(Stadig) på vej mod EM i 24-timersløb

Så er der under tre uger til, at EM i 24-timersløb løber af stablen i Frankrig. Helt præcist 16 dage. For knap seks uger siden løb jeg mit bedste marathon nogensinde, men kort efter satte min hofte sig fuldstændig skævt. Så skævt, at jeg var ude af stand til at træne. Den første uge forsøgte jeg mig med et par korte løbeture, men jeg mærkede hurtigt, at den var helt gal. Derfor var der kun ét at gøre, nemlig at give hoften helt ro, hvilket den fik de følgende to uger. Jeg var frustreret over ikke at kunne løbe – og nok mest frustreret over ikke at vide, OM jeg overhovedet ville blive klar, hvis jeg gav den ro. Det ville jo heller ikke hjælpe meget, hvis jeg kun lige præcist nåede at blive klar, men så slet ikke havde fået løbet de sidste par måneder frem mod EM.

Manglende træning

September var den måned, jeg ville have trænet mest. Men Endomondo siger kun knap 100 km løb i september mod godt 350 km i august. Dog plus lidt styrketræning og cykling. Altså langt fra optimalt. Spørgsmålet er – og bliver – hvor meget det kommer til at betyde for selve løbet. Eller måske snarere, hvor stor betydning jeg vil lade det få på min præstation til EM. Jeg har jo længe plæderet for, at 70 procent af en ultraløbspræstation sidder oppe i hovedet – nu får jeg chancen for at bevise det.

Landsholdstræning

I søndags var vi samlet med ultralandsholdet i Odense. Det er altid motiverende at mødes med andre, der er lige så løbegale som en selv. Vi er tre kvinder og fem mænd, der skal deltage fra Danmark. Vi talte lidt om mål, selv om der er få, der bryder sig om at melde lige så klart ud, som jeg gør. Jeg kan også godt mærke, at jeg selv har været mindre skråsikker denne gang. Og så alligevel…

Mål og motivation

I 2014 gik jeg efter danmarksrekorden på knap 218 km og var overbevist om, at jeg kunne tage den. Denne gang har jeg et mål om at komme blandt top 10 til europamesterskaberne – og planen er at løbe et sted mellem 225-230 km. Da min landsholdstræner så forleden fik sagt, at det ville være flot, hvis jeg kunne løbe lige så langt som sidst, min manglende træning taget i betragtning, kunne jeg mærke, det gjorde noget ved mig. Jeg ved ikke, om han er klar over det – men han formår altid at sige det rigtige på det helt rigtige tidspunkt. Hvis min hofte 7, 9, 13 ellers holder hele løbet, så vil jeg dælme vise, at tre ugers manglende træning ikke skal gøre udfaldet for mit løb. Nu hvor jeg har måtte kæmpe så meget for at overvinde frustrationerne og har brugt så meget energi for ikke at tale om penge på forskellige former for behandling, så stiller jeg op for at give alt, hvad jeg har – og helt klart for at løbe længere end sidst. Jeg er omend endnu mere sulten på at løbe, end jeg ville have været, hvis jeg ikke havde været skadet.

God sæson

Derudover har det bortset fra hofteskaden været en sæson, hvor jeg har kunnet træne stort set, som jeg ville. To uger måtte jeg løbe halv distance pga. lidt knæproblemer, ellers har der ikke været det store. Og for godt en måned siden løb jeg som sagt mit bedste marathon nogensinde. På en bakket rute og på en varm dag skar jeg mere end fire minutter af min PR – det uden at have en eneste krise. Og det er det, jeg vil tænke tilbage på, når jeg skal løbe om tre uger. Lige såvel som jeg vil tænke på alle de frustrationer, som både jeg og min familie, særligt Morten, har måttet leve med. De skal ikke have været forgæves!

Går planmæssigt

Da min krop havde det allerværst, bestemte jeg mig for, at jeg mentalt kunne give det maksimalt tre uger helt uden træning. Derefter var der fem uger tilbage før EM, til at trappe op igen og til at lave nedtrapning før løbet. Sidstnævnte kommer derfor formentlig kun til at blive den sidste uge, hvor jeg normalt bruger to på at trappe ned. Men denne gang er der ikke så meget tid at give af. Desuden har min krop fået god tid til at restituere de sidste par uger, hvilket også har hjulpet på forskellige småskavanker. Dermed var der så fire uger til at få løbet lidt igen. Min plan var at løbe omkring 25 km den første uge, 50 den næste og derefter komme op omkring de 75-80 km på en uge. Første uge blev det til 34 km, den næste til 64 km. Jeg kunne formentlig sagtens have løbet mere, men udfordringen var ikke at starte for hurtigt op. Jeg skulle jo helst ikke blive skadet igen. Heldigvis har min krop kun fået det bedre og bedre i takt med, at jeg har løbet længere og hurtigere. I går løb jeg 18 km, hvoraf de sidste otte gik ok stærkt med 4.36min/km. Og jeg mærkede stort set ikke min hofte.

Tirsdagsbehandling i København

At jeg hver tirsdag den seneste tid har valgt at tage toget helt til København for at blive behandlet hos Marcus Heller eller hans kollega i Totum, har givet en helt naturlig hviledag, hvilket jeg tror er godt givet ud. Men jeg kan også mærke, at jeg på sådan en dag, hvor jeg sidder i toget på vej hjem fra behandling og hyggelig kaffeaftale i Kbh., hungrer efter at komme ud og få nogle flere kilometer i benene. Så helt skidt kan det ikke være.

De sidste forberedelser

De næste par uger bliver udfordringen, at komme helt op træningsmæssigt samt at få pakket lidt udstyr. Så længe jeg ikke vidste, om jeg ville blive klar, var motivation til at ordne de sidste ting som geler, vingummier mv. knap så stor. Nu er det med at få fingeren ud. Når det så er sagt, er jeg heller ikke den store planlægger, hvad det angår. Desto mere simpelt, jo bedre. Ved mit første 24-timersløb medbragte jeg selv 3 eller 4 energibarer. Det var så det. Men det gik godt. Så der er i min optik ikke grund til at gøre det mere kompliceret end som så. For det første er der jo et depot ved løbet. For det andet har de også butikker i Frankrig. Men de vingummier, som 32gi laver, vil jeg have købt en masse af. Geler skal jeg nemlig ikke have alt for mange af, før det går ud over maven. Vingummierne fungerer noget bedre.

Mental forberedelse

Derudover har hofteskaden gjort, at jeg denne gang har brugt noget mere energi på at blive klar mentalt. Ikke ved at visualisere løbet – det gør jeg altid, og det kommer også mere og mere, jo tættere løbsdatoen kommer på. Men mere i forhold til at få ryddet ud i ting og bekymringer, der fylder. Jo mindre jeg har i hovedet på dagen, desto bedre. Og da kroppen havde det allerværst, der havde humøret det heller ikke godt. To ting, der jo på mange måder hænger sammen og gensidigt påvirker hinanden. Men jeg tror på, at man præsterer bedre, hvis man er i balance. Derfor har jeg brugt meget tid og energi på at se mennesker, som jeg nyder at være sammen med; venner og familie. For det fylder mig op og gør mig glad. Ligeledes har jeg nydt at være sammen med ungerne, ligesom jeg har gjort ting, der ellers gør mig glad. En god gang bodySDS-behandling, en shoppetur, en lækker kop kaffe, en tur i biffen, ja sågar at få gjort ting færdige hjemme i huset – ting der fylder, fordi jeg gerne vil have dem af vejen. I haven mangler to bede og i huset tre radiatorer, der skal males. Jeg ved, der lyder tosset, men…

Perfektionisme og præstationer

Jeg er perfektionist af natur, så det har altid betydet meget for mig, at have styr på det derhjemme, når jeg fx skulle til eksamen eller præstere til ex et løb. At der så ikke kan se ud, som før vi fik tre små børn, er en anden sag. Derfor har jeg arbejdet med min perfektionisme, så jeg kan fungere med mere uorden, lige såvel som jeg ikke længere er slave af en træningsplan. Men det at få ryddet ud i ting, jeg gerne vil have gjort, betyder, at jeg samtidig får mere og mere fokus på det kommende løb. Når jeg om 16 dage står i Albi og skal løbe, skal der ikke være andet der fylder de næste 24 timer, end at jeg skal løbe – løbe alt hvad jeg kan, så jeg bagefter kan se mig selv i øjnene og sige, at det var det hele værd.

Jeg glæder mig! Til at prøve grænser og til at komme helt derud, hvor jeg ikke selv har kontrol med alting.