Glæder mig allerede til nye mål! – Løbsberetning fra EM i 24-timersløb 2016

Så er endnu en rejse slut. Eller det vil sige ikke helt, for kroppen er stadig mærket og sindet fuldt af oplevelser, tanker og nye erfaringer. Dette var på mange måder et helt særligt løb. Også selv om løbet i Prag forrige år stadig vil stå som min største løbeoplevelse til dags dato – fordi det var den største overvindelse nogensinde. Men når jeg ser tilbage på dette løb, har jeg måttet kæmpe mere end nogensinde for overhovedet at blive klar.

Den største sejr var vejen derhen

For halvanden måned siden vidste jeg ikke, om jeg var købt eller solgt. Min hofte sad skævt, og det gav ingen mening at træne. For så ville jeg helt sikker ikke blive klar til EM. Jeg valgte derfor i stedet at give det tre uger – vel at mærke i den måned, hvor jeg skulle have trænet allermest – HELT uden træning. Jeg anede ikke, om jeg på nogen måde ville nå at blive klar. Men jeg nægtede at smide håndklædet i ringen, før der ikke var mere tid at give af.

Jeg fik en masse behandling – i en periode flere gang om ugen. Jeg tog endda helt over til min højt værdsatte behandler i København, Marcus Heller, næsten ugentligt. Det var nogle lange og dyre rejser, og jeg anede ikke, om de ville lønne sig. Men jeg kender mig selv. Jeg ville ærgre mig gul og grøn, hvis jeg bagefter vidste, at jeg ikke havde gjort ALT, hvad jeg kunne, for at nå mit mål.

Efter tre uger begyndte jeg så småt at løbe igen. Hvis jeg ikke kom i gang nu, ville det blive svært – for ikke at sige umuligt at nå løbet. De første mange ture var kun et par kilometer lange, og det var rigeligt. Men jeg kunne hurtigt mærke, at det hjalp kroppen på vej og sammen med behandlingen bidrog til restitutionen. Det gik efter planen og også lidt bedre med ca. 35, 65 og 100 km om ugen de tre efterfølgende uger. Den anden sidste uge løb jeg omkring 70 km, da jeg ikke havde ’råd’ til lige så meget nedtrapning som sædvanligt. Desuden havde kroppen jo haft god tid til at restituere, og flere småskavanker var allerede væk. På intet tidspunkt mistede jeg troen og håbet på, at det stadig var muligt at nå EM, men det var først til allersidst, jeg begyndte at turde skabe fokus for alvor. For hvorfor gå ud at købe de sidste ting, begynde at pakke mm., førend man ved, om man i det hele taget kommer af sted? Af samme årsag har jeg heller ikke ’turdet’ – eller været klar til – for alvor at visualisere løbet. Faktisk var jeg bekymret for, om jeg havde gjort det for lidt. Alligevel har jeg hele tiden været fuldstændig klar over, at jeg trænede mod en top-10 placering, og det har tilsyneladende givet pote.

De sidste dage op til

Da min svigermor i torsdags kørte Morten og mig ud til lufthavnen, kunne jeg mærke, at jeg slappede af. Vi var på vej, og der var ikke mere, vi kunne gøre. Fysisk var jeg dødtræt og spekulerede på, om jeg ville kunne finde energien lørdag. Inderst inde vidste jeg dog godt, at det er sådan, det plejer at være – og måske også helst skal være; Krop og sind kan jo ikke være lige klart hele tiden, der skal lades op til de store strabadser.

Det var super godt at se de andre landsholdsløbere. Det er altid motiverende at møde andre, der kæmper for det samme som en selv. Samtidig kunne jeg mærke, at jeg havde brug for at være mig selv og skabe fokus på løbet. Så i stedet for at tage med på tur til verdens største katedral, som ligger i Albi, tog jeg et langt bad, barberede ben, filede negle mm.  – alle ting, som jeg meget sjældent har god til derhjemme med tre små børn. Ikke at det betyder noget at have barberet ben – eller for den sags skyld at have været i bad, man kommer alligevel hurtigt til at lugte skidt under sådan et langt løb. Det var nok mere fornemmelsen af at forkæle mig selv og være i et stadie af overskud, hvor jeg havde tid til sådanne detaljer. Nu var alt andet på plads. Da jeg gik i seng den aften, frygtede jeg lidt, at det ville blive svært at falde i søvn. Men på et enkeltværelse uden forstyrrelser og med min elskede kædedyne, der giver en dejlig ro, lykkedes det at få en forholdsvis god nat.

Et løb uden kriser

Jeg var spændt, da jeg vågnede dagen efter. Og klar! Et hurtigt bad og så i tøjet, som var lagt frem aftenen før. Alt var pakket og klart. Vi spiste morgenmad sammen. Havde ikke den store appetit, men der skulle være lidt at starte på.

Da vi sad i bussen, kom krilleren i maven. Så meget, at Morten lige tog min puls (man er vel læge :o) ), og jeg selv måtte trække vejret dybt ned i maven for at bevare roen. Det var en kold morgen, så det var med at være pakket godt ind. Vi og særligt de seje hjælpere, der bestod af vores landstræner Brian, landsholdsløbernes venner og familie, gjorde depotet klar. Der var ikke meget plads, hvilket skulle vise sig at blive en af udfordringerne for mig.

panda2

Startskuddet lød

Så var løbet i gang. Mit entydige mål var at komme i top 10 med mellem 225-230 km. Planen var at løbe 65 km de første seks timer, dernæst 60, så 55 og til sidst 50. På den måde ville jeg have lidt at give af – både i forhold til tempoet undervejs, men også i forhold til det endelige antal kilometer. Selv om det ikke var sikkert, jeg behøvede at løbe 230 km for at indfri mit mål om at blive blandt de ti bedste, viste min plan sig at være god. Sådan en rute er nemlig ofte målt lidt konservativt op. Ligeledes løber man heller ikke altid den mest direkte rute, hvorfor vi hver omgang løb lidt længere end de 1.106 km, som rundturen var beregnet til.

At løbe blandt de bedste

Noget af det fedeste ved dette løb for mig var klart, at ikke nok med jeg endte på en sjette plads, så lykkedes det mig at løbe i top 10 HELE vejen. Dvs. mellem anden og syvende pladsen. Uden at have været samtlige løberes mellemtider igennem, tør jeg godt sige, at det må være et af de mest stabile løb i forhold til placering. Til at starte med, var jeg i tvivl om, om jeg ville blive presset af at kunne se min placering hver omgang. Men som konkurrencemenneske med stort ’k’, og eftersom det nu gik så godt, ja så virkede det snarere motiverende. Det ved jeg også, det gjorde på nogle af vores mandlige løbere, at mit navn blev råbt op stort set hver omgang. Længe løb jeg i top fem, og da jeg lå dårligst, var det som sagt på en syvende plads. Da jeg så på et tidspunkt blev passeret af svenskeren Annika Nilrud, som lå nummer syv, tænkte jeg, at det skal være løgn. Der gik et øjeblik, og så var jeg foran igen. Jeg begyndte så småt at tænke på placeringer. Når jeg nu så længe havde ligget i top syv, skulle det afspejle sig i det endelige resultat! Det er nemlig ikke så svært at være med helt fremme for en stund. Det er straks sværere at stå distancen og blive ved med at være det. Mange af dem, som i en periode lå i spidsen – for ikke at sige alle, endte da også en del længere nede i feltet, fordi de ikke kunne holde tempoet. Min træner og min mand var da også en anelse bekymrede for, om jeg fra starten af fokuserede for meget på de andre og lagde for hurtigt ud. Men jeg havde styr på det. Jeg løb det tempo, jeg havde planlagt.

panda7

Hold op, hvor var det fedt at få lov at blande sig med de bedste; de senede og seje franske kvinder, det gode og stabile svenske hold m.fl. Og selv om jeg jo udmærket godt vidste, at den daværende og nu nyslåede europamester Maria Jansson ville hente mig på et tidspunkt – jeg ventede bare på hvornår – ja så var det alligevel fedt at ligge foran hende de første 80 km. Ligeledes var jeg godt tilfreds med, at have holdt 10 km i snit de første 15 timer – en dag skal det holdes hele vejen:o)

Et løb uden de store kriser

Sammenlignet med mit sidste løb, hvor jeg tog den ældgamle danmarksrekord – et løb som var én stor krise – ja så var dette løb nærmest uden kriser. I hvert fald de store.

Til de mindre udfordringer hørte, at jeg denne gang har måtte arbejde lidt mere med motivationen og med at finde et konkret mål, som var fedt nok til, at jeg ville give mig fuldt ud. Det lykkedes næsten. Mit mål blev i hvert fald nået, men hvor jeg sidste gang gav mig nærmest 120 procent, var det denne gang nok snarere 95 procent. Måske var det derfor, jeg kunne gå – eller måske snarere det der ligner – hjem:o) Eftersom jeg selv havde danmarksrekorden, kunne denne ikke motivere mig lige så meget som sidst. Og om det blev en fjerde eller en syvende plads var heller ikke så afgørende. Det afgørende for mig var at slutte i top 10. På et tidspunkt meget tidligt i løbet blev jeg ramt af tanker om, at puh det var langt, og var det nu det værd – det ville jo blive hårdt. Men da jeg blev varm og tilmed kom godt fra start, gik de tanker hurtigt i sig selv igen. Derudover brugte jeg det, at der blev lavet opdateringer af resultatet hver time på hjemmesiden. Jeg ville gerne vise folk derhjemme, som brugte de sene nattetimer på at følge med, at jeg hang i.

Så begyndt smerterne at komme. Heldigvis flyttede de sig lidt rundt. I løbet af et tidsrum følte jeg, at jeg kom hele kroppen omkring. Men der var ikke noget, der satte sig. De spændte haser og den trætte lænd fik et par ture på min medbragte foam roller. Det værste var haserne og særligt den højre. Desværre skulle chippen sættes i snørebåndene, og uheldigvis havde vi fået sat den på højre sko; Min højre fod er et nummer større end den venstre, hvorfor jeg har brug for at få løsnet denne sko mere, som fødderne hæver. Det var svært, og jeg har hverken temperament eller tålmodighed til at bruge tid på en upraktisk chip under et løb.

Ikke for sarte sjæle

panda6

Og så kommer en af mine største udfordringer og bestemt et sted, hvor jeg håber at kunne hente et par kilometer mere. Toiletbesøg! For som mor til tre små børn er mit bækken endnu ikke så stærkt, som det har været. Allerede før de første 100 km, måtte jeg vælge enten at skifte bukser løbende eller at forsøge med nogle bind. Det er ikke rart at løbe i våde bukser – ikke kun fordi det giver enorme slidsår, men også fordi man lugter. Selvfølgelig er der ingen, der lugter af roser under og efter sådan et løb, men lidt værdighed har man vel. Jeg skiftede tights en gang, og så måtte hjælperne af sted efter en pakke bind. Jeg blev sej til det. På et tidspunkt fik jeg det faktisk på, mens jeg løb. Ikke noget man normalt ville tale om eller prale af, men under 24-timersløb, er der altså ikke noget, der hedder at være sart. Jo, hvis jeg ville have opgivet mit mål, så kunne jeg godt have skiftet tøj konstant eller være løbet på toilettet endnu oftere.

Og så var der maven. Denne gang var jeg ikke så hårdt ramt som sidst. Måske fordi jeg holdt lidt igen med sukkeret og spiste så meget almindelig mad som muligt allerede tidligt i løbet; kartoffelmos, havregrød, pasta mm. Immodium kom vi dog ikke uden om, men vi fik sat lidt tidligere ind end sidst.

På et tidspunkt blev jeg dog bekymret. Det var fuldstændig rødt, det der kom ud af mig. Der var jeg meget tæt på at stoppe helt og gå til lægen. For det er ikke med livet som indsats, jeg løber. Men sammen med min lægemand kom jeg frem til, at det måtte være fordi, jeg stort set kun havde indtaget røde energiprodukter. En anden gang skal de ikke være røde!!

Ligesom jeg kan holde mange smerter ud, hvis jeg ved, at det ikke er noget alvorligt, eller ikke er noget der giver mén, så kan jeg også løbe med meget. Men man er nødt til at kunne holde øje med helbredet. At jeg begyndte at bløde lidt udvortes gjorde ondt, men det var forventeligt, når man løber med bind, ligesom det jo også heler igen. Så det valgte jeg at bide i mig.

Sidst under denne overskrift må høre mine negle og vabler. Mine fødder er bestemt ikke pæne nu, men det var faktisk ikke slemt undervejs. En enkelt gang gik der hul på en vabel, min ene knyst blev lidt klemt og efterfølgende blå pga. chippen, og så røg der på et tidspunkt en negl, fordi jeg skulle gribe noget ved depotet og landede lidt skævt. Det gør ondt, men går hurtigt over. Til gengæld var sidstnævnte situation udtryk for, at vi godt kan optimere lidt i forhold til depotet.

At fylde på undervejs

panda4

I mine øjne er noget af det vigtigste, når man løber 24-timersløb, at få fyldt godt op undervejs med fast og flydende. Særligt under kriser er det vigtigt stadig at huske det. Ellers risikerer man, at man er fuldstændig på baghjul, når krisen er overstået. Men det tager også tid. Denne gang havde jeg uden tvivl flere stop end ved sidste løb, hvor Morten måtte følge med et længere stykke, og jeg derfor ikke behøvede at stoppe så meget op. Ved dette løb var depotet og dermed området, hvor hjælperne måtte hjælpe os, meget smalt. Jeg er god til at løbe og spise fx kartoffelmos af en lille skål, men det duede ikke for mig at skulle løbe mange omgange med for meget at slæbe på. Morten forsøgte derfor på ikke at hælde for meget i dunkene, hvilket dog ikke gik, fordi det resulterede i, at jeg slugte for meget luft og fik ondt i maven. Jeg prøvede i stedet at kaste dunkene tilbage, hvilket også var ok – i hvert fald da jeg lærte ikke at ramme finnernes telt. Men løsningen blev, at jeg måtte ofre lidt tid på at snuppe glas med på skift vand, cola og juice fra fællesdepotet. Den bedste løsning i dette løb, men med mulighed for optimering – fx ved at have små drikkeflasker med i stedet. Sådan bliver man hele tiden klogere, og ikke to løb er ens. Det andet var, at sidste gang kunne jeg råbe til Morten, hvad jeg gerne ville have, inden jeg nåede ind i depotet. Det gav forholdene denne gang ikke mulighed for. Så når han nogen gange stod med det ”forkerte” i hånden, råbte jeg noget andet. Pr refleks skyndte han sig ind for at hente det, jeg gerne ville have. Men da jeg ikke havde tålmodighed til at vente, resulterede det blot i, at jeg flere gange intet fik med. Derfor valgte jeg ofte at tage fra det store depot i stedet. Et af de lidt mere komiske udfald var, at Morten på et tidspunkt stod med et krus med tynd havregrød i. Idet jeg skreg ”elektrolyt”, var han halvt på vej ind i teltet, hvilket blot resulterede i, at jeg fik tynd havregrød ud over det hele – ganske kort efter tøjskiftet. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, jeg havde kastet op. Men hvad gør man? Børster det af så godt man kan og løber videre.

En lang nat

Selv om natten ville blive utrolig lang grundet årstiden (13 timers mørke), havde jeg egentlig ikke været så bekymret. Jeg plejer nemlig at være relativt bedre om natten og hente en del af de andre. Modsat tidligere lå jeg dog allerede temmelig langt fremme i feltet, da det blev mørkt, hvorfor jeg gruede lidt for, hvor mange der ville hente mig. Det gik hverken værre eller bedre, end at jeg beholdte min placering. Dernæst kom de sidste to lyse timer, hvor flere satte spurten ind. Jeg havde længe kæmpet med at holde tempoet på grund af tunge ben. Mit hoved ville dog gerne øge farten, hvilket resulterede i, at det lige akkurat lykkedes mig at holde den så højt, at jeg nåede min målsætning i kilometer. Og hvorfor var det så så vigtigt, når jeg allerede lå i top 10 og tilmed havde et stykke ned til nr. 10? Jo, det var det, fordi jeg ikke vidste, hvor mange der ville hente mig. Det var svært at have fuldstændigt overblik, da flere kom op nedefra i løbet af de senere timer, og fordi ikke alle levede op til at have et synligt nummer bagpå, så man kunne se, hvem de var. Skulle jeg ryge ud af top 10, ville jeg i det mindste have indfriet den ene del af målsætningen.

panda5

Tilfreds og næste mål

Selvfølgelig er jeg tilfreds med både løb og resultat. Jeg opnåede fint mit mål om at komme i top 10. Og danmarksrekorden blev da også rykket med godt seks kilometer, hvilket forhåbentlig mindsker sandsynligheden for, at en anden tager den lige foreløbigt. Alligevel sidder jeg tilbage med en følelse af, at der er mere at give af. Havde jeg været tættere på podiet, havde jeg løbet efter det allerede i dette løb. Men selv med 230 var jeg ’kun’ blevet nummer fire. Og fire eller seks var ikke vigtigere end at være sikker på at komme godt igennem. Jeg tror, det kan være risikofyldt at justere målene for meget undervejs, hvis man skal være sikker på at holde hele vejen. Til gengæld giver det da klart blod på tanden, og nye målsætninger melder sig allerede. Kommer jeg til at løbe EM næste gang, bliver målsætningen næsten uden tvivl en podieplads. Bliver det VM, bliver det formentlig top 10 igen. Men lad os nu se. Morten har været der for mig hele vejen igennem dette forløb – nu er det hans tur til at dyrke sig selv og sin sport for en tid.

En følelsesmæssig rejse

Mine tre tidligere 24-timersløb har alle været store følelsesmæssige rejser. Denne gang sad følelserne langt fra i samme grad uden på tøjet. Jeg sendte ungerne derhjemme en tanke engang imellem og huskede på, hvad der betyder noget for mig. At når vi tager af sted fra de små fem dage i træk, så skal der dælme også komme noget ud af det. Jeg ved også, hvor glade de bliver, når jeg kommer hjem og fortæller, at det gik godt. Men det var ikke så nødvendigt for mig denne gang at grave dybt for at kunne bevare motivationen. En form for reaktion kom først, da jeg ringede hjem til min mor. Da mærkede jeg tårerne presse sig på. Og da vi i lufthavnen ikke kunne finde en kørestol, og derfor måtte småløbe den lange vej til en gate, hvor der stod ”last call”, piblede tårerne ud af øjnene på mig. En ansat havde sagt, at vi umuligt kunne nå skiftet, da første fly havde været forsinket, hvorfor vi måtte vente til dagen efter. Det kunne jeg slet ikke overskue. Jeg ville bare hjem! Så på trods af, jeg knap kunne gå, satte vi alt ind på at nå flyet. Og i det øjeblik, Morten løb i forvejen for at sige, jeg var på vej – i det øjeblik kunne jeg mærke, at jeg også på denne rejse havde overvundet mig selv. Først da vi kom helt hjem sluttede en fantastisk rejse. Og tusind tak for de overvældende mange søde hilsener og beskeder og den store opmærksomhed. Det har været det hele værd!

Glæder mig allerede til næste gang!

Anne Marie

På vej mod EM i 24-timersløb 2016

Så er det igen blevet et lige år, dvs. et af de år, hvor jeg har et 24-timersløb på programmet. Denne gang er det Europamesterskaberne i Frankrig den 22.-23. oktober. Siden 2010 har jeg hvert andet år løbet 24-timersløb og hver andet år født et barn. Med tre små børn fra henholdsvis 2011, 2013 og 2015 er den ene kæde afsluttet. Men 24-timersløbet er jeg endnu kke færdig med.

Danmarksrekord & motivation

I 2014 var min motivation større end nogensinde. Det var her, jeg gik efter danmarksrekorden og nåede den med 219 km. Den største udfordring i denne sæson har derfor været at finde et attraktivt og samtidig realistisk mål. Den nordiske rekord er netop blevet rykket af en super sej svensker, Maria Jansson, som har løbet 242 km. Det er urealistisk for mig at lægge 23 km til på et løb. I mine tidligere løb har jeg hver gang lagt ca. 10 km til. Men hvad er så realistisk og samtidig noget, jeg er motiveret nok til?

Top 10 internationalt

Jeg er nået frem til, at det kunne være fedt at blande sig med de bedste internationalt. Top 10 er ikke helt i top, men det ville stadigvæk være et pænt resultat og noget, jeg ville være stolt af – samt villig til at kæmpe for. Spørgsmålet er så, hvor meget man skal løbe for at gøre sig håb om at ende i top 10. Mit bedste bud er – baseret på tidligere år – at et sted mellem 225-230 km formentlig vil kunne gøre det. Intet er sikkert, men jeg er nødt til at have et konkret mål for at kunne arbejde med det.

Tanker om løbet

I dag løb jeg og legede lidt med tanken om at skulle løbe 230 km, samt hvad mine delmål skulle være. Deler man løbet op i fire gange seks timer, kunne en mulighed være at løbe henholdsvis 65, 60, 55 og 50 km. Sammenlagt ville det give 230 km, og dermed ville der være 5 km af give af, hvis mindstemålet er 225 km. Skulle jeg komme hurtigere fra start, ville jeg også kunne slække lidt på tempoet til sidst og stadig nå målet. Men umiddelbart er en 12-timerssplit på 125 km ambitiøst nok. Da jeg slog danmarksrekorden nåede jeg vist kun 113 km på de første 12 timer, så med ovenstående plan ville det altså være i første halvdel af løbet, at jeg skulle hente forbedringen. Mentalt tror jeg, jeg har lettere ved at komme godt fra start, så der er noget at give af sidst på løbet.

Længere forberedelse efter 3. fødsel

Forleden var jeg hos en ny behandler, en osteopat. Han mente ikke, det var alle forundt at kunne løbe 24-timersløb så kort efter en fødsel, og slet ikke efter tre fødsler. Det bekræftede mig blot i, at det nok er meget fornuftigt, at jeg denne gang har givet det et halvt år længere. Magne blev født i maj 2015, og EM ligger som sagt først i oktober 2016. Jeg har også haft væsentligt mere bøvl med ryggen her efter tredje fødsel(og flytning), end jeg har haft de andre gange.

Håndtering og –forebyggelse af rygproblemer

I efteråret var ryggen så skidt, at jeg næsten ikke kunne løfte vores to mindste børn. Jeg følte mig meget ustabil i korpus og fik ofte store jag af smerter gennem ryggen. En ny seng, behandling i Totum Kropsterapi, kiropraktik og styrketræning har gjort meget i forhold til at komme af med rygproblemerne. Senest har jeg anskaffet mig en såkaldt ‘foam roller’, som jeg ligger og ruller på, når ryggen driller, samt før og efter en løbetur. Den tager de ydre spændinger, og siden jeg begyndte at bruge den, har min ryg ikke drillet halvt så meget.

Bøvl med mavemusklerne

Siden jeg fødte Vigga i 2011, har jeg i perioder haft problemer med mavemusklerne helt oppe under ribbenene. Mest under træningen, men også ved VM i 2012, hvor jeg løb ca. 10 km med kraftige smerter i maven. Det var mellem 30-40 km, og det var lige før, jeg troede, det ville forhindre mig i at gennemføre. Men via en dyb og langsom vejrtrækning lykkedes det mig at få musklerne til at slappe mere af.

Osteopati – gør det der virker!

For nylig fik jeg så anbefalet en osteopat her på Vestkysten, hvor vi har boet siden sidste sommer. Det var såmænd ikke, fordi han gik så hårdt til værks, men allerede efter første behandling har det gjort en kæmpe forskel.  I tirsdag kunne jeg dårligt løbe. Jeg var ude på en rute på 12, 5 km, og jo længere jeg kom, desto oftere måtte jeg stoppe for at krumme mig sammen eller forsøge at massere mavemusklerne til at slappe lidt af. Onsdag fik jeg så den første behandling, og allerede dagen efter havde jeg en super løbetur.

Tempo

Bagefter kunne jeg stadig mærke ømheden i mavemusklerne. Det føltes mest af alt som et blåt mærke. Men jeg løb 15 km uden rigtigt at være generet af det og det endda med god fart. Den første kilometer varmede jeg op, men derefter løb jeg 12 km med en gennemsnitsfart på 4.44 min/km. Det er den fart, jeg godt kunne tænke mig at gøre til mit vante løbetempo inden EM. Hver gang jeg har løbet 24-timersløb har jeg skåret 5 sekunder af minuttiden. I 2014 trænede jeg med 4.50min/km, og derfor skulle den gerne hedde 4.45 i år. Det sidste stykke tid har det dog været svært at holde både tempo og distance oppe, fordi kroppen har brokket sig. I torsdags dag gik det så, og efterfølgende løb jeg endda 2 km med 4.22 i snit. Så formen er måske ikke så ringe, som jeg gik og frygtede:-)

At lytte til kroppen

Det er min klare overbevisning, at noget af det vigtigste at kunne som ultraløber er at lytte til kroppen. Hvis kroppen ikke er frisk og klar på løbsdagen, kan det være fuldstændigt lige meget, hvor meget man har trænet. Selvfølgelig er det super frustrerende, når man i perioder ikke kan løbe det, man gerne ville. Men jeg er blevet bedre til at tænke på det, som en naturlig og uundgåelig del af træningen frem mod et løb. Et eller andet sted er det jo også godt, at kroppen viser, hvornår man skal foretage nogle justeringer eller måske gå lidt langsommere frem.

Intervaltræning

I år har min krop hovedsageligt sagt fra efter de to gange, hvor jeg har trænet intervaller i løbeklubben. Både mavemuskler og knæ har brokket sig. Måske burde jeg lade være at løbe intervaller, men det er min oplevelse, at det giver meget at blive presset lidt på tempoet. Jeg må bare huske, at det er en prioritering; Hvis jeg vælger at tage til intervaltræning en uge, må jeg løbe lidt færre km for ikke at overbelaste kroppen.

Træningsplan

Jeg har stadig ingen decideret træningsplan, selv om min mand punker mig for det. Det er lettere for mig at lytte til kroppen, hvis jeg kun har en overordnet plan for, hvor mange kilometer jeg gerne vil løbe om ugen. Trækker det lidt i knæene en dag, løber jeg måske lidt langsommere eller lidt kortere. Modsat, føles kroppen bare let og benene gode, giver jeg den gas eller tager et par kilometer mere. Så småt er jeg ved at bevæge mig op på de 70 km om ugen. Planen er at nå 80 km et par måneder før løbet, og så tage en 3-4 uger med 100 km om ugen før nedtrapningen de sidste uger før løbet.

Blogger og tweeter om forberedelserne

Hvis du har lyst til at følge mine forberedelser samt se, om jeg også når målet her i fjerde hug, kan du enten følge mig her eller på Twitter. Min mand plejer også at være sød til at opdatere min twitter-konto www.twitter.com/amgeisler under selve løbet.

Tak fordi du læste med!

Anne Marie