Amager Strandpark for alle året rundt

Som landsholdsløber løber jeg mange gange om ugen sommer såvel som vinter. Amager Strandpark er uden tvivl mit foretrukne aktivitetssted, og efter alt at dømme er jeg ikke ene om at have det sådan. Stedet benyttes af mange forskellige mennesker til et utal af sportsgrene og andre aktiviteter hele året rundt. Dog synes jeg, der mangler noget, som de helt små kan fornøje sig med, når det ikke er varmt nok til at bade.

Derudover har det undret mig, at det kun er handicaptoiletterne ud til vandet, der er åbne året rundt. I foråret oplevede jeg en far løbe fortvivlet rundt om et af de øvrige toiletter med sin lille datter, fordi det var aflåst. Der er langt ud til vandet, hvis man har børn, er gravid, dårligt gående eller på tur med en hel daginstitution.

Jeg mener, der bør være god mulighed for at bruge det offentlige rum til aktivitet. Det gælder for alle aldersgrupper såvel som året rundt. Derfor vil jeg arbejde for, at de eksisterende toiletfaciliteter bliver tilgængelige hele året, samt at der bliver etableret en naturlegeplads i Strandparken.

Indlægget blev bragt i Amager Bladet tirsdag den 2. juli 2013 under overskriften ”Amager Strandpark. De små fornøjelser mangler i Strandparken.”