Hverdagslykke er…

Hverdagslykke er, når man sidder i bilen og nyder musikken, lillemanden nyder det lige så meget og rokker med, og man samtidig nyder ham og de altomsluttende blikke han sender. Man bliver jo helt forelsket..

I sådan et øjeblik af hverdagslykke sætter jeg virkelig pris på tilværelsen! For hvor er det egentlig fedt, og hvor er vi priviligerede, at vi har kunnet sætte os sådan i det, at jeg har godt med både tid og overskud til at være mor.

Magne var syg i dag, så ham holdt jeg hjemme, og vi har haft en dejlig dag sammen. Det giver så meget mening for mig at bruge tid sammen med vores børn.

Heldige er vi også, at farmor og farfar, der bor tæt på, er glade for at være sammen med ungerne. Farfar kom forbi, så jeg kunne holde min aftale om at coache.

For selv om det betyder alt for mig at være mor og kunne give mine børn den bedst mulige start på livet, så betyder det også meget for min trivsel at komme ud og bidrage på anden vis, bruge mine evner og møde mennesker.

Mit løb betyder ikke bare, at jeg holder mig fysisk sund – det øger også min trivsel og giver mig mere overskud til familien. Det samme gør coachingen – også selv om det ikke nødvendigvis bliver noget, jeg kommer til at tjene meget på.

Af samme årsag håber jeg mere og mere, at jeg bliver ADHD-foreningens næste formand. Heller ikke det er noget, man bliver rig af. Men det betyder så afsindigt meget for mig at få lov at kæmpe for det, jeg tror på. Nemlig: bedre mental sundhed. Både på hjemmefronten og i arbejdsmæssig sammenhæng.

Og tænk, at der nu åbner sig muligheder, hvor jeg vil kunne begge dele på een gang. Det er så sandelig også hverdagslykke!

Vi er ikke alle kropsfikserede narcissister

Fysisk træning handler om andet end at pleje sit udseende og øge sine leveår. Det handler om øget livskvalitet!

I går morges hørte jeg en debat om døden på P1. Flere gange blev der talt om, at vi går alt for meget op i at gå i fitnesscenter og i at træne, fordi vi gerne vil se ud på en bestemt måde, og fordi vi gerne vil leve længere eller måske ligefrem er bange for at dø. Altså en ekstrem kropsdyrkelse og et ensidigt fokus på det fysiske.

Jeg bliver så træt af denne generaliserende tilgang til det at dyrke motion og særligt det at gå i fitnesscenter. For jeg tror, der er mange mennesker, som går der af andre årsager. Fx for at blive et gladere menneske. Og hvad er egentlig problemet i det? Det er der vel ikke noget hverken usundt eller forkert i?

For mit eget vedkommende løber jeg og går i fitnesscenter, fordi jeg får det så meget bedre rent mentalt. Jeg får mere overskud – ikke mindst til mine børn og mine nærmeste. Min livskvalitet stiger simpelthen – ikke kun mens jeg træner, men også i alle de andre af døgnets 24 timer. Og når jeg sætter mig nye mål for, hvor langt jeg vil løbe, så er det fordi, jeg synes det er sjovt at overgå mig selv. Det giver noget at arbejde hen imod og betyder, at jeg får trænet mere. Jeg bliver simpelthen gladere af det.

Om jeg så ville leve kortere, fordi jeg trænede, ville jeg ikke undvære det. Og det at man bliver mere fit at se på, er bare en dejlig sidegevinst. Det har aldrig været et mål i sig selv. Så drop nu de generaliseringer!

Som politiker kæmper jeg også for mere fokus på familiepolitikken

Af Anne Marie Geisler Andersen, folketingskandidat for Radikale Venstre
i Nordsjælland

Den 13. juni efterlyste Sofie Maria Brand her i Information mere fokus på de pressede børnefamilier i valgkampen. Jeg tilhører selv en af dem, da jeg er folketingskandidat og fødte barn nummer tre kun en uge før valgets udskrivelse. Med andre ord så kender jeg til de balanceudfordringer, som mange børnefamilier står over for, og jeg
lytter til de eksperter, der bidrager i debatten. I det små har jeg forsøgt at skrive indlæg og afholde debatmøder om familiepolitik. Men jeg er ligesom Sofie Maria Brand ked af, at familiepolitikken ikke fylder mere. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været meget ærgerlig over de udmeldinger, der er kommet fra Christiansborg. Selvfølgelig er det op til forældrene at prioritere i deres liv, men det er op til politikerne at skabe de bedst mulige rammer for denne prioritering.

Mental sundhed og familiepolitik er mine mærkesager, og de hænger i den
grad sammen. En familiepolitik har nemlig, hvis den ellers har børnene i fokus, stor betydning for, at vores børn får den bedst mulige start på livet. At de bliver robuste, med et godt selvværd og modstandskraft,
hvilket kan være med til at forebygge, at så mange rammes af psykiske problemer og lidelser. Ifølge Børns vilkår kan mange børn i dag ikke tale med deres forældre – enten fordi de ikke er der rent fysisk,
eller fordi de simpelthen ikke er nærværende.

Børn kræver tilstedeværende og nærværende voksende for at få den
bedst mulige start på livet, og det skal vi skabe rum for – både hvad angår pædagoger og forældre. Personligt er jeg derfor meget optaget af at sikre, at forældre har mulighed for at arbejde mindre, mens deres børn er små, ligesom jeg arbejder for minimumsnormeringer i vores daginstitutioner.

I mit parti, Radikale Venstre, har vi som en del andre partier endnu ikke nogen officiel familiepolitik. Men da jeg finder en sådan helt i tråd med vores fokus på en tidlig og forebyggende indsats samt vores ønske
om at tænke langsigtet og investere i fremtiden, kæmper jeg som kandidat for, at vi får en. En familiepolitik er – og bør være – en investering i vores børn!

Som småbørnsmor og ekstremsportsudøver savner jeg nuancerne!

Som svar på Freia Dams indlæg i Politiken “hellere have en slap røv end være en røvdårlig mor”, skrev jeg et modsvar. Da Politiken ikke har været ivrige efter at bringe mine indlæg, siden jeg trådte ud af Folketinget, ja så kommer det her:

Der er mere end én måde at være forælder på – og mere end én måde at være en god forælder på. Desværre findes der utroligt mange firkantede retningslinjer og råd, som forældre kan slå sig selv i hovedet med. I disse dage synes mantraet at hedde: man kan ikke løbe maraton og samtidig være en god forælder.

Den 20. marts kunne man i Politiken læse indlægget; “hellere have en slap røv end være en røvdårlig forælder”. Nu skal forældre, som ikke prioriterer fysisk træning åbenbart til at skyde deres dårlige samvittighed over på os, der gør. Hvorfor skal debatten hele tiden gøres til et enten eller? Det at have børn er jo ikke så sort/hvidt, som det ofte fremstilles. Jeg savner nuancerne!

Og ja, jeg føler mig både truffet og provokeret. Ikke fordi jeg føler mig som en dårlig mor, men fordi jeg som ekstremsportsudøver og småbørnsmor ikke vil sættes i bås. For hvis man ikke kan løbe et maraton, mens man har små børn, hvordan kan man så løbe 24-timersløb?

Det kan man eksempelvis, hvis man er villig til og har mulighed for at prioritere og gå på kompromis på andre fronter. Mine prioriterer er klare: 1) Vores børn 2) Motion 3) Politik, arbejde mm. Da vi skulle til at være forældre første gang, valgte jeg derfor at trække mig fra drømmejobbet som medlem af Folketinget.

På daværende tidspunkt var folketingshvervet for mig ikke foreneligt med at give mine børn den bedste start på livet. Jeg gik således på kompromis med mine politiske ambitioner, fordi mine børns trivsel er det vigtigste. På den ene side det sværeste valg nogensinde, på den anden side alligevel så selvindlysende.

Pludselig havde jeg fået en mening med livet, som stod over mine politiske ambitioner. Men derfra og så til at gå i den anden grøft, der er langt. Jeg elsker at være mor og sætter mine børn over alt andet. Men jeg trives også med at have andre ting i livet. Det handler om at finde en fornuftig balance, som både børn og forældre trives med.

Sidste sommer satte jeg danmarksrekord i 24-timersløb. Det krævede unægteligt en del træning. Men aftalen derhjemme var klar; det måtte ikke gå ud over familien. Da jeg også er medlem af Borgerrepræsentationen, valgte jeg derfor kun at arbejde 15 timer om ugen som sundhedspolitisk rådgiver. Jeg er klar over, at nedsat tid ikke er en reel mulighed for alle. Men det var det for mig, og havde det ikke været tilfældet, havde mit mål været for ambitiøst.

Jeg lagde så meget træning som muligt i tidsrum, hvor der ikke gik tid fra pigerne. Fx i de huller, som jeg havde i løbet af en arbejdsdag, eller når de små sov. Sidst i forløbet måtte jeg også tage lidt flere aftentimer i brug. Det var hårdt at komme af sted, når pigerne var lagt, men det var vilkårene.

Alligevel kunne det ikke undgås, og særligt ikke tæt på løbet, at pigerne en gang imellem måtte være alene med deres far eller hygge sig med bedsteforældrene. Eksempelvis når jeg løb en lang søndagstur i løbeklubben Sparta. En gang imellem tog min mand og jeg også pigerne en tur med i Dyrehaven i babyjoggeren, lige såvel som vi brugte den som transportmiddel, når vi fx skulle på stranden eller en tur i den Blå Planet.

Men jeg vil vove den påstand, at man godt kan dyrke ekstremsport, uden at det går ud over børnene. Mine mange korte løbeture var bestemt ikke tilrettelagt ud fra, hvad der var mest optimalt rent træningsmæssigt, men ud fra hvad der var foreneligt med familielivet. Jeg fravalgte også intervaltræning i klubregi, som er rigtig god træning, fordi det lå mellem kl. 16 og 20.

For mig er løb på ingen måde et spørgsmål om, hvordan jeg ser ud, som ovennævnte indlæg synes at antyde, skulle være den væsentligste årsag til, at forældre træner meget. Til gengæld betyder mit løb afsindigt meget for min mentale trivsel. Siden jeg begyndte at løbe, har jeg ikke været ramt af hverken stress eller depression, hvilket i høj grad også kommer mine børn til gode.

Omvendt dræner det mig rent mentalt, hvis jeg ikke har tid nok til mine børn. Det vigtigste for min mand og mig er at være nærværende og tilstedeværende forældre. Og det kræver tid! Vi tror ikke på begrebet ’kvalitetstid’, som vi opfatter som et udtryk for dårlig samvittighed over at have for lidt tid med sine børn.

Men man kan godt være en forælder, der prioriterer sine børn, selv om man dyrker meget sport. Lige såvel som det omvendte kan være tilfældet. Lad os nu få nuancerne med i debatten!

Grundlovstale 2014; Når vi værner om hinanden, værner vi om demokratiet

Grundloven skal fornys

Jeg kan godt forstå, hvis mange unge står af, når de læser Grundloven. For det er ikke svært at fornemme, at den ikke er formuleret i går. Den sidste ændring af Grundloven skete i 1953, altså for 61 år siden, og meget er sket siden da. Et tættere europæisk samarbejde og øget samarbejde på internationalt plan i det hele taget har betydet, at Danmark har underskrevet en række konventioner om menneskerettigheder. Herunder blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der indeholder værdier, som bør gælde alle mennesker uden undtagelse. Værdier, som vi finder umistelige. Derfor bør disse værdier også Grundlovsfæstes. Det moderne danske demokrati bør være afspejlet i den Grundlov, hvorpå samfundet bygger sin lovgivning. Desværre er det ikke tilfældet i dag. Men det er noget, jeg vil kæmpe for i årene, der kommer.

En Grundlov skal ikke være moderne forstået på den måde, at den skal ændres hvert andet år eller ændres efter forgodtbefindende. Det ligger i selve navnet, at den er det juridiske grundlag for samfundet – og et fundament for borgerne i det danske demokrati at stå fast på. Men Grundloven bør simpelthen afspejle det samfund, vi lever i. Den bør kunne læses og opleves som vedkommende af samfundets borgere. Et eksempel på, at Grundloven er ude af trit med den tid, vi lever i, er den måde udtrykket ”kongen” bruges på. Én ting er, at Kongen i dag lige så vel kan være en Dronning. Hvad mere er, at læser man blot tre paragraffer ned i Grundloven står følgende: ”den udøvende magt ligger hos Kongen”. Her burde nok snarere stå ”Regeringen”, hvis Grundloven skulle afspejle nutiden. Ligeledes burde ”boligens ukrænkelighed” måske udvides til også at omfatte internettet og datasikkerhed. For er der et sted, hvor vi i dag har behov for at sikre borgernes rettigheder, må det være her. Der er således alt mulig grund til, at vi i Radikale Venstre har nedsat et arbejde til en gennemgang og opdatering af Grundloven.

Uddannelse som fundament for demokratiet

Det er i dag 165 år siden, at Danmark fik sin første grundlov. Man kan stille spørgsmålstegn ved om den var rigtig demokratisk i 1849, for først i 1915, fik de fem F’er – Fruentimmere, Folkehold, Fattiglemmer, Fjolser og Forbrydere – også stemmeret. Baggrunden for denne udvikling var den demokratiske bølge, der skyllede ind over Europa i årene før. Men lige så vigtig for Danmark var også indførelsen af skolepligten med Anordningerne for skolevæsenet. For skal demokratiet fungere, kræver det en oplyst og veluddannet befolkning. Derfor bør vi i dag ikke blot glæde os over Grundloven af 1849 og dens ændringer i tiden frem til i dag. Vi bør også fejre 200-året for indførelsen af skolepligten, som senere er blevet til undervisningspligten og nedfældet i Grundlovens § 76.

Den reform af folkeskolen, som er vedtaget og bliver implementeret fra 1. august i år er et naturligt led i den forsatte demokratiske udvikling. En højtuddannet befolkning er grundelementet – ja, forudsætningen – i ethvert demokrati og ikke mindst i et demokrati i stadig udvikling. Borgerne skal inddrages i styringen af samfundet. Det gælder både på det internationale, det nationale og ikke mindst på det lokale niveau.

Derfor vil jeg i dag argumentere for, at partierne fortsat bør forny sig, så de skaber både engagement og deltagelse. At demokratiet skal være vedkommende – også for de unge. Og måske vigtigst af alt, at vi politikere skal sørge for, at skabe lige muligheder, så alle borgere og samfundslag kan være en del af demokratiet, nyde godt af de grundlovssikrede rettigheder og benytte sig af den frihed og alle de muligheder, som vores samfund i dag byder på.

Partiernes tilstand og rolle

Det siges ofte at demokrati er besværligt og trægt. I hvert fald kommer der 364.000 hits op i løbet af 0,68 sekund, når man googler ordene ”besværligt” og ”demokrati”. Mange engagerer sig i politik ud fra et ønske om at forandre samfundet til det bedre. Men at være del af et demokratisk samfund er besværligt, og processerne tager tid. Ikke desto mindre er det vigtigt, hvis demokratiet skal fungere, at borgerne også tager del i arbejdet med at gøre samfundet funktionsdygtigt og føler et ansvar og ejerskab for samfundets udvikling. Derfor er det bekymrende at de politiske partiers medlemstal falder i en sådan grad, at de politiske partier blot er en skygge af sig selv for 50 år siden. Danmark har mange organisationer og foreninger, der kæmper for enkeltsager. Disse er naturligvis også en væsentlig del af vores demokrati. Men de politiske partier er det eneste sted, hvor udviklingen af vores samfund i kommunerne, regionerne, på landsplan og i EU ses i en større helhed. En af styrkerne ved partierne er netop, at de er nødt til at tage højde for hele samfundsudviklingen. Nok har mange partier deres mærkesager – nogle mere markant end andre – og politik handler da også om prioritering. Men som del af Folketinget er man nødt til at prioritere under hensyn til helheden, til fællesskabet.

Unge og demokratiet

Set over en længere periode har valgdeltagelsen været svingende. Tag bare det seneste EP-valg, hvor blot lidt mere end hver anden dansker gik ned og stemte. Tendensen er desværre, at mange unge ikke får stemt. Det kan der være forskellige årsager til. Men som politikere i Folketinget, kommunerne og de politiske foreninger har vi en særlig forpligtelse til at få rettet op på dette.

  • Vi må og skal aldrig tage demokratiet for givet.
  • Vi må og skal aldrig tage vores grundlovssikrede rettigheder for givet.
  • Og vi må og skal aldrig tage Danmarks relativt høje stemmeprocenter for givet.

Demokratiet kræver, at vi fortsat arbejder for dets beståen.

Der blev gjort en rigtig god indsats under kommunal- og regionsvalget. I forbindelse med det netop overståede – og set med radikale øjne meget veloverståede – valg til Europa-Parlamentet, kunne jeg dog godt have ønsket mig, at indsatsen for at engagere borgerne havde været større. Også selv om enkelte kandidater og politisk aktive gjorde alt, hvad de kunne. Disse kunne nemlig konstatere en stor interesse, når de ved forskellige lejligheder mødte de unge– og særligt når de mødte dem i øjenhøjde. Måske kender I det fra jer selv? Hvis man skal deltage i noget, skal man på den ene eller anden måde føle det relevant eller vedkommende.

Sænket valgretsalder

Personligt blev jeg da heller ikke engageret i politik, før jeg blev 18 år og måtte stemme. Indrømmet – første gang var det vigtigere for mig, at gøre brug af min stemmeret, end det var, hvor jeg satte krydset. Det var første og eneste gang, jeg stemte SF – men vi har vel alle vore begynderfejl. Siden jeg blev aktivt medlem af Radikale Venstre har jeg til gengæld ikke et øjeblik været i tvivl om, hvor krydset skulle sættes.

Der har længe været diskussioner om, hvorvidt valgretsalderen burde sænkes. Jeg hører til blandt dem, der tror på, at engagementet vokser med ansvaret. Da jeg stillede op som social- og sundhedsordfører ved mit første landsmøde i Radikal Ungdom, var jeg mildest talt grøn. Altså ikke sådan i miljømæssig forstand – selvom jeg nu også mener, vi gør for lidt for klimaet. Men jeg var meget ny i politik. Alligevel var jeg heldig at blive valgt, og det forpligtede. Kort sagt, hvis unge får mulighed for at deltage og tage ansvar for politiske løsninger, er jeg overbevist om, at det vil øge deres interesse for demokratiet, og det samfund de lever i. Dette er så meget desto vigtigere, da det jo netop er de unge, der skal føre vores danske demokrati og velfærdsmodel videre.

Frihed

Når jeg tænker på Grundloven, tænker jeg først og fremmest på de grundlæggende rettigheder, som Grundloven stadfæster – og særligt på frihedsrettighederne.

  • Disse frihedsrettigheder er en række fundamentale rettigheder, som sikrer den enkelte danskers frihed til eksempelvis at ytre, forene og forsamle sig:
  • Disse frihedsrettigheder udgør de bærende søjler i det danske velfærdssamfund.
  • Disse frihedsrettigheder udgør selve forudsætningen for demokratiet og omdrejningspunktet for mit politiske virke.

Derfor ligger det mig meget på sinde at værne om frihedsrettighederne og kæmpe imod alt, der truer med at underminere disse. Det er dog vigtigt, vi gør os klart, at når vi i dag taler om frihed, omhandler det langt mere end de grundlæggende frihedsrettigheder.

‘Jeg vælger, derfor er jeg’

Vi lever i et samfund, hvor vores valgmuligheder langt overskrider, hvad nogen tidligere generation nogensinde har haft adgang til. Når vi derfor kæmper for og værner om den enkeltes frihed, skal vi også være opmærksomme på, at det eneste, der efterhånden ikke er frihed til, det er til ikke at vælge.

For langt de fleste danskere er friheden til at vælge blandt de mange valgmuligheder i høj grad en positiv rettighed – ja, ligefrem en luksus, fordi de er i stand til at gøre brug af denne frihed. Mottoet synes at lyde: ”Jeg vælger, altså er jeg.”

  • Desværre gælder det langt fra alle.
  • Desværre er der nogle som hverken kan eller vil vælge.
  • Desværre er der nogle, for hvem friheden snarere bliver en spændetrøje.

Hvad enten vi så står i Fakta og skal vælge mellem utallige forskellige produkter, om vi skal vælge hospital, eller om vi skal vælge uddannelse, så kan vi føle os handlingslammede af de utallige valgmuligheder, der eksisterer i dag sammenlignet med tidligere.Man bliver ikke længere det samme som sin far, og det er ikke på samme måde som tidligere givet, at vi er sammen til døden os skiller. Når vi diskuterer etiske dilemmaer som aktiv dødshjælp eller retten til at vælge et ufødt barn fra, så argumenterer mange med friheden til selv at bestemme over egen krop. Vi har utroligt mange valgmuligheder, ligesom vi på mange måder og i hidtil uset omfang har frihed til at forme vores eget liv. Men det er ikke alle, som magter denne frihed. Og når alle muligheder står åbne, og det blot er op til os selv at tage ansvar for at benytte dem, så rammer dette nederlag dobbelt så hårdt.

Særligt for de unge kan det være en udfordring, at vi konstant skal tage stilling til tidens mange valgmuligheder og til, hvor vi er på vej hen. For vi skal helst være på vej. Vi skal helst have et ’ongoing’ projekt. I dag er det sådan, at folkeskoleelever meget tidligt skal beslutte, hvilken retning de vil i, og man skal helst ikke bruge mange sabbatår på at finde sig selv. Vi skal konstant udvikle os, læring skal være livslang, og vi skifter job og ægtefælle langt oftere end tidligere.

Også teknologien medfører nye valg. Og selv om man eksempelvis som vordende mor ikke ønsker en nakkefoldsscanning, så betyder selve den teknologiske mulighed, at man indirekte kan blive ansvarlig for at føde et barn med et handicap. De mange muligheder tvinger os til at vælge, direkte eller indirekte, og vigtigst af alt til at måtte leve med konsekvenserne af vores valg.

For langt de fleste mennesker er de mange valg som sagt heldigvis lig med frihed. Men for andre kan de være en stor belastning. Derfor kan frihed og valgmuligheder ikke stå alene – de må bakkes op af en række tiltag, der sikrer, at alle bliver i stand til at favne friheden og få det bedste og mest optimale ud af netop deres valg.

Alle skal med

Hvis vi ønsker, at flere aktivt deltager i demokratiet, nyder godt af de mange muligheder og i det hele taget er en del af samfundet, er det nødvendigt at se på de forhold, vi som samfund byder vore medborgere. Her tænker jeg ikke mindst på de socialt udsatte og mennesker, der rammes af sygdom. Skal disse mennesker have et overskud – og deltagelse fordrer overskud – ja, så må vi konstant og til stadighed kæmpe for at skabe de mest optimale betingelser for disse mennesker. Noget, der også fremgår af Grundlovens § 75: 

”Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.” Og videre: ”Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder.”

Vores sociale sikkerhedsnet skal tage hånd om borgere, der – i kortere eller længere perioder – har brug for hjælp. Som radikal er jeg meget optaget af hjælp til selvhjælp – og det handler i høj grad om at møde folk, der hvor de er.

Psykiatrihandleplan

Min motivation for i sin tid at gå ind i politik var de mange mennesker, som kæmper med psykisk sygdom. Ifølge de seneste tal er det ikke en lille del af befolkningen, idet hver tredje dansker på et tidspunkt i livet vil opleve at blive ramt af en psykisk lidelse. Derfor er jeg også stolt over, at vi som del af regeringen nu har fremsat en Psykiatrihandlingsplan. Planen indeholder rigtig mange gode tiltag. Men vigtigst af alt, så udtrykker den meget klart den holdningsændring, som jeg har kæmpet for fra dag et. Vi skal skabe ligeværd:

  • Mennesker med psykisk sygdom skal ikke vente længere på at få hjælp end mennesker med en fysisk lidelse
  • Mennesker med psykisk sygdom skal ikke mødes med en holdning om, at det alligevel ikke nytter – for det kan godt lade sig gøre at komme sig eller leve et godt liv med sin sygdom
  • Mennesker med psykisk sygdom skal ikke skamme sig eller gå alene med deres lidelse

I stedet skal psykisk sygdom være noget, vi taler om. Vi skal hjælpe folk til at kunne mestre deres lidelse og det samfund, de lever i. Dette var min bevæggrund for at gå ind i politik. Og så længe der er basis for at skabe bedre vilkår for de mange, som slås med ondt i sindet, så længe vil jeg have et ønske om at gøre min indflydelse gældende rent politisk.

Mental sundhed

Næste skridt bliver så at blive endnu bedre til at forebygge, at mennesker i første omgang rammes af psykisk sygdom. Det handler om at styrke den mentale sundhed ved at skabe nogle rammer, som vi alle kan trives under – børn såvel som voksne. Eksempelvis ved vi, at omkring 35.000 mennesker dagligt er sygemeldt med stress. En tilstand, som både kan forstærke og udløse psykiske lidelser som angst og depression. Derfor skal vi have skabt et arbejdsmarked, som ikke slider folk ned. Som politikere bør vi gå forrest, ligesom også arbejdsmarkedets parter bør tage et større ansvar. Men vi kan også alle sammen hver og en som gode kollegaer gøre mere for at nedbringe stress på arbejdspladsen. Jeg håber, I vil være med til at skabe den kulturændring, som vi i så høj grad har brug for.

Stress rammer nemlig ikke kun voksne. Også børn og unge oplever i stigende grad stress som konsekvens af den måde, vi har indrettet vores samfund på. Her tænker jeg ikke kun på de opblødte strukturer og den moderne teknologi, der gør, at vi kan arbejde når som helst og hvor som helst. Jeg tænker også på de øgede informationsstrømme, kravet om og muligheden for konstant at være tilgængelig og ”på” via elektroniske devices, de mange valgmuligheder og idealer, vi konstant kæmper for at leve op til og jeg kunne blive ved.

Børnefamiliers kår

Som politikere kan vi både skabe rammerne og hjælpe mennesker til at blive i stand til at agere inden for disse. Når omkring halvdelen af alle børnefamilier har svært ved at skabe balance mellem arbejde og familieliv, bør vi tage det alvorligt. Det er ikke nok at sige, at den enkelte familie må prioritere og træffe svære valg. Eller blot at sørge for længere åbent i daginstitutionerne. Jeg oplever, at mange forældre i nutidens samfund savner tid og nærvær med deres børn. Desværre hører man også om mange børn, som savner tid og nærvær med deres forældre.

Blandt andet som følge heraf vil man i København nu indføre stressklinikker, hvilket klart kan være med til at sætte borgere i stand til at mestre deres liv. Men hvis man ruster mennesker til at prioritere i livet, må man også skabe de nødvendige muligheder.

Stod det til mig, ville et væsentlig tiltag være, at gøre det lettere at arbejde på nedsat tid, når man har små børn. Dette vil ikke kun være i forældrenes interesse, men også i børnenes. Og når det nu er fars dag, kan jeg ikke lade være med at nævne, at vi bør forbedre fædres mulighed for at tage barsel – også selv om den nødvendige kulturændring på de danske arbejdspladser måtte kræve en øremærkning for en tid. Vi må og skal skabe rammerne og mulighederne for, at alle forældre kan varetage forældreskabet på bedste vis, så vi kan give vores børn den bedste start på livet. I min optik kræver det voksne, der er tilstede – både fysisk og mentalt. Kun sådan tror jeg, vi fremadrettet kan skabe sunde og engagerede borgere, der kan tage aktiv del i demokratiet.

Når vi værner om hinanden, værner vi om demokratiet. I ønskes alle en fantastisk Grundlovsdag!

Talen blev holdt i Egedal – en af de to opstillingskredse, som har opstillet mig som folketingskandidat for Radikale Venstre i hele Nordsjællands Storkreds

København; En aktiv by – også for socialt udsatte

København skal være en grøn, sund og aktiv by, der tager hånd om socialt udsatte. Jeg er meget optaget af københavnernes mentale sundhed, og her er muligheden for fysisk aktivitet i sunde og grønne omgivelser væsentlig. Særligt for psykisk sårbare eller udsatte børn og unge kan motion spille en væsentlig rolle.

Amager Strandpark – Én af Øens perler

Amager Strandpark er et fantastisk sted med rig mulighed for aktivitet i skønne omgivelser; en af øens perler. Derfor er jeg glad for, at mit forslag om projektering af flere oplyste løberuter, herunder i Amager Strandpark, kom med ved de seneste overførselsforhandlinger, hvor overskuddet fra sidste år blev fordelt. Bedre belysning øger både trygheden og anvendelsesmulighederne af byens rum.

Vi fik også de nødvendige ekstra midler til opførelsen at Naturcenter Amager Strand. Der manglede aktiviteter for de mindste i Strandparken, og centeret vil blive udflugtsmål for blandt andet børnefamilier. Ligeledes vil det i tråd med Folkeskolereformen kunne benyttes til undervisning af skoleklasser og bidrage til større integration af skole og lokalsamfund. For at Amager Strandpark skal kunne benyttes af alle aldersgrupper mangler dog endnu særligt to ting; en naturlegeplads for de allermindste borgere og god adgang til toiletfaciliteter hele året rundt.

Socialt udsatte

Siden jeg gik ind i politik, har jeg brændt for at skabe bedre forhold for socialt udsatte. Både fra egen krop og som pårørende har jeg et nært kendskab til psykisk sårbarhed. I forbindelse med overførselsforhandlingerne var jeg derfor særligt glad for, at det lykkedes foreløbigt at redde værestedet Fundamentet fra lukning. I Borgerrepræsentationens Socialudvalg skal vi snart drøfte en større omlægning af hele aktivitets- og værestedsområdet. Her finder jeg det vigtigt, at der ikke bliver for langt mellem de forskellige tilbud, samt at der også fremadrettet vil være steder, hvor man kan komme og få lov bare at være – deraf navnet være-sted. Nogle mennesker har i perioder brug for ikke at skulle stilles over for alverdens krav, og det skal der fortsat være plads til. En sammenhængende by der tager hånd om socialt udsatte kræver også, at udsatte boligområder løftes. Derfor er jeg glad for, at vi nyligt i Børne- og Ungdomsudvalget besluttede at gøre en særlig indsats i Holmbladsgadekvarteret.

Gode forslag i Bydelsplanen

Skulle jeg fremhæve et par af forslagene i den seneste bydelsplan for Amager Øst, er det nye og bedre rammer omkring idrætscontaineren ’Buret’ og aktivitetsområdet ved Sønderbro Skole. Bedre muligheder for fysisk aktivitet vil løfte området, gøre det mere attraktivt og skabe et lokalt samlingspunkt. Som beboer på Amagerbro oplever jeg selv, hvordan større kendskab til folk fra nærområdet skaber et tryggere lokalsamfund. Derudover vil de forbedrede faciliteter i tråd med folkeskolereformen kunne anvendes til skolens idræt og åbnes for lokalområdet. Området omkring Buret spiller desuden en væsentlig rolle mht. den opsøgende sociale indsats over for udsatte unge og brobygning til kultur- og fritidsaktiviteter.

Et andet forslag, er etableringen af ’Palermo Park’ mellem Palermovej og Messinavej; en grøn oase, der vil invitere til leg og aktivitet, og hvor områdets blandede beboergruppe vil kunne mødes. Samtidig vil lommeparken opsamle regnvand og rense luften, hvormed den vil bidrage til klimatilpasningen.

Det geniale ved ovenstående tiltag er, at de på én gang skaber et byrum, der både inviterer til aktivitet, øger sammenhængskraften, og bidrager til henholdsvis den sociale indsats og klimatilpasningen.

Lokaludvalgenes arbejde er værdifuldt

Lokaludvalgene har en vigtig funktion i kraft af deres lokale kendskab, inddragende arbejdsform samt engagement i lokalområdet. Deres arbejde og henvendelser er værdifulde, fordi man som politiker får et bedre overblik over, hvor i byen der er behov for konkrete tiltag.

Indlægget er nyligt bragt i Ama’røsten sammen med to andre af mine debatindlæg, hvor de dog desværre havde trygt det samme to gange

Nu skal den mentale sundhed styrkes

16. maj var jeg stolt over at være radikal og som tidligere folketingsmedlem at have medvirket til at dagsordensætte psykiatrien. Regeringens ny psykiatrihandleplan er starten på en opprioritering af psykiatrien, som længe har været tiltrængt. Det er et kæmpe skridt mod ligeværd for mennesker med psykiske lidelser, at de ikke skal vente længere på udredning og behandling end fysiske syge. Derudover kommer der fokus på forebyggelse. En styrkelse af den mentale sundhed vil reducere antallet af mennesker, der rammes af psykisk sygdom, samt gøre det lettere at leve et godt liv med psykisk sårbarhed.

Indlægget er bragt i Politiken den 26. maj 2014 under titlen “radikal stolthed”.

Den mentale sundhed skal styrkes

Fredag den 16. maj 2014 var en stor dag for psykiatrien. Regeringen fremlagde handlingsplanen: ”Ligeværd – nyt fokus for indsatsen for mennesker med psykiske lidelser”, som var fulgt op af 1.6 mia. kroner over de næste fire år.

Planen indeholder rigtig mange gode tiltag for mennesker, som bliver ramt af psykisk sygdom, og deres pårørende. Et kæmpe skridt på vejen til ligeværd er, at mennesker med psykiske lidelser i fremtiden ikke vil skulle vente i længere tid på udredning og behandling end mennesker med fysisk sygdom.

Jeg er især glad for, at der med handlingsplanen endeligt kommer fokus på, at psykiske lidelser kan forebygges. Det omhandler bl.a. et bedre psykisk arbejdsmiljø, mindre nedslidning på arbejdsmarkedet samt bedre støtte til børn af mennesker med psykisk sygdom. Alt for længe har forebyggelsesindsatsen ensidigt været centreret om, at vi skal leve længere. Det er på høje tid, at vi også kommer til at leve bedre – at livskvaliteten kommer i fokus. En generel styrkelse af den mentale sundhed vil både reducere antallet af mennesker, der rammes af psykisk sygdom, samt gøre det lettere at leve et godt liv med psykisk sårbarhed.

Det er også meget positivt, at Regeringen vil skabe bedre muligheder for at dyrke motion i psykiatrien. Dette dog hovedsageligt med henblik på at nedbringe anvendelsen af tvang. Det er mit håb, at motion med tiden vil komme til at spille en endnu større rolle i den psykiatriske behandling. Udover at kunne reducere tvangen, vil motion også kunne medvirke til at nedsætte medicinforbruget. Ligeledes vil det kunne forebygge en lang række livsstilssygdomme hos mennesker med psykisk sygdom.

Forsøg med at inddrage borgere med brugererfaring er et modigt tiltag, der vil kunne gøre en stor forskel. Således kan det være med til at vise den syge, at der er håb forude samtidig med, det er af stor værdi for en tidligere psykiatribruger at kunne bruge sin erfaring til at hjælpe andre.

At løse speciallægemanglen er derimod slet og ret en forudsætning for at kunne gøre mange af de andre ting, som står i handlingsplanen. Dette skal bl.a. ske via kompetenceflytning, hvormed psykologer kommer til at spille en større rolle både i forbindelse med udredning og behandling. På samme måde er øget forskning gennem en national forskningsstrategi en nødvendighed for fremadrettet at kunne skabe en indsats af høj kvalitet.

Sidst vil jeg gerne fremhæve, at der laves en koordineret indsatsplan for mennesker med dobbeltdiagnoser i form af et misbrug og en psykiatrisk lidelse. Dette er en gruppe mennesker, som vores nuværende system langt fra er gearet til at sikre den nødvendige behandling. Psykiatrien afviser ofte mennesker med misbrug, ligesom den kommunale misbrugsindsats ikke er god nok til at tage hånd om misbrugernes psykiske lidelser.

Fredag den 16. maj var jeg både stolt over at være radikal og stolt over, som tidligere folketingsmedlem, at have været med til at sætte psykiatrien på dagsordenen. Regeringens handleplan indeholder rigtig mange væsentlige initiativer på området. Og den er starten på en opprioritering af psykiatrien, som længe har været tiltrængt.

Indlægget er bragt i Frederiksborg Amts Avis den 20. maj 2014

Et sundt København

Længe har der været fokus på, at vi skal leve længere. Men hvorfor leve længere, hvis vi ikke også lever godt? Jeg kæmper for større fokus på den mentale sundhed. Forebyggelsesindsatsen bør udover kost, rygning, alkohol og motion også omhandle stress og psykiske lidelser. Det kræver ikke mindst en styrket og tidlig indsats fra sundhedsplejen. Ligeledes bør det være lettere at gå på deltid. Ikke mindst den travle børnefamilie vil have gavn af dette.

Særligt motion har stor betydning for vores trivsel. Derfor skal vi have flere skoler og børnehaver med idrætsprofil. Københavns grønne områder skal benyttes til parkbørnehaver som supplement til udflytter- og skovbørnehaver, så transporten minimeres.

Byrummet skal invitere til leg og bevægelse, men ingen skal blive syge af at trække vejret. Det gælder ikke mindst vores børn eller mennesker, som bruger byen til at holde sig i form. Derfor skal luftforureningen bekæmpes via bedre forhold for cykler og en styrket kollektiv transport.

Sidst arbejder jeg for et beskæftigelsessystem med færre regler, så indsatsen kan målrettes og gøres meningsfuld for den enkelte.

Privat bor jeg på Amagerbro med min mand og vores to små piger. Jeg er sundhedspolitisk rådgiver, tidligere Medlem af Folketinget og på landsholdet i 24-timersløb.

Indlægget er bragt som kandidatpræsentation i Amagerbladet den 29. oktober 2013