Børn som pårørende

Jeg har netop læst Preben Engelbrekts kronik, bragt i Politiken den 17. juli. Ifølge Børn, Unge & Sorg bør børn med alvorligt syge forældre sikres hjælp. Som politiker og barn af en far, der hele min ungdom døjede med svær psykisk sygdom, er jeg enig.

Jeg genkender til fulde Engelbrekts beskrivelse af den følelsesmæssige belastning, man lever med; egne behov træder i baggrunden, den evige frygt for endnu et selvmordsforsøg, oplevelsen af at rollerne byttes om, bekymringen for den anden forælder og sorgen over ikke at have haft en far i en sårbar periode af livet.

Jeg håndterede fars sygdom ved at løbe stærkere; være med i alt og gøre alt til perfektion. Holdt mig oppe på den anerkendelse, mine præstationer gav – lige indtil filmen knækkede; stress, depressioner, OCD og ADHD.

Idag er jeg videre og opfylder ikke længere diagnosekriterierne. Men først som voksen opsøgte jeg selv psykologhjælp og en pårørendegruppe. Også mit løb har hjulpet mig, ligesom min mand blev mit stabile holdepunkt. Jeg er stærk og har ressourcer at trække på. Idag er jeg politisk aktiv og Danmarks bedste 24-timersløber.

Ingen ville have udpeget mig som udsat. Alligevel fik forløbet ram på mig. Tænk hvis vi kunne sætte tidligere ind over for de mange børn og unge, som idag vokser op med alvorligt syge forældre – fysisk som psykisk. Uanset hvor stærk man er, er det en enorm belastning.

Engelbrekt nævner forskellige tiltag. Som regionsrådskandidat bakker jeg op om, at hospitalerne forpligtes på at være opmærksomme på børn, der er pårørende. Og som byrådskandidat vil jeg arbejde for, at region og kommune samarbejder om at sikre de rette tilbud. Oplysning om muligheden for psykologhjælp og oprettelsen at grupper for ligesindede.

Jeg ved, hvilken enorm betydning det har at møde andre i samme livssituation. At mærke, man ikke er alene, og at ens reaktion er en sund reaktion på en usund livssituation. Sådanne grupper kunne ligge i folkeskoleregi. De er ikke omkostningstunge – slet ikke, når man tænker på, hvad de kan betyde for de berørte børn og deres fremtidige liv.

Børn, der vokser op med alvorligt syge forældre, skal ikke selv risikere at blive syge, fordi de ikke får den rette hjælp og støtte.

Retten til at komme sig – skal også gælde ved psykisk sygdom

Psykiateren gav omtrent følgende svar: “Var du kommet i dag, havde du ikke fået diagnosen, for du lever ikke op til diagnosekriterierne. Men du kan ikke komme af med diagnosen.”

Forleden var jeg til psykiater for at få en revurdering af min psykiske tilstand. Jeg har været ramt af depression i 2003 og i 2008, i 2010 fik jeg en ADHD-diagnose, og i 2012 gik jeg i et gruppeforløb for OCD-ramte.

Depressionerne har jeg lært at forebygge

Depression er der ingen tvivl om, at jeg ikke lider af på nuværende tidspunkt. Om jeg nogensinde bliver ramt igen, er ikke til at vide. Begge mine depressioner har helt eller delvist været udløst af stress. Mit håb er, at jeg er blevet så god til at forebygge stress, at jeg ikke vil få flere stressudløste depressioner. I hvert fald er der gået længere tid siden min anden depression i 2008, end der gik fra den første i 2003 til den anden. Så det går den rigtige vej. Derudover har jeg ikke været ramt af stress siden 2008, som jeg var det adskillige gange mellem 2003 og 2008.

Selvfølgelig ville jeg kunne få en depression igen en dag, hvis jeg blev udsat for noget meget traumatisk – men hvem ville ikke kunne det? Uanset hvad, så bliver depression ikke betragtet som en permanent lidelse på samme måde som fx ADHD, så her er ingen ko på isen.

OCD påvirker mig ikke meget

En egentlig OCD-diagnose har jeg aldrig rigtig fået. Men min læge må have vurderet, at jeg kunne profitere af behandling, siden han henviste mig til et behandlingsforløb. Jeg er dog ikke længere påvirket af det i en grad, så det nedsætter min funktionsevne. Men jeg arbejder stadig med min perfektionisme og trang til orden, hvilket jeg måske altid vil komme til at gøre i et eller andet omfang. Længe er det dog gået den rigtige vej, og jeg drømmer da også om – og tager tilløb til – en dag at kunne træffe beslutningen om, at nu er det slut.; Nu dropper jeg ideen om det perfekte og om at have kontrol én gang for alle.

Jeg tror på, det vil ske på et tidspunkt. Uanset hvad, så rykker jeg hele tiden. Om jeg ville få en diagnose i dag, ved jeg ikke, men lige nu er det heller ikke så vigtigt. For jeg ved, at jeg stadig kan komme endnu længere på dette område og arbejder stadig med det. Jeg er dog hverken ramt af angst eller hæmmet af det i min dagligdag i nævneværdigt omfang, så en alvorlig lidelse er der ikke tale om.

ADHD-diagnosen kan jeg ikke slippe af med

ADHD-diagnosen derimod har jeg svært ved at forene mig med den dag i dag. For nylig tog jeg derfor til en psykiater med henblik på at få en revurdering af denne diagnose. Efter at have gennemgået et meget langt spørgeskema sammen med psykiateren og min mor, som kunne bidrage med svar omkring min barndom, gav psykiateren omtrent følgende svar: ”Var du kommet i dag, havde du ikke fået diagnosen, for du lever ikke op til diagnosekriterierne. Men du kan ikke komme af med diagnosen.”

Ifølge psykiateren har jeg lært at mestre mine ADHD-vanskeligheder, så jeg ikke er funktionshæmmet inden for et eller flere livsområder, hvilket er en forudsætning for at stille diagnosen. Der er dog ingen tvivl om, at hele min personlighed er kendetegnet ved mange af de ting, som karakteriserer mennesker med ADHD. Men hvorfor skal jeg blive ved med at rende rundt med en diagnose, hvis jeg ikke har symptomerne i tilstrækkelig grad? Hvad skal man så med definitionen af, hvornår man har ADHD? Havde jeg ventet til i dag med at gå til en psykiater, havde jeg aldrig fået diagnosen. Men fordi jeg søgte hjælp og svar i 2010 og efterfølgende har arbejdet mig ud af det, så skal jeg have diagnosen på livstid.

Når jeg eksempelvis holder foredrag om min psykiske sårbarhed, synes jeg, det er misvisende at sige, at jeg har ADHD. Et eller andet sted synes jeg heller ikke, det er rimeligt over for de mange mennesker, som vitterligt har store vanskeligheder som følge af ADHD. Jeg identificerer mig ikke længere med diagnosen, fordi jeg ikke længere føler mig hæmmet af min store energi, eftersom jeg har lært at styre mit aktivitetsniveau og min impulsivitet. Jeg får da heller ikke medicin, men bruger motionen og et hav af andre mestrings-strategier fx i forhold til planlægning.

Hvad mere er, at mine ADHD-symptomer var tydeligst i årene efter, at min far blev alvorligt syg med depressioner. Psykiateren startede med at sige, at en belastningsreaktion, som godt kan udløses af en forælders psykiske sygdom, kan minde rigtig meget om ADHD. Det er helt klart min oplevelse, at min fars sygdom har forstærket mine ADHD-symptomer, og den vil nok altid påvirke mig i en eller anden grad. Men jeg kan mærke, at det har hjulpet at få den lidt på afstand.

Jeg er ikke imod diagnoser – det er et meget nyttigt redskab til at få den rette hjælp. Men uanset, om man betragter ADHD som en permanent hjernefejl eller ej, så forstår jeg ganske enkelt ikke, hvorfor man ikke vil tage min diagnose fra mig, når jeg ikke længere lever op til kriterierne?

Desuden har den del, der omhandler, at symptomerne skal have været til stede i en vis grad i barndommen, aldrig været opfyldt. Alligevel fik jeg diagnosen, fordi nogle psykiatere mener, at symptomerne ikke behøver at have været til stede i barndommen, da man på forskellig vis kan kompensere. Jeg skulle have kompenseret med min høje IQ, al min motion og den faste struktur i hjemmet.

Men når jeg nu heller ikke længere er hæmmet i hverdagen, som jeg var, dengang jeg jævnlig kørte så hårdt på, at jeg blev ramt af stress, hvorfor skal jeg så fastholdes i diagnosen? Hvem får noget ud af det? Jeg gør i hvert fald ikke. Til gengæld sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg ikke får lov at komme videre i livet.

Forstil dig at have fx forhøjet blodtryk eller en anden livsstilssygdom, som man kan afhjælpe ved at omlægge sin livsstil. Du kommer til lægen og får at vide, at du ikke længere har forhøjet blodtryk, men det vil fortsat stå i din journal, at du lider af det. Hvordan ville du have det med det? Eller du har været i behandling for kræft, er blevet helbredt, og alligevel står der stadig i din journal, at du er kræftramt.

Jeg er normalt ikke tilhænger af ideen om, at man ’shopper’ rundt mellem psykiatere, indtil man får det svar, man ønsker. Men jeg ved, det kan lade sig gøre at finde psykiatere med forskellige tilgange til tingene. Jeg håber, der i fremtiden kommer flere af slagsen, som har den tilgang, at det kan lade sig gøre at komme sig.

I hvert fald opgiver jeg ikke kampen om retten til at blive rask. For jeg ved, jeg ikke er den eneste, der kæmper den. Fx kender jeg en fyr, som har skizofreni med fuld remission – hvilket betyder, at han helt er kommet sig. Han har ikke haft symptomer i mange år, men alligevel kan han ikke få slettet sin diagnose og derfor heller ikke få det job, han drømmer om.

Det eneste, der i mine øjne kommer ud af at fastholde folk i en diagnose er, at færre vil søge hjælp, hvis de har psykiske problemer. En af mine veninder sagde på et tidspunkt, at dette var en overvejelse, hun havde gjort sig i forbindelse med en depression. Hvis hun skulle ’mærkes’ for livet, var hun ikke sikker på, at hun ville opsøge behandling. Ligeledes kan en diagnose forhindre folk i at kunne forfølge deres drømme fx i forhold til et job. Det kan også gøre det svært at blive forsikret, adoptere og sikkert en masse andre ting, som jeg endnu ikke er stødt på. Er det rimeligt?

Jeg synes det ikke. Og derfor vil jeg kæmpe for, at retten til at blive rask også kommer til at gælde for mennesker med psykisk sygdom.

Børn af psykisk syge skal ikke rammes dobbelt

Onsdag den 4. marts offentliggjorde Psykiatri Fonden en undersøgelse, der viser, at børn af psykisk syge forældre har en stor risiko for selv at blive syge. Omkring 80.000 børn og unge vokser i Danmark op i familier med psykisk sygdom, og heraf oplever næsten halvdelen selv at få psykiske problemer. Desværre eksisterer der endnu ikke noget systematisk tilbud om hjælp til disse børn.

Særligt den personlige historie i Politiken ramte mig – den kunne lige så godt kunne have været min egen. Rent faktisk var det netop min opvækst med en far, der blev ramt af psykisk sygdom, som fik mig til at gå ind i politik. Min far fik ikke den rette hjælp i tide, og det gjorde vi børn heller ikke. Vi passer da også glimrende ind i statistikken; min søster gik fri, jeg blev efterfølgende diagnosticeret flere gange med bl.a. depression. Gentagne gange er det kommet bag på mig, hvor meget min fars sygdom har påvirket – og stadig påvirker mig – også selv om jeg har haft 20 år til at lære at leve med dem.

I lande som Sverige og Norge har man ved lov indført et systematisk tilbud om hjælp til børn, der er pårørende til alvorligt syge. I Norge har alle hospitaler eksempelvis en børneansvarlig sundhedsperson, som skal afklare, om alvorligt syge patienter har børn, kortlægge barnets behov for information og opfølgning samt sikre sidstnævnte. I Danmark sker der lidt på området, men langt fra nok. I Region Hovedstaden eksempelvis er man godt på vej på dette område, som man har arbejdet med i flere år. Ligeledes afsatte Folketinget i den seneste satspuljeaftale midler til at hjælpe børn, der er pårørende. Men samlet set er indsatsen spredt, utilstrækkelig og langt fra systematisk.

Ved at sikre den nødvendige hjælp i tide, vil vi kunne forebygge, at børn af forældre med psykisk sygdom selv udvikler psykiske eller sociale problemer. Dette handler både om at tilbyde børnene tidlig hjælp samt at støtte forældrene i at hjælpe deres børn bedst muligt. Altså en hjælp, der har fokus på hele familien. Rent faktisk er netop børn af mennesker med psykisk sygdom et af de allermest oplagte steder at sætte ind, hvis vi gerne vil blive bedre til at forebygge psykisk sygdom. Derfor går jeg til valg på, at vi sikrer alle disse børn en ret til og mulighed for at få den nødvendige hjælp. De er mange, og det koster – men både menneskeligt og økonomisk koster det så sandelig også at lade være!

Indlægget er bragt i Frederiksborg Amts Avis d.d.

Lyt til læger og skab sengeplads

Det er godt, at en gruppe speciallæger fra Region Hovedstaden nu råber vagt i gevær, fordi man har nedlagt for mange psykiatriske sengepladser, som beskrevet i Information den 24. januar i artiklen »Speciallæger i oprør over mangel på sengepladser«. Mit håb er, at der fra politisk side også vil blive lyttet til dem.

Inden for psykiatrien har man i en årrække arbejdet for en omstilling til mere ambulant behandling. Desværre ser man ofte, at når politikere først har set sig varm på en løsning, sker der en meget ensidig satsning på den.

Ambulant behandling er til gavn for mange psykiatriske patienter. Men for de hårdest ramte så som mennesker med både misbrug og psykisk sygdom er det bestemt ikke altid den bedste løsning. Og særligt for denne udsatte gruppe har behandlingen i mange år trængt til at blive styrket, for at der bliver taget ordentlig hånd om deres problematikker. Dette kan sagtens kræve en sengeplads.

Jeg er glad for, at regeringen har styrket indsatsen over for mennesker med psykisk sygdom. Det har jeg arbejdet hårdt for. Men jeg håber, man vil huske på, at der sjældent eksisterer en universalløsning på menneskers problemer. Mennesker med psykisk sygdom er meget forskellige, og det skal afspejles i behandlingstilbuddene. Jeg vil derfor kraftigt opfordre regeringen til at lytte til lægerne i denne sag og få skabt den rette balance mellem sengepladser og ambulante tilbud.

Indlæg er bragt i Information d.d.

Flagdag i Mariager

Her min tale fra mangfoldighedspriden, som i dag blev afholdt i Mariager på baggrund af den chikane, som et lesbisk par har været udsat for.

“Ingen i Danmark skal chikaneres for at være den, de er. Det ligner ikke noget at forsøge at true andre mennesker til at være som en selv. I Danmark tager vi dialogen med dem, vi er uenige med. Vi skal respektere og omfavne mangfoldigheden og vores forskelligheder. Ikke undertrykke dem i håbet om, at vi alle kommer til at ligne hinanden. For ingen har patent på ’den rigtige måde at leve på’.

Vi kan ikke være et samfund bekendt, hvor mennesker skal opleve at blive udsat for intolerance, chikane eller hate crimes. Det gælder uanset, om det bunder i ens seksuelle orientering, om man har et handicap eller en psykisk sygdom, om man er hjemløs eller noget helt femte.

Det er mig både uforståeligt, ubegribeligt og fuldstændig uacceptabelt, at en familie her i Mariager, familien Krøyer, skal opleve at blive chikaneret på det groveste i Danmark anno 2014.

Tidligere på året oplevede vi også, hvordan en tv-vært nærmest blev udråbt som national helt, fordi han forsvarede en hjemløs mand. På den ene side var det glædeligt, at så mange mennesker viste deres opbakning til Hans Pilgaards indgriben. Men omvendt er det også en trist historie. Det er trist, at danske borgere i det hele taget kan finde på at behandle en hjemløs, så der er brug for, at andre må blande sig og sige fra på vedkommendes vegne.

Jeg vil gerne dele en lille oplevelse med jer, som, jeg godt vil understrege, på ingen måde kan sammenlignes med den chikane, som nogle mennesker må udsættes for. Og som hverken kan måle sig med det, som familien Krøyer har oplevet, eller det eksempel som Pernille Frahm(SF) kom med. Men som til gengæld kan ses som et udtryk for, hvor lidt der til tider skal til, for at vi ikke kan rumme hinanden som mennesker.

For nyligt sad jeg i S-toget. En ældre dame kommer ind og sætter sig over for mig. Damen begynder at brokke sig højlydt og kommenterer på, at jeg snøfter. Jeg forsøger at forklare hende, at hun kan være ganske rolig, jeg er hverken forkølet eller smitter. Til gengæld døjer jeg med nogle rigtig dårlige vaner – en mindre grad af tics i form af ufrivillige bevægelser. Kort efter bliver der er et tomt sæde lidt længere væk, og damen flytter sig øjeblikkeligt og demonstrativt. Og da hun gjorde det, sad jeg tilbage med en følelse af at være meget lidt værd og nærmest smittebefængt, når hun ikke engang kunne sidde over for mig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan denne dame mon ville reagere, hvis hun en dag mødte et menneske, som virkelig var plaget af svære tics.

Hvis vedkommende som chikanerede familien i Mariager, de unge piger som overfusede den hjemløse, eller damen i S-tog blot havde villet dialogen – havde turde spørge ind og lytte – så kunne dialogen have skabt grobund for den nødvendige forståelse, som gør, at vi kan rumme hinanden som mennesker.

Jeg kæmper for et tolerant Danmark med frisind og højt til loftet – et mangfoldigt og rummeligt samfund med plads til forskellighed. For hvor ville det dog være trist, hvis vi alle gik rundt og lignede hinanden – hvis der kun var EN måde at være på og EN måde at leve sit liv på. Derfor stiller jeg op i dag, og det er jeg glad for, at så mange andre danskere også gør. Tak!”

Mental sundhed kræver handling

Hvis man beskæftiger sig med psykiske lidelser og mental sundhed, blev man næppe overrasket over konklusionen i den undersøgelse, Vidensrådet for forebyggelse offentliggjorde lørdag den 27. september. Her fremgår det, at det går den forkerte vej med den mentale sundhed – særligt blandt unge. Til gengæld kan det undre, at vi endnu ikke er nået længere end til undersøgelser, der slår omfanget af mistrivslen fast. Lad os da se at få klarlagt årsagerne, så vi kan komme hen til, hvad vi så kan gøre ved det.

For nylig afsatte regeringen 60 millioner kroner til psykiatrisk forskning, hvilket er meget tiltrængt. Det er mit håb, at en del af disse vil gå til forskning i, hvordan vi bliver bedre til at styrke den mentale sundhed og derved forebygge psykiske lidelser. For psykisk sygdom både kan og skal forebygges – og jo tidligere indsats, desto lettere er det at komme sig.

Der er mange steder at tage fat. Vi skal blive bedre til at ruste unge til et liv med et hav af valg og muligheder, og undgå at så mange unge rammes af stress, angst eller depression, fordi de har urealistisk høje
forventninger til egen livsførelse. Ligeledes vil en indsats over for børn og unge i svære livssituationer være et godt sted at starte. Vi ved, at børn, der vokser op med forældre med for eksempel misbrug eller
psykisk sygdom, har større risiko for selv at udvikle disse lidelser. Det samme gælder børn og unge, der oplever forældres langvarige sygdom, selvmord eller selvmordsforsøg.

Konkrete løsninger
Da jeg var barn, og min far blev ramt af alvorlige depressioner og efterfølgende forsøgte selvmord, var der ingen, som tilbød os børn hjælp eller støtte. Siden da har jeg mange gange været ramt af alvorlig
stress. To gange så alvorligt, at det gik over i en depression. Som mange
unge i dag havde jeg urealistisk høje forventninger til mig selv, fordi
jeg via præstationer søgte den opmærksomhed og anerkendelse, jeg
manglede hjemmefra. Det har taget mange år at nå dertil, hvor jeg føler
mig robust.

Desværre lader det ikke til, der er sket meget på området de sidste 20
år. Når systemet, hvad enten det er det sociale eller sundhedsvæsnet, bliver bekendt med voksne i ovennævnte situationer, så bør det altid undersøges, hvorvidt de har børn. Og ikke mindst, hvorvidt børnene har behov for hjælp. Det er så tiltrængt med øget fokus på den mentale sundhed, men lad os nu også få fokus på de konkrete løsninger.

Indlægget er bragt i Information d.d.

Grundlovstale 2014; Når vi værner om hinanden, værner vi om demokratiet

Grundloven skal fornys

Jeg kan godt forstå, hvis mange unge står af, når de læser Grundloven. For det er ikke svært at fornemme, at den ikke er formuleret i går. Den sidste ændring af Grundloven skete i 1953, altså for 61 år siden, og meget er sket siden da. Et tættere europæisk samarbejde og øget samarbejde på internationalt plan i det hele taget har betydet, at Danmark har underskrevet en række konventioner om menneskerettigheder. Herunder blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der indeholder værdier, som bør gælde alle mennesker uden undtagelse. Værdier, som vi finder umistelige. Derfor bør disse værdier også Grundlovsfæstes. Det moderne danske demokrati bør være afspejlet i den Grundlov, hvorpå samfundet bygger sin lovgivning. Desværre er det ikke tilfældet i dag. Men det er noget, jeg vil kæmpe for i årene, der kommer.

En Grundlov skal ikke være moderne forstået på den måde, at den skal ændres hvert andet år eller ændres efter forgodtbefindende. Det ligger i selve navnet, at den er det juridiske grundlag for samfundet – og et fundament for borgerne i det danske demokrati at stå fast på. Men Grundloven bør simpelthen afspejle det samfund, vi lever i. Den bør kunne læses og opleves som vedkommende af samfundets borgere. Et eksempel på, at Grundloven er ude af trit med den tid, vi lever i, er den måde udtrykket ”kongen” bruges på. Én ting er, at Kongen i dag lige så vel kan være en Dronning. Hvad mere er, at læser man blot tre paragraffer ned i Grundloven står følgende: ”den udøvende magt ligger hos Kongen”. Her burde nok snarere stå ”Regeringen”, hvis Grundloven skulle afspejle nutiden. Ligeledes burde ”boligens ukrænkelighed” måske udvides til også at omfatte internettet og datasikkerhed. For er der et sted, hvor vi i dag har behov for at sikre borgernes rettigheder, må det være her. Der er således alt mulig grund til, at vi i Radikale Venstre har nedsat et arbejde til en gennemgang og opdatering af Grundloven.

Uddannelse som fundament for demokratiet

Det er i dag 165 år siden, at Danmark fik sin første grundlov. Man kan stille spørgsmålstegn ved om den var rigtig demokratisk i 1849, for først i 1915, fik de fem F’er – Fruentimmere, Folkehold, Fattiglemmer, Fjolser og Forbrydere – også stemmeret. Baggrunden for denne udvikling var den demokratiske bølge, der skyllede ind over Europa i årene før. Men lige så vigtig for Danmark var også indførelsen af skolepligten med Anordningerne for skolevæsenet. For skal demokratiet fungere, kræver det en oplyst og veluddannet befolkning. Derfor bør vi i dag ikke blot glæde os over Grundloven af 1849 og dens ændringer i tiden frem til i dag. Vi bør også fejre 200-året for indførelsen af skolepligten, som senere er blevet til undervisningspligten og nedfældet i Grundlovens § 76.

Den reform af folkeskolen, som er vedtaget og bliver implementeret fra 1. august i år er et naturligt led i den forsatte demokratiske udvikling. En højtuddannet befolkning er grundelementet – ja, forudsætningen – i ethvert demokrati og ikke mindst i et demokrati i stadig udvikling. Borgerne skal inddrages i styringen af samfundet. Det gælder både på det internationale, det nationale og ikke mindst på det lokale niveau.

Derfor vil jeg i dag argumentere for, at partierne fortsat bør forny sig, så de skaber både engagement og deltagelse. At demokratiet skal være vedkommende – også for de unge. Og måske vigtigst af alt, at vi politikere skal sørge for, at skabe lige muligheder, så alle borgere og samfundslag kan være en del af demokratiet, nyde godt af de grundlovssikrede rettigheder og benytte sig af den frihed og alle de muligheder, som vores samfund i dag byder på.

Partiernes tilstand og rolle

Det siges ofte at demokrati er besværligt og trægt. I hvert fald kommer der 364.000 hits op i løbet af 0,68 sekund, når man googler ordene ”besværligt” og ”demokrati”. Mange engagerer sig i politik ud fra et ønske om at forandre samfundet til det bedre. Men at være del af et demokratisk samfund er besværligt, og processerne tager tid. Ikke desto mindre er det vigtigt, hvis demokratiet skal fungere, at borgerne også tager del i arbejdet med at gøre samfundet funktionsdygtigt og føler et ansvar og ejerskab for samfundets udvikling. Derfor er det bekymrende at de politiske partiers medlemstal falder i en sådan grad, at de politiske partier blot er en skygge af sig selv for 50 år siden. Danmark har mange organisationer og foreninger, der kæmper for enkeltsager. Disse er naturligvis også en væsentlig del af vores demokrati. Men de politiske partier er det eneste sted, hvor udviklingen af vores samfund i kommunerne, regionerne, på landsplan og i EU ses i en større helhed. En af styrkerne ved partierne er netop, at de er nødt til at tage højde for hele samfundsudviklingen. Nok har mange partier deres mærkesager – nogle mere markant end andre – og politik handler da også om prioritering. Men som del af Folketinget er man nødt til at prioritere under hensyn til helheden, til fællesskabet.

Unge og demokratiet

Set over en længere periode har valgdeltagelsen været svingende. Tag bare det seneste EP-valg, hvor blot lidt mere end hver anden dansker gik ned og stemte. Tendensen er desværre, at mange unge ikke får stemt. Det kan der være forskellige årsager til. Men som politikere i Folketinget, kommunerne og de politiske foreninger har vi en særlig forpligtelse til at få rettet op på dette.

  • Vi må og skal aldrig tage demokratiet for givet.
  • Vi må og skal aldrig tage vores grundlovssikrede rettigheder for givet.
  • Og vi må og skal aldrig tage Danmarks relativt høje stemmeprocenter for givet.

Demokratiet kræver, at vi fortsat arbejder for dets beståen.

Der blev gjort en rigtig god indsats under kommunal- og regionsvalget. I forbindelse med det netop overståede – og set med radikale øjne meget veloverståede – valg til Europa-Parlamentet, kunne jeg dog godt have ønsket mig, at indsatsen for at engagere borgerne havde været større. Også selv om enkelte kandidater og politisk aktive gjorde alt, hvad de kunne. Disse kunne nemlig konstatere en stor interesse, når de ved forskellige lejligheder mødte de unge– og særligt når de mødte dem i øjenhøjde. Måske kender I det fra jer selv? Hvis man skal deltage i noget, skal man på den ene eller anden måde føle det relevant eller vedkommende.

Sænket valgretsalder

Personligt blev jeg da heller ikke engageret i politik, før jeg blev 18 år og måtte stemme. Indrømmet – første gang var det vigtigere for mig, at gøre brug af min stemmeret, end det var, hvor jeg satte krydset. Det var første og eneste gang, jeg stemte SF – men vi har vel alle vore begynderfejl. Siden jeg blev aktivt medlem af Radikale Venstre har jeg til gengæld ikke et øjeblik været i tvivl om, hvor krydset skulle sættes.

Der har længe været diskussioner om, hvorvidt valgretsalderen burde sænkes. Jeg hører til blandt dem, der tror på, at engagementet vokser med ansvaret. Da jeg stillede op som social- og sundhedsordfører ved mit første landsmøde i Radikal Ungdom, var jeg mildest talt grøn. Altså ikke sådan i miljømæssig forstand – selvom jeg nu også mener, vi gør for lidt for klimaet. Men jeg var meget ny i politik. Alligevel var jeg heldig at blive valgt, og det forpligtede. Kort sagt, hvis unge får mulighed for at deltage og tage ansvar for politiske løsninger, er jeg overbevist om, at det vil øge deres interesse for demokratiet, og det samfund de lever i. Dette er så meget desto vigtigere, da det jo netop er de unge, der skal føre vores danske demokrati og velfærdsmodel videre.

Frihed

Når jeg tænker på Grundloven, tænker jeg først og fremmest på de grundlæggende rettigheder, som Grundloven stadfæster – og særligt på frihedsrettighederne.

  • Disse frihedsrettigheder er en række fundamentale rettigheder, som sikrer den enkelte danskers frihed til eksempelvis at ytre, forene og forsamle sig:
  • Disse frihedsrettigheder udgør de bærende søjler i det danske velfærdssamfund.
  • Disse frihedsrettigheder udgør selve forudsætningen for demokratiet og omdrejningspunktet for mit politiske virke.

Derfor ligger det mig meget på sinde at værne om frihedsrettighederne og kæmpe imod alt, der truer med at underminere disse. Det er dog vigtigt, vi gør os klart, at når vi i dag taler om frihed, omhandler det langt mere end de grundlæggende frihedsrettigheder.

‘Jeg vælger, derfor er jeg’

Vi lever i et samfund, hvor vores valgmuligheder langt overskrider, hvad nogen tidligere generation nogensinde har haft adgang til. Når vi derfor kæmper for og værner om den enkeltes frihed, skal vi også være opmærksomme på, at det eneste, der efterhånden ikke er frihed til, det er til ikke at vælge.

For langt de fleste danskere er friheden til at vælge blandt de mange valgmuligheder i høj grad en positiv rettighed – ja, ligefrem en luksus, fordi de er i stand til at gøre brug af denne frihed. Mottoet synes at lyde: ”Jeg vælger, altså er jeg.”

  • Desværre gælder det langt fra alle.
  • Desværre er der nogle som hverken kan eller vil vælge.
  • Desværre er der nogle, for hvem friheden snarere bliver en spændetrøje.

Hvad enten vi så står i Fakta og skal vælge mellem utallige forskellige produkter, om vi skal vælge hospital, eller om vi skal vælge uddannelse, så kan vi føle os handlingslammede af de utallige valgmuligheder, der eksisterer i dag sammenlignet med tidligere.Man bliver ikke længere det samme som sin far, og det er ikke på samme måde som tidligere givet, at vi er sammen til døden os skiller. Når vi diskuterer etiske dilemmaer som aktiv dødshjælp eller retten til at vælge et ufødt barn fra, så argumenterer mange med friheden til selv at bestemme over egen krop. Vi har utroligt mange valgmuligheder, ligesom vi på mange måder og i hidtil uset omfang har frihed til at forme vores eget liv. Men det er ikke alle, som magter denne frihed. Og når alle muligheder står åbne, og det blot er op til os selv at tage ansvar for at benytte dem, så rammer dette nederlag dobbelt så hårdt.

Særligt for de unge kan det være en udfordring, at vi konstant skal tage stilling til tidens mange valgmuligheder og til, hvor vi er på vej hen. For vi skal helst være på vej. Vi skal helst have et ’ongoing’ projekt. I dag er det sådan, at folkeskoleelever meget tidligt skal beslutte, hvilken retning de vil i, og man skal helst ikke bruge mange sabbatår på at finde sig selv. Vi skal konstant udvikle os, læring skal være livslang, og vi skifter job og ægtefælle langt oftere end tidligere.

Også teknologien medfører nye valg. Og selv om man eksempelvis som vordende mor ikke ønsker en nakkefoldsscanning, så betyder selve den teknologiske mulighed, at man indirekte kan blive ansvarlig for at føde et barn med et handicap. De mange muligheder tvinger os til at vælge, direkte eller indirekte, og vigtigst af alt til at måtte leve med konsekvenserne af vores valg.

For langt de fleste mennesker er de mange valg som sagt heldigvis lig med frihed. Men for andre kan de være en stor belastning. Derfor kan frihed og valgmuligheder ikke stå alene – de må bakkes op af en række tiltag, der sikrer, at alle bliver i stand til at favne friheden og få det bedste og mest optimale ud af netop deres valg.

Alle skal med

Hvis vi ønsker, at flere aktivt deltager i demokratiet, nyder godt af de mange muligheder og i det hele taget er en del af samfundet, er det nødvendigt at se på de forhold, vi som samfund byder vore medborgere. Her tænker jeg ikke mindst på de socialt udsatte og mennesker, der rammes af sygdom. Skal disse mennesker have et overskud – og deltagelse fordrer overskud – ja, så må vi konstant og til stadighed kæmpe for at skabe de mest optimale betingelser for disse mennesker. Noget, der også fremgår af Grundlovens § 75: 

”Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.” Og videre: ”Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder.”

Vores sociale sikkerhedsnet skal tage hånd om borgere, der – i kortere eller længere perioder – har brug for hjælp. Som radikal er jeg meget optaget af hjælp til selvhjælp – og det handler i høj grad om at møde folk, der hvor de er.

Psykiatrihandleplan

Min motivation for i sin tid at gå ind i politik var de mange mennesker, som kæmper med psykisk sygdom. Ifølge de seneste tal er det ikke en lille del af befolkningen, idet hver tredje dansker på et tidspunkt i livet vil opleve at blive ramt af en psykisk lidelse. Derfor er jeg også stolt over, at vi som del af regeringen nu har fremsat en Psykiatrihandlingsplan. Planen indeholder rigtig mange gode tiltag. Men vigtigst af alt, så udtrykker den meget klart den holdningsændring, som jeg har kæmpet for fra dag et. Vi skal skabe ligeværd:

  • Mennesker med psykisk sygdom skal ikke vente længere på at få hjælp end mennesker med en fysisk lidelse
  • Mennesker med psykisk sygdom skal ikke mødes med en holdning om, at det alligevel ikke nytter – for det kan godt lade sig gøre at komme sig eller leve et godt liv med sin sygdom
  • Mennesker med psykisk sygdom skal ikke skamme sig eller gå alene med deres lidelse

I stedet skal psykisk sygdom være noget, vi taler om. Vi skal hjælpe folk til at kunne mestre deres lidelse og det samfund, de lever i. Dette var min bevæggrund for at gå ind i politik. Og så længe der er basis for at skabe bedre vilkår for de mange, som slås med ondt i sindet, så længe vil jeg have et ønske om at gøre min indflydelse gældende rent politisk.

Mental sundhed

Næste skridt bliver så at blive endnu bedre til at forebygge, at mennesker i første omgang rammes af psykisk sygdom. Det handler om at styrke den mentale sundhed ved at skabe nogle rammer, som vi alle kan trives under – børn såvel som voksne. Eksempelvis ved vi, at omkring 35.000 mennesker dagligt er sygemeldt med stress. En tilstand, som både kan forstærke og udløse psykiske lidelser som angst og depression. Derfor skal vi have skabt et arbejdsmarked, som ikke slider folk ned. Som politikere bør vi gå forrest, ligesom også arbejdsmarkedets parter bør tage et større ansvar. Men vi kan også alle sammen hver og en som gode kollegaer gøre mere for at nedbringe stress på arbejdspladsen. Jeg håber, I vil være med til at skabe den kulturændring, som vi i så høj grad har brug for.

Stress rammer nemlig ikke kun voksne. Også børn og unge oplever i stigende grad stress som konsekvens af den måde, vi har indrettet vores samfund på. Her tænker jeg ikke kun på de opblødte strukturer og den moderne teknologi, der gør, at vi kan arbejde når som helst og hvor som helst. Jeg tænker også på de øgede informationsstrømme, kravet om og muligheden for konstant at være tilgængelig og ”på” via elektroniske devices, de mange valgmuligheder og idealer, vi konstant kæmper for at leve op til og jeg kunne blive ved.

Børnefamiliers kår

Som politikere kan vi både skabe rammerne og hjælpe mennesker til at blive i stand til at agere inden for disse. Når omkring halvdelen af alle børnefamilier har svært ved at skabe balance mellem arbejde og familieliv, bør vi tage det alvorligt. Det er ikke nok at sige, at den enkelte familie må prioritere og træffe svære valg. Eller blot at sørge for længere åbent i daginstitutionerne. Jeg oplever, at mange forældre i nutidens samfund savner tid og nærvær med deres børn. Desværre hører man også om mange børn, som savner tid og nærvær med deres forældre.

Blandt andet som følge heraf vil man i København nu indføre stressklinikker, hvilket klart kan være med til at sætte borgere i stand til at mestre deres liv. Men hvis man ruster mennesker til at prioritere i livet, må man også skabe de nødvendige muligheder.

Stod det til mig, ville et væsentlig tiltag være, at gøre det lettere at arbejde på nedsat tid, når man har små børn. Dette vil ikke kun være i forældrenes interesse, men også i børnenes. Og når det nu er fars dag, kan jeg ikke lade være med at nævne, at vi bør forbedre fædres mulighed for at tage barsel – også selv om den nødvendige kulturændring på de danske arbejdspladser måtte kræve en øremærkning for en tid. Vi må og skal skabe rammerne og mulighederne for, at alle forældre kan varetage forældreskabet på bedste vis, så vi kan give vores børn den bedste start på livet. I min optik kræver det voksne, der er tilstede – både fysisk og mentalt. Kun sådan tror jeg, vi fremadrettet kan skabe sunde og engagerede borgere, der kan tage aktiv del i demokratiet.

Når vi værner om hinanden, værner vi om demokratiet. I ønskes alle en fantastisk Grundlovsdag!

Talen blev holdt i Egedal – en af de to opstillingskredse, som har opstillet mig som folketingskandidat for Radikale Venstre i hele Nordsjællands Storkreds

Kriminelle skal ikke dømmes to gange

De borgerlige partier i Københavns Borgerrepræsentation(V, K og DF) vil på baggrund af en konkret sag stille krav om, at mennesker dømt for alvorlig volds- eller berigelseskriminalitet ikke må arbejde med socialt udsatte borgere. Et krav vi i Radikale Venstre ikke kan støtte.
Vi mener, det er domstolene, som skal straffe de kriminelle. Og når straffen er afsonet, skal man have en chance for at starte et nyt liv. Den chance får man ikke, hvis vi på forhånd udelukker mennesker med en bestemt dom fra at lave socialfagligt arbejde. Det er en meget sort/hvid-tankegang, at man på den måde ønsker at skære alle over en kam ved at opstille regler for, hvilke domme der berettiger til en ny chance.
En specifik dom kan skyldes forhold, der ligger mange år tilbage i tiden, og have mange forskellige årsager. Har man eksempelvis som tidligere misbruger begået noget kriminelt i en rus, er risikoen for tilbagefald minimal, hvis man for længst har lagt misbruget bag sig.
Ligeledes ved vi fra den seneste medieomtale, at nogle mennesker med psykiske lidelser begår kriminalitet for at få en behandlingsdom, fordi de ellers ikke kan få den nødvendige behandling. Hvis disse mennesker helt er kommet af med deres lidelse eller ikke længere har de symptomer, som drev dem ud i kriminalitet, skal de så for bestandigt udelukkes fra et bestemt arbejde? De kan jo sagtens være ganske udmærkede socialarbejdere.
Ja rent faktisk benytter man ansatte eksempelvis i det kriminalpræventive arbejde eller arbejdet med psykisk sårbare mennesker, som selv har en kriminel fortid eller på egen krop har oplevet psykisk sygdom eller misbrug. I visse tilfælde kan deres fortid vendes til en fordel, da disse mennesker kan være rollemodeller eller skabe håb om en bedre fremtid. Vi taler så meget om recovery – hvis vi mener det, må vi give folk en reel chance for at komme videre.
Når tidligere dømte har afsonet deres dom, skal kommunen ikke øge straffens længde via generelle regler, der forhindrer dem i at komme i arbejde. Det er det juridiske system, der dømmer, og sådan skal det blive ved at være. Vi politikere skal huske på Grundlovens § 3 og holde nallerne fra den dømmende magt. Om tidligere dømte kan varetage bestemte funktioner, må altid være op til en konkret vurdering af, hvorvidt den enkelte har de rette personlige og faglige kompetencer – herunder om den enkeltes fortid er problematisk for det pågældende ansættelsesforhold.

Indlægget er skrevet i samarbejde med Jeppe Mikkelsen, retsordfører(RV) og bragt i Politiken den 29. marts 2014

København skal have hjemløsepakke – med fokus på forebyggelse

Antallet af hjemløse er steget støt de seneste år, og København er den danske by med flest hjemløse. Desværre ender også flere og flere unge på gaden. Derfor bør Københavns Kommune vedtage en hjemløsepakke, der imødegår denne udfordring.

Først og fremmest skal vi have flere skæve boliger. Disse er særligt egnet til hjemløse, populære hos målgruppen, og rehabilitering af hjemløse via disse giver positive resultater. Derfor er det utrolig trist, at Københavns Kommune nu tilbagebetaler 73 millioner til Socialministeriet, som de havde fået til opførelse af flere skæve boliger. Taget i betragtning, at en skæv bolig er markant billigere end en herbergplads, undrer det meget, at Kommunen ikke har kunnet finde de fornødne ekstra midler til drift at flere skæve boliger.

Den store stigning i antallet af hjemløse betyder, at vi ikke kun skal afhjælpe, men også forebygge hjemløshed. Alle udsatte boligområder bør have en social vicevært og tilbyde gratis gældsrådgivning for at forebygge, at mennesker sættes på gaden. Ligeledes skal udsatte unge kunne henvende sig i ét fælles ungehus for at få en helhedsorienteret hjælp til deres problemer, uanset om de omhandler uddannelse, beskæftigelse eller er af social karakter. I dag falder for mange mellem flere stole.

Unge mennesker, der allerede er blevet hjulpet ud af hjemløshed, skal sikres efterværn, som kan forebygge ny hjemløshed. Disse unge skal have én fast sagsbehandler og én fast mentor, og hjælpen skal både indeholde praktisk støtte til etablering af et hjem, hjælp til håndtering af privatøkonomi og evt. medicinforbrug, samt hjælp med uddannelse og beskæftigelse.

Især kombinationen psykisk sygdom og misbrug udgør en særlig udfordring. Hele 31 pct. af de hjemløse har en såkaldt dobbeltdiagnose. Dertil kommer, at andre omstændigheder som fx arbejdsløshed kan medvirke til en ond spiral. Desværre bliver alt for mange udsatte borgere kastebolde mellem offentlige instanser, ofte uden at disse kommunikerer effektivt med hinanden. Dette gælder ikke mindst mht. den kommunale misbrugsbehandling og den regionale behandlingspsykiatri.

Ifølge eksperter er den bedste hjælp til mennesker med dobbeltdiagnoser en integreret indsats, der tager hånd om begge problematikker. Derfor foreslår vi i Radikale Venstre, at Københavns Kommune i samarbejde med Region Hovedstaden opretter et Psykiatriens Hus i København. Her skal socialt udsatte med mangeartede problemer som misbrug, psykisk sygdom og arbejdsløshed kunne få en helhedsorienteret indsats. Psykiatriens Hus skal både rumme distriktspsykiatrisk og socialpsykiatrisk hjælp, samt kommunale ansvarsområder som beskæftigelsesindsatsen.

Sidst skal Københavns Kommune i samarbejde med frivillige organisationer afdække, hvordan vi i fællesskab bliver bedre til at forebygge hjemløshed.

Kan psykisk sygdom være en styrke?

I går bragte Information denne interessante artikel: http://www.information.dk/477864

Personligt tror jeg, at tilgangen til ens psykiske lidelse betyder meget. For mig gik accepten af min psykiske sårbarhed hånd i hånd med, at jeg begyndte at kunne bruge den konstruktivt. Og det giver så meget mening for mig, når jeg får lov at bruge mine erfaringer til at forbedre forholdene for andre, der bliver ramt af psykisk sygdom.

Det har også hele tiden været mit håb at kunne bidrage til at skabe nye billeder af, hvad det vil sige at være psykisk sårbar. For kun sådan tror jeg, vi får afstigmatiseret området. Mennesker med psykiske lidelser er lige så forskellige som alle andre, og derfor giver det ikke mening at sætte folk i kasser. Men netop derfor tror jeg også, det er farligt, hvis det bliver for sort hvidt. For selv om nogle kan udnytte deres lidelse konstruktivt, er det ikke nødvendigvis alle. Men forhåbentlig kan det være med til at skabe håb om, at det er muligt at leve et godt liv med psykisk sygdom.

Jeg tror aldrig, jeg var gået ind i politik, hvis jeg ikke selv havde oplevet psykisk sygdom på egen krop. Og uden mit store energiniveau er det heller ikke sikkert, jeg var blevet valgt. Min ADHD har både ført mig ned i depressionens mørke, men min enorme energi og vedholdenhed har også hjulpet mig videre. Den har formentlig også været medvirkende til, at jeg uden de helt store anstrengelser kom på landsholdet i 24-timersløb.

Men er det så stadig en lidelse? Det var det i hvert fald i den årrække, hvor mit aktivitetsniveau og manglende evne til at prioritere  jævnligt medførte alvorlig stress og flere stressudløste depressioner. Men efterhånden som jeg har lært at skabe en bedre balance i mine aktiviteter, har jeg fået mere kontrol over de negative sider.

Det har taget mange år at lære at håndtere det enorme energiniveau og krævet mange psykologtimer. Men da jeg valgte ikke at genopstille til folketinget, fordi vi skulle være forældre, vidste jeg, at jeg endelig havde lært at passe på mig selv og prioritere. Selv om det var mit drømmejob, var der én ting, som var vigtigere; min familie. I dag ved jeg, hvad det vil sige at være forælder, og nu kæmper jeg for at komme tilbage igen. Politik giver så meget mening for mig, og det giver mig mere overskud til andre ting så som familien – når jeg er i stand til at balancere det.

I artiklen stilles spørgsmålet, hvorfor bruge ressourcer på at hjælpe og behandle mennesker med psykiske lidelser, hvis sidstnævnte blot er en kilde til succes? Fordi det kræver meget at udnytte styrkerne. Nogle er nødt til at tage medicin. Andre kan komme langt med eksempelvis samtalebehandling, som det var tilfældet for mig. Men havde jeg ikke haft mulighed for at få psykologbehandling, så var jeg næppe nået dertil, hvor jeg kan bruge min psykiske sårbarhed som en styrke.