Kandidattest om mennesker med ADHD

Jeg har netop besvaret ADHD-foreningens kandidattest. Et område, der længe har optaget mig. Fik selv en ADHD-diagnose i 2010 – som jeg dog ikke længere opfylder diagnosekriterierne til – og sad i ADHD-foreningens hovedbestyrelse fra 2010-14. Her kommer mine kvalitative svar:

INKLUSION I FOLKESKOLEN
I mine øjne burde lærerne have været bedre klædt på, inden man begyndte at inkludere flere elever, ligesom et sådant tiltag kræver, at man i hvert fald til at starte med, tilfører flere lærer- og støtteressourcer. Ligeledes har man fra politisk hold i dag meget fokus på at lave større skoler, hvilket i mine øjne ikke nødvendigvis bidrager til en vellykket inklusion, ligesom en mindre struktureret hverdag heller ikke gør det.

HVAD GØR VI, DER VIRKER?
Jeg tror, den enkelte lærer gør alt, hvad vedkommende kan for at inkludere børn med særlige behov og gøre dem til en del af fællesskabet. Men jeg tror også, det kan være svært med de forhåndenværende ressourcer, hvorfor jeg gerne vil styrke folkeskolen. Jeg håber også, at man mange steder bruger nogle af de tiltag, ADHD-foreningen har lavet som fx ‘de utrolige år’. Derudover tænker jeg, at mere bevægelse, de steder hvor det rent faktisk er blevet en realitet, kan hjælpe nogle børn med ADHD.

BESKÆFTIGELSESINDSATSEN
I mine øjne bør indsatsen i højere grad målrettes den enkelte og gøres mere meningsfuld – det gælder dog for alle og ikke kun for mennesker med ADHD. Der er alt for mange regler til, at den enkelte ansatte kan tage udgangspunkt i den ledige. Beskæftigelsessystemet skal skabe muligheder og motivation – det gør det i mine øjne ikke i dag. Stive regler overskygger hensynet til den enkelte i sådan en grad, at nogle mennesker ligefrem bliver mere syge af at være i systemet. Jeg så gerne, at vi i Esbjerg blev frikommune, så vi kunne starte helt forfra.

HVAD GØR VI, DER VIRKER?
Det har jeg meget svært ved at svare på. Men når vi tilpasser indsatsen til den enkelte – hvis vi da gør det – så gør vi det, der virker. Når vi lytter til og har tillid til folk, og når vi giver den nødvendige tid.

HVILKEN INDSATS VIL DU PRIORITERE?
Den tidlige og forebyggende indsats, der støtter op om HELE familien. Helt klart! Jeg vil arbejde for, at Forældretræningsprogrammet ‘kærlighed i kaos’ også indføres her i Esbjerg.

Et inkluderende fællesskab

Jeg har netop været med Borgerrepræsentationen på studietur til Hamborg. Det første, vi besøgte, var en skole, der havde inklusion som særligt fokusområde. Der oplevede jeg, at det næsten var blevet normalt at skille sig ud.

Børn med særlige behov skal i højere grad end tidligere inkluderes i den almene folkeskole. Imidlertid er det forskelligt, hvordan kommunerne griber det an. Personligt er jeg glad for, at vi i Københavns Kommune ikke har vedtaget et måltal for, hvor mange børn, der skal gå i den almene folkeskole og dermed for hvor stor en procentdel, der skal inkluderes. Inklusion skal ikke være for enhver pris, men tage udgangspunkt i det enkelte barn.

I min optik er der flere forhold, som er væsentlige at have fokus på, hvis vi vil sikre en vellykket inklusion. Først og fremmest er det vigtigt, at lærerne klædes på til at kunne håndtere opgaven, og at vi sikrer løbende kompetenceudvikling på området. Dette både via efteruddannelseskurser og daglig sparring, fx med inklusionspædagogen. Ligeledes bør kompetence-centrenes specialviden og ressourcer i højere grad komme de almene skoler til gavn.

En tilstrækkelig normering er også vigtig. Derfor bør vi som udgangspunkt sikre at ressourcerne følger med barnet med over på almenområdet. I denne sammenhæng bør man imidlertid være opmærksom på, at selv om ressourcerne følger med, så opleves det ikke nødvendigvis sådan. Dette skyldes, at man ikke længere har de stordriftsfordele, som man havde på specialtilbuddet. Derfor bør der fra politisk hold være fokus på fremadrettet at sikre en normering, som står mål med inklusionsopgaven.

Det er mit håb, at Folkeskolens fokus på mere bevægelse i hverdagen ikke kun vil øge indlæringen hos børn over en bred kam, men også lette inklusionen af børn med særlige behov, for eksempel børn med ADHD. Dette særligt i lyset af, at skoledagen bliver længere. At være mere fysisk aktive sammen kan også bidrage til fællesskabet på en helt særlig måde.

Øget inklusion kræver de rette fysiske faciliteter. Det gælder ikke kun i form af flere idrætsfaciliteter. Skal flere børn med fysiske handicap inkluderes, så skal også legepladserne indrettes, så børnene kan være med i pauserne.

Jeg er af den overbevisning, at inklusion af børn med særlige behov også vil komme de andre børn til gavn. Det er vigtigt, at folkeskolen er en afspejling af samfundet og bidrager til en øget forståelse for menneskers indbyrdes forskellighed. Børn har godt af at lære, at vi er forskellige; at der skal være plads til alle, og at alle kan bidrage med noget positivt.

Måske bliver der nogle steder behov for en mere struktureret hverdag, end man førhen har været vant til. Det er imidlertid min oplevelse, at rigtig mange børn i dag – i en verden hvor rigtig meget flyder – godt kan profitere af faste og trygge rammer. En hverdag, der tilgodeser børn med særlige behov, er altså ikke nødvendigvis dårligt for de øvrige børn. Tværtimod.

Det er mit håb, at udviklingen af flere såkaldte fleksible tilbud, vil være medvirkende til, at flere børn bliver mødt, der hvor de er. At det enkelte barn ikke behøver at være enten i et specialtilbud eller på en almen folkeskole, men at man i højere grad kan veksle mellem special- og almentilbud og skræddersy indsatsen til det enkelte barn.

I Radikale Venstre vil vi arbejde for, at vi kan bibeholde socialrådgiverne på skolerne såvel som i daginstitutionerne. Personligt er jeg meget optaget af en tidlig indsats, der sikrer, at alle børn kommer bedst muligt fra start, og her spiller socialrådgiverne en vigtig rolle. I forhold til inklusionsopgaven har socialrådgiverne en væsentlig funktion i forhold til at vejlede om og sikre det rette tilbud fra starten – og til løbende at vurdere, om behovet ændrer sig. Ligeledes kan de sikre en god rådgivning af forældrene.

Også i Hamborg udgjorde socialrådgivere en væsentlig del af indsatsen. Men det, der gjorde allermest indtryk var, at når man nu havde skabt forholdene for inklusion af elever med særlige behov, ja så kunne man lige så godt gå skridtet videre og ansætte lærere med forskellige former for handicap. Deres motto var: “Vi taler ikke kun om inklusion, vi gør det”. Og vigtigst af alt, så fungerede lærerne som en form for rollemodeller, idet de viste, at mennesker med særlige behov også kan gøre en forskel på arbejdsmarkedet.

Indlægget er bragt i bladet Kommuneskolen i april 2014

Af Anne Marie Geisler Andersen, medlem af Børne- og Ungdomsudvalget og næstformand i socialudvalget for Radikale Venstre