Som småbørnsmor og ekstremsportsudøver savner jeg nuancerne!

Som svar på Freia Dams indlæg i Politiken “hellere have en slap røv end være en røvdårlig mor”, skrev jeg et modsvar. Da Politiken ikke har været ivrige efter at bringe mine indlæg, siden jeg trådte ud af Folketinget, ja så kommer det her:

Der er mere end én måde at være forælder på – og mere end én måde at være en god forælder på. Desværre findes der utroligt mange firkantede retningslinjer og råd, som forældre kan slå sig selv i hovedet med. I disse dage synes mantraet at hedde: man kan ikke løbe maraton og samtidig være en god forælder.

Den 20. marts kunne man i Politiken læse indlægget; “hellere have en slap røv end være en røvdårlig forælder”. Nu skal forældre, som ikke prioriterer fysisk træning åbenbart til at skyde deres dårlige samvittighed over på os, der gør. Hvorfor skal debatten hele tiden gøres til et enten eller? Det at have børn er jo ikke så sort/hvidt, som det ofte fremstilles. Jeg savner nuancerne!

Og ja, jeg føler mig både truffet og provokeret. Ikke fordi jeg føler mig som en dårlig mor, men fordi jeg som ekstremsportsudøver og småbørnsmor ikke vil sættes i bås. For hvis man ikke kan løbe et maraton, mens man har små børn, hvordan kan man så løbe 24-timersløb?

Det kan man eksempelvis, hvis man er villig til og har mulighed for at prioritere og gå på kompromis på andre fronter. Mine prioriterer er klare: 1) Vores børn 2) Motion 3) Politik, arbejde mm. Da vi skulle til at være forældre første gang, valgte jeg derfor at trække mig fra drømmejobbet som medlem af Folketinget.

På daværende tidspunkt var folketingshvervet for mig ikke foreneligt med at give mine børn den bedste start på livet. Jeg gik således på kompromis med mine politiske ambitioner, fordi mine børns trivsel er det vigtigste. På den ene side det sværeste valg nogensinde, på den anden side alligevel så selvindlysende.

Pludselig havde jeg fået en mening med livet, som stod over mine politiske ambitioner. Men derfra og så til at gå i den anden grøft, der er langt. Jeg elsker at være mor og sætter mine børn over alt andet. Men jeg trives også med at have andre ting i livet. Det handler om at finde en fornuftig balance, som både børn og forældre trives med.

Sidste sommer satte jeg danmarksrekord i 24-timersløb. Det krævede unægteligt en del træning. Men aftalen derhjemme var klar; det måtte ikke gå ud over familien. Da jeg også er medlem af Borgerrepræsentationen, valgte jeg derfor kun at arbejde 15 timer om ugen som sundhedspolitisk rådgiver. Jeg er klar over, at nedsat tid ikke er en reel mulighed for alle. Men det var det for mig, og havde det ikke været tilfældet, havde mit mål været for ambitiøst.

Jeg lagde så meget træning som muligt i tidsrum, hvor der ikke gik tid fra pigerne. Fx i de huller, som jeg havde i løbet af en arbejdsdag, eller når de små sov. Sidst i forløbet måtte jeg også tage lidt flere aftentimer i brug. Det var hårdt at komme af sted, når pigerne var lagt, men det var vilkårene.

Alligevel kunne det ikke undgås, og særligt ikke tæt på løbet, at pigerne en gang imellem måtte være alene med deres far eller hygge sig med bedsteforældrene. Eksempelvis når jeg løb en lang søndagstur i løbeklubben Sparta. En gang imellem tog min mand og jeg også pigerne en tur med i Dyrehaven i babyjoggeren, lige såvel som vi brugte den som transportmiddel, når vi fx skulle på stranden eller en tur i den Blå Planet.

Men jeg vil vove den påstand, at man godt kan dyrke ekstremsport, uden at det går ud over børnene. Mine mange korte løbeture var bestemt ikke tilrettelagt ud fra, hvad der var mest optimalt rent træningsmæssigt, men ud fra hvad der var foreneligt med familielivet. Jeg fravalgte også intervaltræning i klubregi, som er rigtig god træning, fordi det lå mellem kl. 16 og 20.

For mig er løb på ingen måde et spørgsmål om, hvordan jeg ser ud, som ovennævnte indlæg synes at antyde, skulle være den væsentligste årsag til, at forældre træner meget. Til gengæld betyder mit løb afsindigt meget for min mentale trivsel. Siden jeg begyndte at løbe, har jeg ikke været ramt af hverken stress eller depression, hvilket i høj grad også kommer mine børn til gode.

Omvendt dræner det mig rent mentalt, hvis jeg ikke har tid nok til mine børn. Det vigtigste for min mand og mig er at være nærværende og tilstedeværende forældre. Og det kræver tid! Vi tror ikke på begrebet ’kvalitetstid’, som vi opfatter som et udtryk for dårlig samvittighed over at have for lidt tid med sine børn.

Men man kan godt være en forælder, der prioriterer sine børn, selv om man dyrker meget sport. Lige såvel som det omvendte kan være tilfældet. Lad os nu få nuancerne med i debatten!

Til valg på familiepolitik

Dette indlæg er skrevet i egenskab af folketingskandidat for Radikale Venstre i Nordsjællands Storkreds.

Debatten om danske børnefamiliers kår har kørt længe og med god grund. Senest havde journalist Sofie Maria Brand et indlæg i Politiken, hvor hun talte for, at vi lader os inspirere af Sverige. Her har småbørnsforældre mulighed for at gå ned i tid, mens børnene er små, og bedre mulighed for at passe syge børn.

Jeg har været rigtig ærgerlig over, at der ikke har været andet budskab fra politisk hold, end at forældrene selv må prioritere. Selvfølgelig må de det, men vi politikere må sikre, at børnefamilierne har reelle muligheder for at prioritere.

Personligt er jeg privilegeret, at jeg som mor til to små har mulighed for at arbejde på deltid ved siden af mit politiske hverv i Københavns Borgerrepræsentation. Desværre har langt fra alle småbørnsforældre samme mulighed. Derfor går jeg til valg på, at Danmark bør have en familiepolitik.

Det vil langt fra kun komme forældrene til gode, hvis de får bedre muligheder for at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen og for at prioritere børnene, mens de er små. Hvis vi forebygger, at forældre går ned med stress, vil de have mere overskud til deres børn. Det vil være en investering i børnene, som vil opnå øget trivsel og robusthed, og på sigt vil blive sundere mennesker.

Alt for mange børn og unge kæmper med psykiske problemer, og en del af disse bunder i dårligt selvværd. Ikke alt kan begrundes i de familiære relationer, men vi bør give forældrene bedre mulighed for at give deres børn det nærvær og den tryghed, som de har brug for, mens de er små. Alt andet lige vil det give børnene mere at stå imod med. En god start på livet i balance med sig selv og sine omgivelser gavner det enkelte barn, familien og dermed også samfundet som hele.

Jeg siger ikke, folk skal leve på en bestemt måde, eller at vi som politikere skal diktere bestemte livsvalg. Tværtimod skal vi tage udgangspunkt i, at familier og børn er forskellige. Det er ikke alle børn, som har bedst af at komme i institution på fuld tid, når de fylder 1 år. Og det er ikke alle forældre, som prioriterer karrieren højest, mens børnene er små. Derfor skal en familiepolitik skabe reelle muligheder for, at familierne kan prioritere herefter – og i min optik kunne en familiepolitik meget vel være inspireret af Sverige.

Indlægget blev bragt I Frederiksborg Amts Avis d.d.

En livsfasepolitik skaber menneskelig bæredygtighed

Tusind tak til Karen Lumholt, direktør for tænketanken Cura, for et både inspirerende og nuanceret indlæg i Information den 10. maj; ‘stressede børnefamilier har brug for en livsfasepolitik’. Det er glædeligt, vi har fået en så omfattende debat om børnefamiliers kår, men trist at det ensidigt har handlet om at placere ansvaret enten hos den enkelte familie eller hos politikerne. For når det handler om stress, kan ansvaret sjældent placeres ét sted. Som medarbejder på en arbejdsplads kan man kun sige fra over for uoverstigelige krav eller være med til at tilrettelægge sin arbejdsdag, så den matcher ens behov, hvis ledelsen er åben over for det. Og som familie kan man kun prioritere inden for de rammer, politikerne fastlægger. Derfor hilser jeg det som politiker meget velkomment, at Lumholt kommer med konkrete indspark til, hvordan især arbejdsmarkedet kan tilpasses en virkelighed, hvor alle familiens voksne ofte er udearbejdende.

Debatten om børnefamiliers kår og stress i det hele taget er mere relevant end nogensinde. Statens Institut for Folkesundhed anser stress som et stigende folkesundhedsproblem. Stressforeningen melder om 35.000 sygemeldinger dagligt som følge af stress, samt at op mod 300.000 danskere lider af alvorlig stress. Stress kan både udløse og forværre psykiske lidelser som angst og depression. Dertil kommer, at når forældre rammes af stress, går det også ud over børnene.

Som Karen Lumholt så fint skriver, dannes barnets psykiske robusthed i de nære relationer i familien. Stigningen i psykiatriske lidelser taget i betragtning, er det kun endnu vigtigere at skabe rammerne for, at vores børn kommer bedst muligt fra start. Forældre der hverken fysisk eller mentalt er til stede, fordi de ikke kan få familie- og arbejdsliv til at gå op i en højere enhed, er næppe med til at styrke de beskyttende faktorer, der giver barnet mest muligt at stå imod med. Det bør ikke kun have politisk interesse, at folk sætter børn i verden. Rammerne skal også muliggøre, at børnene får den basale tryghed og omsorg, der gør, at de vil kunne trives i en verden, som er mere omskiftelig og uforudsigelig end nogensinde. Sunde borgere, som fremadrettet skal bidrage til samfundet, skabes ikke ved, at børnene blot tilbringer endnu mere tid i institution.

Tilsyneladende opfatter mange politikere ønsket om økonomisk vækst som en modsætning til at skabe bedre forhold for, at den enkelte familie kan få arbejdsliv- og privatliv til at hænge sammen. Således bliver det politiske fokus på vækst ofte reduceret til et spørgsmål om, at alle skal arbejde mere. Jo mere man står til rådighed for arbejdsmarkedet desto bedre. I et videnssamfund, hvor effektivitet i høj grad afhænger af vores kognitive formåen, og hvor det ofte handler om at tænke nyt og kreativt, synes denne tilgang noget forældet. Vi ved, at stressede mennesker yder mindre, er mindre innovative og mindre effektive. Ligeledes bidrager det ikke til væksten på sigt, hvis småbørnsforældre går ned med stress og kun helt eller delvist kommer tilbage på arbejdsmarkedet. Som det er ytret mange gange i debatten, kan vi ikke det hele, og slet ikke på én gang. Vi taler om klimamæssig- og økonomisk bæredygtighed – men hvornår begynder vi at tale om menneskelig bæredygtighed?

Jeg er stor tilhænger af Karen Lumholts forslag om en livsfasepolitik; at vi i perioder af vores liv kan arbejde mere og i andre mindre, så eksempelvis småbørnsfamilier har mulighed for i højere grad at prioritere familien. I den forbindelse beskriver Lumholt en række nytænkende tiltag, herunder hvordan man i Schweiz deler en ansvarsfuld lederstilling mellem to personer. I Sverige har man en lovfæstet ret til at gå på nedsat tid, mens børnene er små og har allermest brug for deres forældre. Det er ikke sikkert, vi skal gøre præcis det samme i Danmark. Men måske vi kunne lade os inspirere. Vi kunne også kigge nærmere på det udmærkede stykke arbejde, som Familie- og Arbejdslivskommissionen lavede i 2007.

Det at være småbørnsforælder kræver, at man træffer svære valg og prioriterer i livet. Men det kræver også, at man fra politisk hold skaber mulighederne for, at forældre kan prioritere børnene, når de har allerstørst behov. Lad os få nogle flere forslag på bordet!

Af Anne Marie Geisler Andersen, folketingskandidat i Nordsjællands Storkreds for Radikale Venstre