København; En aktiv by – også for socialt udsatte

København skal være en grøn, sund og aktiv by, der tager hånd om socialt udsatte. Jeg er meget optaget af københavnernes mentale sundhed, og her er muligheden for fysisk aktivitet i sunde og grønne omgivelser væsentlig. Særligt for psykisk sårbare eller udsatte børn og unge kan motion spille en væsentlig rolle.

Amager Strandpark – Én af Øens perler

Amager Strandpark er et fantastisk sted med rig mulighed for aktivitet i skønne omgivelser; en af øens perler. Derfor er jeg glad for, at mit forslag om projektering af flere oplyste løberuter, herunder i Amager Strandpark, kom med ved de seneste overførselsforhandlinger, hvor overskuddet fra sidste år blev fordelt. Bedre belysning øger både trygheden og anvendelsesmulighederne af byens rum.

Vi fik også de nødvendige ekstra midler til opførelsen at Naturcenter Amager Strand. Der manglede aktiviteter for de mindste i Strandparken, og centeret vil blive udflugtsmål for blandt andet børnefamilier. Ligeledes vil det i tråd med Folkeskolereformen kunne benyttes til undervisning af skoleklasser og bidrage til større integration af skole og lokalsamfund. For at Amager Strandpark skal kunne benyttes af alle aldersgrupper mangler dog endnu særligt to ting; en naturlegeplads for de allermindste borgere og god adgang til toiletfaciliteter hele året rundt.

Socialt udsatte

Siden jeg gik ind i politik, har jeg brændt for at skabe bedre forhold for socialt udsatte. Både fra egen krop og som pårørende har jeg et nært kendskab til psykisk sårbarhed. I forbindelse med overførselsforhandlingerne var jeg derfor særligt glad for, at det lykkedes foreløbigt at redde værestedet Fundamentet fra lukning. I Borgerrepræsentationens Socialudvalg skal vi snart drøfte en større omlægning af hele aktivitets- og værestedsområdet. Her finder jeg det vigtigt, at der ikke bliver for langt mellem de forskellige tilbud, samt at der også fremadrettet vil være steder, hvor man kan komme og få lov bare at være – deraf navnet være-sted. Nogle mennesker har i perioder brug for ikke at skulle stilles over for alverdens krav, og det skal der fortsat være plads til. En sammenhængende by der tager hånd om socialt udsatte kræver også, at udsatte boligområder løftes. Derfor er jeg glad for, at vi nyligt i Børne- og Ungdomsudvalget besluttede at gøre en særlig indsats i Holmbladsgadekvarteret.

Gode forslag i Bydelsplanen

Skulle jeg fremhæve et par af forslagene i den seneste bydelsplan for Amager Øst, er det nye og bedre rammer omkring idrætscontaineren ’Buret’ og aktivitetsområdet ved Sønderbro Skole. Bedre muligheder for fysisk aktivitet vil løfte området, gøre det mere attraktivt og skabe et lokalt samlingspunkt. Som beboer på Amagerbro oplever jeg selv, hvordan større kendskab til folk fra nærområdet skaber et tryggere lokalsamfund. Derudover vil de forbedrede faciliteter i tråd med folkeskolereformen kunne anvendes til skolens idræt og åbnes for lokalområdet. Området omkring Buret spiller desuden en væsentlig rolle mht. den opsøgende sociale indsats over for udsatte unge og brobygning til kultur- og fritidsaktiviteter.

Et andet forslag, er etableringen af ’Palermo Park’ mellem Palermovej og Messinavej; en grøn oase, der vil invitere til leg og aktivitet, og hvor områdets blandede beboergruppe vil kunne mødes. Samtidig vil lommeparken opsamle regnvand og rense luften, hvormed den vil bidrage til klimatilpasningen.

Det geniale ved ovenstående tiltag er, at de på én gang skaber et byrum, der både inviterer til aktivitet, øger sammenhængskraften, og bidrager til henholdsvis den sociale indsats og klimatilpasningen.

Lokaludvalgenes arbejde er værdifuldt

Lokaludvalgene har en vigtig funktion i kraft af deres lokale kendskab, inddragende arbejdsform samt engagement i lokalområdet. Deres arbejde og henvendelser er værdifulde, fordi man som politiker får et bedre overblik over, hvor i byen der er behov for konkrete tiltag.

Indlægget er nyligt bragt i Ama’røsten sammen med to andre af mine debatindlæg, hvor de dog desværre havde trygt det samme to gange

Videnssamfundets grænseløshed giver os ADHD

I produktionssamfundet blev kroppen slidt ned, i videnssamfundet går det ud over psyken. Skal vi bremse udviklingen i antallet af psykisk syge, skal vi se på indretningen af hele vores samfund – både arbejdslivet og fritiden

Debatten om psykisk sygdom omhandler desværre oftest medicin og overdiagnosticering. Derfor er jeg glad for, at Sundhedsministeren har opfordret til at belyse de samfundsforhold, som gør, at flere mistrives og rammes af psykisk sygdom.

Et væsentligt forhold er, at vi i dag kan arbejde når som helst og hvor som helst. Arbejdet udgør en stor del af manges identitet, hvorfor arbejdsmæssige præstationer har enorm betydning. Flere og flere rammes af stress, som f.eks. kan udløse angst og depression. For nylig advarede en ekspert om, at et stigende antal danskere ikke kan lægge arbejdet væk i ferien og dermed aldrig får en reel pause.

Også ledige rammes af stress. Den høje arbejdsløshed taget i betragtning undrer det, at vi ikke gør det lettere at gå på deltid – f.eks. for børnefamilier. I stedet skal beskæftigede yde mere, og ledige mødes af flere krav. På egen krop og gennem venner har jeg oplevet, hvordan beskæftigelsesindsatsens mange regler, kontrol og manglende målrettethed får selv ressourcestærke til at miste troen på sig selv.

Sidste år gik jeg i et gruppeforløb for mennesker med OCD. Flere måtte melde sig raske, fordi sygedagpengene ikke kunne forlænges. At de var underlagt samme krav som raske dagpengemodtagere, satte dem ofte tilbage i behandlingen. Beskæftigelsessystemet er ikke for psykisk sårbare.

Ingen pauser

I dag er der ikke mange naturlige pauser, og arbejdet flyder ofte sammen med fritiden. Lukkelovens afskaffelse er udtryk for, at samfundets ydre rammer udviskes. Vi kan være på hele tiden, og selve muligheden for at være det betyder, at mange arbejdsgivere også forventer fleksible medarbejdere. For mennesker med brug for faste rammer – f.eks. ADHD-ramte – er det en udfordring.

Samtidig skal vi selv skabe rammer og mål for vores arbejde. Tendensen spores så tidligt som i folkeskolens krav om ansvar for egen læring, og jo længere man kommer i uddannelsessystemet, desto mere skal man selv kunne tilrettelægge sin tid. På universitetet læste jeg ofte i døgndrift; mit selvværd afhang af gode karakterer, og på grund af min ADHD var jeg ikke god til at sætte grænser. Flere gange fik jeg stress, som to gange endte i depression. Jeg tror altid, der har været mennesker med de udfordringer, som kan føre til stress eller en ADHD-diagnose. Men det er blevet sværere at begå sig, hvis man har vanskeligt ved at prioritere.

Mediebombardement

Teknologien og et fragmenteret mediebillede gør, at vi bombarderes med informationer. Ligeledes øges forventningerne til, at vi konstant er på. Vi skal have nemkonto og e-boks, lægen kommunikerer digitalt, og arbejdsløse skal frekventere diverse hjemmesider. De mange kommunikationsformer og -fora kan give megen stress. I produktionssamfundet blev kroppen slidt ned, i videnssamfundet er det psyken.

Medierne spiller også en rolle mht. stress, angst og depression. Vi bombarderes med idealer for udseende, motion mv. og kan konstant sammenligne os med de bedste. Dette hvad enten det gælder studerende, som sprænger karakterskalaen eller chefen, som klarer jobbet med bravur, laver hjemmebag, dyrker motion mm. Vi får sjældent det hele billede – for selvfølgelig kan ingen levere toppræstationer på alle livets områder på én gang.

Mediernes evige fokus på sygdom og død kan også øge angsten f.eks. hos mennesker med OCD. I forebyggelsens hellige navn hører vi om risici for alverdens sygdomme. F.eks. i forbindelse med graviditet gør de utallige vejledninger og råd, at man kan bekymre sig i en uendelighed. Min veninde blev frarådet at gå ud i myldretiden, da det kunne give stress. Hvis man ikke er stresset, bliver man det af de mange forskrifter.

Valg på valg

Vi skal også hele tiden tage stilling til et utal af valgmuligheder, samt hvor vi er på vej hen. For vi skal helst være på vej. Unge skal tidligere vælge retning og helst ikke have mange sabbatår. Konstant skal vi udvikle os, og vi skifter job og ægtefælle oftere. Også teknologien medfører nye valg, og de mange muligheder tvinger os til at vælge og leve med konsekvenserne. Siger man f.eks. nej til nakkefoldsscanning, kan man indirekte blive ansvarlig for at føde et barn med handicap.

Jeg påstår ikke, at samfundets strukturer direkte forårsager psykisk sygdom. Men har man en medfødt sårbarhed, kan ydre faktorer medvirke til at udløse en sådan. Vil vi imødegå den voksende udfordring med psykisk sygdom, må vi forholde os til, hvordan vi organiserer samfundet.

Kommentaren blev bragt i Information den 29. august 2013