Videnssamfundets grænseløshed giver os ADHD

I produktionssamfundet blev kroppen slidt ned, i videnssamfundet går det ud over psyken. Skal vi bremse udviklingen i antallet af psykisk syge, skal vi se på indretningen af hele vores samfund – både arbejdslivet og fritiden

Debatten om psykisk sygdom omhandler desværre oftest medicin og overdiagnosticering. Derfor er jeg glad for, at Sundhedsministeren har opfordret til at belyse de samfundsforhold, som gør, at flere mistrives og rammes af psykisk sygdom.

Et væsentligt forhold er, at vi i dag kan arbejde når som helst og hvor som helst. Arbejdet udgør en stor del af manges identitet, hvorfor arbejdsmæssige præstationer har enorm betydning. Flere og flere rammes af stress, som f.eks. kan udløse angst og depression. For nylig advarede en ekspert om, at et stigende antal danskere ikke kan lægge arbejdet væk i ferien og dermed aldrig får en reel pause.

Også ledige rammes af stress. Den høje arbejdsløshed taget i betragtning undrer det, at vi ikke gør det lettere at gå på deltid – f.eks. for børnefamilier. I stedet skal beskæftigede yde mere, og ledige mødes af flere krav. På egen krop og gennem venner har jeg oplevet, hvordan beskæftigelsesindsatsens mange regler, kontrol og manglende målrettethed får selv ressourcestærke til at miste troen på sig selv.

Sidste år gik jeg i et gruppeforløb for mennesker med OCD. Flere måtte melde sig raske, fordi sygedagpengene ikke kunne forlænges. At de var underlagt samme krav som raske dagpengemodtagere, satte dem ofte tilbage i behandlingen. Beskæftigelsessystemet er ikke for psykisk sårbare.

Ingen pauser

I dag er der ikke mange naturlige pauser, og arbejdet flyder ofte sammen med fritiden. Lukkelovens afskaffelse er udtryk for, at samfundets ydre rammer udviskes. Vi kan være på hele tiden, og selve muligheden for at være det betyder, at mange arbejdsgivere også forventer fleksible medarbejdere. For mennesker med brug for faste rammer – f.eks. ADHD-ramte – er det en udfordring.

Samtidig skal vi selv skabe rammer og mål for vores arbejde. Tendensen spores så tidligt som i folkeskolens krav om ansvar for egen læring, og jo længere man kommer i uddannelsessystemet, desto mere skal man selv kunne tilrettelægge sin tid. På universitetet læste jeg ofte i døgndrift; mit selvværd afhang af gode karakterer, og på grund af min ADHD var jeg ikke god til at sætte grænser. Flere gange fik jeg stress, som to gange endte i depression. Jeg tror altid, der har været mennesker med de udfordringer, som kan føre til stress eller en ADHD-diagnose. Men det er blevet sværere at begå sig, hvis man har vanskeligt ved at prioritere.

Mediebombardement

Teknologien og et fragmenteret mediebillede gør, at vi bombarderes med informationer. Ligeledes øges forventningerne til, at vi konstant er på. Vi skal have nemkonto og e-boks, lægen kommunikerer digitalt, og arbejdsløse skal frekventere diverse hjemmesider. De mange kommunikationsformer og -fora kan give megen stress. I produktionssamfundet blev kroppen slidt ned, i videnssamfundet er det psyken.

Medierne spiller også en rolle mht. stress, angst og depression. Vi bombarderes med idealer for udseende, motion mv. og kan konstant sammenligne os med de bedste. Dette hvad enten det gælder studerende, som sprænger karakterskalaen eller chefen, som klarer jobbet med bravur, laver hjemmebag, dyrker motion mm. Vi får sjældent det hele billede – for selvfølgelig kan ingen levere toppræstationer på alle livets områder på én gang.

Mediernes evige fokus på sygdom og død kan også øge angsten f.eks. hos mennesker med OCD. I forebyggelsens hellige navn hører vi om risici for alverdens sygdomme. F.eks. i forbindelse med graviditet gør de utallige vejledninger og råd, at man kan bekymre sig i en uendelighed. Min veninde blev frarådet at gå ud i myldretiden, da det kunne give stress. Hvis man ikke er stresset, bliver man det af de mange forskrifter.

Valg på valg

Vi skal også hele tiden tage stilling til et utal af valgmuligheder, samt hvor vi er på vej hen. For vi skal helst være på vej. Unge skal tidligere vælge retning og helst ikke have mange sabbatår. Konstant skal vi udvikle os, og vi skifter job og ægtefælle oftere. Også teknologien medfører nye valg, og de mange muligheder tvinger os til at vælge og leve med konsekvenserne. Siger man f.eks. nej til nakkefoldsscanning, kan man indirekte blive ansvarlig for at føde et barn med handicap.

Jeg påstår ikke, at samfundets strukturer direkte forårsager psykisk sygdom. Men har man en medfødt sårbarhed, kan ydre faktorer medvirke til at udløse en sådan. Vil vi imødegå den voksende udfordring med psykisk sygdom, må vi forholde os til, hvordan vi organiserer samfundet.

Kommentaren blev bragt i Information den 29. august 2013

Målret nu den beskæftigelsesindsats!

Da jeg ringede for at forklare, at det næppe var mig, der ville få mest ud af det møde, blev jeg mødt med ordene: ”lovgrundlag er lovgrundlag, regler er regler”, hvilket tydeligt viser nogle af de ansattes tilgang. Der er så mange regler, at det er umuligt at målrette indsatsen til den enkelte.

Regeringen har nedsat et beskæftigelsesråd, der skal se på hele aktiveringsindsatsen, hvilket er meget tiltrængt: www.altinget.dk/navnenyt.aspx?id=10666.  Ifølge Rockwoolfonden har de 1,6 mia. kr. ud af de 16 mia., som bruges på aktivering, nemlig ingen effekt. Dette stemmer fint overens med den oplevelse, jeg sidder tilbage med efter at have været i kontakt med systemet siden oktober sidste år, hvor jeg blev kandidat i statskundskab.

Jeg meldte mig ledig den 12. oktober 2012. Det tog over en time at komme igennem til jobcenteret for at få hjælp til at svare på fire spørgsmål i et spørgeskema, da jeg skulle oprette mig på jobnet.dk. Beskæftigelseskategorierne var meget firkantede, og jeg vidste ikke, hvad de skulle bruges til. Var det til arbejdsgiveren, jobcenteret eller andre? Jobcenteret kunne ikke hjælpe mig, de havde ikke noget med den slags at gøre, så jeg blev sendt videre til den landsdækkende instans CV-support på Bornholm. De svarede til gengæld efter få minutter og var meget kompetente i deres rådgivning.

Tre dage senere ringede jeg igen for at høre, om det ikke var muligt at få jobopslag fra København i stedet for fra Esbjerg, når vi nu skulle flytte to uger senere. Endnu engang blev jeg viderestillet til CV-support. Jeg tillod mig derfor at spørge, hvad det egentlig var for spørgsmål, som jobcenteret kunne hjælpe med. Damen sagde, at mit spørgsmål fra i fredags, burde de have kunnet svare på. CV-support svarede igen ganske hurtigt og fortalte, at man ikke kunne ændre indstillingen på jobnet.dk, så jeg ville kunne se de relevante opslag fra København. Men de kunne godt se det absurde i, at jeg den 28. oktober derfor skulle ind og trykke på en knap for at vise, at jeg havde set en bunke jobopslag, fra Esbjerg og Omegn, når jeg flyttede til København et par dage efter.

Igen tre dage senere snakkede jeg med A-kassen. Jeg var blevet indkaldt til møde i Århus eller Odense og ville høre, om ikke jeg kunne få lov at deltage ugen efter i København, da vi stod over for en flytning. Til min store overraskelse var der ingen problemer i dette. Jeg benyttede derfor lejligheden til at spørge lidt ind til, hvad der sker, hvis man bliver syg eller har barn syg. Egen sygdom giver ingen problemer. Men bliver vores datter syg, skal jeg melde dagpengene fra for at få lov at passe hende. Den ansatte i A-kassen var meget enig i det absurde i, at det så bedre kan betale sig for os, hvis min mand tager en barnets første sygedag. Det betyder nemlig, at Odense Universitetshospital skal betale hans løn samt en vikar, eller alternativt undvære en læge den dag. Fra en samlet og samfundsmæssig betragtning er der vel ingen tvivl om, hvad der bedst betaler sig? Desuden virker det paradoksalt, at den ansatte i A-kassen i samme ombæring siger, at det at få dagpenge mere og mere minder om at være i beskæftigelse på grund af de mange forskellige krav, når man ikke engang kan holde sit barns første sygedag?

En andet forhold er den omfattende kontrol. Man skal udfylde den ene blanket på den anden. Eksempelvis holder jeg et foredrag i ny og næ, som jeg får et honorar for. Selvfølgelig skal det modregnes, hvorfor jeg skal oplyse det på mit dagpengekort. Men inden jeg når dertil, skal jeg først udfylde forskellige formularer. Den ene ansatte i A-kassen sagde, at jeg kun skulle udfylde én blanket, den næste fortalte, at jeg skulle udfylde en pr. foredrag, og den tredje sagde, at de jo nok burde tale lidt mere sammen derinde, så jeg kunne få en ensartet besked – og så smed hun for øvrigt endnu en formular i nakken på mig, som jeg også lige skulle udfylde. De omtalte formularer kunne ikke udfyldes elektronisk, hvorfor det er en noget omstændelig proces.

Dertil kommer, at man skal ind og trykke på jobopslag på bestemte tidspunkter, udfylde dagpengekort på andre tidspunkter, selv booke møder med a-kassen, samt møde op til diverse arrangementer og møder. Jeg har selv ADHD, men har ikke svært ved at huske sådanne ting. Til gengæld kunne jeg især i starten mærke, hvor utrolig meget energi jeg bruger på at opfylde alle disse krav. Jeg forstår så godt, at folk, der fx døjer med svær ADHD eller andre psykiske lidelser, kan have svært ved at holde til og honorere beskæftigelsessystemets krav. Som den ansatte i A-kassen sagde – så minder det jo bare om et arbejde. Javel ja. Men nu er det jo ikke alle mennesker, der kommer fra et job, hvor man skal holde styr på diverse møder, aftaler, krav mm. Ledige er meget forskellige og fungerer i forskellige jobfunktioner.

Et andet forhold, der er værd at nævne, er det her med, at de opfordrer til at søge job uden for ens område. Jeg søger gerne job, som ikke lige er drømmejobbet, og jeg ville gerne arbejde i et andet erhverv fx som pædagogmedhjælper i en vuggestue eller børnehave. Problemet et bare, at rigtig mange steder søger de uddannede pædagoger. Så vidt jeg ved, gælder ledigheden over en bred kam, hvorfor der synes meget lille sandsynlighed for, at jeg kommer i betragtning til en pædagogstilling. Til gengæld gav medarbejderen mig ret i, at der ikke var nogen grund til at søge eksempelvis direktørjob, når jeg ingen ledelseserfaring har. Hvorfor jeg så skal søge fx pædagogjob, som jeg heller ikke er uddannet til, forstår jeg ikke?

Jeg ved fra bekendte, at der ikke i samme grad som tidligere bliver talt ned til de ledige. Alligevel må jeg indrømme, at jeg fandt overskriften på pjecen, som man skal læse før det indledende møde i A-kassen, noget besynderlig – medmindre der altså var tale om ironi. Den lød noget i retning af: ”forstå reglerne, så får du flere kræfter til at søge job.” Hvis nu der ikke var alle de regler, møder og ventetid på kompetent vejledning, så ville jeg i mange uger have kunnet skrive op til flere jobansøgninger mere.

Der er også hele konceptet med løntilskudsjob. Så vidt jeg har forstået ordningen, må man kun ansætte folk i løntilskud til ekstra arbejde. Der må altså ikke være tale om, at ansætte en person i løntilskud, som man ikke kan klare sig uden. Fra stort set alle de løntilskudsmodtagere, jeg kender, hører jeg, at de har varetaget, hvad der svarer til en helt almindelig stilling. De laver altså det samme som sidemanden blot til en meget lavere løn. Det offentlige får billig arbejdskraft, og der bliver en almen stilling mindre. Jeg håber, at folk i løntilskud i det mindste kan afholde barns første sygedag, men det er jeg ikke vidende om. Desuden skulle løntilskud være en åbning til ordinært arbejde. Det, man ofte hører, er imidlertid, at det langt fra altid fører til fast arbejde, men at den ene løntilskudsmodtager erstatter den anden.

Jeg har flere gange været der, hvor jeg seriøst overvejer, om vi kan klare os uden mine dagpenge. Jeg valgte ikke at genopstille til Folketinget, fordi jeg gerne ville have overskud til min datter, mens hun var helt lille. Den første tid, jeg var i dagpengesystemet, var det næsten hårdere ved mig, end det ville have været med et krævende arbejde som MF’er. Det er i sig selv hårdt ved selvværdet ikke at være i arbejde. At man så samtidig skal leve op til alverdens ikke altid særlig meningsfulde krav, gør det bestemt ikke lettere. Og jeg har oplevet mange meningsløse tilbud. Det mest nedslående er, at ikke engang de ansatte i jobcenteret kan se meningen i meget af det.

De gange, hvor jeg har fået den bedste hjælp har været, når de enten har fortalt mig, hvordan jeg kunne komme uden om reglerne eller bedt mig søge dispensation for disse. Et par eksempler på, at indsatsen er minus målrettet, er de følgende.

I februar 2013 fik jeg besked på at booke et møde inden 1. marts, fordi man jo skal have kontakt med A-kassen hver 3. måned. Det uanset om man har behov, eller har haft anden kontakt med dem i den mellemliggende periode. Jeg havde ikke umiddelbart noget behov, da jeg var i gang med et kursus for ledige og til april skulle starte i et job. Jeg havde allerede fået sparring på CV og ansøgning, og desuden var der ikke ledige tider til andet end en coaching-samtale. Sidstnævnte virkede temmelig absurd taget i betragtning, at jeg netop var i gang med et coachingkursus med masser af muligheder for at blive coachet. I øvrigt ville jeg gå glip af noget af kurset, hvis jeg tog den ene tid, som A-kassen havde til rådighed. Det endte med, jeg i stedet blev tilbudt en kort telefonsamtale, som var noget af det mest demotiverende, jeg længe har oplevet. Det var ikke andet end kontrol, og det var lige før, den ansatte i A-kassen ikke ville godkende min job-log (en oversigt over den enkeltes jobansøgningsindsats). Den ansatte mente nemlig, at 1-2 ansøgninger om ugen svarer til 6-8 om måneden!? Det selv om en anden medarbejder til velkomstmødet havde fortalt, at det var ok med en ansøgning om ugen.

I november måned 2012 var jeg blevet gravid, og allerede i det nye år, kunne jeg ikke skjule det længere. Derfor var jeg rigtig glad, da jeg alligevel blev ansat som timelønnet rådgiver inden for public affairs i sundhedskommunikationsbureauet Effector. Men jo længere hen jeg er kommet i graviditeten, desto mere absurd er beskæftigelsesindsatsen blevet. Ifølge reglerne skal jeg søge job indtil fem uger før, jeg skal føde. Selv hvis jeg blev indkaldt til samtale, tror jeg ikke, man ville kunne finde en eneste arbejdsgiver, der ville ansætte en højgravid – og da slet ikke under en økonomisk krise med masser af mulighed for at finde arbejdskraft.

Som sagt har den bedste hjælp hidtil været, når de ansatte har villet lempe lidt på kravene. Efter at have snakket med tre ansatte i henholdsvis A-kasse og jobcenter, som hver sagde noget forskelligt og i øvrigt viste mig tilbage til den anden instans, fik jeg lavet en aftale om kun at skulle søge job en enkelt gang om ugen indtil 10 uger før min termin. Den ansatte, jeg lavede aftalen med, havde da også utrolig svært ved at forklare meningen med jobsøgning så tæt på barslen. Meget få vikariater er så korte, at jeg ville kunne nå at varetage dem. Desuden har der, hver gang jeg har søgt, været mellem 150-250 ansøgere. Derudover har jeg meget lidt lyst til at søge et sted, hvor jeg virkelig godt kunne tænke mig at blive ansat en dag, fordi jeg føler, jeg spilder folks tid. Den ellers forstående ansatte foreslog, at jeg så i stedet kunne tage nogle møder med mit netværk. Dertil svarede jeg, at jeg meget gerne ville bruge mit netværk, når det gav mening. Men for nuværende har jeg et super relevant arbejde i Effector, som med 99,9 % sikkerhed bliver et fast job efter barslen. Desuden er der næppe heller nogen i mit netværk, som fastansætte en højgravid? Det eneste jeg ville få ud af at mødes med folk fra netværket, ville formentlig være, at de ikke ville tage mig seriøst en anden gang.

Og så er der et af de nyeste eksempler, hvor jeg den 24. maj skulle have været til CV-samtale i jobcenteret efter en tilfældig udtrækning på CPR-numre. Mødet lå blot en uge før, jeg skulle sende sidste ansøgning inden barslen, og oven i det havde jeg udsigt til en fastansættelse efter barslen. Desuden skulle jeg møde op med en ansøgning til et job, jeg alligevel ikke ville kunne varetage, fordi jeg ville gå på barsel ganske kort tid efter. Derudover havde jeg allerede fået sparring på mit CV og en jobansøgning – både til en af de obligatoriske samtaler med A-kassen og på coachingkurset. Da jeg ringede for at forklare, at det næppe var mig, der ville få mest ud af det møde, blev jeg mødt med ordene: ”lovgrundlag er lovgrundlag, regler er regler”, hvilket tydeligt viser nogle af de ansattes tilgang. Der er så mange regler, at det er umuligt at målrette indsatsen til den enkelte. Heldigvis blev jeg for tredje gang i forløbet stillet om til en medarbejder, der heller ikke kunne se meningen. Hun fiflede lidt med tingene og fik det til at se ud som om, det ikke kunne lade sig gøre af afholde mødet.

Som om det ikke var nok, sendte jeg i dag en ansøgning af sted til at job, der starter den 15. august. Heller ikke dette er særlig meningsfuldt, eftersom jeg har termin den 12. august – men jeg skal jo stadig søge. Umiddelbart herefter modtog jeg desuden et brev i min e-boks med besked om, at en anden aktør ville varetage kontakten med mig fra den 3. juni og året ud. Set i lyset af, at jeg har lavet en aftale med A-kassen om, at jeg hverken skal søge job eller møde op til noget fra netop den 3. juni og frem til, jeg skal på barsel, undrede jeg mig meget over dette. Det undrer både, at systemerne snakker så lidt sammen, samt at man inddrager en anden aktør i en periode, hvor jeg er på vej på barsel? Jeg håber ikke, det er noget, kommunen kommer til at betale for, eftersom jeg ikke skal have nogen indsats i denne periode. Det virker utrolig ineffektivt, at man bruger så mange ressourcer på at indkalde mig til diverse ting, som efterfølgende bliver aflyst, fordi de er fuldstændig meningsløse, frem for at man målretter indsatsen fra starten.

Skulle jeg så kun få deltid i Effector efter barslen, så regner jeg ikke med at skulle være en del af beskæftigelsessystemet. Kan vi klare os uden mine supplerende dagpenge, gør vi det helt sikkert. Så én ting opnår man formentlig med det nuværende system; nemlig at det kun er dem, der absolut ikke kan klare sig uden, der vælger at være i det. Til gengæld bruger man rigtig mange ressourcer i form af tid og penge, som kunne bruges bedre. Jeg håber virkelig, at Regeringens beskæftigelsesråd vil lægge op til et opgør med de mange regler, som står i vejen for en målrettet beskæftigelsesindsats, der er tilpasset den enkelte!