Regeringsforslag kan smadre familie- og børneliv

Vi er mange, der efterspørger en familiepolitik. Regeringens forslag er et eksempel på præcis det modsatte. Hensynet til virksomheder og vækst sættes langt over hensynet til den enkelte familie og det enkelte menneske. 

Regeringen har netop foreslået, at ledige skal tvinges til at søge job i hele landet. Det er jo et fuldstændig absurd forslag! Hvordan skal familier hænge sammen? Det giver jo ingen mening! Bare de nuværende regler med, at man skal søge job halvanden times kørsel fra ens bopæl er forrykte. Vi er mange, der efterspørger en familiepolitik. Dette er præcis det modsatte.

Vores situation er den, at vi sidste sommer flyttede fra København til Esbjerg netop pga. min mands arbejde. Hvis man er inden for lægeverdenen, kender man den berømte fireårsregel, som nyuddannede læger er underlagt. En regel, der har til formål at skaffe læger til yderområderne, og som kan betyde, at man må rykke langt efter det ønskede job. Mange nyuddannede læger er netop det sted i livet, hvor de er ved at stifte familie eller har små børn. Fireårsreglen er altså endnu en stiv regel oppefra, som forringer familiers mulighed for selv at tilrettelægge deres liv og hverdag, så det hænger sammen.

Vi boede i København i to år, mens min mand, Morten, pendlede til Odense. Normalt tog han af sted kl. 05.30 og var hjemme igen kl. 17.45. Derudover kom nattevagterne. Jeg sad i byrådet og havde ved siden af et deltidsjob for, at vi kunne få hverdagen til at hænge sammen. Men det krævede da stadig en masse logistik, hjælp fra bedsteforældre og babysitter. Og da jeg blev gravid med nummer tre, krævede det også sin mand(eller kvinde) at være så meget alene med to små piger på 1 og 3 år.

Vi kunne godt have valgt at få børnene med større mellemrum ja. Men så havde vi næppe fået tre. Vi kunne også have valgt at stoppe ved to. Ja, eller slet ikke at få nogle børn. Men det ønskede vi ikke. Er det mon det, politikerne ønsker? I forvejen får vi ikke børn nok til at reproducere os selv.

Sidste sommer, da Morten så stod over for sidste del af sin speciallægeuddannelse, som foregik i Esbjerg, tog vi konsekvensen af endnu en stiv regel; nemlig at jeg som byrådsmedlem ikke kunne holde min barsel i Esbjerg, men var mere eller mindre stavnsbundet til Københavns Kommune. Morten ville kunne komme hjem fra Esbjerg et sted mellem hver og hver anden weekend. Vi kunne simpelthen ikke se, hvordan det skulle hænge sammen. Mig alene med tre små børn under fire år i en lejlighed midt i København. Og Morten, der ville skulle lære vores lille ny at kende, samt indhente det forsømte med både mig og pigerne, når han var hjemme hver 7. eller 14. dag. Sådan et familieliv vil vi hverken byde vores børn eller os selv, hvis vi på nogen måde kan undgå det. Jeg ville være i stor risiko for at gå ned med stress eller det der er værre, og hvad ville det ikke betyde for børnenes start på livet? En forælder der ikke er der fysisk og en, der ikke er der mentalt.

Nu bor vi så i Hjerting nord for Esbjerg. Jeg var klar over, at det kunne blive en udfordring at finde job herovre efter endt barsel. Men det kom alligevel bag på mig, at der er så få, der søger en med statskundskab som baggrund. Derfor er jeg begyndt at tænke kreativt. Men når jeg om ganske kort tid skal melde mig ledig, så er jeg mere end spændt på at se, hvad der sker.

Med en mand der er læge og har skiftende vagter, skal jeg ikke skulle pendle særlig meget for, at vores hverdag på ingen måde hænger sammen. Det sker også jævnligt, at Morten bliver forsinket efter en lægebilsvagt, fordi folk også får brug for lægehjælp sidst på hans vagt. Som anæstesilæge er hans arbejde ofte et spørgsmål om liv og død. Det er altså ikke noget, man lige kan smutte fra, fordi man skal hente børn. Bare med de nuværende regler vil 37 timers arbejde plus en halv times frokost og halvanden times transport betyde, at jeg ville skulle hjemmefra kl. 06.30 og ville kunne være hjemme igen kl. 17.30. Og her er ikke engang taget højde for kø på vejene eller toge, som ikke kører til tiden. Hvordan ville det så ikke være, hvis arbejdet lå endnu længere væk?

Som rigtig mange andre småbørnsforælder ville vi blive endnu mere afhængige af enten bedsteforældre eller en babysitter. Ja, eller en institution, hvor de kan være døgnet rundt. Det ønsker vi ikke!

Vi har ikke fået børn for ikke at være sammen med dem. Og vi er ikke rykket tværs over landet for Mortens arbejde, som politikerne ønsker, for at jeg så skal til at pendle tilbage igen. Vi har taget konsekvensen af fireårsreglen, der skal skaffe læger til yderområderne, og er flyttet til den anden ende af landet. Vi er på mange måder rigtig glade for at være her og for, at vi kan være sammen som familie og få hverdagen til at hænge sammen. Blev jeg tvunget til at søge job i hele landet, ville situationen være en helt anden.

Hvordan i alverden forestiller man sig fra politisk hold, at man vil kunne tiltrække eksempelvis flere læger til yderområderne, hvor det kan være sværere for ægtefæller at finde job, hvis de oven i købet skal tvinges til at rejse land og rige rundt for dette? Hvor er hensynet til, at man kan give sine børn en ordentlig start på livet? Hvorfor fylder det bare så uendelig lidt hos de ansvarlige politikere? Og hvor er mulighederne for selv at tilrettelægge sit liv, så man kan få hverdagen til at hænge sammen, så både børn og voksne trives? Hvem siger, at mennesker i dag ikke allerede søger, så langt væk, som det er dem muligt?

Og så har vi ikke engang berørt den enlige forælder, som måske bliver nødt til at flytte rundt efter arbejde, og hver gang vil skulle rive børnene ud af deres vante miljø, institution mm. Og hvad med ens netværk, som man kun er endnu mere afhængig af som enlig, hvis man konstant skal flytte rundt?

Vi er mange, der efterspørger en familiepolitik. Regeringens forslag er et eksempel på præcis det modsatte. Hensynet til virksomheder og vækst sættes langt over hensynet til den enkelte familie og det enkelte menneske. Det er en ommer!

Stive regler; Fra meningsløs til målrettet beskæftigelsesindsats

SOM FORHENVÆRENDE medlem af Folketinget og snarligt mor til to har jeg haft lejlighed til at stifte personligt bekendtskab med beskæftigelsesindsatsen. Og jeg kan kun sige en ting: Jeg er glad for, at regeringen har nedsat et udvalg under den tidligere socialdemokratiske minister Carsten Koch, som skal pege på, hvordan beskæftigelsesindsatsen giver størst mulig værdi for den enkelte, virksomhederne og samfundet. Der er virkelig behov for at afbureaukratisere området, så de ansatte her får bedre mulighed for at målrette indsatsen til den enkelte. De ansatte er bundet af et væld af stive regler i form af lovpligtige krav – krav, der er lavet for alle over en bred kam og ikke under hensyntagen til, at gruppen af ledige er meget forskelligartet.

Min situation er den, at jeg er timeansat som public affairs-rådgiver i et sundhedskommunikationsbureau og på supplerende dagpenge. Jeg var rigtig glad for at få jobbet, da det kan være svært at komme i arbejde, når man er gravid – ikke mindst under en økonomisk krise, hvor der er masser af ledige at tage af. Planen er den, at jeg skal fastansættes, når min barsel er slut. I takt med, at jeg er kommet længere hen i graviditeten, er beskæftigelsesindsatsen gradvist begyndt at give mindre og mindre mening. Derfor spørger jeg nu de ansatte, om de kan forklare mig meningen med de samtaler med mere, som de skal indkalde mig til. Det er voldsomt demotiverende gang på gang at få at vide, at det kan de ikke – altså lige bortset fra, at det er lovpligtigt. Her blot et par konkrete eksempler for at illustrere:

1) Seks uger før barsel kommer man under en mindre intensiv beskæftigelsesindsats, hvorfor jeg ikke skal skrive flere ansøgninger. Alligevel skal jeg helt frem til barslen hver uge ind på www.jobnet.dk og trykke på en knap for at vise, at jeg har set nogle jobopslag. Ifølge a-kassen har de pligt til at stoppe udbetalingen af dagpengene, hvis jeg ikke gør det.

2) En uge før jeg bliver underlagt den mindre intensive indsats og derfor ikke længere skal søge job, bliver jeg indkaldt til cv-samtale. Dette selvom jeg kun skal sende én eneste ansøgning af sted efterfølgende, allerede har fået sparring på mit cv ( til en af de samtaler, som skal afholdes hver tredje måned, uanset om man har noget at snakke om), og har udsigt til fastansættelse på min nuværende arbejdsplads efter barslen. Da jeg spørger til formålet med dette, bliver jeg mødt med ordene ” lovgrundlag er lovgrundlag.”

3) For nylig overgår jeg til en ” anden aktør”. Selvom jeg har fortalt jobcenteret, at jeg snart skal på barsel, indkalder den anden aktør mig alligevel til en times samtale, hvor jeg skal møde op med mit cv og en ansøgning. Hvilken ansøgning ved jeg ikke, for jeg skal ikke søge mere før barslen. Over telefonen forklarer de, at jeg grundet snarlig barsel ikke behøver at møde fysisk op, men at de i henhold til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats skal afholde samtalen. Da jeg spørger, hvad vi skal tale om, får jeg at vide, at de har pligt til at informere mig om deres forløb, selvom jeg ikke vil blive indkaldt til mere. De kan dog ikke forklare mig meningen med at skulle oplyse om et forløb, som jeg ikke skal have.

Min konkrete situation er blot ét eksempel på, hvordan de stive regler er demotiverende og i den grad spild af alles ressourcer. Jeg er dog af den opfattelse, at jeg langtfra står alene med oplevelsen af meningsløshed og manglende målrettethed i indsatsen. Der er al mulig grund til at få afbureaukratiseret beskæftigelsesområdet, så de ansatte kan tilrettelægge indsatsen på en måde, der giver mening i den enkeltes situation.

Indlægget er bragt i Kristeligt Dagblad d.d.