Som politiker kæmper jeg også for mere fokus på familiepolitikken

Af Anne Marie Geisler Andersen, folketingskandidat for Radikale Venstre
i Nordsjælland

Den 13. juni efterlyste Sofie Maria Brand her i Information mere fokus på de pressede børnefamilier i valgkampen. Jeg tilhører selv en af dem, da jeg er folketingskandidat og fødte barn nummer tre kun en uge før valgets udskrivelse. Med andre ord så kender jeg til de balanceudfordringer, som mange børnefamilier står over for, og jeg
lytter til de eksperter, der bidrager i debatten. I det små har jeg forsøgt at skrive indlæg og afholde debatmøder om familiepolitik. Men jeg er ligesom Sofie Maria Brand ked af, at familiepolitikken ikke fylder mere. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været meget ærgerlig over de udmeldinger, der er kommet fra Christiansborg. Selvfølgelig er det op til forældrene at prioritere i deres liv, men det er op til politikerne at skabe de bedst mulige rammer for denne prioritering.

Mental sundhed og familiepolitik er mine mærkesager, og de hænger i den
grad sammen. En familiepolitik har nemlig, hvis den ellers har børnene i fokus, stor betydning for, at vores børn får den bedst mulige start på livet. At de bliver robuste, med et godt selvværd og modstandskraft,
hvilket kan være med til at forebygge, at så mange rammes af psykiske problemer og lidelser. Ifølge Børns vilkår kan mange børn i dag ikke tale med deres forældre – enten fordi de ikke er der rent fysisk,
eller fordi de simpelthen ikke er nærværende.

Børn kræver tilstedeværende og nærværende voksende for at få den
bedst mulige start på livet, og det skal vi skabe rum for – både hvad angår pædagoger og forældre. Personligt er jeg derfor meget optaget af at sikre, at forældre har mulighed for at arbejde mindre, mens deres børn er små, ligesom jeg arbejder for minimumsnormeringer i vores daginstitutioner.

I mit parti, Radikale Venstre, har vi som en del andre partier endnu ikke nogen officiel familiepolitik. Men da jeg finder en sådan helt i tråd med vores fokus på en tidlig og forebyggende indsats samt vores ønske
om at tænke langsigtet og investere i fremtiden, kæmper jeg som kandidat for, at vi får en. En familiepolitik er – og bør være – en investering i vores børn!

Børn af psykisk syge skal ikke rammes dobbelt

Onsdag den 4. marts offentliggjorde Psykiatri Fonden en undersøgelse, der viser, at børn af psykisk syge forældre har en stor risiko for selv at blive syge. Omkring 80.000 børn og unge vokser i Danmark op i familier med psykisk sygdom, og heraf oplever næsten halvdelen selv at få psykiske problemer. Desværre eksisterer der endnu ikke noget systematisk tilbud om hjælp til disse børn.

Særligt den personlige historie i Politiken ramte mig – den kunne lige så godt kunne have været min egen. Rent faktisk var det netop min opvækst med en far, der blev ramt af psykisk sygdom, som fik mig til at gå ind i politik. Min far fik ikke den rette hjælp i tide, og det gjorde vi børn heller ikke. Vi passer da også glimrende ind i statistikken; min søster gik fri, jeg blev efterfølgende diagnosticeret flere gange med bl.a. depression. Gentagne gange er det kommet bag på mig, hvor meget min fars sygdom har påvirket – og stadig påvirker mig – også selv om jeg har haft 20 år til at lære at leve med dem.

I lande som Sverige og Norge har man ved lov indført et systematisk tilbud om hjælp til børn, der er pårørende til alvorligt syge. I Norge har alle hospitaler eksempelvis en børneansvarlig sundhedsperson, som skal afklare, om alvorligt syge patienter har børn, kortlægge barnets behov for information og opfølgning samt sikre sidstnævnte. I Danmark sker der lidt på området, men langt fra nok. I Region Hovedstaden eksempelvis er man godt på vej på dette område, som man har arbejdet med i flere år. Ligeledes afsatte Folketinget i den seneste satspuljeaftale midler til at hjælpe børn, der er pårørende. Men samlet set er indsatsen spredt, utilstrækkelig og langt fra systematisk.

Ved at sikre den nødvendige hjælp i tide, vil vi kunne forebygge, at børn af forældre med psykisk sygdom selv udvikler psykiske eller sociale problemer. Dette handler både om at tilbyde børnene tidlig hjælp samt at støtte forældrene i at hjælpe deres børn bedst muligt. Altså en hjælp, der har fokus på hele familien. Rent faktisk er netop børn af mennesker med psykisk sygdom et af de allermest oplagte steder at sætte ind, hvis vi gerne vil blive bedre til at forebygge psykisk sygdom. Derfor går jeg til valg på, at vi sikrer alle disse børn en ret til og mulighed for at få den nødvendige hjælp. De er mange, og det koster – men både menneskeligt og økonomisk koster det så sandelig også at lade være!

Indlægget er bragt i Frederiksborg Amts Avis d.d.

Nu skal den mentale sundhed styrkes

16. maj var jeg stolt over at være radikal og som tidligere folketingsmedlem at have medvirket til at dagsordensætte psykiatrien. Regeringens ny psykiatrihandleplan er starten på en opprioritering af psykiatrien, som længe har været tiltrængt. Det er et kæmpe skridt mod ligeværd for mennesker med psykiske lidelser, at de ikke skal vente længere på udredning og behandling end fysiske syge. Derudover kommer der fokus på forebyggelse. En styrkelse af den mentale sundhed vil reducere antallet af mennesker, der rammes af psykisk sygdom, samt gøre det lettere at leve et godt liv med psykisk sårbarhed.

Indlægget er bragt i Politiken den 26. maj 2014 under titlen “radikal stolthed”.

Den mentale sundhed skal styrkes

Fredag den 16. maj 2014 var en stor dag for psykiatrien. Regeringen fremlagde handlingsplanen: ”Ligeværd – nyt fokus for indsatsen for mennesker med psykiske lidelser”, som var fulgt op af 1.6 mia. kroner over de næste fire år.

Planen indeholder rigtig mange gode tiltag for mennesker, som bliver ramt af psykisk sygdom, og deres pårørende. Et kæmpe skridt på vejen til ligeværd er, at mennesker med psykiske lidelser i fremtiden ikke vil skulle vente i længere tid på udredning og behandling end mennesker med fysisk sygdom.

Jeg er især glad for, at der med handlingsplanen endeligt kommer fokus på, at psykiske lidelser kan forebygges. Det omhandler bl.a. et bedre psykisk arbejdsmiljø, mindre nedslidning på arbejdsmarkedet samt bedre støtte til børn af mennesker med psykisk sygdom. Alt for længe har forebyggelsesindsatsen ensidigt været centreret om, at vi skal leve længere. Det er på høje tid, at vi også kommer til at leve bedre – at livskvaliteten kommer i fokus. En generel styrkelse af den mentale sundhed vil både reducere antallet af mennesker, der rammes af psykisk sygdom, samt gøre det lettere at leve et godt liv med psykisk sårbarhed.

Det er også meget positivt, at Regeringen vil skabe bedre muligheder for at dyrke motion i psykiatrien. Dette dog hovedsageligt med henblik på at nedbringe anvendelsen af tvang. Det er mit håb, at motion med tiden vil komme til at spille en endnu større rolle i den psykiatriske behandling. Udover at kunne reducere tvangen, vil motion også kunne medvirke til at nedsætte medicinforbruget. Ligeledes vil det kunne forebygge en lang række livsstilssygdomme hos mennesker med psykisk sygdom.

Forsøg med at inddrage borgere med brugererfaring er et modigt tiltag, der vil kunne gøre en stor forskel. Således kan det være med til at vise den syge, at der er håb forude samtidig med, det er af stor værdi for en tidligere psykiatribruger at kunne bruge sin erfaring til at hjælpe andre.

At løse speciallægemanglen er derimod slet og ret en forudsætning for at kunne gøre mange af de andre ting, som står i handlingsplanen. Dette skal bl.a. ske via kompetenceflytning, hvormed psykologer kommer til at spille en større rolle både i forbindelse med udredning og behandling. På samme måde er øget forskning gennem en national forskningsstrategi en nødvendighed for fremadrettet at kunne skabe en indsats af høj kvalitet.

Sidst vil jeg gerne fremhæve, at der laves en koordineret indsatsplan for mennesker med dobbeltdiagnoser i form af et misbrug og en psykiatrisk lidelse. Dette er en gruppe mennesker, som vores nuværende system langt fra er gearet til at sikre den nødvendige behandling. Psykiatrien afviser ofte mennesker med misbrug, ligesom den kommunale misbrugsindsats ikke er god nok til at tage hånd om misbrugernes psykiske lidelser.

Fredag den 16. maj var jeg både stolt over at være radikal og stolt over, som tidligere folketingsmedlem, at have været med til at sætte psykiatrien på dagsordenen. Regeringens handleplan indeholder rigtig mange væsentlige initiativer på området. Og den er starten på en opprioritering af psykiatrien, som længe har været tiltrængt.

Indlægget er bragt i Frederiksborg Amts Avis den 20. maj 2014

Socialborgmester gambler med socialrådgivere på skolerne

Af Henrik Nord, gruppeformand for Radikale Venstre i Københavns Borgerrepræsentation og Anne Marie Geisler Andersen, næstformand for Socialudvalget

I dag findes der en glimrende ordning i de københavnske folkeskoler, idet samtlige skoler har en socialrådgiver tilknyttet. Dem kan såvel børn som forældre henvende sig til for hjælp og rådgivning. Samtidig hjælper de lærerne med at håndtere børn med sociale og psykiske problemer. Socialforvaltningen fik i budget 2011 en tre-årig bevilling på 12 mio. kr. til denne ordning, som udløber i år. Ordningen er en kæmpe succes, der har været med til at styrke indsatsen for sårbare og udsatte unge og deres familier. Socialrådgiverordningen har gjort det muligt på et tidligt stadie at fange og holde hånden under de tilfælde, hvor der har været mistanke om en bekymrende trivsel og udvikling.
Til vores store undren har den socialdemokratiske socialborgmester, Jesper Christensen, valgt at gamble med ordningen, idet han ikke har sikret den en fremadrettet finansiering i udvalgets budget. Derfor er ordningen reelt i fare for at blive nedlagt – og det er en virkelig ærgerlig og meget trist prioritering.
Som nye medlemmer af Borgerrepræsentationen er vi dybt forundrede over, at den ansvarlige borgmester med en så vellykket ordning ikke sørger for, at forvaltningen finder pengene i dens eget budget. Ordningens videreførelse vil nu kun være sikret, hvis den bliver taget med ved budgetforhandlingerne senere på året. Det er en pudsig måde at føre politik på, at man ikke selv løfter ansvaret for en så vigtig prioritering, men blot skyder bolden videre.
Det er i hvert fald et slag for de svage og udsatte unge, som man for nuværende hjælper på et tidligt stadie, inden problemerne når at vokse sig store og uoverstigelige. Med ordningen tilbyder man en langsigtet strategi med en forebyggende indsats, som lønner sig nu og her og også på den lange bane. Med al tydelighed er det bevist, at en tidlig indsats virker, og derfor er det en gal vej at gå, når socialborgmesteren ikke sikrer videreførelse af en ordning, der for relativt få midler har så stor en effekt.
Derfor appellerer vi nu fra Radikale Venstres side til, at socialborgmesteren gør alt, der står i hans magt for at få videreført denne så vellykkede ordning. Borgmesteren bør ville agere forpost for udsatte børn og unge, så de hjælpes med at håndtere små problemer, førend de vokser sig store og samtidigt dyre for samfundet. En fremskudt og tidlig indsats virker, og det er den vej en fremsynet og visionær borgmester bør gå.

Indlægget er bragt i Østerbro Lokalavis

København skal have hjemløsepakke – med fokus på forebyggelse

Antallet af hjemløse er steget støt de seneste år, og København er den danske by med flest hjemløse. Desværre ender også flere og flere unge på gaden. Derfor bør Københavns Kommune vedtage en hjemløsepakke, der imødegår denne udfordring.

Først og fremmest skal vi have flere skæve boliger. Disse er særligt egnet til hjemløse, populære hos målgruppen, og rehabilitering af hjemløse via disse giver positive resultater. Derfor er det utrolig trist, at Københavns Kommune nu tilbagebetaler 73 millioner til Socialministeriet, som de havde fået til opførelse af flere skæve boliger. Taget i betragtning, at en skæv bolig er markant billigere end en herbergplads, undrer det meget, at Kommunen ikke har kunnet finde de fornødne ekstra midler til drift at flere skæve boliger.

Den store stigning i antallet af hjemløse betyder, at vi ikke kun skal afhjælpe, men også forebygge hjemløshed. Alle udsatte boligområder bør have en social vicevært og tilbyde gratis gældsrådgivning for at forebygge, at mennesker sættes på gaden. Ligeledes skal udsatte unge kunne henvende sig i ét fælles ungehus for at få en helhedsorienteret hjælp til deres problemer, uanset om de omhandler uddannelse, beskæftigelse eller er af social karakter. I dag falder for mange mellem flere stole.

Unge mennesker, der allerede er blevet hjulpet ud af hjemløshed, skal sikres efterværn, som kan forebygge ny hjemløshed. Disse unge skal have én fast sagsbehandler og én fast mentor, og hjælpen skal både indeholde praktisk støtte til etablering af et hjem, hjælp til håndtering af privatøkonomi og evt. medicinforbrug, samt hjælp med uddannelse og beskæftigelse.

Især kombinationen psykisk sygdom og misbrug udgør en særlig udfordring. Hele 31 pct. af de hjemløse har en såkaldt dobbeltdiagnose. Dertil kommer, at andre omstændigheder som fx arbejdsløshed kan medvirke til en ond spiral. Desværre bliver alt for mange udsatte borgere kastebolde mellem offentlige instanser, ofte uden at disse kommunikerer effektivt med hinanden. Dette gælder ikke mindst mht. den kommunale misbrugsbehandling og den regionale behandlingspsykiatri.

Ifølge eksperter er den bedste hjælp til mennesker med dobbeltdiagnoser en integreret indsats, der tager hånd om begge problematikker. Derfor foreslår vi i Radikale Venstre, at Københavns Kommune i samarbejde med Region Hovedstaden opretter et Psykiatriens Hus i København. Her skal socialt udsatte med mangeartede problemer som misbrug, psykisk sygdom og arbejdsløshed kunne få en helhedsorienteret indsats. Psykiatriens Hus skal både rumme distriktspsykiatrisk og socialpsykiatrisk hjælp, samt kommunale ansvarsområder som beskæftigelsesindsatsen.

Sidst skal Københavns Kommune i samarbejde med frivillige organisationer afdække, hvordan vi i fællesskab bliver bedre til at forebygge hjemløshed.

Psykiske lidelser koster dyrt

Antallet af mennesker, der rammes af psykiske lidelser har længe været stigende. Men selv om det psykiske arbejdsmiljø spiller en stor rolle i forebyggelsen af psykisk sygdom, har indsatsen på dette område desværre været meget mangelfuld. For nyligt blev der på europæisk plan etableret et netværk af virksomheder, som vil blive bedre til at håndtere det stigende problem med depression på arbejdspladsen. Når de store menneskelige omkostninger ikke har været tilstrækkeligt incitament til handling, er det glædeligt, at erhvervslivet nu for alvor har fået øjnene op for, at et dårligt psykisk arbejdsmiljø koster – også i kroner og øre.

Indlægget blev bragt i Information den 26. oktober 2013

Et sundt København

Længe har der været fokus på, at vi skal leve længere. Men hvorfor leve længere, hvis vi ikke også lever godt? Jeg kæmper for større fokus på den mentale sundhed. Forebyggelsesindsatsen bør udover kost, rygning, alkohol og motion også omhandle stress og psykiske lidelser. Det kræver ikke mindst en styrket og tidlig indsats fra sundhedsplejen. Ligeledes bør det være lettere at gå på deltid. Ikke mindst den travle børnefamilie vil have gavn af dette.

Særligt motion har stor betydning for vores trivsel. Derfor skal vi have flere skoler og børnehaver med idrætsprofil. Københavns grønne områder skal benyttes til parkbørnehaver som supplement til udflytter- og skovbørnehaver, så transporten minimeres.

Byrummet skal invitere til leg og bevægelse, men ingen skal blive syge af at trække vejret. Det gælder ikke mindst vores børn eller mennesker, som bruger byen til at holde sig i form. Derfor skal luftforureningen bekæmpes via bedre forhold for cykler og en styrket kollektiv transport.

Sidst arbejder jeg for et beskæftigelsessystem med færre regler, så indsatsen kan målrettes og gøres meningsfuld for den enkelte.

Privat bor jeg på Amagerbro med min mand og vores to små piger. Jeg er sundhedspolitisk rådgiver, tidligere Medlem af Folketinget og på landsholdet i 24-timersløb.

Indlægget er bragt som kandidatpræsentation i Amagerbladet den 29. oktober 2013 

 

Videnssamfundets grænseløshed giver os ADHD

I produktionssamfundet blev kroppen slidt ned, i videnssamfundet går det ud over psyken. Skal vi bremse udviklingen i antallet af psykisk syge, skal vi se på indretningen af hele vores samfund – både arbejdslivet og fritiden

Debatten om psykisk sygdom omhandler desværre oftest medicin og overdiagnosticering. Derfor er jeg glad for, at Sundhedsministeren har opfordret til at belyse de samfundsforhold, som gør, at flere mistrives og rammes af psykisk sygdom.

Et væsentligt forhold er, at vi i dag kan arbejde når som helst og hvor som helst. Arbejdet udgør en stor del af manges identitet, hvorfor arbejdsmæssige præstationer har enorm betydning. Flere og flere rammes af stress, som f.eks. kan udløse angst og depression. For nylig advarede en ekspert om, at et stigende antal danskere ikke kan lægge arbejdet væk i ferien og dermed aldrig får en reel pause.

Også ledige rammes af stress. Den høje arbejdsløshed taget i betragtning undrer det, at vi ikke gør det lettere at gå på deltid – f.eks. for børnefamilier. I stedet skal beskæftigede yde mere, og ledige mødes af flere krav. På egen krop og gennem venner har jeg oplevet, hvordan beskæftigelsesindsatsens mange regler, kontrol og manglende målrettethed får selv ressourcestærke til at miste troen på sig selv.

Sidste år gik jeg i et gruppeforløb for mennesker med OCD. Flere måtte melde sig raske, fordi sygedagpengene ikke kunne forlænges. At de var underlagt samme krav som raske dagpengemodtagere, satte dem ofte tilbage i behandlingen. Beskæftigelsessystemet er ikke for psykisk sårbare.

Ingen pauser

I dag er der ikke mange naturlige pauser, og arbejdet flyder ofte sammen med fritiden. Lukkelovens afskaffelse er udtryk for, at samfundets ydre rammer udviskes. Vi kan være på hele tiden, og selve muligheden for at være det betyder, at mange arbejdsgivere også forventer fleksible medarbejdere. For mennesker med brug for faste rammer – f.eks. ADHD-ramte – er det en udfordring.

Samtidig skal vi selv skabe rammer og mål for vores arbejde. Tendensen spores så tidligt som i folkeskolens krav om ansvar for egen læring, og jo længere man kommer i uddannelsessystemet, desto mere skal man selv kunne tilrettelægge sin tid. På universitetet læste jeg ofte i døgndrift; mit selvværd afhang af gode karakterer, og på grund af min ADHD var jeg ikke god til at sætte grænser. Flere gange fik jeg stress, som to gange endte i depression. Jeg tror altid, der har været mennesker med de udfordringer, som kan føre til stress eller en ADHD-diagnose. Men det er blevet sværere at begå sig, hvis man har vanskeligt ved at prioritere.

Mediebombardement

Teknologien og et fragmenteret mediebillede gør, at vi bombarderes med informationer. Ligeledes øges forventningerne til, at vi konstant er på. Vi skal have nemkonto og e-boks, lægen kommunikerer digitalt, og arbejdsløse skal frekventere diverse hjemmesider. De mange kommunikationsformer og -fora kan give megen stress. I produktionssamfundet blev kroppen slidt ned, i videnssamfundet er det psyken.

Medierne spiller også en rolle mht. stress, angst og depression. Vi bombarderes med idealer for udseende, motion mv. og kan konstant sammenligne os med de bedste. Dette hvad enten det gælder studerende, som sprænger karakterskalaen eller chefen, som klarer jobbet med bravur, laver hjemmebag, dyrker motion mm. Vi får sjældent det hele billede – for selvfølgelig kan ingen levere toppræstationer på alle livets områder på én gang.

Mediernes evige fokus på sygdom og død kan også øge angsten f.eks. hos mennesker med OCD. I forebyggelsens hellige navn hører vi om risici for alverdens sygdomme. F.eks. i forbindelse med graviditet gør de utallige vejledninger og råd, at man kan bekymre sig i en uendelighed. Min veninde blev frarådet at gå ud i myldretiden, da det kunne give stress. Hvis man ikke er stresset, bliver man det af de mange forskrifter.

Valg på valg

Vi skal også hele tiden tage stilling til et utal af valgmuligheder, samt hvor vi er på vej hen. For vi skal helst være på vej. Unge skal tidligere vælge retning og helst ikke have mange sabbatår. Konstant skal vi udvikle os, og vi skifter job og ægtefælle oftere. Også teknologien medfører nye valg, og de mange muligheder tvinger os til at vælge og leve med konsekvenserne. Siger man f.eks. nej til nakkefoldsscanning, kan man indirekte blive ansvarlig for at føde et barn med handicap.

Jeg påstår ikke, at samfundets strukturer direkte forårsager psykisk sygdom. Men har man en medfødt sårbarhed, kan ydre faktorer medvirke til at udløse en sådan. Vil vi imødegå den voksende udfordring med psykisk sygdom, må vi forholde os til, hvordan vi organiserer samfundet.

Kommentaren blev bragt i Information den 29. august 2013