Familiepolitikken skal styrkes i Esbjerg

Familiepolitikken på dagsordenen

Jeg har længe arbejdet for at få familiepolitikken på dagsordenen. I første omgang nationalt, hvorfor jeg er glad for i foråret at have været med til at udarbejde en Radikal familiepolitik. Jeg er ikke enig i alt – særligt er jeg ærgerlig over, at retten til at gå ned i tid som småbørnsforælder ikke er med. Men jeg er glad for, at vi nu er et parti med en familiepolitik.

Bevar muligheden for hjemmepasning

Som byrådsmedlem i København nogle år tilbage havde jeg også familiepolitikken på dagsordenen. Vi kæmpede imod, da tilskuddet til hjemmepasning blev afskaffet. Heldigvis har Esbjerg kommune, hvor jeg nu bor og stiller op til byrådet, valgt at beholde det. Her kan man få tilskud til at passe sit eller sine egne børn hjemme de første år, og jeg kender mange hjemmegående, der er utroligt glade for denne ordning.

Balance mellem familie og arbejdsliv
Personligt har jeg det godt med at arbejde – så længe det er foreneligt med at være mor til tre små børn på 2, 4 og 6 år. Derfor er jeg også afsindigt glad for netop at have fået lov at gå ned i tid på mit arbejde. Jeg arbejder i en styrelse her i byen og havde faktisk ikke turde tro på, at nedsat tid var en mulighed. For mig viser det, at sammenhængen mellem arbejds- og familielivet er en kamp, der skal kæmpes på alle fronter – men også at det er kampen værd.

Børn skal have nærværende voksne
I mine øjne er det væsentligste formål med en familiepolitik, at børn har nærværende voksne omkring sig – både når forældrene overlader børnene til daginstitutionen eller skolen, og når børnene er hjemme i familien. Mit primære politiske fokus er at sikre bedre mental sundhed, hvorfor jeg arbejder for, at børn får mest muligt at stå imod med. Tilstedeværende og nærværende voksne er altafgørende i den sammenhæng. Men for at kunne være der som forælder, er balancen ift. særligt arbejdslivet afgørende. Så længe vi ikke kan få retten til deltid indført på nationalt niveau, vil jeg arbejde for at Esbjerg kommunes arbejdspladser giver en større fleksibilitet for den enkelte ift. at tilrettelægge sit arbejdsliv.

Flere pædagoger og lærere

I skolen og daginstitutionerne, samt fritids- og klubtilbud er det et væsentligt udgangspunkt, at der er hænder nok. Derfor går jeg til valg på at arbejde for flere pædagoger og lærere – sidstnævnte særligt i de små klasser. Derfor bakker jeg også op om, at flere skoler i Esbjerg allerede har indført kortere skoledag for de mindste til gengæld for, at de så er flere undervisere i timerne.

Kvalitet i fritidstilbuddene og styr på IPAD’en
Tilstrækkeligt med voksne gør det selvfølgelig ikke i sig selv – der skal også arbejdes med kvaliteten i tilbuddene. Det gælder ikke mindst i SFO’en, hvor det er min oplevelse, at der bl.a. går al for meget tid foran skærmen; IPAD eller TV.

Styrket forældreinddragelse

Her i Esbjerg er det også min klare opfattelse, at forældreinddragelsen med fordel kunne styrkes. Der er stor variation i såvel informationsniveau, samt i hvor mange samtaler man tilbydes i de forskellige institutioner. Jeg finder forældreinddragelsen vigtig af flere årsager. Hvis forældrene bedst muligt skal kunne bakke op om deres barns liv i institution og skole, og støtte barnet der hvor behovet er størst, er det vigtigt at høre, hvordan pædagogerne og lærerne oplever barnet. Det er også væsentligt at inddrage og lytte til forældrene i væsentlige overgange fx mellem vuggestue/dagpleje og børnehave eller børnehave og skole, så overgangen bliver bedst mulig for barn og familie. Jeg tror faktisk godt, at personalet her i Esbjerg vil inddrage os forældre, og at de gør alt, hvad de kan med de forhåndenværende ressourcer – tiden og ressourcerne er blot for knappe.

Børn med særlige udfordringer kræver støtte til hele familien

Derudover mener jeg, at vi generelt er for dårlige til at støtte op om hele familien. Det gælder fx familier, der oplever at få et barn med et handicap. I sådan en situation bliver der først og fremmest kompenseret for barnets nedsatte funktionsevne. Men forældrene har jo også nogle behov. Jeg har mødt familier med handicap, hvor mor og far aldrig fik en hel nats søvn, familier der var ved at gå ned med stress eller depression eller gik ned, fordi de skulle kæmpe med systemet, og familier der bare gerne ville have en smule aflastning, så de kunne hænge sammen som mennesker, og dermed også være der som forældre for deres børn. Alt for mange forældre til børn med særlige behov går fra hinanden – det tror jeg, vi kunne undgå, hvis vi var bedre til at støtte op om hele familien.

En konkret ting, som jeg gerne vil fremme, er forældretræning. Jeg var førhen aktiv i ADHD-foreningen som blandt andet har været med til at udvikle forældretræningsprogrammet ’Kærlighed i Kaos’ til forældre til børn med ADHD-lignende vanskeligheder. Erfaringerne er gode. Programmet hjælper både forældrene, hvoraf flere selv har ADHD, og børnene hvis symptomer reduceres – så meget at nogle rent faktisk undgår at få en diagnose.

Støtte til pårørende

I det hele taget skal vi støtte mennesker, der er pårørende til alvorligt syge – unge som gamle. Når et familiemedlem bliver ramt af eksempelvis svær psykisk sygdom, rammer det hele familien. Jeg er selv vokset op med en far, der har lidt af svære depressioner. Så jeg ved, hvilke konsekvenser det kan få, hvis man ikke sætter ind med hjælp og støtte – og allerhelst tidligt i forløbet. Helt konkret vil jeg arbejde for flere pårørendegrupper, hvor man kan møde ligesindede og få nogle redskaber til at håndtere situationen bedre og lære at passe på sig selv. Det gælder ikke mindst til skoleelever.

Hverdagslivet som forælder i Esbjerg

Sidst vil jeg – hvis jeg bliver valgt til byrådet i Esbjerg – arbejde for, at hverdagslivet for familierne bliver lettere. Det gælder helt ned til hverdagsudfordringer som fx med Tabulex eller Forældreintra. Når vi laver nye tiltag af den slags, er vi simpelthen nødt til at sikre, at det fungerer ordentligt, før det sættes i søen, at de ansatte er i stand til at bruge det – og det på måde så det letter og ikke besværliggør hverdagen for forældrene, samt at forældre, som måtte have brug for det, kan få den nødvendige hjælp og vejledning. Jeg vil også arbejde for mere sikre skoleveje og bedre cykelforhold i det hele taget, samt et byrum der inviterer til aktivitet og leg i hverdagen.

Håber at få lov i Esbjerg byråd at bidrage til bedre forhold for børn og familier

Som mor til tre små børn på 2, 4 og 6 år, der alle går i tre forskellige tilbud her i Esbjerg, og med min politiske erfaring fra bl.a. Folketinget mener jeg at have gode forudsætninger for at arbejde for bedre forhold for børn og familier. Derfor håber jeg inderligt, at jeg for Radikale Venstre bliver valgt til byrådet her i Esbjerg den 21. november.

Regeringsforslag kan smadre familie- og børneliv

Vi er mange, der efterspørger en familiepolitik. Regeringens forslag er et eksempel på præcis det modsatte. Hensynet til virksomheder og vækst sættes langt over hensynet til den enkelte familie og det enkelte menneske. 

Regeringen har netop foreslået, at ledige skal tvinges til at søge job i hele landet. Det er jo et fuldstændig absurd forslag! Hvordan skal familier hænge sammen? Det giver jo ingen mening! Bare de nuværende regler med, at man skal søge job halvanden times kørsel fra ens bopæl er forrykte. Vi er mange, der efterspørger en familiepolitik. Dette er præcis det modsatte.

Vores situation er den, at vi sidste sommer flyttede fra København til Esbjerg netop pga. min mands arbejde. Hvis man er inden for lægeverdenen, kender man den berømte fireårsregel, som nyuddannede læger er underlagt. En regel, der har til formål at skaffe læger til yderområderne, og som kan betyde, at man må rykke langt efter det ønskede job. Mange nyuddannede læger er netop det sted i livet, hvor de er ved at stifte familie eller har små børn. Fireårsreglen er altså endnu en stiv regel oppefra, som forringer familiers mulighed for selv at tilrettelægge deres liv og hverdag, så det hænger sammen.

Vi boede i København i to år, mens min mand, Morten, pendlede til Odense. Normalt tog han af sted kl. 05.30 og var hjemme igen kl. 17.45. Derudover kom nattevagterne. Jeg sad i byrådet og havde ved siden af et deltidsjob for, at vi kunne få hverdagen til at hænge sammen. Men det krævede da stadig en masse logistik, hjælp fra bedsteforældre og babysitter. Og da jeg blev gravid med nummer tre, krævede det også sin mand(eller kvinde) at være så meget alene med to små piger på 1 og 3 år.

Vi kunne godt have valgt at få børnene med større mellemrum ja. Men så havde vi næppe fået tre. Vi kunne også have valgt at stoppe ved to. Ja, eller slet ikke at få nogle børn. Men det ønskede vi ikke. Er det mon det, politikerne ønsker? I forvejen får vi ikke børn nok til at reproducere os selv.

Sidste sommer, da Morten så stod over for sidste del af sin speciallægeuddannelse, som foregik i Esbjerg, tog vi konsekvensen af endnu en stiv regel; nemlig at jeg som byrådsmedlem ikke kunne holde min barsel i Esbjerg, men var mere eller mindre stavnsbundet til Københavns Kommune. Morten ville kunne komme hjem fra Esbjerg et sted mellem hver og hver anden weekend. Vi kunne simpelthen ikke se, hvordan det skulle hænge sammen. Mig alene med tre små børn under fire år i en lejlighed midt i København. Og Morten, der ville skulle lære vores lille ny at kende, samt indhente det forsømte med både mig og pigerne, når han var hjemme hver 7. eller 14. dag. Sådan et familieliv vil vi hverken byde vores børn eller os selv, hvis vi på nogen måde kan undgå det. Jeg ville være i stor risiko for at gå ned med stress eller det der er værre, og hvad ville det ikke betyde for børnenes start på livet? En forælder der ikke er der fysisk og en, der ikke er der mentalt.

Nu bor vi så i Hjerting nord for Esbjerg. Jeg var klar over, at det kunne blive en udfordring at finde job herovre efter endt barsel. Men det kom alligevel bag på mig, at der er så få, der søger en med statskundskab som baggrund. Derfor er jeg begyndt at tænke kreativt. Men når jeg om ganske kort tid skal melde mig ledig, så er jeg mere end spændt på at se, hvad der sker.

Med en mand der er læge og har skiftende vagter, skal jeg ikke skulle pendle særlig meget for, at vores hverdag på ingen måde hænger sammen. Det sker også jævnligt, at Morten bliver forsinket efter en lægebilsvagt, fordi folk også får brug for lægehjælp sidst på hans vagt. Som anæstesilæge er hans arbejde ofte et spørgsmål om liv og død. Det er altså ikke noget, man lige kan smutte fra, fordi man skal hente børn. Bare med de nuværende regler vil 37 timers arbejde plus en halv times frokost og halvanden times transport betyde, at jeg ville skulle hjemmefra kl. 06.30 og ville kunne være hjemme igen kl. 17.30. Og her er ikke engang taget højde for kø på vejene eller toge, som ikke kører til tiden. Hvordan ville det så ikke være, hvis arbejdet lå endnu længere væk?

Som rigtig mange andre småbørnsforælder ville vi blive endnu mere afhængige af enten bedsteforældre eller en babysitter. Ja, eller en institution, hvor de kan være døgnet rundt. Det ønsker vi ikke!

Vi har ikke fået børn for ikke at være sammen med dem. Og vi er ikke rykket tværs over landet for Mortens arbejde, som politikerne ønsker, for at jeg så skal til at pendle tilbage igen. Vi har taget konsekvensen af fireårsreglen, der skal skaffe læger til yderområderne, og er flyttet til den anden ende af landet. Vi er på mange måder rigtig glade for at være her og for, at vi kan være sammen som familie og få hverdagen til at hænge sammen. Blev jeg tvunget til at søge job i hele landet, ville situationen være en helt anden.

Hvordan i alverden forestiller man sig fra politisk hold, at man vil kunne tiltrække eksempelvis flere læger til yderområderne, hvor det kan være sværere for ægtefæller at finde job, hvis de oven i købet skal tvinges til at rejse land og rige rundt for dette? Hvor er hensynet til, at man kan give sine børn en ordentlig start på livet? Hvorfor fylder det bare så uendelig lidt hos de ansvarlige politikere? Og hvor er mulighederne for selv at tilrettelægge sit liv, så man kan få hverdagen til at hænge sammen, så både børn og voksne trives? Hvem siger, at mennesker i dag ikke allerede søger, så langt væk, som det er dem muligt?

Og så har vi ikke engang berørt den enlige forælder, som måske bliver nødt til at flytte rundt efter arbejde, og hver gang vil skulle rive børnene ud af deres vante miljø, institution mm. Og hvad med ens netværk, som man kun er endnu mere afhængig af som enlig, hvis man konstant skal flytte rundt?

Vi er mange, der efterspørger en familiepolitik. Regeringens forslag er et eksempel på præcis det modsatte. Hensynet til virksomheder og vækst sættes langt over hensynet til den enkelte familie og det enkelte menneske. Det er en ommer!