Daginstitutioner: En god normering er forudsætningen for trivsel og kvalitet

Forleden afleverede jeg et vuggestuebarn på en stue med én vikar og 10 børn. Det var kun fordi, et andet barns mor tilbød at blive, til der kom en pædagog, at jeg med ro i sindet kunne køre på arbejde. Jeg er så træt af at høre argumentet om, at normeringer ikke er alt, når diskussionen falder på vores daginstitutioner. For en ordentlig normering er immervæk et væsentligt udgangspunkt for at kunne sikre vores børn sunde og trygge forhold.

Onsdag den 4. februar skrev Politiken, at selv de små børn giver udtryk for, at de ønsker voksne, som har tid til at være der for dem, når de har brug for det.  Det viser en undersøgelse lavet af Børnerådet blandt 3-5-årige. BUPL finder voksennærværet afgørende for, at vores børn trives og for, hvordan de klarer sig på længere sigt. Det giver sig selv, at jo flere børn per voksen, desto sværere er det at sikre voksennærvær.

Hverdagen er, at man mange steder dårligt har hænder nok til at klare det praktiske. Jeg har selv oplevet, at ture aflyses på grund af for få voksne. At børn må være alene på stuen, mens et andet barn skiftes. Samt at børn, der er stoppet med at bruge ble, får ble på, når de skal på legeplads. Simpelthen fordi der ikke er en voksen til at gå ind med dem, hvis uheldet skulle være ude. Er det virkelig tilfredsstillende?

En minimumsnormering står ikke i vejen for, at de enkelte kommuner eller institutioner selv kan vælge at øge normeringen. Den sikrer blot et forsvarligt minimumsniveau i vores vuggestuer og børnehaver på samme måde, som vi har en klassekvotient i skolerne.

Så kan det godt være, at der derudover også er andre forhold, som er væsentlige for at skabe gode forhold for vores børn i daginstitutionerne. Eksempelvis god ledelse og ordentlige fysiske rammer. Det er imidlertid et dårligt argument for ikke at ville sikre ordentlige normeringer, som i mine øjne er selve forudsætningen for god kvalitet og børnenes trivsel. Derfor hører jeg til den del af Radikale Venstre, som står bag vores vedtagne resolution om, at vi får minimumsnormeringer i vores daginstitutioner. Det vil jeg fortsat kæmpe for.

Dette indlæg er bragt i Hillerød Posten og Lokalavisen Egedal i min egenskab af Folketingskandidat i Nordsjælland.