Regeringsforslag kan smadre familie- og børneliv

Vi er mange, der efterspørger en familiepolitik. Regeringens forslag er et eksempel på præcis det modsatte. Hensynet til virksomheder og vækst sættes langt over hensynet til den enkelte familie og det enkelte menneske. 

Regeringen har netop foreslået, at ledige skal tvinges til at søge job i hele landet. Det er jo et fuldstændig absurd forslag! Hvordan skal familier hænge sammen? Det giver jo ingen mening! Bare de nuværende regler med, at man skal søge job halvanden times kørsel fra ens bopæl er forrykte. Vi er mange, der efterspørger en familiepolitik. Dette er præcis det modsatte.

Vores situation er den, at vi sidste sommer flyttede fra København til Esbjerg netop pga. min mands arbejde. Hvis man er inden for lægeverdenen, kender man den berømte fireårsregel, som nyuddannede læger er underlagt. En regel, der har til formål at skaffe læger til yderområderne, og som kan betyde, at man må rykke langt efter det ønskede job. Mange nyuddannede læger er netop det sted i livet, hvor de er ved at stifte familie eller har små børn. Fireårsreglen er altså endnu en stiv regel oppefra, som forringer familiers mulighed for selv at tilrettelægge deres liv og hverdag, så det hænger sammen.

Vi boede i København i to år, mens min mand, Morten, pendlede til Odense. Normalt tog han af sted kl. 05.30 og var hjemme igen kl. 17.45. Derudover kom nattevagterne. Jeg sad i byrådet og havde ved siden af et deltidsjob for, at vi kunne få hverdagen til at hænge sammen. Men det krævede da stadig en masse logistik, hjælp fra bedsteforældre og babysitter. Og da jeg blev gravid med nummer tre, krævede det også sin mand(eller kvinde) at være så meget alene med to små piger på 1 og 3 år.

Vi kunne godt have valgt at få børnene med større mellemrum ja. Men så havde vi næppe fået tre. Vi kunne også have valgt at stoppe ved to. Ja, eller slet ikke at få nogle børn. Men det ønskede vi ikke. Er det mon det, politikerne ønsker? I forvejen får vi ikke børn nok til at reproducere os selv.

Sidste sommer, da Morten så stod over for sidste del af sin speciallægeuddannelse, som foregik i Esbjerg, tog vi konsekvensen af endnu en stiv regel; nemlig at jeg som byrådsmedlem ikke kunne holde min barsel i Esbjerg, men var mere eller mindre stavnsbundet til Københavns Kommune. Morten ville kunne komme hjem fra Esbjerg et sted mellem hver og hver anden weekend. Vi kunne simpelthen ikke se, hvordan det skulle hænge sammen. Mig alene med tre små børn under fire år i en lejlighed midt i København. Og Morten, der ville skulle lære vores lille ny at kende, samt indhente det forsømte med både mig og pigerne, når han var hjemme hver 7. eller 14. dag. Sådan et familieliv vil vi hverken byde vores børn eller os selv, hvis vi på nogen måde kan undgå det. Jeg ville være i stor risiko for at gå ned med stress eller det der er værre, og hvad ville det ikke betyde for børnenes start på livet? En forælder der ikke er der fysisk og en, der ikke er der mentalt.

Nu bor vi så i Hjerting nord for Esbjerg. Jeg var klar over, at det kunne blive en udfordring at finde job herovre efter endt barsel. Men det kom alligevel bag på mig, at der er så få, der søger en med statskundskab som baggrund. Derfor er jeg begyndt at tænke kreativt. Men når jeg om ganske kort tid skal melde mig ledig, så er jeg mere end spændt på at se, hvad der sker.

Med en mand der er læge og har skiftende vagter, skal jeg ikke skulle pendle særlig meget for, at vores hverdag på ingen måde hænger sammen. Det sker også jævnligt, at Morten bliver forsinket efter en lægebilsvagt, fordi folk også får brug for lægehjælp sidst på hans vagt. Som anæstesilæge er hans arbejde ofte et spørgsmål om liv og død. Det er altså ikke noget, man lige kan smutte fra, fordi man skal hente børn. Bare med de nuværende regler vil 37 timers arbejde plus en halv times frokost og halvanden times transport betyde, at jeg ville skulle hjemmefra kl. 06.30 og ville kunne være hjemme igen kl. 17.30. Og her er ikke engang taget højde for kø på vejene eller toge, som ikke kører til tiden. Hvordan ville det så ikke være, hvis arbejdet lå endnu længere væk?

Som rigtig mange andre småbørnsforælder ville vi blive endnu mere afhængige af enten bedsteforældre eller en babysitter. Ja, eller en institution, hvor de kan være døgnet rundt. Det ønsker vi ikke!

Vi har ikke fået børn for ikke at være sammen med dem. Og vi er ikke rykket tværs over landet for Mortens arbejde, som politikerne ønsker, for at jeg så skal til at pendle tilbage igen. Vi har taget konsekvensen af fireårsreglen, der skal skaffe læger til yderområderne, og er flyttet til den anden ende af landet. Vi er på mange måder rigtig glade for at være her og for, at vi kan være sammen som familie og få hverdagen til at hænge sammen. Blev jeg tvunget til at søge job i hele landet, ville situationen være en helt anden.

Hvordan i alverden forestiller man sig fra politisk hold, at man vil kunne tiltrække eksempelvis flere læger til yderområderne, hvor det kan være sværere for ægtefæller at finde job, hvis de oven i købet skal tvinges til at rejse land og rige rundt for dette? Hvor er hensynet til, at man kan give sine børn en ordentlig start på livet? Hvorfor fylder det bare så uendelig lidt hos de ansvarlige politikere? Og hvor er mulighederne for selv at tilrettelægge sit liv, så man kan få hverdagen til at hænge sammen, så både børn og voksne trives? Hvem siger, at mennesker i dag ikke allerede søger, så langt væk, som det er dem muligt?

Og så har vi ikke engang berørt den enlige forælder, som måske bliver nødt til at flytte rundt efter arbejde, og hver gang vil skulle rive børnene ud af deres vante miljø, institution mm. Og hvad med ens netværk, som man kun er endnu mere afhængig af som enlig, hvis man konstant skal flytte rundt?

Vi er mange, der efterspørger en familiepolitik. Regeringens forslag er et eksempel på præcis det modsatte. Hensynet til virksomheder og vækst sættes langt over hensynet til den enkelte familie og det enkelte menneske. Det er en ommer!

Som politiker kæmper jeg også for mere fokus på familiepolitikken

Af Anne Marie Geisler Andersen, folketingskandidat for Radikale Venstre
i Nordsjælland

Den 13. juni efterlyste Sofie Maria Brand her i Information mere fokus på de pressede børnefamilier i valgkampen. Jeg tilhører selv en af dem, da jeg er folketingskandidat og fødte barn nummer tre kun en uge før valgets udskrivelse. Med andre ord så kender jeg til de balanceudfordringer, som mange børnefamilier står over for, og jeg
lytter til de eksperter, der bidrager i debatten. I det små har jeg forsøgt at skrive indlæg og afholde debatmøder om familiepolitik. Men jeg er ligesom Sofie Maria Brand ked af, at familiepolitikken ikke fylder mere. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været meget ærgerlig over de udmeldinger, der er kommet fra Christiansborg. Selvfølgelig er det op til forældrene at prioritere i deres liv, men det er op til politikerne at skabe de bedst mulige rammer for denne prioritering.

Mental sundhed og familiepolitik er mine mærkesager, og de hænger i den
grad sammen. En familiepolitik har nemlig, hvis den ellers har børnene i fokus, stor betydning for, at vores børn får den bedst mulige start på livet. At de bliver robuste, med et godt selvværd og modstandskraft,
hvilket kan være med til at forebygge, at så mange rammes af psykiske problemer og lidelser. Ifølge Børns vilkår kan mange børn i dag ikke tale med deres forældre – enten fordi de ikke er der rent fysisk,
eller fordi de simpelthen ikke er nærværende.

Børn kræver tilstedeværende og nærværende voksende for at få den
bedst mulige start på livet, og det skal vi skabe rum for – både hvad angår pædagoger og forældre. Personligt er jeg derfor meget optaget af at sikre, at forældre har mulighed for at arbejde mindre, mens deres børn er små, ligesom jeg arbejder for minimumsnormeringer i vores daginstitutioner.

I mit parti, Radikale Venstre, har vi som en del andre partier endnu ikke nogen officiel familiepolitik. Men da jeg finder en sådan helt i tråd med vores fokus på en tidlig og forebyggende indsats samt vores ønske
om at tænke langsigtet og investere i fremtiden, kæmper jeg som kandidat for, at vi får en. En familiepolitik er – og bør være – en investering i vores børn!

Som småbørnsmor og ekstremsportsudøver savner jeg nuancerne!

Som svar på Freia Dams indlæg i Politiken “hellere have en slap røv end være en røvdårlig mor”, skrev jeg et modsvar. Da Politiken ikke har været ivrige efter at bringe mine indlæg, siden jeg trådte ud af Folketinget, ja så kommer det her:

Der er mere end én måde at være forælder på – og mere end én måde at være en god forælder på. Desværre findes der utroligt mange firkantede retningslinjer og råd, som forældre kan slå sig selv i hovedet med. I disse dage synes mantraet at hedde: man kan ikke løbe maraton og samtidig være en god forælder.

Den 20. marts kunne man i Politiken læse indlægget; “hellere have en slap røv end være en røvdårlig forælder”. Nu skal forældre, som ikke prioriterer fysisk træning åbenbart til at skyde deres dårlige samvittighed over på os, der gør. Hvorfor skal debatten hele tiden gøres til et enten eller? Det at have børn er jo ikke så sort/hvidt, som det ofte fremstilles. Jeg savner nuancerne!

Og ja, jeg føler mig både truffet og provokeret. Ikke fordi jeg føler mig som en dårlig mor, men fordi jeg som ekstremsportsudøver og småbørnsmor ikke vil sættes i bås. For hvis man ikke kan løbe et maraton, mens man har små børn, hvordan kan man så løbe 24-timersløb?

Det kan man eksempelvis, hvis man er villig til og har mulighed for at prioritere og gå på kompromis på andre fronter. Mine prioriterer er klare: 1) Vores børn 2) Motion 3) Politik, arbejde mm. Da vi skulle til at være forældre første gang, valgte jeg derfor at trække mig fra drømmejobbet som medlem af Folketinget.

På daværende tidspunkt var folketingshvervet for mig ikke foreneligt med at give mine børn den bedste start på livet. Jeg gik således på kompromis med mine politiske ambitioner, fordi mine børns trivsel er det vigtigste. På den ene side det sværeste valg nogensinde, på den anden side alligevel så selvindlysende.

Pludselig havde jeg fået en mening med livet, som stod over mine politiske ambitioner. Men derfra og så til at gå i den anden grøft, der er langt. Jeg elsker at være mor og sætter mine børn over alt andet. Men jeg trives også med at have andre ting i livet. Det handler om at finde en fornuftig balance, som både børn og forældre trives med.

Sidste sommer satte jeg danmarksrekord i 24-timersløb. Det krævede unægteligt en del træning. Men aftalen derhjemme var klar; det måtte ikke gå ud over familien. Da jeg også er medlem af Borgerrepræsentationen, valgte jeg derfor kun at arbejde 15 timer om ugen som sundhedspolitisk rådgiver. Jeg er klar over, at nedsat tid ikke er en reel mulighed for alle. Men det var det for mig, og havde det ikke været tilfældet, havde mit mål været for ambitiøst.

Jeg lagde så meget træning som muligt i tidsrum, hvor der ikke gik tid fra pigerne. Fx i de huller, som jeg havde i løbet af en arbejdsdag, eller når de små sov. Sidst i forløbet måtte jeg også tage lidt flere aftentimer i brug. Det var hårdt at komme af sted, når pigerne var lagt, men det var vilkårene.

Alligevel kunne det ikke undgås, og særligt ikke tæt på løbet, at pigerne en gang imellem måtte være alene med deres far eller hygge sig med bedsteforældrene. Eksempelvis når jeg løb en lang søndagstur i løbeklubben Sparta. En gang imellem tog min mand og jeg også pigerne en tur med i Dyrehaven i babyjoggeren, lige såvel som vi brugte den som transportmiddel, når vi fx skulle på stranden eller en tur i den Blå Planet.

Men jeg vil vove den påstand, at man godt kan dyrke ekstremsport, uden at det går ud over børnene. Mine mange korte løbeture var bestemt ikke tilrettelagt ud fra, hvad der var mest optimalt rent træningsmæssigt, men ud fra hvad der var foreneligt med familielivet. Jeg fravalgte også intervaltræning i klubregi, som er rigtig god træning, fordi det lå mellem kl. 16 og 20.

For mig er løb på ingen måde et spørgsmål om, hvordan jeg ser ud, som ovennævnte indlæg synes at antyde, skulle være den væsentligste årsag til, at forældre træner meget. Til gengæld betyder mit løb afsindigt meget for min mentale trivsel. Siden jeg begyndte at løbe, har jeg ikke været ramt af hverken stress eller depression, hvilket i høj grad også kommer mine børn til gode.

Omvendt dræner det mig rent mentalt, hvis jeg ikke har tid nok til mine børn. Det vigtigste for min mand og mig er at være nærværende og tilstedeværende forældre. Og det kræver tid! Vi tror ikke på begrebet ’kvalitetstid’, som vi opfatter som et udtryk for dårlig samvittighed over at have for lidt tid med sine børn.

Men man kan godt være en forælder, der prioriterer sine børn, selv om man dyrker meget sport. Lige såvel som det omvendte kan være tilfældet. Lad os nu få nuancerne med i debatten!

Radikale Venstre vil ikke ensrette børnepasningen

I indlægget “et familiepolitisk tilbageskridt for København” den 27. august kritiserer Janni Iben Stevn Hansen, at Københavns Kommune vil afskaffe tilskuddet til at passe sit barn i hjemmet. Hansen ser det som udtryk for en ensretning af kommunens pasningstilbud til børnefamilier. I Radikale Venstre kunne vi ikke være mere enige.

Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation bestående af S, SF og EL har netop nikket ja til at rulle en række dagpasningsmuligheder tilbage. Målet er, at børnefamilierne alle skal vælge en standardiseret, kommunal daginstitution. Den form for kassetænkning er ude af trit med børnefamiliernes behov for fleksibilitet og diversitet i den kommunale kernevelfærd.

Det er helt misforstået at tro, at børnefamilier er ens og derfor har brug for samme dagpasningsløsning. Børn og forældre er forskellige og skal ikke behandles som anonyme brikker i et forsøg på at standardisere vores liv.

Fra politisk hold skal vi skabe rammerne for, at den enkelte familie kan få hverdagen til at hænge sammen. Vurderer man, at det er bedst for ens barn at blive passet hjemme frem for i daginstitution, skal vi som kommune naturligvis bidrage til, at det kan hænge sammen.

Muligheden for i en periode på op til 12 måneder at passe barnet i hjemmet bidrager til en større variation i pasningstilbuddene. En variation som gør, at flere familier har mulighed for at finde et tilbud, der passer til dem som familie og til netop deres barn. Børn er ikke nødvendigvis klar til at komme i daginstitution på samme tidspunkt, og nogle har mere brug for den nærhed og tryghed, som kan skabes i hjemmet.

I Radikale Venstre ønsker vi, at København skal være en attraktiv by for børnefamilier, og det fordrer en variation i kommunens tilbud. Derfor skal vi naturligvis bevare de fleksible tilbud, som allerede findes. Det kan godt være, at tilskuddet til pasning i eget hjem blev indført, fordi der manglede pasningskapacitet. Men i Radikale Venstre mener vi, ordningen har en stor værdi i sig selv. Derfor vil vi ved budgetforhandlingerne, der starter fredag den 29. august, kæmpe for at redde ordningen.

Indlægget er skrevet sammen med min kollega i Borgerrepræsentationen, Tommy Petersen, og bragt i Information d.d.

Til valg på familiepolitik

Dette indlæg er skrevet i egenskab af folketingskandidat for Radikale Venstre i Nordsjællands Storkreds.

Debatten om danske børnefamiliers kår har kørt længe og med god grund. Senest havde journalist Sofie Maria Brand et indlæg i Politiken, hvor hun talte for, at vi lader os inspirere af Sverige. Her har småbørnsforældre mulighed for at gå ned i tid, mens børnene er små, og bedre mulighed for at passe syge børn.

Jeg har været rigtig ærgerlig over, at der ikke har været andet budskab fra politisk hold, end at forældrene selv må prioritere. Selvfølgelig må de det, men vi politikere må sikre, at børnefamilierne har reelle muligheder for at prioritere.

Personligt er jeg privilegeret, at jeg som mor til to små har mulighed for at arbejde på deltid ved siden af mit politiske hverv i Københavns Borgerrepræsentation. Desværre har langt fra alle småbørnsforældre samme mulighed. Derfor går jeg til valg på, at Danmark bør have en familiepolitik.

Det vil langt fra kun komme forældrene til gode, hvis de får bedre muligheder for at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen og for at prioritere børnene, mens de er små. Hvis vi forebygger, at forældre går ned med stress, vil de have mere overskud til deres børn. Det vil være en investering i børnene, som vil opnå øget trivsel og robusthed, og på sigt vil blive sundere mennesker.

Alt for mange børn og unge kæmper med psykiske problemer, og en del af disse bunder i dårligt selvværd. Ikke alt kan begrundes i de familiære relationer, men vi bør give forældrene bedre mulighed for at give deres børn det nærvær og den tryghed, som de har brug for, mens de er små. Alt andet lige vil det give børnene mere at stå imod med. En god start på livet i balance med sig selv og sine omgivelser gavner det enkelte barn, familien og dermed også samfundet som hele.

Jeg siger ikke, folk skal leve på en bestemt måde, eller at vi som politikere skal diktere bestemte livsvalg. Tværtimod skal vi tage udgangspunkt i, at familier og børn er forskellige. Det er ikke alle børn, som har bedst af at komme i institution på fuld tid, når de fylder 1 år. Og det er ikke alle forældre, som prioriterer karrieren højest, mens børnene er små. Derfor skal en familiepolitik skabe reelle muligheder for, at familierne kan prioritere herefter – og i min optik kunne en familiepolitik meget vel være inspireret af Sverige.

Indlægget blev bragt I Frederiksborg Amts Avis d.d.

København; En aktiv by – også for socialt udsatte

København skal være en grøn, sund og aktiv by, der tager hånd om socialt udsatte. Jeg er meget optaget af københavnernes mentale sundhed, og her er muligheden for fysisk aktivitet i sunde og grønne omgivelser væsentlig. Særligt for psykisk sårbare eller udsatte børn og unge kan motion spille en væsentlig rolle.

Amager Strandpark – Én af Øens perler

Amager Strandpark er et fantastisk sted med rig mulighed for aktivitet i skønne omgivelser; en af øens perler. Derfor er jeg glad for, at mit forslag om projektering af flere oplyste løberuter, herunder i Amager Strandpark, kom med ved de seneste overførselsforhandlinger, hvor overskuddet fra sidste år blev fordelt. Bedre belysning øger både trygheden og anvendelsesmulighederne af byens rum.

Vi fik også de nødvendige ekstra midler til opførelsen at Naturcenter Amager Strand. Der manglede aktiviteter for de mindste i Strandparken, og centeret vil blive udflugtsmål for blandt andet børnefamilier. Ligeledes vil det i tråd med Folkeskolereformen kunne benyttes til undervisning af skoleklasser og bidrage til større integration af skole og lokalsamfund. For at Amager Strandpark skal kunne benyttes af alle aldersgrupper mangler dog endnu særligt to ting; en naturlegeplads for de allermindste borgere og god adgang til toiletfaciliteter hele året rundt.

Socialt udsatte

Siden jeg gik ind i politik, har jeg brændt for at skabe bedre forhold for socialt udsatte. Både fra egen krop og som pårørende har jeg et nært kendskab til psykisk sårbarhed. I forbindelse med overførselsforhandlingerne var jeg derfor særligt glad for, at det lykkedes foreløbigt at redde værestedet Fundamentet fra lukning. I Borgerrepræsentationens Socialudvalg skal vi snart drøfte en større omlægning af hele aktivitets- og værestedsområdet. Her finder jeg det vigtigt, at der ikke bliver for langt mellem de forskellige tilbud, samt at der også fremadrettet vil være steder, hvor man kan komme og få lov bare at være – deraf navnet være-sted. Nogle mennesker har i perioder brug for ikke at skulle stilles over for alverdens krav, og det skal der fortsat være plads til. En sammenhængende by der tager hånd om socialt udsatte kræver også, at udsatte boligområder løftes. Derfor er jeg glad for, at vi nyligt i Børne- og Ungdomsudvalget besluttede at gøre en særlig indsats i Holmbladsgadekvarteret.

Gode forslag i Bydelsplanen

Skulle jeg fremhæve et par af forslagene i den seneste bydelsplan for Amager Øst, er det nye og bedre rammer omkring idrætscontaineren ’Buret’ og aktivitetsområdet ved Sønderbro Skole. Bedre muligheder for fysisk aktivitet vil løfte området, gøre det mere attraktivt og skabe et lokalt samlingspunkt. Som beboer på Amagerbro oplever jeg selv, hvordan større kendskab til folk fra nærområdet skaber et tryggere lokalsamfund. Derudover vil de forbedrede faciliteter i tråd med folkeskolereformen kunne anvendes til skolens idræt og åbnes for lokalområdet. Området omkring Buret spiller desuden en væsentlig rolle mht. den opsøgende sociale indsats over for udsatte unge og brobygning til kultur- og fritidsaktiviteter.

Et andet forslag, er etableringen af ’Palermo Park’ mellem Palermovej og Messinavej; en grøn oase, der vil invitere til leg og aktivitet, og hvor områdets blandede beboergruppe vil kunne mødes. Samtidig vil lommeparken opsamle regnvand og rense luften, hvormed den vil bidrage til klimatilpasningen.

Det geniale ved ovenstående tiltag er, at de på én gang skaber et byrum, der både inviterer til aktivitet, øger sammenhængskraften, og bidrager til henholdsvis den sociale indsats og klimatilpasningen.

Lokaludvalgenes arbejde er værdifuldt

Lokaludvalgene har en vigtig funktion i kraft af deres lokale kendskab, inddragende arbejdsform samt engagement i lokalområdet. Deres arbejde og henvendelser er værdifulde, fordi man som politiker får et bedre overblik over, hvor i byen der er behov for konkrete tiltag.

Indlægget er nyligt bragt i Ama’røsten sammen med to andre af mine debatindlæg, hvor de dog desværre havde trygt det samme to gange

En livsfasepolitik skaber menneskelig bæredygtighed

Tusind tak til Karen Lumholt, direktør for tænketanken Cura, for et både inspirerende og nuanceret indlæg i Information den 10. maj; ’stressede børnefamilier har brug for en livsfasepolitik’. Det er glædeligt, vi har fået en så omfattende debat om børnefamiliers kår, men trist at det ensidigt har handlet om at placere ansvaret enten hos den enkelte familie eller hos politikerne. For når det handler om stress, kan ansvaret sjældent placeres ét sted. Som medarbejder på en arbejdsplads kan man kun sige fra over for uoverstigelige krav eller være med til at tilrettelægge sin arbejdsdag, så den matcher ens behov, hvis ledelsen er åben over for det. Og som familie kan man kun prioritere inden for de rammer, politikerne fastlægger. Derfor hilser jeg det som politiker meget velkomment, at Lumholt kommer med konkrete indspark til, hvordan især arbejdsmarkedet kan tilpasses en virkelighed, hvor alle familiens voksne ofte er udearbejdende.

Debatten om børnefamiliers kår og stress i det hele taget er mere relevant end nogensinde. Statens Institut for Folkesundhed anser stress som et stigende folkesundhedsproblem. Stressforeningen melder om 35.000 sygemeldinger dagligt som følge af stress, samt at op mod 300.000 danskere lider af alvorlig stress. Stress kan både udløse og forværre psykiske lidelser som angst og depression. Dertil kommer, at når forældre rammes af stress, går det også ud over børnene.

Som Karen Lumholt så fint skriver, dannes barnets psykiske robusthed i de nære relationer i familien. Stigningen i psykiatriske lidelser taget i betragtning, er det kun endnu vigtigere at skabe rammerne for, at vores børn kommer bedst muligt fra start. Forældre der hverken fysisk eller mentalt er til stede, fordi de ikke kan få familie- og arbejdsliv til at gå op i en højere enhed, er næppe med til at styrke de beskyttende faktorer, der giver barnet mest muligt at stå imod med. Det bør ikke kun have politisk interesse, at folk sætter børn i verden. Rammerne skal også muliggøre, at børnene får den basale tryghed og omsorg, der gør, at de vil kunne trives i en verden, som er mere omskiftelig og uforudsigelig end nogensinde. Sunde borgere, som fremadrettet skal bidrage til samfundet, skabes ikke ved, at børnene blot tilbringer endnu mere tid i institution.

Tilsyneladende opfatter mange politikere ønsket om økonomisk vækst som en modsætning til at skabe bedre forhold for, at den enkelte familie kan få arbejdsliv- og privatliv til at hænge sammen. Således bliver det politiske fokus på vækst ofte reduceret til et spørgsmål om, at alle skal arbejde mere. Jo mere man står til rådighed for arbejdsmarkedet desto bedre. I et videnssamfund, hvor effektivitet i høj grad afhænger af vores kognitive formåen, og hvor det ofte handler om at tænke nyt og kreativt, synes denne tilgang noget forældet. Vi ved, at stressede mennesker yder mindre, er mindre innovative og mindre effektive. Ligeledes bidrager det ikke til væksten på sigt, hvis småbørnsforældre går ned med stress og kun helt eller delvist kommer tilbage på arbejdsmarkedet. Som det er ytret mange gange i debatten, kan vi ikke det hele, og slet ikke på én gang. Vi taler om klimamæssig- og økonomisk bæredygtighed – men hvornår begynder vi at tale om menneskelig bæredygtighed?

Jeg er stor tilhænger af Karen Lumholts forslag om en livsfasepolitik; at vi i perioder af vores liv kan arbejde mere og i andre mindre, så eksempelvis småbørnsfamilier har mulighed for i højere grad at prioritere familien. I den forbindelse beskriver Lumholt en række nytænkende tiltag, herunder hvordan man i Schweiz deler en ansvarsfuld lederstilling mellem to personer. I Sverige har man en lovfæstet ret til at gå på nedsat tid, mens børnene er små og har allermest brug for deres forældre. Det er ikke sikkert, vi skal gøre præcis det samme i Danmark. Men måske vi kunne lade os inspirere. Vi kunne også kigge nærmere på det udmærkede stykke arbejde, som Familie- og Arbejdslivskommissionen lavede i 2007.

Det at være småbørnsforælder kræver, at man træffer svære valg og prioriterer i livet. Men det kræver også, at man fra politisk hold skaber mulighederne for, at forældre kan prioritere børnene, når de har allerstørst behov. Lad os få nogle flere forslag på bordet!

Af Anne Marie Geisler Andersen, folketingskandidat i Nordsjællands Storkreds for Radikale Venstre

Børnefamiliers kår; Sammenhæng i hverdagen er også et politisk ansvar

KRISTELIGT DAGBLADS lederartikel den 30. april omhandlede børnefamiliers kår. En landsdækkende debat, der startede med Anne-Marie Løkkegaards debatindlæg i Politiken den 19. april: “Hjælp os børnefamilier, inden vi segner af stress”. En debat, som i mine øjne er mere relevant end nogensinde. Stress har længe været et stort problem, og intet tyder på, at vi har fået vendt udviklingen.

Imidlertid har Løkkegaards indlæg først og fremmest afstedkommet beskyldninger om manglende personligt ansvar. Også lederartiklen i Kristeligt Dagblad den 30. april mener, at ansvaret for at skabe balance mellem familieog arbejdsliv ene og alene påhviler den enkelte familie. Heri er jeg som politiker ikke enig. Der er som oftest to sider af en sag, og det gælder ikke mindst stress. Politikerne må skabe nogle rammer, der gør det muligt at balancere familie- og arbejdsliv.

Nok er det rigtigt, at mange forældre i dag har urealistisk høje forventninger til, hvad de skal præstere, samtidig med at de har små børn. Megen stress kan forebygges ved at justere sine forventninger, og det er ikke givet, at både mor og far skal dyrke karriere for fuld skrue, mens man har små børn. Men problemet er, når mulighederne for at gøre det anderledes ikke er til stede.

Jeg kender mange børnefamilier, som er på randen af eller har været ramt af stress, og for hvem et deltidsjob kunne være løsningen. Imidlertid er dette langtfra en reel mulighed for alle. Nogle steder modsætter chefen sig, andre steder er kulturen ikke til det, og som oftest risikerer man at stå først i køen, når der skal være fyringsrunder.

EFTER MIN MENING burde man fra politisk hold gøre det lettere at gå på deltid. Hvorfor skeler vi ikke til Sverige, hvor småbørnsforældre har ret til at gå ned i tid, indtil børnene når en bestemt alder? Vi behøver ikke kopiere ordningen, men måske vi kunne lade os inspirere?

Og hvorfor er det så politikernes ansvar at skabe de nødvendige rammer for børnefamilier? Det er der flere årsager til. Hvad angår det politiske fokus på vækst, bliver det ofte reduceret til et spørgsmål om, at alle skal arbejde mere. Men vi ved, at mennesker, der er stressede, ikke yder det samme, er mindre innovative og mindre effektive. Ligeledes bidrager det ikke til væksten på sigt, hvis småbørnsforældre går ned med stress og kun helt eller delvist kommer tilbage på arbejdsmarkedet.

Som politikere bør vi også sikre, at alle børn får den bedst mulige start på livet.
Sunde borgere, som fremadrettet skal bidrage til samfundet, skabes ikke ved, at børnene blot skal tilbringe endnu mere tid i institution. Desuden har børn brug for deres forældre og for, at de er til stede – både fysisk og mentalt. Når forældre er nødt til at arbejde mere, end hvad godt er, eller rammes af stress, går det også ud over børnene.

Det at være småbørnsforælder kræver, at man træ—ffer svære valg og prioriterer i livet. Men det kræver sandelig også, at man fra politisk hold skaber mulighederne for, at familier kan prioritere børnene, når de har allerstørst behov. Og for – som Kristeligt Dagblads leder anbefaler – at man kan nyde børnene, mens de er små.

Bragt i Kristeligt Dagblad den 8. maj 2014

Småbørnsfamiliers kår; En vigtig debat

En mor til to beskyldes for klynk, fordi hun i et debatindlæg i Politiken den 19. april mener, det er for svært for børnefamilier at få hverdagen til at hænge sammen. Jeg synes faktisk, hun har fat i den lange ende. Alt for mange går ned med stress, deraf følgende depressioner mm. Hver 2. børnefamilie føler sig presset. Personligt oplever jeg for tiden, at småbørnsforældre i min omgangskreds falder som fluer. Selvfølgelig skal man selv tage ansvar og arbejde med egne forventninger til, hvilket liv man kan føre som småbørnsfamilie. Men vi skal som politikere så sandelig også skabe nogle rammer, der gør det muligt. Hvor let er det fx at gå på deltid/nedsat tid? Hvad er din oplevelse? Og kender du børnefamilier, hvis hverdag er urimeligt presset? Hvad bør man som børnefamilie gøre, og hvad kan politikerne gøre for at lette hverdagen? Jeg mener, det er en meget vigtig debat!

2, 7 mio. kr. til Naturcenter Amager Strand

Dette års overførselsforhandlinger er netop afsluttede, og jeg er stolt over de fine radikale aftryk, der er at se på aftalen. I overførselssagen bliver overskydende midler fra sidste års budget fordelt, og det er lykkedes os at få meget igennem i den radikale gruppe. Heriblandt et af de ønsker, der lå allerhøjest på min liste; nemlig flere penge til Naturcenter Amager Strand, og det blev til flotte 2,7 mio. kr.

Naturcenteret er et super godt tiltag og et betydningsfuldt tilbud for rigtig mange målgrupper. Både børnefamilier, vuggestuer, dagplejer, børnehaver og skoler får med naturcentret et nyt udflugtsmål på stranden, der kan bringe børnene ud i byens grønne og blå områder året rundt. Derudover åbnes naturcentret uden for dagtimerne for det frivillige foreningsliv, og i weekend og ferier vil der være offentlige arrangementer. Med naturcentret kommer der flere tilbud i Strandparken til byens yngste borgere, og det mangler der.

Jeg finder det helt oplagt, at faciliteterne bruges til undervisning og aktiviteter og dermed tænkes sammen med folkeskolereformen, hvor skolen skal åbne sig mod lokalsamfundet. På den måde vil projektet understøtte implementeringen af folkeskolereformen med fokus på, at læring hænger sammen med en åben skole og et aktivt friluftsliv.

Jeg ved, at lokaludvalget i Amager Øst igennem flere år har arbejdet for at realisere Naturcenter Amager Strand – det er ikke kun et betydningsfuldt projekt for bydelen, men også en kæmpe gevinst for hele København og Frederiksberg.