ARBEJDSRO OG INDDRAGELSE TIL ESBJERG KOMMUNES FOLKESKOLER

Det er glædeligt, at Esbjerg kommune i ny undersøgelse ligger rigtig flot med på folkeskolens faglige resultater. Særligt er jeg glad for vores store fokus på trivsel. Men skolerne har været mange ændringer igennem – så mange at det er på tide at give dem arbejdsro, så de gode resultater kan bundfælde sig. Og så er der plads til forbedring, hvad angår inddragelse og information – det gælder især ift. skolebestyrelserne.
Inden for kort tid har politikerne lavet mange organisatoriske ændringer for folkeskolerne i Esbjerg kommune. Skolereformen var ikke kommunens ansvar, men det var skolesammenlægningerne, ledelses- og navneændringerne og nu lederrokaden mellem fire skoler. Lærere føler sig pressede over de mange omstruktureringer, der tager fokus fra kerneopgaven, forældre føler sig ikke informeret og skolebestyrelserne føler sig ikke inddraget. Jeg møder desværre mange forældre som er forhenværende skolebestyrelsesmedlemmer. De oplever, at arbejdet i skolebestyrelsen ikke gør nogen forskel – slet ikke efter skolesammenlægningerne, hvor skolebestyrelsen nu kan dække op til tre forskellige afdelinger. Et kommende byråd bør understøtte engagementet i skolebestyrelserne ved at sikre, de føler sig både informeret og inddraget. Beslutninger, der kan træffes decentralt, skal træffes decentralt, og skolebestyrelserne skal føle, de gør en reel forskel.

Indlægget er bragt på JV.dk 17.11.17

Socialborgmester gambler med socialrådgivere på skolerne

Af Henrik Nord, gruppeformand for Radikale Venstre i Københavns Borgerrepræsentation og Anne Marie Geisler Andersen, næstformand for Socialudvalget

I dag findes der en glimrende ordning i de københavnske folkeskoler, idet samtlige skoler har en socialrådgiver tilknyttet. Dem kan såvel børn som forældre henvende sig til for hjælp og rådgivning. Samtidig hjælper de lærerne med at håndtere børn med sociale og psykiske problemer. Socialforvaltningen fik i budget 2011 en tre-årig bevilling på 12 mio. kr. til denne ordning, som udløber i år. Ordningen er en kæmpe succes, der har været med til at styrke indsatsen for sårbare og udsatte unge og deres familier. Socialrådgiverordningen har gjort det muligt på et tidligt stadie at fange og holde hånden under de tilfælde, hvor der har været mistanke om en bekymrende trivsel og udvikling.
Til vores store undren har den socialdemokratiske socialborgmester, Jesper Christensen, valgt at gamble med ordningen, idet han ikke har sikret den en fremadrettet finansiering i udvalgets budget. Derfor er ordningen reelt i fare for at blive nedlagt – og det er en virkelig ærgerlig og meget trist prioritering.
Som nye medlemmer af Borgerrepræsentationen er vi dybt forundrede over, at den ansvarlige borgmester med en så vellykket ordning ikke sørger for, at forvaltningen finder pengene i dens eget budget. Ordningens videreførelse vil nu kun være sikret, hvis den bliver taget med ved budgetforhandlingerne senere på året. Det er en pudsig måde at føre politik på, at man ikke selv løfter ansvaret for en så vigtig prioritering, men blot skyder bolden videre.
Det er i hvert fald et slag for de svage og udsatte unge, som man for nuværende hjælper på et tidligt stadie, inden problemerne når at vokse sig store og uoverstigelige. Med ordningen tilbyder man en langsigtet strategi med en forebyggende indsats, som lønner sig nu og her og også på den lange bane. Med al tydelighed er det bevist, at en tidlig indsats virker, og derfor er det en gal vej at gå, når socialborgmesteren ikke sikrer videreførelse af en ordning, der for relativt få midler har så stor en effekt.
Derfor appellerer vi nu fra Radikale Venstres side til, at socialborgmesteren gør alt, der står i hans magt for at få videreført denne så vellykkede ordning. Borgmesteren bør ville agere forpost for udsatte børn og unge, så de hjælpes med at håndtere små problemer, førend de vokser sig store og samtidigt dyre for samfundet. En fremskudt og tidlig indsats virker, og det er den vej en fremsynet og visionær borgmester bør gå.

Indlægget er bragt i Østerbro Lokalavis

Et inkluderende fællesskab

Jeg har netop været med Borgerrepræsentationen på studietur til Hamborg. Det første, vi besøgte, var en skole, der havde inklusion som særligt fokusområde. Der oplevede jeg, at det næsten var blevet normalt at skille sig ud.

Børn med særlige behov skal i højere grad end tidligere inkluderes i den almene folkeskole. Imidlertid er det forskelligt, hvordan kommunerne griber det an. Personligt er jeg glad for, at vi i Københavns Kommune ikke har vedtaget et måltal for, hvor mange børn, der skal gå i den almene folkeskole og dermed for hvor stor en procentdel, der skal inkluderes. Inklusion skal ikke være for enhver pris, men tage udgangspunkt i det enkelte barn.

I min optik er der flere forhold, som er væsentlige at have fokus på, hvis vi vil sikre en vellykket inklusion. Først og fremmest er det vigtigt, at lærerne klædes på til at kunne håndtere opgaven, og at vi sikrer løbende kompetenceudvikling på området. Dette både via efteruddannelseskurser og daglig sparring, fx med inklusionspædagogen. Ligeledes bør kompetence-centrenes specialviden og ressourcer i højere grad komme de almene skoler til gavn.

En tilstrækkelig normering er også vigtig. Derfor bør vi som udgangspunkt sikre at ressourcerne følger med barnet med over på almenområdet. I denne sammenhæng bør man imidlertid være opmærksom på, at selv om ressourcerne følger med, så opleves det ikke nødvendigvis sådan. Dette skyldes, at man ikke længere har de stordriftsfordele, som man havde på specialtilbuddet. Derfor bør der fra politisk hold være fokus på fremadrettet at sikre en normering, som står mål med inklusionsopgaven.

Det er mit håb, at Folkeskolens fokus på mere bevægelse i hverdagen ikke kun vil øge indlæringen hos børn over en bred kam, men også lette inklusionen af børn med særlige behov, for eksempel børn med ADHD. Dette særligt i lyset af, at skoledagen bliver længere. At være mere fysisk aktive sammen kan også bidrage til fællesskabet på en helt særlig måde.

Øget inklusion kræver de rette fysiske faciliteter. Det gælder ikke kun i form af flere idrætsfaciliteter. Skal flere børn med fysiske handicap inkluderes, så skal også legepladserne indrettes, så børnene kan være med i pauserne.

Jeg er af den overbevisning, at inklusion af børn med særlige behov også vil komme de andre børn til gavn. Det er vigtigt, at folkeskolen er en afspejling af samfundet og bidrager til en øget forståelse for menneskers indbyrdes forskellighed. Børn har godt af at lære, at vi er forskellige; at der skal være plads til alle, og at alle kan bidrage med noget positivt.

Måske bliver der nogle steder behov for en mere struktureret hverdag, end man førhen har været vant til. Det er imidlertid min oplevelse, at rigtig mange børn i dag – i en verden hvor rigtig meget flyder – godt kan profitere af faste og trygge rammer. En hverdag, der tilgodeser børn med særlige behov, er altså ikke nødvendigvis dårligt for de øvrige børn. Tværtimod.

Det er mit håb, at udviklingen af flere såkaldte fleksible tilbud, vil være medvirkende til, at flere børn bliver mødt, der hvor de er. At det enkelte barn ikke behøver at være enten i et specialtilbud eller på en almen folkeskole, men at man i højere grad kan veksle mellem special- og almentilbud og skræddersy indsatsen til det enkelte barn.

I Radikale Venstre vil vi arbejde for, at vi kan bibeholde socialrådgiverne på skolerne såvel som i daginstitutionerne. Personligt er jeg meget optaget af en tidlig indsats, der sikrer, at alle børn kommer bedst muligt fra start, og her spiller socialrådgiverne en vigtig rolle. I forhold til inklusionsopgaven har socialrådgiverne en væsentlig funktion i forhold til at vejlede om og sikre det rette tilbud fra starten – og til løbende at vurdere, om behovet ændrer sig. Ligeledes kan de sikre en god rådgivning af forældrene.

Også i Hamborg udgjorde socialrådgivere en væsentlig del af indsatsen. Men det, der gjorde allermest indtryk var, at når man nu havde skabt forholdene for inklusion af elever med særlige behov, ja så kunne man lige så godt gå skridtet videre og ansætte lærere med forskellige former for handicap. Deres motto var: “Vi taler ikke kun om inklusion, vi gør det”. Og vigtigst af alt, så fungerede lærerne som en form for rollemodeller, idet de viste, at mennesker med særlige behov også kan gøre en forskel på arbejdsmarkedet.

Indlægget er bragt i bladet Kommuneskolen i april 2014

Af Anne Marie Geisler Andersen, medlem af Børne- og Ungdomsudvalget og næstformand i socialudvalget for Radikale Venstre

”Danmark på piller”- debatten trænger til mere nuancering

Som Tornbjerg Andersen skriver i Kristeligt Dagblad den 17. april, har debatten om det store medicinforbrug af antidepressiv været utrolig unuanceret. DR har næsten udelukkende fokuseret på problemer med overforbrug, manglende effekt og bivirkninger. For mig personligt betød medicinen, at jeg kun var sygemeldt på halv tid i en enkelt måned. Udsendelserne ”Danmark på piller” gav indtryk af, at nogle af de medvirkende fortsatte med en bestemt slags medicin, selv om bivirkningerne oversteg effekten. I så fald plejer man mig bekendt at forsøge sig med et af de mange andre præparater eller en anden form for behandling. Debatten blev da også lidt mere nuanceret i den direkte debat torsdag den 18. april.

Hvad angår overforbruget, har fokus primært været på, om for mange mennesker i dag får psykiatriske diagnoser. Desværre har debatten mest fokuseret på, hvorvidt lægerne er for dårlige til at stille diagnoser. Jeg anfægter ikke, det sker en gang imellem, at et menneske fx får diagnosen depression, selv om der i virkeligheden er tale om stress. Men hvad med alle de mennesker, som rent faktisk lider af depression?

Hvad med at kigge på adgangen til alternativer til medicin? Efter min opfattelse er adgangen til psykologbehandling stadig alt  for dårlig. Brugerbetalingen er stadig meget høj. Derfor er psykologbehandling, selv med lægehenvisning, ikke er et reelt alternativ for alle. Derudover er der af hensyn til økonomien loft over, hvor mange henviste patienter en psykolog må tage. Det er svært at forestille sig det samme indført på andre områder; at man sidst på året blev sendt hjem med et brækket ben eller en kræftdiagnose uden behandling, medmindre man selv kunne betale gipsen eller kemoterapien. Jeg er ikke imod brug af medicin. Men det er et problem, at medicin alt for ofte er den eneste mulighed i situationer, hvor det anbefales, at den kombineres med samtalebehandling eller helt erstattes hermed.

Et andet forhold, man kunne rette fokus mod, er, om nogle samfundsforhold gør, at flere mennesker i dag rammes af disse psykiske lidelser. Vi ved, at rigtig mange rammes af stress – en tilstand som kan føre til depression. Alligevel har vi et arbejdsmarked, hvor mange står udenfor, og de resterende konstant skal løbe stærkere. Kunne man finde en bedre fordeling? Derudover er tendensen, at individet lige fra folkeskolen til arbejdsmarkedet har et voksende ansvar for selv at skabe rammerne i sit liv, idet strukturer løbende opblødes. Jeg har selv måtte bruge mange år på at nå dertil, hvor jeg kan leve et godt liv med min ADHD og forebygge fremtidige depressioner. Det var psykologbehandlingen, der hjalp mig dertil.

Forklaringen på det stigende medicinforbrug er ikke så én-dimensionel, som den er blevet fremstillet. Så lad os debattere de forskellige muligheder, vi har, for både at forebygge og behandle psykiske lidelser.

Indlægget er bragt i Kristeligt Dagblad den 29. april 2013