(Stadig) på vej mod EM i 24-timersløb

Så er der under tre uger til, at EM i 24-timersløb løber af stablen i Frankrig. Helt præcist 16 dage. For knap seks uger siden løb jeg mit bedste marathon nogensinde, men kort efter satte min hofte sig fuldstændig skævt. Så skævt, at jeg var ude af stand til at træne. Den første uge forsøgte jeg mig med et par korte løbeture, men jeg mærkede hurtigt, at den var helt gal. Derfor var der kun ét at gøre, nemlig at give hoften helt ro, hvilket den fik de følgende to uger. Jeg var frustreret over ikke at kunne løbe – og nok mest frustreret over ikke at vide, OM jeg overhovedet ville blive klar, hvis jeg gav den ro. Det ville jo heller ikke hjælpe meget, hvis jeg kun lige præcist nåede at blive klar, men så slet ikke havde fået løbet de sidste par måneder frem mod EM.

Manglende træning

September var den måned, jeg ville have trænet mest. Men Endomondo siger kun knap 100 km løb i september mod godt 350 km i august. Dog plus lidt styrketræning og cykling. Altså langt fra optimalt. Spørgsmålet er – og bliver – hvor meget det kommer til at betyde for selve løbet. Eller måske snarere, hvor stor betydning jeg vil lade det få på min præstation til EM. Jeg har jo længe plæderet for, at 70 procent af en ultraløbspræstation sidder oppe i hovedet – nu får jeg chancen for at bevise det.

Landsholdstræning

I søndags var vi samlet med ultralandsholdet i Odense. Det er altid motiverende at mødes med andre, der er lige så løbegale som en selv. Vi er tre kvinder og fem mænd, der skal deltage fra Danmark. Vi talte lidt om mål, selv om der er få, der bryder sig om at melde lige så klart ud, som jeg gør. Jeg kan også godt mærke, at jeg selv har været mindre skråsikker denne gang. Og så alligevel…

Mål og motivation

I 2014 gik jeg efter danmarksrekorden på knap 218 km og var overbevist om, at jeg kunne tage den. Denne gang har jeg et mål om at komme blandt top 10 til europamesterskaberne – og planen er at løbe et sted mellem 225-230 km. Da min landsholdstræner så forleden fik sagt, at det ville være flot, hvis jeg kunne løbe lige så langt som sidst, min manglende træning taget i betragtning, kunne jeg mærke, det gjorde noget ved mig. Jeg ved ikke, om han er klar over det – men han formår altid at sige det rigtige på det helt rigtige tidspunkt. Hvis min hofte 7, 9, 13 ellers holder hele løbet, så vil jeg dælme vise, at tre ugers manglende træning ikke skal gøre udfaldet for mit løb. Nu hvor jeg har måtte kæmpe så meget for at overvinde frustrationerne og har brugt så meget energi for ikke at tale om penge på forskellige former for behandling, så stiller jeg op for at give alt, hvad jeg har – og helt klart for at løbe længere end sidst. Jeg er omend endnu mere sulten på at løbe, end jeg ville have været, hvis jeg ikke havde været skadet.

God sæson

Derudover har det bortset fra hofteskaden været en sæson, hvor jeg har kunnet træne stort set, som jeg ville. To uger måtte jeg løbe halv distance pga. lidt knæproblemer, ellers har der ikke været det store. Og for godt en måned siden løb jeg som sagt mit bedste marathon nogensinde. På en bakket rute og på en varm dag skar jeg mere end fire minutter af min PR – det uden at have en eneste krise. Og det er det, jeg vil tænke tilbage på, når jeg skal løbe om tre uger. Lige såvel som jeg vil tænke på alle de frustrationer, som både jeg og min familie, særligt Morten, har måttet leve med. De skal ikke have været forgæves!

Går planmæssigt

Da min krop havde det allerværst, bestemte jeg mig for, at jeg mentalt kunne give det maksimalt tre uger helt uden træning. Derefter var der fem uger tilbage før EM, til at trappe op igen og til at lave nedtrapning før løbet. Sidstnævnte kommer derfor formentlig kun til at blive den sidste uge, hvor jeg normalt bruger to på at trappe ned. Men denne gang er der ikke så meget tid at give af. Desuden har min krop fået god tid til at restituere de sidste par uger, hvilket også har hjulpet på forskellige småskavanker. Dermed var der så fire uger til at få løbet lidt igen. Min plan var at løbe omkring 25 km den første uge, 50 den næste og derefter komme op omkring de 75-80 km på en uge. Første uge blev det til 34 km, den næste til 64 km. Jeg kunne formentlig sagtens have løbet mere, men udfordringen var ikke at starte for hurtigt op. Jeg skulle jo helst ikke blive skadet igen. Heldigvis har min krop kun fået det bedre og bedre i takt med, at jeg har løbet længere og hurtigere. I går løb jeg 18 km, hvoraf de sidste otte gik ok stærkt med 4.36min/km. Og jeg mærkede stort set ikke min hofte.

Tirsdagsbehandling i København

At jeg hver tirsdag den seneste tid har valgt at tage toget helt til København for at blive behandlet hos Marcus Heller eller hans kollega i Totum, har givet en helt naturlig hviledag, hvilket jeg tror er godt givet ud. Men jeg kan også mærke, at jeg på sådan en dag, hvor jeg sidder i toget på vej hjem fra behandling og hyggelig kaffeaftale i Kbh., hungrer efter at komme ud og få nogle flere kilometer i benene. Så helt skidt kan det ikke være.

De sidste forberedelser

De næste par uger bliver udfordringen, at komme helt op træningsmæssigt samt at få pakket lidt udstyr. Så længe jeg ikke vidste, om jeg ville blive klar, var motivation til at ordne de sidste ting som geler, vingummier mv. knap så stor. Nu er det med at få fingeren ud. Når det så er sagt, er jeg heller ikke den store planlægger, hvad det angår. Desto mere simpelt, jo bedre. Ved mit første 24-timersløb medbragte jeg selv 3 eller 4 energibarer. Det var så det. Men det gik godt. Så der er i min optik ikke grund til at gøre det mere kompliceret end som så. For det første er der jo et depot ved løbet. For det andet har de også butikker i Frankrig. Men de vingummier, som 32gi laver, vil jeg have købt en masse af. Geler skal jeg nemlig ikke have alt for mange af, før det går ud over maven. Vingummierne fungerer noget bedre.

Mental forberedelse

Derudover har hofteskaden gjort, at jeg denne gang har brugt noget mere energi på at blive klar mentalt. Ikke ved at visualisere løbet – det gør jeg altid, og det kommer også mere og mere, jo tættere løbsdatoen kommer på. Men mere i forhold til at få ryddet ud i ting og bekymringer, der fylder. Jo mindre jeg har i hovedet på dagen, desto bedre. Og da kroppen havde det allerværst, der havde humøret det heller ikke godt. To ting, der jo på mange måder hænger sammen og gensidigt påvirker hinanden. Men jeg tror på, at man præsterer bedre, hvis man er i balance. Derfor har jeg brugt meget tid og energi på at se mennesker, som jeg nyder at være sammen med; venner og familie. For det fylder mig op og gør mig glad. Ligeledes har jeg nydt at være sammen med ungerne, ligesom jeg har gjort ting, der ellers gør mig glad. En god gang bodySDS-behandling, en shoppetur, en lækker kop kaffe, en tur i biffen, ja sågar at få gjort ting færdige hjemme i huset – ting der fylder, fordi jeg gerne vil have dem af vejen. I haven mangler to bede og i huset tre radiatorer, der skal males. Jeg ved, der lyder tosset, men…

Perfektionisme og præstationer

Jeg er perfektionist af natur, så det har altid betydet meget for mig, at have styr på det derhjemme, når jeg fx skulle til eksamen eller præstere til ex et løb. At der så ikke kan se ud, som før vi fik tre små børn, er en anden sag. Derfor har jeg arbejdet med min perfektionisme, så jeg kan fungere med mere uorden, lige såvel som jeg ikke længere er slave af en træningsplan. Men det at få ryddet ud i ting, jeg gerne vil have gjort, betyder, at jeg samtidig får mere og mere fokus på det kommende løb. Når jeg om 16 dage står i Albi og skal løbe, skal der ikke være andet der fylder de næste 24 timer, end at jeg skal løbe – løbe alt hvad jeg kan, så jeg bagefter kan se mig selv i øjnene og sige, at det var det hele værd.

Jeg glæder mig! Til at prøve grænser og til at komme helt derud, hvor jeg ikke selv har kontrol med alting.

På vej mod EM i 24-timersløb 2016

Så er det igen blevet et lige år, dvs. et af de år, hvor jeg har et 24-timersløb på programmet. Denne gang er det Europamesterskaberne i Frankrig den 22.-23. oktober. Siden 2010 har jeg hvert andet år løbet 24-timersløb og hver andet år født et barn. Med tre små børn fra henholdsvis 2011, 2013 og 2015 er den ene kæde afsluttet. Men 24-timersløbet er jeg endnu kke færdig med.

Danmarksrekord & motivation

I 2014 var min motivation større end nogensinde. Det var her, jeg gik efter danmarksrekorden og nåede den med 219 km. Den største udfordring i denne sæson har derfor været at finde et attraktivt og samtidig realistisk mål. Den nordiske rekord er netop blevet rykket af en super sej svensker, Maria Jansson, som har løbet 242 km. Det er urealistisk for mig at lægge 23 km til på et løb. I mine tidligere løb har jeg hver gang lagt ca. 10 km til. Men hvad er så realistisk og samtidig noget, jeg er motiveret nok til?

Top 10 internationalt

Jeg er nået frem til, at det kunne være fedt at blande sig med de bedste internationalt. Top 10 er ikke helt i top, men det ville stadigvæk være et pænt resultat og noget, jeg ville være stolt af – samt villig til at kæmpe for. Spørgsmålet er så, hvor meget man skal løbe for at gøre sig håb om at ende i top 10. Mit bedste bud er – baseret på tidligere år – at et sted mellem 225-230 km formentlig vil kunne gøre det. Intet er sikkert, men jeg er nødt til at have et konkret mål for at kunne arbejde med det.

Tanker om løbet

I dag løb jeg og legede lidt med tanken om at skulle løbe 230 km, samt hvad mine delmål skulle være. Deler man løbet op i fire gange seks timer, kunne en mulighed være at løbe henholdsvis 65, 60, 55 og 50 km. Sammenlagt ville det give 230 km, og dermed ville der være 5 km af give af, hvis mindstemålet er 225 km. Skulle jeg komme hurtigere fra start, ville jeg også kunne slække lidt på tempoet til sidst og stadig nå målet. Men umiddelbart er en 12-timerssplit på 125 km ambitiøst nok. Da jeg slog danmarksrekorden nåede jeg vist kun 113 km på de første 12 timer, så med ovenstående plan ville det altså være i første halvdel af løbet, at jeg skulle hente forbedringen. Mentalt tror jeg, jeg har lettere ved at komme godt fra start, så der er noget at give af sidst på løbet.

Længere forberedelse efter 3. fødsel

Forleden var jeg hos en ny behandler, en osteopat. Han mente ikke, det var alle forundt at kunne løbe 24-timersløb så kort efter en fødsel, og slet ikke efter tre fødsler. Det bekræftede mig blot i, at det nok er meget fornuftigt, at jeg denne gang har givet det et halvt år længere. Magne blev født i maj 2015, og EM ligger som sagt først i oktober 2016. Jeg har også haft væsentligt mere bøvl med ryggen her efter tredje fødsel(og flytning), end jeg har haft de andre gange.

Håndtering og –forebyggelse af rygproblemer

I efteråret var ryggen så skidt, at jeg næsten ikke kunne løfte vores to mindste børn. Jeg følte mig meget ustabil i korpus og fik ofte store jag af smerter gennem ryggen. En ny seng, behandling i Totum Kropsterapi, kiropraktik og styrketræning har gjort meget i forhold til at komme af med rygproblemerne. Senest har jeg anskaffet mig en såkaldt ‘foam roller’, som jeg ligger og ruller på, når ryggen driller, samt før og efter en løbetur. Den tager de ydre spændinger, og siden jeg begyndte at bruge den, har min ryg ikke drillet halvt så meget.

Bøvl med mavemusklerne

Siden jeg fødte Vigga i 2011, har jeg i perioder haft problemer med mavemusklerne helt oppe under ribbenene. Mest under træningen, men også ved VM i 2012, hvor jeg løb ca. 10 km med kraftige smerter i maven. Det var mellem 30-40 km, og det var lige før, jeg troede, det ville forhindre mig i at gennemføre. Men via en dyb og langsom vejrtrækning lykkedes det mig at få musklerne til at slappe mere af.

Osteopati – gør det der virker!

For nylig fik jeg så anbefalet en osteopat her på Vestkysten, hvor vi har boet siden sidste sommer. Det var såmænd ikke, fordi han gik så hårdt til værks, men allerede efter første behandling har det gjort en kæmpe forskel.  I tirsdag kunne jeg dårligt løbe. Jeg var ude på en rute på 12, 5 km, og jo længere jeg kom, desto oftere måtte jeg stoppe for at krumme mig sammen eller forsøge at massere mavemusklerne til at slappe lidt af. Onsdag fik jeg så den første behandling, og allerede dagen efter havde jeg en super løbetur.

Tempo

Bagefter kunne jeg stadig mærke ømheden i mavemusklerne. Det føltes mest af alt som et blåt mærke. Men jeg løb 15 km uden rigtigt at være generet af det og det endda med god fart. Den første kilometer varmede jeg op, men derefter løb jeg 12 km med en gennemsnitsfart på 4.44 min/km. Det er den fart, jeg godt kunne tænke mig at gøre til mit vante løbetempo inden EM. Hver gang jeg har løbet 24-timersløb har jeg skåret 5 sekunder af minuttiden. I 2014 trænede jeg med 4.50min/km, og derfor skulle den gerne hedde 4.45 i år. Det sidste stykke tid har det dog været svært at holde både tempo og distance oppe, fordi kroppen har brokket sig. I torsdags dag gik det så, og efterfølgende løb jeg endda 2 km med 4.22 i snit. Så formen er måske ikke så ringe, som jeg gik og frygtede:-)

At lytte til kroppen

Det er min klare overbevisning, at noget af det vigtigste at kunne som ultraløber er at lytte til kroppen. Hvis kroppen ikke er frisk og klar på løbsdagen, kan det være fuldstændigt lige meget, hvor meget man har trænet. Selvfølgelig er det super frustrerende, når man i perioder ikke kan løbe det, man gerne ville. Men jeg er blevet bedre til at tænke på det, som en naturlig og uundgåelig del af træningen frem mod et løb. Et eller andet sted er det jo også godt, at kroppen viser, hvornår man skal foretage nogle justeringer eller måske gå lidt langsommere frem.

Intervaltræning

I år har min krop hovedsageligt sagt fra efter de to gange, hvor jeg har trænet intervaller i løbeklubben. Både mavemuskler og knæ har brokket sig. Måske burde jeg lade være at løbe intervaller, men det er min oplevelse, at det giver meget at blive presset lidt på tempoet. Jeg må bare huske, at det er en prioritering; Hvis jeg vælger at tage til intervaltræning en uge, må jeg løbe lidt færre km for ikke at overbelaste kroppen.

Træningsplan

Jeg har stadig ingen decideret træningsplan, selv om min mand punker mig for det. Det er lettere for mig at lytte til kroppen, hvis jeg kun har en overordnet plan for, hvor mange kilometer jeg gerne vil løbe om ugen. Trækker det lidt i knæene en dag, løber jeg måske lidt langsommere eller lidt kortere. Modsat, føles kroppen bare let og benene gode, giver jeg den gas eller tager et par kilometer mere. Så småt er jeg ved at bevæge mig op på de 70 km om ugen. Planen er at nå 80 km et par måneder før løbet, og så tage en 3-4 uger med 100 km om ugen før nedtrapningen de sidste uger før løbet.

Blogger og tweeter om forberedelserne

Hvis du har lyst til at følge mine forberedelser samt se, om jeg også når målet her i fjerde hug, kan du enten følge mig her eller på Twitter. Min mand plejer også at være sød til at opdatere min twitter-konto www.twitter.com/amgeisler under selve løbet.

Tak fordi du læste med!

Anne Marie

 

Retten til at komme sig – skal også gælde ved psykisk sygdom

Psykiateren gav omtrent følgende svar: “Var du kommet i dag, havde du ikke fået diagnosen, for du lever ikke op til diagnosekriterierne. Men du kan ikke komme af med diagnosen.”

Forleden var jeg til psykiater for at få en revurdering af min psykiske tilstand. Jeg har været ramt af depression i 2003 og i 2008, i 2010 fik jeg en ADHD-diagnose, og i 2012 gik jeg i et gruppeforløb for OCD-ramte.

Depressionerne har jeg lært at forebygge

Depression er der ingen tvivl om, at jeg ikke lider af på nuværende tidspunkt. Om jeg nogensinde bliver ramt igen, er ikke til at vide. Begge mine depressioner har helt eller delvist været udløst af stress. Mit håb er, at jeg er blevet så god til at forebygge stress, at jeg ikke vil få flere stressudløste depressioner. I hvert fald er der gået længere tid siden min anden depression i 2008, end der gik fra den første i 2003 til den anden. Så det går den rigtige vej. Derudover har jeg ikke været ramt af stress siden 2008, som jeg var det adskillige gange mellem 2003 og 2008.

Selvfølgelig ville jeg kunne få en depression igen en dag, hvis jeg blev udsat for noget meget traumatisk – men hvem ville ikke kunne det? Uanset hvad, så bliver depression ikke betragtet som en permanent lidelse på samme måde som fx ADHD, så her er ingen ko på isen.

OCD påvirker mig ikke meget

En egentlig OCD-diagnose har jeg aldrig rigtig fået. Men min læge må have vurderet, at jeg kunne profitere af behandling, siden han henviste mig til et behandlingsforløb. Jeg er dog ikke længere påvirket af det i en grad, så det nedsætter min funktionsevne. Men jeg arbejder stadig med min perfektionisme og trang til orden, hvilket jeg måske altid vil komme til at gøre i et eller andet omfang. Længe er det dog gået den rigtige vej, og jeg drømmer da også om – og tager tilløb til – en dag at kunne træffe beslutningen om, at nu er det slut.; Nu dropper jeg ideen om det perfekte og om at have kontrol én gang for alle.

Jeg tror på, det vil ske på et tidspunkt. Uanset hvad, så rykker jeg hele tiden. Om jeg ville få en diagnose i dag, ved jeg ikke, men lige nu er det heller ikke så vigtigt. For jeg ved, at jeg stadig kan komme endnu længere på dette område og arbejder stadig med det. Jeg er dog hverken ramt af angst eller hæmmet af det i min dagligdag i nævneværdigt omfang, så en alvorlig lidelse er der ikke tale om.

ADHD-diagnosen kan jeg ikke slippe af med

ADHD-diagnosen derimod har jeg svært ved at forene mig med den dag i dag. For nylig tog jeg derfor til en psykiater med henblik på at få en revurdering af denne diagnose. Efter at have gennemgået et meget langt spørgeskema sammen med psykiateren og min mor, som kunne bidrage med svar omkring min barndom, gav psykiateren omtrent følgende svar: ”Var du kommet i dag, havde du ikke fået diagnosen, for du lever ikke op til diagnosekriterierne. Men du kan ikke komme af med diagnosen.”

Ifølge psykiateren har jeg lært at mestre mine ADHD-vanskeligheder, så jeg ikke er funktionshæmmet inden for et eller flere livsområder, hvilket er en forudsætning for at stille diagnosen. Der er dog ingen tvivl om, at hele min personlighed er kendetegnet ved mange af de ting, som karakteriserer mennesker med ADHD. Men hvorfor skal jeg blive ved med at rende rundt med en diagnose, hvis jeg ikke har symptomerne i tilstrækkelig grad? Hvad skal man så med definitionen af, hvornår man har ADHD? Havde jeg ventet til i dag med at gå til en psykiater, havde jeg aldrig fået diagnosen. Men fordi jeg søgte hjælp og svar i 2010 og efterfølgende har arbejdet mig ud af det, så skal jeg have diagnosen på livstid.

Når jeg eksempelvis holder foredrag om min psykiske sårbarhed, synes jeg, det er misvisende at sige, at jeg har ADHD. Et eller andet sted synes jeg heller ikke, det er rimeligt over for de mange mennesker, som vitterligt har store vanskeligheder som følge af ADHD. Jeg identificerer mig ikke længere med diagnosen, fordi jeg ikke længere føler mig hæmmet af min store energi, eftersom jeg har lært at styre mit aktivitetsniveau og min impulsivitet. Jeg får da heller ikke medicin, men bruger motionen og et hav af andre mestrings-strategier fx i forhold til planlægning.

Hvad mere er, at mine ADHD-symptomer var tydeligst i årene efter, at min far blev alvorligt syg med depressioner. Psykiateren startede med at sige, at en belastningsreaktion, som godt kan udløses af en forælders psykiske sygdom, kan minde rigtig meget om ADHD. Det er helt klart min oplevelse, at min fars sygdom har forstærket mine ADHD-symptomer, og den vil nok altid påvirke mig i en eller anden grad. Men jeg kan mærke, at det har hjulpet at få den lidt på afstand.

Jeg er ikke imod diagnoser – det er et meget nyttigt redskab til at få den rette hjælp. Men uanset, om man betragter ADHD som en permanent hjernefejl eller ej, så forstår jeg ganske enkelt ikke, hvorfor man ikke vil tage min diagnose fra mig, når jeg ikke længere lever op til kriterierne?

Desuden har den del, der omhandler, at symptomerne skal have været til stede i en vis grad i barndommen, aldrig været opfyldt. Alligevel fik jeg diagnosen, fordi nogle psykiatere mener, at symptomerne ikke behøver at have været til stede i barndommen, da man på forskellig vis kan kompensere. Jeg skulle have kompenseret med min høje IQ, al min motion og den faste struktur i hjemmet.

Men når jeg nu heller ikke længere er hæmmet i hverdagen, som jeg var, dengang jeg jævnlig kørte så hårdt på, at jeg blev ramt af stress, hvorfor skal jeg så fastholdes i diagnosen? Hvem får noget ud af det? Jeg gør i hvert fald ikke. Til gengæld sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg ikke får lov at komme videre i livet.

Forstil dig at have fx forhøjet blodtryk eller en anden livsstilssygdom, som man kan afhjælpe ved at omlægge sin livsstil. Du kommer til lægen og får at vide, at du ikke længere har forhøjet blodtryk, men det vil fortsat stå i din journal, at du lider af det. Hvordan ville du have det med det? Eller du har været i behandling for kræft, er blevet helbredt, og alligevel står der stadig i din journal, at du er kræftramt.

Jeg er normalt ikke tilhænger af ideen om, at man ’shopper’ rundt mellem psykiatere, indtil man får det svar, man ønsker. Men jeg ved, det kan lade sig gøre at finde psykiatere med forskellige tilgange til tingene. Jeg håber, der i fremtiden kommer flere af slagsen, som har den tilgang, at det kan lade sig gøre at komme sig.

I hvert fald opgiver jeg ikke kampen om retten til at blive rask. For jeg ved, jeg ikke er den eneste, der kæmper den. Fx kender jeg en fyr, som har skizofreni med fuld remission – hvilket betyder, at han helt er kommet sig. Han har ikke haft symptomer i mange år, men alligevel kan han ikke få slettet sin diagnose og derfor heller ikke få det job, han drømmer om.

Det eneste, der i mine øjne kommer ud af at fastholde folk i en diagnose er, at færre vil søge hjælp, hvis de har psykiske problemer. En af mine veninder sagde på et tidspunkt, at dette var en overvejelse, hun havde gjort sig i forbindelse med en depression. Hvis hun skulle ’mærkes’ for livet, var hun ikke sikker på, at hun ville opsøge behandling. Ligeledes kan en diagnose forhindre folk i at kunne forfølge deres drømme fx i forhold til et job. Det kan også gøre det svært at blive forsikret, adoptere og sikkert en masse andre ting, som jeg endnu ikke er stødt på. Er det rimeligt?

Jeg synes det ikke. Og derfor vil jeg kæmpe for, at retten til at blive rask også kommer til at gælde for mennesker med psykisk sygdom.

Nu skal den mentale sundhed styrkes

16. maj var jeg stolt over at være radikal og som tidligere folketingsmedlem at have medvirket til at dagsordensætte psykiatrien. Regeringens ny psykiatrihandleplan er starten på en opprioritering af psykiatrien, som længe har været tiltrængt. Det er et kæmpe skridt mod ligeværd for mennesker med psykiske lidelser, at de ikke skal vente længere på udredning og behandling end fysiske syge. Derudover kommer der fokus på forebyggelse. En styrkelse af den mentale sundhed vil reducere antallet af mennesker, der rammes af psykisk sygdom, samt gøre det lettere at leve et godt liv med psykisk sårbarhed.

Indlægget er bragt i Politiken den 26. maj 2014 under titlen “radikal stolthed”.

Dobbeltdiagnosepatienter: Socialborgmester Warming står ret alene med sin opfattelse

Det var dejligt, at Socialborgmester i København, Mikkel Warming (EL), 29. juli gav sig tid til at svare på mit indlæg à 19. juli om dobbeltdiagnosepatienter. Imidlertid fokuserer han ensidigt på misbrugsbehandlingen og forholder sig ikke til, at mere end halvdelen af patienterne i psykiatrien også har et misbrug. Warming går ikke ind for parallelsystemer, hvilket jeg heller ikke er tilhænger af. Alligevel mener han, at flere psykiatere i kommunen er vejen frem i stedet for én samlet regional indsats for patienterne, der lige nu er kastebolde mellem kommune og region. Det skaber da unægteligt et parallelsystem.

Ifølge Warming har Københavns Kommune kompetencerne til at skabe en sammenhængende behandling, og allerede nu har man en samlet indsats i København. Han er dog den eneste blandt dem, jeg har været i kontakt med – organisationer, politikere, eksperter og borgere – som er af denne opfattelse. Det finder jeg mildest talt tankevækkende! Så sent som i torsdag mødte jeg en ung pige, som var endt i hjemløshed, fordi det eneste sted, der kunne rumme både hendes alkoholmisbrug og hendes øvrige psykiske lidelser, var et herberg. Altså lige bortset fra den lukkede psykiatriske afdeling, som hun ikke ønskede at være på, blot fordi psykiatrien ikke er gearet til at behandle misbrugere.

Warming klandrer mig for kun at fokusere på ét problem, selv om mit ærinde netop er at få skabt helhed i behandlingen ved på samme tid at tage hånd om både misbrug og psykisk sygdom, som eksperter anbefaler det. Jeg er fuldt ud bevidst om, at mennesker med dobbeltdiagnoser kan have andre udfordringer af fx beskæftigelsesmæssig eller social karakter, men det gælder jo også psykiatriske patienter uden misbrug. Så uanset hvad, skal kommunens sociale indsats kunne gå hånd i hånd med den regionale behandlingsindsats. Medmindre Warming da også mener, at kommunen skal varetage den psykiatriske behandling af mennesker uden misbrug?

Direkte skriver Warming, at han ønsker: ”psykiatrien ud af hospitalerne og ud, hvor misbrugere er.” Dette synes dog i direkte modstrid med, at et af udgangspunkterne for Københavns Kommunes kommende strategi for socialpsykiatrien netop er, at samarbejdet med behandlingspsykiatrien skal prioriteres. Jeg kan heller ikke tro, at Warming i ramme alvor forestiller sig, at kommunen skal varetage den psykiatriske behandling af misbrugere med svære sindslidelser, som ofte kræver indlæggelse.

Warming synes at modsige sig selv, idet han skriver, at misbrugere er meget forskellige, men også at de skal findes i kommunale tilbud som herberger og væresteder. Netop fordi misbrugere er en broget flok, er langt fra alle i kontakt med det kommunale system. En stor del kommer i kontakt med psykiatrien, fordi de også har en anden psykisk lidelse. Eftersom den mest effektive behandling af mennesker med dobbeltdiagnoser er en samtidig behandling af misbrug og psykisk sygdom, bør denne varetages af regionen, der har bedst mulighed for specialisering. Men når det så er sagt, skal der selvfølgelig være en opsøgende indsats fra kommunens side, på samme måde som de opsøgende psykiatriske teams skal opsøge både misbrugere og svært sindslidende.

Warming kalder mit forslag om at integrere misbrugsbehandlingen i den regionale behandlingspsykiatri for en ”lappeløsning”. Men at flytte misbrugsbehandlingen til regionen er en omfattende og langsigtet omstrukturering, som kan løse problemet med manglende sammenhæng i behandlingen af mennesker med dobbeltdiagnoser. En problematik som Warming mig bekendt er den eneste, der afviser eksistensen af.

Indlægget er bragt i Kristeligt Dagblad 21. august 2013