Småbørnsfamiliers kår; En vigtig debat

En mor til to beskyldes for klynk, fordi hun i et debatindlæg i Politiken den 19. april mener, det er for svært for børnefamilier at få hverdagen til at hænge sammen. Jeg synes faktisk, hun har fat i den lange ende. Alt for mange går ned med stress, deraf følgende depressioner mm. Hver 2. børnefamilie føler sig presset. Personligt oplever jeg for tiden, at småbørnsforældre i min omgangskreds falder som fluer. Selvfølgelig skal man selv tage ansvar og arbejde med egne forventninger til, hvilket liv man kan føre som småbørnsfamilie. Men vi skal som politikere så sandelig også skabe nogle rammer, der gør det muligt. Hvor let er det fx at gå på deltid/nedsat tid? Hvad er din oplevelse? Og kender du børnefamilier, hvis hverdag er urimeligt presset? Hvad bør man som børnefamilie gøre, og hvad kan politikerne gøre for at lette hverdagen? Jeg mener, det er en meget vigtig debat!

Stress: Lederne har et særligt ansvar

Jeg bliver så træt, hver gang nogen søger at afspore stressdebatten med argumentet, at stressbegreberne rodes sammen, som arbejdsmiljøchefen i Ledernes Hovedorganisation gjorde det i Politiken den 20. oktober. Jeg har endnu ikke mødt en eneste, der ikke mener, man må have travlt. Ja mange trives ligefrem med travlhed. Imidlertid har et stort antal danskere så travlt, at de bliver syge af det. Ifølge Stressforeningen er der hver dag 35.000 danskere sygemeldt pga. stress.

Problemet er som sagt ikke travlhed – medmindre man da har så travlt i længere tid, at det forårsager den negative form for stress. Denne kan både medføre sygemelding samt udløse psykiske lidelser som angst og depression. Også mange andre forhold kan medføre stress, fx det at mange i dag forventes at stå til rådighed for deres arbejde døgnet rundt.

Jeg er enig i, at den enkelte har et ansvar for at lære sig selv og sine grænser at kende. Men det hjælper kun, hvis man har en leder, som er åben over for at tilpasse arbejdsforholdene til den enkeltes ressourcer. Arbejdspladsen kan og skal ikke tage ansvar for private forhold. Men i en tid hvor arbejde og fritid ofte flyder sammen, kan det være svært at skabe en sund balance herimellem uden også at se på arbejdsforholdene. Det gælder ikke mindst for småbørnsforældre.

For tiden oplever jeg, at mine venner falder som fluer. Den ene efter den anden går ned med stress. Nogle sygemeldes, mens andre forsøger at hænge i, selv om de har det rigtig skidt. Et konkret eksempel er en nybagt mor, som arbejder i centraladministrationen. Hun har omsider erkendt, hun har det så skidt, at der skal gøres noget drastisk for at undgå sygemelding. Hun græder meget og føler hverken, hun slår til på arbejdet eller derhjemme.

Selvfølgelig har hun selv et ansvar for at sige fra. Men det fordrer en kultur, der gør det legitimt. Og når det forventes, man altid siger ja til overarbejde, kan det være afsindigt svært. Hun frygter at ende med de kedelige opgaver eller i værste tilfælde være den næste der ryger, når der skal effektiviseres.

Grundet den økonomiske krise kan man i dag ikke bare skifte job, som man lyster. Derfor er det endnu vigtigere end nogensinde, at lederne vil medvirke til at tilpasse arbejdsforholdene til den enkelte. I stedet for at afspore debatten, skulle Ledernes Hovedorganisation tage det ansvar på sig!

Videnssamfundets grænseløshed giver os ADHD

I produktionssamfundet blev kroppen slidt ned, i videnssamfundet går det ud over psyken. Skal vi bremse udviklingen i antallet af psykisk syge, skal vi se på indretningen af hele vores samfund – både arbejdslivet og fritiden

Debatten om psykisk sygdom omhandler desværre oftest medicin og overdiagnosticering. Derfor er jeg glad for, at Sundhedsministeren har opfordret til at belyse de samfundsforhold, som gør, at flere mistrives og rammes af psykisk sygdom.

Et væsentligt forhold er, at vi i dag kan arbejde når som helst og hvor som helst. Arbejdet udgør en stor del af manges identitet, hvorfor arbejdsmæssige præstationer har enorm betydning. Flere og flere rammes af stress, som f.eks. kan udløse angst og depression. For nylig advarede en ekspert om, at et stigende antal danskere ikke kan lægge arbejdet væk i ferien og dermed aldrig får en reel pause.

Også ledige rammes af stress. Den høje arbejdsløshed taget i betragtning undrer det, at vi ikke gør det lettere at gå på deltid – f.eks. for børnefamilier. I stedet skal beskæftigede yde mere, og ledige mødes af flere krav. På egen krop og gennem venner har jeg oplevet, hvordan beskæftigelsesindsatsens mange regler, kontrol og manglende målrettethed får selv ressourcestærke til at miste troen på sig selv.

Sidste år gik jeg i et gruppeforløb for mennesker med OCD. Flere måtte melde sig raske, fordi sygedagpengene ikke kunne forlænges. At de var underlagt samme krav som raske dagpengemodtagere, satte dem ofte tilbage i behandlingen. Beskæftigelsessystemet er ikke for psykisk sårbare.

Ingen pauser

I dag er der ikke mange naturlige pauser, og arbejdet flyder ofte sammen med fritiden. Lukkelovens afskaffelse er udtryk for, at samfundets ydre rammer udviskes. Vi kan være på hele tiden, og selve muligheden for at være det betyder, at mange arbejdsgivere også forventer fleksible medarbejdere. For mennesker med brug for faste rammer – f.eks. ADHD-ramte – er det en udfordring.

Samtidig skal vi selv skabe rammer og mål for vores arbejde. Tendensen spores så tidligt som i folkeskolens krav om ansvar for egen læring, og jo længere man kommer i uddannelsessystemet, desto mere skal man selv kunne tilrettelægge sin tid. På universitetet læste jeg ofte i døgndrift; mit selvværd afhang af gode karakterer, og på grund af min ADHD var jeg ikke god til at sætte grænser. Flere gange fik jeg stress, som to gange endte i depression. Jeg tror altid, der har været mennesker med de udfordringer, som kan føre til stress eller en ADHD-diagnose. Men det er blevet sværere at begå sig, hvis man har vanskeligt ved at prioritere.

Mediebombardement

Teknologien og et fragmenteret mediebillede gør, at vi bombarderes med informationer. Ligeledes øges forventningerne til, at vi konstant er på. Vi skal have nemkonto og e-boks, lægen kommunikerer digitalt, og arbejdsløse skal frekventere diverse hjemmesider. De mange kommunikationsformer og -fora kan give megen stress. I produktionssamfundet blev kroppen slidt ned, i videnssamfundet er det psyken.

Medierne spiller også en rolle mht. stress, angst og depression. Vi bombarderes med idealer for udseende, motion mv. og kan konstant sammenligne os med de bedste. Dette hvad enten det gælder studerende, som sprænger karakterskalaen eller chefen, som klarer jobbet med bravur, laver hjemmebag, dyrker motion mm. Vi får sjældent det hele billede – for selvfølgelig kan ingen levere toppræstationer på alle livets områder på én gang.

Mediernes evige fokus på sygdom og død kan også øge angsten f.eks. hos mennesker med OCD. I forebyggelsens hellige navn hører vi om risici for alverdens sygdomme. F.eks. i forbindelse med graviditet gør de utallige vejledninger og råd, at man kan bekymre sig i en uendelighed. Min veninde blev frarådet at gå ud i myldretiden, da det kunne give stress. Hvis man ikke er stresset, bliver man det af de mange forskrifter.

Valg på valg

Vi skal også hele tiden tage stilling til et utal af valgmuligheder, samt hvor vi er på vej hen. For vi skal helst være på vej. Unge skal tidligere vælge retning og helst ikke have mange sabbatår. Konstant skal vi udvikle os, og vi skifter job og ægtefælle oftere. Også teknologien medfører nye valg, og de mange muligheder tvinger os til at vælge og leve med konsekvenserne. Siger man f.eks. nej til nakkefoldsscanning, kan man indirekte blive ansvarlig for at føde et barn med handicap.

Jeg påstår ikke, at samfundets strukturer direkte forårsager psykisk sygdom. Men har man en medfødt sårbarhed, kan ydre faktorer medvirke til at udløse en sådan. Vil vi imødegå den voksende udfordring med psykisk sygdom, må vi forholde os til, hvordan vi organiserer samfundet.

Kommentaren blev bragt i Information den 29. august 2013