Børnefamiliers kår; Sammenhæng i hverdagen er også et politisk ansvar

KRISTELIGT DAGBLADS lederartikel den 30. april omhandlede børnefamiliers kår. En landsdækkende debat, der startede med Anne-Marie Løkkegaards debatindlæg i Politiken den 19. april: “Hjælp os børnefamilier, inden vi segner af stress”. En debat, som i mine øjne er mere relevant end nogensinde. Stress har længe været et stort problem, og intet tyder på, at vi har fået vendt udviklingen.

Imidlertid har Løkkegaards indlæg først og fremmest afstedkommet beskyldninger om manglende personligt ansvar. Også lederartiklen i Kristeligt Dagblad den 30. april mener, at ansvaret for at skabe balance mellem familieog arbejdsliv ene og alene påhviler den enkelte familie. Heri er jeg som politiker ikke enig. Der er som oftest to sider af en sag, og det gælder ikke mindst stress. Politikerne må skabe nogle rammer, der gør det muligt at balancere familie- og arbejdsliv.

Nok er det rigtigt, at mange forældre i dag har urealistisk høje forventninger til, hvad de skal præstere, samtidig med at de har små børn. Megen stress kan forebygges ved at justere sine forventninger, og det er ikke givet, at både mor og far skal dyrke karriere for fuld skrue, mens man har små børn. Men problemet er, når mulighederne for at gøre det anderledes ikke er til stede.

Jeg kender mange børnefamilier, som er på randen af eller har været ramt af stress, og for hvem et deltidsjob kunne være løsningen. Imidlertid er dette langtfra en reel mulighed for alle. Nogle steder modsætter chefen sig, andre steder er kulturen ikke til det, og som oftest risikerer man at stå først i køen, når der skal være fyringsrunder.

EFTER MIN MENING burde man fra politisk hold gøre det lettere at gå på deltid. Hvorfor skeler vi ikke til Sverige, hvor småbørnsforældre har ret til at gå ned i tid, indtil børnene når en bestemt alder? Vi behøver ikke kopiere ordningen, men måske vi kunne lade os inspirere?

Og hvorfor er det så politikernes ansvar at skabe de nødvendige rammer for børnefamilier? Det er der flere årsager til. Hvad angår det politiske fokus på vækst, bliver det ofte reduceret til et spørgsmål om, at alle skal arbejde mere. Men vi ved, at mennesker, der er stressede, ikke yder det samme, er mindre innovative og mindre effektive. Ligeledes bidrager det ikke til væksten på sigt, hvis småbørnsforældre går ned med stress og kun helt eller delvist kommer tilbage på arbejdsmarkedet.

Som politikere bør vi også sikre, at alle børn får den bedst mulige start på livet.
Sunde borgere, som fremadrettet skal bidrage til samfundet, skabes ikke ved, at børnene blot skal tilbringe endnu mere tid i institution. Desuden har børn brug for deres forældre og for, at de er til stede – både fysisk og mentalt. Når forældre er nødt til at arbejde mere, end hvad godt er, eller rammes af stress, går det også ud over børnene.

Det at være småbørnsforælder kræver, at man træ—ffer svære valg og prioriterer i livet. Men det kræver sandelig også, at man fra politisk hold skaber mulighederne for, at familier kan prioritere børnene, når de har allerstørst behov. Og for – som Kristeligt Dagblads leder anbefaler – at man kan nyde børnene, mens de er små.

Bragt i Kristeligt Dagblad den 8. maj 2014

Balance mellem arbejde og privatliv – Småbørnsfamilier bør have bedre kår

I den seneste tid er jeg flere gange stødt på en problemstilling, som ligger mig meget på sinde – både som mor og politiker. Nemlig den svære balance mellem arbejde og privatliv. Denne var årsagen til, at jeg valgte ikke at genopstille til Folketinget, da vi ventede vores første barn. Men samtidigt er den også medvirkende til, at jeg som kandidat til Borgerrepræsentationen i København ønsker at komme tilbage i politik igen.

Den bedste start på livet for mine børn harmonerede ikke med et krævende Folketingsarbejde. Jeg har tidligere haft to stressudløste depressioner, og det ville jeg ikke risikere i mine børns første tid. Måske er netop det årsagen til, at der ikke bliver gjort mere for at bedre børnefamiliernes livssituation; nemlig at mange småbørnsforældre vælger det politiske arbejde fra, fordi det er så svært at balancere med familielivet.

Selv om jeg i dag er mor til to små børn, håber jeg på paradoksal vis at komme tilbage i politik igen, velvidende at det bliver hårdt. For det er på høje tid, vi får lettet børnefamiliers kår. En alt for stresset hverdag skader både børn og forældre. Skal vores børn vokse op og trives, nytter det ikke, at mor og far ikke er nærværende i barndommen, går ned med stress eller det, der er værre. Jo sværere det bliver for forældre at varetage forældrerollen, desto mere vil det kræve at samfundets institutioner. Det store spørgsmål er, hvad vi gør ved det?

Samfundets utallige muligheder skaber en forventning om, at man også benytter dem, og det kræver en ufattelig evne til konstant at prioritere. Efterhånden er der så mange mennesker, som har svært ved at håndtere nutidens samfundsforhold, at vi ikke kan blive ved at reducere det til et individuelt problem. Vi er nødt til at forholde os kritisk til en kultur, hvor man konstant skal løbe stærkere for at leve op til de mange krav og idealer.

I højere grad må vi indrette samfundet efter de forskellige livsfaser. Der er perioder, som kræver mere af os på privatfronten. Det gælder ikke mindst årene med småbørn. I Sverige har småbørnsforældre en lovfæstet ret til at gå ned i tid, hvilket giver dem bedre mulighed for at varetage forældrerollen. Særligt i en tid med høj ledighed, synes dette et oplagt sted at starte, eftersom det kunne skabe flere job. Så hvorfor ikke gøre det samme i Danmark?

Indlægget blev bragt i Kristeligt Dagblad den 31. oktober 2013

Videnssamfundets grænseløshed giver os ADHD

I produktionssamfundet blev kroppen slidt ned, i videnssamfundet går det ud over psyken. Skal vi bremse udviklingen i antallet af psykisk syge, skal vi se på indretningen af hele vores samfund – både arbejdslivet og fritiden

Debatten om psykisk sygdom omhandler desværre oftest medicin og overdiagnosticering. Derfor er jeg glad for, at Sundhedsministeren har opfordret til at belyse de samfundsforhold, som gør, at flere mistrives og rammes af psykisk sygdom.

Et væsentligt forhold er, at vi i dag kan arbejde når som helst og hvor som helst. Arbejdet udgør en stor del af manges identitet, hvorfor arbejdsmæssige præstationer har enorm betydning. Flere og flere rammes af stress, som f.eks. kan udløse angst og depression. For nylig advarede en ekspert om, at et stigende antal danskere ikke kan lægge arbejdet væk i ferien og dermed aldrig får en reel pause.

Også ledige rammes af stress. Den høje arbejdsløshed taget i betragtning undrer det, at vi ikke gør det lettere at gå på deltid – f.eks. for børnefamilier. I stedet skal beskæftigede yde mere, og ledige mødes af flere krav. På egen krop og gennem venner har jeg oplevet, hvordan beskæftigelsesindsatsens mange regler, kontrol og manglende målrettethed får selv ressourcestærke til at miste troen på sig selv.

Sidste år gik jeg i et gruppeforløb for mennesker med OCD. Flere måtte melde sig raske, fordi sygedagpengene ikke kunne forlænges. At de var underlagt samme krav som raske dagpengemodtagere, satte dem ofte tilbage i behandlingen. Beskæftigelsessystemet er ikke for psykisk sårbare.

Ingen pauser

I dag er der ikke mange naturlige pauser, og arbejdet flyder ofte sammen med fritiden. Lukkelovens afskaffelse er udtryk for, at samfundets ydre rammer udviskes. Vi kan være på hele tiden, og selve muligheden for at være det betyder, at mange arbejdsgivere også forventer fleksible medarbejdere. For mennesker med brug for faste rammer – f.eks. ADHD-ramte – er det en udfordring.

Samtidig skal vi selv skabe rammer og mål for vores arbejde. Tendensen spores så tidligt som i folkeskolens krav om ansvar for egen læring, og jo længere man kommer i uddannelsessystemet, desto mere skal man selv kunne tilrettelægge sin tid. På universitetet læste jeg ofte i døgndrift; mit selvværd afhang af gode karakterer, og på grund af min ADHD var jeg ikke god til at sætte grænser. Flere gange fik jeg stress, som to gange endte i depression. Jeg tror altid, der har været mennesker med de udfordringer, som kan føre til stress eller en ADHD-diagnose. Men det er blevet sværere at begå sig, hvis man har vanskeligt ved at prioritere.

Mediebombardement

Teknologien og et fragmenteret mediebillede gør, at vi bombarderes med informationer. Ligeledes øges forventningerne til, at vi konstant er på. Vi skal have nemkonto og e-boks, lægen kommunikerer digitalt, og arbejdsløse skal frekventere diverse hjemmesider. De mange kommunikationsformer og -fora kan give megen stress. I produktionssamfundet blev kroppen slidt ned, i videnssamfundet er det psyken.

Medierne spiller også en rolle mht. stress, angst og depression. Vi bombarderes med idealer for udseende, motion mv. og kan konstant sammenligne os med de bedste. Dette hvad enten det gælder studerende, som sprænger karakterskalaen eller chefen, som klarer jobbet med bravur, laver hjemmebag, dyrker motion mm. Vi får sjældent det hele billede – for selvfølgelig kan ingen levere toppræstationer på alle livets områder på én gang.

Mediernes evige fokus på sygdom og død kan også øge angsten f.eks. hos mennesker med OCD. I forebyggelsens hellige navn hører vi om risici for alverdens sygdomme. F.eks. i forbindelse med graviditet gør de utallige vejledninger og råd, at man kan bekymre sig i en uendelighed. Min veninde blev frarådet at gå ud i myldretiden, da det kunne give stress. Hvis man ikke er stresset, bliver man det af de mange forskrifter.

Valg på valg

Vi skal også hele tiden tage stilling til et utal af valgmuligheder, samt hvor vi er på vej hen. For vi skal helst være på vej. Unge skal tidligere vælge retning og helst ikke have mange sabbatår. Konstant skal vi udvikle os, og vi skifter job og ægtefælle oftere. Også teknologien medfører nye valg, og de mange muligheder tvinger os til at vælge og leve med konsekvenserne. Siger man f.eks. nej til nakkefoldsscanning, kan man indirekte blive ansvarlig for at føde et barn med handicap.

Jeg påstår ikke, at samfundets strukturer direkte forårsager psykisk sygdom. Men har man en medfødt sårbarhed, kan ydre faktorer medvirke til at udløse en sådan. Vil vi imødegå den voksende udfordring med psykisk sygdom, må vi forholde os til, hvordan vi organiserer samfundet.

Kommentaren blev bragt i Information den 29. august 2013

”Danmark på piller”- debatten trænger til mere nuancering

Som Tornbjerg Andersen skriver i Kristeligt Dagblad den 17. april, har debatten om det store medicinforbrug af antidepressiv været utrolig unuanceret. DR har næsten udelukkende fokuseret på problemer med overforbrug, manglende effekt og bivirkninger. For mig personligt betød medicinen, at jeg kun var sygemeldt på halv tid i en enkelt måned. Udsendelserne ”Danmark på piller” gav indtryk af, at nogle af de medvirkende fortsatte med en bestemt slags medicin, selv om bivirkningerne oversteg effekten. I så fald plejer man mig bekendt at forsøge sig med et af de mange andre præparater eller en anden form for behandling. Debatten blev da også lidt mere nuanceret i den direkte debat torsdag den 18. april.

Hvad angår overforbruget, har fokus primært været på, om for mange mennesker i dag får psykiatriske diagnoser. Desværre har debatten mest fokuseret på, hvorvidt lægerne er for dårlige til at stille diagnoser. Jeg anfægter ikke, det sker en gang imellem, at et menneske fx får diagnosen depression, selv om der i virkeligheden er tale om stress. Men hvad med alle de mennesker, som rent faktisk lider af depression?

Hvad med at kigge på adgangen til alternativer til medicin? Efter min opfattelse er adgangen til psykologbehandling stadig alt  for dårlig. Brugerbetalingen er stadig meget høj. Derfor er psykologbehandling, selv med lægehenvisning, ikke er et reelt alternativ for alle. Derudover er der af hensyn til økonomien loft over, hvor mange henviste patienter en psykolog må tage. Det er svært at forestille sig det samme indført på andre områder; at man sidst på året blev sendt hjem med et brækket ben eller en kræftdiagnose uden behandling, medmindre man selv kunne betale gipsen eller kemoterapien. Jeg er ikke imod brug af medicin. Men det er et problem, at medicin alt for ofte er den eneste mulighed i situationer, hvor det anbefales, at den kombineres med samtalebehandling eller helt erstattes hermed.

Et andet forhold, man kunne rette fokus mod, er, om nogle samfundsforhold gør, at flere mennesker i dag rammes af disse psykiske lidelser. Vi ved, at rigtig mange rammes af stress – en tilstand som kan føre til depression. Alligevel har vi et arbejdsmarked, hvor mange står udenfor, og de resterende konstant skal løbe stærkere. Kunne man finde en bedre fordeling? Derudover er tendensen, at individet lige fra folkeskolen til arbejdsmarkedet har et voksende ansvar for selv at skabe rammerne i sit liv, idet strukturer løbende opblødes. Jeg har selv måtte bruge mange år på at nå dertil, hvor jeg kan leve et godt liv med min ADHD og forebygge fremtidige depressioner. Det var psykologbehandlingen, der hjalp mig dertil.

Forklaringen på det stigende medicinforbrug er ikke så én-dimensionel, som den er blevet fremstillet. Så lad os debattere de forskellige muligheder, vi har, for både at forebygge og behandle psykiske lidelser.

Indlægget er bragt i Kristeligt Dagblad den 29. april 2013

 

”Danmark på piller” – en utrolig ensidig debat

De seneste ugers debat om danskernes stigende medicinforbrug har været utrolig unuanceret. Det gælder for så vidt både i forhold til antidepressiv og ADHD-medicin. DR har ensidigt fokuseret på problemer med overforbrug, manglende effekt og bivirkninger. Der er mange andre aspekter, som jeg har savnet i debatten, herunder de gavnlige effekter, som medicinen også har for nogle.

Jeg har selv fået medicin mod både ADHD og depression. Førstnævnte tog jeg dog ikke længe nok til rigtigt at kunne vurdere effekten, fordi jeg blev gravid. Hvad angår antidepressiv har jeg både gode og mindre gode erfaringer.

Jeg har haft to depressioner og har begge gange fået både antidepressiv medicin og psykologhjælp. Medicinen har betydet, at jeg kun en gang har været sygemeldt, og det kun på halv tid i en måned fra mit daværende studiejob. Jeg har ikke oplevet bivirkninger ved de relativt små doser, som jeg har fået – det skulle da lige være en anelse mundtørhed. Till gengæld har jeg oplevet, at jeg hurtigt har fået det bedre.

Af negative erfaringer oplevede jeg engang at få udskrevet antidepressiv, selv om der ikke var tale om en depression. Det var en vikar for min egen læge, som var meget hurtig og ikke lyttede til, hvad jeg sagde. Jeg tog det ikke, men gik i stedet til egen læge ugen senere. Hun gav sig god tid, og der var ikke tale om en depression. Formentlig var jeg lidt stresset og bange for, at det var begyndelsen på endnu en depression. Jeg har også en far, som har lidt af depressioner i mange år. Desværre er han i dag afhængig af store mængder medicin med en del bivirkninger til følge. En af de væsentlige forskelle på os er, at jeg også har fået psykologbehandling. Derudover bruger jeg motionen meget – både under depression og til at forebygge flere depressioner.

For mig personligt betød medicinen som nævnt, at jeg kun var sygemeldt på halv tid i en enkelt måned. Det fremstår nærmest som om, nogle af de mennesker, DR har fremhævet, fortsætter med en bestemt slags medicin, selv om de mener, at bivirkningerne overstiger effekten. I så fald plejer man mig bekendt at forsøge sig med et af de mange andre præparater eller en anden form for behandling. Derudover har flere af de medvirkende personer i de forskellige udsendelser nævnt, at en bivirkning har været, at de slet ikke kunne føle noget. Jeg har oplevet det diametralt modsatte – nemlig at depressionen gjorde, at jeg ikke engang kunne mærke, hvad jeg følte over for mine nærmeste. Til gengæld betød medicinen, at jeg hurtigt fik det bedre og igen kunne mærke mine følelser.

Heldigvis viste den direkte debat i torsdag, at en af de medvirkende i DR’s udsendelser havde et mere nuanceret syn på medicinen. Dette synes dog blot at tydeliggøre, hvordan DR ensidigt hat søgt at fremstille piller som udelukkende værende af det onde. En af de medvirkende, som i de første udsendelser kun havde udtalt sig om de negative følger af medicinen, fik nu lejlighed til at tilføje, at hun næppe havde klaret sin uddannelse uden medicinen.

Hvad angår overforbruget, så har fokus primært været på, om for mange mennesker i dag får psykiatriske diagnoser. Hurtigt kan man nå til enighed om, at medicinen kun skal bruges ved den rette indikation, dvs. hvis diagnosen er stillet korrekt. Desværre har debatten hovedsageligt kredset om, hvorvidt lægerne er for dårlige til at stille diagnoser. Jeg anfægter ikke, at det sker en gang imellem, at et menneske fx får diagnosen depression, selv om der i virkeligheden er tale om stress. Men hvad med alle de mennesker, som rent faktisk lider af depression? Efter min mening har der været alt for lidt fokus på, hvorfor et stigende antal mennesker rammes af depression, samt hvorfor medicin så ofte er løsningen på deres problemer.

Hvad med at kigge på adgangen til alternative behandlingsformer som fx psykologbehandling? Adgangen hertil er efter min opfattelse stadig for dårlig. Det på trods af at aldersgrænsen for tilskudsberettiget psykologhjælp til mennesker med depression i dag er ophævet. Noget jeg personligt kæmpede meget for under begge de satspuljeforhandlinger, jeg forhandlede som psykiatriordfører for Radikale Venstre. Selv om alle aldersgrupper i dag kan henvises til psykologbehandling, så er brugerbetalingen stadig meget høj. Derfor er psykologbehandling, selv med henvisning fra lægen, ikke et reelt alternativ for alle. Derudover er der af hensyn til økonomien loft over, hvor mange patienter en psykolog må tage på baggrund af henvisning fra lægen. Det er svært at forestille sig det samme indført på andre områder; at man sidst på året blev sendt hjem igen med et brækket ben eller en kræftdiagnose, fordi der ikke var flere penge til gips eller kemoterapi.

Jeg er ikke imod brug af medicin, der kan være helt nødvendig ved fx svære depressioner. Men det er et problem, at medicin alt for ofte er den eneste mulighed i situationer, hvor det anbefales, at den kombineres med samtalebehandling eller helt erstattes hermed. Samtalebehandling har ikke bivirkninger, som medicinen kan have det. Ligeledes kan den give det enkelte menneske nogle redskaber til at lære at leve med sin lidelse – eller måske ligefrem forebygge tilbagefald. Jeg har selv brugt mange år på at nå dertil, hvor jeg kan leve et godt liv med min ADHD og (forhåbentlig) forebygge fremtidige depressioner. Det var psykologbehandlingen, der hjalp mig dertil.

Et andet forhold, man kunne rette fokus mod, er, om nogle samfundsforhold gør, at flere mennesker i dag rammes af disse psykiske lidelser. Vi ved, at flere og flere rammes af stress – en tilstand som kan føre til depression. Alligevel har vi et arbejdsmarked, hvor mange står udenfor, og de resterende konstant skal løbe stærkere. Kunne man finde en bedre fordeling? Derudover er tendensen, at individet lige fra folkeskolen til arbejdsmarkedet har et voksende ansvar for selv at skabe rammerne i sit liv, idet strukturer løbende opblødes. Jeg mener, vi bør have langt mere fokus på, hvordan vi kan forebygge stress og deraf følgende psykiske lidelser ved at skabe et mere rummeligt uddannelsessystem og arbejdsmarked.

Debatten har efter min mening ikke kun haft for lidt fokus på, at medicin rent faktisk hjælper mange mennesker. Der mangler i den grad fokus på alternative forklaringer på det stigende medicinforbrug og dermed også på alternative løsninger til, hvordan vi hjælper de mennesker, som rent faktisk har brug for det.

 

 

 

Et arbejdsmarked i balance forebygger psykisk sygdom

I artiklen ”psykisk syge fastholdes i behandling” i Information den 15. april 2013 har Morten Fenger (der forsker i området) fat i noget yderst relevant. Det gælder ikke mindst, når han udtaler, at:

”den ene halvdel af os knokler som sindssyge, og den anden halvdel stresser, fordi vi er uden for arbejdsmarkedet”.

Jeg har selv prøvet begge dele i perioder; da jeg var medlem af Folketinget, og da jeg senere valgte at trække mig for at prioritere familien, mens børnene er små. Det er ikke kun lange arbejdsdage og stigende krav om, at man konstant skal være på, der kan give stress. Det kan også de mange bekymringer og krav, som ofte følger med at være uden arbejde. Og som Fenger ligeledes kommer ind på, kan stress føre til en række psykiske lidelser som fx depression og angst.
Selv har jeg haft to stressudløste depressioner og lider af ADHD, hvorfor jeg har brugt mange år på at lære at forebygge stress, der er min største risikofaktor. Bl.a. har jeg måtte lære at holde pauser og ikke køre på med 120 km i timen konstant. At trække mig fra Folketinget i en tid, hvor familien kræver meget, var en konsekvens af dette.
Jeg deler Fengers opfattelse af, at arbejdsmarkedet er blevet mindre rummeligt de seneste år. Det skal gå stærkere og stærkere, vi skal være på hele tiden og være så effektive som overhovedet muligt. Derfor tror jeg også, man kunne forebygge meget psykisk sygdom ved at sætte ind her og hindre, at så mange mennesker bliver ramt af stress. Det kræver ikke mindst en holdningsændring blandt politikerne. I dag tales hovedsageligt om, hvordan vi får den enkelte til at arbejde mere, hvad enten incitamentet så skabes via skattelettelser, bedre mulighed for at gå fra deltid til fuldtid eller noget helt tredje.
I en tid, hvor vi har så mange uden for arbejdsmarkedet burde man efter min mening fokusere på, hvordan man får en bedre fordeling af arbejdet. Det gælder ikke kun mennesker imellem, men også mellem de forskellige livsfaser. Eksempelvis har mange småbørnsfamilier svært ved at få tingene til at hænge sammen. Hvorfor ikke gøre, som Familie- og Arbejdslivskommissionen foreslog allerede i 2007 i rapporten ”Chance for balance – et fælles ansvar,” og gøre det lettere at gå på deltid i en periode?

Indlægget blev bragt i Information den 19. april 2013 i forkortet udgave