En livsfasepolitik skaber menneskelig bæredygtighed

Tusind tak til Karen Lumholt, direktør for tænketanken Cura, for et både inspirerende og nuanceret indlæg i Information den 10. maj; ‘stressede børnefamilier har brug for en livsfasepolitik’. Det er glædeligt, vi har fået en så omfattende debat om børnefamiliers kår, men trist at det ensidigt har handlet om at placere ansvaret enten hos den enkelte familie eller hos politikerne. For når det handler om stress, kan ansvaret sjældent placeres ét sted. Som medarbejder på en arbejdsplads kan man kun sige fra over for uoverstigelige krav eller være med til at tilrettelægge sin arbejdsdag, så den matcher ens behov, hvis ledelsen er åben over for det. Og som familie kan man kun prioritere inden for de rammer, politikerne fastlægger. Derfor hilser jeg det som politiker meget velkomment, at Lumholt kommer med konkrete indspark til, hvordan især arbejdsmarkedet kan tilpasses en virkelighed, hvor alle familiens voksne ofte er udearbejdende.

Debatten om børnefamiliers kår og stress i det hele taget er mere relevant end nogensinde. Statens Institut for Folkesundhed anser stress som et stigende folkesundhedsproblem. Stressforeningen melder om 35.000 sygemeldinger dagligt som følge af stress, samt at op mod 300.000 danskere lider af alvorlig stress. Stress kan både udløse og forværre psykiske lidelser som angst og depression. Dertil kommer, at når forældre rammes af stress, går det også ud over børnene.

Som Karen Lumholt så fint skriver, dannes barnets psykiske robusthed i de nære relationer i familien. Stigningen i psykiatriske lidelser taget i betragtning, er det kun endnu vigtigere at skabe rammerne for, at vores børn kommer bedst muligt fra start. Forældre der hverken fysisk eller mentalt er til stede, fordi de ikke kan få familie- og arbejdsliv til at gå op i en højere enhed, er næppe med til at styrke de beskyttende faktorer, der giver barnet mest muligt at stå imod med. Det bør ikke kun have politisk interesse, at folk sætter børn i verden. Rammerne skal også muliggøre, at børnene får den basale tryghed og omsorg, der gør, at de vil kunne trives i en verden, som er mere omskiftelig og uforudsigelig end nogensinde. Sunde borgere, som fremadrettet skal bidrage til samfundet, skabes ikke ved, at børnene blot tilbringer endnu mere tid i institution.

Tilsyneladende opfatter mange politikere ønsket om økonomisk vækst som en modsætning til at skabe bedre forhold for, at den enkelte familie kan få arbejdsliv- og privatliv til at hænge sammen. Således bliver det politiske fokus på vækst ofte reduceret til et spørgsmål om, at alle skal arbejde mere. Jo mere man står til rådighed for arbejdsmarkedet desto bedre. I et videnssamfund, hvor effektivitet i høj grad afhænger af vores kognitive formåen, og hvor det ofte handler om at tænke nyt og kreativt, synes denne tilgang noget forældet. Vi ved, at stressede mennesker yder mindre, er mindre innovative og mindre effektive. Ligeledes bidrager det ikke til væksten på sigt, hvis småbørnsforældre går ned med stress og kun helt eller delvist kommer tilbage på arbejdsmarkedet. Som det er ytret mange gange i debatten, kan vi ikke det hele, og slet ikke på én gang. Vi taler om klimamæssig- og økonomisk bæredygtighed – men hvornår begynder vi at tale om menneskelig bæredygtighed?

Jeg er stor tilhænger af Karen Lumholts forslag om en livsfasepolitik; at vi i perioder af vores liv kan arbejde mere og i andre mindre, så eksempelvis småbørnsfamilier har mulighed for i højere grad at prioritere familien. I den forbindelse beskriver Lumholt en række nytænkende tiltag, herunder hvordan man i Schweiz deler en ansvarsfuld lederstilling mellem to personer. I Sverige har man en lovfæstet ret til at gå på nedsat tid, mens børnene er små og har allermest brug for deres forældre. Det er ikke sikkert, vi skal gøre præcis det samme i Danmark. Men måske vi kunne lade os inspirere. Vi kunne også kigge nærmere på det udmærkede stykke arbejde, som Familie- og Arbejdslivskommissionen lavede i 2007.

Det at være småbørnsforælder kræver, at man træffer svære valg og prioriterer i livet. Men det kræver også, at man fra politisk hold skaber mulighederne for, at forældre kan prioritere børnene, når de har allerstørst behov. Lad os få nogle flere forslag på bordet!

Af Anne Marie Geisler Andersen, folketingskandidat i Nordsjællands Storkreds for Radikale Venstre

Politikere må skabe bedre rammer for småbørnsfamilier

Anne-Marie Løkkegaards indlæg i Politiken den 19. april: ”Hjælp os børnefamilier inden vi segner af stress” er blevet genstand for voldsom debat. Og med god grund, for debatten om småbørnsfamiliers kår er mere relevant end nogensinde. Stress har længe været et stort problem, og intet tyder på, vi har fået vendt udviklingen.

Imidlertid har Løkkegaards indlæg først og fremmest ført til beskyldninger om manglende personligt ansvar. Men der er altid to sider af en sag, det gælder ikke mindst stress. Politikerne må også skabe rammer, der gør det muligt at balancere familie- og arbejdsliv.

Jeg er for så vidt enig i, at mange forældre i dag har urealistisk høje forventninger til, hvad de skal kunne præstere, samtidig med at de har små børn. Megen stress kan forebygges ved at justere sine forventninger, og det er ikke givet, at både mor og far skal gøre karriere for fuld skrue, mens man har små børn. Problemet er, hvis vi som politikere ikke skaber mulighederne for, at man kan gøre det anderledes. Fx ved at gøre det lettere at gå på deltid.

Mange politikere taler for udvidede åbningstider i daginstitutionerne, så vi alle kan bidrage til den fortsatte vækst. For nogle kan mere fleksible åbningstider også kunne være løsningen, hvorfor vi i Radikale Venstre i København netop foreslået at åbne en døgnåben, integreret vuggestue og børnehave mere. Erfaringer viser dog, at langt fra alle forældre ønsker at gøre brug af udvidede åbningstider, hvis de kan løse pasningsproblemet på anden vis. Derfor bør mulighederne være flere. 

Som politikere må vi spørge os selv, hvilken retning vi ønsker at trække samfundet i. Får børn generelt set den bedste start på livet ved at tilbringe mere tid i institution, og er det sådan vi skaber sunde borgere, som fremadrettet vil kunne bidrage til samfundet? For slet ikke at tænke på, om det er løsningen for alle de forældre, som vælger at sætte børn i verden. Det er formentlig de færreste, der gør dette uden et ønske om også at være sammen med deres børn. Ligeledes har børn brug for, at deres forældre er til stede – både fysisk og mentalt. Når forældre rammes af stress, går det også ud over børnene.

Hvad angår det politiske fokus på vækst, bliver det ofte reduceret til et spørgsmål om, at alle skal arbejde mere. Men vi ved, at mennesker der er stressede ikke yder det samme, er mindre innovative og mindre effektive. Ligeledes bidrager det ikke til væksten på sigt, hvis småbørnsforældre går ned med stress og kun helt eller delvist kommer tilbage på arbejdsmarkedet. Økonomisk bæredygtighed kræver menneskelig bæredygtighed. Og sidstnævnte er der for lidt politisk fokus på.

Derfor mener jeg, det burde være lettere at gå på deltid. Jeg kender mange børnefamilier, som er på randen af eller har været ramt af stress, og for hvem et deltidsjob kunne være en del af løsningen. Imidlertid er det mit indtryk, at det langt fra er alle, der har mulighed for dette. Nogle steder modsætter arbejdsgiveren sig direkte, mens det andre steder nok snarere er et spørgsmål om en kultur. Hvorfor skeler vi ikke til Sverige, hvor småbørnsforældre har ret til at gå ned i tid, indtil børnene når en bestemt alder? Vi behøver ikke kopiere ordningen, men måske vi kunne lade os inspirere?

Det at være småbørnsforælder kræver, at man træffer svære valg og prioriterer i livet. Men det kræver sandelig også, at man fra politisk hold skaber forskellige muligheder for, at familier kan skabe balance mellem familie- og arbejdsliv. Og at man har muligheden for at prioritere børnene, mens de er små og har allerstørst behov.