Børn af psykisk syge skal ikke rammes dobbelt

Onsdag den 4. marts offentliggjorde Psykiatri Fonden en undersøgelse, der viser, at børn af psykisk syge forældre har en stor risiko for selv at blive syge. Omkring 80.000 børn og unge vokser i Danmark op i familier med psykisk sygdom, og heraf oplever næsten halvdelen selv at få psykiske problemer. Desværre eksisterer der endnu ikke noget systematisk tilbud om hjælp til disse børn.

Særligt den personlige historie i Politiken ramte mig – den kunne lige så godt kunne have været min egen. Rent faktisk var det netop min opvækst med en far, der blev ramt af psykisk sygdom, som fik mig til at gå ind i politik. Min far fik ikke den rette hjælp i tide, og det gjorde vi børn heller ikke. Vi passer da også glimrende ind i statistikken; min søster gik fri, jeg blev efterfølgende diagnosticeret flere gange med bl.a. depression. Gentagne gange er det kommet bag på mig, hvor meget min fars sygdom har påvirket – og stadig påvirker mig – også selv om jeg har haft 20 år til at lære at leve med dem.

I lande som Sverige og Norge har man ved lov indført et systematisk tilbud om hjælp til børn, der er pårørende til alvorligt syge. I Norge har alle hospitaler eksempelvis en børneansvarlig sundhedsperson, som skal afklare, om alvorligt syge patienter har børn, kortlægge barnets behov for information og opfølgning samt sikre sidstnævnte. I Danmark sker der lidt på området, men langt fra nok. I Region Hovedstaden eksempelvis er man godt på vej på dette område, som man har arbejdet med i flere år. Ligeledes afsatte Folketinget i den seneste satspuljeaftale midler til at hjælpe børn, der er pårørende. Men samlet set er indsatsen spredt, utilstrækkelig og langt fra systematisk.

Ved at sikre den nødvendige hjælp i tide, vil vi kunne forebygge, at børn af forældre med psykisk sygdom selv udvikler psykiske eller sociale problemer. Dette handler både om at tilbyde børnene tidlig hjælp samt at støtte forældrene i at hjælpe deres børn bedst muligt. Altså en hjælp, der har fokus på hele familien. Rent faktisk er netop børn af mennesker med psykisk sygdom et af de allermest oplagte steder at sætte ind, hvis vi gerne vil blive bedre til at forebygge psykisk sygdom. Derfor går jeg til valg på, at vi sikrer alle disse børn en ret til og mulighed for at få den nødvendige hjælp. De er mange, og det koster – men både menneskeligt og økonomisk koster det så sandelig også at lade være!

Indlægget er bragt i Frederiksborg Amts Avis d.d.

Kan psykisk sygdom være en styrke?

I går bragte Information denne interessante artikel: http://www.information.dk/477864

Personligt tror jeg, at tilgangen til ens psykiske lidelse betyder meget. For mig gik accepten af min psykiske sårbarhed hånd i hånd med, at jeg begyndte at kunne bruge den konstruktivt. Og det giver så meget mening for mig, når jeg får lov at bruge mine erfaringer til at forbedre forholdene for andre, der bliver ramt af psykisk sygdom.

Det har også hele tiden været mit håb at kunne bidrage til at skabe nye billeder af, hvad det vil sige at være psykisk sårbar. For kun sådan tror jeg, vi får afstigmatiseret området. Mennesker med psykiske lidelser er lige så forskellige som alle andre, og derfor giver det ikke mening at sætte folk i kasser. Men netop derfor tror jeg også, det er farligt, hvis det bliver for sort hvidt. For selv om nogle kan udnytte deres lidelse konstruktivt, er det ikke nødvendigvis alle. Men forhåbentlig kan det være med til at skabe håb om, at det er muligt at leve et godt liv med psykisk sygdom.

Jeg tror aldrig, jeg var gået ind i politik, hvis jeg ikke selv havde oplevet psykisk sygdom på egen krop. Og uden mit store energiniveau er det heller ikke sikkert, jeg var blevet valgt. Min ADHD har både ført mig ned i depressionens mørke, men min enorme energi og vedholdenhed har også hjulpet mig videre. Den har formentlig også været medvirkende til, at jeg uden de helt store anstrengelser kom på landsholdet i 24-timersløb.

Men er det så stadig en lidelse? Det var det i hvert fald i den årrække, hvor mit aktivitetsniveau og manglende evne til at prioritere  jævnligt medførte alvorlig stress og flere stressudløste depressioner. Men efterhånden som jeg har lært at skabe en bedre balance i mine aktiviteter, har jeg fået mere kontrol over de negative sider.

Det har taget mange år at lære at håndtere det enorme energiniveau og krævet mange psykologtimer. Men da jeg valgte ikke at genopstille til folketinget, fordi vi skulle være forældre, vidste jeg, at jeg endelig havde lært at passe på mig selv og prioritere. Selv om det var mit drømmejob, var der én ting, som var vigtigere; min familie. I dag ved jeg, hvad det vil sige at være forælder, og nu kæmper jeg for at komme tilbage igen. Politik giver så meget mening for mig, og det giver mig mere overskud til andre ting så som familien – når jeg er i stand til at balancere det.

I artiklen stilles spørgsmålet, hvorfor bruge ressourcer på at hjælpe og behandle mennesker med psykiske lidelser, hvis sidstnævnte blot er en kilde til succes? Fordi det kræver meget at udnytte styrkerne. Nogle er nødt til at tage medicin. Andre kan komme langt med eksempelvis samtalebehandling, som det var tilfældet for mig. Men havde jeg ikke haft mulighed for at få psykologbehandling, så var jeg næppe nået dertil, hvor jeg kan bruge min psykiske sårbarhed som en styrke.