Børn som pårørende

Jeg har netop læst Preben Engelbrekts kronik, bragt i Politiken den 17. juli. Ifølge Børn, Unge & Sorg bør børn med alvorligt syge forældre sikres hjælp. Som politiker og barn af en far, der hele min ungdom døjede med svær psykisk sygdom, er jeg enig.

Jeg genkender til fulde Engelbrekts beskrivelse af den følelsesmæssige belastning, man lever med; egne behov træder i baggrunden, den evige frygt for endnu et selvmordsforsøg, oplevelsen af at rollerne byttes om, bekymringen for den anden forælder og sorgen over ikke at have haft en far i en sårbar periode af livet.

Jeg håndterede fars sygdom ved at løbe stærkere; være med i alt og gøre alt til perfektion. Holdt mig oppe på den anerkendelse, mine præstationer gav – lige indtil filmen knækkede; stress, depressioner, OCD og ADHD.

Idag er jeg videre og opfylder ikke længere diagnosekriterierne. Men først som voksen opsøgte jeg selv psykologhjælp og en pårørendegruppe. Også mit løb har hjulpet mig, ligesom min mand blev mit stabile holdepunkt. Jeg er stærk og har ressourcer at trække på. Idag er jeg politisk aktiv og Danmarks bedste 24-timersløber.

Ingen ville have udpeget mig som udsat. Alligevel fik forløbet ram på mig. Tænk hvis vi kunne sætte tidligere ind over for de mange børn og unge, som idag vokser op med alvorligt syge forældre – fysisk som psykisk. Uanset hvor stærk man er, er det en enorm belastning.

Engelbrekt nævner forskellige tiltag. Som regionsrådskandidat bakker jeg op om, at hospitalerne forpligtes på at være opmærksomme på børn, der er pårørende. Og som byrådskandidat vil jeg arbejde for, at region og kommune samarbejder om at sikre de rette tilbud. Oplysning om muligheden for psykologhjælp og oprettelsen at grupper for ligesindede.

Jeg ved, hvilken enorm betydning det har at møde andre i samme livssituation. At mærke, man ikke er alene, og at ens reaktion er en sund reaktion på en usund livssituation. Sådanne grupper kunne ligge i folkeskoleregi. De er ikke omkostningstunge – slet ikke, når man tænker på, hvad de kan betyde for de berørte børn og deres fremtidige liv.

Børn, der vokser op med alvorligt syge forældre, skal ikke selv risikere at blive syge, fordi de ikke får den rette hjælp og støtte.

Regeringsforslag kan smadre familie- og børneliv

Vi er mange, der efterspørger en familiepolitik. Regeringens forslag er et eksempel på præcis det modsatte. Hensynet til virksomheder og vækst sættes langt over hensynet til den enkelte familie og det enkelte menneske. 

Regeringen har netop foreslået, at ledige skal tvinges til at søge job i hele landet. Det er jo et fuldstændig absurd forslag! Hvordan skal familier hænge sammen? Det giver jo ingen mening! Bare de nuværende regler med, at man skal søge job halvanden times kørsel fra ens bopæl er forrykte. Vi er mange, der efterspørger en familiepolitik. Dette er præcis det modsatte.

Vores situation er den, at vi sidste sommer flyttede fra København til Esbjerg netop pga. min mands arbejde. Hvis man er inden for lægeverdenen, kender man den berømte fireårsregel, som nyuddannede læger er underlagt. En regel, der har til formål at skaffe læger til yderområderne, og som kan betyde, at man må rykke langt efter det ønskede job. Mange nyuddannede læger er netop det sted i livet, hvor de er ved at stifte familie eller har små børn. Fireårsreglen er altså endnu en stiv regel oppefra, som forringer familiers mulighed for selv at tilrettelægge deres liv og hverdag, så det hænger sammen.

Vi boede i København i to år, mens min mand, Morten, pendlede til Odense. Normalt tog han af sted kl. 05.30 og var hjemme igen kl. 17.45. Derudover kom nattevagterne. Jeg sad i byrådet og havde ved siden af et deltidsjob for, at vi kunne få hverdagen til at hænge sammen. Men det krævede da stadig en masse logistik, hjælp fra bedsteforældre og babysitter. Og da jeg blev gravid med nummer tre, krævede det også sin mand(eller kvinde) at være så meget alene med to små piger på 1 og 3 år.

Vi kunne godt have valgt at få børnene med større mellemrum ja. Men så havde vi næppe fået tre. Vi kunne også have valgt at stoppe ved to. Ja, eller slet ikke at få nogle børn. Men det ønskede vi ikke. Er det mon det, politikerne ønsker? I forvejen får vi ikke børn nok til at reproducere os selv.

Sidste sommer, da Morten så stod over for sidste del af sin speciallægeuddannelse, som foregik i Esbjerg, tog vi konsekvensen af endnu en stiv regel; nemlig at jeg som byrådsmedlem ikke kunne holde min barsel i Esbjerg, men var mere eller mindre stavnsbundet til Københavns Kommune. Morten ville kunne komme hjem fra Esbjerg et sted mellem hver og hver anden weekend. Vi kunne simpelthen ikke se, hvordan det skulle hænge sammen. Mig alene med tre små børn under fire år i en lejlighed midt i København. Og Morten, der ville skulle lære vores lille ny at kende, samt indhente det forsømte med både mig og pigerne, når han var hjemme hver 7. eller 14. dag. Sådan et familieliv vil vi hverken byde vores børn eller os selv, hvis vi på nogen måde kan undgå det. Jeg ville være i stor risiko for at gå ned med stress eller det der er værre, og hvad ville det ikke betyde for børnenes start på livet? En forælder der ikke er der fysisk og en, der ikke er der mentalt.

Nu bor vi så i Hjerting nord for Esbjerg. Jeg var klar over, at det kunne blive en udfordring at finde job herovre efter endt barsel. Men det kom alligevel bag på mig, at der er så få, der søger en med statskundskab som baggrund. Derfor er jeg begyndt at tænke kreativt. Men når jeg om ganske kort tid skal melde mig ledig, så er jeg mere end spændt på at se, hvad der sker.

Med en mand der er læge og har skiftende vagter, skal jeg ikke skulle pendle særlig meget for, at vores hverdag på ingen måde hænger sammen. Det sker også jævnligt, at Morten bliver forsinket efter en lægebilsvagt, fordi folk også får brug for lægehjælp sidst på hans vagt. Som anæstesilæge er hans arbejde ofte et spørgsmål om liv og død. Det er altså ikke noget, man lige kan smutte fra, fordi man skal hente børn. Bare med de nuværende regler vil 37 timers arbejde plus en halv times frokost og halvanden times transport betyde, at jeg ville skulle hjemmefra kl. 06.30 og ville kunne være hjemme igen kl. 17.30. Og her er ikke engang taget højde for kø på vejene eller toge, som ikke kører til tiden. Hvordan ville det så ikke være, hvis arbejdet lå endnu længere væk?

Som rigtig mange andre småbørnsforælder ville vi blive endnu mere afhængige af enten bedsteforældre eller en babysitter. Ja, eller en institution, hvor de kan være døgnet rundt. Det ønsker vi ikke!

Vi har ikke fået børn for ikke at være sammen med dem. Og vi er ikke rykket tværs over landet for Mortens arbejde, som politikerne ønsker, for at jeg så skal til at pendle tilbage igen. Vi har taget konsekvensen af fireårsreglen, der skal skaffe læger til yderområderne, og er flyttet til den anden ende af landet. Vi er på mange måder rigtig glade for at være her og for, at vi kan være sammen som familie og få hverdagen til at hænge sammen. Blev jeg tvunget til at søge job i hele landet, ville situationen være en helt anden.

Hvordan i alverden forestiller man sig fra politisk hold, at man vil kunne tiltrække eksempelvis flere læger til yderområderne, hvor det kan være sværere for ægtefæller at finde job, hvis de oven i købet skal tvinges til at rejse land og rige rundt for dette? Hvor er hensynet til, at man kan give sine børn en ordentlig start på livet? Hvorfor fylder det bare så uendelig lidt hos de ansvarlige politikere? Og hvor er mulighederne for selv at tilrettelægge sit liv, så man kan få hverdagen til at hænge sammen, så både børn og voksne trives? Hvem siger, at mennesker i dag ikke allerede søger, så langt væk, som det er dem muligt?

Og så har vi ikke engang berørt den enlige forælder, som måske bliver nødt til at flytte rundt efter arbejde, og hver gang vil skulle rive børnene ud af deres vante miljø, institution mm. Og hvad med ens netværk, som man kun er endnu mere afhængig af som enlig, hvis man konstant skal flytte rundt?

Vi er mange, der efterspørger en familiepolitik. Regeringens forslag er et eksempel på præcis det modsatte. Hensynet til virksomheder og vækst sættes langt over hensynet til den enkelte familie og det enkelte menneske. Det er en ommer!

Hverdagslykke er…

Hverdagslykke er, når man sidder i bilen og nyder musikken, lillemanden nyder det lige så meget og rokker med, og man samtidig nyder ham og de altomsluttende blikke han sender. Man bliver jo helt forelsket..

I sådan et øjeblik af hverdagslykke sætter jeg virkelig pris på tilværelsen! For hvor er det egentlig fedt, og hvor er vi priviligerede, at vi har kunnet sætte os sådan i det, at jeg har godt med både tid og overskud til at være mor.

Magne var syg i dag, så ham holdt jeg hjemme, og vi har haft en dejlig dag sammen. Det giver så meget mening for mig at bruge tid sammen med vores børn.

Heldige er vi også, at farmor og farfar, der bor tæt på, er glade for at være sammen med ungerne. Farfar kom forbi, så jeg kunne holde min aftale om at coache.

For selv om det betyder alt for mig at være mor og kunne give mine børn den bedst mulige start på livet, så betyder det også meget for min trivsel at komme ud og bidrage på anden vis, bruge mine evner og møde mennesker.

Mit løb betyder ikke bare, at jeg holder mig fysisk sund – det øger også min trivsel og giver mig mere overskud til familien. Det samme gør coachingen – også selv om det ikke nødvendigvis bliver noget, jeg kommer til at tjene meget på.

Af samme årsag håber jeg mere og mere, at jeg bliver ADHD-foreningens næste formand. Heller ikke det er noget, man bliver rig af. Men det betyder så afsindigt meget for mig at få lov at kæmpe for det, jeg tror på. Nemlig: bedre mental sundhed. Både på hjemmefronten og i arbejdsmæssig sammenhæng.

Og tænk, at der nu åbner sig muligheder, hvor jeg vil kunne begge dele på een gang. Det er så sandelig også hverdagslykke!

Måske vi som samfund skulle til at hylde og anerkende andet end præstationer?

Forleden var der en artikel i Politiken under overskriften: unge er ikke blevet mere skrøbelige, de er blot pressede.

I mine øjne er det glædeligt, der endelig er kommet større fokus på denne problematik med børn og unge, der mistrives under nutidens samfundsforhold. Endnu mere glædeligt er det, når eksperter mener, der er en vej frem, som når Professor Carsten Obel mener, at dagens ungdom rent faktisk har “potentiale til at blive om end meget robuste”.

Obel siger: “Overordnet er jeg ikke pessimist på ungdommens vegne. For jeg ser en kraft i ungdommen til at finde løsninger, til selvrefleksion over vej i livet og et stort gå-på-mod”. Derefter opfordrer han de voksne til i højere grad at lytte til de unge i stedet for at presse deres bekymringer – om de unge nu vil klare sig godt i et hastigt skiftende samfund – ned over hovedet på dem. “Vi skal passe på, at vores bekymringer ikke bliver til deres”.

Personligt er det også min oplevelse, at følgende, som Carsten fremhæver, betyder meget:

“De (unge) bliver bedt om i højere grad at tage ansvar for eget liv, vælge den rette uddannelse med det samme, dygtiggøre sig. Mange klarer det flot, men ikke alle unge har ressourcerne. For alle kan ikke få gode job, de gode karakterer, være populær, have den rigtige krop, og det øger presset”.

Man må dog ikke glemme, at de unge, som ER populære, får de gode job mm., også godt kan være blandt dem, der mistrives. Nok klarer de sig godt – men de kan være utroligt hårde ved sig selv og have det rigtigt skidt under facaden.

En anden væsentlig faktor er helt sikkert, at vi konstant er på, tilgængelige og bliver vurderet og ‘liket’ på alt, hvad vi siger og gør:

Som Obel siger det: “Samtidig bliver de unge i dag konstant overvåget og lader sig fremvise på sociale medier på en måde, som ingen tidligere har prøvet”.

Han kommer også ind på det problematiske i, at alle skal passe ned i samme kasse:

»Hvor er anerkendelsen af den visuelle, den musiske eller den kreative begavelse blevet af? Meget tyder på at disse evner er mindst lige så vigtige i fremtidens samfund. Vi fokuserer alene på boglige 12-taller, og overser alle de mange unge, der kan så meget andet«, siger han.

En anden ekspert siger i artiklen, at det for de unge i konkurrencesamfundet handler om at være en vinder:

»Det er som om, at alle mellempositionerne, altså det at være nummer 2, 3, 4, 5, er ved at blive en usynlig gråzone. Det øger faren for, at det normale rykker ned mod taberpositionen, fordi der er så meget fokus fra de unge og samfundet på at være vindere. Men de fleste af os tilhører jo midterfeltet – det gælder børn, unge og voksne. Og når man føler, at man har ansvaret for at skabe sig selv og hele tiden knokler for at være en vinder, fordi 4. pladsen er blevet ufedt, så kommer der altså et pres på de unge«.

Her tænker jeg personligt, det spiller en stor rolle, at vi via medier og sociale medier i dag altid kan måle os med de bedste. For når vi stort set hver eneste sommer kan læse om ’superstudenterne’ i fx Politiken, ja så er det sjældent dem, der har fundet deres egen vej, har givet sig i kast med noget kreativt eller har bestået på trods af svære odds. Nej, så er det dem med et gennemsnit på over 12.

Måske vi som samfund skulle til at hylde og anerkende andet end præstationer? Tænk hvis der var en større accept og anerkendelse af vores forskellighed som mennesker. Tænk hvis det handlede mere om at finde sin egen vej og finde det, der gør os glade som mennesker. I min optik vil en styrket trivsel og livskvalitet være det, der giver det mest robuste samfund i sidste ende. Hvad mener du?

De pressede forældre – og døgnåbne daginstitutioner

I dag handlede Go’ Morgen Danmark om døgnåbne daginstitutioner. Fra politisk hold bør vi sikre forskellige muligheder for, at familier kan få hverdagen til at hænge sammen. Og for forældre med meget skæve arbejdstider eller natarbejde kan døgnåbne daginstitutioner være en mulig løsning. I mine øjne bliver det dog problematisk, hvis muligheder ikke længere forbliver muligheder, men udvikler sig til udtalte forventninger eller direkte krav. Jeg ønsker ikke at bevæge mig i retning af et samfund, hvor man eksempelvis forventes at stå til rådighed for natarbejde for at kunne få dagpenge eller anden understøttelse ved ledighed. Min mand kalder det et tænkt eksempel – dertil kommer vi aldrig. Men allerede i dag oplever jeg, at vi i højere grad skal være villige til at rejse eller bevæge os efter arbejde – også selv om transporttiden kan gøre det svært at få hverdagen med børn til at hænge sammen. Vi forventes i højere grad at flytte os rent fysisk eller geografisk efter arbejde. Hvad skulle forhindre, at det med fx døgninstitutioners øgede udbredelse vil blive krævet eller forventet, at vi i højere grad bevæger os efter arbejde over tid – fx ved at stå til rådighed for aften- og natarbejde. Er det en uomgængelig del af udviklingen, og er der kun EN vej frem? Eller bør vi være skeptiske og selv tage ansvar for, hvilken retning samfundet skal i? Jeg mener det sidste. Jeg ønsker et samfund med plads til mange forskellige muligheder at være forældre på – uden at det muliges kunst bliver nødvendighedens. Døgninstitutioner kan være løsningen for nogle. Selv ønsker jeg ikke at gøre brug heraf, og jeg ønsker ikke at forældre bliver tvunget til det. Det skal være – men også forblive – en mulighed.

Balancen mellem arbejde og familieliv skal være meget bedre

Mandag den 23. februar afholdes en stor familiepolitisk konference på Christiansborg. Som politiker og folketingskandidat er jeg meget optaget af at få familiepolitikken på dagsordenen, og jeg glæder mig derfor rigtig meget til at deltage som repræsentant for Radikale Venstre.

Jeg har været utrolig ked af, at flere toneangivende politikere ikke har haft andet at byde ind med i debatten, end at det er op til forældrene selv at prioritere, samt at vi skal styrke daginstitutionerne. Selvfølgelig skal forældre selv tage ansvar for at skabe de bedst mulige forhold for deres børn, men det er op til os politikere at skabe nogle ordentlige rammer, som den enkelte familie kan prioritere inden for. Og selvfølgelig skal vi sikre ordentlig kvalitet i vores daginstitutioner, men familiepolitik er meget mere end et ensidigt fokus på dette.

Familiepolitik handler i høj grad om at gøre det muligt for den enkelte familie at skabe en fornuftig balance mellem arbejde- og familieliv. Ligeledes handler det om at sikre pasningsmuligheder og arbejdsforhold, hvor forældre kan få mere tid med deres børn, hvis de ønsker det. I mine øjne er en familiepolitik en investering i børnene. Når forældre trives, ikke går ned med stress og har tid og overskud til deres børn, så får de også en bedre start på livet. Derfor skal vi skabe gode muligheder for, at forældre kan sætte børnenes behov i centrum -særligt når de er små. Og det sker ikke ved udelukkende at forlænge institutionernes åbningstider, snarere tværtimod.

Især glæder jeg mig til på konferencen at høre om erfaringerne fra Sverige, hvor forældre har ret til at gå ned i tid, indtil børnene når en vis alder. Når man rejser det som et ønske herhjemme, får man ofte at vide, at det er op til arbejdsmarkedets parter. Men det har altså kunnet lade sig gøre i Sverige at gøre det til en rettighed på linje med barslen. Så hvordan har man fået det indført, hvad har baggrunden og også resultatet været, og hvordan finansieres det? Alt det håber jeg at få svar på til konferencen.

Udover at arbejde for bedre mulighed for at gå ned i tid, er jeg også stor tilhænger af et varieret udbud af pasningsordninger. Der skal ikke kun være almindelige daginstitutioner af høj kvalitet, men også gode muligheder for, at forældrene kan varetage en større del af omsorgen for deres børn, hvis de ønsker det. Det sikres eksempelvis via tilskuddet til at passe barn i eget hjem, som man har mulighed for at få i nogle kommuner. Desværre har vi netop afskaffet det  i København, selv om vi i Radikale Venstre kæmpede imod. Et andet tilbud, som hænger godt sammen med bedre mulighed for at gå ned i tid, er deltidsinstitutioner, der også kan gøre det lettere at få økonomien til at hænge sammen.

Derudover bør øremærket barsel være et vigtigt element i en forhåbentlig kommende familiepolitik. Ideelt set – og på sigt – bør det være fuldstændigt op til familien selv at fordele barslen. Men der er behov for en kulturændring, for at flere fædre får en reel mulighed for at tage barsel ? derfor bør den øremærkes til en start. Fædres barsel kan ikke kun have betydning for deres tilknytning til børnene, men også for familie og parforhold i det hele taget.

Hvad angår vores daginstitutioner, så er jeg tilhænger af minimumsnormeringer. Man kan ikke sikre hverken børnenes eller pædagogerne trivsel, hvis der ikke er hænder nok. Børn kræver nærværende voksne for at få den bedst mulige start på livet, og det skal vi skabe rum for ? både hvad angår pædagoger og forældre.

Danmark har brug for en familiepolitik, der sætter børnenes behov i centrum. Jeg håber, den familiepolitiske konference vil være et skridt på vej mod en sådan.

Indlægget er bragt i Kristeligt Dagblad lørdag den 21. februar 2015

Mental sundhed kræver handling

Hvis man beskæftiger sig med psykiske lidelser og mental sundhed, blev man næppe overrasket over konklusionen i den undersøgelse, Vidensrådet for forebyggelse offentliggjorde lørdag den 27. september. Her fremgår det, at det går den forkerte vej med den mentale sundhed – særligt blandt unge. Til gengæld kan det undre, at vi endnu ikke er nået længere end til undersøgelser, der slår omfanget af mistrivslen fast. Lad os da se at få klarlagt årsagerne, så vi kan komme hen til, hvad vi så kan gøre ved det.

For nylig afsatte regeringen 60 millioner kroner til psykiatrisk forskning, hvilket er meget tiltrængt. Det er mit håb, at en del af disse vil gå til forskning i, hvordan vi bliver bedre til at styrke den mentale sundhed og derved forebygge psykiske lidelser. For psykisk sygdom både kan og skal forebygges – og jo tidligere indsats, desto lettere er det at komme sig.

Der er mange steder at tage fat. Vi skal blive bedre til at ruste unge til et liv med et hav af valg og muligheder, og undgå at så mange unge rammes af stress, angst eller depression, fordi de har urealistisk høje
forventninger til egen livsførelse. Ligeledes vil en indsats over for børn og unge i svære livssituationer være et godt sted at starte. Vi ved, at børn, der vokser op med forældre med for eksempel misbrug eller
psykisk sygdom, har større risiko for selv at udvikle disse lidelser. Det samme gælder børn og unge, der oplever forældres langvarige sygdom, selvmord eller selvmordsforsøg.

Konkrete løsninger
Da jeg var barn, og min far blev ramt af alvorlige depressioner og efterfølgende forsøgte selvmord, var der ingen, som tilbød os børn hjælp eller støtte. Siden da har jeg mange gange været ramt af alvorlig
stress. To gange så alvorligt, at det gik over i en depression. Som mange
unge i dag havde jeg urealistisk høje forventninger til mig selv, fordi
jeg via præstationer søgte den opmærksomhed og anerkendelse, jeg
manglede hjemmefra. Det har taget mange år at nå dertil, hvor jeg føler
mig robust.

Desværre lader det ikke til, der er sket meget på området de sidste 20
år. Når systemet, hvad enten det er det sociale eller sundhedsvæsnet, bliver bekendt med voksne i ovennævnte situationer, så bør det altid undersøges, hvorvidt de har børn. Og ikke mindst, hvorvidt børnene har behov for hjælp. Det er så tiltrængt med øget fokus på den mentale sundhed, men lad os nu også få fokus på de konkrete løsninger.

Indlægget er bragt i Information d.d.

Radikale Venstre vil ikke ensrette børnepasningen

I indlægget “et familiepolitisk tilbageskridt for København” den 27. august kritiserer Janni Iben Stevn Hansen, at Københavns Kommune vil afskaffe tilskuddet til at passe sit barn i hjemmet. Hansen ser det som udtryk for en ensretning af kommunens pasningstilbud til børnefamilier. I Radikale Venstre kunne vi ikke være mere enige.

Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation bestående af S, SF og EL har netop nikket ja til at rulle en række dagpasningsmuligheder tilbage. Målet er, at børnefamilierne alle skal vælge en standardiseret, kommunal daginstitution. Den form for kassetænkning er ude af trit med børnefamiliernes behov for fleksibilitet og diversitet i den kommunale kernevelfærd.

Det er helt misforstået at tro, at børnefamilier er ens og derfor har brug for samme dagpasningsløsning. Børn og forældre er forskellige og skal ikke behandles som anonyme brikker i et forsøg på at standardisere vores liv.

Fra politisk hold skal vi skabe rammerne for, at den enkelte familie kan få hverdagen til at hænge sammen. Vurderer man, at det er bedst for ens barn at blive passet hjemme frem for i daginstitution, skal vi som kommune naturligvis bidrage til, at det kan hænge sammen.

Muligheden for i en periode på op til 12 måneder at passe barnet i hjemmet bidrager til en større variation i pasningstilbuddene. En variation som gør, at flere familier har mulighed for at finde et tilbud, der passer til dem som familie og til netop deres barn. Børn er ikke nødvendigvis klar til at komme i daginstitution på samme tidspunkt, og nogle har mere brug for den nærhed og tryghed, som kan skabes i hjemmet.

I Radikale Venstre ønsker vi, at København skal være en attraktiv by for børnefamilier, og det fordrer en variation i kommunens tilbud. Derfor skal vi naturligvis bevare de fleksible tilbud, som allerede findes. Det kan godt være, at tilskuddet til pasning i eget hjem blev indført, fordi der manglede pasningskapacitet. Men i Radikale Venstre mener vi, ordningen har en stor værdi i sig selv. Derfor vil vi ved budgetforhandlingerne, der starter fredag den 29. august, kæmpe for at redde ordningen.

Indlægget er skrevet sammen med min kollega i Borgerrepræsentationen, Tommy Petersen, og bragt i Information d.d.

Børnefamiliers kår; Sammenhæng i hverdagen er også et politisk ansvar

KRISTELIGT DAGBLADS lederartikel den 30. april omhandlede børnefamiliers kår. En landsdækkende debat, der startede med Anne-Marie Løkkegaards debatindlæg i Politiken den 19. april: “Hjælp os børnefamilier, inden vi segner af stress”. En debat, som i mine øjne er mere relevant end nogensinde. Stress har længe været et stort problem, og intet tyder på, at vi har fået vendt udviklingen.

Imidlertid har Løkkegaards indlæg først og fremmest afstedkommet beskyldninger om manglende personligt ansvar. Også lederartiklen i Kristeligt Dagblad den 30. april mener, at ansvaret for at skabe balance mellem familieog arbejdsliv ene og alene påhviler den enkelte familie. Heri er jeg som politiker ikke enig. Der er som oftest to sider af en sag, og det gælder ikke mindst stress. Politikerne må skabe nogle rammer, der gør det muligt at balancere familie- og arbejdsliv.

Nok er det rigtigt, at mange forældre i dag har urealistisk høje forventninger til, hvad de skal præstere, samtidig med at de har små børn. Megen stress kan forebygges ved at justere sine forventninger, og det er ikke givet, at både mor og far skal dyrke karriere for fuld skrue, mens man har små børn. Men problemet er, når mulighederne for at gøre det anderledes ikke er til stede.

Jeg kender mange børnefamilier, som er på randen af eller har været ramt af stress, og for hvem et deltidsjob kunne være løsningen. Imidlertid er dette langtfra en reel mulighed for alle. Nogle steder modsætter chefen sig, andre steder er kulturen ikke til det, og som oftest risikerer man at stå først i køen, når der skal være fyringsrunder.

EFTER MIN MENING burde man fra politisk hold gøre det lettere at gå på deltid. Hvorfor skeler vi ikke til Sverige, hvor småbørnsforældre har ret til at gå ned i tid, indtil børnene når en bestemt alder? Vi behøver ikke kopiere ordningen, men måske vi kunne lade os inspirere?

Og hvorfor er det så politikernes ansvar at skabe de nødvendige rammer for børnefamilier? Det er der flere årsager til. Hvad angår det politiske fokus på vækst, bliver det ofte reduceret til et spørgsmål om, at alle skal arbejde mere. Men vi ved, at mennesker, der er stressede, ikke yder det samme, er mindre innovative og mindre effektive. Ligeledes bidrager det ikke til væksten på sigt, hvis småbørnsforældre går ned med stress og kun helt eller delvist kommer tilbage på arbejdsmarkedet.

Som politikere bør vi også sikre, at alle børn får den bedst mulige start på livet.
Sunde borgere, som fremadrettet skal bidrage til samfundet, skabes ikke ved, at børnene blot skal tilbringe endnu mere tid i institution. Desuden har børn brug for deres forældre og for, at de er til stede – både fysisk og mentalt. Når forældre er nødt til at arbejde mere, end hvad godt er, eller rammes af stress, går det også ud over børnene.

Det at være småbørnsforælder kræver, at man træ—ffer svære valg og prioriterer i livet. Men det kræver sandelig også, at man fra politisk hold skaber mulighederne for, at familier kan prioritere børnene, når de har allerstørst behov. Og for – som Kristeligt Dagblads leder anbefaler – at man kan nyde børnene, mens de er små.

Bragt i Kristeligt Dagblad den 8. maj 2014

Politikere må skabe bedre rammer for småbørnsfamilier

Anne-Marie Løkkegaards indlæg i Politiken den 19. april: ”Hjælp os børnefamilier inden vi segner af stress” er blevet genstand for voldsom debat. Og med god grund, for debatten om småbørnsfamiliers kår er mere relevant end nogensinde. Stress har længe været et stort problem, og intet tyder på, vi har fået vendt udviklingen.

Imidlertid har Løkkegaards indlæg først og fremmest ført til beskyldninger om manglende personligt ansvar. Men der er altid to sider af en sag, det gælder ikke mindst stress. Politikerne må også skabe rammer, der gør det muligt at balancere familie- og arbejdsliv.

Jeg er for så vidt enig i, at mange forældre i dag har urealistisk høje forventninger til, hvad de skal kunne præstere, samtidig med at de har små børn. Megen stress kan forebygges ved at justere sine forventninger, og det er ikke givet, at både mor og far skal gøre karriere for fuld skrue, mens man har små børn. Problemet er, hvis vi som politikere ikke skaber mulighederne for, at man kan gøre det anderledes. Fx ved at gøre det lettere at gå på deltid.

Mange politikere taler for udvidede åbningstider i daginstitutionerne, så vi alle kan bidrage til den fortsatte vækst. For nogle kan mere fleksible åbningstider også kunne være løsningen, hvorfor vi i Radikale Venstre i København netop foreslået at åbne en døgnåben, integreret vuggestue og børnehave mere. Erfaringer viser dog, at langt fra alle forældre ønsker at gøre brug af udvidede åbningstider, hvis de kan løse pasningsproblemet på anden vis. Derfor bør mulighederne være flere. 

Som politikere må vi spørge os selv, hvilken retning vi ønsker at trække samfundet i. Får børn generelt set den bedste start på livet ved at tilbringe mere tid i institution, og er det sådan vi skaber sunde borgere, som fremadrettet vil kunne bidrage til samfundet? For slet ikke at tænke på, om det er løsningen for alle de forældre, som vælger at sætte børn i verden. Det er formentlig de færreste, der gør dette uden et ønske om også at være sammen med deres børn. Ligeledes har børn brug for, at deres forældre er til stede – både fysisk og mentalt. Når forældre rammes af stress, går det også ud over børnene.

Hvad angår det politiske fokus på vækst, bliver det ofte reduceret til et spørgsmål om, at alle skal arbejde mere. Men vi ved, at mennesker der er stressede ikke yder det samme, er mindre innovative og mindre effektive. Ligeledes bidrager det ikke til væksten på sigt, hvis småbørnsforældre går ned med stress og kun helt eller delvist kommer tilbage på arbejdsmarkedet. Økonomisk bæredygtighed kræver menneskelig bæredygtighed. Og sidstnævnte er der for lidt politisk fokus på.

Derfor mener jeg, det burde være lettere at gå på deltid. Jeg kender mange børnefamilier, som er på randen af eller har været ramt af stress, og for hvem et deltidsjob kunne være en del af løsningen. Imidlertid er det mit indtryk, at det langt fra er alle, der har mulighed for dette. Nogle steder modsætter arbejdsgiveren sig direkte, mens det andre steder nok snarere er et spørgsmål om en kultur. Hvorfor skeler vi ikke til Sverige, hvor småbørnsforældre har ret til at gå ned i tid, indtil børnene når en bestemt alder? Vi behøver ikke kopiere ordningen, men måske vi kunne lade os inspirere?

Det at være småbørnsforælder kræver, at man træffer svære valg og prioriterer i livet. Men det kræver sandelig også, at man fra politisk hold skaber forskellige muligheder for, at familier kan skabe balance mellem familie- og arbejdsliv. Og at man har muligheden for at prioritere børnene, mens de er små og har allerstørst behov.