København; En aktiv by – også for socialt udsatte

København skal være en grøn, sund og aktiv by, der tager hånd om socialt udsatte. Jeg er meget optaget af københavnernes mentale sundhed, og her er muligheden for fysisk aktivitet i sunde og grønne omgivelser væsentlig. Særligt for psykisk sårbare eller udsatte børn og unge kan motion spille en væsentlig rolle.

Amager Strandpark – Én af Øens perler

Amager Strandpark er et fantastisk sted med rig mulighed for aktivitet i skønne omgivelser; en af øens perler. Derfor er jeg glad for, at mit forslag om projektering af flere oplyste løberuter, herunder i Amager Strandpark, kom med ved de seneste overførselsforhandlinger, hvor overskuddet fra sidste år blev fordelt. Bedre belysning øger både trygheden og anvendelsesmulighederne af byens rum.

Vi fik også de nødvendige ekstra midler til opførelsen at Naturcenter Amager Strand. Der manglede aktiviteter for de mindste i Strandparken, og centeret vil blive udflugtsmål for blandt andet børnefamilier. Ligeledes vil det i tråd med Folkeskolereformen kunne benyttes til undervisning af skoleklasser og bidrage til større integration af skole og lokalsamfund. For at Amager Strandpark skal kunne benyttes af alle aldersgrupper mangler dog endnu særligt to ting; en naturlegeplads for de allermindste borgere og god adgang til toiletfaciliteter hele året rundt.

Socialt udsatte

Siden jeg gik ind i politik, har jeg brændt for at skabe bedre forhold for socialt udsatte. Både fra egen krop og som pårørende har jeg et nært kendskab til psykisk sårbarhed. I forbindelse med overførselsforhandlingerne var jeg derfor særligt glad for, at det lykkedes foreløbigt at redde værestedet Fundamentet fra lukning. I Borgerrepræsentationens Socialudvalg skal vi snart drøfte en større omlægning af hele aktivitets- og værestedsområdet. Her finder jeg det vigtigt, at der ikke bliver for langt mellem de forskellige tilbud, samt at der også fremadrettet vil være steder, hvor man kan komme og få lov bare at være – deraf navnet være-sted. Nogle mennesker har i perioder brug for ikke at skulle stilles over for alverdens krav, og det skal der fortsat være plads til. En sammenhængende by der tager hånd om socialt udsatte kræver også, at udsatte boligområder løftes. Derfor er jeg glad for, at vi nyligt i Børne- og Ungdomsudvalget besluttede at gøre en særlig indsats i Holmbladsgadekvarteret.

Gode forslag i Bydelsplanen

Skulle jeg fremhæve et par af forslagene i den seneste bydelsplan for Amager Øst, er det nye og bedre rammer omkring idrætscontaineren ’Buret’ og aktivitetsområdet ved Sønderbro Skole. Bedre muligheder for fysisk aktivitet vil løfte området, gøre det mere attraktivt og skabe et lokalt samlingspunkt. Som beboer på Amagerbro oplever jeg selv, hvordan større kendskab til folk fra nærområdet skaber et tryggere lokalsamfund. Derudover vil de forbedrede faciliteter i tråd med folkeskolereformen kunne anvendes til skolens idræt og åbnes for lokalområdet. Området omkring Buret spiller desuden en væsentlig rolle mht. den opsøgende sociale indsats over for udsatte unge og brobygning til kultur- og fritidsaktiviteter.

Et andet forslag, er etableringen af ’Palermo Park’ mellem Palermovej og Messinavej; en grøn oase, der vil invitere til leg og aktivitet, og hvor områdets blandede beboergruppe vil kunne mødes. Samtidig vil lommeparken opsamle regnvand og rense luften, hvormed den vil bidrage til klimatilpasningen.

Det geniale ved ovenstående tiltag er, at de på én gang skaber et byrum, der både inviterer til aktivitet, øger sammenhængskraften, og bidrager til henholdsvis den sociale indsats og klimatilpasningen.

Lokaludvalgenes arbejde er værdifuldt

Lokaludvalgene har en vigtig funktion i kraft af deres lokale kendskab, inddragende arbejdsform samt engagement i lokalområdet. Deres arbejde og henvendelser er værdifulde, fordi man som politiker får et bedre overblik over, hvor i byen der er behov for konkrete tiltag.

Indlægget er nyligt bragt i Ama’røsten sammen med to andre af mine debatindlæg, hvor de dog desværre havde trygt det samme to gange

Dobbeltdiagnosepatienter: Socialborgmester Warming står ret alene med sin opfattelse

Det var dejligt, at Socialborgmester i København, Mikkel Warming (EL), 29. juli gav sig tid til at svare på mit indlæg à 19. juli om dobbeltdiagnosepatienter. Imidlertid fokuserer han ensidigt på misbrugsbehandlingen og forholder sig ikke til, at mere end halvdelen af patienterne i psykiatrien også har et misbrug. Warming går ikke ind for parallelsystemer, hvilket jeg heller ikke er tilhænger af. Alligevel mener han, at flere psykiatere i kommunen er vejen frem i stedet for én samlet regional indsats for patienterne, der lige nu er kastebolde mellem kommune og region. Det skaber da unægteligt et parallelsystem.

Ifølge Warming har Københavns Kommune kompetencerne til at skabe en sammenhængende behandling, og allerede nu har man en samlet indsats i København. Han er dog den eneste blandt dem, jeg har været i kontakt med – organisationer, politikere, eksperter og borgere – som er af denne opfattelse. Det finder jeg mildest talt tankevækkende! Så sent som i torsdag mødte jeg en ung pige, som var endt i hjemløshed, fordi det eneste sted, der kunne rumme både hendes alkoholmisbrug og hendes øvrige psykiske lidelser, var et herberg. Altså lige bortset fra den lukkede psykiatriske afdeling, som hun ikke ønskede at være på, blot fordi psykiatrien ikke er gearet til at behandle misbrugere.

Warming klandrer mig for kun at fokusere på ét problem, selv om mit ærinde netop er at få skabt helhed i behandlingen ved på samme tid at tage hånd om både misbrug og psykisk sygdom, som eksperter anbefaler det. Jeg er fuldt ud bevidst om, at mennesker med dobbeltdiagnoser kan have andre udfordringer af fx beskæftigelsesmæssig eller social karakter, men det gælder jo også psykiatriske patienter uden misbrug. Så uanset hvad, skal kommunens sociale indsats kunne gå hånd i hånd med den regionale behandlingsindsats. Medmindre Warming da også mener, at kommunen skal varetage den psykiatriske behandling af mennesker uden misbrug?

Direkte skriver Warming, at han ønsker: ”psykiatrien ud af hospitalerne og ud, hvor misbrugere er.” Dette synes dog i direkte modstrid med, at et af udgangspunkterne for Københavns Kommunes kommende strategi for socialpsykiatrien netop er, at samarbejdet med behandlingspsykiatrien skal prioriteres. Jeg kan heller ikke tro, at Warming i ramme alvor forestiller sig, at kommunen skal varetage den psykiatriske behandling af misbrugere med svære sindslidelser, som ofte kræver indlæggelse.

Warming synes at modsige sig selv, idet han skriver, at misbrugere er meget forskellige, men også at de skal findes i kommunale tilbud som herberger og væresteder. Netop fordi misbrugere er en broget flok, er langt fra alle i kontakt med det kommunale system. En stor del kommer i kontakt med psykiatrien, fordi de også har en anden psykisk lidelse. Eftersom den mest effektive behandling af mennesker med dobbeltdiagnoser er en samtidig behandling af misbrug og psykisk sygdom, bør denne varetages af regionen, der har bedst mulighed for specialisering. Men når det så er sagt, skal der selvfølgelig være en opsøgende indsats fra kommunens side, på samme måde som de opsøgende psykiatriske teams skal opsøge både misbrugere og svært sindslidende.

Warming kalder mit forslag om at integrere misbrugsbehandlingen i den regionale behandlingspsykiatri for en ”lappeløsning”. Men at flytte misbrugsbehandlingen til regionen er en omfattende og langsigtet omstrukturering, som kan løse problemet med manglende sammenhæng i behandlingen af mennesker med dobbeltdiagnoser. En problematik som Warming mig bekendt er den eneste, der afviser eksistensen af.

Indlægget er bragt i Kristeligt Dagblad 21. august 2013