Bliver jeg klar til EM – vil det være en sejr i sig selv!

EM i 24-timersløb afholdes i Frankrig den 22.-23. oktober. Derfor var det i september måned jeg skulle have givet den max gas med træningen. Men… Nogen ville det anderledes. I hvert fald har jeg stort set ikke løbet siden maratonløbet den 27. august, dvs. i 2,5 uge. Og det er allerede, hvad jeg vil betegne som en lang pause så tæt på et løb.

Problemerne kom snigende

Når jeg ser tilbage, startede det i det små med lidt ondt i forfoden, da vi var på sommerferie midt i juli. Jeg tænkte, det ikke var noget særligt, eftersom det aftog, når jeg blev varm. Derfor kunne jeg også sagtens løbe på det. Jeg var egentlig heller ikke så bekymret for, at det skulle blive værre.

Hele kroppen hænger sammen

Men.. foden er for så vidt heller ikke blevet værre. Tværtimod. De sidste ugers behandling og ro har gjort sit. Til gengæld var fodsmerten formentlig en konsekvens af noget større. I hvert fald sad mit ben skævt i dag, så det højre var længere end det venstre. Min osteopats behandling har hjulpet en del, men der var stadig meget at tage fat på, da jeg over middag tog hele vejen til København for at komme over til min BodySDS-behandler Marcus fra Totum. Der er ingen som ham! Han har før kunnet trylle, så nu må vi se.

Hoften var ingen forhindring for ny PR på maratondistancen

Selv om hoftesmerterne så småt begyndte et par uger før maraton, var de ingen hindring på selve dagen eller i forhold til træningen. Når jeg blev varm, gik det godt, og under maratonløbet mærkede jeg nærmest ingenting til skaden. Heller ikke bagefter, hvor jeg ikke var mere stiv i hoften end før løbet. Adrenalinen må have pumpet rundt i kroppen – det ved jeg, at den gjorde, for jeg løb på frustrationerne over et forlist venskab. Både godt og skidt. For bagefter reagerede den øjensynligt. Til gengæld har jeg sjældent haft et maraton uden kriser. Og jeg havde ikke drømt om, at jeg skulle løbe på 3.23.37 på en varm dag og en hård rute(ja endda hurtigere, fordi ruten var lidt for lang). Det uden at have en eneste reel krise – og endda uden at have haft nogle som helst ambitioner om at slå min rekord. Mavemusklerne drillede lidt fra 22-25 km, men det tog jeg helt roligt. For det ved jeg, at min fysioterapeut kan ordne. Derfor kunne jeg slappe af og fortsætte med en rolig vejrtrækning. Det hjalp. Jeg vandt løbet med ny personlig rekord, og hoften havde ikke taget skade. Og dog..

Overbelastning – at træne på en skævhed

Tre dage efter løbet løb jeg en lille tur på 5 km. Løb er måske så meget sagt, for jeg nærmest humpede. For mig at se hænger overbelastning mindre sammen med, hvor langt jeg løber, og mere sammen med, hvis jeg løber på en krop, der ikke er i balance. I dette tilfælde et skævt bækken/hofte, der betød, at det ene ben var længere end det andet. Det er også den fornemmelse, jeg har haft, når jeg har bevæget mig. Det var lige som om, jeg faldt ned på min venstre fod – deraf formentlig smerterne.

Løb afhænger også af ens mentale tilstand

Og hold da op, hvor har jeg slået mig selv i hovedet med, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Kunne jeg have indset skadens omfang noget tidligere? Eller skulle jeg have været til en anden behandler netop den eller hin dag? Har jeg ikke lyttet til kroppen, fordi jeg har været ked af det? Eller har frustrationerne sat sig fysisk i kroppen? Og hvad kan jeg bruge det til? Ikke særligt meget. For man kan kun handle i nuet. Når kroppen for tiden kræver ro og behandling, forsøger jeg derfor at arbejde med det mentale. Både fordi jeg tror, det betyder noget. Men også fordi jeg har brug for at kunne handle. Ikke at kunne handle på en given situation er for mig lig med frustration og afmagt. 

Mental balance

Problemet er, at jeg normalt håndterer frustrationer ved at løbe en tur. Men frustrationen over at være så tæt på et EM og alligevel så langt fra kan ikke løses sådan. Først forsøgte jeg at blive afklaret i forhold til min tidligere veninde. Det sidder stadig i kroppen, men jeg har fået sagt, hvad der er at sige og forsøgt at lægge låg på, så godt jeg nu engang kan. Hun skal ikke have lov at ødelægge det for mig. Dernæst har jeg haft godt af at få lidt fra hånden i både hus og have, når jeg nu ikke kan løbe. Det giver en tilfredshed, når jeg så i det mindste kan bruge tiden på noget andet, jeg gerne vil have lavet. Og faktisk er det for mig også en del af det at skærpe fokus frem mod et løb – det er jeg med tiden blevet meget bevidst om. Jeg forsøger på alle leder og kanter at fjerne de små sten fra vejen og få ryddet ud i ting, der skal gøres. For mange løse ender fylder mentalt hos mig. Derudover har jeg lavet aftaler med gode veninder – dagens tur til Kbh. gav fx mulighed for kaffe med min bedste veninde. Allerede mens vi sad og drak kaffen, kunne jeg mærke, at jeg fik det bedre i hendes selskab. Som person har jeg brug for de dybe snakke med en, der kender mig rigtig godt, ellers fungerer jeg ikke. Og så var der selvfølgelig også noget velvære i at få behandling på en krop, der gør ondt. Samt i at høre Marcus’ mening. Gudskelov var han fortrøstningsfuld, så det er jeg også.

Tålmodighed er ikke min stærke side

Tålmodighed er bestemt ikke en af mine største dyder. Derfor er det kommet bag på mig, at det trods alt ikke har været sværere end som så at give kroppen tid. Frustreret er jeg, jo. Men jeg er ikke i tvivl om, at det er det rigtige at gøre, slet ikke at løbe lige nu. Heller ikke ift. EM. Hoften har nemlig på ingen måde været til at løbe på. Og i mine øjne er det langt bedre givet ud at sørge for at være klar på dagen (7,9,13), end at træne på noget, der ikke er til at træne på. Så hellere misse 2,3 ja måske fire ugers hård træning måneden før – selv om det selvfølgelig ikke er optimalt.

Grundformen er der – og troen ligeså

Indtil nu er sæsonen gået næsten optimalt. To uger har jeg måttet løbe halv distance, fordi knæene trængte til lidt ro. Men det er også det. Og for kun 2,5 uger siden satte jeg ny personlig rekord i maraton. Med tanke på, at mit første 24-timersløb på 200 km blev løbet efter en træningsmængde på 40 km ugentlig har jeg også troen på, at jeg kan levere mere nu – selv efter en pause kort før løbet. Måske vil kroppen ligefrem have godt af en pause, hvem ved. Selvfølgelig kræver det, at jeg kommer i gang med at løbe inden for en uge eller to, ellers bliver det svært at nå. Og bliver det tilfældet, så har jeg troen på, at alt dette ikke vil være forgæves. For ved dette 24-timersløb, vil den største sejr være, hvis eller når jeg står på startlinjen – og derfor vil jeg også give alt, hvad jeg overhovedet har.

Som mor og ekstremsportsudøver vil jeg ikke sættes i bås

I sommer satte jeg som mor til to små piger danmarksrekord i 24-timersløb. Og jeg vil vove den påstand, at det kunne lade sig gøre, uden at det var på bekostning af familien. For ellers havde jeg aldrig gjort det. Derfor blev jeg også en smule provokeret af at læse artiklen ”Træningsivrige forældre overser børns behov” i Kristeligt Dagblad lørdag den 14. marts. 

Mest af alt fordi jeg følte mig sat i bås. 

For hvis man – som eksperterne i artiklen påstod – ikke kan træne op til et maraton, uden at det går ud over familien, hvordan skal man så kunne træne op til et 24-timersløb?

Som alt andet her i livet handler det i mine øjne om at finde en fornuftig balance – om at træffe bevidste valg og om at prioritere. 

Som mennesker og som familier er vi forskellige, og det skal der være plads til. Men jeg ville ikke kunne leve som det par, der blev omtalt i nævnte artikel, og som eksempelvis ofte ikke spiser aftensmad sammen, fordi mor eller far partout skal træne i netop det tidsrum. Som de siger: ”Det der med bare at løbe en lille tur på seks kilometer, det er bare ikke rigtigt nok, når man først har løbet et maraton.” 

I de perioder, hvor jeg løb flest kilometer per uge, løb jeg mange små ture på helt ned til 2,5 km for at få det passet ind i hverdagen på en måde, så det gik mindst muligt ud over familien. Det var ikke ud fra et hensyn til, hvad der var optimalt i forhold til træningen, men ud fra hvad der passede bedst med at være småbørnsmor.

Min mand og jeg har ligesom parret i artiklen altid dyrket sport – og også på eliteniveau – så fysisk aktivitet er bestemt et sted, hvor vi henter både energi og overskud – herunder ikke mindst overskud til vores børn. 

Men jeg er enig med både parterapeut Martin Østergaard og børnepsykolog John Halse i, at det er problematisk, hvis træningen medfører meget sporadisk samvær. For hvis der ikke er tid til at være familie, nyder børnene jo ikke godt af det øgede overskud. Min indvending er bare, at dyrkelse af ekstremsport ikke behøver at være lig med, at der ikke er tid til at være småbørnsforælder. Heldigvis er der forskellige måder at gøre tingene på.

Af samme årsag er jeg heller ikke enig med psykolog John Halse, når han siger, at det ikke er mens, man har små børn, at man skal vælge at løbe maratonløb, “for man risikerer samtidig at løbe fra sit barn”. Det handler om at træffe bevidste og til tider svære valg og om at prioritere. Samt om at være kreativ i forhold til, hvordan træningen kan passes ind i hverdagen. Da jeg bestemte mig for at ville sætte danmarksrekord i 24-timersløb, var det vigtigste for min mand og mig uden tvivl, at det ikke skulle tage for meget tid fra familien. Aftalen var, at kunne det ikke lade sig gøre, måtte vi droppe det.

Begrebet kvalitetstid er vi ikke tilhængere af, da vi opfatter det som et udtryk for dårlig samvittighed over, at man ikke har tid nok med sine børn i det daglige. Af samme årsag havde jeg heller ikke en træningsplan – noget mange undrer sig over, når jeg er ude at holde foredrag. 

Men min træning skulle passes ind efter familien, ikke omvendt. Derfor havde jeg blot nogle overordnede mål for, hvor meget jeg gerne ville løbe på for eksempel en uge eller en måned, og så blev turene passet ind alt efter, hvad der hang bedst sammen med familielivet.

Som forældre stræber vi efter at være nærværende og tilstedeværende, og det kræver tid. Af samme årsag kan vi heller ikke begge træne lige meget til hver en tid, hvorfor vi tager en sæson af gangen.

Sidst i forløbet, hvor jeg i en 2-3 uger løb omkring 100 km om ugen, kunne det ikke undgås, at jeg også måtte træne lidt i den tid, hvor jeg ellers var sammen med pigerne. Et par gange spiste vi derfor aftensmad nede ved stranden, for at jeg kunne få lidt ekstra km i benene. Men rent faktisk nød de det. Over en periode på cirka tre måneder løb jeg også en del søndagsture med løbeklubben Sparta. Men det var helt bevidst planlagt til at være i den periode, hvor Morten havde barsel og derfor også havde mere overskud til pigerne. Derudover lagde jeg så meget træning som overhovedet muligt, når børnene var lagt i seng eller var i institution. Sidstnævnte var kun muligt, fordi jeg var på nedsat tid: Et meget bevidst valg fra vores side. Havde det ikke været muligt med deltid, havde det næppe kunnet hænge sammen for os på en måde, hvor vi kunne se os selv i øjnene som forældre. Træningsturene om aftenen, når pigerne var lagt, var til tider svære et komme af sted på. Men det var vilkårene. Som forældre stræber vi efter at være nærværende og tilstedeværende, og det kræver tid. Af samme årsag kan vi heller ikke begge træne lige meget til hver en tid, hvorfor vi tager en sæson af gangen. I år, hvor jeg er gravid, skal min mand lave ironman. Når han er i Esbjerg for at arbejde og alligevel ikke kan være sammen med pigerne og mig, lægger han de lange træningspas. Ligesom han i den tid, hvor jeg trænede mere, måtte tænke kreativt for selv at få løbet lidt. Det betød, at han løb indtil Hovedbanegården om morgenen, fra stationen og ud til hospitalet og omvendt på hjemturen. En masse småture – men det tog ikke tid fra os som familie.

Så selv om vi sagtens kan nikke genkendende til, hvor meget træning og det at have et mål at træne hen imod kan betyde for det mentale overskud, så bliver vi også drænet mentalt, hvis træningen går ud over børnene og familielivet i det hele taget. Derfor vil jeg som ekstremsportsudøver ikke sættes i bås. Der er heldigvis flere måder at gøre tingene på, og man kan godt dyrke ekstremsport uden at have et ekstremt forhold til sin træning. Var det ikke muligt, havde vi valgt det anderledes, mens vi har små børn.

Indlægget blev bragt i Kristeligt Dagblad den 18. marts 2015: http://www.kristeligt-dagblad.dk/familieliv/som-mor-og-ekstremsportsudoever-vil-jeg-ikke-saettes-i-baas

Anne Marie Geisler Andersen er sundhedspolitisk rådgiver, medlem af Borgerrepræsentationen for Radikale Venstre og danmarksrekordholder i 24-timersløb