De pressede forældre – og døgnåbne daginstitutioner

I dag handlede Go’ Morgen Danmark om døgnåbne daginstitutioner. Fra politisk hold bør vi sikre forskellige muligheder for, at familier kan få hverdagen til at hænge sammen. Og for forældre med meget skæve arbejdstider eller natarbejde kan døgnåbne daginstitutioner være en mulig løsning. I mine øjne bliver det dog problematisk, hvis muligheder ikke længere forbliver muligheder, men udvikler sig til udtalte forventninger eller direkte krav. Jeg ønsker ikke at bevæge mig i retning af et samfund, hvor man eksempelvis forventes at stå til rådighed for natarbejde for at kunne få dagpenge eller anden understøttelse ved ledighed. Min mand kalder det et tænkt eksempel – dertil kommer vi aldrig. Men allerede i dag oplever jeg, at vi i højere grad skal være villige til at rejse eller bevæge os efter arbejde – også selv om transporttiden kan gøre det svært at få hverdagen med børn til at hænge sammen. Vi forventes i højere grad at flytte os rent fysisk eller geografisk efter arbejde. Hvad skulle forhindre, at det med fx døgninstitutioners øgede udbredelse vil blive krævet eller forventet, at vi i højere grad bevæger os efter arbejde over tid – fx ved at stå til rådighed for aften- og natarbejde. Er det en uomgængelig del af udviklingen, og er der kun EN vej frem? Eller bør vi være skeptiske og selv tage ansvar for, hvilken retning samfundet skal i? Jeg mener det sidste. Jeg ønsker et samfund med plads til mange forskellige muligheder at være forældre på – uden at det muliges kunst bliver nødvendighedens. Døgninstitutioner kan være løsningen for nogle. Selv ønsker jeg ikke at gøre brug heraf, og jeg ønsker ikke at forældre bliver tvunget til det. Det skal være – men også forblive – en mulighed.

Mental sundhed kræver handling

Hvis man beskæftiger sig med psykiske lidelser og mental sundhed, blev man næppe overrasket over konklusionen i den undersøgelse, Vidensrådet for forebyggelse offentliggjorde lørdag den 27. september. Her fremgår det, at det går den forkerte vej med den mentale sundhed – særligt blandt unge. Til gengæld kan det undre, at vi endnu ikke er nået længere end til undersøgelser, der slår omfanget af mistrivslen fast. Lad os da se at få klarlagt årsagerne, så vi kan komme hen til, hvad vi så kan gøre ved det.

For nylig afsatte regeringen 60 millioner kroner til psykiatrisk forskning, hvilket er meget tiltrængt. Det er mit håb, at en del af disse vil gå til forskning i, hvordan vi bliver bedre til at styrke den mentale sundhed og derved forebygge psykiske lidelser. For psykisk sygdom både kan og skal forebygges – og jo tidligere indsats, desto lettere er det at komme sig.

Der er mange steder at tage fat. Vi skal blive bedre til at ruste unge til et liv med et hav af valg og muligheder, og undgå at så mange unge rammes af stress, angst eller depression, fordi de har urealistisk høje
forventninger til egen livsførelse. Ligeledes vil en indsats over for børn og unge i svære livssituationer være et godt sted at starte. Vi ved, at børn, der vokser op med forældre med for eksempel misbrug eller
psykisk sygdom, har større risiko for selv at udvikle disse lidelser. Det samme gælder børn og unge, der oplever forældres langvarige sygdom, selvmord eller selvmordsforsøg.

Konkrete løsninger
Da jeg var barn, og min far blev ramt af alvorlige depressioner og efterfølgende forsøgte selvmord, var der ingen, som tilbød os børn hjælp eller støtte. Siden da har jeg mange gange været ramt af alvorlig
stress. To gange så alvorligt, at det gik over i en depression. Som mange
unge i dag havde jeg urealistisk høje forventninger til mig selv, fordi
jeg via præstationer søgte den opmærksomhed og anerkendelse, jeg
manglede hjemmefra. Det har taget mange år at nå dertil, hvor jeg føler
mig robust.

Desværre lader det ikke til, der er sket meget på området de sidste 20
år. Når systemet, hvad enten det er det sociale eller sundhedsvæsnet, bliver bekendt med voksne i ovennævnte situationer, så bør det altid undersøges, hvorvidt de har børn. Og ikke mindst, hvorvidt børnene har behov for hjælp. Det er så tiltrængt med øget fokus på den mentale sundhed, men lad os nu også få fokus på de konkrete løsninger.

Indlægget er bragt i Information d.d.

Landsmødetale: Vi skal have en familiepolitik og ros til Psykiatriplan

Min tale til Radikale Venstres landsmøde: “Jeg vil gerne slå et slag for den øremærkede barsel til mænd. Familier og forældre skal selv kunne bestemme, hvordan de deler barslen mellem sig. Men den mulighed mener jeg ikke, de har den dag i dag. På mange arbejdspladser hersker en kultur, som gør det svært for fædre at tage den del af barslen, som de måtte ønske. Øremærket barsel kan være med til at skabe den kulturændring, som på sigt vil gøre det reelt muligt for familier at fordele barslen, som de ønsker.
Når det så er sagt, er øremærket barsel ikke nok til at skabe de rette vilkår for de mange børnefamilier. Jeg har været rigtig ked af, at vi stort set ikke har haft andet at byde ind med i debatten om småbørnsforældres kår, end at det er op til forældrene selv at prioritere. For – jeg mener – selvfølgelig er det det. Men det er i den grad op til os som politikere at skabe de muligheder og de rammer, som forældrene kan prioritere indenfor. Der mener jeg, at vi kan gøre det bedre!
Danmark bør efter min mening have en familiepolitik, og vi kan starte med at skele til vores naboland Sverige, hvor småbørnsforældre har langt bedre mulighed for at gå ned tid. Og dermed også for at prioritere børnene og sætte deres behov i centrum i en periode, hvor de har allermest brug for det. En familiepolitik er ikke kun til gavn for stressede forældre. Det er en investering i vores børn og dermed også i fremtiden!
Sidst vil jeg gerne rose. Det skal man også gøre, når der er grund til det. Jeg er rigtig glad for, at Regeringen har lavet en Psykiatriplan. Særligt er det vigtigt, at vi nu fra centralt hold har fået slået fast, at mennesker med psykisk sygdom skal behandles ligeværdigt med mennesker, der har en fysisk sygdom. Og at vi tror på, at man kan komme sig fra en psykisk lidelse. Så tak for det!”

Børnefamiliers kår; Sammenhæng i hverdagen er også et politisk ansvar

KRISTELIGT DAGBLADS lederartikel den 30. april omhandlede børnefamiliers kår. En landsdækkende debat, der startede med Anne-Marie Løkkegaards debatindlæg i Politiken den 19. april: “Hjælp os børnefamilier, inden vi segner af stress”. En debat, som i mine øjne er mere relevant end nogensinde. Stress har længe været et stort problem, og intet tyder på, at vi har fået vendt udviklingen.

Imidlertid har Løkkegaards indlæg først og fremmest afstedkommet beskyldninger om manglende personligt ansvar. Også lederartiklen i Kristeligt Dagblad den 30. april mener, at ansvaret for at skabe balance mellem familieog arbejdsliv ene og alene påhviler den enkelte familie. Heri er jeg som politiker ikke enig. Der er som oftest to sider af en sag, og det gælder ikke mindst stress. Politikerne må skabe nogle rammer, der gør det muligt at balancere familie- og arbejdsliv.

Nok er det rigtigt, at mange forældre i dag har urealistisk høje forventninger til, hvad de skal præstere, samtidig med at de har små børn. Megen stress kan forebygges ved at justere sine forventninger, og det er ikke givet, at både mor og far skal dyrke karriere for fuld skrue, mens man har små børn. Men problemet er, når mulighederne for at gøre det anderledes ikke er til stede.

Jeg kender mange børnefamilier, som er på randen af eller har været ramt af stress, og for hvem et deltidsjob kunne være løsningen. Imidlertid er dette langtfra en reel mulighed for alle. Nogle steder modsætter chefen sig, andre steder er kulturen ikke til det, og som oftest risikerer man at stå først i køen, når der skal være fyringsrunder.

EFTER MIN MENING burde man fra politisk hold gøre det lettere at gå på deltid. Hvorfor skeler vi ikke til Sverige, hvor småbørnsforældre har ret til at gå ned i tid, indtil børnene når en bestemt alder? Vi behøver ikke kopiere ordningen, men måske vi kunne lade os inspirere?

Og hvorfor er det så politikernes ansvar at skabe de nødvendige rammer for børnefamilier? Det er der flere årsager til. Hvad angår det politiske fokus på vækst, bliver det ofte reduceret til et spørgsmål om, at alle skal arbejde mere. Men vi ved, at mennesker, der er stressede, ikke yder det samme, er mindre innovative og mindre effektive. Ligeledes bidrager det ikke til væksten på sigt, hvis småbørnsforældre går ned med stress og kun helt eller delvist kommer tilbage på arbejdsmarkedet.

Som politikere bør vi også sikre, at alle børn får den bedst mulige start på livet.
Sunde borgere, som fremadrettet skal bidrage til samfundet, skabes ikke ved, at børnene blot skal tilbringe endnu mere tid i institution. Desuden har børn brug for deres forældre og for, at de er til stede – både fysisk og mentalt. Når forældre er nødt til at arbejde mere, end hvad godt er, eller rammes af stress, går det også ud over børnene.

Det at være småbørnsforælder kræver, at man træ—ffer svære valg og prioriterer i livet. Men det kræver sandelig også, at man fra politisk hold skaber mulighederne for, at familier kan prioritere børnene, når de har allerstørst behov. Og for – som Kristeligt Dagblads leder anbefaler – at man kan nyde børnene, mens de er små.

Bragt i Kristeligt Dagblad den 8. maj 2014

Balance mellem arbejde og privatliv – Småbørnsfamilier bør have bedre kår

I den seneste tid er jeg flere gange stødt på en problemstilling, som ligger mig meget på sinde – både som mor og politiker. Nemlig den svære balance mellem arbejde og privatliv. Denne var årsagen til, at jeg valgte ikke at genopstille til Folketinget, da vi ventede vores første barn. Men samtidigt er den også medvirkende til, at jeg som kandidat til Borgerrepræsentationen i København ønsker at komme tilbage i politik igen.

Den bedste start på livet for mine børn harmonerede ikke med et krævende Folketingsarbejde. Jeg har tidligere haft to stressudløste depressioner, og det ville jeg ikke risikere i mine børns første tid. Måske er netop det årsagen til, at der ikke bliver gjort mere for at bedre børnefamiliernes livssituation; nemlig at mange småbørnsforældre vælger det politiske arbejde fra, fordi det er så svært at balancere med familielivet.

Selv om jeg i dag er mor til to små børn, håber jeg på paradoksal vis at komme tilbage i politik igen, velvidende at det bliver hårdt. For det er på høje tid, vi får lettet børnefamiliers kår. En alt for stresset hverdag skader både børn og forældre. Skal vores børn vokse op og trives, nytter det ikke, at mor og far ikke er nærværende i barndommen, går ned med stress eller det, der er værre. Jo sværere det bliver for forældre at varetage forældrerollen, desto mere vil det kræve at samfundets institutioner. Det store spørgsmål er, hvad vi gør ved det?

Samfundets utallige muligheder skaber en forventning om, at man også benytter dem, og det kræver en ufattelig evne til konstant at prioritere. Efterhånden er der så mange mennesker, som har svært ved at håndtere nutidens samfundsforhold, at vi ikke kan blive ved at reducere det til et individuelt problem. Vi er nødt til at forholde os kritisk til en kultur, hvor man konstant skal løbe stærkere for at leve op til de mange krav og idealer.

I højere grad må vi indrette samfundet efter de forskellige livsfaser. Der er perioder, som kræver mere af os på privatfronten. Det gælder ikke mindst årene med småbørn. I Sverige har småbørnsforældre en lovfæstet ret til at gå ned i tid, hvilket giver dem bedre mulighed for at varetage forældrerollen. Særligt i en tid med høj ledighed, synes dette et oplagt sted at starte, eftersom det kunne skabe flere job. Så hvorfor ikke gøre det samme i Danmark?

Indlægget blev bragt i Kristeligt Dagblad den 31. oktober 2013