Startede som aprilsnar – VM i 24-timersløb på 3 måneder

Det var egentlig ikke meningen, at jeg skulle have løbet et 24-timersløb i år. Plejer jo kun at løbe hvert andet år, fordi jeg har født hvert andet år siden 2011. Men når vi nu ikke skal have flere børn, så åbnede der sig en mulighed…

 

Aprilsnar

På ultralandsholdet har vi fået nye landstrænere. De skrev en gang sidst i marts og spurgte, om jeg skulle med til VM. Jeg lavede en Facebook-opdatering om det 1. april, som ikke en eneste gennemskuede som en aprilsnar. Og så fik jeg blod på tanden. For når jeg nu ikke har født i år og ikke skal starte fra scratch som ved de sidste tre 24-timersløb – hvor langt kan man så egentlig nå på tre måneders træning?

 

Målet er: Top 10 ved VM, hvis 230 km rækker

Da jeg løb mig til en 6. plads ved europamesterskaberne sidste år, tænkte jeg, at skulle jeg løbe VM næste gang, så skulle målet være det samme som ved EM – nemlig at komme i top 10. På nuværende tidspunkt er det meget ambitiøst, men inderst inde har jeg nok ikke helt opgivet tanken. Der er dog det men, at det kan være svært at vide, hvor mange km man skal løbe for at nå en bestemt placering. Jeg har et naivt håb om, at 230 km på 24 timer måske kan gøre det. I hvert fald bliver det formentlig målet, og så må vi se, hvor langt det rækker.

 

Det fedeste ved 24-timersløb; at flytte grænser

Det går nemlig rigtig godt inde for ultraløb disse år. Der er netop sat ny verdensrekord på damesiden på godt 256 km. Selv har jeg siden 2010 rykket mig over fire løb fra 200 km, over 209, til 219 og senest til knap 226 km. Og uanset hvor kort en træningsperiode jeg har frem mod VM, så stiller jeg ikke op for at løbe kortere end sidst. Noget af det fedeste ved ultraløb er i mine øjne at flytte sine egne grænser. Når folk spørger, hvorfor jeg egentlig løber så langt, så er det hovedsageligt, fordi det er fedt at se, hvor langt man egentlig kan komme. Og så selvfølgelig, fordi jeg trives med megen fysisk aktivitet. Indtil nu har jeg nået alle de mål, jeg har sat (7,9,13), og jeg har en tro på, at mit potentiale rækker til i hvert fald 240 km på 24 timer.

 

Træningen går godt

Fra marts til april blev antal km sat op fra godt 100 km på en måned til mere end 250. Spørger man erfarne løbere og coaches, vil de fleste nok sige, at den stigning er lige stor nok. Men for det første er jeg nødt til at satse, hvis jeg vil nå det. For det andet er det kun et halvt år efter, at jeg løb min sidste danmarksrekord på 24 timer, så grundformen kan ikke være helt skidt – og er jo ikke blevet smadret af en fødsel som vanligt. Normalt skal jeg træne længe for overhovedet at kunne holde til at tage til træning i løbeklubben Esbjerg Atletik og Motion. De løber stærkt, og jeg har flere gange været nødt til at drosle lidt ned i dagene efter en træning for at undgå skader. De sidste tre uger har jeg været af sted en gang ugentlig, og jeg kan allerede mærke forbedringen. Sidste gang løb vi intervaller, og jeg løb hurtigere, end jeg mindes at have løbet til en intervaltræning. En gennemsnitsfart på omkring 3.30 for alle intervallerne og en fart på 2.40 min/km for den hurtigste – det er hurtigt for mig.

 

Kroppen har det fint

Jeg har ingen skader for tiden. Kroppen skulle vænne sig til den øgede træningsmængde og fart – har skiftet lidt mellem at øge de to parametre – og det har kunnet mærkes hist og pist. Mest omkring bækken og hofter, hvilket jo ikke er så mærkeligt efter tre fødsler, og også lidt i den ene læg. Men jeg har min osteopat i Esbjerg og min Body-SDS-terapeut i København, og behandlingerne er allerede booket, så jeg ikke skal gå med begyndende småskavanker for længe.

 

Here we come VM2017!

Nu er der blot tilbage at klø på, samt at håbe på, at træningsoptakten er for kort til at nå at løbe ind i skader, men lang nok til at komme i form:-)

 

 

 

Glæder mig allerede til nye mål! – Løbsberetning fra EM i 24-timersløb 2016

Så er endnu en rejse slut. Eller det vil sige ikke helt, for kroppen er stadig mærket og sindet fuldt af oplevelser, tanker og nye erfaringer. Dette var på mange måder et helt særligt løb. Også selv om løbet i Prag forrige år stadig vil stå som min største løbeoplevelse til dags dato – fordi det var den største overvindelse nogensinde. Men når jeg ser tilbage på dette løb, har jeg måttet kæmpe mere end nogensinde for overhovedet at blive klar.

Den største sejr var vejen derhen

For halvanden måned siden vidste jeg ikke, om jeg var købt eller solgt. Min hofte sad skævt, og det gav ingen mening at træne. For så ville jeg helt sikker ikke blive klar til EM. Jeg valgte derfor i stedet at give det tre uger – vel at mærke i den måned, hvor jeg skulle have trænet allermest – HELT uden træning. Jeg anede ikke, om jeg på nogen måde ville nå at blive klar. Men jeg nægtede at smide håndklædet i ringen, før der ikke var mere tid at give af.

Jeg fik en masse behandling – i en periode flere gang om ugen. Jeg tog endda helt over til min højt værdsatte behandler i København, Marcus Heller, næsten ugentligt. Det var nogle lange og dyre rejser, og jeg anede ikke, om de ville lønne sig. Men jeg kender mig selv. Jeg ville ærgre mig gul og grøn, hvis jeg bagefter vidste, at jeg ikke havde gjort ALT, hvad jeg kunne, for at nå mit mål.

Efter tre uger begyndte jeg så småt at løbe igen. Hvis jeg ikke kom i gang nu, ville det blive svært – for ikke at sige umuligt at nå løbet. De første mange ture var kun et par kilometer lange, og det var rigeligt. Men jeg kunne hurtigt mærke, at det hjalp kroppen på vej og sammen med behandlingen bidrog til restitutionen. Det gik efter planen og også lidt bedre med ca. 35, 65 og 100 km om ugen de tre efterfølgende uger. Den anden sidste uge løb jeg omkring 70 km, da jeg ikke havde ’råd’ til lige så meget nedtrapning som sædvanligt. Desuden havde kroppen jo haft god tid til at restituere, og flere småskavanker var allerede væk. På intet tidspunkt mistede jeg troen og håbet på, at det stadig var muligt at nå EM, men det var først til allersidst, jeg begyndte at turde skabe fokus for alvor. For hvorfor gå ud at købe de sidste ting, begynde at pakke mm., førend man ved, om man i det hele taget kommer af sted? Af samme årsag har jeg heller ikke ’turdet’ – eller været klar til – for alvor at visualisere løbet. Faktisk var jeg bekymret for, om jeg havde gjort det for lidt. Alligevel har jeg hele tiden været fuldstændig klar over, at jeg trænede mod en top-10 placering, og det har tilsyneladende givet pote.

De sidste dage op til

Da min svigermor i torsdags kørte Morten og mig ud til lufthavnen, kunne jeg mærke, at jeg slappede af. Vi var på vej, og der var ikke mere, vi kunne gøre. Fysisk var jeg dødtræt og spekulerede på, om jeg ville kunne finde energien lørdag. Inderst inde vidste jeg dog godt, at det er sådan, det plejer at være – og måske også helst skal være; Krop og sind kan jo ikke være lige klart hele tiden, der skal lades op til de store strabadser.

Det var super godt at se de andre landsholdsløbere. Det er altid motiverende at møde andre, der kæmper for det samme som en selv. Samtidig kunne jeg mærke, at jeg havde brug for at være mig selv og skabe fokus på løbet. Så i stedet for at tage med på tur til verdens største katedral, som ligger i Albi, tog jeg et langt bad, barberede ben, filede negle mm.  – alle ting, som jeg meget sjældent har god til derhjemme med tre små børn. Ikke at det betyder noget at have barberet ben – eller for den sags skyld at have været i bad, man kommer alligevel hurtigt til at lugte skidt under sådan et langt løb. Det var nok mere fornemmelsen af at forkæle mig selv og være i et stadie af overskud, hvor jeg havde tid til sådanne detaljer. Nu var alt andet på plads. Da jeg gik i seng den aften, frygtede jeg lidt, at det ville blive svært at falde i søvn. Men på et enkeltværelse uden forstyrrelser og med min elskede kædedyne, der giver en dejlig ro, lykkedes det at få en forholdsvis god nat.

Et løb uden kriser

Jeg var spændt, da jeg vågnede dagen efter. Og klar! Et hurtigt bad og så i tøjet, som var lagt frem aftenen før. Alt var pakket og klart. Vi spiste morgenmad sammen. Havde ikke den store appetit, men der skulle være lidt at starte på.

Da vi sad i bussen, kom krilleren i maven. Så meget, at Morten lige tog min puls (man er vel læge :o) ), og jeg selv måtte trække vejret dybt ned i maven for at bevare roen. Det var en kold morgen, så det var med at være pakket godt ind. Vi og særligt de seje hjælpere, der bestod af vores landstræner Brian, landsholdsløbernes venner og familie, gjorde depotet klar. Der var ikke meget plads, hvilket skulle vise sig at blive en af udfordringerne for mig.

panda2

Startskuddet lød

Så var løbet i gang. Mit entydige mål var at komme i top 10 med mellem 225-230 km. Planen var at løbe 65 km de første seks timer, dernæst 60, så 55 og til sidst 50. På den måde ville jeg have lidt at give af – både i forhold til tempoet undervejs, men også i forhold til det endelige antal kilometer. Selv om det ikke var sikkert, jeg behøvede at løbe 230 km for at indfri mit mål om at blive blandt de ti bedste, viste min plan sig at være god. Sådan en rute er nemlig ofte målt lidt konservativt op. Ligeledes løber man heller ikke altid den mest direkte rute, hvorfor vi hver omgang løb lidt længere end de 1.106 km, som rundturen var beregnet til.

At løbe blandt de bedste

Noget af det fedeste ved dette løb for mig var klart, at ikke nok med jeg endte på en sjette plads, så lykkedes det mig at løbe i top 10 HELE vejen. Dvs. mellem anden og syvende pladsen. Uden at have været samtlige løberes mellemtider igennem, tør jeg godt sige, at det må være et af de mest stabile løb i forhold til placering. Til at starte med, var jeg i tvivl om, om jeg ville blive presset af at kunne se min placering hver omgang. Men som konkurrencemenneske med stort ’k’, og eftersom det nu gik så godt, ja så virkede det snarere motiverende. Det ved jeg også, det gjorde på nogle af vores mandlige løbere, at mit navn blev råbt op stort set hver omgang. Længe løb jeg i top fem, og da jeg lå dårligst, var det som sagt på en syvende plads. Da jeg så på et tidspunkt blev passeret af svenskeren Annika Nilrud, som lå nummer syv, tænkte jeg, at det skal være løgn. Der gik et øjeblik, og så var jeg foran igen. Jeg begyndte så småt at tænke på placeringer. Når jeg nu så længe havde ligget i top syv, skulle det afspejle sig i det endelige resultat! Det er nemlig ikke så svært at være med helt fremme for en stund. Det er straks sværere at stå distancen og blive ved med at være det. Mange af dem, som i en periode lå i spidsen – for ikke at sige alle, endte da også en del længere nede i feltet, fordi de ikke kunne holde tempoet. Min træner og min mand var da også en anelse bekymrede for, om jeg fra starten af fokuserede for meget på de andre og lagde for hurtigt ud. Men jeg havde styr på det. Jeg løb det tempo, jeg havde planlagt.

panda7

Hold op, hvor var det fedt at få lov at blande sig med de bedste; de senede og seje franske kvinder, det gode og stabile svenske hold m.fl. Og selv om jeg jo udmærket godt vidste, at den daværende og nu nyslåede europamester Maria Jansson ville hente mig på et tidspunkt – jeg ventede bare på hvornår – ja så var det alligevel fedt at ligge foran hende de første 80 km. Ligeledes var jeg godt tilfreds med, at have holdt 10 km i snit de første 15 timer – en dag skal det holdes hele vejen:o)

Et løb uden de store kriser

Sammenlignet med mit sidste løb, hvor jeg tog den ældgamle danmarksrekord – et løb som var én stor krise – ja så var dette løb nærmest uden kriser. I hvert fald de store.

Til de mindre udfordringer hørte, at jeg denne gang har måtte arbejde lidt mere med motivationen og med at finde et konkret mål, som var fedt nok til, at jeg ville give mig fuldt ud. Det lykkedes næsten. Mit mål blev i hvert fald nået, men hvor jeg sidste gang gav mig nærmest 120 procent, var det denne gang nok snarere 95 procent. Måske var det derfor, jeg kunne gå – eller måske snarere det der ligner – hjem:o) Eftersom jeg selv havde danmarksrekorden, kunne denne ikke motivere mig lige så meget som sidst. Og om det blev en fjerde eller en syvende plads var heller ikke så afgørende. Det afgørende for mig var at slutte i top 10. På et tidspunkt meget tidligt i løbet blev jeg ramt af tanker om, at puh det var langt, og var det nu det værd – det ville jo blive hårdt. Men da jeg blev varm og tilmed kom godt fra start, gik de tanker hurtigt i sig selv igen. Derudover brugte jeg det, at der blev lavet opdateringer af resultatet hver time på hjemmesiden. Jeg ville gerne vise folk derhjemme, som brugte de sene nattetimer på at følge med, at jeg hang i.

Så begyndt smerterne at komme. Heldigvis flyttede de sig lidt rundt. I løbet af et tidsrum følte jeg, at jeg kom hele kroppen omkring. Men der var ikke noget, der satte sig. De spændte haser og den trætte lænd fik et par ture på min medbragte foam roller. Det værste var haserne og særligt den højre. Desværre skulle chippen sættes i snørebåndene, og uheldigvis havde vi fået sat den på højre sko; Min højre fod er et nummer større end den venstre, hvorfor jeg har brug for at få løsnet denne sko mere, som fødderne hæver. Det var svært, og jeg har hverken temperament eller tålmodighed til at bruge tid på en upraktisk chip under et løb.

Ikke for sarte sjæle

panda6

Og så kommer en af mine største udfordringer og bestemt et sted, hvor jeg håber at kunne hente et par kilometer mere. Toiletbesøg! For som mor til tre små børn er mit bækken endnu ikke så stærkt, som det har været. Allerede før de første 100 km, måtte jeg vælge enten at skifte bukser løbende eller at forsøge med nogle bind. Det er ikke rart at løbe i våde bukser – ikke kun fordi det giver enorme slidsår, men også fordi man lugter. Selvfølgelig er der ingen, der lugter af roser under og efter sådan et løb, men lidt værdighed har man vel. Jeg skiftede tights en gang, og så måtte hjælperne af sted efter en pakke bind. Jeg blev sej til det. På et tidspunkt fik jeg det faktisk på, mens jeg løb. Ikke noget man normalt ville tale om eller prale af, men under 24-timersløb, er der altså ikke noget, der hedder at være sart. Jo, hvis jeg ville have opgivet mit mål, så kunne jeg godt have skiftet tøj konstant eller være løbet på toilettet endnu oftere.

Og så var der maven. Denne gang var jeg ikke så hårdt ramt som sidst. Måske fordi jeg holdt lidt igen med sukkeret og spiste så meget almindelig mad som muligt allerede tidligt i løbet; kartoffelmos, havregrød, pasta mm. Immodium kom vi dog ikke uden om, men vi fik sat lidt tidligere ind end sidst.

På et tidspunkt blev jeg dog bekymret. Det var fuldstændig rødt, det der kom ud af mig. Der var jeg meget tæt på at stoppe helt og gå til lægen. For det er ikke med livet som indsats, jeg løber. Men sammen med min lægemand kom jeg frem til, at det måtte være fordi, jeg stort set kun havde indtaget røde energiprodukter. En anden gang skal de ikke være røde!!

Ligesom jeg kan holde mange smerter ud, hvis jeg ved, at det ikke er noget alvorligt, eller ikke er noget der giver mén, så kan jeg også løbe med meget. Men man er nødt til at kunne holde øje med helbredet. At jeg begyndte at bløde lidt udvortes gjorde ondt, men det var forventeligt, når man løber med bind, ligesom det jo også heler igen. Så det valgte jeg at bide i mig.

Sidst under denne overskrift må høre mine negle og vabler. Mine fødder er bestemt ikke pæne nu, men det var faktisk ikke slemt undervejs. En enkelt gang gik der hul på en vabel, min ene knyst blev lidt klemt og efterfølgende blå pga. chippen, og så røg der på et tidspunkt en negl, fordi jeg skulle gribe noget ved depotet og landede lidt skævt. Det gør ondt, men går hurtigt over. Til gengæld var sidstnævnte situation udtryk for, at vi godt kan optimere lidt i forhold til depotet.

At fylde på undervejs

panda4

I mine øjne er noget af det vigtigste, når man løber 24-timersløb, at få fyldt godt op undervejs med fast og flydende. Særligt under kriser er det vigtigt stadig at huske det. Ellers risikerer man, at man er fuldstændig på baghjul, når krisen er overstået. Men det tager også tid. Denne gang havde jeg uden tvivl flere stop end ved sidste løb, hvor Morten måtte følge med et længere stykke, og jeg derfor ikke behøvede at stoppe så meget op. Ved dette løb var depotet og dermed området, hvor hjælperne måtte hjælpe os, meget smalt. Jeg er god til at løbe og spise fx kartoffelmos af en lille skål, men det duede ikke for mig at skulle løbe mange omgange med for meget at slæbe på. Morten forsøgte derfor på ikke at hælde for meget i dunkene, hvilket dog ikke gik, fordi det resulterede i, at jeg slugte for meget luft og fik ondt i maven. Jeg prøvede i stedet at kaste dunkene tilbage, hvilket også var ok – i hvert fald da jeg lærte ikke at ramme finnernes telt. Men løsningen blev, at jeg måtte ofre lidt tid på at snuppe glas med på skift vand, cola og juice fra fællesdepotet. Den bedste løsning i dette løb, men med mulighed for optimering – fx ved at have små drikkeflasker med i stedet. Sådan bliver man hele tiden klogere, og ikke to løb er ens. Det andet var, at sidste gang kunne jeg råbe til Morten, hvad jeg gerne ville have, inden jeg nåede ind i depotet. Det gav forholdene denne gang ikke mulighed for. Så når han nogen gange stod med det ”forkerte” i hånden, råbte jeg noget andet. Pr refleks skyndte han sig ind for at hente det, jeg gerne ville have. Men da jeg ikke havde tålmodighed til at vente, resulterede det blot i, at jeg flere gange intet fik med. Derfor valgte jeg ofte at tage fra det store depot i stedet. Et af de lidt mere komiske udfald var, at Morten på et tidspunkt stod med et krus med tynd havregrød i. Idet jeg skreg ”elektrolyt”, var han halvt på vej ind i teltet, hvilket blot resulterede i, at jeg fik tynd havregrød ud over det hele – ganske kort efter tøjskiftet. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, jeg havde kastet op. Men hvad gør man? Børster det af så godt man kan og løber videre.

En lang nat

Selv om natten ville blive utrolig lang grundet årstiden (13 timers mørke), havde jeg egentlig ikke været så bekymret. Jeg plejer nemlig at være relativt bedre om natten og hente en del af de andre. Modsat tidligere lå jeg dog allerede temmelig langt fremme i feltet, da det blev mørkt, hvorfor jeg gruede lidt for, hvor mange der ville hente mig. Det gik hverken værre eller bedre, end at jeg beholdte min placering. Dernæst kom de sidste to lyse timer, hvor flere satte spurten ind. Jeg havde længe kæmpet med at holde tempoet på grund af tunge ben. Mit hoved ville dog gerne øge farten, hvilket resulterede i, at det lige akkurat lykkedes mig at holde den så højt, at jeg nåede min målsætning i kilometer. Og hvorfor var det så så vigtigt, når jeg allerede lå i top 10 og tilmed havde et stykke ned til nr. 10? Jo, det var det, fordi jeg ikke vidste, hvor mange der ville hente mig. Det var svært at have fuldstændigt overblik, da flere kom op nedefra i løbet af de senere timer, og fordi ikke alle levede op til at have et synligt nummer bagpå, så man kunne se, hvem de var. Skulle jeg ryge ud af top 10, ville jeg i det mindste have indfriet den ene del af målsætningen.

panda5

Tilfreds og næste mål

Selvfølgelig er jeg tilfreds med både løb og resultat. Jeg opnåede fint mit mål om at komme i top 10. Og danmarksrekorden blev da også rykket med godt seks kilometer, hvilket forhåbentlig mindsker sandsynligheden for, at en anden tager den lige foreløbigt. Alligevel sidder jeg tilbage med en følelse af, at der er mere at give af. Havde jeg været tættere på podiet, havde jeg løbet efter det allerede i dette løb. Men selv med 230 var jeg ’kun’ blevet nummer fire. Og fire eller seks var ikke vigtigere end at være sikker på at komme godt igennem. Jeg tror, det kan være risikofyldt at justere målene for meget undervejs, hvis man skal være sikker på at holde hele vejen. Til gengæld giver det da klart blod på tanden, og nye målsætninger melder sig allerede. Kommer jeg til at løbe EM næste gang, bliver målsætningen næsten uden tvivl en podieplads. Bliver det VM, bliver det formentlig top 10 igen. Men lad os nu se. Morten har været der for mig hele vejen igennem dette forløb – nu er det hans tur til at dyrke sig selv og sin sport for en tid.

En følelsesmæssig rejse

Mine tre tidligere 24-timersløb har alle været store følelsesmæssige rejser. Denne gang sad følelserne langt fra i samme grad uden på tøjet. Jeg sendte ungerne derhjemme en tanke engang imellem og huskede på, hvad der betyder noget for mig. At når vi tager af sted fra de små fem dage i træk, så skal der dælme også komme noget ud af det. Jeg ved også, hvor glade de bliver, når jeg kommer hjem og fortæller, at det gik godt. Men det var ikke så nødvendigt for mig denne gang at grave dybt for at kunne bevare motivationen. En form for reaktion kom først, da jeg ringede hjem til min mor. Da mærkede jeg tårerne presse sig på. Og da vi i lufthavnen ikke kunne finde en kørestol, og derfor måtte småløbe den lange vej til en gate, hvor der stod ”last call”, piblede tårerne ud af øjnene på mig. En ansat havde sagt, at vi umuligt kunne nå skiftet, da første fly havde været forsinket, hvorfor vi måtte vente til dagen efter. Det kunne jeg slet ikke overskue. Jeg ville bare hjem! Så på trods af, jeg knap kunne gå, satte vi alt ind på at nå flyet. Og i det øjeblik, Morten løb i forvejen for at sige, jeg var på vej – i det øjeblik kunne jeg mærke, at jeg også på denne rejse havde overvundet mig selv. Først da vi kom helt hjem sluttede en fantastisk rejse. Og tusind tak for de overvældende mange søde hilsener og beskeder og den store opmærksomhed. Det har været det hele værd!

Glæder mig allerede til næste gang!

Anne Marie

Bliver jeg klar til EM – vil det være en sejr i sig selv!

EM i 24-timersløb afholdes i Frankrig den 22.-23. oktober. Derfor var det i september måned jeg skulle have givet den max gas med træningen. Men… Nogen ville det anderledes. I hvert fald har jeg stort set ikke løbet siden maratonløbet den 27. august, dvs. i 2,5 uge. Og det er allerede, hvad jeg vil betegne som en lang pause så tæt på et løb.

Problemerne kom snigende

Når jeg ser tilbage, startede det i det små med lidt ondt i forfoden, da vi var på sommerferie midt i juli. Jeg tænkte, det ikke var noget særligt, eftersom det aftog, når jeg blev varm. Derfor kunne jeg også sagtens løbe på det. Jeg var egentlig heller ikke så bekymret for, at det skulle blive værre.

Hele kroppen hænger sammen

Men.. foden er for så vidt heller ikke blevet værre. Tværtimod. De sidste ugers behandling og ro har gjort sit. Til gengæld var fodsmerten formentlig en konsekvens af noget større. I hvert fald sad mit ben skævt i dag, så det højre var længere end det venstre. Min osteopats behandling har hjulpet en del, men der var stadig meget at tage fat på, da jeg over middag tog hele vejen til København for at komme over til min BodySDS-behandler Marcus fra Totum. Der er ingen som ham! Han har før kunnet trylle, så nu må vi se.

Hoften var ingen forhindring for ny PR på maratondistancen

Selv om hoftesmerterne så småt begyndte et par uger før maraton, var de ingen hindring på selve dagen eller i forhold til træningen. Når jeg blev varm, gik det godt, og under maratonløbet mærkede jeg nærmest ingenting til skaden. Heller ikke bagefter, hvor jeg ikke var mere stiv i hoften end før løbet. Adrenalinen må have pumpet rundt i kroppen – det ved jeg, at den gjorde, for jeg løb på frustrationerne over et forlist venskab. Både godt og skidt. For bagefter reagerede den øjensynligt. Til gengæld har jeg sjældent haft et maraton uden kriser. Og jeg havde ikke drømt om, at jeg skulle løbe på 3.23.37 på en varm dag og en hård rute(ja endda hurtigere, fordi ruten var lidt for lang). Det uden at have en eneste reel krise – og endda uden at have haft nogle som helst ambitioner om at slå min rekord. Mavemusklerne drillede lidt fra 22-25 km, men det tog jeg helt roligt. For det ved jeg, at min fysioterapeut kan ordne. Derfor kunne jeg slappe af og fortsætte med en rolig vejrtrækning. Det hjalp. Jeg vandt løbet med ny personlig rekord, og hoften havde ikke taget skade. Og dog..

Overbelastning – at træne på en skævhed

Tre dage efter løbet løb jeg en lille tur på 5 km. Løb er måske så meget sagt, for jeg nærmest humpede. For mig at se hænger overbelastning mindre sammen med, hvor langt jeg løber, og mere sammen med, hvis jeg løber på en krop, der ikke er i balance. I dette tilfælde et skævt bækken/hofte, der betød, at det ene ben var længere end det andet. Det er også den fornemmelse, jeg har haft, når jeg har bevæget mig. Det var lige som om, jeg faldt ned på min venstre fod – deraf formentlig smerterne.

Løb afhænger også af ens mentale tilstand

Og hold da op, hvor har jeg slået mig selv i hovedet med, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Kunne jeg have indset skadens omfang noget tidligere? Eller skulle jeg have været til en anden behandler netop den eller hin dag? Har jeg ikke lyttet til kroppen, fordi jeg har været ked af det? Eller har frustrationerne sat sig fysisk i kroppen? Og hvad kan jeg bruge det til? Ikke særligt meget. For man kan kun handle i nuet. Når kroppen for tiden kræver ro og behandling, forsøger jeg derfor at arbejde med det mentale. Både fordi jeg tror, det betyder noget. Men også fordi jeg har brug for at kunne handle. Ikke at kunne handle på en given situation er for mig lig med frustration og afmagt. 

Mental balance

Problemet er, at jeg normalt håndterer frustrationer ved at løbe en tur. Men frustrationen over at være så tæt på et EM og alligevel så langt fra kan ikke løses sådan. Først forsøgte jeg at blive afklaret i forhold til min tidligere veninde. Det sidder stadig i kroppen, men jeg har fået sagt, hvad der er at sige og forsøgt at lægge låg på, så godt jeg nu engang kan. Hun skal ikke have lov at ødelægge det for mig. Dernæst har jeg haft godt af at få lidt fra hånden i både hus og have, når jeg nu ikke kan løbe. Det giver en tilfredshed, når jeg så i det mindste kan bruge tiden på noget andet, jeg gerne vil have lavet. Og faktisk er det for mig også en del af det at skærpe fokus frem mod et løb – det er jeg med tiden blevet meget bevidst om. Jeg forsøger på alle leder og kanter at fjerne de små sten fra vejen og få ryddet ud i ting, der skal gøres. For mange løse ender fylder mentalt hos mig. Derudover har jeg lavet aftaler med gode veninder – dagens tur til Kbh. gav fx mulighed for kaffe med min bedste veninde. Allerede mens vi sad og drak kaffen, kunne jeg mærke, at jeg fik det bedre i hendes selskab. Som person har jeg brug for de dybe snakke med en, der kender mig rigtig godt, ellers fungerer jeg ikke. Og så var der selvfølgelig også noget velvære i at få behandling på en krop, der gør ondt. Samt i at høre Marcus’ mening. Gudskelov var han fortrøstningsfuld, så det er jeg også.

Tålmodighed er ikke min stærke side

Tålmodighed er bestemt ikke en af mine største dyder. Derfor er det kommet bag på mig, at det trods alt ikke har været sværere end som så at give kroppen tid. Frustreret er jeg, jo. Men jeg er ikke i tvivl om, at det er det rigtige at gøre, slet ikke at løbe lige nu. Heller ikke ift. EM. Hoften har nemlig på ingen måde været til at løbe på. Og i mine øjne er det langt bedre givet ud at sørge for at være klar på dagen (7,9,13), end at træne på noget, der ikke er til at træne på. Så hellere misse 2,3 ja måske fire ugers hård træning måneden før – selv om det selvfølgelig ikke er optimalt.

Grundformen er der – og troen ligeså

Indtil nu er sæsonen gået næsten optimalt. To uger har jeg måttet løbe halv distance, fordi knæene trængte til lidt ro. Men det er også det. Og for kun 2,5 uger siden satte jeg ny personlig rekord i maraton. Med tanke på, at mit første 24-timersløb på 200 km blev løbet efter en træningsmængde på 40 km ugentlig har jeg også troen på, at jeg kan levere mere nu – selv efter en pause kort før løbet. Måske vil kroppen ligefrem have godt af en pause, hvem ved. Selvfølgelig kræver det, at jeg kommer i gang med at løbe inden for en uge eller to, ellers bliver det svært at nå. Og bliver det tilfældet, så har jeg troen på, at alt dette ikke vil være forgæves. For ved dette 24-timersløb, vil den største sejr være, hvis eller når jeg står på startlinjen – og derfor vil jeg også give alt, hvad jeg overhovedet har.

Hverdagslykke er…

Hverdagslykke er, når man sidder i bilen og nyder musikken, lillemanden nyder det lige så meget og rokker med, og man samtidig nyder ham og de altomsluttende blikke han sender. Man bliver jo helt forelsket..

I sådan et øjeblik af hverdagslykke sætter jeg virkelig pris på tilværelsen! For hvor er det egentlig fedt, og hvor er vi priviligerede, at vi har kunnet sætte os sådan i det, at jeg har godt med både tid og overskud til at være mor.

Magne var syg i dag, så ham holdt jeg hjemme, og vi har haft en dejlig dag sammen. Det giver så meget mening for mig at bruge tid sammen med vores børn.

Heldige er vi også, at farmor og farfar, der bor tæt på, er glade for at være sammen med ungerne. Farfar kom forbi, så jeg kunne holde min aftale om at coache.

For selv om det betyder alt for mig at være mor og kunne give mine børn den bedst mulige start på livet, så betyder det også meget for min trivsel at komme ud og bidrage på anden vis, bruge mine evner og møde mennesker.

Mit løb betyder ikke bare, at jeg holder mig fysisk sund – det øger også min trivsel og giver mig mere overskud til familien. Det samme gør coachingen – også selv om det ikke nødvendigvis bliver noget, jeg kommer til at tjene meget på.

Af samme årsag håber jeg mere og mere, at jeg bliver ADHD-foreningens næste formand. Heller ikke det er noget, man bliver rig af. Men det betyder så afsindigt meget for mig at få lov at kæmpe for det, jeg tror på. Nemlig: bedre mental sundhed. Både på hjemmefronten og i arbejdsmæssig sammenhæng.

Og tænk, at der nu åbner sig muligheder, hvor jeg vil kunne begge dele på een gang. Det er så sandelig også hverdagslykke!

Som småbørnsmor og ekstremsportsudøver savner jeg nuancerne!

Som svar på Freia Dams indlæg i Politiken “hellere have en slap røv end være en røvdårlig mor”, skrev jeg et modsvar. Da Politiken ikke har været ivrige efter at bringe mine indlæg, siden jeg trådte ud af Folketinget, ja så kommer det her:

Der er mere end én måde at være forælder på – og mere end én måde at være en god forælder på. Desværre findes der utroligt mange firkantede retningslinjer og råd, som forældre kan slå sig selv i hovedet med. I disse dage synes mantraet at hedde: man kan ikke løbe maraton og samtidig være en god forælder.

Den 20. marts kunne man i Politiken læse indlægget; “hellere have en slap røv end være en røvdårlig forælder”. Nu skal forældre, som ikke prioriterer fysisk træning åbenbart til at skyde deres dårlige samvittighed over på os, der gør. Hvorfor skal debatten hele tiden gøres til et enten eller? Det at have børn er jo ikke så sort/hvidt, som det ofte fremstilles. Jeg savner nuancerne!

Og ja, jeg føler mig både truffet og provokeret. Ikke fordi jeg føler mig som en dårlig mor, men fordi jeg som ekstremsportsudøver og småbørnsmor ikke vil sættes i bås. For hvis man ikke kan løbe et maraton, mens man har små børn, hvordan kan man så løbe 24-timersløb?

Det kan man eksempelvis, hvis man er villig til og har mulighed for at prioritere og gå på kompromis på andre fronter. Mine prioriterer er klare: 1) Vores børn 2) Motion 3) Politik, arbejde mm. Da vi skulle til at være forældre første gang, valgte jeg derfor at trække mig fra drømmejobbet som medlem af Folketinget.

På daværende tidspunkt var folketingshvervet for mig ikke foreneligt med at give mine børn den bedste start på livet. Jeg gik således på kompromis med mine politiske ambitioner, fordi mine børns trivsel er det vigtigste. På den ene side det sværeste valg nogensinde, på den anden side alligevel så selvindlysende.

Pludselig havde jeg fået en mening med livet, som stod over mine politiske ambitioner. Men derfra og så til at gå i den anden grøft, der er langt. Jeg elsker at være mor og sætter mine børn over alt andet. Men jeg trives også med at have andre ting i livet. Det handler om at finde en fornuftig balance, som både børn og forældre trives med.

Sidste sommer satte jeg danmarksrekord i 24-timersløb. Det krævede unægteligt en del træning. Men aftalen derhjemme var klar; det måtte ikke gå ud over familien. Da jeg også er medlem af Borgerrepræsentationen, valgte jeg derfor kun at arbejde 15 timer om ugen som sundhedspolitisk rådgiver. Jeg er klar over, at nedsat tid ikke er en reel mulighed for alle. Men det var det for mig, og havde det ikke været tilfældet, havde mit mål været for ambitiøst.

Jeg lagde så meget træning som muligt i tidsrum, hvor der ikke gik tid fra pigerne. Fx i de huller, som jeg havde i løbet af en arbejdsdag, eller når de små sov. Sidst i forløbet måtte jeg også tage lidt flere aftentimer i brug. Det var hårdt at komme af sted, når pigerne var lagt, men det var vilkårene.

Alligevel kunne det ikke undgås, og særligt ikke tæt på løbet, at pigerne en gang imellem måtte være alene med deres far eller hygge sig med bedsteforældrene. Eksempelvis når jeg løb en lang søndagstur i løbeklubben Sparta. En gang imellem tog min mand og jeg også pigerne en tur med i Dyrehaven i babyjoggeren, lige såvel som vi brugte den som transportmiddel, når vi fx skulle på stranden eller en tur i den Blå Planet.

Men jeg vil vove den påstand, at man godt kan dyrke ekstremsport, uden at det går ud over børnene. Mine mange korte løbeture var bestemt ikke tilrettelagt ud fra, hvad der var mest optimalt rent træningsmæssigt, men ud fra hvad der var foreneligt med familielivet. Jeg fravalgte også intervaltræning i klubregi, som er rigtig god træning, fordi det lå mellem kl. 16 og 20.

For mig er løb på ingen måde et spørgsmål om, hvordan jeg ser ud, som ovennævnte indlæg synes at antyde, skulle være den væsentligste årsag til, at forældre træner meget. Til gengæld betyder mit løb afsindigt meget for min mentale trivsel. Siden jeg begyndte at løbe, har jeg ikke været ramt af hverken stress eller depression, hvilket i høj grad også kommer mine børn til gode.

Omvendt dræner det mig rent mentalt, hvis jeg ikke har tid nok til mine børn. Det vigtigste for min mand og mig er at være nærværende og tilstedeværende forældre. Og det kræver tid! Vi tror ikke på begrebet ’kvalitetstid’, som vi opfatter som et udtryk for dårlig samvittighed over at have for lidt tid med sine børn.

Men man kan godt være en forælder, der prioriterer sine børn, selv om man dyrker meget sport. Lige såvel som det omvendte kan være tilfældet. Lad os nu få nuancerne med i debatten!

Motionsring havnen rundt

I det nyligt vedtagne budget for Københavns Kommune for 2014 har partierne bag afsat midler til en markeret marathon-løberute, hvormed man ønsker at udvide de eksisterende løberuter. Eftersom vi arbejder for et byrum, der i højere grad inviterer til leg og bevægelse, hilser vi dette tiltag meget velkomment. Men i den forbindelse har vi også et forslag, som måske kunne supplere eller indgå som en del af en kommende marathonrute.

Vi finder det nemlig oplagt, at havnen bruges aktivt. En motionsring hele vejen rundt om Københavns havn fra nord til syd ville være et unikt idrætsanlæg til stor gavn for byens motionister. Allerede i dag bliver der roet og sejlet i havnebadene, og seneste havnetiltag er cykelbroen ved Kalvebod Brygge. Vores idé går på at skabe en sammenhængende løbesti med puls- og styrketræningsstationer undervejs. I syd er Sjælland og Amager allerede forbundet via Sjællandsbroen, og i nord kunne den nye bro ved Skuespilhuset være forbindelsen. Ruten skal løbe igennem så mange grønne områder og kiler, som det er muligt.

Inspirationen kommer blandt andet fra Sydtyskland, hvor mange byer har sådanne cirkeltræningsruter i de omkringliggende bjerge. I København har vi ingen bjerge, men til gengæld har vi en skøn havn, som indbyder til aktivitet. København skal være en aktiv by, og vi har brug for flere idrætsanlæg inde som ude. En motionsring i havnen vil være en oplagt og tilmed billig løsning til gavn for folkesundheden 

 Indlægget er skrevet sammen med Lars Richard Rasmussen (R)