Af sted mod VM i 24-timersløb

Det er ikke blevet til mange blogindlæg denne sæson frem mod VM – men den har også været en kort en af slagsen, da den jo startede som en aprilsnar for knap tre måneder siden. Nu er der dog ikke længe til, at mesterskabet løber af stablen, for lørdag den 1. juli går startskuddet til Verdensmesterskaberne i 24-timersløb.

Skadesfri

Det bedste ved en kort sæson må være, at perioden har været for kort til rigtigt at løbe ind i skader. Efter weekendens halvmaraton her i Esbjerg, har kun den ene fod brokket sig lidt – resten af kroppen er nærmest ikke mærket af løbet. Jeg er ikke så meget som øm i musklerne. Men foden forsøger jeg lige at få løsnet lidt i dag, hvor jeg har fået en tid hos en af de andre behandlere i Emcare. Normalt går jeg hos Jesper, der er osteopat, men han er kun i Esbjerg om fredagen.

Derudover prøver jeg ikke at lade mig gå på af det. Det ville næsten være mærkeligt, hvis der ikke var bare ét sted i kroppen, hvor jeg kunne mærke, at træningen er blevet intensiveret over de sidste tre måneder. Og sammenlignet med sidste år, hvor en skæv hofte resulterede i tre uger helt uden løb blot otte uger før EM, så er det en lille ting. Alligevel vil jeg forsøge at komme det til livs – for selv en lille skævhed eller overbelastning kan godt blive alvorlig i løbet af 24 timer.

Så på den ene side skal den ikke overhøres – på den anden så har jeg prøvet det, der var være. Og sidste år var det absurde, at et af de få steder, jeg overhovedet ikke havde ondt under EM, ja det var højre hofte, som havde drillet så meget.

 

Nået mine milepæle

Som bekendt bruger jeg hverken kost- eller træningsplaner, men jeg har nået de få milepunkter, jeg havde sat mig. Jeg har været op omkring de 100 km tre uger inden for de sidste par måneder, jeg havde et fint maraton i København i maj på lige under 3.30, og jeg kom godt igennem Esbjerg halvmaraton i søndags. Lige bortset fra stivheden i foden, er der intet at mærke.

Et maraton på under 3.30 er ikke PR – det var der ikke tid til at gå efter på så kort en sæson. Men det er en pæn tid for mig at løbe på, uden at give den alt for meget gas og efter kun halvanden måneds træning. Det samme med halvmaraton på 1.39. Jeg ved faktisk ikke, hvad min PR er på den distance. Men at kunne holde et tempo på 4.40 pr. km uden at være synderligt presset, det er et godt niveau for mig.

 

At holde fokus

Desto mere jeg løber, og jo flere foredrag jeg holder om løb, desto mere bevidst bliver jeg om, hvor vigtigt det er at kunne holde fokus. For mig betyder det tre ting.

1)     At jeg hele tiden har målet for øje, men at løbet gradvist kommer til at fylde mere og mere – lige indtil de sidste par uger, hvor jeg lidt går i min egen boble. Hvor det kommende løb fylder i alle samtaler, hvor jeg køber det sidste udstyr, og hvor jeg er glad for, at det også snart får sin ende, fordi jeg i længden ikke ville kunne leve med at være så lidt nærværende, særligt derhjemme.

2)     At jeg ikke giver den fuld hammer, når jeg løber forskellige løb undervejs i sæsonen, medmindre der er god nok tid til at restituere. Det er ikke værd at risikere VM for en god tid til at halvmaraton. Jeg arbejdede lidt med det her i weekenden, hvor jeg valgte at tage en lille toiletpause og derfor mistede 1.40 ballonen, da denne løb lidt for stærkt i forhold til forventet sluttid. Flere gange måtte jeg sige til mig selv, at jeg jo ikke var kommet for at løbe efter en blå ballon, men for at gennemføre på omkring 1.40 – og det lykkedes.

3) At jeg rydder alt, der fylder mentalt af vejen. Det gælder uløste konflikter, arbejdsopgaver og ting der skal gøres. I går fik jeg derfor gjort rent bord på arbejdet, givet hele haven en overhaling og ordnet diverse andre småting. Min mand sagde ingenting, da jeg gik igang. Han kender mig efterhånden og ved, at det er min måde at blive klar på. Det er nu også dejligt at koble lidt fra og tænke på andet end løb ved at lave noget praktisk.

Kan mærke spændingen begynder at melde sig

Når jeg læser op på de sidste detaljer om løbet, eller forleden så TV2-sportens fine optakt til mit VM, kan jeg godt mærke, at det er snart. Benene sitrer, og jeg kan mærke spændingen i hele kroppen!

På torsdag drager min mand, hans gode ven, Jens, jeg selv og tre andre landsholdsløbere samt vores landsholdstræner og øvrige hjælpere af sted mod Belfast. Om jeg når de 230 km, som er mit mål, og hvorvidt det vil række til en placering i top 10, vil kun tiden vise. Der er rigtig mange gode løbere med, som har løbet længere end mig. Men jeg tror på, at jeg endnu en gang vil kunne indfri mit mål – for gjorde jeg ikke det, tog jeg ikke af stedJ

På denne side kan man læse lidt om arrangementet: http://www.iau-ultramarathon.org/ Muligvis kommer der løbende opdateringer fra løbet her. Og ellers vil vi forsøge selv at lave opdateringer på Twitter, hvor jeg hedder ‘amgeisler’ og på min profil på facebook.

Jeg håber, det bliver en fantastisk weekend, der bliver værd at berette om.

Anne Marie

Bliver jeg klar til EM – vil det være en sejr i sig selv!

EM i 24-timersløb afholdes i Frankrig den 22.-23. oktober. Derfor var det i september måned jeg skulle have givet den max gas med træningen. Men… Nogen ville det anderledes. I hvert fald har jeg stort set ikke løbet siden maratonløbet den 27. august, dvs. i 2,5 uge. Og det er allerede, hvad jeg vil betegne som en lang pause så tæt på et løb.

Problemerne kom snigende

Når jeg ser tilbage, startede det i det små med lidt ondt i forfoden, da vi var på sommerferie midt i juli. Jeg tænkte, det ikke var noget særligt, eftersom det aftog, når jeg blev varm. Derfor kunne jeg også sagtens løbe på det. Jeg var egentlig heller ikke så bekymret for, at det skulle blive værre.

Hele kroppen hænger sammen

Men.. foden er for så vidt heller ikke blevet værre. Tværtimod. De sidste ugers behandling og ro har gjort sit. Til gengæld var fodsmerten formentlig en konsekvens af noget større. I hvert fald sad mit ben skævt i dag, så det højre var længere end det venstre. Min osteopats behandling har hjulpet en del, men der var stadig meget at tage fat på, da jeg over middag tog hele vejen til København for at komme over til min BodySDS-behandler Marcus fra Totum. Der er ingen som ham! Han har før kunnet trylle, så nu må vi se.

Hoften var ingen forhindring for ny PR på maratondistancen

Selv om hoftesmerterne så småt begyndte et par uger før maraton, var de ingen hindring på selve dagen eller i forhold til træningen. Når jeg blev varm, gik det godt, og under maratonløbet mærkede jeg nærmest ingenting til skaden. Heller ikke bagefter, hvor jeg ikke var mere stiv i hoften end før løbet. Adrenalinen må have pumpet rundt i kroppen – det ved jeg, at den gjorde, for jeg løb på frustrationerne over et forlist venskab. Både godt og skidt. For bagefter reagerede den øjensynligt. Til gengæld har jeg sjældent haft et maraton uden kriser. Og jeg havde ikke drømt om, at jeg skulle løbe på 3.23.37 på en varm dag og en hård rute(ja endda hurtigere, fordi ruten var lidt for lang). Det uden at have en eneste reel krise – og endda uden at have haft nogle som helst ambitioner om at slå min rekord. Mavemusklerne drillede lidt fra 22-25 km, men det tog jeg helt roligt. For det ved jeg, at min fysioterapeut kan ordne. Derfor kunne jeg slappe af og fortsætte med en rolig vejrtrækning. Det hjalp. Jeg vandt løbet med ny personlig rekord, og hoften havde ikke taget skade. Og dog..

Overbelastning – at træne på en skævhed

Tre dage efter løbet løb jeg en lille tur på 5 km. Løb er måske så meget sagt, for jeg nærmest humpede. For mig at se hænger overbelastning mindre sammen med, hvor langt jeg løber, og mere sammen med, hvis jeg løber på en krop, der ikke er i balance. I dette tilfælde et skævt bækken/hofte, der betød, at det ene ben var længere end det andet. Det er også den fornemmelse, jeg har haft, når jeg har bevæget mig. Det var lige som om, jeg faldt ned på min venstre fod – deraf formentlig smerterne.

Løb afhænger også af ens mentale tilstand

Og hold da op, hvor har jeg slået mig selv i hovedet med, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Kunne jeg have indset skadens omfang noget tidligere? Eller skulle jeg have været til en anden behandler netop den eller hin dag? Har jeg ikke lyttet til kroppen, fordi jeg har været ked af det? Eller har frustrationerne sat sig fysisk i kroppen? Og hvad kan jeg bruge det til? Ikke særligt meget. For man kan kun handle i nuet. Når kroppen for tiden kræver ro og behandling, forsøger jeg derfor at arbejde med det mentale. Både fordi jeg tror, det betyder noget. Men også fordi jeg har brug for at kunne handle. Ikke at kunne handle på en given situation er for mig lig med frustration og afmagt. 

Mental balance

Problemet er, at jeg normalt håndterer frustrationer ved at løbe en tur. Men frustrationen over at være så tæt på et EM og alligevel så langt fra kan ikke løses sådan. Først forsøgte jeg at blive afklaret i forhold til min tidligere veninde. Det sidder stadig i kroppen, men jeg har fået sagt, hvad der er at sige og forsøgt at lægge låg på, så godt jeg nu engang kan. Hun skal ikke have lov at ødelægge det for mig. Dernæst har jeg haft godt af at få lidt fra hånden i både hus og have, når jeg nu ikke kan løbe. Det giver en tilfredshed, når jeg så i det mindste kan bruge tiden på noget andet, jeg gerne vil have lavet. Og faktisk er det for mig også en del af det at skærpe fokus frem mod et løb – det er jeg med tiden blevet meget bevidst om. Jeg forsøger på alle leder og kanter at fjerne de små sten fra vejen og få ryddet ud i ting, der skal gøres. For mange løse ender fylder mentalt hos mig. Derudover har jeg lavet aftaler med gode veninder – dagens tur til Kbh. gav fx mulighed for kaffe med min bedste veninde. Allerede mens vi sad og drak kaffen, kunne jeg mærke, at jeg fik det bedre i hendes selskab. Som person har jeg brug for de dybe snakke med en, der kender mig rigtig godt, ellers fungerer jeg ikke. Og så var der selvfølgelig også noget velvære i at få behandling på en krop, der gør ondt. Samt i at høre Marcus’ mening. Gudskelov var han fortrøstningsfuld, så det er jeg også.

Tålmodighed er ikke min stærke side

Tålmodighed er bestemt ikke en af mine største dyder. Derfor er det kommet bag på mig, at det trods alt ikke har været sværere end som så at give kroppen tid. Frustreret er jeg, jo. Men jeg er ikke i tvivl om, at det er det rigtige at gøre, slet ikke at løbe lige nu. Heller ikke ift. EM. Hoften har nemlig på ingen måde været til at løbe på. Og i mine øjne er det langt bedre givet ud at sørge for at være klar på dagen (7,9,13), end at træne på noget, der ikke er til at træne på. Så hellere misse 2,3 ja måske fire ugers hård træning måneden før – selv om det selvfølgelig ikke er optimalt.

Grundformen er der – og troen ligeså

Indtil nu er sæsonen gået næsten optimalt. To uger har jeg måttet løbe halv distance, fordi knæene trængte til lidt ro. Men det er også det. Og for kun 2,5 uger siden satte jeg ny personlig rekord i maraton. Med tanke på, at mit første 24-timersløb på 200 km blev løbet efter en træningsmængde på 40 km ugentlig har jeg også troen på, at jeg kan levere mere nu – selv efter en pause kort før løbet. Måske vil kroppen ligefrem have godt af en pause, hvem ved. Selvfølgelig kræver det, at jeg kommer i gang med at løbe inden for en uge eller to, ellers bliver det svært at nå. Og bliver det tilfældet, så har jeg troen på, at alt dette ikke vil være forgæves. For ved dette 24-timersløb, vil den største sejr være, hvis eller når jeg står på startlinjen – og derfor vil jeg også give alt, hvad jeg overhovedet har.

Som småbørnsmor og ekstremsportsudøver savner jeg nuancerne!

Som svar på Freia Dams indlæg i Politiken “hellere have en slap røv end være en røvdårlig mor”, skrev jeg et modsvar. Da Politiken ikke har været ivrige efter at bringe mine indlæg, siden jeg trådte ud af Folketinget, ja så kommer det her:

Der er mere end én måde at være forælder på – og mere end én måde at være en god forælder på. Desværre findes der utroligt mange firkantede retningslinjer og råd, som forældre kan slå sig selv i hovedet med. I disse dage synes mantraet at hedde: man kan ikke løbe maraton og samtidig være en god forælder.

Den 20. marts kunne man i Politiken læse indlægget; “hellere have en slap røv end være en røvdårlig forælder”. Nu skal forældre, som ikke prioriterer fysisk træning åbenbart til at skyde deres dårlige samvittighed over på os, der gør. Hvorfor skal debatten hele tiden gøres til et enten eller? Det at have børn er jo ikke så sort/hvidt, som det ofte fremstilles. Jeg savner nuancerne!

Og ja, jeg føler mig både truffet og provokeret. Ikke fordi jeg føler mig som en dårlig mor, men fordi jeg som ekstremsportsudøver og småbørnsmor ikke vil sættes i bås. For hvis man ikke kan løbe et maraton, mens man har små børn, hvordan kan man så løbe 24-timersløb?

Det kan man eksempelvis, hvis man er villig til og har mulighed for at prioritere og gå på kompromis på andre fronter. Mine prioriterer er klare: 1) Vores børn 2) Motion 3) Politik, arbejde mm. Da vi skulle til at være forældre første gang, valgte jeg derfor at trække mig fra drømmejobbet som medlem af Folketinget.

På daværende tidspunkt var folketingshvervet for mig ikke foreneligt med at give mine børn den bedste start på livet. Jeg gik således på kompromis med mine politiske ambitioner, fordi mine børns trivsel er det vigtigste. På den ene side det sværeste valg nogensinde, på den anden side alligevel så selvindlysende.

Pludselig havde jeg fået en mening med livet, som stod over mine politiske ambitioner. Men derfra og så til at gå i den anden grøft, der er langt. Jeg elsker at være mor og sætter mine børn over alt andet. Men jeg trives også med at have andre ting i livet. Det handler om at finde en fornuftig balance, som både børn og forældre trives med.

Sidste sommer satte jeg danmarksrekord i 24-timersløb. Det krævede unægteligt en del træning. Men aftalen derhjemme var klar; det måtte ikke gå ud over familien. Da jeg også er medlem af Borgerrepræsentationen, valgte jeg derfor kun at arbejde 15 timer om ugen som sundhedspolitisk rådgiver. Jeg er klar over, at nedsat tid ikke er en reel mulighed for alle. Men det var det for mig, og havde det ikke været tilfældet, havde mit mål været for ambitiøst.

Jeg lagde så meget træning som muligt i tidsrum, hvor der ikke gik tid fra pigerne. Fx i de huller, som jeg havde i løbet af en arbejdsdag, eller når de små sov. Sidst i forløbet måtte jeg også tage lidt flere aftentimer i brug. Det var hårdt at komme af sted, når pigerne var lagt, men det var vilkårene.

Alligevel kunne det ikke undgås, og særligt ikke tæt på løbet, at pigerne en gang imellem måtte være alene med deres far eller hygge sig med bedsteforældrene. Eksempelvis når jeg løb en lang søndagstur i løbeklubben Sparta. En gang imellem tog min mand og jeg også pigerne en tur med i Dyrehaven i babyjoggeren, lige såvel som vi brugte den som transportmiddel, når vi fx skulle på stranden eller en tur i den Blå Planet.

Men jeg vil vove den påstand, at man godt kan dyrke ekstremsport, uden at det går ud over børnene. Mine mange korte løbeture var bestemt ikke tilrettelagt ud fra, hvad der var mest optimalt rent træningsmæssigt, men ud fra hvad der var foreneligt med familielivet. Jeg fravalgte også intervaltræning i klubregi, som er rigtig god træning, fordi det lå mellem kl. 16 og 20.

For mig er løb på ingen måde et spørgsmål om, hvordan jeg ser ud, som ovennævnte indlæg synes at antyde, skulle være den væsentligste årsag til, at forældre træner meget. Til gengæld betyder mit løb afsindigt meget for min mentale trivsel. Siden jeg begyndte at løbe, har jeg ikke været ramt af hverken stress eller depression, hvilket i høj grad også kommer mine børn til gode.

Omvendt dræner det mig rent mentalt, hvis jeg ikke har tid nok til mine børn. Det vigtigste for min mand og mig er at være nærværende og tilstedeværende forældre. Og det kræver tid! Vi tror ikke på begrebet ’kvalitetstid’, som vi opfatter som et udtryk for dårlig samvittighed over at have for lidt tid med sine børn.

Men man kan godt være en forælder, der prioriterer sine børn, selv om man dyrker meget sport. Lige såvel som det omvendte kan være tilfældet. Lad os nu få nuancerne med i debatten!

Som mor og ekstremsportsudøver vil jeg ikke sættes i bås

I sommer satte jeg som mor til to små piger danmarksrekord i 24-timersløb. Og jeg vil vove den påstand, at det kunne lade sig gøre, uden at det var på bekostning af familien. For ellers havde jeg aldrig gjort det. Derfor blev jeg også en smule provokeret af at læse artiklen ”Træningsivrige forældre overser børns behov” i Kristeligt Dagblad lørdag den 14. marts. 

Mest af alt fordi jeg følte mig sat i bås. 

For hvis man – som eksperterne i artiklen påstod – ikke kan træne op til et maraton, uden at det går ud over familien, hvordan skal man så kunne træne op til et 24-timersløb?

Som alt andet her i livet handler det i mine øjne om at finde en fornuftig balance – om at træffe bevidste valg og om at prioritere. 

Som mennesker og som familier er vi forskellige, og det skal der være plads til. Men jeg ville ikke kunne leve som det par, der blev omtalt i nævnte artikel, og som eksempelvis ofte ikke spiser aftensmad sammen, fordi mor eller far partout skal træne i netop det tidsrum. Som de siger: ”Det der med bare at løbe en lille tur på seks kilometer, det er bare ikke rigtigt nok, når man først har løbet et maraton.” 

I de perioder, hvor jeg løb flest kilometer per uge, løb jeg mange små ture på helt ned til 2,5 km for at få det passet ind i hverdagen på en måde, så det gik mindst muligt ud over familien. Det var ikke ud fra et hensyn til, hvad der var optimalt i forhold til træningen, men ud fra hvad der passede bedst med at være småbørnsmor.

Min mand og jeg har ligesom parret i artiklen altid dyrket sport – og også på eliteniveau – så fysisk aktivitet er bestemt et sted, hvor vi henter både energi og overskud – herunder ikke mindst overskud til vores børn. 

Men jeg er enig med både parterapeut Martin Østergaard og børnepsykolog John Halse i, at det er problematisk, hvis træningen medfører meget sporadisk samvær. For hvis der ikke er tid til at være familie, nyder børnene jo ikke godt af det øgede overskud. Min indvending er bare, at dyrkelse af ekstremsport ikke behøver at være lig med, at der ikke er tid til at være småbørnsforælder. Heldigvis er der forskellige måder at gøre tingene på.

Af samme årsag er jeg heller ikke enig med psykolog John Halse, når han siger, at det ikke er mens, man har små børn, at man skal vælge at løbe maratonløb, “for man risikerer samtidig at løbe fra sit barn”. Det handler om at træffe bevidste og til tider svære valg og om at prioritere. Samt om at være kreativ i forhold til, hvordan træningen kan passes ind i hverdagen. Da jeg bestemte mig for at ville sætte danmarksrekord i 24-timersløb, var det vigtigste for min mand og mig uden tvivl, at det ikke skulle tage for meget tid fra familien. Aftalen var, at kunne det ikke lade sig gøre, måtte vi droppe det.

Begrebet kvalitetstid er vi ikke tilhængere af, da vi opfatter det som et udtryk for dårlig samvittighed over, at man ikke har tid nok med sine børn i det daglige. Af samme årsag havde jeg heller ikke en træningsplan – noget mange undrer sig over, når jeg er ude at holde foredrag. 

Men min træning skulle passes ind efter familien, ikke omvendt. Derfor havde jeg blot nogle overordnede mål for, hvor meget jeg gerne ville løbe på for eksempel en uge eller en måned, og så blev turene passet ind alt efter, hvad der hang bedst sammen med familielivet.

Som forældre stræber vi efter at være nærværende og tilstedeværende, og det kræver tid. Af samme årsag kan vi heller ikke begge træne lige meget til hver en tid, hvorfor vi tager en sæson af gangen.

Sidst i forløbet, hvor jeg i en 2-3 uger løb omkring 100 km om ugen, kunne det ikke undgås, at jeg også måtte træne lidt i den tid, hvor jeg ellers var sammen med pigerne. Et par gange spiste vi derfor aftensmad nede ved stranden, for at jeg kunne få lidt ekstra km i benene. Men rent faktisk nød de det. Over en periode på cirka tre måneder løb jeg også en del søndagsture med løbeklubben Sparta. Men det var helt bevidst planlagt til at være i den periode, hvor Morten havde barsel og derfor også havde mere overskud til pigerne. Derudover lagde jeg så meget træning som overhovedet muligt, når børnene var lagt i seng eller var i institution. Sidstnævnte var kun muligt, fordi jeg var på nedsat tid: Et meget bevidst valg fra vores side. Havde det ikke været muligt med deltid, havde det næppe kunnet hænge sammen for os på en måde, hvor vi kunne se os selv i øjnene som forældre. Træningsturene om aftenen, når pigerne var lagt, var til tider svære et komme af sted på. Men det var vilkårene. Som forældre stræber vi efter at være nærværende og tilstedeværende, og det kræver tid. Af samme årsag kan vi heller ikke begge træne lige meget til hver en tid, hvorfor vi tager en sæson af gangen. I år, hvor jeg er gravid, skal min mand lave ironman. Når han er i Esbjerg for at arbejde og alligevel ikke kan være sammen med pigerne og mig, lægger han de lange træningspas. Ligesom han i den tid, hvor jeg trænede mere, måtte tænke kreativt for selv at få løbet lidt. Det betød, at han løb indtil Hovedbanegården om morgenen, fra stationen og ud til hospitalet og omvendt på hjemturen. En masse småture – men det tog ikke tid fra os som familie.

Så selv om vi sagtens kan nikke genkendende til, hvor meget træning og det at have et mål at træne hen imod kan betyde for det mentale overskud, så bliver vi også drænet mentalt, hvis træningen går ud over børnene og familielivet i det hele taget. Derfor vil jeg som ekstremsportsudøver ikke sættes i bås. Der er heldigvis flere måder at gøre tingene på, og man kan godt dyrke ekstremsport uden at have et ekstremt forhold til sin træning. Var det ikke muligt, havde vi valgt det anderledes, mens vi har små børn.

Indlægget blev bragt i Kristeligt Dagblad den 18. marts 2015: http://www.kristeligt-dagblad.dk/familieliv/som-mor-og-ekstremsportsudoever-vil-jeg-ikke-saettes-i-baas

Anne Marie Geisler Andersen er sundhedspolitisk rådgiver, medlem af Borgerrepræsentationen for Radikale Venstre og danmarksrekordholder i 24-timersløb 

Motionsring havnen rundt

I det nyligt vedtagne budget for Københavns Kommune for 2014 har partierne bag afsat midler til en markeret marathon-løberute, hvormed man ønsker at udvide de eksisterende løberuter. Eftersom vi arbejder for et byrum, der i højere grad inviterer til leg og bevægelse, hilser vi dette tiltag meget velkomment. Men i den forbindelse har vi også et forslag, som måske kunne supplere eller indgå som en del af en kommende marathonrute.

Vi finder det nemlig oplagt, at havnen bruges aktivt. En motionsring hele vejen rundt om Københavns havn fra nord til syd ville være et unikt idrætsanlæg til stor gavn for byens motionister. Allerede i dag bliver der roet og sejlet i havnebadene, og seneste havnetiltag er cykelbroen ved Kalvebod Brygge. Vores idé går på at skabe en sammenhængende løbesti med puls- og styrketræningsstationer undervejs. I syd er Sjælland og Amager allerede forbundet via Sjællandsbroen, og i nord kunne den nye bro ved Skuespilhuset være forbindelsen. Ruten skal løbe igennem så mange grønne områder og kiler, som det er muligt.

Inspirationen kommer blandt andet fra Sydtyskland, hvor mange byer har sådanne cirkeltræningsruter i de omkringliggende bjerge. I København har vi ingen bjerge, men til gengæld har vi en skøn havn, som indbyder til aktivitet. København skal være en aktiv by, og vi har brug for flere idrætsanlæg inde som ude. En motionsring i havnen vil være en oplagt og tilmed billig løsning til gavn for folkesundheden 

 Indlægget er skrevet sammen med Lars Richard Rasmussen (R)