Landsmødetale: Vi skal have en familiepolitik og ros til Psykiatriplan

Min tale til Radikale Venstres landsmøde: “Jeg vil gerne slå et slag for den øremærkede barsel til mænd. Familier og forældre skal selv kunne bestemme, hvordan de deler barslen mellem sig. Men den mulighed mener jeg ikke, de har den dag i dag. På mange arbejdspladser hersker en kultur, som gør det svært for fædre at tage den del af barslen, som de måtte ønske. Øremærket barsel kan være med til at skabe den kulturændring, som på sigt vil gøre det reelt muligt for familier at fordele barslen, som de ønsker.
Når det så er sagt, er øremærket barsel ikke nok til at skabe de rette vilkår for de mange børnefamilier. Jeg har været rigtig ked af, at vi stort set ikke har haft andet at byde ind med i debatten om småbørnsforældres kår, end at det er op til forældrene selv at prioritere. For – jeg mener – selvfølgelig er det det. Men det er i den grad op til os som politikere at skabe de muligheder og de rammer, som forældrene kan prioritere indenfor. Der mener jeg, at vi kan gøre det bedre!
Danmark bør efter min mening have en familiepolitik, og vi kan starte med at skele til vores naboland Sverige, hvor småbørnsforældre har langt bedre mulighed for at gå ned tid. Og dermed også for at prioritere børnene og sætte deres behov i centrum i en periode, hvor de har allermest brug for det. En familiepolitik er ikke kun til gavn for stressede forældre. Det er en investering i vores børn og dermed også i fremtiden!
Sidst vil jeg gerne rose. Det skal man også gøre, når der er grund til det. Jeg er rigtig glad for, at Regeringen har lavet en Psykiatriplan. Særligt er det vigtigt, at vi nu fra centralt hold har fået slået fast, at mennesker med psykisk sygdom skal behandles ligeværdigt med mennesker, der har en fysisk sygdom. Og at vi tror på, at man kan komme sig fra en psykisk lidelse. Så tak for det!”

Børnefamiliers kår; Sammenhæng i hverdagen er også et politisk ansvar

KRISTELIGT DAGBLADS lederartikel den 30. april omhandlede børnefamiliers kår. En landsdækkende debat, der startede med Anne-Marie Løkkegaards debatindlæg i Politiken den 19. april: “Hjælp os børnefamilier, inden vi segner af stress”. En debat, som i mine øjne er mere relevant end nogensinde. Stress har længe været et stort problem, og intet tyder på, at vi har fået vendt udviklingen.

Imidlertid har Løkkegaards indlæg først og fremmest afstedkommet beskyldninger om manglende personligt ansvar. Også lederartiklen i Kristeligt Dagblad den 30. april mener, at ansvaret for at skabe balance mellem familieog arbejdsliv ene og alene påhviler den enkelte familie. Heri er jeg som politiker ikke enig. Der er som oftest to sider af en sag, og det gælder ikke mindst stress. Politikerne må skabe nogle rammer, der gør det muligt at balancere familie- og arbejdsliv.

Nok er det rigtigt, at mange forældre i dag har urealistisk høje forventninger til, hvad de skal præstere, samtidig med at de har små børn. Megen stress kan forebygges ved at justere sine forventninger, og det er ikke givet, at både mor og far skal dyrke karriere for fuld skrue, mens man har små børn. Men problemet er, når mulighederne for at gøre det anderledes ikke er til stede.

Jeg kender mange børnefamilier, som er på randen af eller har været ramt af stress, og for hvem et deltidsjob kunne være løsningen. Imidlertid er dette langtfra en reel mulighed for alle. Nogle steder modsætter chefen sig, andre steder er kulturen ikke til det, og som oftest risikerer man at stå først i køen, når der skal være fyringsrunder.

EFTER MIN MENING burde man fra politisk hold gøre det lettere at gå på deltid. Hvorfor skeler vi ikke til Sverige, hvor småbørnsforældre har ret til at gå ned i tid, indtil børnene når en bestemt alder? Vi behøver ikke kopiere ordningen, men måske vi kunne lade os inspirere?

Og hvorfor er det så politikernes ansvar at skabe de nødvendige rammer for børnefamilier? Det er der flere årsager til. Hvad angår det politiske fokus på vækst, bliver det ofte reduceret til et spørgsmål om, at alle skal arbejde mere. Men vi ved, at mennesker, der er stressede, ikke yder det samme, er mindre innovative og mindre effektive. Ligeledes bidrager det ikke til væksten på sigt, hvis småbørnsforældre går ned med stress og kun helt eller delvist kommer tilbage på arbejdsmarkedet.

Som politikere bør vi også sikre, at alle børn får den bedst mulige start på livet.
Sunde borgere, som fremadrettet skal bidrage til samfundet, skabes ikke ved, at børnene blot skal tilbringe endnu mere tid i institution. Desuden har børn brug for deres forældre og for, at de er til stede – både fysisk og mentalt. Når forældre er nødt til at arbejde mere, end hvad godt er, eller rammes af stress, går det også ud over børnene.

Det at være småbørnsforælder kræver, at man træ—ffer svære valg og prioriterer i livet. Men det kræver sandelig også, at man fra politisk hold skaber mulighederne for, at familier kan prioritere børnene, når de har allerstørst behov. Og for – som Kristeligt Dagblads leder anbefaler – at man kan nyde børnene, mens de er små.

Bragt i Kristeligt Dagblad den 8. maj 2014

Et inkluderende fællesskab

Jeg har netop været med Borgerrepræsentationen på studietur til Hamborg. Det første, vi besøgte, var en skole, der havde inklusion som særligt fokusområde. Der oplevede jeg, at det næsten var blevet normalt at skille sig ud.

Børn med særlige behov skal i højere grad end tidligere inkluderes i den almene folkeskole. Imidlertid er det forskelligt, hvordan kommunerne griber det an. Personligt er jeg glad for, at vi i Københavns Kommune ikke har vedtaget et måltal for, hvor mange børn, der skal gå i den almene folkeskole og dermed for hvor stor en procentdel, der skal inkluderes. Inklusion skal ikke være for enhver pris, men tage udgangspunkt i det enkelte barn.

I min optik er der flere forhold, som er væsentlige at have fokus på, hvis vi vil sikre en vellykket inklusion. Først og fremmest er det vigtigt, at lærerne klædes på til at kunne håndtere opgaven, og at vi sikrer løbende kompetenceudvikling på området. Dette både via efteruddannelseskurser og daglig sparring, fx med inklusionspædagogen. Ligeledes bør kompetence-centrenes specialviden og ressourcer i højere grad komme de almene skoler til gavn.

En tilstrækkelig normering er også vigtig. Derfor bør vi som udgangspunkt sikre at ressourcerne følger med barnet med over på almenområdet. I denne sammenhæng bør man imidlertid være opmærksom på, at selv om ressourcerne følger med, så opleves det ikke nødvendigvis sådan. Dette skyldes, at man ikke længere har de stordriftsfordele, som man havde på specialtilbuddet. Derfor bør der fra politisk hold være fokus på fremadrettet at sikre en normering, som står mål med inklusionsopgaven.

Det er mit håb, at Folkeskolens fokus på mere bevægelse i hverdagen ikke kun vil øge indlæringen hos børn over en bred kam, men også lette inklusionen af børn med særlige behov, for eksempel børn med ADHD. Dette særligt i lyset af, at skoledagen bliver længere. At være mere fysisk aktive sammen kan også bidrage til fællesskabet på en helt særlig måde.

Øget inklusion kræver de rette fysiske faciliteter. Det gælder ikke kun i form af flere idrætsfaciliteter. Skal flere børn med fysiske handicap inkluderes, så skal også legepladserne indrettes, så børnene kan være med i pauserne.

Jeg er af den overbevisning, at inklusion af børn med særlige behov også vil komme de andre børn til gavn. Det er vigtigt, at folkeskolen er en afspejling af samfundet og bidrager til en øget forståelse for menneskers indbyrdes forskellighed. Børn har godt af at lære, at vi er forskellige; at der skal være plads til alle, og at alle kan bidrage med noget positivt.

Måske bliver der nogle steder behov for en mere struktureret hverdag, end man førhen har været vant til. Det er imidlertid min oplevelse, at rigtig mange børn i dag – i en verden hvor rigtig meget flyder – godt kan profitere af faste og trygge rammer. En hverdag, der tilgodeser børn med særlige behov, er altså ikke nødvendigvis dårligt for de øvrige børn. Tværtimod.

Det er mit håb, at udviklingen af flere såkaldte fleksible tilbud, vil være medvirkende til, at flere børn bliver mødt, der hvor de er. At det enkelte barn ikke behøver at være enten i et specialtilbud eller på en almen folkeskole, men at man i højere grad kan veksle mellem special- og almentilbud og skræddersy indsatsen til det enkelte barn.

I Radikale Venstre vil vi arbejde for, at vi kan bibeholde socialrådgiverne på skolerne såvel som i daginstitutionerne. Personligt er jeg meget optaget af en tidlig indsats, der sikrer, at alle børn kommer bedst muligt fra start, og her spiller socialrådgiverne en vigtig rolle. I forhold til inklusionsopgaven har socialrådgiverne en væsentlig funktion i forhold til at vejlede om og sikre det rette tilbud fra starten – og til løbende at vurdere, om behovet ændrer sig. Ligeledes kan de sikre en god rådgivning af forældrene.

Også i Hamborg udgjorde socialrådgivere en væsentlig del af indsatsen. Men det, der gjorde allermest indtryk var, at når man nu havde skabt forholdene for inklusion af elever med særlige behov, ja så kunne man lige så godt gå skridtet videre og ansætte lærere med forskellige former for handicap. Deres motto var: “Vi taler ikke kun om inklusion, vi gør det”. Og vigtigst af alt, så fungerede lærerne som en form for rollemodeller, idet de viste, at mennesker med særlige behov også kan gøre en forskel på arbejdsmarkedet.

Indlægget er bragt i bladet Kommuneskolen i april 2014

Af Anne Marie Geisler Andersen, medlem af Børne- og Ungdomsudvalget og næstformand i socialudvalget for Radikale Venstre