Megen psykisk sygdom skyldes de gængse samfundsforhold

Den mentale sundhed er langt om længe begyndt at fylde mere i den offentlige debat. Desværre er debatten alt for ofte centreret om medicinforbrug, overdiagnosticering og fejlbehandling. Derfor er jeg glad for, at Sundhedsminister Astrid Krag flere gange har efterlyst fokus på de samfundsforhold, der gør, at så mange mistrives. Kun sådan kan vi gøre os håb om at få vendt udviklingen og knækket den stigende kurve i de mange psykiatriske lidelser som angst, depression, OCD og ADHD. Som Astrid Krag tidligere har skrevet i en kronik: er der en sammenhæng mellem måden, vi indretter vores samfund på, og hvordan vi som samfundsborgere har det; Når flere og flere ikke trives, når antallet af mennesker med depression og stress stiger eksplosivt, ja, så skyldes det ikke alene enkeltstående oplevelser, der er noget generelt på spil.”

Både i kronikken fra sidste år og senere har Sundhedsministeren opfordret til, at såvel patienter som pårørende bidrager i debatten med henblik på at finde svar på de udfordringer, vi som samfund står over for. Med udgangspunkt i mine egne erfaringer vil jeg forsøge at komme med mit bud på det, som Sundhedsministeren efterlyser. Det gælder mine erfaringer med stress, depression, OCD og ADHD, mine oplevelser som pårørende, samt mit kendskab til mange andre, der slås med psykisk sygdom – ikke mindst fra årene som psykiatriordfører for Radikale Venstre. Formålet er ikke at komme med løsninger, men i første omgang at bidrage til at få sat ord på de udviklingstendenser i vores samfunds- og arbejdsliv, som er medvirkende til, at stadig flere bliver ramt af psykisk sygdom.

 

Stress

Stress er efter min opfattelse en af de største trusler mod den mentale sundhed. Stress kan ikke blot forstærke, men også udløse en række psykiatriske lidelser så som angst og depression. Derfor kan vi ikke blive ved med at negligere, at et stort og stigende antal danskere rammes af stress. Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, er 15 pct. hele tiden eller ofte stressede. En væsentlig årsag er det grænseløse arbejde, som mange kender til. Med den teknologiske udvikling kan vi arbejde når som helst og hvor som helst, ja alle døgnets 24 timer, hvis vi vil det.

I dag udgør arbejdet en stor del af den enkeltes identitet. Det mest anvendte eksempel er, at det første man spørger om, når man møder et nyt menneske er, hvad vedkommende arbejder med. Når arbejdet har så stor betydning, bliver det grænseløse arbejde en endnu større udfordring; det bliver sværere at sige fra, fordi der er så stort fokus på at præstere. Og selv om det er muligt at arbejde hvor som helst og når som helst, er det de færreste der kan holde til aldrig at have en reel pause. For nylig bragte TVA da også et indslag, hvor en ekspert advarede om, at et stigende antal danskere har svært ved at lægge arbejdet væk i ferien.

Det er imidlertid ikke kun folk med et hektisk arbejdsliv, men også arbejdsløse, der rammes af stress. I en tid, hvor så mange står uden for arbejdsmarkedet, kan man derfor undre sig over, hvorfor man ikke skaber en bedre fordeling af arbejdet fx ved at gøre det lettere at gå på deltid. Ikke mindst børnefamilier kunne have stor gavn af dette – forældre såvel som børn. I stedet fokuseres der politisk på incitamenter, som får de beskæftigede til at yde endnu mere.

Samtidig stilles der flere krav til de ledige. Der er blevet skabt en opfattelse af, at mennesker helst ikke vil arbejde, hvis de kan blive fri, og hele beskæftigelsessystemet bygger på denne. Jeg har på egen krop og gennem venner og bekendte oplevet, hvordan denne tilgang påvirker. Selv meget ressourcestærke mennesker bliver i den grad ramt på selvværdet, ikke mindst fordi arbejdet som nævnt udgør en stor del af vores identitet. Oven i det kommer bekymringer af mere økonomisk art. Det gælder især, hvis man tilhører den gruppe, som risikerer på et tidspunkt at stå helt uden indkomst. Dertil skal så lægges, at man er tvunget til at inkassere tonsvis af afslag, fordi man skal søge lige meget, uanset om der er job at få eller ej. Og selv om det måske ikke var drømmejobbet, man ikke fik, kan det godt ramme hårdt gang på gang at måtte inkassere det ene afslag på det andet.

Jeg gik på et tidspunkt i et behandlingsforløb for mennesker med OCD, hvoraf flere havde været nødt til at melde sig raske, fordi de ikke kunne få forlænget deres sygedagpenge ud over 52 uger. Skønt de stadig fik behandling for deres OCD, var de derfor underlagt samme krav som raske dagpengemodtagere. De mange afslag hjalp bestemt ikke på et i forvejen lavt selvværd, og det tog afsindigt meget energi at skulle til jobsamtale, fordi de stadig kæmpede med svære tvangstanker- og handlinger. Ofte var de hverken klar til at få jobbet eller til at få et afslag og blev sat flere uger tilbage i deres behandlingsforløb, fordi det var så hårdt for dem. Beskæftigelsessystemet er bestemt ikke lavet til psykisk sårbare.

 

Opblødte strukturer og selvledelse

Fordi vi kan arbejde på alle tider af døgnet, flyder arbejdet ofte sammen med fritiden, og der er ikke mange naturlige pauser, hverken i arbejdet eller i samfundet som helhed. Lukkeloven er afskaffet, og nogle af de naturlige pauser vi har i form af helligdage, taler man om at afskaffe. Lukkelovens afskaffelse kan ses som udtryk for et samfund, hvor de ydre rammer udviskes, og vi kan være på hele tiden. Problemet er, at det ikke altid bliver ved muligheden, idet muligheden i sig selv kan medføre en forventning om, at man også er det – fx fra en arbejdsgiver, der ønsker endnu mere fleksible og omstillingsparate medarbejdere. Større mulighed for selv at skabe rammerne om sit liv kan på mange måder ses som noget positivt. Men for den gruppe af mennesker, som har brug for faste rammer, udgør de en væsentlig udfordring, det gælder fx mange med ADHD.

En anden af tidens tendenser, som hænger sammen med de udviskede strukturer, er begrebet ’selvledelse’. Vi skal i langt højere grad selv skabe rammerne om vores arbejde og sætte målene. Tendensen kan spores allerede i Folkeskolen, hvor begreber som ”ansvar for egen læring” har vundet frem. Jeg er da heller ikke sikker på, jeg havde fået diagnosen ADHD, var jeg født i en anden tid. Som lille, hvor rammerne var mere faste, havde jeg ikke de store problemer. Men efterhånden som jeg bevægede mig op ad i uddannelsessystemet, blev vanskelighederne større. På samme måde som på arbejdsmarkedet skal vi også her i større grad selv tilrettelægge vores tid. I mit tilfælde betød det, at jeg i lange perioder læste i døgndrift, fordi jeg ikke kunne sætte grænser eller prioritere og aldrig vidste, hvornår det var godt nok. Som så mange andre lagde også jeg utrolig stor vægt på den anerkendelse, der ligger i præstationer fx i form af gode karakterer. Formentlig var det et forsøg på at kompensere for et lavt selvværd, som til dels bundede i problemerne på hjemmefronten. Da jeg grundet min ADHD ikke var så god til at holde pauser og planlægge min tid realistisk, men samtidig gerne ville leve op til egen idealer om en toppræstation, var jeg altid bagud og læste i perioder 14 timer om dagen. Det var da også på universitetet, jeg for første gang blev ramt af alvorlig stress, som to gange endte i en depression. Jeg har måttet bruge mange år på at lære at stoppe op, prioritere og holde pauser for at forebygge stress og depression. I et samfund med mere faste strukturer havde dette næppe været nødvendigt.

 

Børn af mennesker med psykisk sygdom

Vi ved at det at vokse op med en eller flere forældre, der lider af psykisk sygdom, øger risikoen for, at man selv udvikler en psykisk lidelse. Det samme er tilfældet med børn, der vokser op med vold, incest, misbrug mm. eller oplever traumatiske livsbegivenheder såsom forældres selvmord eller selvmordsforsøg. Uanset hvor godt barnet klarer sig efter sådan en livsbegivenhed, er det de færreste, som går upåvirkede igennem.

Da min far forsøgte selvmord, var jeg 14 år gammel. Hele min ungdom var vores familieliv påvirket af min fars depressioner. Alligevel var der aldrig nogen, som spurgte, om vi børn havde brug for hjælp. Selv når vi spurgte på hospitalet, om vi kunne få lidt at vide om, hvad der skete med far, var der ikke megen hjælp at hente. Mig bekendt har vi endnu ikke skabt nogle strukturer, som gør, at børn af mennesker med fx psykisk sygdom får den nødvendige hjælp. I Norge derimod har man indført ved lov, at når voksne er indlagt med svær psykisk sygdom, skal man altid undersøge, om de har børn.

 

Den Teknologiske udvikling

Den moderne teknologi og det fragmenterede mediebillede gør, at vi konstant bombarderes med informationer. Det kan være svært at håndtere, hvis man ikke er god til at sortere fra eller prioritere. Jeg tror, at der til alle tider har været mennesker, som har haft nogle af de sårbarheder og udfordringer, som i dag fører til, at vi rammes af stress og udvikler psykiske lidelser som fx ADHD. Men også at det er blevet sværere at begå sig i nutidens samfund, hvis man er en af dem, der tager alt ind og har svært ved at lukke ydre stimuli ude. Det er ikke så mærkeligt, at det i et produktionssamfund, var kroppen der blev slidt ned, mens det i et videnssamfund er psyken.

Der er fra mange sider øgede forventninger til, at man konstant skal være på fx via Facebook, mobilen, mail mm. og følge med i informationsstrømmen. Også fra det offentliges side øges disse. Fx skal vi have en Nemkonto og en e-boks, lægen kommunikerer i højere grad digitalt, og er man arbejdsløs skal man konstant ind på Jobnet for at tjekke jobopslag og efterfølgende dokumentere sin jobsøgning et helt andet sted. For en del mennesker gør teknologien rigtig mange ting lettere. Men for sårbare mennesker, udgør de mange kommunikationsformer og fora, som man skal holde sig opdateret i, en udfordring, der kan give anledning til megen stress.

 

Medier og idealbilleder

Psykisk sygdom opstår næppe alene på grund af medierne. Alligevel er det min opfattelse, at medierne spiller en rolle i forhold til mange af de mennesker, som i dag rammes af stress – en tilstand som kan udløse og forværre en række psykiske lidelser. Ikke mindst mange unge sammenligner sig konstant med de bedste inden for ethvert område. Hvert år ved eksamenstid hører vi om de få superstuderende, der sprænger karakterskalaen. På samme måde kan man læse glansbilledhistorier om chefen eller ministeren, som både formår at have en perfekt familie, lave hjemmebag, dyrke motion, klare sit job til topkarakter etc. Langt sjældnere får vi det hele billede af disse mennesker. For selvfølgelig er der ingen, som kan levere toppræstationer inden for alle livets områder. En krævende karriere vil som oftest betyde afsavn på andre af livets områder. Ligeledes bliver vi bombarderet med idealer for, hvordan vi skal se ud, hvad vi skal spise, hvor meget man bør træne mm. Og sundhed er langt hen af vejen blevet et individuelt ansvar.

Der er også nogle forhold, som kan bidrage til en følelse af utryghed og forstærke angsten, fx hos mennesker med tendens til OCD. Man kan ikke åbne en avis eller tænde for TV’et uden at blive konfronteret med død og ødelæggelse. I forebyggelsens hellige navn hører vi konstant om risici for alverdens sygdomme, samt alle de ting vi skal gøre for at undgå dem. Et godt eksempel er, når man er gravid. Der er simpelthen så mange råd og vejledninger, at det kan være svært at leve op til dem alle. Dermed kan man bekymre sig i en uendelighed, og man vil altid kunne bebrejde sig selv, skulle der vise sig at være noget galt med ens barn. Som min gravide veninde sagde, da hun fik rådet om ikke at gå ud i myldretiden, fordi det kunne give stress: ”hvis man ikke allerede er stresset, så bliver man det da af alle de råd.”

 

De mange Valgmuligheder

Et andet forhold, der efter min opfattelse kan være en udfordring for mange, er, at vi konstant skal tage stilling til alting – ikke mindst til, hvor vi er på vej hen. For vi skal helst være på vej. Tidligere og tidligere skal folkeskoleelever beslutte, hvilken retning de vil i. Der er utrolig mange valgmuligheder, men at vælge én ting til, betyder også at man skal vælge en helt masse fra, og det kan være svært. Vi skal konstant udvikle os, læring skal være livslang, og de færreste er i det samme job hele livet, som det tidligere var tilfældet.

Også teknologien medfører en lang række valg. Det gælder fx, når man er gravid. I efteråret beskrev en moder i Politiken, hvordan hun havde valgt fosterdiagnostikken fra med den konsekvens, at hun indirekte blev ansvarlig for at have født et barn med et handicap. Selv om hun ikke ønskede at få lavet en nakkefoldsscanning, ja slet ikke ønskede at få valget om en sådan, så gjorde selve muligheden, at hun indirekte traf et valg. De mange muligheder er ikke blot muligheder; de tvinger os til at vælge, hvad enten det sker direkte eller indirekte, og vigtigst af alt at måtte leve med konsekvensen af vores valg. Selv om valgmuligheder på mange måder er positivt, er det også min oplevelse, at de bidrager til bl.a. stress og angst hos mange.

 

Kampen mod psykisk sygdom rækker ud over psykiatrien

Hvis vi skal have fat ved nældens rod og i fremtiden blive bedre til at forebygge psykisk sygdom, kræver det, at vi forholder os til, hvordan vi organiserer især arbejdsmarkedet, men også uddannelsessystemet og det øvrige samfund mest hensigtsmæssigt, samt hvordan vi kan ruste borgerne til at håndtere nutidens samfundsvilkår. Min påstand er ikke, at det i alle tilfælde er samfundets strukturer, der forårsager psykisk sygdom. Genetik betyder også meget, ikke mindst for en lidelse som ADHD. Men når så mange danskere rammes af psykisk sygdom, er vi nødt til at forholde os til betydningen af den måde, vi organiserer os på. Har man en medfødt sårbarhed, kan ydre faktorer så som manglende strukturer være medvirkende til at udløse en psykisk lidelse. Ligeledes er man med blot en mild form for ADHD mere udfordret i nutidens samfund, end man var førhen. Som Astrid Krag også skrev i den nævnte kronik, kan den enkelte: ”ikke alene skabe rammerne om det gode liv.” Derfor bør vi forholde os til, om det er muligt, og om vi er villige til, at skabe nogle rammer, som tilgodeser en større del af befolkningen. Kun sådan tror jeg, vi for alvor kan tage hul på at forebygge psykisk sygdom.