Daginstitutioner: En god normering er forudsætningen for trivsel og kvalitet

Forleden afleverede jeg et vuggestuebarn på en stue med én vikar og 10 børn. Det var kun fordi, et andet barns mor tilbød at blive, til der kom en pædagog, at jeg med ro i sindet kunne køre på arbejde. Jeg er så træt af at høre argumentet om, at normeringer ikke er alt, når diskussionen falder på vores daginstitutioner. For en ordentlig normering er immervæk et væsentligt udgangspunkt for at kunne sikre vores børn sunde og trygge forhold.

Onsdag den 4. februar skrev Politiken, at selv de små børn giver udtryk for, at de ønsker voksne, som har tid til at være der for dem, når de har brug for det.  Det viser en undersøgelse lavet af Børnerådet blandt 3-5-årige. BUPL finder voksennærværet afgørende for, at vores børn trives og for, hvordan de klarer sig på længere sigt. Det giver sig selv, at jo flere børn per voksen, desto sværere er det at sikre voksennærvær.

Hverdagen er, at man mange steder dårligt har hænder nok til at klare det praktiske. Jeg har selv oplevet, at ture aflyses på grund af for få voksne. At børn må være alene på stuen, mens et andet barn skiftes. Samt at børn, der er stoppet med at bruge ble, får ble på, når de skal på legeplads. Simpelthen fordi der ikke er en voksen til at gå ind med dem, hvis uheldet skulle være ude. Er det virkelig tilfredsstillende?

En minimumsnormering står ikke i vejen for, at de enkelte kommuner eller institutioner selv kan vælge at øge normeringen. Den sikrer blot et forsvarligt minimumsniveau i vores vuggestuer og børnehaver på samme måde, som vi har en klassekvotient i skolerne.

Så kan det godt være, at der derudover også er andre forhold, som er væsentlige for at skabe gode forhold for vores børn i daginstitutionerne. Eksempelvis god ledelse og ordentlige fysiske rammer. Det er imidlertid et dårligt argument for ikke at ville sikre ordentlige normeringer, som i mine øjne er selve forudsætningen for god kvalitet og børnenes trivsel. Derfor hører jeg til den del af Radikale Venstre, som står bag vores vedtagne resolution om, at vi får minimumsnormeringer i vores daginstitutioner. Det vil jeg fortsat kæmpe for.

Dette indlæg er bragt i Hillerød Posten og Lokalavisen Egedal i min egenskab af Folketingskandidat i Nordsjælland.

Et inkluderende fællesskab

Jeg har netop været med Borgerrepræsentationen på studietur til Hamborg. Det første, vi besøgte, var en skole, der havde inklusion som særligt fokusområde. Der oplevede jeg, at det næsten var blevet normalt at skille sig ud.

Børn med særlige behov skal i højere grad end tidligere inkluderes i den almene folkeskole. Imidlertid er det forskelligt, hvordan kommunerne griber det an. Personligt er jeg glad for, at vi i Københavns Kommune ikke har vedtaget et måltal for, hvor mange børn, der skal gå i den almene folkeskole og dermed for hvor stor en procentdel, der skal inkluderes. Inklusion skal ikke være for enhver pris, men tage udgangspunkt i det enkelte barn.

I min optik er der flere forhold, som er væsentlige at have fokus på, hvis vi vil sikre en vellykket inklusion. Først og fremmest er det vigtigt, at lærerne klædes på til at kunne håndtere opgaven, og at vi sikrer løbende kompetenceudvikling på området. Dette både via efteruddannelseskurser og daglig sparring, fx med inklusionspædagogen. Ligeledes bør kompetence-centrenes specialviden og ressourcer i højere grad komme de almene skoler til gavn.

En tilstrækkelig normering er også vigtig. Derfor bør vi som udgangspunkt sikre at ressourcerne følger med barnet med over på almenområdet. I denne sammenhæng bør man imidlertid være opmærksom på, at selv om ressourcerne følger med, så opleves det ikke nødvendigvis sådan. Dette skyldes, at man ikke længere har de stordriftsfordele, som man havde på specialtilbuddet. Derfor bør der fra politisk hold være fokus på fremadrettet at sikre en normering, som står mål med inklusionsopgaven.

Det er mit håb, at Folkeskolens fokus på mere bevægelse i hverdagen ikke kun vil øge indlæringen hos børn over en bred kam, men også lette inklusionen af børn med særlige behov, for eksempel børn med ADHD. Dette særligt i lyset af, at skoledagen bliver længere. At være mere fysisk aktive sammen kan også bidrage til fællesskabet på en helt særlig måde.

Øget inklusion kræver de rette fysiske faciliteter. Det gælder ikke kun i form af flere idrætsfaciliteter. Skal flere børn med fysiske handicap inkluderes, så skal også legepladserne indrettes, så børnene kan være med i pauserne.

Jeg er af den overbevisning, at inklusion af børn med særlige behov også vil komme de andre børn til gavn. Det er vigtigt, at folkeskolen er en afspejling af samfundet og bidrager til en øget forståelse for menneskers indbyrdes forskellighed. Børn har godt af at lære, at vi er forskellige; at der skal være plads til alle, og at alle kan bidrage med noget positivt.

Måske bliver der nogle steder behov for en mere struktureret hverdag, end man førhen har været vant til. Det er imidlertid min oplevelse, at rigtig mange børn i dag – i en verden hvor rigtig meget flyder – godt kan profitere af faste og trygge rammer. En hverdag, der tilgodeser børn med særlige behov, er altså ikke nødvendigvis dårligt for de øvrige børn. Tværtimod.

Det er mit håb, at udviklingen af flere såkaldte fleksible tilbud, vil være medvirkende til, at flere børn bliver mødt, der hvor de er. At det enkelte barn ikke behøver at være enten i et specialtilbud eller på en almen folkeskole, men at man i højere grad kan veksle mellem special- og almentilbud og skræddersy indsatsen til det enkelte barn.

I Radikale Venstre vil vi arbejde for, at vi kan bibeholde socialrådgiverne på skolerne såvel som i daginstitutionerne. Personligt er jeg meget optaget af en tidlig indsats, der sikrer, at alle børn kommer bedst muligt fra start, og her spiller socialrådgiverne en vigtig rolle. I forhold til inklusionsopgaven har socialrådgiverne en væsentlig funktion i forhold til at vejlede om og sikre det rette tilbud fra starten – og til løbende at vurdere, om behovet ændrer sig. Ligeledes kan de sikre en god rådgivning af forældrene.

Også i Hamborg udgjorde socialrådgivere en væsentlig del af indsatsen. Men det, der gjorde allermest indtryk var, at når man nu havde skabt forholdene for inklusion af elever med særlige behov, ja så kunne man lige så godt gå skridtet videre og ansætte lærere med forskellige former for handicap. Deres motto var: “Vi taler ikke kun om inklusion, vi gør det”. Og vigtigst af alt, så fungerede lærerne som en form for rollemodeller, idet de viste, at mennesker med særlige behov også kan gøre en forskel på arbejdsmarkedet.

Indlægget er bragt i bladet Kommuneskolen i april 2014

Af Anne Marie Geisler Andersen, medlem af Børne- og Ungdomsudvalget og næstformand i socialudvalget for Radikale Venstre