Måske vi som samfund skulle til at hylde og anerkende andet end præstationer?

Forleden var der en artikel i Politiken under overskriften: unge er ikke blevet mere skrøbelige, de er blot pressede.

I mine øjne er det glædeligt, der endelig er kommet større fokus på denne problematik med børn og unge, der mistrives under nutidens samfundsforhold. Endnu mere glædeligt er det, når eksperter mener, der er en vej frem, som når Professor Carsten Obel mener, at dagens ungdom rent faktisk har “potentiale til at blive om end meget robuste”.

Obel siger: “Overordnet er jeg ikke pessimist på ungdommens vegne. For jeg ser en kraft i ungdommen til at finde løsninger, til selvrefleksion over vej i livet og et stort gå-på-mod”. Derefter opfordrer han de voksne til i højere grad at lytte til de unge i stedet for at presse deres bekymringer – om de unge nu vil klare sig godt i et hastigt skiftende samfund – ned over hovedet på dem. “Vi skal passe på, at vores bekymringer ikke bliver til deres”.

Personligt er det også min oplevelse, at følgende, som Carsten fremhæver, betyder meget:

“De (unge) bliver bedt om i højere grad at tage ansvar for eget liv, vælge den rette uddannelse med det samme, dygtiggøre sig. Mange klarer det flot, men ikke alle unge har ressourcerne. For alle kan ikke få gode job, de gode karakterer, være populær, have den rigtige krop, og det øger presset”.

Man må dog ikke glemme, at de unge, som ER populære, får de gode job mm., også godt kan være blandt dem, der mistrives. Nok klarer de sig godt – men de kan være utroligt hårde ved sig selv og have det rigtigt skidt under facaden.

En anden væsentlig faktor er helt sikkert, at vi konstant er på, tilgængelige og bliver vurderet og ‘liket’ på alt, hvad vi siger og gør:

Som Obel siger det: “Samtidig bliver de unge i dag konstant overvåget og lader sig fremvise på sociale medier på en måde, som ingen tidligere har prøvet”.

Han kommer også ind på det problematiske i, at alle skal passe ned i samme kasse:

»Hvor er anerkendelsen af den visuelle, den musiske eller den kreative begavelse blevet af? Meget tyder på at disse evner er mindst lige så vigtige i fremtidens samfund. Vi fokuserer alene på boglige 12-taller, og overser alle de mange unge, der kan så meget andet«, siger han.

En anden ekspert siger i artiklen, at det for de unge i konkurrencesamfundet handler om at være en vinder:

»Det er som om, at alle mellempositionerne, altså det at være nummer 2, 3, 4, 5, er ved at blive en usynlig gråzone. Det øger faren for, at det normale rykker ned mod taberpositionen, fordi der er så meget fokus fra de unge og samfundet på at være vindere. Men de fleste af os tilhører jo midterfeltet – det gælder børn, unge og voksne. Og når man føler, at man har ansvaret for at skabe sig selv og hele tiden knokler for at være en vinder, fordi 4. pladsen er blevet ufedt, så kommer der altså et pres på de unge«.

Her tænker jeg personligt, det spiller en stor rolle, at vi via medier og sociale medier i dag altid kan måle os med de bedste. For når vi stort set hver eneste sommer kan læse om ‘superstudenterne’ i fx Politiken, ja så er det sjældent dem, der har fundet deres egen vej, har givet sig i kast med noget kreativt eller har bestået på trods af svære odds. Nej, så er det dem med et gennemsnit på over 12.

Måske vi som samfund skulle til at hylde og anerkende andet end præstationer? Tænk hvis der var en større accept og anerkendelse af vores forskellighed som mennesker. Tænk hvis det handlede mere om at finde sin egen vej og finde det, der gør os glade som mennesker. I min optik vil en styrket trivsel og livskvalitet være det, der giver det mest robuste samfund i sidste ende. Hvad mener du?

De pressede forældre – og døgnåbne daginstitutioner

I dag handlede Go’ Morgen Danmark om døgnåbne daginstitutioner. Fra politisk hold bør vi sikre forskellige muligheder for, at familier kan få hverdagen til at hænge sammen. Og for forældre med meget skæve arbejdstider eller natarbejde kan døgnåbne daginstitutioner være en mulig løsning. I mine øjne bliver det dog problematisk, hvis muligheder ikke længere forbliver muligheder, men udvikler sig til udtalte forventninger eller direkte krav. Jeg ønsker ikke at bevæge mig i retning af et samfund, hvor man eksempelvis forventes at stå til rådighed for natarbejde for at kunne få dagpenge eller anden understøttelse ved ledighed. Min mand kalder det et tænkt eksempel – dertil kommer vi aldrig. Men allerede i dag oplever jeg, at vi i højere grad skal være villige til at rejse eller bevæge os efter arbejde – også selv om transporttiden kan gøre det svært at få hverdagen med børn til at hænge sammen. Vi forventes i højere grad at flytte os rent fysisk eller geografisk efter arbejde. Hvad skulle forhindre, at det med fx døgninstitutioners øgede udbredelse vil blive krævet eller forventet, at vi i højere grad bevæger os efter arbejde over tid – fx ved at stå til rådighed for aften- og natarbejde. Er det en uomgængelig del af udviklingen, og er der kun EN vej frem? Eller bør vi være skeptiske og selv tage ansvar for, hvilken retning samfundet skal i? Jeg mener det sidste. Jeg ønsker et samfund med plads til mange forskellige muligheder at være forældre på – uden at det muliges kunst bliver nødvendighedens. Døgninstitutioner kan være løsningen for nogle. Selv ønsker jeg ikke at gøre brug heraf, og jeg ønsker ikke at forældre bliver tvunget til det. Det skal være – men også forblive – en mulighed.

Familiepolitik: Lad os bygge broer i stedet

Debatten om børnefamiliers kår har været karakteriseret ved fraværet at politikere. I hvert fald politikere, som taler børnefamiliernes sag. Desværre synes frontlinjerne kun at blive trukket skarpere og skarpere op. Familiepolitikken er ikke højt på den politiske dagsorden, men nogle medier lader også til at have en interesse i at gøre debatten meget sort/hvid. Selv har jeg som politiker en del gange forsøgt at komme til orde i bl.a. Politiken, der i den grad har givet spalteplads til indlæg om familiepolitik og været bannerfører på debatten – desværre uden held.

Jeg finder det utrolig ærgerligt, at mange børnefamilier må sidde tilbage med det indtryk, at vi politikere over en bred kam ikke interesserer os for familiernes kår. For mig er familiepolitik en mærkesag. Hvorfor skal vi arbejde allermest, når vi har små børn? Hvorfor ser vi det ikke som en investering i børnene, at forældre ikke går ned med stress og har mulighed for at sætte deres børns behov i centrum, når de har allermest brug for det?

I Radikale Venstre i København kæmpede vi ved de netop overståede budgetforhandlinger – desværre forgæves – for at bevare tilskuddet til pasning af barn i eget hjem. Familierne må selv foretage deres prioritering, men vi politikere må skabe et fleksibelt udbud af muligheder for at få hverdagen til at hænge sammen. Ikke alle forældre trives med at gøre karriere for fuld skrue, når børnene er små, og ikke alle børn trives med at være i institution på fuld tid, når de fylder 1 år. Børn og familier er forskellige, og derfor skal vi have en familiepolitik, der har et bredere sigte end blot at sikre gode daginstitutioner.

Jeg vil et samfund, hvor trivslen er i højsædet; forældres såvel som børns. Kun sådan skaber vi sunde borgere også i fremtiden, og kun sådan får vi et godt grundlag for at drive samfundet videre – også når det kommer til vækst og innovation. Derfor er jeg rigtig ærgerlig over, at det som politiker er så svært at komme til orde i debatten, så vi der arbejder i samme retning kan gøre det i fællesskab. Heldigvis har vi på Facebook fundet sammen i et Familiepolitisk Netværk. Men jeg håber, at også de skrevne medier fremadrettet vil bidrage til at bygge broer frem for blot at grave grøften dybere.

Radikale Venstre vil ikke ensrette børnepasningen

I indlægget “et familiepolitisk tilbageskridt for København” den 27. august kritiserer Janni Iben Stevn Hansen, at Københavns Kommune vil afskaffe tilskuddet til at passe sit barn i hjemmet. Hansen ser det som udtryk for en ensretning af kommunens pasningstilbud til børnefamilier. I Radikale Venstre kunne vi ikke være mere enige.

Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation bestående af S, SF og EL har netop nikket ja til at rulle en række dagpasningsmuligheder tilbage. Målet er, at børnefamilierne alle skal vælge en standardiseret, kommunal daginstitution. Den form for kassetænkning er ude af trit med børnefamiliernes behov for fleksibilitet og diversitet i den kommunale kernevelfærd.

Det er helt misforstået at tro, at børnefamilier er ens og derfor har brug for samme dagpasningsløsning. Børn og forældre er forskellige og skal ikke behandles som anonyme brikker i et forsøg på at standardisere vores liv.

Fra politisk hold skal vi skabe rammerne for, at den enkelte familie kan få hverdagen til at hænge sammen. Vurderer man, at det er bedst for ens barn at blive passet hjemme frem for i daginstitution, skal vi som kommune naturligvis bidrage til, at det kan hænge sammen.

Muligheden for i en periode på op til 12 måneder at passe barnet i hjemmet bidrager til en større variation i pasningstilbuddene. En variation som gør, at flere familier har mulighed for at finde et tilbud, der passer til dem som familie og til netop deres barn. Børn er ikke nødvendigvis klar til at komme i daginstitution på samme tidspunkt, og nogle har mere brug for den nærhed og tryghed, som kan skabes i hjemmet.

I Radikale Venstre ønsker vi, at København skal være en attraktiv by for børnefamilier, og det fordrer en variation i kommunens tilbud. Derfor skal vi naturligvis bevare de fleksible tilbud, som allerede findes. Det kan godt være, at tilskuddet til pasning i eget hjem blev indført, fordi der manglede pasningskapacitet. Men i Radikale Venstre mener vi, ordningen har en stor værdi i sig selv. Derfor vil vi ved budgetforhandlingerne, der starter fredag den 29. august, kæmpe for at redde ordningen.

Indlægget er skrevet sammen med min kollega i Borgerrepræsentationen, Tommy Petersen, og bragt i Information d.d.