ARBEJDSRO OG INDDRAGELSE TIL ESBJERG KOMMUNES FOLKESKOLER

Det er glædeligt, at Esbjerg kommune i ny undersøgelse ligger rigtig flot med på folkeskolens faglige resultater. Særligt er jeg glad for vores store fokus på trivsel. Men skolerne har været mange ændringer igennem – så mange at det er på tide at give dem arbejdsro, så de gode resultater kan bundfælde sig. Og så er der plads til forbedring, hvad angår inddragelse og information – det gælder især ift. skolebestyrelserne.
Inden for kort tid har politikerne lavet mange organisatoriske ændringer for folkeskolerne i Esbjerg kommune. Skolereformen var ikke kommunens ansvar, men det var skolesammenlægningerne, ledelses- og navneændringerne og nu lederrokaden mellem fire skoler. Lærere føler sig pressede over de mange omstruktureringer, der tager fokus fra kerneopgaven, forældre føler sig ikke informeret og skolebestyrelserne føler sig ikke inddraget. Jeg møder desværre mange forældre som er forhenværende skolebestyrelsesmedlemmer. De oplever, at arbejdet i skolebestyrelsen ikke gør nogen forskel – slet ikke efter skolesammenlægningerne, hvor skolebestyrelsen nu kan dække op til tre forskellige afdelinger. Et kommende byråd bør understøtte engagementet i skolebestyrelserne ved at sikre, de føler sig både informeret og inddraget. Beslutninger, der kan træffes decentralt, skal træffes decentralt, og skolebestyrelserne skal føle, de gør en reel forskel.

Indlægget er bragt på JV.dk 17.11.17

Grundlovstale 2014; Når vi værner om hinanden, værner vi om demokratiet

Grundloven skal fornys

Jeg kan godt forstå, hvis mange unge står af, når de læser Grundloven. For det er ikke svært at fornemme, at den ikke er formuleret i går. Den sidste ændring af Grundloven skete i 1953, altså for 61 år siden, og meget er sket siden da. Et tættere europæisk samarbejde og øget samarbejde på internationalt plan i det hele taget har betydet, at Danmark har underskrevet en række konventioner om menneskerettigheder. Herunder blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der indeholder værdier, som bør gælde alle mennesker uden undtagelse. Værdier, som vi finder umistelige. Derfor bør disse værdier også Grundlovsfæstes. Det moderne danske demokrati bør være afspejlet i den Grundlov, hvorpå samfundet bygger sin lovgivning. Desværre er det ikke tilfældet i dag. Men det er noget, jeg vil kæmpe for i årene, der kommer.

En Grundlov skal ikke være moderne forstået på den måde, at den skal ændres hvert andet år eller ændres efter forgodtbefindende. Det ligger i selve navnet, at den er det juridiske grundlag for samfundet – og et fundament for borgerne i det danske demokrati at stå fast på. Men Grundloven bør simpelthen afspejle det samfund, vi lever i. Den bør kunne læses og opleves som vedkommende af samfundets borgere. Et eksempel på, at Grundloven er ude af trit med den tid, vi lever i, er den måde udtrykket ”kongen” bruges på. Én ting er, at Kongen i dag lige så vel kan være en Dronning. Hvad mere er, at læser man blot tre paragraffer ned i Grundloven står følgende: ”den udøvende magt ligger hos Kongen”. Her burde nok snarere stå ”Regeringen”, hvis Grundloven skulle afspejle nutiden. Ligeledes burde ”boligens ukrænkelighed” måske udvides til også at omfatte internettet og datasikkerhed. For er der et sted, hvor vi i dag har behov for at sikre borgernes rettigheder, må det være her. Der er således alt mulig grund til, at vi i Radikale Venstre har nedsat et arbejde til en gennemgang og opdatering af Grundloven.

Uddannelse som fundament for demokratiet

Det er i dag 165 år siden, at Danmark fik sin første grundlov. Man kan stille spørgsmålstegn ved om den var rigtig demokratisk i 1849, for først i 1915, fik de fem F’er – Fruentimmere, Folkehold, Fattiglemmer, Fjolser og Forbrydere – også stemmeret. Baggrunden for denne udvikling var den demokratiske bølge, der skyllede ind over Europa i årene før. Men lige så vigtig for Danmark var også indførelsen af skolepligten med Anordningerne for skolevæsenet. For skal demokratiet fungere, kræver det en oplyst og veluddannet befolkning. Derfor bør vi i dag ikke blot glæde os over Grundloven af 1849 og dens ændringer i tiden frem til i dag. Vi bør også fejre 200-året for indførelsen af skolepligten, som senere er blevet til undervisningspligten og nedfældet i Grundlovens § 76.

Den reform af folkeskolen, som er vedtaget og bliver implementeret fra 1. august i år er et naturligt led i den forsatte demokratiske udvikling. En højtuddannet befolkning er grundelementet – ja, forudsætningen – i ethvert demokrati og ikke mindst i et demokrati i stadig udvikling. Borgerne skal inddrages i styringen af samfundet. Det gælder både på det internationale, det nationale og ikke mindst på det lokale niveau.

Derfor vil jeg i dag argumentere for, at partierne fortsat bør forny sig, så de skaber både engagement og deltagelse. At demokratiet skal være vedkommende – også for de unge. Og måske vigtigst af alt, at vi politikere skal sørge for, at skabe lige muligheder, så alle borgere og samfundslag kan være en del af demokratiet, nyde godt af de grundlovssikrede rettigheder og benytte sig af den frihed og alle de muligheder, som vores samfund i dag byder på.

Partiernes tilstand og rolle

Det siges ofte at demokrati er besværligt og trægt. I hvert fald kommer der 364.000 hits op i løbet af 0,68 sekund, når man googler ordene ”besværligt” og ”demokrati”. Mange engagerer sig i politik ud fra et ønske om at forandre samfundet til det bedre. Men at være del af et demokratisk samfund er besværligt, og processerne tager tid. Ikke desto mindre er det vigtigt, hvis demokratiet skal fungere, at borgerne også tager del i arbejdet med at gøre samfundet funktionsdygtigt og føler et ansvar og ejerskab for samfundets udvikling. Derfor er det bekymrende at de politiske partiers medlemstal falder i en sådan grad, at de politiske partier blot er en skygge af sig selv for 50 år siden. Danmark har mange organisationer og foreninger, der kæmper for enkeltsager. Disse er naturligvis også en væsentlig del af vores demokrati. Men de politiske partier er det eneste sted, hvor udviklingen af vores samfund i kommunerne, regionerne, på landsplan og i EU ses i en større helhed. En af styrkerne ved partierne er netop, at de er nødt til at tage højde for hele samfundsudviklingen. Nok har mange partier deres mærkesager – nogle mere markant end andre – og politik handler da også om prioritering. Men som del af Folketinget er man nødt til at prioritere under hensyn til helheden, til fællesskabet.

Unge og demokratiet

Set over en længere periode har valgdeltagelsen været svingende. Tag bare det seneste EP-valg, hvor blot lidt mere end hver anden dansker gik ned og stemte. Tendensen er desværre, at mange unge ikke får stemt. Det kan der være forskellige årsager til. Men som politikere i Folketinget, kommunerne og de politiske foreninger har vi en særlig forpligtelse til at få rettet op på dette.

  • Vi må og skal aldrig tage demokratiet for givet.
  • Vi må og skal aldrig tage vores grundlovssikrede rettigheder for givet.
  • Og vi må og skal aldrig tage Danmarks relativt høje stemmeprocenter for givet.

Demokratiet kræver, at vi fortsat arbejder for dets beståen.

Der blev gjort en rigtig god indsats under kommunal- og regionsvalget. I forbindelse med det netop overståede – og set med radikale øjne meget veloverståede – valg til Europa-Parlamentet, kunne jeg dog godt have ønsket mig, at indsatsen for at engagere borgerne havde været større. Også selv om enkelte kandidater og politisk aktive gjorde alt, hvad de kunne. Disse kunne nemlig konstatere en stor interesse, når de ved forskellige lejligheder mødte de unge– og særligt når de mødte dem i øjenhøjde. Måske kender I det fra jer selv? Hvis man skal deltage i noget, skal man på den ene eller anden måde føle det relevant eller vedkommende.

Sænket valgretsalder

Personligt blev jeg da heller ikke engageret i politik, før jeg blev 18 år og måtte stemme. Indrømmet – første gang var det vigtigere for mig, at gøre brug af min stemmeret, end det var, hvor jeg satte krydset. Det var første og eneste gang, jeg stemte SF – men vi har vel alle vore begynderfejl. Siden jeg blev aktivt medlem af Radikale Venstre har jeg til gengæld ikke et øjeblik været i tvivl om, hvor krydset skulle sættes.

Der har længe været diskussioner om, hvorvidt valgretsalderen burde sænkes. Jeg hører til blandt dem, der tror på, at engagementet vokser med ansvaret. Da jeg stillede op som social- og sundhedsordfører ved mit første landsmøde i Radikal Ungdom, var jeg mildest talt grøn. Altså ikke sådan i miljømæssig forstand – selvom jeg nu også mener, vi gør for lidt for klimaet. Men jeg var meget ny i politik. Alligevel var jeg heldig at blive valgt, og det forpligtede. Kort sagt, hvis unge får mulighed for at deltage og tage ansvar for politiske løsninger, er jeg overbevist om, at det vil øge deres interesse for demokratiet, og det samfund de lever i. Dette er så meget desto vigtigere, da det jo netop er de unge, der skal føre vores danske demokrati og velfærdsmodel videre.

Frihed

Når jeg tænker på Grundloven, tænker jeg først og fremmest på de grundlæggende rettigheder, som Grundloven stadfæster – og særligt på frihedsrettighederne.

  • Disse frihedsrettigheder er en række fundamentale rettigheder, som sikrer den enkelte danskers frihed til eksempelvis at ytre, forene og forsamle sig:
  • Disse frihedsrettigheder udgør de bærende søjler i det danske velfærdssamfund.
  • Disse frihedsrettigheder udgør selve forudsætningen for demokratiet og omdrejningspunktet for mit politiske virke.

Derfor ligger det mig meget på sinde at værne om frihedsrettighederne og kæmpe imod alt, der truer med at underminere disse. Det er dog vigtigt, vi gør os klart, at når vi i dag taler om frihed, omhandler det langt mere end de grundlæggende frihedsrettigheder.

‘Jeg vælger, derfor er jeg’

Vi lever i et samfund, hvor vores valgmuligheder langt overskrider, hvad nogen tidligere generation nogensinde har haft adgang til. Når vi derfor kæmper for og værner om den enkeltes frihed, skal vi også være opmærksomme på, at det eneste, der efterhånden ikke er frihed til, det er til ikke at vælge.

For langt de fleste danskere er friheden til at vælge blandt de mange valgmuligheder i høj grad en positiv rettighed – ja, ligefrem en luksus, fordi de er i stand til at gøre brug af denne frihed. Mottoet synes at lyde: ”Jeg vælger, altså er jeg.”

  • Desværre gælder det langt fra alle.
  • Desværre er der nogle som hverken kan eller vil vælge.
  • Desværre er der nogle, for hvem friheden snarere bliver en spændetrøje.

Hvad enten vi så står i Fakta og skal vælge mellem utallige forskellige produkter, om vi skal vælge hospital, eller om vi skal vælge uddannelse, så kan vi føle os handlingslammede af de utallige valgmuligheder, der eksisterer i dag sammenlignet med tidligere.Man bliver ikke længere det samme som sin far, og det er ikke på samme måde som tidligere givet, at vi er sammen til døden os skiller. Når vi diskuterer etiske dilemmaer som aktiv dødshjælp eller retten til at vælge et ufødt barn fra, så argumenterer mange med friheden til selv at bestemme over egen krop. Vi har utroligt mange valgmuligheder, ligesom vi på mange måder og i hidtil uset omfang har frihed til at forme vores eget liv. Men det er ikke alle, som magter denne frihed. Og når alle muligheder står åbne, og det blot er op til os selv at tage ansvar for at benytte dem, så rammer dette nederlag dobbelt så hårdt.

Særligt for de unge kan det være en udfordring, at vi konstant skal tage stilling til tidens mange valgmuligheder og til, hvor vi er på vej hen. For vi skal helst være på vej. Vi skal helst have et ’ongoing’ projekt. I dag er det sådan, at folkeskoleelever meget tidligt skal beslutte, hvilken retning de vil i, og man skal helst ikke bruge mange sabbatår på at finde sig selv. Vi skal konstant udvikle os, læring skal være livslang, og vi skifter job og ægtefælle langt oftere end tidligere.

Også teknologien medfører nye valg. Og selv om man eksempelvis som vordende mor ikke ønsker en nakkefoldsscanning, så betyder selve den teknologiske mulighed, at man indirekte kan blive ansvarlig for at føde et barn med et handicap. De mange muligheder tvinger os til at vælge, direkte eller indirekte, og vigtigst af alt til at måtte leve med konsekvenserne af vores valg.

For langt de fleste mennesker er de mange valg som sagt heldigvis lig med frihed. Men for andre kan de være en stor belastning. Derfor kan frihed og valgmuligheder ikke stå alene – de må bakkes op af en række tiltag, der sikrer, at alle bliver i stand til at favne friheden og få det bedste og mest optimale ud af netop deres valg.

Alle skal med

Hvis vi ønsker, at flere aktivt deltager i demokratiet, nyder godt af de mange muligheder og i det hele taget er en del af samfundet, er det nødvendigt at se på de forhold, vi som samfund byder vore medborgere. Her tænker jeg ikke mindst på de socialt udsatte og mennesker, der rammes af sygdom. Skal disse mennesker have et overskud – og deltagelse fordrer overskud – ja, så må vi konstant og til stadighed kæmpe for at skabe de mest optimale betingelser for disse mennesker. Noget, der også fremgår af Grundlovens § 75: 

”Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.” Og videre: ”Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder.”

Vores sociale sikkerhedsnet skal tage hånd om borgere, der – i kortere eller længere perioder – har brug for hjælp. Som radikal er jeg meget optaget af hjælp til selvhjælp – og det handler i høj grad om at møde folk, der hvor de er.

Psykiatrihandleplan

Min motivation for i sin tid at gå ind i politik var de mange mennesker, som kæmper med psykisk sygdom. Ifølge de seneste tal er det ikke en lille del af befolkningen, idet hver tredje dansker på et tidspunkt i livet vil opleve at blive ramt af en psykisk lidelse. Derfor er jeg også stolt over, at vi som del af regeringen nu har fremsat en Psykiatrihandlingsplan. Planen indeholder rigtig mange gode tiltag. Men vigtigst af alt, så udtrykker den meget klart den holdningsændring, som jeg har kæmpet for fra dag et. Vi skal skabe ligeværd:

  • Mennesker med psykisk sygdom skal ikke vente længere på at få hjælp end mennesker med en fysisk lidelse
  • Mennesker med psykisk sygdom skal ikke mødes med en holdning om, at det alligevel ikke nytter – for det kan godt lade sig gøre at komme sig eller leve et godt liv med sin sygdom
  • Mennesker med psykisk sygdom skal ikke skamme sig eller gå alene med deres lidelse

I stedet skal psykisk sygdom være noget, vi taler om. Vi skal hjælpe folk til at kunne mestre deres lidelse og det samfund, de lever i. Dette var min bevæggrund for at gå ind i politik. Og så længe der er basis for at skabe bedre vilkår for de mange, som slås med ondt i sindet, så længe vil jeg have et ønske om at gøre min indflydelse gældende rent politisk.

Mental sundhed

Næste skridt bliver så at blive endnu bedre til at forebygge, at mennesker i første omgang rammes af psykisk sygdom. Det handler om at styrke den mentale sundhed ved at skabe nogle rammer, som vi alle kan trives under – børn såvel som voksne. Eksempelvis ved vi, at omkring 35.000 mennesker dagligt er sygemeldt med stress. En tilstand, som både kan forstærke og udløse psykiske lidelser som angst og depression. Derfor skal vi have skabt et arbejdsmarked, som ikke slider folk ned. Som politikere bør vi gå forrest, ligesom også arbejdsmarkedets parter bør tage et større ansvar. Men vi kan også alle sammen hver og en som gode kollegaer gøre mere for at nedbringe stress på arbejdspladsen. Jeg håber, I vil være med til at skabe den kulturændring, som vi i så høj grad har brug for.

Stress rammer nemlig ikke kun voksne. Også børn og unge oplever i stigende grad stress som konsekvens af den måde, vi har indrettet vores samfund på. Her tænker jeg ikke kun på de opblødte strukturer og den moderne teknologi, der gør, at vi kan arbejde når som helst og hvor som helst. Jeg tænker også på de øgede informationsstrømme, kravet om og muligheden for konstant at være tilgængelig og ”på” via elektroniske devices, de mange valgmuligheder og idealer, vi konstant kæmper for at leve op til og jeg kunne blive ved.

Børnefamiliers kår

Som politikere kan vi både skabe rammerne og hjælpe mennesker til at blive i stand til at agere inden for disse. Når omkring halvdelen af alle børnefamilier har svært ved at skabe balance mellem arbejde og familieliv, bør vi tage det alvorligt. Det er ikke nok at sige, at den enkelte familie må prioritere og træffe svære valg. Eller blot at sørge for længere åbent i daginstitutionerne. Jeg oplever, at mange forældre i nutidens samfund savner tid og nærvær med deres børn. Desværre hører man også om mange børn, som savner tid og nærvær med deres forældre.

Blandt andet som følge heraf vil man i København nu indføre stressklinikker, hvilket klart kan være med til at sætte borgere i stand til at mestre deres liv. Men hvis man ruster mennesker til at prioritere i livet, må man også skabe de nødvendige muligheder.

Stod det til mig, ville et væsentlig tiltag være, at gøre det lettere at arbejde på nedsat tid, når man har små børn. Dette vil ikke kun være i forældrenes interesse, men også i børnenes. Og når det nu er fars dag, kan jeg ikke lade være med at nævne, at vi bør forbedre fædres mulighed for at tage barsel – også selv om den nødvendige kulturændring på de danske arbejdspladser måtte kræve en øremærkning for en tid. Vi må og skal skabe rammerne og mulighederne for, at alle forældre kan varetage forældreskabet på bedste vis, så vi kan give vores børn den bedste start på livet. I min optik kræver det voksne, der er tilstede – både fysisk og mentalt. Kun sådan tror jeg, vi fremadrettet kan skabe sunde og engagerede borgere, der kan tage aktiv del i demokratiet.

Når vi værner om hinanden, værner vi om demokratiet. I ønskes alle en fantastisk Grundlovsdag!

Talen blev holdt i Egedal – en af de to opstillingskredse, som har opstillet mig som folketingskandidat for Radikale Venstre i hele Nordsjællands Storkreds

København; En aktiv by – også for socialt udsatte

København skal være en grøn, sund og aktiv by, der tager hånd om socialt udsatte. Jeg er meget optaget af københavnernes mentale sundhed, og her er muligheden for fysisk aktivitet i sunde og grønne omgivelser væsentlig. Særligt for psykisk sårbare eller udsatte børn og unge kan motion spille en væsentlig rolle.

Amager Strandpark – Én af Øens perler

Amager Strandpark er et fantastisk sted med rig mulighed for aktivitet i skønne omgivelser; en af øens perler. Derfor er jeg glad for, at mit forslag om projektering af flere oplyste løberuter, herunder i Amager Strandpark, kom med ved de seneste overførselsforhandlinger, hvor overskuddet fra sidste år blev fordelt. Bedre belysning øger både trygheden og anvendelsesmulighederne af byens rum.

Vi fik også de nødvendige ekstra midler til opførelsen at Naturcenter Amager Strand. Der manglede aktiviteter for de mindste i Strandparken, og centeret vil blive udflugtsmål for blandt andet børnefamilier. Ligeledes vil det i tråd med Folkeskolereformen kunne benyttes til undervisning af skoleklasser og bidrage til større integration af skole og lokalsamfund. For at Amager Strandpark skal kunne benyttes af alle aldersgrupper mangler dog endnu særligt to ting; en naturlegeplads for de allermindste borgere og god adgang til toiletfaciliteter hele året rundt.

Socialt udsatte

Siden jeg gik ind i politik, har jeg brændt for at skabe bedre forhold for socialt udsatte. Både fra egen krop og som pårørende har jeg et nært kendskab til psykisk sårbarhed. I forbindelse med overførselsforhandlingerne var jeg derfor særligt glad for, at det lykkedes foreløbigt at redde værestedet Fundamentet fra lukning. I Borgerrepræsentationens Socialudvalg skal vi snart drøfte en større omlægning af hele aktivitets- og værestedsområdet. Her finder jeg det vigtigt, at der ikke bliver for langt mellem de forskellige tilbud, samt at der også fremadrettet vil være steder, hvor man kan komme og få lov bare at være – deraf navnet være-sted. Nogle mennesker har i perioder brug for ikke at skulle stilles over for alverdens krav, og det skal der fortsat være plads til. En sammenhængende by der tager hånd om socialt udsatte kræver også, at udsatte boligområder løftes. Derfor er jeg glad for, at vi nyligt i Børne- og Ungdomsudvalget besluttede at gøre en særlig indsats i Holmbladsgadekvarteret.

Gode forslag i Bydelsplanen

Skulle jeg fremhæve et par af forslagene i den seneste bydelsplan for Amager Øst, er det nye og bedre rammer omkring idrætscontaineren ’Buret’ og aktivitetsområdet ved Sønderbro Skole. Bedre muligheder for fysisk aktivitet vil løfte området, gøre det mere attraktivt og skabe et lokalt samlingspunkt. Som beboer på Amagerbro oplever jeg selv, hvordan større kendskab til folk fra nærområdet skaber et tryggere lokalsamfund. Derudover vil de forbedrede faciliteter i tråd med folkeskolereformen kunne anvendes til skolens idræt og åbnes for lokalområdet. Området omkring Buret spiller desuden en væsentlig rolle mht. den opsøgende sociale indsats over for udsatte unge og brobygning til kultur- og fritidsaktiviteter.

Et andet forslag, er etableringen af ’Palermo Park’ mellem Palermovej og Messinavej; en grøn oase, der vil invitere til leg og aktivitet, og hvor områdets blandede beboergruppe vil kunne mødes. Samtidig vil lommeparken opsamle regnvand og rense luften, hvormed den vil bidrage til klimatilpasningen.

Det geniale ved ovenstående tiltag er, at de på én gang skaber et byrum, der både inviterer til aktivitet, øger sammenhængskraften, og bidrager til henholdsvis den sociale indsats og klimatilpasningen.

Lokaludvalgenes arbejde er værdifuldt

Lokaludvalgene har en vigtig funktion i kraft af deres lokale kendskab, inddragende arbejdsform samt engagement i lokalområdet. Deres arbejde og henvendelser er værdifulde, fordi man som politiker får et bedre overblik over, hvor i byen der er behov for konkrete tiltag.

Indlægget er nyligt bragt i Ama’røsten sammen med to andre af mine debatindlæg, hvor de dog desværre havde trygt det samme to gange

Et inkluderende fællesskab

Jeg har netop været med Borgerrepræsentationen på studietur til Hamborg. Det første, vi besøgte, var en skole, der havde inklusion som særligt fokusområde. Der oplevede jeg, at det næsten var blevet normalt at skille sig ud.

Børn med særlige behov skal i højere grad end tidligere inkluderes i den almene folkeskole. Imidlertid er det forskelligt, hvordan kommunerne griber det an. Personligt er jeg glad for, at vi i Københavns Kommune ikke har vedtaget et måltal for, hvor mange børn, der skal gå i den almene folkeskole og dermed for hvor stor en procentdel, der skal inkluderes. Inklusion skal ikke være for enhver pris, men tage udgangspunkt i det enkelte barn.

I min optik er der flere forhold, som er væsentlige at have fokus på, hvis vi vil sikre en vellykket inklusion. Først og fremmest er det vigtigt, at lærerne klædes på til at kunne håndtere opgaven, og at vi sikrer løbende kompetenceudvikling på området. Dette både via efteruddannelseskurser og daglig sparring, fx med inklusionspædagogen. Ligeledes bør kompetence-centrenes specialviden og ressourcer i højere grad komme de almene skoler til gavn.

En tilstrækkelig normering er også vigtig. Derfor bør vi som udgangspunkt sikre at ressourcerne følger med barnet med over på almenområdet. I denne sammenhæng bør man imidlertid være opmærksom på, at selv om ressourcerne følger med, så opleves det ikke nødvendigvis sådan. Dette skyldes, at man ikke længere har de stordriftsfordele, som man havde på specialtilbuddet. Derfor bør der fra politisk hold være fokus på fremadrettet at sikre en normering, som står mål med inklusionsopgaven.

Det er mit håb, at Folkeskolens fokus på mere bevægelse i hverdagen ikke kun vil øge indlæringen hos børn over en bred kam, men også lette inklusionen af børn med særlige behov, for eksempel børn med ADHD. Dette særligt i lyset af, at skoledagen bliver længere. At være mere fysisk aktive sammen kan også bidrage til fællesskabet på en helt særlig måde.

Øget inklusion kræver de rette fysiske faciliteter. Det gælder ikke kun i form af flere idrætsfaciliteter. Skal flere børn med fysiske handicap inkluderes, så skal også legepladserne indrettes, så børnene kan være med i pauserne.

Jeg er af den overbevisning, at inklusion af børn med særlige behov også vil komme de andre børn til gavn. Det er vigtigt, at folkeskolen er en afspejling af samfundet og bidrager til en øget forståelse for menneskers indbyrdes forskellighed. Børn har godt af at lære, at vi er forskellige; at der skal være plads til alle, og at alle kan bidrage med noget positivt.

Måske bliver der nogle steder behov for en mere struktureret hverdag, end man førhen har været vant til. Det er imidlertid min oplevelse, at rigtig mange børn i dag – i en verden hvor rigtig meget flyder – godt kan profitere af faste og trygge rammer. En hverdag, der tilgodeser børn med særlige behov, er altså ikke nødvendigvis dårligt for de øvrige børn. Tværtimod.

Det er mit håb, at udviklingen af flere såkaldte fleksible tilbud, vil være medvirkende til, at flere børn bliver mødt, der hvor de er. At det enkelte barn ikke behøver at være enten i et specialtilbud eller på en almen folkeskole, men at man i højere grad kan veksle mellem special- og almentilbud og skræddersy indsatsen til det enkelte barn.

I Radikale Venstre vil vi arbejde for, at vi kan bibeholde socialrådgiverne på skolerne såvel som i daginstitutionerne. Personligt er jeg meget optaget af en tidlig indsats, der sikrer, at alle børn kommer bedst muligt fra start, og her spiller socialrådgiverne en vigtig rolle. I forhold til inklusionsopgaven har socialrådgiverne en væsentlig funktion i forhold til at vejlede om og sikre det rette tilbud fra starten – og til løbende at vurdere, om behovet ændrer sig. Ligeledes kan de sikre en god rådgivning af forældrene.

Også i Hamborg udgjorde socialrådgivere en væsentlig del af indsatsen. Men det, der gjorde allermest indtryk var, at når man nu havde skabt forholdene for inklusion af elever med særlige behov, ja så kunne man lige så godt gå skridtet videre og ansætte lærere med forskellige former for handicap. Deres motto var: “Vi taler ikke kun om inklusion, vi gør det”. Og vigtigst af alt, så fungerede lærerne som en form for rollemodeller, idet de viste, at mennesker med særlige behov også kan gøre en forskel på arbejdsmarkedet.

Indlægget er bragt i bladet Kommuneskolen i april 2014

Af Anne Marie Geisler Andersen, medlem af Børne- og Ungdomsudvalget og næstformand i socialudvalget for Radikale Venstre

2, 7 mio. kr. til Naturcenter Amager Strand

Dette års overførselsforhandlinger er netop afsluttede, og jeg er stolt over de fine radikale aftryk, der er at se på aftalen. I overførselssagen bliver overskydende midler fra sidste års budget fordelt, og det er lykkedes os at få meget igennem i den radikale gruppe. Heriblandt et af de ønsker, der lå allerhøjest på min liste; nemlig flere penge til Naturcenter Amager Strand, og det blev til flotte 2,7 mio. kr.

Naturcenteret er et super godt tiltag og et betydningsfuldt tilbud for rigtig mange målgrupper. Både børnefamilier, vuggestuer, dagplejer, børnehaver og skoler får med naturcentret et nyt udflugtsmål på stranden, der kan bringe børnene ud i byens grønne og blå områder året rundt. Derudover åbnes naturcentret uden for dagtimerne for det frivillige foreningsliv, og i weekend og ferier vil der være offentlige arrangementer. Med naturcentret kommer der flere tilbud i Strandparken til byens yngste borgere, og det mangler der.

Jeg finder det helt oplagt, at faciliteterne bruges til undervisning og aktiviteter og dermed tænkes sammen med folkeskolereformen, hvor skolen skal åbne sig mod lokalsamfundet. På den måde vil projektet understøtte implementeringen af folkeskolereformen med fokus på, at læring hænger sammen med en åben skole og et aktivt friluftsliv.

Jeg ved, at lokaludvalget i Amager Øst igennem flere år har arbejdet for at realisere Naturcenter Amager Strand – det er ikke kun et betydningsfuldt projekt for bydelen, men også en kæmpe gevinst for hele København og Frederiksberg.