Psykisk sygdom: Børns baggrund skal ikke afgøre deres fremtid

Alle børn skal have den bedst mulige start på livet. Desværre har en undersøgelse fra Psykiatri Fonden vist, at næsten hvert andet barn i familier med psykisk sygdom selv får selv psykiske problemer. Alligevel eksisterer der endnu ikke noget systematisk tilbud om hjælp til disse børn.

Rent faktisk var det lige netop min opvækst med en far, der blev ramt af psykisk sygdom, som fik mig til at gå ind i politik. Min far fik ikke den rette hjælp i tide, og det gjorde vi børn heller ikke. Vi passer da også glimrende ind i statistikken; min søster gik fri, og jeg blev efterfølgende diagnosticeret med bl.a. depression. Gentagne gange er det kommet bag på mig, hvor meget visse oplevelser stadig sidder i mig – det selv om jeg har haft 20 år til at lære at leve med dem.

Alt for mange af de berørte børn bliver en slags ’små voksne’, som tager sig af deres forældre og lever med bekymringer, som er alt for store for et barn at bære. Ikke mindst hvis man må gå alene med disse, fordi de kan være rigtig svære at tale om. For de børn, som kun har den syge forælder, er belastningen endnu større.

Allervigtigst tror jeg det er som pårørende at lære at passe på sig selv. For mig er dette kun blevet endnu tydeligere, efter jeg selv er blevet mor. Jeg er nødt til at lære at give slip og ikke lade min fars sygdom påvirke mig mere – selv om det er lettere sagt end gjort.

I lande som Sverige og Norge har man ved lov indført et systematisk tilbud om hjælp til børn, der er pårørende til alvorligt syge. På alle norske hospitaler er der en børneansvarlig sundhedsperson, som skal afklare, om alvorligt syge patienter har børn, undersøge disses behov for hjælp og tilvejebringe denne.

I Danmark er vi ikke helt så langt fremme. I den seneste satspuljeaftale afsatte man midler til at støtte en række projekter på området, og her i Region Hovedstaden har man også arbejdet med det de seneste år. Men overordnet set er indsatsen spredt, utilstrækkelig og langt fra systematisk.

Ved at sikre den nødvendige hjælp i tide kan vi forebygge, at børn, der vokser op med en forælder med psykisk sygdom, selv udvikler psykiske eller sociale problemer. Dette ved både at tilbyde børn i risikogruppen tidlig hjælp, samt ved at støtte forældrene i at hjælpe deres børn bedst muligt.

Derfor går jeg til valg på, at vi sikrer alle børn af forældre med alvorlig psykisk sygdom en mulighed for at få hjælp på linje med vores nabolande. Der er mange, og det koster – men det koster så sandelig også at lade være!

Bragt i Frederikssund og Rudersdal Lokalavis primo juni 2015

 

Børn af psykisk syge skal ikke rammes dobbelt

Onsdag den 4. marts offentliggjorde Psykiatri Fonden en undersøgelse, der viser, at børn af psykisk syge forældre har en stor risiko for selv at blive syge. Omkring 80.000 børn og unge vokser i Danmark op i familier med psykisk sygdom, og heraf oplever næsten halvdelen selv at få psykiske problemer. Desværre eksisterer der endnu ikke noget systematisk tilbud om hjælp til disse børn.

Særligt den personlige historie i Politiken ramte mig – den kunne lige så godt kunne have været min egen. Rent faktisk var det netop min opvækst med en far, der blev ramt af psykisk sygdom, som fik mig til at gå ind i politik. Min far fik ikke den rette hjælp i tide, og det gjorde vi børn heller ikke. Vi passer da også glimrende ind i statistikken; min søster gik fri, jeg blev efterfølgende diagnosticeret flere gange med bl.a. depression. Gentagne gange er det kommet bag på mig, hvor meget min fars sygdom har påvirket – og stadig påvirker mig – også selv om jeg har haft 20 år til at lære at leve med dem.

I lande som Sverige og Norge har man ved lov indført et systematisk tilbud om hjælp til børn, der er pårørende til alvorligt syge. I Norge har alle hospitaler eksempelvis en børneansvarlig sundhedsperson, som skal afklare, om alvorligt syge patienter har børn, kortlægge barnets behov for information og opfølgning samt sikre sidstnævnte. I Danmark sker der lidt på området, men langt fra nok. I Region Hovedstaden eksempelvis er man godt på vej på dette område, som man har arbejdet med i flere år. Ligeledes afsatte Folketinget i den seneste satspuljeaftale midler til at hjælpe børn, der er pårørende. Men samlet set er indsatsen spredt, utilstrækkelig og langt fra systematisk.

Ved at sikre den nødvendige hjælp i tide, vil vi kunne forebygge, at børn af forældre med psykisk sygdom selv udvikler psykiske eller sociale problemer. Dette handler både om at tilbyde børnene tidlig hjælp samt at støtte forældrene i at hjælpe deres børn bedst muligt. Altså en hjælp, der har fokus på hele familien. Rent faktisk er netop børn af mennesker med psykisk sygdom et af de allermest oplagte steder at sætte ind, hvis vi gerne vil blive bedre til at forebygge psykisk sygdom. Derfor går jeg til valg på, at vi sikrer alle disse børn en ret til og mulighed for at få den nødvendige hjælp. De er mange, og det koster – men både menneskeligt og økonomisk koster det så sandelig også at lade være!

Indlægget er bragt i Frederiksborg Amts Avis d.d.

Lyt til læger og skab sengeplads

Det er godt, at en gruppe speciallæger fra Region Hovedstaden nu råber vagt i gevær, fordi man har nedlagt for mange psykiatriske sengepladser, som beskrevet i Information den 24. januar i artiklen »Speciallæger i oprør over mangel på sengepladser«. Mit håb er, at der fra politisk side også vil blive lyttet til dem.

Inden for psykiatrien har man i en årrække arbejdet for en omstilling til mere ambulant behandling. Desværre ser man ofte, at når politikere først har set sig varm på en løsning, sker der en meget ensidig satsning på den.

Ambulant behandling er til gavn for mange psykiatriske patienter. Men for de hårdest ramte så som mennesker med både misbrug og psykisk sygdom er det bestemt ikke altid den bedste løsning. Og særligt for denne udsatte gruppe har behandlingen i mange år trængt til at blive styrket, for at der bliver taget ordentlig hånd om deres problematikker. Dette kan sagtens kræve en sengeplads.

Jeg er glad for, at regeringen har styrket indsatsen over for mennesker med psykisk sygdom. Det har jeg arbejdet hårdt for. Men jeg håber, man vil huske på, at der sjældent eksisterer en universalløsning på menneskers problemer. Mennesker med psykisk sygdom er meget forskellige, og det skal afspejles i behandlingstilbuddene. Jeg vil derfor kraftigt opfordre regeringen til at lytte til lægerne i denne sag og få skabt den rette balance mellem sengepladser og ambulante tilbud.

Indlæg er bragt i Information d.d.

Hjemløshed: Billige boliger er ikke nok

Antallet af hjemløse er steget støt gennem de seneste år, og København har en kedelig rekord som den danske storby med flest hjemløse. Desværre ender også flere og flere unge på gaden. Regeringen har netop fastsat en række 2020-mål, hvoraf et omhandler at reducere antallet af hjemløse. Det er et rigtigt godt initiativ, men i den forbindelse bør man være opmærksom på en gruppe, som har det meget svært i dagens Danmark.

For en del hjemløse er billigere boliger nemlig ikke nok, eftersom de slås med flere problemer end blot manglen på tag over hovedet. Således har hele 31 pct. af de hjemløse både et misbrug og en psykisk lidelse. Denne såkaldte dobbeltdiagnose er for mange selve årsagen til, at de er endt på gaden eller herberget, hvorfor behandling er nøgleordet.

Desværre er hjælpen til mennesker med dobbeltdiagnoser langt fra tilstrækkelig, idet regionen tager sig af de psykiatriske lidelser, mens kommunen varetager misbrugsbehandlingen. Dobbeltdiagnosepatienter bliver ofte afvist begge steder, eftersom hverken region eller kommune kan håndtere begge diagnoser.

Da jeg i august besøgte et herberg for unge på Nørrebro, mødte jeg en kun 19-årig kvinde, som var endt i hjemløshed – netop på grund af en dobbeltdiagnose. Hun havde tidligere søgt behandling for sine psykiatriske problemer, herunder sin ADD og et alkoholmisbrug, men var blevet afvist i den regionale behandlingspsykiatri, hvor man ikke kunne behandle hendes misbrug. Da hun ikke havde andre steder at gå hen, var hun endt på herberget.

København står over for en kæmpe udfordring i forhold til det stigende antal hjemløse. Derfor skal vi ikke kun afhjælpe, men også forebygge hjemløshed. Var den 19-årige kvinde ikke blevet afvist i psykiatrien, er det langt fra sikkert, hun nogensinde var endt på herberget.

Ifølge eksperter er den bedste behandling af mennesker med dobbeltdiagnoser en integreret behandling, hvorfor en sådan vil kunne medvirke til at opnå regeringens 2020-mål om at reducere hjemløsheden. Derfor mener jeg, at vi skal lægge den kommunale misbrugsbehandling sammen med den psykiatriske behandling i regionen. Som kandidat til Borgerrepræsentationen vil jeg arbejde for, at København går forrest på dette område.

Misbrug og psykisk sygdom. Vi kan ikke blive ved at vente på sammenhæng i behandlingen

Socialborgmester i København, Mikkel Warming (EL), vil ikke være med til at lægge ansvaret for misbrugsbehandlingen sammen med den psykiatriske behandling under Region Hovedstaden. Det fremgik af radioavisen mandag den 1. juli. Hvorfor han er modstander af dette, meldte indslaget dog intet om, og som kandidat til Borgerrepræsentationen i København savner jeg svar. Uden faglige eller politiske argumenter kunne man let få den mistanke, at det blot handler om, at kommunen skal være så stor som mulig.

Efter min mening burde Københavns Kommune gå foran og én gang for alle skabe en integreret indsats for mennesker med misbrug og psykisk sygdom. Jeg er meget uenig i, at det ikke kunne være løsningen at samle behandlingen af alle dobbeltdiagnosepatienter under regionen. Alt for længe har disse mennesker været kastebolde mellem de forskellige behandlingssystemer. Kommunernes misbrugsbehandling må ofte afvise at behandle misbrugere, fordi de ikke også kan tage hånd om deres psykiatriske lidelse. Ligeledes afviser den regionale psykiatri mennesker med psykisk sygdom med den begrundelse, at de ikke kan behandle deres misbrug. Begge steder er beskeden, at patienten kan komme igen, når det andet problem er afhjulpet.

Set i lyset af, at i hvert fald halvdelen af alle psykiatriske patienter også har et misbrug i en eller anden grad, synes dette kun mere problematisk. Ligeledes anbefaler eksperter, at begge problematikker behandles samtidigt. Et misbrug kan i sig selv lede til psykisk sygdom, og en psykisk lidelse kan forstærke misbruget.

Eftersom så stor en andel af de psykiatriske patienter også har et misbrug, kan det undre, at kommunerne fortsat skal varetage misbrugsbehandlingen. I det hele taget kan man spørge sig selv, hvorfor behandlingen ikke varetages i regionerne, hvor der er større mulighed for specialisering, på linje med alle mulige andre former for behandling? Mennesker med dobbeltdiagnoser fortjener en indsats, der tager hånd om deres komplekse problemer, og det er kommunerne ikke i stand til.

Derfor mener jeg som kandidat til Borgerrepræsentationen, at Københavns kommune bør være foregangskommune og arbejde for, at den samlede behandlingsindsats over for dobbeltdiagnosepatienter samles under Region Hovedstaden. Kun sådan kan vi få skabt den sammenhæng, som vi har ventet alt for længe på. Det er tid til at handle frem for blot at håbe på, at tingene ændrer sig. Så når Warming nu ikke vil være med til at samle indsatsen under regionen, ville det være interessant at høre, hvad han foreslår i stedet.

Indlægget er bragt i Kristeligt Dagblad d.d.