Familiepolitik: Lad os bygge broer i stedet

Debatten om børnefamiliers kår har været karakteriseret ved fraværet at politikere. I hvert fald politikere, som taler børnefamiliernes sag. Desværre synes frontlinjerne kun at blive trukket skarpere og skarpere op. Familiepolitikken er ikke højt på den politiske dagsorden, men nogle medier lader også til at have en interesse i at gøre debatten meget sort/hvid. Selv har jeg som politiker en del gange forsøgt at komme til orde i bl.a. Politiken, der i den grad har givet spalteplads til indlæg om familiepolitik og været bannerfører på debatten – desværre uden held.

Jeg finder det utrolig ærgerligt, at mange børnefamilier må sidde tilbage med det indtryk, at vi politikere over en bred kam ikke interesserer os for familiernes kår. For mig er familiepolitik en mærkesag. Hvorfor skal vi arbejde allermest, når vi har små børn? Hvorfor ser vi det ikke som en investering i børnene, at forældre ikke går ned med stress og har mulighed for at sætte deres børns behov i centrum, når de har allermest brug for det?

I Radikale Venstre i København kæmpede vi ved de netop overståede budgetforhandlinger – desværre forgæves – for at bevare tilskuddet til pasning af barn i eget hjem. Familierne må selv foretage deres prioritering, men vi politikere må skabe et fleksibelt udbud af muligheder for at få hverdagen til at hænge sammen. Ikke alle forældre trives med at gøre karriere for fuld skrue, når børnene er små, og ikke alle børn trives med at være i institution på fuld tid, når de fylder 1 år. Børn og familier er forskellige, og derfor skal vi have en familiepolitik, der har et bredere sigte end blot at sikre gode daginstitutioner.

Jeg vil et samfund, hvor trivslen er i højsædet; forældres såvel som børns. Kun sådan skaber vi sunde borgere også i fremtiden, og kun sådan får vi et godt grundlag for at drive samfundet videre – også når det kommer til vækst og innovation. Derfor er jeg rigtig ærgerlig over, at det som politiker er så svært at komme til orde i debatten, så vi der arbejder i samme retning kan gøre det i fællesskab. Heldigvis har vi på Facebook fundet sammen i et Familiepolitisk Netværk. Men jeg håber, at også de skrevne medier fremadrettet vil bidrage til at bygge broer frem for blot at grave grøften dybere.

Småbørnsfamiliers kår; En vigtig debat

En mor til to beskyldes for klynk, fordi hun i et debatindlæg i Politiken den 19. april mener, det er for svært for børnefamilier at få hverdagen til at hænge sammen. Jeg synes faktisk, hun har fat i den lange ende. Alt for mange går ned med stress, deraf følgende depressioner mm. Hver 2. børnefamilie føler sig presset. Personligt oplever jeg for tiden, at småbørnsforældre i min omgangskreds falder som fluer. Selvfølgelig skal man selv tage ansvar og arbejde med egne forventninger til, hvilket liv man kan føre som småbørnsfamilie. Men vi skal som politikere så sandelig også skabe nogle rammer, der gør det muligt. Hvor let er det fx at gå på deltid/nedsat tid? Hvad er din oplevelse? Og kender du børnefamilier, hvis hverdag er urimeligt presset? Hvad bør man som børnefamilie gøre, og hvad kan politikerne gøre for at lette hverdagen? Jeg mener, det er en meget vigtig debat!