Retten til at komme sig – skal også gælde ved psykisk sygdom

Psykiateren gav omtrent følgende svar: “Var du kommet i dag, havde du ikke fået diagnosen, for du lever ikke op til diagnosekriterierne. Men du kan ikke komme af med diagnosen.”

Forleden var jeg til psykiater for at få en revurdering af min psykiske tilstand. Jeg har været ramt af depression i 2003 og i 2008, i 2010 fik jeg en ADHD-diagnose, og i 2012 gik jeg i et gruppeforløb for OCD-ramte.

Depressionerne har jeg lært at forebygge

Depression er der ingen tvivl om, at jeg ikke lider af på nuværende tidspunkt. Om jeg nogensinde bliver ramt igen, er ikke til at vide. Begge mine depressioner har helt eller delvist været udløst af stress. Mit håb er, at jeg er blevet så god til at forebygge stress, at jeg ikke vil få flere stressudløste depressioner. I hvert fald er der gået længere tid siden min anden depression i 2008, end der gik fra den første i 2003 til den anden. Så det går den rigtige vej. Derudover har jeg ikke været ramt af stress siden 2008, som jeg var det adskillige gange mellem 2003 og 2008.

Selvfølgelig ville jeg kunne få en depression igen en dag, hvis jeg blev udsat for noget meget traumatisk – men hvem ville ikke kunne det? Uanset hvad, så bliver depression ikke betragtet som en permanent lidelse på samme måde som fx ADHD, så her er ingen ko på isen.

OCD påvirker mig ikke meget

En egentlig OCD-diagnose har jeg aldrig rigtig fået. Men min læge må have vurderet, at jeg kunne profitere af behandling, siden han henviste mig til et behandlingsforløb. Jeg er dog ikke længere påvirket af det i en grad, så det nedsætter min funktionsevne. Men jeg arbejder stadig med min perfektionisme og trang til orden, hvilket jeg måske altid vil komme til at gøre i et eller andet omfang. Længe er det dog gået den rigtige vej, og jeg drømmer da også om – og tager tilløb til – en dag at kunne træffe beslutningen om, at nu er det slut.; Nu dropper jeg ideen om det perfekte og om at have kontrol én gang for alle.

Jeg tror på, det vil ske på et tidspunkt. Uanset hvad, så rykker jeg hele tiden. Om jeg ville få en diagnose i dag, ved jeg ikke, men lige nu er det heller ikke så vigtigt. For jeg ved, at jeg stadig kan komme endnu længere på dette område og arbejder stadig med det. Jeg er dog hverken ramt af angst eller hæmmet af det i min dagligdag i nævneværdigt omfang, så en alvorlig lidelse er der ikke tale om.

ADHD-diagnosen kan jeg ikke slippe af med

ADHD-diagnosen derimod har jeg svært ved at forene mig med den dag i dag. For nylig tog jeg derfor til en psykiater med henblik på at få en revurdering af denne diagnose. Efter at have gennemgået et meget langt spørgeskema sammen med psykiateren og min mor, som kunne bidrage med svar omkring min barndom, gav psykiateren omtrent følgende svar: ”Var du kommet i dag, havde du ikke fået diagnosen, for du lever ikke op til diagnosekriterierne. Men du kan ikke komme af med diagnosen.”

Ifølge psykiateren har jeg lært at mestre mine ADHD-vanskeligheder, så jeg ikke er funktionshæmmet inden for et eller flere livsområder, hvilket er en forudsætning for at stille diagnosen. Der er dog ingen tvivl om, at hele min personlighed er kendetegnet ved mange af de ting, som karakteriserer mennesker med ADHD. Men hvorfor skal jeg blive ved med at rende rundt med en diagnose, hvis jeg ikke har symptomerne i tilstrækkelig grad? Hvad skal man så med definitionen af, hvornår man har ADHD? Havde jeg ventet til i dag med at gå til en psykiater, havde jeg aldrig fået diagnosen. Men fordi jeg søgte hjælp og svar i 2010 og efterfølgende har arbejdet mig ud af det, så skal jeg have diagnosen på livstid.

Når jeg eksempelvis holder foredrag om min psykiske sårbarhed, synes jeg, det er misvisende at sige, at jeg har ADHD. Et eller andet sted synes jeg heller ikke, det er rimeligt over for de mange mennesker, som vitterligt har store vanskeligheder som følge af ADHD. Jeg identificerer mig ikke længere med diagnosen, fordi jeg ikke længere føler mig hæmmet af min store energi, eftersom jeg har lært at styre mit aktivitetsniveau og min impulsivitet. Jeg får da heller ikke medicin, men bruger motionen og et hav af andre mestrings-strategier fx i forhold til planlægning.

Hvad mere er, at mine ADHD-symptomer var tydeligst i årene efter, at min far blev alvorligt syg med depressioner. Psykiateren startede med at sige, at en belastningsreaktion, som godt kan udløses af en forælders psykiske sygdom, kan minde rigtig meget om ADHD. Det er helt klart min oplevelse, at min fars sygdom har forstærket mine ADHD-symptomer, og den vil nok altid påvirke mig i en eller anden grad. Men jeg kan mærke, at det har hjulpet at få den lidt på afstand.

Jeg er ikke imod diagnoser – det er et meget nyttigt redskab til at få den rette hjælp. Men uanset, om man betragter ADHD som en permanent hjernefejl eller ej, så forstår jeg ganske enkelt ikke, hvorfor man ikke vil tage min diagnose fra mig, når jeg ikke længere lever op til kriterierne?

Desuden har den del, der omhandler, at symptomerne skal have været til stede i en vis grad i barndommen, aldrig været opfyldt. Alligevel fik jeg diagnosen, fordi nogle psykiatere mener, at symptomerne ikke behøver at have været til stede i barndommen, da man på forskellig vis kan kompensere. Jeg skulle have kompenseret med min høje IQ, al min motion og den faste struktur i hjemmet.

Men når jeg nu heller ikke længere er hæmmet i hverdagen, som jeg var, dengang jeg jævnlig kørte så hårdt på, at jeg blev ramt af stress, hvorfor skal jeg så fastholdes i diagnosen? Hvem får noget ud af det? Jeg gør i hvert fald ikke. Til gengæld sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg ikke får lov at komme videre i livet.

Forstil dig at have fx forhøjet blodtryk eller en anden livsstilssygdom, som man kan afhjælpe ved at omlægge sin livsstil. Du kommer til lægen og får at vide, at du ikke længere har forhøjet blodtryk, men det vil fortsat stå i din journal, at du lider af det. Hvordan ville du have det med det? Eller du har været i behandling for kræft, er blevet helbredt, og alligevel står der stadig i din journal, at du er kræftramt.

Jeg er normalt ikke tilhænger af ideen om, at man ’shopper’ rundt mellem psykiatere, indtil man får det svar, man ønsker. Men jeg ved, det kan lade sig gøre at finde psykiatere med forskellige tilgange til tingene. Jeg håber, der i fremtiden kommer flere af slagsen, som har den tilgang, at det kan lade sig gøre at komme sig.

I hvert fald opgiver jeg ikke kampen om retten til at blive rask. For jeg ved, jeg ikke er den eneste, der kæmper den. Fx kender jeg en fyr, som har skizofreni med fuld remission – hvilket betyder, at han helt er kommet sig. Han har ikke haft symptomer i mange år, men alligevel kan han ikke få slettet sin diagnose og derfor heller ikke få det job, han drømmer om.

Det eneste, der i mine øjne kommer ud af at fastholde folk i en diagnose er, at færre vil søge hjælp, hvis de har psykiske problemer. En af mine veninder sagde på et tidspunkt, at dette var en overvejelse, hun havde gjort sig i forbindelse med en depression. Hvis hun skulle ’mærkes’ for livet, var hun ikke sikker på, at hun ville opsøge behandling. Ligeledes kan en diagnose forhindre folk i at kunne forfølge deres drømme fx i forhold til et job. Det kan også gøre det svært at blive forsikret, adoptere og sikkert en masse andre ting, som jeg endnu ikke er stødt på. Er det rimeligt?

Jeg synes det ikke. Og derfor vil jeg kæmpe for, at retten til at blive rask også kommer til at gælde for mennesker med psykisk sygdom.

Psykisk sygdom: Børns baggrund skal ikke afgøre deres fremtid

Alle børn skal have den bedst mulige start på livet. Desværre har en undersøgelse fra Psykiatri Fonden vist, at næsten hvert andet barn i familier med psykisk sygdom selv får selv psykiske problemer. Alligevel eksisterer der endnu ikke noget systematisk tilbud om hjælp til disse børn.

Rent faktisk var det lige netop min opvækst med en far, der blev ramt af psykisk sygdom, som fik mig til at gå ind i politik. Min far fik ikke den rette hjælp i tide, og det gjorde vi børn heller ikke. Vi passer da også glimrende ind i statistikken; min søster gik fri, og jeg blev efterfølgende diagnosticeret med bl.a. depression. Gentagne gange er det kommet bag på mig, hvor meget visse oplevelser stadig sidder i mig – det selv om jeg har haft 20 år til at lære at leve med dem.

Alt for mange af de berørte børn bliver en slags ’små voksne’, som tager sig af deres forældre og lever med bekymringer, som er alt for store for et barn at bære. Ikke mindst hvis man må gå alene med disse, fordi de kan være rigtig svære at tale om. For de børn, som kun har den syge forælder, er belastningen endnu større.

Allervigtigst tror jeg det er som pårørende at lære at passe på sig selv. For mig er dette kun blevet endnu tydeligere, efter jeg selv er blevet mor. Jeg er nødt til at lære at give slip og ikke lade min fars sygdom påvirke mig mere – selv om det er lettere sagt end gjort.

I lande som Sverige og Norge har man ved lov indført et systematisk tilbud om hjælp til børn, der er pårørende til alvorligt syge. På alle norske hospitaler er der en børneansvarlig sundhedsperson, som skal afklare, om alvorligt syge patienter har børn, undersøge disses behov for hjælp og tilvejebringe denne.

I Danmark er vi ikke helt så langt fremme. I den seneste satspuljeaftale afsatte man midler til at støtte en række projekter på området, og her i Region Hovedstaden har man også arbejdet med det de seneste år. Men overordnet set er indsatsen spredt, utilstrækkelig og langt fra systematisk.

Ved at sikre den nødvendige hjælp i tide kan vi forebygge, at børn, der vokser op med en forælder med psykisk sygdom, selv udvikler psykiske eller sociale problemer. Dette ved både at tilbyde børn i risikogruppen tidlig hjælp, samt ved at støtte forældrene i at hjælpe deres børn bedst muligt.

Derfor går jeg til valg på, at vi sikrer alle børn af forældre med alvorlig psykisk sygdom en mulighed for at få hjælp på linje med vores nabolande. Der er mange, og det koster – men det koster så sandelig også at lade være!

Bragt i Frederikssund og Rudersdal Lokalavis primo juni 2015

 

Mental sundhed kræver handling

Hvis man beskæftiger sig med psykiske lidelser og mental sundhed, blev man næppe overrasket over konklusionen i den undersøgelse, Vidensrådet for forebyggelse offentliggjorde lørdag den 27. september. Her fremgår det, at det går den forkerte vej med den mentale sundhed – særligt blandt unge. Til gengæld kan det undre, at vi endnu ikke er nået længere end til undersøgelser, der slår omfanget af mistrivslen fast. Lad os da se at få klarlagt årsagerne, så vi kan komme hen til, hvad vi så kan gøre ved det.

For nylig afsatte regeringen 60 millioner kroner til psykiatrisk forskning, hvilket er meget tiltrængt. Det er mit håb, at en del af disse vil gå til forskning i, hvordan vi bliver bedre til at styrke den mentale sundhed og derved forebygge psykiske lidelser. For psykisk sygdom både kan og skal forebygges – og jo tidligere indsats, desto lettere er det at komme sig.

Der er mange steder at tage fat. Vi skal blive bedre til at ruste unge til et liv med et hav af valg og muligheder, og undgå at så mange unge rammes af stress, angst eller depression, fordi de har urealistisk høje
forventninger til egen livsførelse. Ligeledes vil en indsats over for børn og unge i svære livssituationer være et godt sted at starte. Vi ved, at børn, der vokser op med forældre med for eksempel misbrug eller
psykisk sygdom, har større risiko for selv at udvikle disse lidelser. Det samme gælder børn og unge, der oplever forældres langvarige sygdom, selvmord eller selvmordsforsøg.

Konkrete løsninger
Da jeg var barn, og min far blev ramt af alvorlige depressioner og efterfølgende forsøgte selvmord, var der ingen, som tilbød os børn hjælp eller støtte. Siden da har jeg mange gange været ramt af alvorlig
stress. To gange så alvorligt, at det gik over i en depression. Som mange
unge i dag havde jeg urealistisk høje forventninger til mig selv, fordi
jeg via præstationer søgte den opmærksomhed og anerkendelse, jeg
manglede hjemmefra. Det har taget mange år at nå dertil, hvor jeg føler
mig robust.

Desværre lader det ikke til, der er sket meget på området de sidste 20
år. Når systemet, hvad enten det er det sociale eller sundhedsvæsnet, bliver bekendt med voksne i ovennævnte situationer, så bør det altid undersøges, hvorvidt de har børn. Og ikke mindst, hvorvidt børnene har behov for hjælp. Det er så tiltrængt med øget fokus på den mentale sundhed, men lad os nu også få fokus på de konkrete løsninger.

Indlægget er bragt i Information d.d.

Hjemløshed: Billige boliger er ikke nok

Antallet af hjemløse er steget støt gennem de seneste år, og København har en kedelig rekord som den danske storby med flest hjemløse. Desværre ender også flere og flere unge på gaden. Regeringen har netop fastsat en række 2020-mål, hvoraf et omhandler at reducere antallet af hjemløse. Det er et rigtigt godt initiativ, men i den forbindelse bør man være opmærksom på en gruppe, som har det meget svært i dagens Danmark.

For en del hjemløse er billigere boliger nemlig ikke nok, eftersom de slås med flere problemer end blot manglen på tag over hovedet. Således har hele 31 pct. af de hjemløse både et misbrug og en psykisk lidelse. Denne såkaldte dobbeltdiagnose er for mange selve årsagen til, at de er endt på gaden eller herberget, hvorfor behandling er nøgleordet.

Desværre er hjælpen til mennesker med dobbeltdiagnoser langt fra tilstrækkelig, idet regionen tager sig af de psykiatriske lidelser, mens kommunen varetager misbrugsbehandlingen. Dobbeltdiagnosepatienter bliver ofte afvist begge steder, eftersom hverken region eller kommune kan håndtere begge diagnoser.

Da jeg i august besøgte et herberg for unge på Nørrebro, mødte jeg en kun 19-årig kvinde, som var endt i hjemløshed – netop på grund af en dobbeltdiagnose. Hun havde tidligere søgt behandling for sine psykiatriske problemer, herunder sin ADD og et alkoholmisbrug, men var blevet afvist i den regionale behandlingspsykiatri, hvor man ikke kunne behandle hendes misbrug. Da hun ikke havde andre steder at gå hen, var hun endt på herberget.

København står over for en kæmpe udfordring i forhold til det stigende antal hjemløse. Derfor skal vi ikke kun afhjælpe, men også forebygge hjemløshed. Var den 19-årige kvinde ikke blevet afvist i psykiatrien, er det langt fra sikkert, hun nogensinde var endt på herberget.

Ifølge eksperter er den bedste behandling af mennesker med dobbeltdiagnoser en integreret behandling, hvorfor en sådan vil kunne medvirke til at opnå regeringens 2020-mål om at reducere hjemløsheden. Derfor mener jeg, at vi skal lægge den kommunale misbrugsbehandling sammen med den psykiatriske behandling i regionen. Som kandidat til Borgerrepræsentationen vil jeg arbejde for, at København går forrest på dette område.

Besøg på herberg for unge – misbrug og psykisk sygdom skaber hjemløshed

Forleden besøgte jeg et herberg på Nørrebro. Et besøg, der på alle måder bekræftede mig i, at der er grund til fortsat at kæmpe for en sammenhængende behandling af mennesker med dobbeltdiagnoser, selv om Socialborgmester i København Mikkel Warming påstår det modsatte. Ifølge ham har kommunen kompetencerne til at sikre helhed i behandlingen, og allerede nu har Københavns Kommune en samlet indsats.

På herberget mødte jeg en ung pige på 19 år, som gjorde stort indtryk på mig. Pigen fortalte, hvordan hun kæmpede med psykisk sygdom som ADD samt et alkoholmisbrug. Hun havde flere gange været indlagt i psykiatrien, men var blevet udskrevet, fordi de ikke kunne hjælpe hende med begge problematikker. Meget rammende beskrev hun, hvordan de ikke havde kunnet rumme hende på en åben afdeling af den årsag, at de ikke kunne håndtere hendes misbrug. Derfor fik hun valget mellem at komme på en lukket psykiatrisk afdeling eller at lade sig udskrive. På baggrund af tidligere erfaringer med den lukkede valgte hun sidstnævnte.

Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at man er nødt til at komme på den lukkede, blot fordi man har den forkerte diagnose. Misbrug, hvad enten det er af alkohol eller stoffer, er på WHO’s liste over psykiske lidelser og er også i Danmark anerkendt som en psykisk lidelse. Desuden står følgende på Psykiatrifondens hjemmeside:

Alle forskningsresultater har tydeligt vist, at behandlingen af mennesker med dobbeltdiagnose kræver en integreret indsats af et team, hvor alle behandlingskompetencerne er til stede samtidig. En indsats, der er rettet mod begge lidelser samtidig. Det anbefales, at psykiatrien varetager denne behandling, fordi dobbelt-diagnose-problematikken er så kompleks.

Den unge pige på herberget havde et ønske om at få behandling for både sin ADD og sit alkoholmisbrug. Men i psykiatrien kunne de ikke hjælpe hende med dette, og de kunne tilmed kun rumme hende på den lukkede afdeling. Som sidste udvej fandt hun derfor hen til herberget for unge på Nørrebro.

Imidlertid kan herberget ikke tilbyde decideret behandling af hverken hendes alkoholmisbrug eller hendes øvrige psykiske lidelser. Tværtimod er stedet allersidste mulighed  for en gruppe meget udsatte unge, hvorfor de ikke kan afvise unge med et misbrug. Hvor skulle disse mennesker ellers gå hen? Dog må man ikke drikke eller indtage stoffer på stedet. Men at bo side om side med andre misbrugere gør det ifølge pigen endnu sværere at lade være med at drikke. Der er hidtil ingen i den kommunale indsats, som har anvist hende et sted, som kan behandle både misbrug og hendes øvrige psykiske lidelser.

Da jeg til sidst spurgte, hvordan hun mente, man kunne sætte tidligere ind for at undgå, at unge mennesker som hun ender i hjemløshed, nævnte hun psykiatrien. Mere præcist sagde hun, at hvis psykiatrien også havde kunnet afhjælpe hendes misbrug, var hun ikke kommet så langt ud.

På det seneste har der desværre både været en stigning i antallet af psykiatriske patienter, som har et misbrug, såvel som i unge mennesker der ender i hjemløshed. Ikke mindst derfor finder jeg det dybt problematisk, at vi har et psykiatrisk system, der ikke kan behandle misbrug. Misbrugsbehandlingen bør efter min bedste overbevisning være en integreret del af den regionale behandlingspsykiatri.

Megen psykisk sygdom skyldes de gængse samfundsforhold

Den mentale sundhed er langt om længe begyndt at fylde mere i den offentlige debat. Desværre er debatten alt for ofte centreret om medicinforbrug, overdiagnosticering og fejlbehandling. Derfor er jeg glad for, at Sundhedsminister Astrid Krag flere gange har efterlyst fokus på de samfundsforhold, der gør, at så mange mistrives. Kun sådan kan vi gøre os håb om at få vendt udviklingen og knækket den stigende kurve i de mange psykiatriske lidelser som angst, depression, OCD og ADHD. Som Astrid Krag tidligere har skrevet i en kronik: er der en sammenhæng mellem måden, vi indretter vores samfund på, og hvordan vi som samfundsborgere har det; Når flere og flere ikke trives, når antallet af mennesker med depression og stress stiger eksplosivt, ja, så skyldes det ikke alene enkeltstående oplevelser, der er noget generelt på spil.”

Både i kronikken fra sidste år og senere har Sundhedsministeren opfordret til, at såvel patienter som pårørende bidrager i debatten med henblik på at finde svar på de udfordringer, vi som samfund står over for. Med udgangspunkt i mine egne erfaringer vil jeg forsøge at komme med mit bud på det, som Sundhedsministeren efterlyser. Det gælder mine erfaringer med stress, depression, OCD og ADHD, mine oplevelser som pårørende, samt mit kendskab til mange andre, der slås med psykisk sygdom – ikke mindst fra årene som psykiatriordfører for Radikale Venstre. Formålet er ikke at komme med løsninger, men i første omgang at bidrage til at få sat ord på de udviklingstendenser i vores samfunds- og arbejdsliv, som er medvirkende til, at stadig flere bliver ramt af psykisk sygdom.

 

Stress

Stress er efter min opfattelse en af de største trusler mod den mentale sundhed. Stress kan ikke blot forstærke, men også udløse en række psykiatriske lidelser så som angst og depression. Derfor kan vi ikke blive ved med at negligere, at et stort og stigende antal danskere rammes af stress. Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, er 15 pct. hele tiden eller ofte stressede. En væsentlig årsag er det grænseløse arbejde, som mange kender til. Med den teknologiske udvikling kan vi arbejde når som helst og hvor som helst, ja alle døgnets 24 timer, hvis vi vil det.

I dag udgør arbejdet en stor del af den enkeltes identitet. Det mest anvendte eksempel er, at det første man spørger om, når man møder et nyt menneske er, hvad vedkommende arbejder med. Når arbejdet har så stor betydning, bliver det grænseløse arbejde en endnu større udfordring; det bliver sværere at sige fra, fordi der er så stort fokus på at præstere. Og selv om det er muligt at arbejde hvor som helst og når som helst, er det de færreste der kan holde til aldrig at have en reel pause. For nylig bragte TVA da også et indslag, hvor en ekspert advarede om, at et stigende antal danskere har svært ved at lægge arbejdet væk i ferien.

Det er imidlertid ikke kun folk med et hektisk arbejdsliv, men også arbejdsløse, der rammes af stress. I en tid, hvor så mange står uden for arbejdsmarkedet, kan man derfor undre sig over, hvorfor man ikke skaber en bedre fordeling af arbejdet fx ved at gøre det lettere at gå på deltid. Ikke mindst børnefamilier kunne have stor gavn af dette – forældre såvel som børn. I stedet fokuseres der politisk på incitamenter, som får de beskæftigede til at yde endnu mere.

Samtidig stilles der flere krav til de ledige. Der er blevet skabt en opfattelse af, at mennesker helst ikke vil arbejde, hvis de kan blive fri, og hele beskæftigelsessystemet bygger på denne. Jeg har på egen krop og gennem venner og bekendte oplevet, hvordan denne tilgang påvirker. Selv meget ressourcestærke mennesker bliver i den grad ramt på selvværdet, ikke mindst fordi arbejdet som nævnt udgør en stor del af vores identitet. Oven i det kommer bekymringer af mere økonomisk art. Det gælder især, hvis man tilhører den gruppe, som risikerer på et tidspunkt at stå helt uden indkomst. Dertil skal så lægges, at man er tvunget til at inkassere tonsvis af afslag, fordi man skal søge lige meget, uanset om der er job at få eller ej. Og selv om det måske ikke var drømmejobbet, man ikke fik, kan det godt ramme hårdt gang på gang at måtte inkassere det ene afslag på det andet.

Jeg gik på et tidspunkt i et behandlingsforløb for mennesker med OCD, hvoraf flere havde været nødt til at melde sig raske, fordi de ikke kunne få forlænget deres sygedagpenge ud over 52 uger. Skønt de stadig fik behandling for deres OCD, var de derfor underlagt samme krav som raske dagpengemodtagere. De mange afslag hjalp bestemt ikke på et i forvejen lavt selvværd, og det tog afsindigt meget energi at skulle til jobsamtale, fordi de stadig kæmpede med svære tvangstanker- og handlinger. Ofte var de hverken klar til at få jobbet eller til at få et afslag og blev sat flere uger tilbage i deres behandlingsforløb, fordi det var så hårdt for dem. Beskæftigelsessystemet er bestemt ikke lavet til psykisk sårbare.

 

Opblødte strukturer og selvledelse

Fordi vi kan arbejde på alle tider af døgnet, flyder arbejdet ofte sammen med fritiden, og der er ikke mange naturlige pauser, hverken i arbejdet eller i samfundet som helhed. Lukkeloven er afskaffet, og nogle af de naturlige pauser vi har i form af helligdage, taler man om at afskaffe. Lukkelovens afskaffelse kan ses som udtryk for et samfund, hvor de ydre rammer udviskes, og vi kan være på hele tiden. Problemet er, at det ikke altid bliver ved muligheden, idet muligheden i sig selv kan medføre en forventning om, at man også er det – fx fra en arbejdsgiver, der ønsker endnu mere fleksible og omstillingsparate medarbejdere. Større mulighed for selv at skabe rammerne om sit liv kan på mange måder ses som noget positivt. Men for den gruppe af mennesker, som har brug for faste rammer, udgør de en væsentlig udfordring, det gælder fx mange med ADHD.

En anden af tidens tendenser, som hænger sammen med de udviskede strukturer, er begrebet ’selvledelse’. Vi skal i langt højere grad selv skabe rammerne om vores arbejde og sætte målene. Tendensen kan spores allerede i Folkeskolen, hvor begreber som ”ansvar for egen læring” har vundet frem. Jeg er da heller ikke sikker på, jeg havde fået diagnosen ADHD, var jeg født i en anden tid. Som lille, hvor rammerne var mere faste, havde jeg ikke de store problemer. Men efterhånden som jeg bevægede mig op ad i uddannelsessystemet, blev vanskelighederne større. På samme måde som på arbejdsmarkedet skal vi også her i større grad selv tilrettelægge vores tid. I mit tilfælde betød det, at jeg i lange perioder læste i døgndrift, fordi jeg ikke kunne sætte grænser eller prioritere og aldrig vidste, hvornår det var godt nok. Som så mange andre lagde også jeg utrolig stor vægt på den anerkendelse, der ligger i præstationer fx i form af gode karakterer. Formentlig var det et forsøg på at kompensere for et lavt selvværd, som til dels bundede i problemerne på hjemmefronten. Da jeg grundet min ADHD ikke var så god til at holde pauser og planlægge min tid realistisk, men samtidig gerne ville leve op til egen idealer om en toppræstation, var jeg altid bagud og læste i perioder 14 timer om dagen. Det var da også på universitetet, jeg for første gang blev ramt af alvorlig stress, som to gange endte i en depression. Jeg har måttet bruge mange år på at lære at stoppe op, prioritere og holde pauser for at forebygge stress og depression. I et samfund med mere faste strukturer havde dette næppe været nødvendigt.

 

Børn af mennesker med psykisk sygdom

Vi ved at det at vokse op med en eller flere forældre, der lider af psykisk sygdom, øger risikoen for, at man selv udvikler en psykisk lidelse. Det samme er tilfældet med børn, der vokser op med vold, incest, misbrug mm. eller oplever traumatiske livsbegivenheder såsom forældres selvmord eller selvmordsforsøg. Uanset hvor godt barnet klarer sig efter sådan en livsbegivenhed, er det de færreste, som går upåvirkede igennem.

Da min far forsøgte selvmord, var jeg 14 år gammel. Hele min ungdom var vores familieliv påvirket af min fars depressioner. Alligevel var der aldrig nogen, som spurgte, om vi børn havde brug for hjælp. Selv når vi spurgte på hospitalet, om vi kunne få lidt at vide om, hvad der skete med far, var der ikke megen hjælp at hente. Mig bekendt har vi endnu ikke skabt nogle strukturer, som gør, at børn af mennesker med fx psykisk sygdom får den nødvendige hjælp. I Norge derimod har man indført ved lov, at når voksne er indlagt med svær psykisk sygdom, skal man altid undersøge, om de har børn.

 

Den Teknologiske udvikling

Den moderne teknologi og det fragmenterede mediebillede gør, at vi konstant bombarderes med informationer. Det kan være svært at håndtere, hvis man ikke er god til at sortere fra eller prioritere. Jeg tror, at der til alle tider har været mennesker, som har haft nogle af de sårbarheder og udfordringer, som i dag fører til, at vi rammes af stress og udvikler psykiske lidelser som fx ADHD. Men også at det er blevet sværere at begå sig i nutidens samfund, hvis man er en af dem, der tager alt ind og har svært ved at lukke ydre stimuli ude. Det er ikke så mærkeligt, at det i et produktionssamfund, var kroppen der blev slidt ned, mens det i et videnssamfund er psyken.

Der er fra mange sider øgede forventninger til, at man konstant skal være på fx via Facebook, mobilen, mail mm. og følge med i informationsstrømmen. Også fra det offentliges side øges disse. Fx skal vi have en Nemkonto og en e-boks, lægen kommunikerer i højere grad digitalt, og er man arbejdsløs skal man konstant ind på Jobnet for at tjekke jobopslag og efterfølgende dokumentere sin jobsøgning et helt andet sted. For en del mennesker gør teknologien rigtig mange ting lettere. Men for sårbare mennesker, udgør de mange kommunikationsformer og fora, som man skal holde sig opdateret i, en udfordring, der kan give anledning til megen stress.

 

Medier og idealbilleder

Psykisk sygdom opstår næppe alene på grund af medierne. Alligevel er det min opfattelse, at medierne spiller en rolle i forhold til mange af de mennesker, som i dag rammes af stress – en tilstand som kan udløse og forværre en række psykiske lidelser. Ikke mindst mange unge sammenligner sig konstant med de bedste inden for ethvert område. Hvert år ved eksamenstid hører vi om de få superstuderende, der sprænger karakterskalaen. På samme måde kan man læse glansbilledhistorier om chefen eller ministeren, som både formår at have en perfekt familie, lave hjemmebag, dyrke motion, klare sit job til topkarakter etc. Langt sjældnere får vi det hele billede af disse mennesker. For selvfølgelig er der ingen, som kan levere toppræstationer inden for alle livets områder. En krævende karriere vil som oftest betyde afsavn på andre af livets områder. Ligeledes bliver vi bombarderet med idealer for, hvordan vi skal se ud, hvad vi skal spise, hvor meget man bør træne mm. Og sundhed er langt hen af vejen blevet et individuelt ansvar.

Der er også nogle forhold, som kan bidrage til en følelse af utryghed og forstærke angsten, fx hos mennesker med tendens til OCD. Man kan ikke åbne en avis eller tænde for TV’et uden at blive konfronteret med død og ødelæggelse. I forebyggelsens hellige navn hører vi konstant om risici for alverdens sygdomme, samt alle de ting vi skal gøre for at undgå dem. Et godt eksempel er, når man er gravid. Der er simpelthen så mange råd og vejledninger, at det kan være svært at leve op til dem alle. Dermed kan man bekymre sig i en uendelighed, og man vil altid kunne bebrejde sig selv, skulle der vise sig at være noget galt med ens barn. Som min gravide veninde sagde, da hun fik rådet om ikke at gå ud i myldretiden, fordi det kunne give stress: ”hvis man ikke allerede er stresset, så bliver man det da af alle de råd.”

 

De mange Valgmuligheder

Et andet forhold, der efter min opfattelse kan være en udfordring for mange, er, at vi konstant skal tage stilling til alting – ikke mindst til, hvor vi er på vej hen. For vi skal helst være på vej. Tidligere og tidligere skal folkeskoleelever beslutte, hvilken retning de vil i. Der er utrolig mange valgmuligheder, men at vælge én ting til, betyder også at man skal vælge en helt masse fra, og det kan være svært. Vi skal konstant udvikle os, læring skal være livslang, og de færreste er i det samme job hele livet, som det tidligere var tilfældet.

Også teknologien medfører en lang række valg. Det gælder fx, når man er gravid. I efteråret beskrev en moder i Politiken, hvordan hun havde valgt fosterdiagnostikken fra med den konsekvens, at hun indirekte blev ansvarlig for at have født et barn med et handicap. Selv om hun ikke ønskede at få lavet en nakkefoldsscanning, ja slet ikke ønskede at få valget om en sådan, så gjorde selve muligheden, at hun indirekte traf et valg. De mange muligheder er ikke blot muligheder; de tvinger os til at vælge, hvad enten det sker direkte eller indirekte, og vigtigst af alt at måtte leve med konsekvensen af vores valg. Selv om valgmuligheder på mange måder er positivt, er det også min oplevelse, at de bidrager til bl.a. stress og angst hos mange.

 

Kampen mod psykisk sygdom rækker ud over psykiatrien

Hvis vi skal have fat ved nældens rod og i fremtiden blive bedre til at forebygge psykisk sygdom, kræver det, at vi forholder os til, hvordan vi organiserer især arbejdsmarkedet, men også uddannelsessystemet og det øvrige samfund mest hensigtsmæssigt, samt hvordan vi kan ruste borgerne til at håndtere nutidens samfundsvilkår. Min påstand er ikke, at det i alle tilfælde er samfundets strukturer, der forårsager psykisk sygdom. Genetik betyder også meget, ikke mindst for en lidelse som ADHD. Men når så mange danskere rammes af psykisk sygdom, er vi nødt til at forholde os til betydningen af den måde, vi organiserer os på. Har man en medfødt sårbarhed, kan ydre faktorer så som manglende strukturer være medvirkende til at udløse en psykisk lidelse. Ligeledes er man med blot en mild form for ADHD mere udfordret i nutidens samfund, end man var førhen. Som Astrid Krag også skrev i den nævnte kronik, kan den enkelte: ”ikke alene skabe rammerne om det gode liv.” Derfor bør vi forholde os til, om det er muligt, og om vi er villige til, at skabe nogle rammer, som tilgodeser en større del af befolkningen. Kun sådan tror jeg, vi for alvor kan tage hul på at forebygge psykisk sygdom.

 

 

Psykiatriske diagnoser behøver ikke passivisere

Det var en spændende kronik i Politiken i mandags: ”psykiatrien er i krise”. Jeg er til dels enig med kronikøren, men bliver altid lidt provokeret, når diagnoser fremstilles som en måde at slippe for selv at tage ansvar på. For diagnoser behøver ikke passivisere og gøre mennesker til ofre. Det kommer helt an på tilgangen til dem.

Mine depressionsdiagnoser fik mig til at indse, hvor dårligt jeg behandlede mig selv; jeg stressede rundt uden at lytte til mig selv. Den indsigt gjorde mig i stand til at tage ansvar for mit liv. Efter mange års arbejde med at lære at forebygge stress, oplevede jeg som medlem af Folketinget at være mindre stresset end jeg var, al den tid jeg studerede.

Min ADHD-diagnose gjorde, at jeg pludselig forstod, hvorfor jeg altid har haft så svært ved at prioritere, slappe af og sidde stille. Ligeledes gjorde den det lettere at forstå, hvorfor jeg endnu ikke var kommet min indre rastløshed til livs – og det gjorde det lettere at leve med denne.

Begge diagnoser betød også, at jeg fik mulighed for at læse om lidelserne, blive mere bevidst om mine udfordringer og dermed også om løsningerne. Eftersom jeg har brugt diagnoserne til at blive klogere på mig selv, har jeg i dag mange redskaber til at leve et godt liv med dem.

Jeg er til gengæld enig med kronikøren i, at medicin står alt for alene i den psykiatriske behandling. Jeg kan se, hvor stor forskel det har gjort for mig også at få psykologbehandling samt at bruge motionen til at mestre mine lidelser. Min far derimod har desværre aldrig fået tilbudt samtalebehandling i forbindelse med sine depressioner, men er i stedet løbende blevet sat op i dosis med mange bivirkninger til følge. Vi prøvede engang at få ham til psykologbehandling – desværre talte psykiateren ham fra det.

Kronikøren virker ikke begejstret for den kognitive samtaleterapi. Jeg var selv skeptisk over for denne i starten, hvor jeg havde brug for at finde ud af, hvem jeg var, samt hvordan min fars og mine egne lidelser havde påvirket mit liv. Alligevel var det først, da jeg benyttede den kognitive terapi, jeg kom af med min OCD (tvangshandlinger). Så for mig har de forskellige samtaleformer været givtige på hver deres tidspunkt, afhængigt af problemet.

Lad os få gjort samtalebehandlingen mere tilgængelig i den psykiatriske indsats, så medicin og samtalebehandling går hånd i hånd. Derved vil flere mennesker blive i stand til at handle på den vigtige forståelse, en diagnose kan give.

 

”Danmark på piller”- debatten trænger til mere nuancering

Som Tornbjerg Andersen skriver i Kristeligt Dagblad den 17. april, har debatten om det store medicinforbrug af antidepressiv været utrolig unuanceret. DR har næsten udelukkende fokuseret på problemer med overforbrug, manglende effekt og bivirkninger. For mig personligt betød medicinen, at jeg kun var sygemeldt på halv tid i en enkelt måned. Udsendelserne ”Danmark på piller” gav indtryk af, at nogle af de medvirkende fortsatte med en bestemt slags medicin, selv om bivirkningerne oversteg effekten. I så fald plejer man mig bekendt at forsøge sig med et af de mange andre præparater eller en anden form for behandling. Debatten blev da også lidt mere nuanceret i den direkte debat torsdag den 18. april.

Hvad angår overforbruget, har fokus primært været på, om for mange mennesker i dag får psykiatriske diagnoser. Desværre har debatten mest fokuseret på, hvorvidt lægerne er for dårlige til at stille diagnoser. Jeg anfægter ikke, det sker en gang imellem, at et menneske fx får diagnosen depression, selv om der i virkeligheden er tale om stress. Men hvad med alle de mennesker, som rent faktisk lider af depression?

Hvad med at kigge på adgangen til alternativer til medicin? Efter min opfattelse er adgangen til psykologbehandling stadig alt  for dårlig. Brugerbetalingen er stadig meget høj. Derfor er psykologbehandling, selv med lægehenvisning, ikke er et reelt alternativ for alle. Derudover er der af hensyn til økonomien loft over, hvor mange henviste patienter en psykolog må tage. Det er svært at forestille sig det samme indført på andre områder; at man sidst på året blev sendt hjem med et brækket ben eller en kræftdiagnose uden behandling, medmindre man selv kunne betale gipsen eller kemoterapien. Jeg er ikke imod brug af medicin. Men det er et problem, at medicin alt for ofte er den eneste mulighed i situationer, hvor det anbefales, at den kombineres med samtalebehandling eller helt erstattes hermed.

Et andet forhold, man kunne rette fokus mod, er, om nogle samfundsforhold gør, at flere mennesker i dag rammes af disse psykiske lidelser. Vi ved, at rigtig mange rammes af stress – en tilstand som kan føre til depression. Alligevel har vi et arbejdsmarked, hvor mange står udenfor, og de resterende konstant skal løbe stærkere. Kunne man finde en bedre fordeling? Derudover er tendensen, at individet lige fra folkeskolen til arbejdsmarkedet har et voksende ansvar for selv at skabe rammerne i sit liv, idet strukturer løbende opblødes. Jeg har selv måtte bruge mange år på at nå dertil, hvor jeg kan leve et godt liv med min ADHD og forebygge fremtidige depressioner. Det var psykologbehandlingen, der hjalp mig dertil.

Forklaringen på det stigende medicinforbrug er ikke så én-dimensionel, som den er blevet fremstillet. Så lad os debattere de forskellige muligheder, vi har, for både at forebygge og behandle psykiske lidelser.

Indlægget er bragt i Kristeligt Dagblad den 29. april 2013

 

”Danmark på piller” – en utrolig ensidig debat

De seneste ugers debat om danskernes stigende medicinforbrug har været utrolig unuanceret. Det gælder for så vidt både i forhold til antidepressiv og ADHD-medicin. DR har ensidigt fokuseret på problemer med overforbrug, manglende effekt og bivirkninger. Der er mange andre aspekter, som jeg har savnet i debatten, herunder de gavnlige effekter, som medicinen også har for nogle.

Jeg har selv fået medicin mod både ADHD og depression. Førstnævnte tog jeg dog ikke længe nok til rigtigt at kunne vurdere effekten, fordi jeg blev gravid. Hvad angår antidepressiv har jeg både gode og mindre gode erfaringer.

Jeg har haft to depressioner og har begge gange fået både antidepressiv medicin og psykologhjælp. Medicinen har betydet, at jeg kun en gang har været sygemeldt, og det kun på halv tid i en måned fra mit daværende studiejob. Jeg har ikke oplevet bivirkninger ved de relativt små doser, som jeg har fået – det skulle da lige være en anelse mundtørhed. Till gengæld har jeg oplevet, at jeg hurtigt har fået det bedre.

Af negative erfaringer oplevede jeg engang at få udskrevet antidepressiv, selv om der ikke var tale om en depression. Det var en vikar for min egen læge, som var meget hurtig og ikke lyttede til, hvad jeg sagde. Jeg tog det ikke, men gik i stedet til egen læge ugen senere. Hun gav sig god tid, og der var ikke tale om en depression. Formentlig var jeg lidt stresset og bange for, at det var begyndelsen på endnu en depression. Jeg har også en far, som har lidt af depressioner i mange år. Desværre er han i dag afhængig af store mængder medicin med en del bivirkninger til følge. En af de væsentlige forskelle på os er, at jeg også har fået psykologbehandling. Derudover bruger jeg motionen meget – både under depression og til at forebygge flere depressioner.

For mig personligt betød medicinen som nævnt, at jeg kun var sygemeldt på halv tid i en enkelt måned. Det fremstår nærmest som om, nogle af de mennesker, DR har fremhævet, fortsætter med en bestemt slags medicin, selv om de mener, at bivirkningerne overstiger effekten. I så fald plejer man mig bekendt at forsøge sig med et af de mange andre præparater eller en anden form for behandling. Derudover har flere af de medvirkende personer i de forskellige udsendelser nævnt, at en bivirkning har været, at de slet ikke kunne føle noget. Jeg har oplevet det diametralt modsatte – nemlig at depressionen gjorde, at jeg ikke engang kunne mærke, hvad jeg følte over for mine nærmeste. Til gengæld betød medicinen, at jeg hurtigt fik det bedre og igen kunne mærke mine følelser.

Heldigvis viste den direkte debat i torsdag, at en af de medvirkende i DR’s udsendelser havde et mere nuanceret syn på medicinen. Dette synes dog blot at tydeliggøre, hvordan DR ensidigt hat søgt at fremstille piller som udelukkende værende af det onde. En af de medvirkende, som i de første udsendelser kun havde udtalt sig om de negative følger af medicinen, fik nu lejlighed til at tilføje, at hun næppe havde klaret sin uddannelse uden medicinen.

Hvad angår overforbruget, så har fokus primært været på, om for mange mennesker i dag får psykiatriske diagnoser. Hurtigt kan man nå til enighed om, at medicinen kun skal bruges ved den rette indikation, dvs. hvis diagnosen er stillet korrekt. Desværre har debatten hovedsageligt kredset om, hvorvidt lægerne er for dårlige til at stille diagnoser. Jeg anfægter ikke, at det sker en gang imellem, at et menneske fx får diagnosen depression, selv om der i virkeligheden er tale om stress. Men hvad med alle de mennesker, som rent faktisk lider af depression? Efter min mening har der været alt for lidt fokus på, hvorfor et stigende antal mennesker rammes af depression, samt hvorfor medicin så ofte er løsningen på deres problemer.

Hvad med at kigge på adgangen til alternative behandlingsformer som fx psykologbehandling? Adgangen hertil er efter min opfattelse stadig for dårlig. Det på trods af at aldersgrænsen for tilskudsberettiget psykologhjælp til mennesker med depression i dag er ophævet. Noget jeg personligt kæmpede meget for under begge de satspuljeforhandlinger, jeg forhandlede som psykiatriordfører for Radikale Venstre. Selv om alle aldersgrupper i dag kan henvises til psykologbehandling, så er brugerbetalingen stadig meget høj. Derfor er psykologbehandling, selv med henvisning fra lægen, ikke et reelt alternativ for alle. Derudover er der af hensyn til økonomien loft over, hvor mange patienter en psykolog må tage på baggrund af henvisning fra lægen. Det er svært at forestille sig det samme indført på andre områder; at man sidst på året blev sendt hjem igen med et brækket ben eller en kræftdiagnose, fordi der ikke var flere penge til gips eller kemoterapi.

Jeg er ikke imod brug af medicin, der kan være helt nødvendig ved fx svære depressioner. Men det er et problem, at medicin alt for ofte er den eneste mulighed i situationer, hvor det anbefales, at den kombineres med samtalebehandling eller helt erstattes hermed. Samtalebehandling har ikke bivirkninger, som medicinen kan have det. Ligeledes kan den give det enkelte menneske nogle redskaber til at lære at leve med sin lidelse – eller måske ligefrem forebygge tilbagefald. Jeg har selv brugt mange år på at nå dertil, hvor jeg kan leve et godt liv med min ADHD og (forhåbentlig) forebygge fremtidige depressioner. Det var psykologbehandlingen, der hjalp mig dertil.

Et andet forhold, man kunne rette fokus mod, er, om nogle samfundsforhold gør, at flere mennesker i dag rammes af disse psykiske lidelser. Vi ved, at flere og flere rammes af stress – en tilstand som kan føre til depression. Alligevel har vi et arbejdsmarked, hvor mange står udenfor, og de resterende konstant skal løbe stærkere. Kunne man finde en bedre fordeling? Derudover er tendensen, at individet lige fra folkeskolen til arbejdsmarkedet har et voksende ansvar for selv at skabe rammerne i sit liv, idet strukturer løbende opblødes. Jeg mener, vi bør have langt mere fokus på, hvordan vi kan forebygge stress og deraf følgende psykiske lidelser ved at skabe et mere rummeligt uddannelsessystem og arbejdsmarked.

Debatten har efter min mening ikke kun haft for lidt fokus på, at medicin rent faktisk hjælper mange mennesker. Der mangler i den grad fokus på alternative forklaringer på det stigende medicinforbrug og dermed også på alternative løsninger til, hvordan vi hjælper de mennesker, som rent faktisk har brug for det.