Politikere må skabe bedre rammer for småbørnsfamilier

Anne-Marie Løkkegaards indlæg i Politiken den 19. april: ”Hjælp os børnefamilier inden vi segner af stress” er blevet genstand for voldsom debat. Og med god grund, for debatten om småbørnsfamiliers kår er mere relevant end nogensinde. Stress har længe været et stort problem, og intet tyder på, vi har fået vendt udviklingen.

Imidlertid har Løkkegaards indlæg først og fremmest ført til beskyldninger om manglende personligt ansvar. Men der er altid to sider af en sag, det gælder ikke mindst stress. Politikerne må også skabe rammer, der gør det muligt at balancere familie- og arbejdsliv.

Jeg er for så vidt enig i, at mange forældre i dag har urealistisk høje forventninger til, hvad de skal kunne præstere, samtidig med at de har små børn. Megen stress kan forebygges ved at justere sine forventninger, og det er ikke givet, at både mor og far skal gøre karriere for fuld skrue, mens man har små børn. Problemet er, hvis vi som politikere ikke skaber mulighederne for, at man kan gøre det anderledes. Fx ved at gøre det lettere at gå på deltid.

Mange politikere taler for udvidede åbningstider i daginstitutionerne, så vi alle kan bidrage til den fortsatte vækst. For nogle kan mere fleksible åbningstider også kunne være løsningen, hvorfor vi i Radikale Venstre i København netop foreslået at åbne en døgnåben, integreret vuggestue og børnehave mere. Erfaringer viser dog, at langt fra alle forældre ønsker at gøre brug af udvidede åbningstider, hvis de kan løse pasningsproblemet på anden vis. Derfor bør mulighederne være flere. 

Som politikere må vi spørge os selv, hvilken retning vi ønsker at trække samfundet i. Får børn generelt set den bedste start på livet ved at tilbringe mere tid i institution, og er det sådan vi skaber sunde borgere, som fremadrettet vil kunne bidrage til samfundet? For slet ikke at tænke på, om det er løsningen for alle de forældre, som vælger at sætte børn i verden. Det er formentlig de færreste, der gør dette uden et ønske om også at være sammen med deres børn. Ligeledes har børn brug for, at deres forældre er til stede – både fysisk og mentalt. Når forældre rammes af stress, går det også ud over børnene.

Hvad angår det politiske fokus på vækst, bliver det ofte reduceret til et spørgsmål om, at alle skal arbejde mere. Men vi ved, at mennesker der er stressede ikke yder det samme, er mindre innovative og mindre effektive. Ligeledes bidrager det ikke til væksten på sigt, hvis småbørnsforældre går ned med stress og kun helt eller delvist kommer tilbage på arbejdsmarkedet. Økonomisk bæredygtighed kræver menneskelig bæredygtighed. Og sidstnævnte er der for lidt politisk fokus på.

Derfor mener jeg, det burde være lettere at gå på deltid. Jeg kender mange børnefamilier, som er på randen af eller har været ramt af stress, og for hvem et deltidsjob kunne være en del af løsningen. Imidlertid er det mit indtryk, at det langt fra er alle, der har mulighed for dette. Nogle steder modsætter arbejdsgiveren sig direkte, mens det andre steder nok snarere er et spørgsmål om en kultur. Hvorfor skeler vi ikke til Sverige, hvor småbørnsforældre har ret til at gå ned i tid, indtil børnene når en bestemt alder? Vi behøver ikke kopiere ordningen, men måske vi kunne lade os inspirere?

Det at være småbørnsforælder kræver, at man træffer svære valg og prioriterer i livet. Men det kræver sandelig også, at man fra politisk hold skaber forskellige muligheder for, at familier kan skabe balance mellem familie- og arbejdsliv. Og at man har muligheden for at prioritere børnene, mens de er små og har allerstørst behov.