldes, mens andre forsøger at hænge i, selv om de har det rigtig skidt. Et konkret eksempel er en nybagt mor, som arbejder i centraladministrationen. Hun har omsider erkendt, hun har det så skidt, at der skal gøres noget drastisk for at undgå sygemelding. Hun græder meget og føler hverken, hun slår til på arbejdet eller derhjemme.

Selvfølgelig har hun selv et ansvar for at sige fra. Men det fordrer en kultur, der gør det legitimt. Og når det forventes, man altid siger ja til overarbejde, kan det være afsindigt svært. Hun frygter at ende med de kedelige opgaver eller i værste tilfælde være den næste der ryger, når der skal effektiviseres.

Grundet den økonomiske krise kan man i dag ikke bare skifte job, som man lyster. Derfor er det endnu vigtigere end nogensinde, at lederne vil medvirke til at tilpasse arbejdsforholdene til den enkelte. I stedet for at afspore debatten, skulle Ledernes Hovedorganisation tage det ansvar på sig!