Som politiker kæmper jeg også for mere fokus på familiepolitikken

Af Anne Marie Geisler Andersen, folketingskandidat for Radikale Venstre
i Nordsjælland

Den 13. juni efterlyste Sofie Maria Brand her i Information mere fokus på de pressede børnefamilier i valgkampen. Jeg tilhører selv en af dem, da jeg er folketingskandidat og fødte barn nummer tre kun en uge før valgets udskrivelse. Med andre ord så kender jeg til de balanceudfordringer, som mange børnefamilier står over for, og jeg
lytter til de eksperter, der bidrager i debatten. I det små har jeg forsøgt at skrive indlæg og afholde debatmøder om familiepolitik. Men jeg er ligesom Sofie Maria Brand ked af, at familiepolitikken ikke fylder mere. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været meget ærgerlig over de udmeldinger, der er kommet fra Christiansborg. Selvfølgelig er det op til forældrene at prioritere i deres liv, men det er op til politikerne at skabe de bedst mulige rammer for denne prioritering.

Mental sundhed og familiepolitik er mine mærkesager, og de hænger i den
grad sammen. En familiepolitik har nemlig, hvis den ellers har børnene i fokus, stor betydning for, at vores børn får den bedst mulige start på livet. At de bliver robuste, med et godt selvværd og modstandskraft,
hvilket kan være med til at forebygge, at så mange rammes af psykiske problemer og lidelser. Ifølge Børns vilkår kan mange børn i dag ikke tale med deres forældre – enten fordi de ikke er der rent fysisk,
eller fordi de simpelthen ikke er nærværende.

Børn kræver tilstedeværende og nærværende voksende for at få den
bedst mulige start på livet, og det skal vi skabe rum for – både hvad angår pædagoger og forældre. Personligt er jeg derfor meget optaget af at sikre, at forældre har mulighed for at arbejde mindre, mens deres børn er små, ligesom jeg arbejder for minimumsnormeringer i vores daginstitutioner.

I mit parti, Radikale Venstre, har vi som en del andre partier endnu ikke nogen officiel familiepolitik. Men da jeg finder en sådan helt i tråd med vores fokus på en tidlig og forebyggende indsats samt vores ønske
om at tænke langsigtet og investere i fremtiden, kæmper jeg som kandidat for, at vi får en. En familiepolitik er – og bør være – en investering i vores børn!

En investering i børnene

8/12 inviterede Karina Rohrberg Jessen (V) her i JP til at tænke ud af boksen med henblik på at skabe mere fleksible arbejdsvilkår for småbørnsfamilierne.

Jeg er meget enig i, at vi som politikere bør sikre bedre vilkår for småbørnsfamilierne, hvoraf mange kæmper med stress. KRJ foreslår, at man kan bruge noget af sin pension før tid. For nogle vil dette måske være en mulighed. Men det vil næppe være alle, der som småbørnsforældre har en pension af en størrelse, så dette er en reel mulighed.

Hvis vi skal tænke ud af boksen, kunne et andet forslag være, at der for småbørnsforældre var færre krav og restriktioner i forbindelse med udbetalingen af supplerende dagpenge, så man kunne få dem udbetalt ud over de 30 uger og uden at skulle søge fuldtidsjob, deltage i aktivering m.m. Dette forslag ville dog kræve, at man var dagpengeberettiget.

En helt tredje – og i mine øjne foretrukken – mulighed kunne derfor være at lade sig inspirere af Sverige, hvor småbørnsforældre har en lovsikret ret til at gå ned i tid. Eksempelvis kunne man gå ned på 80 pct. Om der skulle suppleres med en ydelse svarende til dagpenge, kan diskuteres. Jeg er dog ikke helt så afvisende som KRJ over for, at en familiepolitik vil kræve investeringer. For jeg er fuldt overbevist om, at en sådan investering vil kunne betale sig i det lange løb, også rent økonomisk. Færre stressede forældre, der risikerer at gå ned med flaget, og ikke mindst flere børn, der får en god start på livet med nærværende og tilstedeværende forældre.

En enkelt ting har jeg dog svært ved at forstå. Karina Rohrberg Jessen taler også for en fleksibel velfærdsservice. Alligevel kæmpede Venstre i Borgerrepræsentationen ikke imod, da vi for nylig afskaffede tilskuddet til at passe sit barn i eget hjem. En ordning, som vi i Det Radikale Venstre forsøgte at bevare. Muligheden for i en periode selv at kunne passe sit barn var netop med til at øge fleksibiliteten, så den enkelte småbørnsfamilie i højere grad selv kunne tilrettelægge sin hverdag, så det hang sammen. Forhåbentlig vil også Venstres gruppe i Borgerrepræsentationen være med til at investere i mere fleksible vilkår for småbørnsfamilierne.

Indlægget blev bragt i Jyllandsposten den 15. december 2014

Familiepolitik: Lad os bygge broer i stedet

Debatten om børnefamiliers kår har været karakteriseret ved fraværet at politikere. I hvert fald politikere, som taler børnefamiliernes sag. Desværre synes frontlinjerne kun at blive trukket skarpere og skarpere op. Familiepolitikken er ikke højt på den politiske dagsorden, men nogle medier lader også til at have en interesse i at gøre debatten meget sort/hvid. Selv har jeg som politiker en del gange forsøgt at komme til orde i bl.a. Politiken, der i den grad har givet spalteplads til indlæg om familiepolitik og været bannerfører på debatten – desværre uden held.

Jeg finder det utrolig ærgerligt, at mange børnefamilier må sidde tilbage med det indtryk, at vi politikere over en bred kam ikke interesserer os for familiernes kår. For mig er familiepolitik en mærkesag. Hvorfor skal vi arbejde allermest, når vi har små børn? Hvorfor ser vi det ikke som en investering i børnene, at forældre ikke går ned med stress og har mulighed for at sætte deres børns behov i centrum, når de har allermest brug for det?

I Radikale Venstre i København kæmpede vi ved de netop overståede budgetforhandlinger – desværre forgæves – for at bevare tilskuddet til pasning af barn i eget hjem. Familierne må selv foretage deres prioritering, men vi politikere må skabe et fleksibelt udbud af muligheder for at få hverdagen til at hænge sammen. Ikke alle forældre trives med at gøre karriere for fuld skrue, når børnene er små, og ikke alle børn trives med at være i institution på fuld tid, når de fylder 1 år. Børn og familier er forskellige, og derfor skal vi have en familiepolitik, der har et bredere sigte end blot at sikre gode daginstitutioner.

Jeg vil et samfund, hvor trivslen er i højsædet; forældres såvel som børns. Kun sådan skaber vi sunde borgere også i fremtiden, og kun sådan får vi et godt grundlag for at drive samfundet videre – også når det kommer til vækst og innovation. Derfor er jeg rigtig ærgerlig over, at det som politiker er så svært at komme til orde i debatten, så vi der arbejder i samme retning kan gøre det i fællesskab. Heldigvis har vi på Facebook fundet sammen i et Familiepolitisk Netværk. Men jeg håber, at også de skrevne medier fremadrettet vil bidrage til at bygge broer frem for blot at grave grøften dybere.