Lyt til læger og skab sengeplads

Det er godt, at en gruppe speciallæger fra Region Hovedstaden nu råber vagt i gevær, fordi man har nedlagt for mange psykiatriske sengepladser, som beskrevet i Information den 24. januar i artiklen »Speciallæger i oprør over mangel på sengepladser«. Mit håb er, at der fra politisk side også vil blive lyttet til dem.

Inden for psykiatrien har man i en årrække arbejdet for en omstilling til mere ambulant behandling. Desværre ser man ofte, at når politikere først har set sig varm på en løsning, sker der en meget ensidig satsning på den.

Ambulant behandling er til gavn for mange psykiatriske patienter. Men for de hårdest ramte så som mennesker med både misbrug og psykisk sygdom er det bestemt ikke altid den bedste løsning. Og særligt for denne udsatte gruppe har behandlingen i mange år trængt til at blive styrket, for at der bliver taget ordentlig hånd om deres problematikker. Dette kan sagtens kræve en sengeplads.

Jeg er glad for, at regeringen har styrket indsatsen over for mennesker med psykisk sygdom. Det har jeg arbejdet hårdt for. Men jeg håber, man vil huske på, at der sjældent eksisterer en universalløsning på menneskers problemer. Mennesker med psykisk sygdom er meget forskellige, og det skal afspejles i behandlingstilbuddene. Jeg vil derfor kraftigt opfordre regeringen til at lytte til lægerne i denne sag og få skabt den rette balance mellem sengepladser og ambulante tilbud.

Indlæg er bragt i Information d.d.

Mental sundhed kræver handling

Hvis man beskæftiger sig med psykiske lidelser og mental sundhed, blev man næppe overrasket over konklusionen i den undersøgelse, Vidensrådet for forebyggelse offentliggjorde lørdag den 27. september. Her fremgår det, at det går den forkerte vej med den mentale sundhed – særligt blandt unge. Til gengæld kan det undre, at vi endnu ikke er nået længere end til undersøgelser, der slår omfanget af mistrivslen fast. Lad os da se at få klarlagt årsagerne, så vi kan komme hen til, hvad vi så kan gøre ved det.

For nylig afsatte regeringen 60 millioner kroner til psykiatrisk forskning, hvilket er meget tiltrængt. Det er mit håb, at en del af disse vil gå til forskning i, hvordan vi bliver bedre til at styrke den mentale sundhed og derved forebygge psykiske lidelser. For psykisk sygdom både kan og skal forebygges – og jo tidligere indsats, desto lettere er det at komme sig.

Der er mange steder at tage fat. Vi skal blive bedre til at ruste unge til et liv med et hav af valg og muligheder, og undgå at så mange unge rammes af stress, angst eller depression, fordi de har urealistisk høje
forventninger til egen livsførelse. Ligeledes vil en indsats over for børn og unge i svære livssituationer være et godt sted at starte. Vi ved, at børn, der vokser op med forældre med for eksempel misbrug eller
psykisk sygdom, har større risiko for selv at udvikle disse lidelser. Det samme gælder børn og unge, der oplever forældres langvarige sygdom, selvmord eller selvmordsforsøg.

Konkrete løsninger
Da jeg var barn, og min far blev ramt af alvorlige depressioner og efterfølgende forsøgte selvmord, var der ingen, som tilbød os børn hjælp eller støtte. Siden da har jeg mange gange været ramt af alvorlig
stress. To gange så alvorligt, at det gik over i en depression. Som mange
unge i dag havde jeg urealistisk høje forventninger til mig selv, fordi
jeg via præstationer søgte den opmærksomhed og anerkendelse, jeg
manglede hjemmefra. Det har taget mange år at nå dertil, hvor jeg føler
mig robust.

Desværre lader det ikke til, der er sket meget på området de sidste 20
år. Når systemet, hvad enten det er det sociale eller sundhedsvæsnet, bliver bekendt med voksne i ovennævnte situationer, så bør det altid undersøges, hvorvidt de har børn. Og ikke mindst, hvorvidt børnene har behov for hjælp. Det er så tiltrængt med øget fokus på den mentale sundhed, men lad os nu også få fokus på de konkrete løsninger.

Indlægget er bragt i Information d.d.

Kriminelle skal ikke dømmes to gange

De borgerlige partier i Københavns Borgerrepræsentation(V, K og DF) vil på baggrund af en konkret sag stille krav om, at mennesker dømt for alvorlig volds- eller berigelseskriminalitet ikke må arbejde med socialt udsatte borgere. Et krav vi i Radikale Venstre ikke kan støtte.
Vi mener, det er domstolene, som skal straffe de kriminelle. Og når straffen er afsonet, skal man have en chance for at starte et nyt liv. Den chance får man ikke, hvis vi på forhånd udelukker mennesker med en bestemt dom fra at lave socialfagligt arbejde. Det er en meget sort/hvid-tankegang, at man på den måde ønsker at skære alle over en kam ved at opstille regler for, hvilke domme der berettiger til en ny chance.
En specifik dom kan skyldes forhold, der ligger mange år tilbage i tiden, og have mange forskellige årsager. Har man eksempelvis som tidligere misbruger begået noget kriminelt i en rus, er risikoen for tilbagefald minimal, hvis man for længst har lagt misbruget bag sig.
Ligeledes ved vi fra den seneste medieomtale, at nogle mennesker med psykiske lidelser begår kriminalitet for at få en behandlingsdom, fordi de ellers ikke kan få den nødvendige behandling. Hvis disse mennesker helt er kommet af med deres lidelse eller ikke længere har de symptomer, som drev dem ud i kriminalitet, skal de så for bestandigt udelukkes fra et bestemt arbejde? De kan jo sagtens være ganske udmærkede socialarbejdere.
Ja rent faktisk benytter man ansatte eksempelvis i det kriminalpræventive arbejde eller arbejdet med psykisk sårbare mennesker, som selv har en kriminel fortid eller på egen krop har oplevet psykisk sygdom eller misbrug. I visse tilfælde kan deres fortid vendes til en fordel, da disse mennesker kan være rollemodeller eller skabe håb om en bedre fremtid. Vi taler så meget om recovery – hvis vi mener det, må vi give folk en reel chance for at komme videre.
Når tidligere dømte har afsonet deres dom, skal kommunen ikke øge straffens længde via generelle regler, der forhindrer dem i at komme i arbejde. Det er det juridiske system, der dømmer, og sådan skal det blive ved at være. Vi politikere skal huske på Grundlovens § 3 og holde nallerne fra den dømmende magt. Om tidligere dømte kan varetage bestemte funktioner, må altid være op til en konkret vurdering af, hvorvidt den enkelte har de rette personlige og faglige kompetencer – herunder om den enkeltes fortid er problematisk for det pågældende ansættelsesforhold.

Indlægget er skrevet i samarbejde med Jeppe Mikkelsen, retsordfører(RV) og bragt i Politiken den 29. marts 2014

København skal have hjemløsepakke – med fokus på forebyggelse

Antallet af hjemløse er steget støt de seneste år, og København er den danske by med flest hjemløse. Desværre ender også flere og flere unge på gaden. Derfor bør Københavns Kommune vedtage en hjemløsepakke, der imødegår denne udfordring.

Først og fremmest skal vi have flere skæve boliger. Disse er særligt egnet til hjemløse, populære hos målgruppen, og rehabilitering af hjemløse via disse giver positive resultater. Derfor er det utrolig trist, at Københavns Kommune nu tilbagebetaler 73 millioner til Socialministeriet, som de havde fået til opførelse af flere skæve boliger. Taget i betragtning, at en skæv bolig er markant billigere end en herbergplads, undrer det meget, at Kommunen ikke har kunnet finde de fornødne ekstra midler til drift at flere skæve boliger.

Den store stigning i antallet af hjemløse betyder, at vi ikke kun skal afhjælpe, men også forebygge hjemløshed. Alle udsatte boligområder bør have en social vicevært og tilbyde gratis gældsrådgivning for at forebygge, at mennesker sættes på gaden. Ligeledes skal udsatte unge kunne henvende sig i ét fælles ungehus for at få en helhedsorienteret hjælp til deres problemer, uanset om de omhandler uddannelse, beskæftigelse eller er af social karakter. I dag falder for mange mellem flere stole.

Unge mennesker, der allerede er blevet hjulpet ud af hjemløshed, skal sikres efterværn, som kan forebygge ny hjemløshed. Disse unge skal have én fast sagsbehandler og én fast mentor, og hjælpen skal både indeholde praktisk støtte til etablering af et hjem, hjælp til håndtering af privatøkonomi og evt. medicinforbrug, samt hjælp med uddannelse og beskæftigelse.

Især kombinationen psykisk sygdom og misbrug udgør en særlig udfordring. Hele 31 pct. af de hjemløse har en såkaldt dobbeltdiagnose. Dertil kommer, at andre omstændigheder som fx arbejdsløshed kan medvirke til en ond spiral. Desværre bliver alt for mange udsatte borgere kastebolde mellem offentlige instanser, ofte uden at disse kommunikerer effektivt med hinanden. Dette gælder ikke mindst mht. den kommunale misbrugsbehandling og den regionale behandlingspsykiatri.

Ifølge eksperter er den bedste hjælp til mennesker med dobbeltdiagnoser en integreret indsats, der tager hånd om begge problematikker. Derfor foreslår vi i Radikale Venstre, at Københavns Kommune i samarbejde med Region Hovedstaden opretter et Psykiatriens Hus i København. Her skal socialt udsatte med mangeartede problemer som misbrug, psykisk sygdom og arbejdsløshed kunne få en helhedsorienteret indsats. Psykiatriens Hus skal både rumme distriktspsykiatrisk og socialpsykiatrisk hjælp, samt kommunale ansvarsområder som beskæftigelsesindsatsen.

Sidst skal Københavns Kommune i samarbejde med frivillige organisationer afdække, hvordan vi i fællesskab bliver bedre til at forebygge hjemløshed.

Sundbygård: Socialpsykiatrien skal ikke skabe flere misbrugere

På det socialpsykiatriske Bocenter Sundbygård her på Amager bor godt 100 mennesker med psykisk sygdom. Hovedparten af beboerne har diagnosen skizofreni, og centeret huser både mennesker med og uden misbrug. Målet for den psykiatriske indsats er at understøtte beboernes muligheder for at komme sig. Dette ved at gøre dem bedre i stand til at mestre deres sygdom. Derfor er det yderst problematisk, at der har været et omfattende salg at både hash og hårde stoffer på centeret.

Én ting er, at mange mennesker med psykiske sygdomme også har et misbrug i større eller mindre grad. Men når der ligefrem handles på stedet, bliver stofferne meget let tilgængelige for de øvrige beboere. Beboere der vel at mærke er lette ofre, idet mennesker med psykiske lidelser ofte selvmedicinerer sig med stoffer i forsøget på at afhjælpe deres symptomer.

Eftersom mere end halvdelen af alle psykiatriske patienter også har et misbrug af enten alkohol eller stoffer, er der nødt til at være bosteder, som kan rumme disse dobbeltdiagnosepatienter. Men det er et stort problem, hvis socialpsykiatrien medvirker til, at endnu flere psykiatriske patienter kommer ud i et misbrug. Mulige løsninger på dette kunne være særskilte afdelinger for misbrugere, mere eller bedre uddannet personale, eller bosteder der enten er for misbrugere eller for ikke-misbrugere.

Uanset hvad den rette løsning på Sundbygård måtte være, er det et stort problem, som politikerne i Københavns borgerrepræsentation er nødt til at tage meget alvorligt. I forvejen er der store mangler i behandlingen af mennesker med dobbeltdiagnoser, skønt Socialborgmester Mikkel Warming i Kristeligt Dagblad har hævdet det modsatte. Ifølge ham har Københavns Kommune: ”kompetencerne og den faglige ekspertise til at give sammenhæng og helhed i behandlingen.” Men virkeligheden er, at dobbeltdiagnosepatienter ofte bliver kastebolde mellem misbrugsbehandlingen og psykiatrien, fordi de ikke kan rummes nogle af stederne. Alt for sjældent får de en samlet behandling af både deres misbrug og psykiske sygdom. Mig bekendt får beboerne på Sundbygård heller ikke hjælp til at komme af med deres misbrug, hvilket i sig selv synes problematisk. Men som minimum bør man sikre, at socialpsykiatrien ikke ligefrem medvirker til at skabe flere mennesker med dobbeltdiagnoser.

Indlægget er bragt i Lokalavisen Amager tirsdag d. 22. oktober 2013. 

Hjemløshed: Billige boliger er ikke nok

Antallet af hjemløse er steget støt gennem de seneste år, og København har en kedelig rekord som den danske storby med flest hjemløse. Desværre ender også flere og flere unge på gaden. Regeringen har netop fastsat en række 2020-mål, hvoraf et omhandler at reducere antallet af hjemløse. Det er et rigtigt godt initiativ, men i den forbindelse bør man være opmærksom på en gruppe, som har det meget svært i dagens Danmark.

For en del hjemløse er billigere boliger nemlig ikke nok, eftersom de slås med flere problemer end blot manglen på tag over hovedet. Således har hele 31 pct. af de hjemløse både et misbrug og en psykisk lidelse. Denne såkaldte dobbeltdiagnose er for mange selve årsagen til, at de er endt på gaden eller herberget, hvorfor behandling er nøgleordet.

Desværre er hjælpen til mennesker med dobbeltdiagnoser langt fra tilstrækkelig, idet regionen tager sig af de psykiatriske lidelser, mens kommunen varetager misbrugsbehandlingen. Dobbeltdiagnosepatienter bliver ofte afvist begge steder, eftersom hverken region eller kommune kan håndtere begge diagnoser.

Da jeg i august besøgte et herberg for unge på Nørrebro, mødte jeg en kun 19-årig kvinde, som var endt i hjemløshed – netop på grund af en dobbeltdiagnose. Hun havde tidligere søgt behandling for sine psykiatriske problemer, herunder sin ADD og et alkoholmisbrug, men var blevet afvist i den regionale behandlingspsykiatri, hvor man ikke kunne behandle hendes misbrug. Da hun ikke havde andre steder at gå hen, var hun endt på herberget.

København står over for en kæmpe udfordring i forhold til det stigende antal hjemløse. Derfor skal vi ikke kun afhjælpe, men også forebygge hjemløshed. Var den 19-årige kvinde ikke blevet afvist i psykiatrien, er det langt fra sikkert, hun nogensinde var endt på herberget.

Ifølge eksperter er den bedste behandling af mennesker med dobbeltdiagnoser en integreret behandling, hvorfor en sådan vil kunne medvirke til at opnå regeringens 2020-mål om at reducere hjemløsheden. Derfor mener jeg, at vi skal lægge den kommunale misbrugsbehandling sammen med den psykiatriske behandling i regionen. Som kandidat til Borgerrepræsentationen vil jeg arbejde for, at København går forrest på dette område.

Dobbeltdiagnosepatienter: Socialborgmester Warming står ret alene med sin opfattelse

Det var dejligt, at Socialborgmester i København, Mikkel Warming (EL), 29. juli gav sig tid til at svare på mit indlæg à 19. juli om dobbeltdiagnosepatienter. Imidlertid fokuserer han ensidigt på misbrugsbehandlingen og forholder sig ikke til, at mere end halvdelen af patienterne i psykiatrien også har et misbrug. Warming går ikke ind for parallelsystemer, hvilket jeg heller ikke er tilhænger af. Alligevel mener han, at flere psykiatere i kommunen er vejen frem i stedet for én samlet regional indsats for patienterne, der lige nu er kastebolde mellem kommune og region. Det skaber da unægteligt et parallelsystem.

Ifølge Warming har Københavns Kommune kompetencerne til at skabe en sammenhængende behandling, og allerede nu har man en samlet indsats i København. Han er dog den eneste blandt dem, jeg har været i kontakt med – organisationer, politikere, eksperter og borgere – som er af denne opfattelse. Det finder jeg mildest talt tankevækkende! Så sent som i torsdag mødte jeg en ung pige, som var endt i hjemløshed, fordi det eneste sted, der kunne rumme både hendes alkoholmisbrug og hendes øvrige psykiske lidelser, var et herberg. Altså lige bortset fra den lukkede psykiatriske afdeling, som hun ikke ønskede at være på, blot fordi psykiatrien ikke er gearet til at behandle misbrugere.

Warming klandrer mig for kun at fokusere på ét problem, selv om mit ærinde netop er at få skabt helhed i behandlingen ved på samme tid at tage hånd om både misbrug og psykisk sygdom, som eksperter anbefaler det. Jeg er fuldt ud bevidst om, at mennesker med dobbeltdiagnoser kan have andre udfordringer af fx beskæftigelsesmæssig eller social karakter, men det gælder jo også psykiatriske patienter uden misbrug. Så uanset hvad, skal kommunens sociale indsats kunne gå hånd i hånd med den regionale behandlingsindsats. Medmindre Warming da også mener, at kommunen skal varetage den psykiatriske behandling af mennesker uden misbrug?

Direkte skriver Warming, at han ønsker: ”psykiatrien ud af hospitalerne og ud, hvor misbrugere er.” Dette synes dog i direkte modstrid med, at et af udgangspunkterne for Københavns Kommunes kommende strategi for socialpsykiatrien netop er, at samarbejdet med behandlingspsykiatrien skal prioriteres. Jeg kan heller ikke tro, at Warming i ramme alvor forestiller sig, at kommunen skal varetage den psykiatriske behandling af misbrugere med svære sindslidelser, som ofte kræver indlæggelse.

Warming synes at modsige sig selv, idet han skriver, at misbrugere er meget forskellige, men også at de skal findes i kommunale tilbud som herberger og væresteder. Netop fordi misbrugere er en broget flok, er langt fra alle i kontakt med det kommunale system. En stor del kommer i kontakt med psykiatrien, fordi de også har en anden psykisk lidelse. Eftersom den mest effektive behandling af mennesker med dobbeltdiagnoser er en samtidig behandling af misbrug og psykisk sygdom, bør denne varetages af regionen, der har bedst mulighed for specialisering. Men når det så er sagt, skal der selvfølgelig være en opsøgende indsats fra kommunens side, på samme måde som de opsøgende psykiatriske teams skal opsøge både misbrugere og svært sindslidende.

Warming kalder mit forslag om at integrere misbrugsbehandlingen i den regionale behandlingspsykiatri for en ”lappeløsning”. Men at flytte misbrugsbehandlingen til regionen er en omfattende og langsigtet omstrukturering, som kan løse problemet med manglende sammenhæng i behandlingen af mennesker med dobbeltdiagnoser. En problematik som Warming mig bekendt er den eneste, der afviser eksistensen af.

Indlægget er bragt i Kristeligt Dagblad 21. august 2013

 

Besøg på herberg for unge – misbrug og psykisk sygdom skaber hjemløshed

Forleden besøgte jeg et herberg på Nørrebro. Et besøg, der på alle måder bekræftede mig i, at der er grund til fortsat at kæmpe for en sammenhængende behandling af mennesker med dobbeltdiagnoser, selv om Socialborgmester i København Mikkel Warming påstår det modsatte. Ifølge ham har kommunen kompetencerne til at sikre helhed i behandlingen, og allerede nu har Københavns Kommune en samlet indsats.

På herberget mødte jeg en ung pige på 19 år, som gjorde stort indtryk på mig. Pigen fortalte, hvordan hun kæmpede med psykisk sygdom som ADD samt et alkoholmisbrug. Hun havde flere gange været indlagt i psykiatrien, men var blevet udskrevet, fordi de ikke kunne hjælpe hende med begge problematikker. Meget rammende beskrev hun, hvordan de ikke havde kunnet rumme hende på en åben afdeling af den årsag, at de ikke kunne håndtere hendes misbrug. Derfor fik hun valget mellem at komme på en lukket psykiatrisk afdeling eller at lade sig udskrive. På baggrund af tidligere erfaringer med den lukkede valgte hun sidstnævnte.

Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at man er nødt til at komme på den lukkede, blot fordi man har den forkerte diagnose. Misbrug, hvad enten det er af alkohol eller stoffer, er på WHO’s liste over psykiske lidelser og er også i Danmark anerkendt som en psykisk lidelse. Desuden står følgende på Psykiatrifondens hjemmeside:

Alle forskningsresultater har tydeligt vist, at behandlingen af mennesker med dobbeltdiagnose kræver en integreret indsats af et team, hvor alle behandlingskompetencerne er til stede samtidig. En indsats, der er rettet mod begge lidelser samtidig. Det anbefales, at psykiatrien varetager denne behandling, fordi dobbelt-diagnose-problematikken er så kompleks.

Den unge pige på herberget havde et ønske om at få behandling for både sin ADD og sit alkoholmisbrug. Men i psykiatrien kunne de ikke hjælpe hende med dette, og de kunne tilmed kun rumme hende på den lukkede afdeling. Som sidste udvej fandt hun derfor hen til herberget for unge på Nørrebro.

Imidlertid kan herberget ikke tilbyde decideret behandling af hverken hendes alkoholmisbrug eller hendes øvrige psykiske lidelser. Tværtimod er stedet allersidste mulighed  for en gruppe meget udsatte unge, hvorfor de ikke kan afvise unge med et misbrug. Hvor skulle disse mennesker ellers gå hen? Dog må man ikke drikke eller indtage stoffer på stedet. Men at bo side om side med andre misbrugere gør det ifølge pigen endnu sværere at lade være med at drikke. Der er hidtil ingen i den kommunale indsats, som har anvist hende et sted, som kan behandle både misbrug og hendes øvrige psykiske lidelser.

Da jeg til sidst spurgte, hvordan hun mente, man kunne sætte tidligere ind for at undgå, at unge mennesker som hun ender i hjemløshed, nævnte hun psykiatrien. Mere præcist sagde hun, at hvis psykiatrien også havde kunnet afhjælpe hendes misbrug, var hun ikke kommet så langt ud.

På det seneste har der desværre både været en stigning i antallet af psykiatriske patienter, som har et misbrug, såvel som i unge mennesker der ender i hjemløshed. Ikke mindst derfor finder jeg det dybt problematisk, at vi har et psykiatrisk system, der ikke kan behandle misbrug. Misbrugsbehandlingen bør efter min bedste overbevisning være en integreret del af den regionale behandlingspsykiatri.

Misbrug og psykisk sygdom. Vi kan ikke blive ved at vente på sammenhæng i behandlingen

Socialborgmester i København, Mikkel Warming (EL), vil ikke være med til at lægge ansvaret for misbrugsbehandlingen sammen med den psykiatriske behandling under Region Hovedstaden. Det fremgik af radioavisen mandag den 1. juli. Hvorfor han er modstander af dette, meldte indslaget dog intet om, og som kandidat til Borgerrepræsentationen i København savner jeg svar. Uden faglige eller politiske argumenter kunne man let få den mistanke, at det blot handler om, at kommunen skal være så stor som mulig.

Efter min mening burde Københavns Kommune gå foran og én gang for alle skabe en integreret indsats for mennesker med misbrug og psykisk sygdom. Jeg er meget uenig i, at det ikke kunne være løsningen at samle behandlingen af alle dobbeltdiagnosepatienter under regionen. Alt for længe har disse mennesker været kastebolde mellem de forskellige behandlingssystemer. Kommunernes misbrugsbehandling må ofte afvise at behandle misbrugere, fordi de ikke også kan tage hånd om deres psykiatriske lidelse. Ligeledes afviser den regionale psykiatri mennesker med psykisk sygdom med den begrundelse, at de ikke kan behandle deres misbrug. Begge steder er beskeden, at patienten kan komme igen, når det andet problem er afhjulpet.

Set i lyset af, at i hvert fald halvdelen af alle psykiatriske patienter også har et misbrug i en eller anden grad, synes dette kun mere problematisk. Ligeledes anbefaler eksperter, at begge problematikker behandles samtidigt. Et misbrug kan i sig selv lede til psykisk sygdom, og en psykisk lidelse kan forstærke misbruget.

Eftersom så stor en andel af de psykiatriske patienter også har et misbrug, kan det undre, at kommunerne fortsat skal varetage misbrugsbehandlingen. I det hele taget kan man spørge sig selv, hvorfor behandlingen ikke varetages i regionerne, hvor der er større mulighed for specialisering, på linje med alle mulige andre former for behandling? Mennesker med dobbeltdiagnoser fortjener en indsats, der tager hånd om deres komplekse problemer, og det er kommunerne ikke i stand til.

Derfor mener jeg som kandidat til Borgerrepræsentationen, at Københavns kommune bør være foregangskommune og arbejde for, at den samlede behandlingsindsats over for dobbeltdiagnosepatienter samles under Region Hovedstaden. Kun sådan kan vi få skabt den sammenhæng, som vi har ventet alt for længe på. Det er tid til at handle frem for blot at håbe på, at tingene ændrer sig. Så når Warming nu ikke vil være med til at samle indsatsen under regionen, ville det være interessant at høre, hvad han foreslår i stedet.

Indlægget er bragt i Kristeligt Dagblad d.d.