Familiepolitikken skal styrkes i Esbjerg

Familiepolitikken på dagsordenen

Jeg har længe arbejdet for at få familiepolitikken på dagsordenen. I første omgang nationalt, hvorfor jeg er glad for i foråret at have været med til at udarbejde en Radikal familiepolitik. Jeg er ikke enig i alt – særligt er jeg ærgerlig over, at retten til at gå ned i tid som småbørnsforælder ikke er med. Men jeg er glad for, at vi nu er et parti med en familiepolitik.

Bevar muligheden for hjemmepasning

Som byrådsmedlem i København nogle år tilbage havde jeg også familiepolitikken på dagsordenen. Vi kæmpede imod, da tilskuddet til hjemmepasning blev afskaffet. Heldigvis har Esbjerg kommune, hvor jeg nu bor og stiller op til byrådet, valgt at beholde det. Her kan man få tilskud til at passe sit eller sine egne børn hjemme de første år, og jeg kender mange hjemmegående, der er utroligt glade for denne ordning.

Balance mellem familie og arbejdsliv
Personligt har jeg det godt med at arbejde – så længe det er foreneligt med at være mor til tre små børn på 2, 4 og 6 år. Derfor er jeg også afsindigt glad for netop at have fået lov at gå ned i tid på mit arbejde. Jeg arbejder i en styrelse her i byen og havde faktisk ikke turde tro på, at nedsat tid var en mulighed. For mig viser det, at sammenhængen mellem arbejds- og familielivet er en kamp, der skal kæmpes på alle fronter – men også at det er kampen værd.

Børn skal have nærværende voksne
I mine øjne er det væsentligste formål med en familiepolitik, at børn har nærværende voksne omkring sig – både når forældrene overlader børnene til daginstitutionen eller skolen, og når børnene er hjemme i familien. Mit primære politiske fokus er at sikre bedre mental sundhed, hvorfor jeg arbejder for, at børn får mest muligt at stå imod med. Tilstedeværende og nærværende voksne er altafgørende i den sammenhæng. Men for at kunne være der som forælder, er balancen ift. særligt arbejdslivet afgørende. Så længe vi ikke kan få retten til deltid indført på nationalt niveau, vil jeg arbejde for at Esbjerg kommunes arbejdspladser giver en større fleksibilitet for den enkelte ift. at tilrettelægge sit arbejdsliv.

Flere pædagoger og lærere

I skolen og daginstitutionerne, samt fritids- og klubtilbud er det et væsentligt udgangspunkt, at der er hænder nok. Derfor går jeg til valg på at arbejde for flere pædagoger og lærere – sidstnævnte særligt i de små klasser. Derfor bakker jeg også op om, at flere skoler i Esbjerg allerede har indført kortere skoledag for de mindste til gengæld for, at de så er flere undervisere i timerne.

Kvalitet i fritidstilbuddene og styr på IPAD’en
Tilstrækkeligt med voksne gør det selvfølgelig ikke i sig selv – der skal også arbejdes med kvaliteten i tilbuddene. Det gælder ikke mindst i SFO’en, hvor det er min oplevelse, at der bl.a. går al for meget tid foran skærmen; IPAD eller TV.

Styrket forældreinddragelse

Her i Esbjerg er det også min klare opfattelse, at forældreinddragelsen med fordel kunne styrkes. Der er stor variation i såvel informationsniveau, samt i hvor mange samtaler man tilbydes i de forskellige institutioner. Jeg finder forældreinddragelsen vigtig af flere årsager. Hvis forældrene bedst muligt skal kunne bakke op om deres barns liv i institution og skole, og støtte barnet der hvor behovet er størst, er det vigtigt at høre, hvordan pædagogerne og lærerne oplever barnet. Det er også væsentligt at inddrage og lytte til forældrene i væsentlige overgange fx mellem vuggestue/dagpleje og børnehave eller børnehave og skole, så overgangen bliver bedst mulig for barn og familie. Jeg tror faktisk godt, at personalet her i Esbjerg vil inddrage os forældre, og at de gør alt, hvad de kan med de forhåndenværende ressourcer – tiden og ressourcerne er blot for knappe.

Børn med særlige udfordringer kræver støtte til hele familien

Derudover mener jeg, at vi generelt er for dårlige til at støtte op om hele familien. Det gælder fx familier, der oplever at få et barn med et handicap. I sådan en situation bliver der først og fremmest kompenseret for barnets nedsatte funktionsevne. Men forældrene har jo også nogle behov. Jeg har mødt familier med handicap, hvor mor og far aldrig fik en hel nats søvn, familier der var ved at gå ned med stress eller depression eller gik ned, fordi de skulle kæmpe med systemet, og familier der bare gerne ville have en smule aflastning, så de kunne hænge sammen som mennesker, og dermed også være der som forældre for deres børn. Alt for mange forældre til børn med særlige behov går fra hinanden – det tror jeg, vi kunne undgå, hvis vi var bedre til at støtte op om hele familien.

En konkret ting, som jeg gerne vil fremme, er forældretræning. Jeg var førhen aktiv i ADHD-foreningen som blandt andet har været med til at udvikle forældretræningsprogrammet ’Kærlighed i Kaos’ til forældre til børn med ADHD-lignende vanskeligheder. Erfaringerne er gode. Programmet hjælper både forældrene, hvoraf flere selv har ADHD, og børnene hvis symptomer reduceres – så meget at nogle rent faktisk undgår at få en diagnose.

Støtte til pårørende

I det hele taget skal vi støtte mennesker, der er pårørende til alvorligt syge – unge som gamle. Når et familiemedlem bliver ramt af eksempelvis svær psykisk sygdom, rammer det hele familien. Jeg er selv vokset op med en far, der har lidt af svære depressioner. Så jeg ved, hvilke konsekvenser det kan få, hvis man ikke sætter ind med hjælp og støtte – og allerhelst tidligt i forløbet. Helt konkret vil jeg arbejde for flere pårørendegrupper, hvor man kan møde ligesindede og få nogle redskaber til at håndtere situationen bedre og lære at passe på sig selv. Det gælder ikke mindst til skoleelever.

Hverdagslivet som forælder i Esbjerg

Sidst vil jeg – hvis jeg bliver valgt til byrådet i Esbjerg – arbejde for, at hverdagslivet for familierne bliver lettere. Det gælder helt ned til hverdagsudfordringer som fx med Tabulex eller Forældreintra. Når vi laver nye tiltag af den slags, er vi simpelthen nødt til at sikre, at det fungerer ordentligt, før det sættes i søen, at de ansatte er i stand til at bruge det – og det på måde så det letter og ikke besværliggør hverdagen for forældrene, samt at forældre, som måtte have brug for det, kan få den nødvendige hjælp og vejledning. Jeg vil også arbejde for mere sikre skoleveje og bedre cykelforhold i det hele taget, samt et byrum der inviterer til aktivitet og leg i hverdagen.

Håber at få lov i Esbjerg byråd at bidrage til bedre forhold for børn og familier

Som mor til tre små børn på 2, 4 og 6 år, der alle går i tre forskellige tilbud her i Esbjerg, og med min politiske erfaring fra bl.a. Folketinget mener jeg at have gode forudsætninger for at arbejde for bedre forhold for børn og familier. Derfor håber jeg inderligt, at jeg for Radikale Venstre bliver valgt til byrådet her i Esbjerg den 21. november.

Politikere må skabe bedre rammer for småbørnsfamilier

Anne-Marie Løkkegaards indlæg i Politiken den 19. april: ”Hjælp os børnefamilier inden vi segner af stress” er blevet genstand for voldsom debat. Og med god grund, for debatten om småbørnsfamiliers kår er mere relevant end nogensinde. Stress har længe været et stort problem, og intet tyder på, vi har fået vendt udviklingen.

Imidlertid har Løkkegaards indlæg først og fremmest ført til beskyldninger om manglende personligt ansvar. Men der er altid to sider af en sag, det gælder ikke mindst stress. Politikerne må også skabe rammer, der gør det muligt at balancere familie- og arbejdsliv.

Jeg er for så vidt enig i, at mange forældre i dag har urealistisk høje forventninger til, hvad de skal kunne præstere, samtidig med at de har små børn. Megen stress kan forebygges ved at justere sine forventninger, og det er ikke givet, at både mor og far skal gøre karriere for fuld skrue, mens man har små børn. Problemet er, hvis vi som politikere ikke skaber mulighederne for, at man kan gøre det anderledes. Fx ved at gøre det lettere at gå på deltid.

Mange politikere taler for udvidede åbningstider i daginstitutionerne, så vi alle kan bidrage til den fortsatte vækst. For nogle kan mere fleksible åbningstider også kunne være løsningen, hvorfor vi i Radikale Venstre i København netop foreslået at åbne en døgnåben, integreret vuggestue og børnehave mere. Erfaringer viser dog, at langt fra alle forældre ønsker at gøre brug af udvidede åbningstider, hvis de kan løse pasningsproblemet på anden vis. Derfor bør mulighederne være flere. 

Som politikere må vi spørge os selv, hvilken retning vi ønsker at trække samfundet i. Får børn generelt set den bedste start på livet ved at tilbringe mere tid i institution, og er det sådan vi skaber sunde borgere, som fremadrettet vil kunne bidrage til samfundet? For slet ikke at tænke på, om det er løsningen for alle de forældre, som vælger at sætte børn i verden. Det er formentlig de færreste, der gør dette uden et ønske om også at være sammen med deres børn. Ligeledes har børn brug for, at deres forældre er til stede – både fysisk og mentalt. Når forældre rammes af stress, går det også ud over børnene.

Hvad angår det politiske fokus på vækst, bliver det ofte reduceret til et spørgsmål om, at alle skal arbejde mere. Men vi ved, at mennesker der er stressede ikke yder det samme, er mindre innovative og mindre effektive. Ligeledes bidrager det ikke til væksten på sigt, hvis småbørnsforældre går ned med stress og kun helt eller delvist kommer tilbage på arbejdsmarkedet. Økonomisk bæredygtighed kræver menneskelig bæredygtighed. Og sidstnævnte er der for lidt politisk fokus på.

Derfor mener jeg, det burde være lettere at gå på deltid. Jeg kender mange børnefamilier, som er på randen af eller har været ramt af stress, og for hvem et deltidsjob kunne være en del af løsningen. Imidlertid er det mit indtryk, at det langt fra er alle, der har mulighed for dette. Nogle steder modsætter arbejdsgiveren sig direkte, mens det andre steder nok snarere er et spørgsmål om en kultur. Hvorfor skeler vi ikke til Sverige, hvor småbørnsforældre har ret til at gå ned i tid, indtil børnene når en bestemt alder? Vi behøver ikke kopiere ordningen, men måske vi kunne lade os inspirere?

Det at være småbørnsforælder kræver, at man træffer svære valg og prioriterer i livet. Men det kræver sandelig også, at man fra politisk hold skaber forskellige muligheder for, at familier kan skabe balance mellem familie- og arbejdsliv. Og at man har muligheden for at prioritere børnene, mens de er små og har allerstørst behov.